Sekondløjtnant Theodor Christopher Carl Schmidt (1811-1864)

fødtes den 3. december 1811 i Rendsborg. Hans forældre kendes ikke. Han indtrådte som femtenårs dreng den 6. juli 1826 i hæren som spillemand ved Oldenborgske Regiment, nu 16. Bataljon, og avancerede gennem de forskellige grader til han den 24. marts 1848 blev oversergent. Den 30. juni 1842 blev han forsat til 15. Linjeinfanteribataljon og ved sin udnævnelse til oversergent til 1. Linjeinfanteribataljon.

Under den 1. slesvigske krig var han med ved Bov, Slesvig, Isted og Mysunde. 16-års hæderstegnet fik han den 31. marts 1844. For sin hæderlige deltagelse i krigen blev han den 6. oktober 1850 udnævnt til sekondløjtnant i linjen og ansat ved 12. lette Bataljon. Fra den 1. april 1851 stod han dels ved 3. og dels ved 1. Bataljon af det holstenske kontingent, indtil denne sidste fra den 1. april 1852 gik over til at blive 15. Linjeinfanteribataljon. Ved denne bataljon stod han så til sin død.

Schmidt – eller gamle Schmidt, som kammeraterne kaldte ham – var en af de stille; han henlevede et ensomt, glædeløst liv, havde kun få fornødenheder og få interesser. Han var en brav, pligtopfyldende og dygtig soldat, var altid sirlig påklædt og vel pudset. Hvor man hørte ham omtale, var det altid med ros, men han hørte jo også til de gamle underofficerer, der havde været soldater fra de var drenge.

Han blev gift den 12. april 1846. Efter at bataljonen i 1852 var flyttet til Helsingør, levede han ikke sammen med sin familie, der nu opholdt sig i Altona, hvor hustruen måtte sørge for sig selv og sine to børn. Han havde af sin ringe lønning kun lige nok til selv at leve for. Fattigdom og de uheldige forhold, hvorunder han levede, udøvede et stærkt tryk på ham, og for ham var det som en befrielse, da krigen atter kom og dermed døden. Han såredes den 5. april om eftermiddagen under artilleribeskydningen hårdt af en granat. Han førtes under usigelige smerter til Augustenborg lazaret, hvor han døde den 8. april. Den 10. samme måned jordedes han på Augustenborg Kirkegård.

Mindestenen over sekondløjtnant Schmidt blev rejst i 1937.

Stenen ligger ved stien mellem Skanse III og IV,

ca. 200 meter syd for landevejen over Dybbøl Banke.

 

Sekondløjtnant ved 15. Infanteriregiment Theodor Christopher Carl Schmidt, født 3. december 1811 i Rendsburg, såret 5. april 1864 ved Dybbøl, død 8. april på Augustenborg lazaret, begravet 10. april på Augustenborg kirkegård. Gift 1846 med N.N. – Han efterlod sig to børn.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 193-194.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Magnus Thorvald Ørsted (1827-1850)

født i København den 11. juni 1827, var yngste søn af Jacob Ørsted, registrator i Statsgældsdirektionens arkivkontor, og hustru Charlotte Amalie, født Svardalin. Den 1. november 1841 blev han landkadet og efter at have taget officerseksamen den 1. november 1845 sekondløjtnant i Infanteriet med anciennitet et år tilbage. 

Efter endnu et år at have gjort tjeneste ved akademiet som repetent kom han til 9. Linjebataljon, med hvilken han deltog i felttoget 1848. I foråret 1849 blev han forsat til 4. Forstærkningsbataljon, der dog dette år ikke tog aktiv del i noget slag, hvorimod den i 1850 kom i ilden såvel den 24. som den 25. juli. Den første af disse dage blev kommandøren for bataljonens 1. kompagni, premierløjtnant Dau, såret, og Ørsted førte derfor den 25. kommandoen over dette kompagni; det omtales i rapporten, at han under den hårdnakkede kamp om teglværket ved Bøgholt ”som kompagnikommandør har ledet bevægelsen med sand uforfærdethed og rolighed”, indtil han hen imod kampens slutning blev ramt af en kugle i brystet. Først den 15. august afgik han ved døden på lazarettet i Flensborg.

Ved den stille, beskedne og pligttro måde, hvorpå Ørsted røgtede sin gerning, havde han i fuldt mål erhvervet sig sine foresattes, kammeraters og undergivnes tillid og hengivenhed.

