Kaptajn Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (1829-1864)

fødtes den 27. april 1829 i Kolding og var søn af major i Vejkorpset Joachim Godske Stockfleth (1780-1831) og hustru Wibeke Ida Margrethe Worsøe (1788-1860). Tretten år gammel blev Stockfleth den 1. november 1842 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og blev den 1. november 1847 sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1846, men forblev på akademiet som repetent indtil krigens udbrud, da han den 30. marts 1848 ansattes ved 4. Linjeinfanteribataljon.

Han deltog i den første slesvigske krig og udmærkede sig især i Istedslaget ved sin kækhed og snarrådighed, så at han som enogtyveårig løjtnant den 6. oktober 1850 udnævntes til Ridder af Dannebrog. Den 22. juli 1849 var han blevet premierløjtnant. 1853-54 stod han à la suite som lærer og skoleofficer ved Landkadetkorpset, 1854-60 ved 2. Linjeinfanteribataljon og fra 17. september 1860 ved 20. Infanteribataljon, hvor han ved sin udnævnelse til kaptajn den 28. august 1862 blev chef for 2. kompagni.

I 1864 udmærkede han sig ved enhver lejlighed, hvor han stod overfor fjenden. I kampen ved Selk og Kongshøj den 3. februar førte han sit kompagni med stor dygtighed og bidrog væsentlig til, at østrigernes angreb på Sax-armen blev afslået. Han fremhæves derfor også i rapporten med udmærkelse for sit forhold på denne dag. Under forsvaret af Fredericia var han skiftevis med kaptajn J.P. Beissenherz forpostkommandør. Den 29. marts ledede han det vellykkede overfald på de preussiske gardehusarer i Assendrup, hvor han tog 22 fanger og 23 heste. Som belønning for dette dristige foretagende blev det ham tilladt selv at føre sine fanger til København, og han fik således en under krigen sjælden lejlighed til at hilse på slægt og venner. Det var sidste gang, de så ham.

Den 18. april deltog han i regimentets angreb. Hans kompagni trængte tæt ind på fjendens linjer, men blev nedslået af den voldsomme kugleregn, så at kun to korporaler af samtlige befalingsmænd slap derfra. Stocktleth selv blev under fremløbet let såret. Lidt senere blev en officersaspirant, som han satte stor pris på, såret og faldt sammen med de ord: ”Å, Gud hjælpe mig!” ”Det vil han nok, lille ven”, sagde Stockfleth, idet han bøjede sig over ham. I det samme fik han selv en kugle i baghovedet, faldt og rørte sig ikke mere. Han fik således det ønske opfyldt, som han engang havde udtalt til en ven: ”Det måtte være herligt at falde ung, ikke i en lille forpostfægtning, men hvor kanonerne sang gravsalmen!”

Hans lig, der fandtes aldeles udplyndret på valpladsen, begravedes den 24. april på Augustenborg Kirkegård. Kammeraterne satte på hans gravsten: ”Han var brav, tapper og ædel”. Han fremhævedes med udmærkelse i rapporten for sit forhold under kampen den 18. april.

I ham gik en fremtidsmand bort, som ville have bragt det vidt. Foruden en levende interesse for sit fag havde han en betydelig sans for litteraturen, også i andre retninger end rent militært. Allerede som kadet var han H.P. Holsts yndling for de gode danske stile, han skrev og viste derved de første tegn på den lyst og evne til litterær virksomhed, som senere bar frugt i en meget forskelligartet produktion. Han har således skrevet både lyriske digte, små noveller og militære lærebøger.

Han tog sig meget af sine undergivne og havde en stor og gavnlig indflydelse på de yngre officerer, som han holdt meget af at samle hos sig. Således indbød han på aspirantskolen i Helsingør, hvor han i 1861 var lærer, ofte de unge til the, hvad de i begyndelsen kimsede af; men hans lærerige og interessante underholdning lod dem snart skatte disse sammenkomster højt.

Men han var ikke blot æstetisk anlagt, han var tillige en etisk udviklet personlighed, der intet middel skyede for at bekæmpe mangel på moral, og han foragtede den ungdom, der kun søgte forlystelser. Han var en meget smuk mand, kraftig bygget med brune øjne, hår og skæg.

Fra barndommen var han tungsindig, og der sås kun sjældent et smil på hans læber. Livet havde på forskellig måde taget lidt hårdt på ham, så at hans sensible natur havde fået et knæk, der svækkede hans livsmod, hvad blandt andet hans digte bare vidnesbyrd om. Kun når han bevægede sig blandt sine soldater, var der altid en stille glæde udbredt over ham.

Mindestenen over blandt andre kaptajn Stockfleth blev rejst i 1938.

Stenen står ved stien mellem Dybbøl Mølle og Grønnekærvej, 

ca. 250 meter sydøst for møllen.

 

Kaptajn ved 20. Infanteriregiment Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (søn af major Niels Wilhelm S. og Vibeke Ida Margrethe Worsøe), født 27. april 1829 i Kolding, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Augustenborg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 208-210.

Fr. Meidell: Et Par uniformerede Modsætninger. Livsbilleder af faldne, danske Officerer, som kunde have holdt deres halvhundredaarige Jubilæum i 1896. Kbh., 1896. 47 sider. (Særtryk af Vort Forsvar)

Børge L. Barløse: En kaptajn af fodfolket. F.H.E.H. Stockfleth. Personalhistorisk tidsskrift 1959, s. 1-23.

Niels Elsborg: Frederik Hannibal Edvard Harald Stockfleth. Officer og samler af krigstrofæer. Våbenhistorisk tidsskrift 2017, nr. 5, s. 14-18.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Frantz Conrad Reinhold Buhl (1816-1850)

var født i Fredericia den 17. april 1816. Hans fader var herredsfoged i Elbo, Brusk og Holmans herreder, kancelliråd Hans Hofman Buhl (broder til den tapre løjtnant Peter Buhl, der faldt ombord på Najaden den 6. juli 1812); hans moder hed Charlotte Louise, født Randlev. Fra barn af ønskede sønnen at blive militær, og da de vanskeligheder, hans faders tidlige død lagde i vejen herfor, var fjernede af dennes skole- og universitetsven, lensgreve A.W. Moltke-Bregentved, kom den unge Buhl 15 år gammel på Landkadetakademiet, hvorfra han afgik fem år senere som sekondløjtnant med anciennetet fra 1. marts 1835. Han blev ansat ved Fynske Infanteriregiment og kom således med en kortere afbrydelse i 1839, da han var kommanderet til tjeneste ved Artilleriet, til at garnisonere i sin fødeby indtil april 1843. Året i forvejen var han den 1. juli gået over til 13. Linjebataljon og samtidigt blevet forfremmet til premierløjtnant, men blev nu efter ansøgning forflyttet til 7. Linjebataljon i København. Han ønskede nemlig at uddanne sig til landinspektør og tog 1845 landmålereksamen, men blev i november 1846, som følge af et sammenstød mellem bataljonens kommandør og dens løjtnanter, forsat til 17. Linjebataljon i Glückstadt. 

Ved oprørets udbrud den 25. marts 1848 søgte han tilligemed nogle andre dansksindede officerer at flygte over Hamborg, men de blev anholdte og måtte udstede revers om ej at kæmpe mod oprørerne. I 1848 gjorde han derfor tjeneste ved Københavns Eksercerskole, men ansattes i 1849 ved 4. Reservebataljon som kommandør for 2. kompagni. Han deltog nu med hæder i fægtningen ved Haderslev den 3. april og slaget ved Kolding den 23. april; i rapporten over dette ”anser bataljonen det for sin pligt, at fremhæve premierløjtnant Buhl, der med en overordenlig konduite og koldblodighed ledede overgangen over åen og bestormelsen af den stærkt besatte Vrannerup Hovgård, som han allerførst trængte ind i”.

Den 26. april 1849 forfremmedes han til kaptajn. Han deltog derefter i Ryes tilbagetog, var flere gange i ilden og nævnes atter med hæder for sit forhold i fægtningen nordøst for Vejle den 8. maj. Efter ligeledes med udmærkelse at have kæmpet ved Fredericia blev han den 9. september 1849 benådet med Dannebrogsordenens ridderkors. Han lå nu i kantonnement i Vejle i 10 måneder. Da han i juli 1850 atter rykkede ud, hørte 4. Reservebataljon til Schepelerns brigade og kom ikke til at tage aktiv del i slaget ved Isted. Da brigaden senere havde taget Frederikstad og besat den med 7. Linie- og 4. Reservebataljon, blev Buhl den 17. august med sit kompagni detacheret til Tönning, hvor han blev ansat som kommandant og som sådan foruden stadigt at være på sin post mod en fjendtlig overrumpling tillige måtte overtage øvrighedspligterne, da de civile embedsmænd var flygtede. Buhl var bogstaveligt ikke af klæderne fra sin ankomst til byen indtil sin dødsdag den 29. september. Da fjenden på denne dag var gået over Ejderen øst for Tönning og rykkede frem mod byen, tog Buhl imod ham med den disponible del af kompagniet og holdt sig ved Ejder-digets bøjning uden for byen tappert mod den overlegne fjende, indtil en granat sårede ham dødeligt i venstre side og arm. Buhl blev bragt ind til byen, hvor han nød en omhyggelig pleje, indtil han døde nogle timer efter, og så stor agtelse og hengivenhed havde den faldne kommandant ved sin opofrende pligttroskab vidst at indgyde de i øvrigt fanatisk oprørsksindede tönningere, at de, da vore atter havde besat byen, som en sær nåde bad om at måtte sørge for hans jordefærd og udførte dette på den smukkeste måde. Kammeraterne satte ham et mindesmærke på Tönnings nye kirkegård.

