Sekondløjtnant Ludvig Valdemar Weitemeyer (1841-1864)

fødtes den 19. juli 1841 i København og var søn af mekanikus Ludvig Leonhard Weitemeyer og hustru Anna Catharina Zimmer. Efter konfirmationen kom Weitemeyer i smedelære hos faderen for at uddannes i dennes forretning, men han fik hurtig Lyst til at læse, som det gode matematiske hoved han var. Den 26. januar 1863 fik han fra Polyteknisk Læreanstalt bevis for at have taget eksamen som polyteknisk kandidat med 2. karakter i mekanik.

Han ønskede nu at blive uddannet som reserveofficer og erholdt tilladelse til at indtræde i Artilleriets reserveofficersaspirantskole fra den 11. maj 1863. På grund af mobiliseringen afgik Weitemeyer ved skolens ophævelse den 31. december 1863 til praktisk tjeneste ved Artilleriet.

Som aspirant var han med ved tilbagetoget fra Dannevirke, og her viste han en resolut optræden. Han kom nu til Nordborg og i sine breve til hjemmet beklagede han sig over sin uvirksomhed her. Han havde ønsket at komme til Dybbøl. Endelig fjorten dage før han faldt, fik han sit ønske opfyldt om at komme til Dybbøl.

Den 13. april 1864 blev han udnævnt til sekondløjtnant i Artilleriets krigsreserve. Han faldt allerede den 14. april under fjendens heftige beskydning af Dybbølstillingen. Han ramtes i skulder og baghoved af en granat, der dræbte ham øjeblikkelig. Han var en ung mand med meget gode kundskaber og med en i enhver henseende hæderlig karakter.

Han begravedes på Sønderborg Kirkegård, men da faderen fik meddelelse om hans død, førtes liget til København og blev den 24. april begravet på Assistens Kirkegård.

Med smil på læben han fremad drog,
i livet som og i døden,
med smil på læben han for os slog
og værned om os i nøden.

Nu er han død, men smilet ej,
det spiller ham end om munden.
En kugle standsed ham på hans vej,
men han har dog sejr vunden.

Med hjertet fuldt og øjet vådt
vi standser nu ved din båre;
kun et kan gøre sindet godt
og standse vemodens tåre:

Det er din lysende idræt, som
fra mund til mund skal vandre
og minde de kommende slægter om:
Du ofred dit Liv for os andre!

 

Sekondløjtnant ved Artilleriregimentet Ludvig Valdemar Weitemeyer (søn af kunstdrejermester Ludvig Leonhard W. og Anna Catharina Zimmer), født 19. juli 1841 i København (Petri), faldet 14. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Assistens kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 225-226.

Waldemar Weitemeyer: Breve mellem front og hjem 1864. Breve til og fra Waldemar Weitemeyer under felttoget 1864 / udgivet af Mogens Weitemeyer. Kbh., 1995. 124 sider.

Sekondløjtnant Viggo Theodor Voldby (1839-1864)

fødtes den 1. september 1839 i København og var søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og hustru Ida Florentine Sehrens. Den 1. november 1856 blev Voldby kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. november 1859 udnævnt til sekondløjtnant ved 17. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1858, idet han den 1. november 1858 var ansat som kadetunderofficer ved korpset. Den 1. november 1860 blev han forsat til 18. Infanteribataljon, med hvilken han rykkede ud i 1864.

Den 15. marts opholdt han sig i blokhuset i Skanse nr. 2 sammen med adskillige andre, da en granat slog ned i det og anrettede en del ødelæggelse. Voldby blev ramt, mens han sad i en vagtstol, og han så ganske ud, som om han sov. Da han blev tiltalt, gjorde han et forsøg på at åbne øjnene og bevæge læberne, men i det samme banede en smal blodstribe sig vej ud fra den ene mundvig. Det var forbi med det samme; han havde fået en let og en smertefri død.

Voldby var en ung, køn mand, med et venligt, tiltalende og frejdigt udseende, en mand, der ved sit livsglade og åbne væsen var afholdt såvel af sine kammerater blandt officererne som af sine undergivne. Disse sidste holdt især af ham, fordi han, trods han krævede streng pligtopfyldelse, altid forstod at gøre det på en halv spøgende, halv alvorlig måde, som var uimodståelig elskværdig. Han var, på grund af sin venlige måde at være på over for folkene, altid en slags mellemmand mellem disse og den strenge kompagnichef, kaptajn Schow. Hvor tit havde han ikke trøstet en stakkels synder, der havde forset sig, når denne af kaptajnens miner spåede sig det værste. Men Voldby kendte kaptajnen så godt og vidste, at denne ikke mente det så slemt, som det så ud til.

Voldby, der var en dygtig, ung officer, gik med store forventninger i krigen, håbende i den at bringe det til noget; han havde den faste tro, som det var kammeraterne umuligt at få ham fra, at han ikke kunne blive såret. Han var i den henseende en fuldstændig modsætning til kaptajn Schow, der altid sagde, at han var vis på at blive truffet i den første kamp, hvilket jo også skete. Voldbys lig førtes til København og begravedes den 23. marts på Garnisons Kirkegård. Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen ved Mysunde den 2. februar.

Åben, ærlig var din hele stræben,
smil i øjet, venligt ord på læben,
svulmende af mod, af liv og lyst,
banked hjertet i dit unge bryst.
Kærlig søn du var og kærlig broder,
trofast ven, som aldrig glemmes skal.
Ædel sans for livets bedste goder,
varm begejstring for dit tunge kald.

Sådan var du, sådan vil dit minde
leve iblandt os, som elsked dig.
Selv når disse tunge tider svinde,
når vor mørke himmel klarer sig,
vil dog mangt et suk og mangen tanke
søge dig vor ædle tabte ven,
og da vil du til vor trøst og lindring
stå for os i lysende erindring.

H.D.

 

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Viggo Theodor Voldby (søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og Ida Florentine Sehrens), født 1. september 1839 i København (Frelsers), faldet ved Dybbøl 15. marts 1864, begravet 23. marts på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 221-222.

J.W.G. Norrie: Løjtnant Voldbyes breve fra 1864. Sønderjyske årbøger 1961, s. 80-120.

Sekondløjtnant Christian Trepka (1842-1864)

fødtes den 20. juni 1842 i København og var eneste søn af oberst Johan Christian Mathias Trepka, der faldt den 25. juli 1850 ved Øvre Stolk, og hustru Ida Louise Mathilde Falbe, datter af kammerherre C.T. Falbe. Trepka gik som dreng i Borgerdydskolen i København. I 1856 havde han bestået adgangseksamen til Søkadetakademiet og samme år sejlet med kadetskibet. Han opgav dog denne vej og fortsatte læsningen. 1861 blev han student og 1862 tog han filosofikum ved universitetet med 1. karakter; derefter studerede han kemi.