Premierløjtnant ved 4. Forstærkningsbataljon Magnus Thorvald Ørsted (søn af registrator Jacob Ø. og Charlotte Amalie Svardalin), født 11. juni 1827 i København (Trinitatis), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 15. august på Flensborg lazaret, begravet 19. august på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1532-1533.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Ernst Ferdinand Møsting Schmidt (1832-1864)

fødtes den 7. marts 1832 i Nakskov og var søn af apoteker dersteds, Lauritz Schmidt og hustru Emilie Kjergaard. Den 1. november 1851 blev han kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1853 til sekondløjtnant ved 9. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1852. Ved denne afdeling stod han til sin død. Livsglad, smuk og sympatetisk var han de ældres yndling og genstand for de unges beundring.

Indtil 17. april førte han 3. kompagni, efter at hans kompagnichef, grev Ahlefeldt-Laurvig den 9. marts havde overtaget kommandoen over regimentets 1. bataljon. Den 17. april om eftermiddagen afgav han kommandoen til premierløjtnant P.L.C.F. Hansen. Under bataljonens, med stor bravour og under den morderiske fjendtlige ild, udførte fremrykning mod Dybbøl Mølle, syd for Flensborg-vejen, såredes Schmidt hårdt. ”Fremad Kammerater!” var de sidste ord han udtalte, da han førte sine folk mod fjenden. Han såredes i brystet og blev længe liggende på valpladsen, inden han optoges af fjenden, der førte ham til Stenderup lazaret. Her døde han samme dags aften. 

Mens han lå på valpladsen, havde han endnu kraft nok til at rive et blad ud af sin tegnebog og derpå skrev han nogle ord som sidste hilsen til sine forældre. Han jordedes den 21. april på Nybøl Kirkegård. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april. I ministeriet var man ukendt med hans skæbne, og syv dage efter hans død forfremmedes han den 28. april til premierløjtnant. Først i begyndelsen af maj måned fik Overkommandoen ved parlamentær underretning om hans død.

Hans retsindige og uegennyttige tænkemåde, hans elskværdige og beskedne væsen gjorde ham elsket og agtet af enhver.

Mindestenen over kaptajn Knauer samt løjtnanterne 

Schmidt og Knorring blev rejst i 1914. 

Den står omtrent hvor Gl. Aabenraavej munder ud i 

Dybbølgade, ca. 500 meter nordøst for Dybbøl Mølle. 

Mindestenen over sekondløjtnant Schmidt blev rejst i 1937.

Stenen står i haven ved ejendommen Gl. Aabenraavej 11 i Dybbøl.

 

Sekondløjtnant ved 9. Infanteriregiment Ernst Ferdinand Møsting Schmidt (søn af apoteker Laurits Schmidt og Emilie Kjergaard, født 7. marts 1832 i Nakskov, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død samme dag på Stenderup lazaret, begravet 21. april på Nybøl kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 191-192.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Gustav Hugh Carstensen (1824-1850)

var søn af gehejmelegationsråd J.A.H. Carstensen, kgl. dansk generalkonsul i Marokko og hustru, født Ulrich. Han var født i Algier den 1. august 1827, men kom allerede som dreng til Danmark, hvor han knap 16 år gammel blev student med hovedkarakteren laudabilis. Han forlod dog snart studeringerne og indtrådte den 1. november 1844 i Landkadetakademiets afgangsklasse, hvorfra han afgik et år senere som sekondløjtnant med anciennitet fra sin indtrædelsesdato. Han ansattes ved 2. Jægerkorps i Helsingør, men blev, da han den 1. august 1846 efter bestået adgangseksamen indtrådte som elev på den kongelige militære højskole, sat à la suite i Jægerne. 

Da skolens virksomhed i 1848 blev suspenderet på grund af krigen, og eleverne afgik til tjeneste ved hæren, blev Carstensen ansat ved 1. Jægerkorps og deltog med dette i felttoget 1848, blandt andet i slaget ved Slesvig. I vinteren 1848-49 erholdt han efter ansøgning tilladelse til at gennemgå Artilleriets praktiske skoler, hvornæst han, der den 22. januar 1849 var udnævnt til premierløjtnant, under det påfølgende felttog forrettede tjeneste først ved de faste batterier på Als, senere ved Espingolbatteriet Schøning. Efter i vinteren 1849-50 med sine kammerater at have gennemgået et fire måneders repetitionskursus ved højskolen blev Carstensen, da fjendtlighederne atter brød ud, ansat som adjudant ved 2. Divisions artillerikommando (oberstløjtnant Fuhrmann). Han faldt den 25. juli ved Øvre Stolk, ramt af tre kugler, hvoraf en i brystet, idet han, som det hedder i rapporten, ved egen opofrelse søgte at befri kaptajn Baggesen, der med en del af sit batteri efter store tab var faldet i fjendens hænder.

Gustav Carstensen var et livligt og begavet menneske, kammeraternes yndling på grund af den elskværdighed og ufortrødenhed, hvormed han stadigt forstod at sætte en eller anden lystighed i gang. Under krigens anstrengelser og farer bevarede han dette gode humør og viste sig, hvor han fandt lejlighed, som en snarrådig og tapper soldat.