At denne udmærkede officers bortgang føltes dybt i hæren, selv af dem, der ikke personligt havde været i berøring med ham, behøver næppe yderligere omtale.

Kaptajn ved 4. Reservebataljon Frantz Conrad Reinhold Buhl (søn af herredsfoged Hans Hofman B. og Charlotte Louise Zinn Randlev), født 17. april 1816 i Fredericia (Michaelis), faldet 29. september 1850 ved Tönning, begravet 3. oktober på Tönning nye kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1583-1586.

Kaptajn Wilhelm Savdak van der Aa Kühle (1820-1850)

var født den 20. april 1820 i Assens, hvor hans fader, kaptajn Søren Anton v.d. Aa Kühle, der tidligere havde tjent i Fyenske Infanteriregiments 3. (landeværns-)bataljon, dengang var postmester; moderen hed Wilhelmine Sophie, født Schmidt. Sønnen nærede fra lille af et brændende ønske om at blive soldat, og en skøn dag henvendte han sig uden sine forældres vidende til prins Christian, dengang guvernør over Fyn, med anmodning om at blive ”Hans Kongelige Højheds kadet”. Prinsen syntes godt om drengen, og da denne atter nogle år senere tiltrak sig hans opmærksomhed ved en gymnastikpræsentation, lovede han ham at bekoste hans ophold på Landkadetakademiet. 1. maj 1835 blev Wilhelm Kühle så kadet og forlod 3 år senere akademiet som sekondløjtnant med anciennitet fra 1. januar 1838. Han ansattes ved Dronningens Livregiment i Glückstadt, kom senere til 2. jyske Infanteriregiment i København og ved omorganisationen 1842 til 14. Linjebataljon i Rendsborg. Den 11. oktober 1845 blev han premierløjtnant ved samme bataljon og stod der endnu ved oprørets udbrud. 

Da han for at komme bort havde måttet udstede revers om ikke at kæmpe mod oprørerne, blev han i 1848 først stillet til rådighed for generalmajor Moltke ved forsøget på at organisere en folkevæbning i Jylland og kom senere til tjeneste ved Københavns Eksercerskole; efter at den første våbenhvile havde løst ham fra hans ord, blev han ansat ved 2. Forstærkningsbataljon. I 1849 udmærkede han sig fortrinligt i træfningen ved Ullerup den 6. april; noget senere fik han midlertidigt kommandoen over bataljonens 4. kompagni og deltog den 6. juli med dettes hovedstyrke i den landgangsdemonstration, som kaptajn Krenchels flotille under slaget ved Fredericia foretog ved Kolding Fjord. I oktober måned s.å. blev Kühle ansat som kompagnichef ved 3. Reservebataljon og udnævntes den 4. marts 1850 til kaptajn. Den 25. juli 1850 hørte hans kompagni til den del af bataljonen, der var efterladt i Flensborg, og han kom således heller ikke til at deltage i slaget ved Isted, hvad han senere beklagede med tårer i øjnene. Nogle dage derefter blev bataljonen atter samlet i stillingen ved Mysunde. Da denne den 12. september blev angrebet, besatte Kühle i henhold til den givne disposition retranchementerne på stillingens højre fløj, og, mens han her for at opmuntre mandskabet gik frem og tilbage uden dækning, blev han ramt i brystet af en granatstump, der hurtigt gjorde ende på hans liv. Hans lig blev ført til Assens, hvor det under stor højtidelighed blev stedt til hvile, båret til graven af den afdødes barndomsvenner. Hans undergivne, der næsten tilbad ham, har senere rejst et mindesmærke på graven.

Kühle var en sjældent elskværdig personlighed og en meget dygtig officer; ikke den tætteste kugleregn formåede at forstyrre hans ro og koldblodighed i kampen. Den 29. marts 1847 havde han ægtet Marie Clara Wilhelmine Sostrate Krabbe, hvis fader havde været major i Oldenborgske Infanteriregiment, og hvis to søstre havde været gift med generalmajor Olaf Rye; hun overlevede ham med to døtre.

Kaptajn ved 3. Reservebataljon Wilhelm Savdak van der Aa Kühle (søn af postmester, kaptajn Søren Anthon van der Aa K. og Wilhelmine Sophie Schmidt), født 20. april 1820 i Assens, faldet 12. september 1850 ved Mysunde, begravet 21. september på Assens kirkegård. Gift 29. marts 1847 med Marie Clara Wilhelmine Sostrate Krabbe (datter af major Niels Frederik K. og Wilhelmine Friderikke Wesenberg), født 20. maj 1817 i Rendsburg, død 4. maj 1880 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to døtre på 3 mdr. og 3 år. – Hans bemærkelsesværdige mellemnavn Savdak er dannet af forbogstaverne i faderens navn.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1580-1582.

Danske krigergrave og mindesmærker.

Kaptajn Peter Henrik Hammeleff (1817-1850)

var født i København den 12. januar 1817. Forældrene var institutbestyrer Hans Christian Hammeleff og dennes anden hustru Margrethe Christine, født Struck. 12 år gammel indtrådte sønnen på Landkadetakademiet, som han forlod den 1. maj 1838 med sekondløjtnants anciennetet af 1. december 1836. Han blev ansat ved Oldenborgske Infanteriregiment, men indtrådte allerede om efteråret 1838 på den kongelige militære højskole. Efter at have bestået oprykningseksamen blev han elev i Ingeniørafdelingen, og som sådan ved omorganisationen den 1. juli 1842 sat à la suite i Infanteriet; tillige blev han fra s.d. udnævnt til premierløjtnant. To måneder senere forlod han dog højskolen uden afgangseksamen og blev nu ansat ved 8. Linjebataljon i København, hvor han endnu stod, da krigen brød ud. 

Den 19. april 1848 blev han afgivet til midlertidig tjeneste ved 2. Linjebataljon og ansat ved dennes 4. kompagni (Rasch). Den 22. april kom kompagniet på forpost ved Jagel; Hammeleff udførte den 23. om morgenen med 30 mand i forbindelse med lige så mange dragoner under løjtnant Cetti en rekognoscering over Kropp; senere under slaget førte han kompagniets skyttepeloton under retræten over Erdbeerenberg til Tiergarten, men blev her skilt fra kompagniet, som han først nåede igen den 25. april. Hans forhold ved denne lejlighed såvel som under fægtningerne i Sundeved den 28. maj og den 5. juni, hvor han blev hårdt såret, omtales med megen anerkendelse i en indstilling fra 1. Linjebataljon, hvortil han i mellemtiden var blevet forsat. Den 13. september s.å. modtog han Dannebrogsordenens Ridderkors og kom næste februar som kompagnikommandør til 9. Linjebataljon, hvor han atter udmærkede sig, navnlig ved Kolding den 23. april. Den 26. s.m. blev han karakteriseret, den 10. januar 1850 virkelig kaptajn og blev noget senere kommandør for 2. kompagni af 6. Reservebataljon. Den 24. juli s.å. blev han, efter at den første del af kampen var endt, med sit kompagni kommanderet på forpost ved Elmskov, hvor han, da fægtningen atter begyndte, kæmpede med megen tapperhed, til dels i forbindelse med 13. Linjebataljon. Under rekognosceringen ved Sorgfloden den 8. august 1850 førte Hammeleff sit kompagni yderst på højre fløj af 1. træfning; efter at have passeret defiléet ved Stentenmühle blev han under stormen på den syd derfor liggende Duvensted Skov såret og døde kort efter. Hans lig blev ført til Slesvig og begravet på Sct. Michaelis Kirkegård.

Hammeleff var en dygtig og begavet mand og havde, hver gang han havde været i ilden, vist en glimrende tapperhed. I sin ungdom havde han stået meget ene i verden, hvad der senere kunne spores hos ham i en vis tilbøjelighed til eksaltation og selvrådighed. Han var derfor ej af dem, der let erhvervede sig venner, men desto fastere var på den anden side båndet mellem ham og de få, til hvilke han stod i nøjere forhold. Han efterlod en enke, der kun overlevede ham i få år, samt en søn og en datter.

Kaptajn ved 6. Reservebataljon Peter Henrik Hammeleff (søn af institutbestyrer Hans Christian H. og Margrethe Christiane Struck), født 12. januar 1817 i København, faldet 8. august 1850 ved Stenten mølle, begravet 12. august på Michaelis kirkegård i Schleswig. Ugift. - Med modehandler Ane Frederikke Caroline Wellner (ca. 1814-1854) fik han to uægteskabelige børn, der bar hans efternavn.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1572-1574.

Kaptajn Ludvig Carl Christian Maximilian Schow (1828-1864)

fødtes den 15. februar 1828 i København og var søn af kammerherre, generalmajor Henrik Maximilian Schow (død 1847) og hustru Ingeborg Elisabeth Nielsen (død 1871). Schow blev kadet den 1. november 1844, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1846 til sekondløjtnant ved 1. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1845. Den 12. november samme år tillodes det ham at bytte plads med en anden offficer, således, at han blev ansat ved 4. Jægerkorps. 