Fra 8. januar til 16. marts 1864 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet, afgik sidstnævnte dag som aspirant til tjeneste ved 18. Regiment og deltog med dette i Dybbøls forsvar. Den 30. maj udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og forblev ved 18. Regiment.

Natten til den 29. juni var han med sine folk på skansearbejde på det sted, hvor landgangen på Als skete. Om morgenen tidlig, da regimentet rykkede frem til understøttelse for 4. Regiment, blev han hårdt såret, faldt i fangenskab og indlagdes på Snogbæk lazaret, hvor han døde den 9. juli.

Den 11. juli begravedes han på Sottrup Kirkegård, men liget optoges senere og førtes til København, hvor det begravedes den 22. august på Søetatens Kirkegård.

Han besad et sind, der var åbent for alt stort og ædelt, og hans ualmindelige åndsevner berettigede til de lyseste forhåbninger. Alt som dreng ragede han op over sine kammerater og var sine læreres udprægede yndling. Trepka sammen med to andre faldne officerer, Færch og Toxwerdt, alle studenter fra 1861, mindedes i 1886 ved 25-års studenterjubilæet i Studenterforeningen. 

De tre, som faldt,
dem brødre vil i denne stund vi mindes.
Og mens af vemods flor vor tanke bindes,
dog deres dages rad, så hurtig talt,
af ungdoms friske syners glans beskinnes!

Mens kugler føg
og hvirvled jorden op på Dybbøls banker,
og slog faskiner sønder, sprængte planker,
de stod med løftet mod i brand og røg,
et enkelt mål kun fyldte deres tanker!

Et enkelt mål:
At tugte ham, som vil vor ret forøde,
og, hvis det brister, da med smil at bløde.
Så svinge mandig de det skarpe stål,
og gav så deres unge liv – og døde!

I røg og brand
vi andre stå i kampens nød tilbage,
og vrede skygger over himlen jage,
og luften sløres til i fjernets rand,
og hjertet krympes af en ordløs klage.

De tre, som faldt,
de var blandt dem, som milde guder kåred,
og de fik livets bedste lod beskåret:
At stå med frejdig vished, hvor det gjaldt,
og blive bort med samme vished båret.

I tre, som faldt,
i nuets tranghed se vi op mod Eder:
O, følger os, hvem hvirvelstormen spreder,
og maner frem det sind, der samler alt
og mod et fælles mål på ny det leder.

Rudolph Schmidt

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Christian Trepka (søn af oberst Johan Christian Mathias Trepka og Ida Louise Mathilde Falbe), født 20. juni 1842 i København (Garnisons), såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 9. juli på Snoghøj lazaret, begravet 11. juli på Sottrup kirkegård, men liget blev kort efter taget op og begravet 22. august på Holmens kirkegård. Ugift.

Gravstenen er rejst over sekondløjtnantens morfader, søofficeren og arkæologen Christian Tuxen Falbe (1791-1849). Portrætmedaljonerne øverst forestiller samme Falbe og dennes datter Ida Falbe, der var moder til Christian Trepka 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 216-217.

Sekondløjtnant Andreas Frederik Walther Toxwerdt (1841-1864)

fødtes den 23. august 1841 i Rendsborg og var søn af kammerjunker, overauditør, etatsråd, by- og herredsfoged i Store Heddinge Niels Peter Diderich Toxwerdt og hustru Mimi, født Harbou. Toxwerdt frekventerede Sorø Akademi og blev 1861 student herfra og 1862 filosofisk kandidat fra universitetet. Fra den 2. februar til den 15. oktober 1863 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet og udnævntes sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, samt ansattes ved 2. Infanteribataljon.

Den 18. april 1864 faldt han under forsøget på at tilbageerobre Skanse nr. 4. Liget bragtes dagen efter til afdelingen, og det sås nu, at han havde fået et skudsår i hjertet og et i underlivet. Han var en god kammerat, livlig og afholdt og sine forældres eneste søn.

Hans lig førtes til Store Heddinge, hvor det begravedes den 27. april fulgt af en uoverskuelig menneskemasse, der følte sig dybt bevæget ved denne sørgelige højtidelighed. Liget bares til graven af byens brandkorps og våbenbrødre. Håndværkerforeningen var fuldtallig til stede og 12 sortklædte unge piger med kranse og blomsterkurve gik foran kisten. Efter at liget var sænket i graven bestrøede de unge piger kisten med blomster, og der affyredes ni kanonskud.

Så du var også blandt dem, der kækt
stred kampen ud,
der trodsed voldsmandens hær, som frækt
svang dødens bud!
Så du var også blandt dem, der alt
for Danmark gav,
en af de tapre, som frygtløst faldt!
Fred i din grav.

Jeg husker dig end i skolen: Du var
lidt tavs og sen.
Lidt overskygget dit øjes glar:
En underlig en!
”Han vinder aldrig sig navn og ry
som officer!”
Så lød det trindt om, dengang af by
du drog med fler.

Men hisset ovre, hvor sværdet sang
i blodigt slag,
hvor kuglen suste, granaten sprang
med rædsomt brag,
der retted ryggen sig, der fik ord
til læben nå,
og blikket lyste, da frem du for
først blandt de få!

Nej vist, du vandt dig ej navnet stort
i tidens elv!
Det ønsked du ej. – Hvad der er gjort,
du gjorde selv:
På Danmarks hellige uskyldskrans
så ren og god,
der skrev du dit Navn med stråleglans
af eget blod!

Hil være dig, ædle, som kækt har stridt
for retfærds sag!
Har end du i mulm og tåge lidt:
Det bli'r vel dag!
Det lysner engang: Gennem hele Nord
går sagn og sang
om dem, der bandt Slesvigs dyre jord
til Dannevang!

På mindestenen over faldne fra Sorø Akademi

ses også løjtnant Toxwerdts navn

Toxwerdt sammen med to andre faldne officerer, Færch og Trepka, alle studenter fra 1861, mindedes i 1886 ved 25-års studenterjubilæet på følgende smukke måde: Først holdtes en kort tale til ære for dem, derefter oplæstes nedenstående Digt. Mens de tilstedeværende studenter i stilhed drak et mindebæger for de faldne, spillede orkestret: ”Slumrer sødt i Slesvigs jord”.

De tre, som faldt,
dem brødre vil i denne stund vi mindes.
Og mens af vemods flor vor tanke bindes,
dog deres dages rad, så hurtig talt,
af ungdoms friske syners glans beskinnes!

Mens kugler føg
og hvirvled jorden op på Dybbøls banker,
og slog faskiner sønder, sprængte planker,
de stod med løftet mod i brand og røg,
et enkelt mål kun fyldte deres tanker!

Et enkelt mål:
At tugte ham, som vil vor ret forøde,
og, hvis det brister, da med smil at bløde.
Så svinge mandig de det skarpe stål,
og gav så deres unge liv – og døde!

I røg og brand
vi andre stå i kampens nød tilbage,
og vrede skygger over himlen jage,
og luften sløres til i fjernets rand,
og hjertet krympes af en ordløs klage.