Premierløjtnant ved Artilleriet Gustav Hugh Carstensen (søn af generalkonsul Johan Arnold Hieronymus C. og Anna Magdalene Ulrich), født 1. august 1824 i Algier, Algeriet, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1530-1532.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Herman David Monrad Kall (1826-1850)

var født i København den 20. juni 1826; forældrene var Johan Kall, dr.jur., senere kammerråd og byfoged i Vordingborg og hustru Ellen Barbara Abigael, datter af generalpostdirektør David Monrad. I sit 9. år kom den unge Kall i huset hos en onkel, etatsråd Mazar de la Garde, postmester i Helsingør, og da denne fandt, at den livlige og opvakte dreng måtte egne sig til officer, sendte han ham nogle år senere til København, hvor han blev sat i huset hos kaptajn i Søetaten Prøsilius, hvis hus var meget søgt som hjem for unge mennesker, der skulle uddannes til land- eller søofficerer. Samtidigt blev Kall i professor Mariboes institut forberedt til den kongelige militære højskole, og jernflid i forbindelse med gode evner bragte ham så vidt, at han allerede 1842 kunne fremstille sig til adgangseksamen; men en under denne opstået tyfoid feber forhindrede ham i at fuldende den. De to år, han nu fik til yderligere forberedelse, var dog, hvad han selv senere erkendte, i mange henseender meget heldige for hans udvikling. 1844 bestod han adgangseksamen og 1846 oprykningseksamen, hvorefter han indtrådte i Ingeniørafdelingen. 

Da nu krigen udbrød nogle måneder, forinden klassen ordentligvis skulle have været afsluttet, blev der ingen afgangseksamen holdt, men rangeringen afgjordes af en jury, ved hvis kendelse Kall blev nr. 3 af 7 elever. Han havde anciennitet som sekondløjtnant i Artilleriet fra 1. august 1844, men blev nu forsat til Ingeniørkorpset med anciennitet fra 1. august 1846; allerede under 27. maj 1848 blev han udnævnt til premierløjtnant i korpset. Ved Feltingeniørdetachementets oprettelse blev han adjudant hos chefen, major Lunding, og deltog som sådan i slaget ved Slesvig samt i fægtningerne den 28. maj og 5. juni. Da Lunding det følgende år blev ansat som kommandant i Fredericia, vedblev Kall, hvem han satte meget pris på, at fungere som adjudant hos ham. Under belejringen mistede Kall to af sine nærmeste kammerater, ingeniørløjtnanterne Bjerregaard og Holm, hvis død han tog sig meget nær. Han selv synes ikke at have deltaget i nogen egentlig kamp, men hans stilling var dog langt fra uden fare, idet der gentagende gange slog bomber ned i de lokaler, hvor han dagligt opholdt sig. Han arbejdede dog ufortrødent, men pådrog sig ved overanstrengelse en øjensygdom, der, skønt han om vinteren gennemgik en kur i København, foreløbigt gjorde det umuligt for ham at tjene i hans eget våben. 

Ved fjendtlighedernes genoptagelse erholdt han derfor efter ansøgning tilladelse til at gøre tjeneste i Infanteriet og blev ansat ved 13. Linjebataljon. I bataljonens rapport over slaget den 24. juli omtales den standhaftighed, hvormed han (tilligemed premierløjtnant Gorm) holdt sig ved Elmskov, efter at størstedelen af bataljonen alt var i tilbagegang, og atter den følgende dag omtales hans tapperhed, da bataljonen blev overfaldet, idet den rykkede igennem Øvre Stolk; tre gange stormede Kall et hus for at standse fjendens fremrykning, den tredje gang blev han på pladsen, truffet af flere kugler.

Kall og en kammerat (løjtnant Valdemar Bauditz) havde aftenen før slaget lovet hinanden, at den, der levede, hvis den anden faldt, skulle underrette hans nærmeste derom; af denne vens brev hidsættes følgende linjer: ”Agtet og elsket, som han var af enhver, der kendte ham, tror jeg ikke, at mange ville blive således savnede og begrædt som han; jeg vil aldrig glemme hans ædle sind og gode hjerte”.

Premierløjtnant ved 13. Linjeinfanteribataljon Herman David Monrad Kall (søn af kontorchef Johan Christian K. og Ellen Barbara Abigael Monrad), født 20. juni 1826 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli 1850 på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1528-1530.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Johan Georg Frederik Schlegel (1843-1864)

fødtes den 12. november 1843 i Klampenborg og var søn af skovrider i Klampenborg Ulrik Anton Schlegel (død 1852) og hustru Andrea Weisler. Schlegel gik på Sorø Akademi, blev konfirmeret 1858 og tog 1859 præliminæreksamen. I 1859 ansattes han i toldvæsenet og kom til tjeneste i Odense. Fra den 10. december 1861 til den 14. august 1862 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet, bestod sin eksamen som nr. 15 af 102 elever og udnævntes den 14. august til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Ved fordelingen af krigsreserveofficererne blev han den 18. oktober samme år ansat ved 3. Infanteribataljon og ved denne afdeling stod han nu til sin død. Efter at være blevet officer ansattes han den 1. januar 1863 som toldfuldmægtig i Køge. 