Fra 5. april 1848 til 24. april 1849 forrettede han tjeneste ved 1. Espingolbatteri. 1849-54 stod han ved 3. Jægerkorps, men var i 1849-51 vagtmesterløjtnant i Nyborg, 1854-58 ved 1. Jægerkorps, 1858-62 adjutant ved 1. Infanteribrigade og fra 1862 til sin død ved 18. Infanteribataljon som chef for 2. kompagni. Den 26. april 1849 blev han premierløjtnant og den 12. april 1861 kaptajn. Han deltog med ære i den første krig. I kampen ved Dybbøl den 5. juni 1848 fik han en kugle i højre arm. Den 23. april 1849 ved Kolding såredes han igen i samme arm, der derefter blev amputeret på lazarettet i Billeshave. Skønt invalid deltog han dog i felttoget det følgende år.

Schow var en brav og retskaffen karakter, en trofast kammerat og en ualmindelig dygtig og pålidelig officer, der fordrede streng pligtopfyldelse af sine undergivne, men også selv foregik dem med et godt eksempel. Han var stille og af et noget melankolsk sind. For sin deltagelse i krigsåret 1848 fik han den 30. september Ridderkorset.

Man skulle tro, at tabet af den højre arm generede ham, men det var så langt fra tilfældet, at man endog sagde om ham, at han med sin venstre arm udrettede mere end andre med to arme. Med en mageløs viljekraft havde han lært sig at skrive med venstre hånd, og det endda smukkere end de fleste med højre. I det hele var det forbavsende, med hvilken lethed han klarede sig med sin venstre hånd. Man kunne ikke let gøre ham mere vred, end når man ville hjælpe ham overfrakken på. Han frabad sig det vel på en høflig måde, men dog således, at man ikke let oftere tilbød sin hjælp. Hans orden og akkuratesse under feltforhold syntes ofte noget vidtdreven, men han nåede altid derved, at kompagniet var i en udmærket stand og fortrinlig disciplineret.

Han var en fuldendt gentleman i sin optræden, og overalt hvor han kom, blev han behandlet med særlig hensynsfuldhed og respekt, når folk først havde lært ham at kende. Hans undergivne ærede ham højt og holdt af ham, fordi de følte, at han altid ville deres vel, og fordi de vidste, at de altid kunne stole på ham. Han var af et smukt og imponerende ydre.

Kort før hans regiment i 1864 skulle afgå til Slesvig, var han samlet med nogle venner i en selskabelig kreds, og her ytrede han: ”Jeg længes kun efter, at det skal gå løs for alvor, og at jeg kan komme med. Gud ved, hvad jeg denne gang skal miste!” Han havde ligesom en anelse om, at han ikke ville vende tilbage fra felttoget, men det gjorde intet skår i hans mod. Han gik altid med frejdighed faren i møde, når fædrelandet kaldte.

Han faldt – som den første officer – den 2. februar 1864 i den sydvestlige skanse ved Mysunde og ”gav sit liv hen for det dyrebare fædreland, hvis ære, ret og selvstændighed hans trofaste hjerte omfattede med inderlig varme”. Under kampen var han stadig ved brystværnet, søgte aldrig dækning, uagtet han opfordredes til at være mere forsigtig; men fjenden var for nær og hans våben for gode, til at han i længden kunne undgå sin skæbne. Han havde netop stået og talt med artilleriløjtnant Bache, til hvem han beklagede sig over, at 3. Regiment så hurtigt var kastet tilbage, da han så preusserne trække betydelige forstærkninger frem i ilden. Han skønnede da, at skansens besætning var for ringe og råbte ned til fodfolket mellem begge skanser om forstærkning, men i det samme styrtede han død om i armene på løjtnant Brock-Rasmussen, der stod ved hans side. Hans lig førtes til København og begravedes den 9. februar på Garnisons Kirkegård.

Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 2. februar.

Den første faldne

Svøb Dannebrog omkring den tapres lig,
flet ham en krans af laurens grønne blade,
affyr en salve ved hans grav og sig:
Tag hilsen med fra os til Ryes Brigade!

Du var den første. Du har med dit blod
det røde segl på krigens budskab stemplet,
men fjenden dyrt skal give mandebod.
Nu ved vi vejen – du os gav eksemplet.

Og mange vandre vil den samme vej,
før krigen bort fra os sin gang vil bøje,
men ingen går med frygt i hjertet – nej,
med sang på læben og med smil i øje!

Thi der er kræfter i en ædel sag,
og alle frejdigt går til kampens stævne;
og rammer dødens bud på slagets dag –
for hver, som falder, er der ti, som hævne.

Men vi som åndeløst med lytten stå,
mens hjerterne i stum forventning pines,
o, måtte vi dog alle tænke på,
hvor ringe dog vor gerning er mod hines.

Thi alt, hvad vi kan virke, høj og lav,
alt, hvad vi gør med råd og dåd og pleje,
er alt kun småt, imod hvad denne gav:
Han gav sit liv, hvor vi kun gav vort eje.

Velsignet hvile da dit støv i fred!
Gem navnet, Danmark, som en kærlig moder!
Thi ingen viser større kærlighed
end den, der ofrer livet for sin broder!

P.H.

 

Kaptajn ved 18. Infanteriregiment Ludvig Carl Christian Maximilian Schow (søn generalmajor Henrik Maximilian S. og Ingeborg Elisabeth Nielsen), født 15. februar 1828 i København (Garnisons), faldet 2. februar 1864 ved Mysunde, begravet 9. februar på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 197-199.

Kaptajn Henrik Christian Theodor Dau (1822-1850)

søn af kaptajn ved Kongens (Frederik VI’s) Regiment Niels Ludvig Dau og hustru Henrikke Sophie, født Platou, var født i København den 6. marts 1822. Han mistede tidligt sin fader og kom 14 år gammel på Landkadetakademiet, hvor han 5½ år senere tog officerseksamen; efter endnu et år at have gjort tjeneste som repetent afgik han den 1. november 1842 som sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1840 til 4. Linjebataljon. Her tjente han sammen med sin 18 år ældre broder Carl Wilhelm Dau, der allerede i flere år havde været kaptajn, da den yngre blev officer, og som ved mange lejligheder tog sig broderligt af ham. 

De rykkede ud sammen 1848 og deltog i kampene ved Bov, Slesvig og Nybøl. Da bataljonens kommandør, oberstløjtnant Blom, i begyndelsen af juni overtog en brigade, fik den ældre Dau midlertidigt kommandoen over 4. Linjebataljon, og den yngre, der den 27. maj s.å. var forfremmet til premierløjtnant, kommandoen over hans kompagni, som han førte i slaget ved Dybbøl den 5. juni. Under kampen om Stenderup by ”roses han både for tappert angreb og for modigt at have holdt byen og understøttet de tilbagevigende tropper”. Efter felttogets slutning modtog begge brødre den 13. september Dannebrogsordenens Ridderkors. Endnu i den første del af felttoget 1849 stod de ved hinandens side; de deltog i fremrykningen i Sundeved, men under den senere del af felttoget lå bataljonen på Als. Efter slaget den 6. juli blev Carl Dau major og forlod bataljonen; Christian Dau afgik i foråret 1850 som kompagnikommandør til 4. Forstærkningsbataljon. 

Den 24. juli s.å. sås brødrene for sidste gang – atter ved en by ved navn Stenderup. Da majoren her om eftermiddagen rykkede frem med sin bataljon (5. Forstærknings-) som reserve for forposterne, mødte han sin broder, der hårdt såret i kampen ved Elmskov, blev båret ud af slaget. Han var ramt i hoften, og såret syntes, efter at han var evakueret til Garnisonshospitalet i København, flere gange at ville læges, men hver gang brød det op igen. Efter den 6. oktober at være udnævnt til kaptajn afgik han ved døden den 4. november og blev den 7. s.m. begravet på Garnisons Kirkegård i København. Han havde ikke været gift.

Han efterlod sig mindet om en tapper, nidkær og dygtig soldat og en brav kammerat, agtet og afholdt af høje og lave.

Kaptajn ved 4. Forstærkningsbataljon Henrik Christian Theodor Dau (søn af kaptajn Niels Ludvig D. og Hermiche Sophie Platou), født 5. marts 1822 i København (Garnisons), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 4. november på Københavns lazaret, begravet 7. november på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1523-1524.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Ludvig Frederik August Lunddahl (1820-1850)

var født den 12. august 1820 i Maribo, hvor hans fader, kammerråd Hans Jacobsen Lunddahl, var amtsforvalter; moderen hed Charlotte Amalie, født Rye. Efter i hjemmet at have nydt undervisning af en huslærer kom sønnen, 13 år gammel, til København for at uddannes til officer; ligesom hans ældre broder, senere oberst C.C.L. Lunddahl, ønskede han at indtræde i Artilleriet og var alt 1836 så vidt fremme i kundskaber, at han ville have kunnet indstille sig til adgangseksamen til den kongelige militære højskole. Da man imidlertid endnu ikke anså ham for moden til at indtræde som elev på skolen, lod han sig antage som frivillig overjæger i Jyske Jægerkorps. 1838 bestod han adgangsprøven, blev sekondløjtnant i Artilleriet uden Aanciennitet, bestod 1840 oprykningseksamen og fik nu tillagt anciennitet af 21. september 1838, men forlod den 25. august 1842 højskolen uden afgangseksamen og blev med sin anciennitet ansat som sekondløjtnant ved 1. Jægerkorps. 