De tre, som faldt,
de var blandt dem, som milde guder kåred,
og de fik livets bedste lod beskåret:
At stå med frejdig vished, hvor det gjaldt,
og blive bort med samme vished båret.

I tre, som faldt,
i nuets tranghed se vi op mod Eder:
O, følger os, hvem hvirvelstormen spreder,
og maner frem det sind, der samler alt
og mod et fælles mål på ny det leder.

Rudolph Schmidt

Mindestenen over sekondløjtnant Toxwerdt blev rejst i 1927.

Stenen står over for 1864-museet

på hjørnet af landevejen og Grønnekærvej

Sekondløjtnant ved 2. Infanteriregiment Andreas Frederik Walther Toxwerdt (søn af overauditør, senere by- og herredsfoged Nicolaj Peter Diderich T. og Marie Elisabeth Wilhelmine Harbou), født 23. august 1841 i Rendsburg, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Store Heddinge kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 213-215.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Laurits Marius Stephensen (1839-1864)

fødtes den 30. marts 1839 i Hostrup ved Varde og var søn af Claus Christian Stephensen, skolelærer i Kokspang, senere i Ådum ved Ringkøbing og hustru Maren Lauridsdatter. Indtil sit 15. år opholdt Stephensen sig i hjemmet og deltog udenfor skoletiden i alt forefaldende arbejde i marken og i al den slags arbejde, der ellers falder for på landet. Han kom derefter et år i huset hos en præst, hvor han dels modtog og dels var med til at give undervisning. Senere var han et par vintre biskolelærer, tjente en sommer som bondekarl, forberedte sig nogle måneder og kom endelig sommeren 1857 på seminariet i Jelling, hvor han blev til midt i sommeren 1860. Kort efter ansattes han som hjælpelærer hos skolelæreren i Ulfborg, og her opholdt han sig til 1863.

Han mødte til session i Ringkøbing, først 1861 og tog udsættelse og dernæst i 1862 og tog ligeledes dette år udsættelse. I slutningen af 1862 søgte han om at måtte få uddannelse som reserveofficer, og han gennemgik nu reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra den 2. februar til den 15. oktober 1863 og udnævntes sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve samt ansattes ved 5. Infanteribataljon, ved hvilken afdeling han stod til sin død.

Den 17. marts om formiddagen, da 5. Regiment beordredes frem til en rekognoscering mod Ragebøl Skov, foran Dybbølstillingens højre fløj, faldt Stephensen. Hans lig førtes til Sønderborg, hvor det begravedes den 24. marts. Han nævnes i 2. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under krigen ved Ragebøl Skov. Det vides, at han på grund af sin tapre færd under krigen skulle have været indstillet til linjeofficer.

Sekondløjtnant ved 5. Infanteriregiment Laurits Marius Stephensen (søn af skolelærer og kirkesanger Claus Christian S. og Maren Lauridsdatter), født 30. marts 1839 i Kokspang skole, Hostrup sogn, Ribe amt, såret 17. marts 1864 ved Ragebøl, død samme dag på Sønderborg lazaret, begravet 24. marts på Mariæ kirkegård i Sønderborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 206-207.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Peter Nicolaj Carl Christian de Seue (1839-1864)

fødtes den 15. december 1839 i København og var søn af kaptajn, toldassistent i København, Christian Jørgen Werner de Seue og hustru Marie Caroline Harboe.

Seue frekventerede først Fr. Friis’ skole, dernæst det von Westenske institut i København. I 1858 fik han ansættelse som skriver i Generalpostdirektoratets 2. sekretariat. I denne stilling havde han en sommer orlov for at skaffe sig lejlighed til praktisk at uddanne sig i de ved et postkontor forefaldende forretninger. Han mente, det var vanskeligt for ham at avancere i postetaten uden at være reserveofficer, hvorfor han i december 1860 indgav ansøgning om at komme på reserveofficersaspirantskolen. Hans andragende bevilgedes, og han gennemgik skolen på Landkadetakademiet fra 8. marts til 31. oktober 1861. Den 1. november 1861 udnævntes han efter bestået eksamen til Sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, og ansattes den 18. oktober 1862 ved krigsreserveofficerernes fordeling til bataljonerne ved 16. Infanteribataljon, med hvilken afdeling han rykkede ud i 1864.

Han faldt den 16. april under fjendens beskydning af Dybbølstillingen. Liget førtes til København og begravedes den 28. april på Holmens Kirkegård.

Mindestenen over sekondløjtnant de Seue blev rejst i 1938.

Stenen står i et krat mellem Skanserne I og II, ca. 700 meter
syd for museet på Dybbøl Banke.

 

Sekondløjtnant ved 16. Infanteriregiment Peter Nicolaj Carl Christian de Seue (søn af toldassistent, kaptajn Christian Jørgen Werner de S. og Marie Caroline Harboe), født 15. december 1839 i København (Garnisons), faldet ved Dybbøl 16. april 1864, begravet på Holmens kirkegård 28. april. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 203.

Sekondløjtnant Carl Ludvig Viggo Emanuel Wadskær (1826-1850)

var født i København den 15. maj 1826 og var en søn af forhenværende kongelig fuldmægtig på Sct. Croix Emanuel Wadskær og hustru Margrethe, født de Jeanty. Sønnen blev uddannet til farmaceut ved et apotek i København og fik efter udstået læretid plads på apoteket i Holbæk, hvor han snart blev almindeligt yndet og af sin principal betragtet som barn i huset. 

I vinteren 1848-49 blev han udskrevet til soldat og da han havde gennemgået Københavns Eksercerskole, tildelt 4. Forstærkningsbataljon, hvor han snart forfremmedes til underkorporal og den 25. juni 1850 til fourer efter i flere måneder at have forrettet tjeneste som sådan. I rapporten over slaget ved Isted fremhæver bataljonen ”hans udmærkede forhold” på begge slagdage, og betegner ham som ”i enhver henseende kvalificeret til officer”. Den 18. august blev han udnævnt til sekondløjtnant i krigsreserven og nogle dage efter forsat til 4. Reservebataljon, hvor han først ansattes ved 2. kompagni (Buhl) i Tönning; herfra afgik han dog den 10. september til Frederikstad og kom nu efter i nogle dage midlertidigt at have gjort tjeneste ved 7. Linjebataljon til 3. kompagni (Haffner). Under stormen den 4. oktober blev han sendt til understøttelse for besætningen på linjen vest for Mølle-skansen og blev hen imod kl. 11 aften ved slutningen af kampen ramt af en kugle i venstre øje og dræbt på stedet. Den 7. s.m. blev han begravet på Koldenbüttel Kirkegård.

Wadskær var af middelhøjde, kraftigt bygget med meget stærkt kruset hår og skæg. Hans brave og elskværdige karakter havde i de få måneder, han gjorde tjeneste som officer, vundet ham mange venner blandt kammeraterne. Hans gamle moder mistede i ham sin alderdoms eneste støtte.