Allerede tre år senere erholdt han tilladelse til at træde à la suite i jægerne for som sektionsingeniør at deltage i bygningen af banestrækningen København-Roskilde. 1846 gjorde han en rejse til Norge på foranledning af Jernbanebestyrelsen, ligesom han det følgende år, da han var blevet ansat som stationsinspektør i Roskilde, gjorde en rejse til Nordtyskland, Sachsen og Preussen for at sætte sig ind i banernes drift. Efter hans hjemkomst blev revisionen af et projekt til banens forlængelse til Korsør ham overdraget. 

Den 1. januar 1847 var han rykket op til premierløjtnant, og da han ved krigens udbrud atter meldte sig til tjeneste ved hæren, blev han ansat som adjudant ved 1. Reservejægerkorps, der i 1848 ikke kom til at deltage i nogen kamp, hvorimod det 1849 var i ilden ved Avnbøl den 5. og Ullerup den 6. april, Krybily den 3. og Gudsø den 7. maj, udfaldet fra Fredericia den 30. juni samt endelig i slaget den 6. juli. Lunddahl deltog med ære i alle disse affærer, blev efter det sidstnævnte slag ansat som midlertidig kompagnikommandør ved korpset og modtog den 9. september Dannebrogsordenens Ridderkors. Den 18. oktober s.å. blev han forsat til 1. Reservebataljon som chef for 2. kompagni og lå nu i vinterkvarter på Als. Den 22. marts 1850 blev han kaptajn. Den 25. juli faldt han i Øvre Stolk, da hovedreserven tilbageerobrede byen, ramt af en kugle i tindingen.

Lunddahl skildres som en ivrig og energisk natur, både som soldat og som jernbaneembedsmand, altid meget afholdt af sine undergivne, som han også udenfor den egenlige tjeneste tog sig meget af. Han var derhos en mand med mange interesser, særligt for teatret. Den 15. maj 1847 havde han ægtet en danskfødt skuespillerinde ved teatret i Christiania, Alvilda Hardenberg, i hvilket ægteskab der fødtes en søn og tre måneder efter faderens død en datter.

Kaptajn ved 1. Reservebataljon Ludvig Frederik August Lunddahl (søn af amtsforvalter, kammerråd Hans Jacobsen L. og Charlotte Amalie Rye), født 1. november 1820 i Maribo, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 15. maj 1847 i København (Frue) med Martine Alvilda Juliane Benina Hartenberg (datter af stabshornblæser Johan Heinrich H. og Anna Eleonora Winther), født 9. marts 1826 i København (Citadels), død 4. marts 1862 i København (Frue). – Han efterlod sig en 2-årig søn og i oktober 1850 fødte enken deres datter.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1521-1523.

H. Lunddahl: Kaptajn Ludvig Fr. A. Lunddahl og hans Rapport om Fredericia-Slaget. Danskeren 1889, s. 208-216.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Carl Harald Baggesen (1817-1850)

var født i København den 7. december 1817, søn af hof- og stadsretsprokurator Hermann Baggesen og broder til den som batterichef bekendte, senere major J.P. Baggesen. Da han fra barn af havde lyst til ligesom den ældre broder at blive soldat, kom han, 15 år gammel, på Landkadetakademiet, hvorfra han den 1. maj 1837 afgik til Slesvigske Infanteriregiment som sekondløjtnant med anciennitet fra s.d. Den 1. juli 1842 kom han til 13. Linjebataljon i Fredericia, den 4. november 1844 som premierløjtnant til 16. Liniebataljon i Rendsborg. 

I foråret 1847 blev han kommanderet til midlertidig tjeneste ved 1. Linjebataljon, med hvilken han derfor kom til at rykke ud i 1848, og hvis kommandør, Olaf Rye, omtaler hans deltagelse i de første kampe på følgende måde: ”Han har ved Flensborg vist særdeles mod og uforfærdethed og var på de mest udsatte punkter stedse i spidsen for sit mandskab; ved Slesvig styrtede han frem over Dannevirke, opmuntrede mandskabet til at følge efter sig og hjalp til at drive fjenden tilbage over tre hegn, indtil han blev truffet af en kugle i skulderen”. Såret var hårdt og, da bataljonen noget senere måtte gå tilbage, faldt Baggesen i fjendtligt fangenskab. Den 13. september s.å. erholdt han Dannebrogsordenens Ridderkors. Efter i april 1849 at have deltaget i fremrykningen i Sundeved blev Baggesen i maj måned kommanderet til Københavns Eksercerskole. Samme efterår fik han, der den 2. juli s.å. var blevet karakteriseret, men først den 10. januar 1850 blev virkelig kaptajn, kommandoen over 3. Linjebataljons 2. kompagni. 

Den 25. juli 1850 dannede hans kompagni under fremrykningen over Bøgmose 3. Linjebataljons højre fløj, men blev skilt fra resten af bataljonen og omsider nødsaget til at gå tilbage for en overlegen modstander. Under retræten, ved hvilken kompagniet, understøttet af to kompagnier af 1. Forstærkningsbataljon under kaptajn Sperling, i nogen tid hævdede sin stilling lige udenfor Bøgholt, faldt Baggesen, ramt af en kugle i hjertet. Hans hustru, Frederikke Dorthea Charlotte Elisabeth, født Ellertsen, hvis fader var grosserer i København, overlevede ham med to døtre.

Baggesen var en høj, rank skikkelse med et vindende udvortes og var på grund af sin ligefremhed og hjertensgodhed meget afholdt af venner og undergivne. I sit hjem var han en omhyggelig og kærlig familiefader, i tjenesten en dygtig soldat og en brav kammerat.

Kaptajn ved 3. Linjeinfanteribataljon Carl Harald Baggesen (søn af landsoverretsprokurator Herman B. og Kirstine Petersen), født 7. december 1817 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 4. november 1840 i København (Garnisons) med Frederikke Dorothea Charlotte Elisabeth Ellertsen (datter af købmand Frederik E. og Carolina Lindenfels), født 9. november 1819 i Högs församling, Malmöhus län, Sverige, død 5. december 1857 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to døtre på 6 og 8 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1519-1521.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Georg Frederik Sophus Falkenberg (1811-1850)

søn af oberst Georg Frederik Krogh Falkenberg og hustru Anna Sophie, født Pahl, blev født den 19. februar 1811 i Kalundborg, hvor hans fader dengang lå i kantonnement som kaptajn ved 2. jyske Infanteriregiment. Kort efter sin fødsel blev han indskrevet ved Landkadetkorpset, hvor han den 1. januar 1826 indtrådte som virkelig kadet. Femårsdagen herefter blev han efter at have bestået officerseksamen sekondløjtnant à la suite ved 2. jydske Regiment, men forblev som kommandersergent ved Kadetkorpset indtil den 28. juli så., da han med anciennitet fra 6. juni 1829 afgik til regimentet, hvor faderen endnu i nogle år tjente sammen med sønnen.

Denne blev den 22. januar 1839 premierløjtnant og overgik i 1842 til den af 2. jydske Regiment dannede 9. Linjebataljon, med hvilken han rykkede ud 1848 og blandt andet deltog i slaget ved Slesvig. I august måned s.å. kom han som kompagnikommandør til 1. Bataljon danske Frivillige og efter dennes opløsning til 1. Revervebataljon. Den 22. januar 1849 blev han kaptajn og fremhævedes s.å. i rapporten for sin deltagelse i affæren ved Avnbøl den 5. april. Han faldt den 25. juli 1850 i spidsen for sit kompagni, der hørte til 2. Divisions, af oberstlientenant Henckel kommanderede hovedreserve, da denne gik frem for at fordrive fjenden fra Øvre Stolk. Hans lig blev bragt til Flensborg og der bisat den 28. juli, men senere ført til København og begravet på Assistens Kirkegård.

Falkenberg omfattede med liv og lyst sin militære stilling, hvortil han til trods for et noget uanseligt ydre havde fortrinlige anlæg, navnlig i praktisk retning. Skydning var hans yndlingsfag, og han hjembragte ikke sjældent præmier fra officerernes skydeforening på Enighedsværn, ligesom han, da han rykkede ud, medførte sin riffel, som han oftere fandt lejlighed til at bruge. Som kammerat var han på grund af sin livlige og elskværdige karakter lige så afholdt, som han på grund af sin samvittighedsfuldhed og duelighed var skattet af sine foresatte. Han var gift med en datter af oberst i Livjægerkorpset C.C.N. Tronier, Andrea Cecilie, der overlevede ham, men uden børn.

Kaptajn ved 1. Reservebataljon Georg Frederik Sophus Falkenberg (søn af oberst Georg Frederik Krogh F. og Anna Sophie Pahl), født 19. februar 1811 i Kalundborg, faldet 25. juli 1850 ved Isted, bisat 28. juli fra Flensburg, begravet på Assistens kirkegård i København. Gift 3. marts 1849 i København (Garnisons) med Andrea Cecilie Tronier (datter af oberst Wulf Veit Christoph T. og Cathrine Marie Lindbom), født 8. oktober 1815 i København (Garnisons), død 4. maj 1863 i København (Frue). – Ægteskabet var barnløst.

Han blev gravlagt i svigerforældrenes gravsted på Assistens. Dette gravsted eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1518-1519.

Kaptajn Wilhelm Heinrich August Kranold (1818-1850)

blev født den 12. januar 1818 i Itzehoe, hvor hans fader, cand.theol. W.H.O. Kranold – gift med Louise Wilhelmine Dreessen – var lærer og institutbestyrer. Fra sin tidligste ungdom følte han lyst til soldaterstanden, og da en ansøgning om en friplads for ham på Landkadetakademiet blev afslået, lod han sig 15 år gammel hverve ved Livregiment lette Dragoner, der havde garnison i hans fødeby. Forfremmet til korporal ved første vakance, gjorde han tjeneste ved regimentet indtil foråret 1836, da han med bibeholdelse af lønning m.v. erholdt orlov til København for at forberede sig til den kongelige militære højskole. Kong Frederik VI tilstod ham nu de nødvendige midler til, at han kunne frekventere professor Mariboes institut, og i oktober 1838 bestod han med ære adgangseksamen, indtrådte som elev i højskolens yngste afdeling og udnævntes som sådan til sekondløjtnant à la suite i Artilleriet uden anciennitet. Som følge af en langvarig sygdom absolverede han først 1842 oprykningseksamen, hvornæst han erholdt tilladelse til at indtræde som generalstabselev i ældste afdeling. 1844 bestod han afgangseksamen, fik nu tillagt sekondløjtnants anciennitet fra 1. november 1840 og udnævntes den 1. december 1845 til premierløjtnant à la suite i Artilleriet med anciennitet fra 1. august 1844.

Han havde netop gennemgået den befalede praktiske uddannelse ved våbnene og ved selve Generalstaben, da han i april 1848 beordredes til at afgå til arméen. Her ansattes han først som adjudant ved avantgarden for siden i samme egenskab at gå over til den under Olaf Rye ny formerede 3. Brigade. I en indstilling af 10. juli s.å. udtaler Rye, at Kranold, der havde deltaget i slaget ved Slesvig samt affærerne i Sundeved den 28. maj og den 5. juni, stedse har vist glimrende mod, ligesom hans udviste dygtighed ved alle lejligheder fortjener anerkendelse. Den 17. juli blev han udnævnt til kaptajn af 2. klasse og adjoint i Generalstaben, hvorhos han den påfølgende 13. september hædredes med Dannebrogsordenens Ridderkors. Efter den tidligere 3. Brigades opløsning kom han med oberst Rye til 2. Brigade, senere til 6. Brigade og atter som stabschef tilbage til 2. – der nu kommanderedes af oberst Wickede, senere af oberst Thestrup – samtidigt med, at han den 20. februar 1849 udnævntes til kaptajn af 1. klasse. Som stabschef tog han virksom del i ekspeditionen i Sundeved fra 3. til 7. april, men forblev resten af felttoget 1849 på Als. Om efteråret ansattes han som ældste adjudant ved den etablerede generalkommando på Als, men blev i december 1849 atter ansat som stabschef ved 2. Brigade, denne gang under oberst Baggesen. I denne stilling faldt han den 25. juli 1850, ramt af en kugle i brystet ved indgangen til Øvre Stolk, da han sprængte tilbage til byen for at skaffe oplysning om anledningen til den dersteds begyndte skydning.

Hans støv hviler på Ulkebøl Kirkegård ved siden af svenskeren Leijonhufvuds grav på en plet, han under sit lange ophold på øen selv havde udsøgt sig. Ved Kranolds tidlige bortgang mistede hæren en officer, der – ved de betydelige anlæg, den alvor og energi, han ikke blot ved videnskabelige sysler eller den daglige tjeneste, men ikke mindst i den fjendtlige ild havde lagt for dagen — sikkert, hvis det havde været forundt ham at leve, ville have erhvervet sig en fremragende plads i dens rækker.

Den 10. juli 1850 havde han ægtet Albertine Julie Darre, datter af den allerede dengang afdøde major H. Chr. Darre.

Kaptajn ved 2. Infanteribrigade Wilhelm Heinrich August Kranold (søn af institutbestyrer, cand.theol. Wilhelm Heinrich Otto Immanuel K. og Louise Wilhelmine Dreesen), født 12. januar 1818 i Itzehoe, Holsten, faldet 25. juli 1850 ved Øvre Stolk, begravet 28. juli på Ulkebøl Kirkegård. Gift 10. juli 1850 i Holbæk med Albertine Julie Darre (datter af major Hans Michael Christian D. og Emilie Charlotte Juncker), født 1. maj 1821 i København (Garnisons), død 24. august 1892 i København (Garnisons). – Ægteskabet var barnløst.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1515-1518. (Gengivet her)

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 166-167.

Dansk biografisk Leksikon

Kaptajn Frederik Christian Nicolaj Møller (1811-1850)

var født den 28. juni 1811, vistnok i København; hans fader eller plejefader var skibskaptajn. Prins Christian Frederiks, den senere kong Christian VIII’s protektion skaffede ham 1827 en plads på Artillerikadetinstituttet, ved hvis ophævelse den 1. juli 1830 han tilligemed de øvrige stykjunkere, der havde meldt sig til at gennemgå den samtidigt oprettede kongelige militære højskole, udnævntes til sekondløjtnant à la suite i arméen uden anciennitet. Allerede den 1. november s.å. afgik han dog fra højskolen, ansattes ved Dronningens Livregiment i Glückstadt og erholdt anciennitet fra den påfølgende 1. december. Her stod han fra den 20. juli 1837 som premierløjtnant, indtil han i 1842 kom til 13. Linjebataljon i Fredericia; den 3. februar 1848 afløste han kaptajn Johannes Mathiesen som vagtmesterløjtnant i Nyborg. Den 17. juli s.å. blev han kaptajn og ansattes det følgende år som kompagnichef ved 3. Forstærkningsbataljon.

Efter at have udmærket sig ved Fredericia den 6. juli blev han den 9. september s.å. udnævnt til Ridder af Dannebrog. Den 25. juli 1850 blev han ved Sortehøj først såret i låret; han blev nu lagt på en båre og skulle bæres bort, idet han spøgende gav sin oppasser en ordre angående naturalforplejningen, da en ny kugle ramte ham oven i hovedet og læderede hjernen. Uden at være kommet til bevidsthed – han lå og gentog bestandigt sine sidste ord til oppasseren – døde han i Flensborg den 27. juli og blev begravet sammesteds den 30.

Foruden som en ivrig og tapper soldat skildres Møller, der døde ugift, som en elskværdig kammerat af stort selskabeligt talent, meget soigneret i ydre og manerer.

Kaptajn ved 3. Forstærkningsbataljon Frederik Christian Nicolaj Møller (søn af månedsløjtnant, senere skibskaptajn Frederik M. og Dorothea Marie Lassen), født 28. juni 1811 i København (Holmens), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 27. juli på Flensburg lazaret, begravet 30. juli på Mariæ kirkegård i Flensburg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1514-1515.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Christian Mathiesen (1807-1850)

var født i København den 20. december 1807; faderen, en født normand, var ansat ved toldvæsenet, men var under krigen i århundredets begyndelse indtrådt som sekondløjtnant i Københavns Infanteriregiment; moderen hed Magdalene Charlotte, født Colditz. Dette hjem, der udmærkede sig ved det smukke sammenhold, der til trods for de trange kår bestod mellem dets medlemmer, blev 1811 sprængt ved en tragisk begivenhed, og den lille Christian, der dengang kun var 3 år gammel, blev taget i huset af faderens kompagnichef, major (senere oberst) C.F. Hagen, der bestemte drengen til studeringerne. Her gjorde han vel gode fremskridt, men hans hele hu stod til at blive soldat, så at plejefaderen omsider gav efter og den 4. januar 1823 fik ham optaget på Landkadetakademiet. Ved nytår 1829 afgik Mathiesen som sekondløjtnant med anciennitet fra 30. juli 1828 til 1. Livregiment, hvor plejefaderen nu var tjenestegjørende oberstløjtnant, og hvor man hurtigt lærte at skatte den unge officers duelighed og tjenesteiver, så at han i stor udstrækning anvendtes såvel ved rekrutternes som ved underofficerernes uddannelse. Den 14. december 1836 fik han premierløjtnants anciennitet, men blev ca. 1½ år senere forsat til Oldenborgske Infanteriregiment i Rendsborg som følge af et sammenstød, han ved parolen havde haft med sin regimentschef. 

Ved omordningen 1842 ansattes han ved 11. Linjebataljon i Aalborg, men kom 1846 ved bytning med en kammerat tilbage til Rendsborg til 15. Linjebataljon, hvor han stod ved oprørets udbrud og den 24. marts 1848 gjorde sig bemærket ved sin djærve optræden lige over for Prinsen af Nør. Han måtte nu udstede revers om ej at tjene mod oprørerne og kom derfor ej til at deltage i felttoget 1848, under hvilket han forrettede tjeneste dels ved en eksercerskole i Nyborg, dels som kommandør for et frilodsjægerkompagni i Middelfart. I december s.å. blev han ansat som kommandør for 4. kompagni af 1. Forstærkningsjægerkorps, der lagdes i kantonnement på Als. I det følgende felttog deltog korpset med hæder i kampene i Sundeved og slaget ved Fredericia, og Mathiesen, der, navnlig for sit forhold i sidstnævnte slag, omtales med udmærkelse i rapporterne, blev under 9. september s.å. udnævnt til Ridder af Dannebrog. Da 1. Forstærkningsjægerkorps den 25. juli 1850 rykkede frem over Remmek mod Isted By, var Mathiesen med sit kompagni på venstre fløj og blev, idet han førte det frem til storm, ved broen, som fører til den sydlige del af byen, ramt af en geværkugle, der strakte ham død til jorden.