Sekondløjtnant ved 4. Reservebataljon Carl Ludvig Viggo Emanuel Wadskær (søn af kgl. fuldmægtig, sproglærer Emanuel W. og Marie Magdalene Jeanty), født 15. maj 1826 i København, faldet 4. oktober 1850 ved Friedrichstadt, begravet 7. oktober på Koldenbüttel kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1588-1589.

Sekondløjtnant Ernesto Guglielmo Augusto Dalgas (1823-1850)

var født i Neapel den 20. april 1823 og stammede fra danske forældre, købmand Jean Dalgas og hustru Johanne, født Stibolt. Sin barndom tilbragte han dels i sin fødeby, dels i Livorno, hvor faderen var blevet dansk konsul, og hvor drengen efter hans død kom i huset hos hans broder og efterfølger Chr. Dalgas. I sit 17. år rejste han til sin moder i København og studerede her ved den polytekniske læreanstalt, mens han dog tillige gav undervisning i italiensk og i året 1844 sammen med senere pastor L.R. Tuxen udgav en italiensk sproglære. I foråret 1848, da han havde taget afgangseksamen i matematik og fysik, modtog han fra anstaltens direktør H.C. Ørsted, der satte meget pris på den begavede og energiske unge mand, tilbud om en assistentpost, men krigen brød ud, og Dalgas mente, at pligten kaldte ham andetsteds hen. 

Han meldte sig som frivillig og kom først til Ingeniørtropperne, hvor han forfremmedes til korporal, men gennemgik senere en kommandoskole ved Fodfolket, hvornæst han den 4. oktober 1848 blev udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansat ved 3. Jægerkorps. I 1849 nævnes han med udmærkelse i korpsets rapporter over slagene ved Kolding og Fredericia. I 1850 var han med ved Isted og afgik derefter med korpset til Mysunde, hvor han ligesom ofte tidligere var til megen nytte ved sine tekniske kundskaber, idet han ledede anlægget af hyttelejren og andre feltbygningsarbejder. Den 10. september 1850 fik han premierløjtnants karakter. To dage efter foretoges insurgenternes angreb på stillingen; Dalgas, der, efter at 3. Jægerkorps i øvrigt havde trukket sig bag forskansningerne på den nordre Sli-bred, var ladt tilbage med en mindre styrke til understøttelse af 3. Reservebataljons venstre fløj, blev her hårdt såret af en geværkugle i munden. Den 25. s.m. døde han af en stærk forblødning på lazarettet i Slesvig og blev begravet på Sct. Michaelis Kirkegård.

Hans død blev dybt beklaget i vide kredse, idet man i ham mistede på den ene side en brav soldat og dygtig befalingsmand, på den anden side en meget lovende og talentfuld videnskabsmand.

Sekondløjtnant ved 3. Jægerkorps Ernesto Guglielmo Augusto Dalgas (søn af købmand, senere konsul Jean Antoine D. og Johanne Thomine de Stibolt), født 20. april 1823 i Napoli, Italien, såret 12. september 1850 ved Mysunde, død 25. september på Schleswig lazaret, begravet 27. september på Michaelis kirkegård i Schleswig. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1582-1583.

Jürgen Hoppmann: Dalgas-monumentet i Slesvig. En familieskæbne i Treårskrigen (1848-51). Slesvigland 2000, nr. 2, s. 52-61.

Sekondløjtnant Christian August Wendt (1813-1850)

var født i København den 26. december 1813. Hans forældre var daværende overmedicus ved Almindeligt Hospital, senere stabskirurg, etatsråd Johan Christian Wilhelm Wendt og dennes 2. hustru Ane Margrethe, født Rasmussen. Sønnen blev 1833 student med 1. karakter fra Borgerdydskolen i København, studerede teologi og tog i sommeren 1840 embedseksamen med 2. karakter. Som student gjorde han tjeneste i Kongens Livkorps, hvor han den 22. november 1837 blev sekondløjtnant og den 2. april 1841 premierløjtnant; den 31. marts 1846 erholdt han afsked i nåde fra korpset. Han havde nemlig forladt hovedstaden og i maj 1844 overtaget bestyrelsen af en privatskole i Sæby. Samme år ægtede han Caroline Emilie Louise Groth, datter af apoteker ved Vajsenhuset, kancelliråd J.P. Groth.

I 1848 meldte han sig som frivillig, gennemgik en kommandoskole og udnævntes den 4. oktober s.å. til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Han blev nu sendt over til hæren og ansat ved 7. Linjebataljon, med hvilken han deltog i slaget ved Kolding, Ryes tilbagetog og slaget ved Fredericia. Da bataljonens regnskabsfører var blevet såret i slaget ved Kolding, overtog Wendt i hen ved tre måneder hans forretninger, som han udførte med stor omhu og punktlighed. I 1850 hørte bataljonen til Schepelerns brigade og kom i den første tid ikke i ilden; den 7. august dannede den tilligemed 4. Reservebataljon brigadens avantgarde, som under oberstløjtnant Helgesen indtog Frederikstad, hvor den forblev som besætning. Om aftenen den 7. september fik Wendt underretning om, at tre af bataljonens kompagnier den følgende morgen skulle rykke ud, og at det kunne ventes, at det ville komme til et alvorligt sammenstød med fjenden. Han besørgede atter dengang midlertidigt regnskabsførerforretningerne og sad nu oppe hele natten for inden kampen at få afsluttet sit månedsregnskab. Om morgenen drog han med ud, frisk og munter som altid, og deltog i kampen med tapperhed og koldblodighed, indtil han ved den første storm på højderne ved Süderstapel faldt, ramt i hjertet af en geværkugle. Hans lig blev ført med tilbage til Frederikstad og dér den 12. september foreløbigt bisat for siden at blive flyttet til familiens gravsted på Garnisons Kirkegård i København.

Hans enke, der overlevede ham med to små sønner på 5 og 3 år, giftede sig 1854 anden gang med hans fortrolige ven og våbenfælle Christen Jensenius Møller, der efter ligeledes frivilligt med bravour at have deltaget i kampen i 1851 afgik fra hæren som kaptajn og senere blev sognepræst.

Sekondløjtnant ved 7. Linjeinfanteribataljon Christian August Wendt (søn af stabskirurg Johan Christian Wilhelm W. og Anne Margrethe Rasmussen), født 26. december 1813 i København (Garnisons), faldet 8. september 1850 ved Süderstapel, bisat fra Friedrichstadt, begravet på Garnisons kirkegård i København. Gift 28. september 1844 i København (Frue) med Emilie Louise Caroline Groth (datter af apoteker Jens Peter G. og Cathrine Margrethe Arends), født 6. maj 1819 i København (Trinitatis), død 7. januar 1906 i København (Nazarets) (gift 2. gang 1854 med sognepræst til Vigersted-Kværkeby Christen Jensenius Møller, 1811-1882). – Han efterlod sig to sønner på 2 og 4 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1575-1577.

Sekondløjtnant Jens Hjersing Rasmus Harald Kofoed (1831-1850)

var født den 17. april 1831 i Rendsborg, hvor hans fader, major af Artilleriet H.M.C.H. Koefoed, var tøjmester ved arsenalet; moderen hed Jensine Rudolphine, født Hjersing. Harald Koefoed var tilligemed en yngre broder fra ung af bestemt til officer, og i 1847 søgte faderen kongen om understøttelse til deres forberedelse til akademiets afgangsklasse, men nogle måneder senere brød krigen ud, og skønt kun 17 år gammel, blev Harald Koefoed antaget som frivillig ved 4. Reservebataljon, hvor han i løbet af kort tid forfremmedes til sergent. 

Det følgende år fremhævedes fourer Koefoed i rapporten over fægtningen ved Haderslev den 3. og slaget ved Kolding den 23. april for sit raske forhold ved at føre kæden på de farligste punkter og sattes øverst på listen over de personer af underklasserne, der havde udmærket sig. Den 30. maj 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i krigsreserven, og da han atter udmærkede sig i slaget ved Fredericia, blev han den 19. august forsat til linjen med anciennitet fra forsættelsesdagen. 1 oktober s.å. forflyttedes han til 3. Forstærkningsbataljon, og den 25. juli 1850 faldt han under fremrykningen gennem Bøgmose i kompagniets skyttekæde.

Koefoed var et højt, smukt menneske, kavaler til fingerspidserne, i ydre som i indre en født soldat; trods sin ungdom vandt han derfor hurtigt tillid hos høje og lave, ligesom hans åbne, frejdige sind og trofaste kammeratskab sikrede ham hans jævnliges venskab.

Sekondløjtnant ved 3. Forstærkningsbataljon Jens Hjersing Rasmus Harald Kofoed (søn af major Huth Moltke Christian K. og Jensine Rudolphine Hjersing), født 17. april 1831 i Rendsburg, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1571-1572.

Sekondløjtnant Peter Jacob Svane Garde (1827-1850)

var født den 2. august 1827 i Rønne. Hans fader S.G. Garde, der dengang var kateket i nævnte købstad, blev senere sognepræst til Horslunde og Nordlunde på Lolland. Sønnen kom da i Nykøbing Katedralskole, hvorfra han blev student 1847. Han havde bestemt sig for det teologiske studium, men da fædrelandet var i fare, meldte også han sig til dets forsvar. 

Han gennemgik en kommandoskole og udnævntes den 17. juli 1848 til sekondløjtnant uden anciennitet i krigsreserven, hvornæst han afgik til 3. Reservejægerkorps og udmærkede sig under overfaldet ved Steppinge den 8. august. Den 1. september s.å. blev der tillagt ham anciennitet som sekondløjtnant. Om vinteren blev han permitteret og tog anden eksamen for at tage fat på sit embedsstudium, men da han i 1849 kom tilbage til 3. Reservejægerkorps og påny havde udmærket sig ved Ullerup, blev det foreslået ham at træde ind i det faste officerskorps. Garde tog imod tilbuddet og blev den 19. august forsat til linjen med anciennitet fra forsættelsens dato. Hans karriere her blev dog kun kort. Den 25. juli 1850 blev han under 3. Reservejægerkorps’ smukke kamp i Isted by ramt af en kugle i hovedet og døde straks.

Garde var en høj, slank ung mand af den ægte nordiske type. Han var livsglad og lystig i muntert lag, men alvorlig og nidkær i opfyldelse af sine pligter.

Sekondløjtnant ved 3. Reservejægerkorps Peter Jacob Svane Garde (søn af sognepræst Søren Georg G. og Sophie Petrine Friboline Garde), født 2. august 1827 i Rønne, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1570-1571.

Sekondløjtnant Theodor Henry Wiborg Pontoppidan (1827-1850)

var født den 9. februar 1827 i Christiansted på Sct. Croix, hvor hans fader, etatsråd Erik Nicolai Pontoppidan, død 1847 som toldinspektør i Odense, da var regeringsråd; moderen hed Henriette Nicoline Frederikke, født Coldevin. Theodor Pontoppidan ønskede først at blive officer og kom i huset hos daværende kaptajn Wörishoffer for at forberedes til Landkadetakademiet; senere opgav han dog dette og tog ud for at lære landvæsenet, men da krigen udbrød, vågnede hans gamle tilbøjelighed, og han meldte sig som frivillig ved 12. Linjebataljon, tids nok til at komme med i fægtningen ved Dybbøl den 5. juni. 

Den 10. juli blev han udnævnt til korporal og den 1. september 1848 til sekondløjtnant i krigsreserven samt forsat til 5. Linjebataljon, hvor han stod de to næste krigsår. I 1849 udmærkede han sig gentagne gange, ved Kolding og Fredericia, og blev den 19. august s.å. forsat til Infanteriets linje med anciennitet fra forsættelsens dato. Den 25. juli 1850 blev Pontoppidan under bataljonens kamp mellem Isted Sø og Langsø, da han i spidsen for sine folk gik over et gærde, ramt af en kugle i underlivet og døde straks. Hans lig faldt i fjendens hænder og blev dagen efter jordet på Friederichsberg Kirkegård i Slesvig. Bataljonen mistede i ham (ifølge rapporten) ”en meget håbefuld officer”, hans moder og søskende en kærlig søn og broder.

Sekondløjtnant ved 5. Linjeinfanteribataljon Theodor Henry Wiborg Pontoppidan (søn af regeringssekretær, senere toldinspektør Erik Nicolaj P. og Henriette Frederikke Nicoline Coldevin), født 9. februar 1827 i Christianssted, Skt. Croix, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 26. juli på Friedrichsberg kirkegård i Schleswig. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1569-1570.

Sekondløjtnant Wilhelm Carl Joseph Nordberg (1828-1850)

var født i København den 22. maj 1828; forældrene var krigsassessor, senere postmester i Nykøbing på Mors C.F.E. Nordberg og hustru, født de Torné. Sønnen gennemgik Efterslægtselskabets Realskole, hvornæst han 1843 fik plads på postkontoret i Aalborg, idet han blandt andet udførte flere ture som konstitueret postfører fra Aalborg til Haderslev. 