Christian Mathiesen var lille af vækst, men kraftig og elegant bygget. Han havde et vindende væsen og mange interesser, der forskaffede ham kammeraternes venskab på samme Tit, som hans sunde forstand, bestemte karakter og glødende fædrelandskærlighed erhvervede ham alles højagtelse. I vinteren 1849-50 var der således tale om at vælge ham til landstingsmand som repræsentant for hæren, en ære han dog frabad sig, navnlig fordi han frygtede for, at den skulle hindre ham i hans tjeneste.

Den 10. december 1848 havde han ægtet Emilie Møller, datter af købmand Broder Møller i Aalborg. Hun overlevede ham, men ægteskabet var barnløst.

Kaptajn ved 1. Forstærkningsjægerkorps Christian Mathiesen (søn af toldbetjent, sekondløjtnant Johan Mathiesen og Magdalene Charlotte Colditz), født 20. december 1807 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift maj 1850 med Caroline Emilie Møller (datter af købmand Broder M. og Marie Olsen), født 25. januar 1818 i Aalborg (Budolfi), død 29. maj 1907 i Pedersborg sogn, Sorø amt. – Ægteskabet var barnløst. – Hun blev tillagt rang med majors enker i 1854.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1512-1514.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Johannes Frederik Ludvig Mathiesen (1808-1850)

var født i København den 28. februar 1808; forældrene var kaptajn Gregorius Benedictus Mathiesen og hustru Barbara Christine, født Brandt. 14 år gammel indtrådte den unge Mathiesen, der et par år tidligere havde mistet sin fader, på Landkadetakademiet, hvorfra han efter i et år at have gjort tjeneste som kadetcorporal og opvartende page afgik ved nytår 1829 som sekondløjtnant i Infanteriet med anciennitet fra 17. december 1827. Han kom først til 3. jydske Infanteriregiment i Aalborg, men allerede få måneder efter blev han forsat til det regiment, hvor hans fader i sin tid havde tjent, nemlig Prins Christians (efter Christian VIII’s tronbestigelse: Kongens) Regiment i København. Ved omorganisationen 1842 blev Johannes Mathiesen, der den 1. januar 1836 var blevet premierløjtnant, ansat ved 10. Linjebataljon i København, men fik nogle måneder senere tilladelse til at bytte med premierløjtnant Holding ved 11. Linjebataljon i Aalborg. Også her blev han kun kort, idet han den 29. november 1843 blev ansat som vagtmesterløjtnant i Nyborg Fæstning. 

Den 3. februar 1848 afgik han fra denne Stilling og kom til 1. Linjebataljon, hvor han med hæder nævnes i rapporterne over affæren ved Bau og slaget ved Slesvig, i hvilket sidste han blev såret og fanget. Den 27. maj s.å. blev han kaptajn og efter sin hjemkomst fra fangenskabet kommandør for 2. kompagni af sin gamle afdeling, der den 29. december s.å. fik navn af 1. lette Bataljon. I det påfølgende felttog omtales han med udmærkelse for sin deltagelse i rekognosceringen ved Dybbøl den 12. april og særligt i slaget ved Fredericia den 6. juli, hvor han ved kampens begyndelse blev såret af en kugle i munden, så at han ikke kunne tale, men desuagtet deltog i slaget til dets slutning. Den 9. september s.å. blev han dekoreret med Dannebrogsordenens Ridderkors. I 1850 var han i ilden begge Isted-dagene; den sidste af disse blev han, da han i spidsen for sit kompagni ”med den største bravour” stormede teglværket ved Bøgholt, dræbt af en kugle gennem det venstre øje.

Den 29. december 1848 havde Johannes Mathiesen ægtet en datter af agent O.B. Suhr i Nyborg, Sophie Erasmine Theodora, men efterlod ej børn. Han var ingen mand af mange ord, men ved sin rolige, bestemte optræden indgød han høje og lave en tillid, som ikke blev skuffet, da det gjaldt.

Kaptajn ved 1. lette Infanteribataljon Johannes Frederik Ludvig Mathiesen (søn af kaptajn Gregorius Benedictus M. og Barbara Christine Brandt), født 28. februar 1808 i København (Garnisons), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 29. december 1848 i Nyborg med Sophie Rasmine Theodora Suhr (datter af købmand, kgl. agent Ole Berendt S. og Laurine Marie Møller), født 2. april 1815 i Nyborg, død 18. marts 1892 i København (Garnisons). – Ægteskabet var barnløst.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1510-1512.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Harald Frederik Wilhelm Meincke (1828-1864)

fødtes den 15. januar 1828 i Frederiksværk og var søn af kaptajn Arent Johan Vilhelm Meincke, laboratorieofficer ved Raketkorpset i Frederiksværk (død 1839) og hustru Louise Mudderspach (død 1864). Da faderen flyttede fra Frederiksværk, kom Meincke i huset hos sin halvbroder, kaptajn Laurits Martin Frederik Meincke af Raketkorpset i Frederiksværk. Her fik han undervisning af en huslærer til sit trettende år, da han kom på Landkadetakademiet den 1. november 1841.

Den 1. november 1846 blev han sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1845 og blev som repetent på akademiet til han den 1. november 1847 ansattes ved 7. Linjeinfanteribataljon. Hans militære løbebane var da følgende: 7. Linjeinfanteribataljon 1847-48, 8. Linjeinfanteribataljon 1848-49, premierløjtnant den 26. april 1849, 6. Reservebataljon 1849-51, 9. Linjeinfanteribataljon 1851-62, kaptajn den 28. august 1862, 8. Infanteribataljon 1862-63 og atter 9. Infanteribataljon fra den 15. juni 1863 og til sin død, som kommandør for 6. kompagni.

Han deltog med hæder i den første slesvigske krig og fik for sin deltagelse heri den 13. september 1848 Ridderkorset. I denne krig havde han den sorg at miste sin broder, premierløjtnant og adjutant ved 6. Reservebataljon, Johan Christian Meincke, der faldt den 23. april 1849 ved Kolding.

Den 3. februar 1864 foretoges en rekognoscering over Over Selk imod syd. Ved fremrykningen stødte rekognosceringskommandoet pludselig på fjenden, der viste sig at være af stor styrke, nemlig 2. østrigske armékorps. Rekognosceringskommandoet måtte gå tilbage og stødte netop på vore afløsende bataljoner. Fjenden trængte frem med heftighed og stor bravour, som det ses i et for vore tropper uheldigt øjeblik, idet de afløste og afløsende tropper nu var stærkt sammenblandede. Da fjenden gik på med dristighed og vore trængtes mere og mere, blev, for at skaffe en standsning og for om muligt at holde Kongshøj, tre kompagnier, deriblandt Meinckes, beordrede til at gøre et modangreb. Det lykkedes kun ganske kort at stoppe fjenden, og her faldt Meincke.

Hans lig optoges af fjenden, men udleveredes til den bekendte madam Esselbach i Slesvig, der lod det begrave på Hadeby Kirkegård, satte et kors på graven og meddelte familien det. Meincke omtales i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 3. februar.

Den 14. november 1854 havde han ægtet Christiane Amalie Selmer, datter af provst Selmer, Herrested, Fyn. Hustruen overlevede ham tilligemed fire børn.

Kaptajn og kommandør ved 9. Infanteriregiment Harald Frederik Wilhelm Meincke (søn af kaptajn Arent Johan Wilhelm M. og Louise Muderspach), født 15. februar 1828 på Carlsgave, Kregme sogn, Frederiksborg amt, faldet 3. februar 1864 ved Bustrup, begravet 10. februar på Haddeby kirkegård. Gift 14. november 1854 i Dalum med Christiane Amalie Selmer (datter af sognepræst Frederik Sigfried S. og Petrine Muhle), født 9. oktober 1829 i Herrested sogn, Svendborg amt, død 30. april 1908 i København (Jakobs) (gift 2. gang 1875 med grosserer, konsul Niels Christian Prip, 1835-1915). – Han efterlod to sønner og to døtre i alderen 1½-8 år. – Hun tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 146-147.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Sigvard Urne Rosenvinge Lundbye (1820-1864)

fødtes den 16. juni 1820 i København og var søn af oberstløjtnant og chef for Raketkorpset, Joachim Theodor Lundbye (1778-1841) og hustru Cathrine Bonnevie (1792-1863).

Den 1. maj 1839 blev han kadet, gennemgik akademiet og udnævntes den 1. november 1842 til sekondløjtnant ved 7. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1841. Hans militære løbebane var da følgende: 7. Linjeinfanteribataljon 1842-45, 13. Linjeinfanteribataljon 1845-49, premierløjtnant den 27. maj 1848, 10. lette Bataljon 1849-51, kaptajn den 6. oktober 1850, atter 13. Bataljon i 1851, 3. Brigade 1851-56, 2. Brigade 1856-59, 10. Infanteribataljon 1859-64 og endelig fra 29. marts 1864 kommandør for 2. Regiments 2. bataljon under major Høsts sygdom. Han deltog med hæder i den første slesvigske krig og fik for denne sin deltagelse den 9. september 1849 Ridderkorset.