Ved krigens udbrud meldte han sig straks som frivillig ved den i Aalborg garnisonerende 11. Liniebataljon. I slaget ved Slesvig var han, da bataljonen gik tilbage efter flankeangrebet syd om Bustrup Teich, så uheldig ved et spring at forvride sin ene fod; han slæbte sig videre, så godt han kunne, men sank kort tid efter til halsen i et mosehul, hvor han lå i lang tid uden at kunne rare sig; han havde allerede opgivet alt håb, da han omsider blev trukket op, rigtig nok kun for at falde i fjendtligt fangenskab. Han blev bragt på et lazaret i Rendsborg og efter at være helbredet til fæstningen Stade i Hannover. Da han endelig var blevet frigivet i henhold til konventionen i Malmø, kom han til 5. Linjebataljon og blev korporal. Om vinteren gennemgik han en kommandoskole, og efter at han i slaget ved Kolding og affæren ved Gudsø havde vist sig som en flink soldat, blev han den 30. maj 1849 udnævnt til sekondløjtnant i krigsreserven. Han deltog ligeledes i slaget ved Fredericia, hvornæst han blev forsat til 2. Forstærkningsbataljon og senere til 9. Linjebataljon. Om formiddagen den 24. juli 1850, da bataljonen efter at være rykket frem over Helligbæk atter måtte gå tilbage, blev Nordberg, der under hele fægtningen kraftigt havde understøttet sin kompagnikommandør i at overholde god orden, ramt af en kugle i underlivet. Da hans bataljonskommandør, major Harbou, der kort forinden var blevet såret og var ved at blive forbundet, bad lægen om at se til Nordberg, sagde denne: ”Det behøves ikke, hr. major, jeg er færdig”. Han blev dog forbundet og båret tilbage gennem Stenderup Skov, men her lod ambulancesoldaterne ham blive tilbage, efter deres sigende, fordi båren gik i stykker, og de troede ham død. Først den 6. august fandt skovfogeden liget i skoven, hvor det, da det ej længere kunne flyttes, blev jordet, og hvor kong Frederik VII senere lod ham rejse et mindesmærke.

Nordberg skildres som et elskværdigt ungt menneske, en rask og pligtopfyldende soldat.

Sekondløjtnant ved 9.  Linjeinfanteribataljon Wilhelm Carl Joseph Nordberg (søn af postmester Carl Frederik Eduard N. og Birgitte Josephine Francoise Dorothee de Tornée), født 22. maj 1828 i Ryde sogn, Ringkøbing amt, såret 24. juli 1850 i slaget ved Isted, liget fundet 6. august i Stenderup Skov, begravet samme dag i skoven. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1567-1569.

Sekondløjtnant Carl Hugo Wilhelm Lindorff (1825-1850)

søn af sekretær Frederik Georg Lindorff og hustru Louise Charlotte Amalie, født Brunner, var født den 17. november 1825. Efter at have lært landvæsen i Holsten bestyrede han faderens ejendom Mørdrupgård ved Slangerup, men meldte sig ved krigens udbrud som frivillig og var i juli måned nået til at blive fourer ved 1. Reservejægerkorps. 

Efter at have gennemgået en kommandoskole udnævntes han den 10. marts 1849 til sekondløjtnant i krigsreserven og ansattes ved 1. Jægerkorps, med hvis depotkompagni han gik over til det i slutningen af april s.å. nyoprettede 2. Forstærkningsjægerkorps, hvor han gjorde så god tjeneste, at korpset ved felttogets slutning indstillede ham til optagelse i linjen. Den 25. juli 1850 stod han ved korpsets 2. lompagni, der ført af løjtnant Jæger, under fremrykningen mod Isted by i det farligste terrænafsnit, meget bidrog til det nødvendige sammenhold i den fremrykkende linje. Under denne fremrykning faldt Lindorff. Korpset omtaler ham som en brav og modig officer.

I hjemmet blev hans bortgang foruden af forældre og søskende begrædt af hans forlovede, datter af sognepræst P.F. Obel i Fanefjord på Møn.

Sekondløjtnant ved 2. Forstærkningsjægerkorps Carl Hugo Wilhelm Lindorff (søn af landmand, sekretær Frederik Georg L. og Louise Charlotte Amalie Brummer), født 17. november 1825 i København (Frelsers), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg 1850. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1566-1567.

Sekondløjtnant Sophus Harald Theodor Printzen (1827-1850)

var født den 19. juli 1827 i Odense, hvor hans fader, senere major og generalkrigskommissær Frantz Toxverdt Printzen, gift med Anna Christine Sophie, født Povelsen, dengang stod som ritmester ved Fynske Regiment lette Dragoner. Harald Printzen var oprindeligt bestemt til, ligesom en ældre broder, at gå den militære vej og forberedtes til Landkadetakademiet, men nåede ej at blive optaget. Han arbejdede derefter på kontoret hos faderen, der 1836 var blevet land- og søkrigskommissær for 3. jydske distrikt i Aalborg, indtil han ved krigens udbrud 1848 meldte sig som frivillig ved 11. Linjebataljon. 

Han deltog med hæder i slaget ved Slesvig samt i fægtningerne den 28. maj og den 5. juni, blev korporal og efter om vinteren at have gennemgået en kommandoskole sekondløjtnant i krigsreserven den 10. marts 1849. Den påfølgende sommer var han på vesterhavsøerne med det af major Kjerulff kommanderede detachement af 9. Linjebataljon. Om efteråret kom han til 13. Linjebataljon, med hvilken han var i ilden både den 24. og 25. juli 1850; sidstnævnte dag faldt han under tilbagegangen gennem Øvre Stolk. Han omtales som en tapper officer og en elskværdig kammerat.

Sekondløjtnant ved 13. Linjeinfanteribataljon Sophus Harald Theodor Printzen (søn af generalkrigskommissær Frantz Toxwerdt P. og Anna Christine Sophie Povelsen), født 19. juli 1827 i Odense (Hans), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1566.

Sekondløjtnant Andreas Carl Herman Rosing Bodenhoff (1812-1850)

var født den 26. august 1814 på gården Sandholm i Nordsjælland. Hans fader Andreas Bodenhoff havde stået som sekondløjtnant i Livregiment lette Dragoner, men havde 1810 taget sin afsked og var blevet landmand; han blev siden forpagter af Bidstrup Parcelgård ved Roskilde og havde ægtet Golla Rosing, datter af den bekendte skuespiller. Deres eneste søn Andreas Bodenhoff blev opdraget til landmand og fik 1836 en lille gård i Vendsyssel. Samme år blev han gift med Edele Lund, datter af provst Thomas Lund i Dronninglund, og blev ved hende fader til 5 børn. 

Til trods for de bånd, der således knyttede ham til familie og ejendom, stillede han sig dog, da fædrelandet var i fare, frivilligt under fanen. Han kom til 1. Jægerkorps, blev overjæger og efter i vinterens løb at have gennemgået en kommandoskole sekondløjtnant i krigsreserven den 10. marts 1849. Samme år blev han ansat ved 2. lette Bataljon og udmærkede sig ved Fredericia den 6. juli. Om efteråret overgik han til 3. Reservejægerkorps, med hvilket han rykkede ud i 1850, og ved hvis hårdnakkede kamp om Isted by den 25. juli han fandt heltedøden for en fjendtlig kugle, der gennem vinduet blev skudt ind i et hus, han lige havde stormet.

Bodenhoff var af ydre høj og stærkt bygget, af væsen og karakter djærv og trofast. Med inderlig kærlighed hang han ved hustru og børn, og tanken om deres fremtid kunne vel til tider, navnlig under den lange våbenhvile 1849-50, virke trykkende på hans sind, men da det atter gjaldt, glemte han sine bekymringer og udsatte sit liv med den samme frimodighed og uforsagthed, der allerede det første år, han var officer, fik hans bataljon til at indstille ham til dekoration.

Sekondløjtnant ved 3. Reservejægerkorps Andreas Carl Herman Rosing Bodenhoff (søn af landmand, løjtnant Andreas B. og Golla Hermandine Rosing), født 26. august 1812 på Sandholm, Blovstrød sogn, Frederiksborg amt, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 24. maj 1837 i Dronninglund med Edle Jacobine Johanne Lund (datter af provst Thomas L. og Anne Christine Fischer), født 8. juli 1817 i Kornum sogn, Aalborg amt, død 25. november 1885 i Aalborg (Budolfi). – Han efterlod sig tre døtre og to sønner i alderen 4-12 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1564-1565.

Sekondløjtnant Carl Wilhelm Ohmeyer (1816-1850)

var født i Slagelse den 22. juli 1816. Hans forældre var nålemagermester Rogert Andreas Ohmeyer, en født nordmand, og hustru Mette Birgitte, født Bretthauer. Som ældste søn måtte han tidligt hjælpe faderen i forretningen og efter hans død bestyre den for moderen, indtil han senere overtog den for egen regning. Forretningen gik godt og i 1842 ægtede Ohmeyer Margrethe Christine Horn fra Faaborg, men da krigen brød ud i 1848, steg hans begejstring for konge og fædreland så højt, at han ikke tog i betænkning at forlade hustru og 4 små børn for i forening med senere pastor J.C.G. Schleppegrell, da lærer i Slagelse, at drage afsted til fædrelandets forsvar. 

Han blev antaget som frivillig ved 3. Jægerkorps i Nyborg, deltog med hæder i felttoget 1848, forfremmedes til overjæger og dekoreredes den 13. september med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Den 22. januar 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og blev ved mobiliseringen s.å. ansat ved 1. Jægerkorps. I slaget ved Kolding var det kompagni, hvorved han stod, det sidste, der under tilbagegangen passerede den ved Ejstrup slåede nødbro, hvorfor det beordredes til under fjendens ild at afbryde broen. Ved denne lejlighed omtales Ohmeyer i korpsets rapport for det fortrinlige eksempel, han gav ved selv i åens midte at lægge hånd på arbejdet, og ved felttogets slutning nævnes han atter blandt dem, ”der hæderligt har udmærket sig ved personligt mod og ufortrøden udholdenhed, god konduite og duelighed og frem for alt ved et rosværdigt eksempel, hvorved de altid har virket heldigt på deres kammerater”. Ligesom forrige gang tilbragte han vinteren i sit hjem, men mødte om foråret atter under fanen, denne gang ved 2. Forstærkningsjægerkorps. Den 25. juli blev Ohmeyer under kampen om Isted by ramt af en kugle i hjertet, så at han straks sank død om uden at have forandret en mine.

Ligesom Ohmeyer var en tapper og ufortrøden soldat, således var han også et hæderligt og godhjertet menneske, en dygtig og stræbsom mand i sit fag. Da han tillige sang og spillede smukt, var hans hus ofte samlingsstedet for den musikalske kreds i Slagelse, hvor han i det hele var almindeligt afholdt, og hvor hans død vakte almindelig deltagelse. Der blev straks indsamlet en sum, der efter enkens ønske blev sat ud for hans børn, af hvilke et femte var født nogle måneder før faderens død.

Sekondløjtnant ved 2. Forstærkningsjægerkorps Carl Wilhelm Ohmeyer (søn af nålemagermester Rogert Andreas O. og Mette Birgitte Brethauer), født 22. juli 1816 i København (Petri), faldet 25. juli 1850 i slaget ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 21. september 1842 i Faaborg med Anne Margrethe Kirstine Horn (datter af købmand Frands Anthon H. og Anne Margrethe Kirstine Hempel), født 23. september 1819 i Faaborg, død 28. december 1882 i København (Johannes). – Han efterlod sig tre sønner og to døtre i alderen 1-7 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1563-1564.

Sekondløjtnant Hans Frederik Magnus Albrethsen (1827-1850)

var født den 6. september 1828 i Pibe Mølle i Frederiksborg Amt; hans forældre vare møllens ejer, Hans Folmer Albrethsen og hustru Ane Kirstine, født Hald. Sønnen gennemgik Frederiksborg lærde Skole indtil næstøverste klasse, hvorefter han lærte landvæsen, først praktisk i sin fødeegn, siden på landvæsensinstituttet Hastrup ved Horsens. 

Dette forlod han ved krigens udbrud for som frivillig at indtræde i det frikorps, der af premierløjtnant Jenssen-Tusch søgtes organiseret i de nordslesvigske landsogne; senere gik han over til 13. Linjebataljon, hvor han, der var en øvet jæger og udmærket skytte, snart gjorde sig bemærket ved mod og udholdenhed og forfremmedes til korporal. Allerede i begyndelsen af juli indstillede hans bataljonskommandør, major Trepka, ham til udmærkelse, og han var da også i blandt dem, der på Lerbæk Mark den 13. september 1848 modtog Dannebrogskorset af kongens hånd. Han trådte derefter ind på en uddannelsesskole og blev den 10. marts 1849 udnævnt til sekondløjtnant i linjen med anciennitet fra 1. januar s.å.; omtrent samtidigt blev han forsat til 1. Forstærkningsbataljon, med hvilken han deltog i felttoget 1849 og ligeledes rykkede ud 1850. Som yngst og overtallig løjtnant ved kompagniet Wedege blev han for at imødekomme et ønske fra mandskabets side ansat ved skyttepelotonet, over hvilket han, da føreren straks ved begyndelsen af Isted-slaget blev tilbage som såret, overtog kommandoen. Kort efter fik han imidlertid en kugle i låret; han modtog en foreløbig forbinding for at transporteres til Flensborg, men døde undervejs af forblødning.

Uagtet Albrethsen ikke var opdraget til militær, var han snart blevet soldat med liv og sjæl og udfyldte sin plads i enhver henseende på en smuk måde. Han var derhos almindeligt yndet såvel af foresatte som af kammerater og undergivne, der alle dybt beklagede hans bortgang.

Sekondløjtnant ved 1. Forstærkningsbataljon Hans Frederik Magnus Albrethsen (søn af møller Hans Folmer A. og Anne Kirstine Hald), født 6. september 1827 i Pibe mølle, Helsinge sogn, Frederiksborg amt, faldet 25. juli 1850 i slaget ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1561-1563.