Han var i besiddelse af en klar forstand, ro og fasthed, egenskaber, der karakteriserer den gode soldat. Med liv og sjæl var han infanterist, og hans kærlighed til sit våben har fundet udtryk i flere artikler fra hans hånd om infanteriets organisation.

Den 18. april ledede han forsvaret af Skanse nr. 4. Han opmuntrede sit mandskab såvel ved ord som ved handling, idet han kæmpede imellem det ved brystværnet. Mandskabet fulgte hans eksempel og gjorde sin pligt til det sidste ligesom han, men omsider måtte han overgive sig for den knusende overmagt, der stormede ind i skansen fra alle sider og fyldte det lille rum til trængsel. Straks efter overgivelsen faldt han for en rasende hannoveraners kugle. Liget førtes til København og begravedes den 27. april på Garnisons Kirkegård. 

Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold i kampen på hin sørgelige dag. I den korte tid han var bataljonskommandør ved 2. Regiment, vandt han alles hengivenhed ved sin elskværdige, humane og djærve optræden.

Et betegnende træk af ham skal nævnes. Da regimentet en aften i den første halvdel af april trak fra skanserne ind i brohovedet for at bivuakere der, var der for officererne rejst et par lærredstelte, men da Lundbye så, at mandskabet skulle ligge under åben himmel, forsmåede han det ly, som teltet kunne yde. Udmattet og syg, som han var, lagde han sig i den bidende kolde vind midt blandt soldaterne på den frosne jord, som kun sparsomt var dækket med halm. Stivfrossen og forkommen vågnede han ved daggry og var den første til at trøste og opmuntre de hårdt medtagne soldater.

Når officererne klagede over sygdom og overanstrengelse vidste han altid på sin ejendommelige, elskværdige og gemytlige måde at opmuntre dem til at holde ud til enden. Han selv var altid fuld af håb og fortrøstning og han forstod at indgyde andre disse følelser. Og han holdt ud til enden. Ære være hans minde.

Lundby ægtede den 8. august 1852 Charlotte Caroline Augusta Ernst (1824-1868), der tillige med fem børn overlevede ham: ”Hendes trøst var det, at den Almægtige lod ham nyde lønnen for den hjertensgodhed, der var hovedtrækket i hans karakter”. Han var en ualmindelig kærlig og øm familiefader.

Enken tillagdes under 4. maj 1864 rang med majors enker.

Højt kvidred den lille lærke
sin Sang under forårssky,
den kunne nu sikkert mærke,
at vi fik sommer på ny.

Den kvidred trods skytsets torden
og såredes høje skrig,
den kvidred glad, skønt jorden
var ganske bestrøet med lig.

Den kvidder trøsted så mange,
der kæmped for Danmarks sag;
han lyttede glad til dens sange
hin morgen på kampens dag.

Og rolig sad han og lytted
trods kuglernes susende regn;
der sad han fast ubeskyttet
bag markens nedskudte hegn.

Og lærkens sang gav hans hjerte
et håb om sommer på ny,
at Danmarks kummer og smerte
skulle svinde som vintersky.

Det knalded derude i kæden,
”Herop, det gælder en dyst,
nu vover sig fjenden af reden,
nu kæmpe de danske med lyst!”

Han var den første på skansen;
der stod han rolig og mild,
men øjet i kugledansen
fik en sær, en strålende ild.

Han var den sidste i skansen;
den kosted hans hjerteblod,
i øjet slukkedes glansen,
og jorden suged hans blod.

Men liden lærke sin trille
så smukt over skansen slog,
som om den berømme ville
den helt, Vor Herre tog.

Michael Gjørup

Mindestenen over kaptajn Lundbye brev rejst 1938.

Stenen står i det sydvestlige hjørne af Skanse IV 

på Dybbøl Banke, ca. 150 meter syd for museet.

Kaptajn ved 2. Infanteriregiment Sigvard Urne Rosenvinge Lundbye (søn af artillerikaptajn Joachim Theodor L. og Cathrine Bonnevie), født 16. juni 1820 i København (Garnisons), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Garnisons kirkegård i Københavns. Gift 8. august 1852 i Fredericia (Michaelis) med Charlotte Caroline Augusta Ernst (datter af oberstløjtnant Frederik Christian E. og Sophie Wendel), født 6. november 1824 i København (Garnisons), død 4. januar 1868 i København (Garnisons). – Han efterlod sig tre døtre og to sønner i alderen 6 mdr.-9 år. Den yngste søn døde blot halvandet år senere. – Hun tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 139-141.

Danske krigergrave om mindesmærker (1)

Danske krigergrave om mindesmærker (2)

Kaptajn Christian Frederik Frisenberg (1790-1848)

Kaptajn i arméen Christian Frederik Frisenberg, død d. 24. maj 1848. Han var født d. 15. marts 1790 i landsbyen Sejstrup i Højslev sogn, Fjends herred, Viborg amt, hvor faderen, Jakob Johannes Frisenberg, der havde taget kirurgisk eksamen, men efter at have giftet sig penge til foretrak landlivet for lægestanden, da boede som landmand; moderen var datter af en kancelliråd Lerche, i sin tid borgmester og byfoged i Nyborg. Var ikke oprindelig bestemt for militærstanden, men havde lært bogtrykkerkunsten.

Men hans store lyst til hin stand bragte ham til under krigen med englænderne 1807 at indtræde som frivillig soldat i det 3. jyske Infanteriregiment, hvor han oprykkede til underofficer og som sådan tjente i to år. Senere lykkedes det ham, ved understøttelse af en ældre søster, at gennemgå og tage eksamen ved Landkadetakademiet, og blev han da ansat som officer i samme regiment, ved hvilket han i det hele tjente i 31 år. Han deltog i felttoget i 1813, var med i træfningerne ved Bornhöved og Sehested, og var senere med det danske troppekontingent i tre år i Frankrig. Ved arméens forandrede organisation i året 1842 afgik han, som da var kompagnichef, på grund af hæftig gigtsvaghed, med pension.

Men da han i det sidste par år havde haft bedre helbred, fulgte han ved nærværende krigs udbrud atter sit kald og søgte ansættelse i arméen, hvilken tildeltes ham ved 12. Bataljon. Dog kom han ikke til at tage virksom del i krigen, da han først to dage efter slaget ved Slesvig ankom til sin post på Als. Her døde han på ovennævnte dag af en brystbetændelse, som var fremkaldt ved de anstrengelser krigen medførte, og navnlig ved flere nætters bivuakering under åben himmel.

Han var siden 1838 gift med frøken Marie Elisabeth Hauch, der overlever ham som enke med tre små pigebørn.

Kaptajn ved 12. Linjeinfanteribataljon Christian Frederik Frisenberg (søn af landmand, kirurg Jacob Johannes F. og Anne Margrethe Lerche), døbt 15. marts 1790 i Sejstrup, Højslev sogn, Viborg amt, død 24. maj 1848 på Augustenborg lazaret, begravet 1. juni på Ketting kirkegård. Gift 16. september 1838 i Thyregod med Elisabeth Marie Hauch (datter af proprietær Peter Tetens H. og Hedevig Marie Speitzer), født 3. oktober 1814 på Hastrup, Thyregod sogn, Vejle amt, død 26. november 1871 i Viborg (Søndersogn). – Han efterlod sig tre døtre i alderen 2-8 år.

Kilder og henvisninger:

Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 72-73

Kaptajn Christian Wilhelm Knauer (1823-1864)

fødtes den 13. maj 1823 i København, hvor faderen Anton Frederik Knauer (død 1864) var toldassistent. Moderen hed Helene Sophie Hingelberg (død 1885). Som fjortenårs dreng blev han den 1. maj 1837 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1843 til sekondløjtnant ved 14. Bataljon med anciennitet af 1. november 1842.

Hans militære løbebane var da følgende: 14. Linjeinfanteribataljon 1843-46, 4. Linjeinfanteribataljon 1846-50, premierløjtnant den 17. juli 1848, 1. Reservejægerkorps 1850-52, 14. Linjeinfanteribataljon 1852-61, kaptajn den 15. august 1858 og endelig 9. Bataljon 1861-64 som kommandør for 2. kompagni. Knauer var en høj mand, der alene ved sit alvorlige, imponerende ydre indgød respekt. Han var en intelligent mand og en udmærket kompagnichef.

Fra den første slesvigske krig, og navnlig fra fægtningen ved Dybbøl i 1848, huskedes han af mangen krigskammerat som den kække adjutant ved 4. Linjeinfanteribataljon, og i lejren ved Hedensted modtog han den 13. september 1848 Ridderkorset af kong Frederik den Syvendes egen hånd. 

Det var ham, som sammen med kompagniet Bedsted, 1. kompagni, under 8. Brigades storm den 18. april tog retning mod de danskes ærværdige monument, Dybbøl Mølle. Han trængte ikke med ind i møllen og kom ikke til at deltage i den forbitrede kamp med blanke våben, som rasede i og omkring den. Han blev nemlig tæt udenfor møllen truffet af et skud i øjet. Han beholdt sin bevidsthed og bad en spillemand om at skaffe en ambulance. Spillemanden sprang afsted, men da han kort efter vendte tilbage uden ambulance, sagde Knauer: ”Det kan også være det samme”. Da 8. Brigade gik tilbage, blev Knauer liggende og døde på valpladsen.