Sekondløjtnant Peter Eduard Lorentzen (1819-1850)

var født den 13. september 1819 i København, hvor hans fader drev en silke- og klædehandel. Meget tidligt mistede han sine forældre, hvorfor en slægtning, L.B. Olivarius, urtekræmmer og rodemester på Østerbro, tog ham i huset. I skolen skal han ej have været synderligt flittig – undtagen i tegning. Hans hu stod til at blive kunstner, hvorfor han efter sin konfirmation kom i malerlære, men tillige begyndte at frekventere Kunstakademiets skoler, således at han, efter at han i foråret 1842 havde gjort svendestykke, straks blev elev af akademiet, dvs. optoges i dettes ældste klasse, hvor der maledes efter levende model. Thorvaldsen, der nyligt var kommet hjem til København, gennemgik som akademiets direktør selv årets prøvetegninger og udpegede Lorentzens som de bedste, men det var ikke længe, at han kom til at nyde godt af akademiets undervisning; thi en fodtur, som han samme sommer i selskab med en plejebroder foretog fra Aarhus gennem Jyllands skønneste egne til Kolding og derfra over til Vesterhavet, fik i den grad rejselysten til at vågne i ham, at han ikke fik ro, før han næste år i juni måned forlod fædrelandet. Stærkt forsynet med penge var han ikke, og ofte måtte han for at bjærge føden ty til håndværket i stedet for til kunsten, men til andre tider smilede lykken til ham og skaffede ham tilfældige og fordelagtige bestillinger på portrætter. Dog, hvad enten det gik op eller ned, bevarede Lorentzen sit gode humør, og hans breve til hjemmet vidner tillige om, at han ikke forsømte lejligheden til at berige sin ånd ved de naturlige og kunstneriske seværdigheder, der mødte ham på hans vej gennem en stor del af Tyskland; længst opholdt han sig i München og i Mainz. 

Hen ved 5 år havde han tilbragt på denne måde, da han i marts 1848 skrev hjem: ”Jeg holder det for min pligt at tilbyde fædrelandet min arm; i Guds navn lad gå!” og gerningen fulgte på ordet, idet han kort efter mødte som frivillig ved Københavns eksercerskole, hvorfra han i juni afgik til 3. Jægerkorps. Han blev snart overjæger og efter i vinterens løb at have gennemgået en kommandoskole den 10. marts 1849 udnævnt til sekondløjtnant i linjen med anciennitet fra 1. januar s.å. Han forblev ved 3. Jægerkorps og deltog med dette i slaget ved Kolding den 23. april. I rapporten om slaget ved Fredericia, hvor han var med til at tage fra fjenden en større ammunitionspark, udtaler kompagniet, at, ”ihvorvel alle den dag har været besjælede af det stolteste møde, må Lorentzen dog særligt fremhæves, og ved felttogets slutning var han blandt de officerer, som korpset særligt nævner som værdige til udmærkelse. Et portræt, han i forsommeren havde haft lejlighed til at tage af general Olaf Rye og med dennes tilladelse havde sendt til en litograf, udkom efter opfordring af generalinden i august måned s.å. Vinteren over var han med sit korps i kvarter på Fyn og senere på Als, indtil hæren i juli 1850 blev trukket sammen på det slesvigske fastland. Den 25. juli stod 3. Jægerkorps yderst på vor venstre fløj, og mens Lorentzen med megen bravour førte sine folk frem ved Farensted, fik han en kugle i den ene side og tværs igennem livet. Han bad en kammerat om at løse gehænget, og da dette var gjort, sagde han: ”Tak, nu er det snart forbi”. Ikke fem minutter efter havde han udåndet uden tilsyneladende at have lidt meget. Han ligger begravet på kirkegården i Farensted.

Lorentzens bortgang blev dybt beklaget i korpset, thi ikke blot havde han i de tre krigsår udviklet sig til en særdeles duelig officer hvis tab det for tiden er mig aldeles umuligt at få erstattet, udtalte hans kompagnichef, men derhos var han hos kammeraterne lige så afholdt for sin bravhed og hjertelighed, som påskønnet for sit glade kunstnersind og sin smukke sangstemme, der lidt om sommeren havde lettet anstrengelserne og om vinteren havde forkortet de lange timer i ensomme kvarterer. Ikke mindre føltes savnet af ham af plejeforældrene og deres børn, der havde ham kær som en trofast og kærlig søn og broder.

Sekondløjtnant ved 3. Jægerkorps Peter Eduard Lorentzen (søn af silke- og klædekræmmer Bendt Eduard L. og Margrethe Møller), født 13. september 1819 i København (Holmens), faldet 25. juli 1850 i slaget ved Isted, begravet 26. juli på Fahrenstedt kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1559-1561.

Sekondløjtnant Søren Erik Harpøth (1825-1850)

var født den 11. december 1823 i Horsens, hvor faderen, senere sognepræst Søren Tang Harpøth, da var adjunkt; hans moders broder var provst Christensen på Ærø, der samtidigt med søsteren måtte bringe en håbefuld søn som offer for fædrelandets sag. Søren Erik Harpøth blev undervist i hjemmet først af faderen siden af en huslærer, indtil han 1841 sammen med en yngre broder blev optaget som discipel i Horsens Latinskole. Han havde imidlertid ingen lyst til studeringerne, og da det heller ikke hjalp, at han blev sat i huset hos pastor Sveistrup i Rind, blev der endelig givet efter for hans ønske om at komme til en praktisk virksomhed, idet han blev anbragt som landvæsenselev på en mindre gård i Jylland. 

Her var han endnu ved krigens udbrud 1848, da tidens patriotiske strømning førte også ham hen til den skare, der tilbød at vove liv og blod for fædrelandet. Harpøth kom her ind på en virksomhed, hvor der var brug såvel for hans varme hjerte som for hans praktiske sans og snarrådighed, og efter ved 12. Linjebataljon at have deltaget i felttoget 1848 og senere gennemgået en kommandoskole blev han den 10. marts 1849 udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets linje. Han kom tilbage til sin gamle bataljon – nu 12. lette – og omtales med udmærkelse i rapporten over slaget ved Kolding den 23. april, hvor han blev såret. Den 25. juli 1850 sikrede 12. lette Bataljon den over Øvre Stolk fremrykkende kolonne i fronten, og Harpøth førte her de to pelotoner af bataljonens 1. kompagni, der dirigeredes i sydlig retning til dækning af venstre flanke. I begyndelsen af engagementet blev Harpøth hårdt såret i arm og bryst; han blev bragt til Flensborg, hvor han udåndede den 15. august og blev begravet den 19. s.m. på Sct. Mariæ Kirkegård.

Ligesom han i hjemmet havde været alles, navnlig faderens yndling på grund af sin livlighed og raskhed og sit åbne, kærlige sind, således vandt Harpøth også i hæren mange venner, for hvem hans bortgang var en virkelig sorg.

Sekondløjtnant ved 12. lette Infanteribataljon Søren Erik Harpøth (søn af sognepræst Søren Tang H. og Kirstine Christensen), født 11. december 1825 i Horsens, såret 25. juli 1850 ved Isted, død 15. august på Flensborg lazaret, begravet 19. august på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1557-1559.