Den fjendtlige officer, som havde inspektion ved valpladsens afsøgning, har blandt de faldne set en officer, som efter beskrivelsen må have været Knauer; han var da berøvet ur, penge, papirer, ja, endog sine distinktioner. Den tyske officer gjorde ingen anmeldelse derom, i den grad var han skamfuld over sine landsmænd, der endog havde hugget pegefingeren af Knauers hånd og bemægtiget sig den derpå siddende ring. Han begravedes af fjenden i en af fællesgravene på Dybbøl Bakke. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april.

Hans hustru, Christine, født Knudsen, samt fire børn overlevede ham.

To mindestene over kaptajn Knauer er rejst på Dybbøl Banke.

Mindestenen over Knauer samt løjtnanterne Schmidt og Knorring 

blev rejst i 1914. Den står omtrent hvor Gl. Aabenraavej munder ud i 

Dybbølgade, ca. 500 meter nordøst for Dybbøl Mølle. 

Den anden og mindre mindesten over Knauer alene blev rejst i 1925. 

Stenen står ved møllerboligen.

Kaptajn ved 9. Infanteriregiment Christian Wilhelm Knauer (søn af musikus, senere kgl. toldbetjent Andreas Frederik K. og Gundel Margrethe Reusland), født 13. maj 1823 i København (Petri), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet på Dybbøl Banke. Gift 13. oktober 1853 i Rønnebæk med Kirstine Knudsen (datter af sognepræst Christian K. og Maren Bolette Andrup), født 28. december 1826 i Fensmark sogn, Præstø amt, død 19. juni 1900 i København (Johs.), begr. i Rørby. – Han efterlod tre døtre og en søn i alderen 2-8 år. – Hun tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 118-119.

Kaptajn Johan Christopher Schwartz (1812-1849)

fødtes den 10. april 1812 i Næstved, hvor faderen var musik- og sanglærer ved Herlufsholms Skole. Da faderen senere fik ansættelse i Slagelse, kom sønnen i den derværende lærde skole, hvorfra han dimitteredes i året 1830; han studerede nu i nogle år teologi og var samtidigt huslærer i Herfølge Præstegård. Men i stedet for at tage embedseksamen lod han sig af en barndomsven overtale til at gå den militære vej, og efter at have tilbragt to år på den militære højskole trådte han ind i Infanteriet som sekondløjtnant med anciennitet af 1. februar 1837. Efter at være blevet anvendt på forskellig måde blev han ved arméomordningen i 1842 ansat ved 2. Linjebataljon, hvor han den 27. april 1844 forfremmedes til premierløjtnant. Han stod endnu ved bataljonen, da krigen brød ud, og det var hans inderligste ønske at følge den for at deltage i kampen, men til sin store sorg måtte han blive tilbage i København for at indøve rekrutter. Først i 1849 kom han med, idet han den 1. marts ansattes ved 2. Reservebataljon og med denne afgik til hæren. Inden han forlod Sjælland, blev han i Korsør viet til sin forlovede, en datter af derboende justitsråd Paludan, men kun få timer levede han sammen med sin hustru, som han forlod for aldrig mere at gense hende.

Ankommet til Fyn modtog han en ordre fra Krigsministeriet af 18. marts om at afgå til 6. Liniebataljon for der at overtage et ledigt kompagni; med bataljonen, der hørte til Ryes korps, deltog Schwartz, der den 26. april blev tillagt kaptajns karakter, i dette års felttog, indtil han i slaget den 6. juli blev hårdt såret under stormen mod Trelde-skansen; han bragtes til Billeshave lazaret, hvor han døde den 13. juli, efter at den ene fod var blevet amputeret.

Han var en høj, kraftig mand med et livsglad sind og en energisk karakter, og han havde en særlig gave til at vinde sine undergivnes agtelse og hengivenhed.

Kaptajn ved 6. Linjeinfanteribataljon Johan Christoffer Schwartz (søn af musiker Johan Frederik Ehrentz S. og Karen Justine Næser), født 10. april 1812 i Næstved (Mortens), såret 6. juli 1849 ved Fredericia, død 13. juli på Billeshave lazaret, begravet 17. juli på Middelfart kirkegård. Gift 26. maj 1848 i Korsør med Elise Christiane Paludan (datter af postmester Holger Frederik P. og Dorothea Cathrine Schyth), født 8. april 1823 i Korsør, død 15. maj 1862 i Korsør (gift 2. gang 1852 med prokurator Frederik Peter Jacobsen, Korsør). – Ægteskabet var barnløst.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1168-1170.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Frederik Christian Bentzen (1813-1849)

blev født i København den 24. april 1813. Hans fader, kaptajn og lærer ved Landkadetakademiet C.F.V. Bentzen, døde et halvt år efter sønnens fødsel, og moderen blev derved henvist til med en ringe pension at sørge for børnenes opdragelse. Efter at have gennemgået Landkadetakademiet udnævntes han til sekondløjtnant med anciennitet af 1. januar 1836 og ansattes ved Kronens Regiment, som havde garnison i Helsingør. Her giftede han sig i 1838, men hans hustru døde dog allerede det følgende år efter at have født ham en søn. I 1839 forsattes han til 3. Livregiment i København, udnævntes den 1. juli 1842 til premierløjtnant ved 3. Linjebataljon og deltog med denne i felttoget 1848; den 1. marts 1849 forsattes han som kompagnichef til 7. Linjebataljon og udnævntes den 26. april s.å. til kaptajn. I slaget den 6. juli rykkede han ud med bataljonen, men blev under dens første storm mod Trelde-skansen dødeligt truffet i brystet.

Hans væsen var stille, beskedent og bramfrit, hans trofaste og kærlige sind skaffede ham mange venner. Med troskab og nidkærhed opfyldte han sin pligt.

377 faldne fra udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 

blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Kaptajn ved 7. Linjeinfanteribataljon Frederik Christian Bentzen (søn af kaptajn Carl Frederik Wilhelm B. og Anne Sophie Christiane Flinth), født 25. april 1813 i København (Garnisons), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård i Fredericia. Gift 8. november 1838 i København (Garnisons) med Anne Marie Eleonora Eckardt (datter af købmand Christian Frederik E. og Marie Wilhelmine Johnsen), født 7. januar 1820 i Helsingør (Domsogn), død 23. december 1839 i Helsingør (Mariæ). – Han efterlod en 9-årig søn.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1167-1168.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Jens Christian Johansen (1829-1864)

fødtes den 30. juli 1829 i København og var søn af kammerråd, landinspektør Poul Winther Johansen (død 1850) og hustru Augusta Wulff (død 1880). Han var elev af den videnskabelige realskole i Aarhus.

Den 1. maj 1848 admitteredes han ved den kongelige, militære højskoles yngste klasse, bestod oprykningseksamen, udnævntes den 15. juni 1850 til sekondløjtnant à la suite i artilleriet med anciennitet af 1. maj 1848 samt indtrådte som elev i højskolens ældste afdeling. Efter endt eksamen ansattes han den 1. april 1853 som sekondløjtnant i den kongelige artilleribrigade. Den 6. maj 1854 blev han premierløjtnant og den 30. juli 1862 kaptajn. Som chef for 10. Batteri blev han hårdt såret den 11. april ved Dybbølstillingens beskydning og døde den 19. samme måned på Augustenborg lazaret, efter at det ene ben var blevet amputeret. Han blev dybt savnet, ikke alene af sin gamle moder og sine søstre, hvis trofaste og kærlige støtte han var, men også af enhver, der kendte ham, og af vor armé, der regnede ham blandt sine kækkeste og dygtigste officerer.

Han var ikke blot en modig og udmærket dygtig artilleriofficer, men han var tillige i høj grad agtet og afholdt af sine våbenfæller og undergivne. ”Han omfattedes af alle med varm og dyb kærlighed og derfor skal hans minde æres og hans navn erindres, når eftertiden ser tilbage til de mænd, der redebonne og opofrende hengav deres liv for fædrelandets frihed”. 

Hans lig førtes til Slagelse og jordedes den 26. april på Slagelse Kirkegård. Jordefærden foregik med meget højtidelighed, og såre mange gjorde deres bedste for at hædre ham. Pastor, dr. Viborg bragte helten tak for hans trofasthed mod hans jordiske fædreland, som han havde beseglet med sit hjerteblod og udtalte den forvisning, at et land, der ejede sådanne sønner, ikke kunne forgå, men visselig ville frelses fra sin trængsel. Ledsaget af byens borgerkorps og båret af våbenbrødrene fulgtes kisten fra kirken til graven af et overordentlig stort følge af alle stænder fra by og omegn, så talrigt som ingensinde før var set.

Fra alle huse vajede det flag, hvorunder den faldne så hæderligt havde kæmpet, som et sorgens mærke på halv stang. Udenfor familiens hjem sluttede realskolens disciple med floromhængte faner sig til toget, efter at en discipel havde henlagt en laurbærkrans på kisten. Borgerkorpset beviste den faldne den sidste ære ved at affyre tre salver over graven.

Mindestenen over artillerikaptajn J.C. Johansen blev rejst i 1938.

Stenen står ved indkørslen til ejendommen Dybbøl Banke 13.

 

Kaptajn ved Artilleriet Jens Christian Johansen (søn af landinspektør Poul Winther J. og Karen Augusta Wulff), født 30. juni 1829 i København (Frelsers), såret ved Dybbøl 11. april 1864, død 17. april på Augustenborg lazaret, begravet 26. april på Sankt Mikkels kirkegård i Slagelse. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 110-111.

Danske krigergrave og mindesmærker