Ved mobiliseringen mødte Schlegel ved 3. Regiments 1. kompagni, som med regimentet den 4. december 1863 afgik til Slesvig. Han deltog i forskellige kampe, i Dybbøls forsvar og i kampen på Als. Her blev han den 29. juni i den heftige kamp om en af gårdene i Kær by hårdt såret og fanget. Han førtes til Sandbjerg lazaret, hvor han døde den 2. juli. Liget begravedes den 4. juli på Sottrup Kirkegård.

Schlegel var et forstandigt og godt menneske, udrustet med gode kundskaber og samvittighedsfuld i opfyldelsen af sine pligter. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold i kampen den 18. april ved Dybbøl.

På mindestenen over faldne fra Sorø Akademi

ses også sekondløjtnant Schlegels navn

Hans navn ses også på mindetavlen i Sorø Klosterkirke

... og på mindetavlen i Nikolaj Kirke i Køge

Sekondløjtnant ved 3. Infanteriregiment Johan Georg Frederik Schlegel (søn af skovrider Ulrich Anthon Adolph S. og Andrea von Westen), født 12. november 1843 i Klampenborg, Lyngby sogn, Københanvs amt, såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 2. juli på Sandbjerg lazaret, begravet 4. juli på Sottrup kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 190.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Danske krigergrave og mindesmærker (3)

Premierløjtnant Harald Wilhelm Valdemar Beck (1824-1850)

stammede fra en slægt, der siden begyndelsen af det 17. århundrede har tjent i den danske hær og 1777 blev optaget i adelstanden. Hans fader, Jens Johan Frederik Beck, stod som kaptajn i Livgarden til fods og var gift med Christine Cathrine Harboe. Beck var født den 3. januar 1822 som den yngste af fire brødre; da forældrene døde kort efter hinanden, tog kong Frederik VI sig af ham og satte ham 1836 ind på Landkadetakademiet. Efter i 1842 at have bestået officerseksamen og dernæst endnu et år at have gjort tjeneste som repetent afgik Beck som sekondløjtnant med anciennitet fra 1. november 1841 til 1. Linjebataljon, hvor han endnu stod ved fjendtlighedernes udbrud i 1848. 

Han deltog i slagene ved Bov og Slesvig, i hvilket sidste han blev hårdt såret og fanget, samt nævnt med ros i rapporten af bataljonskommandøren Olaf Rye. Den 27. maj s.å. blev han premierløjtnant, kom i foråret 1849 til 3. Forstærkningsbataljon og udmærkede sig atter i slaget ved Fredericia, så at han den 9. september s.å. benådedes med Ridderkorset. I slaget ved Isted blev han, idet han tæt foran Sortehøj rådslog med en kammerat om den videre fremrykning mod fjendens indskæringer ved denne høj, på samme tid ramt af to kugler, af hvilke den ene, i tindingen, øjeblikligt gjorde ende på hans liv.

Beck blev af sine kammerater sat ualmindeligt højt både som soldat og som menneske; ”han var en perle”, har en af disse udtalt. I sin ydre fremtræden var han elskværdig, ligefrem og beskeden.

Premierløjtnant ved 3. Forstærkningsbataljon Harald Wilhelm Valdemar Beck (søn af kaptajn Johan Frederik B. og Cathrine Christine Harboe), født 2. januar 1824 i København (Garnisons), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli 1850 på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1527-1528.

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Sophus Peter Lassenius Schack (1811-1864)

fødtes den 21. januar 1811 i København og var søn af generalfiskal, kammeradvokat, etatsråd Gregers Schack (1781-1840) og hustru Anna Sofie Kirksteen (1788-1854). Den 1. januar 1821 blev han kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. januar 1830 udnævnt til sekondløjtnant ved 2. jyske Infanteriregiment med anciennitet af 21. december 1828. Den 16. juni 1838 blev han premierløjtnant. Ved hærens omordning i 1842 trådte han den 1. juli ud af hæren, da han følte kald til og havde talent for malerkunsten, og sattes på vartpenge. Han helligede sig nu sin kunst, og man fik fra hans hånd flere værdifulde arbejder. Som elev af Kunstakademiet erhvervede han sig både den lille og den store sølvmedalje samt rejsestipendium.

Ved krigens udbrud 1848 meldte han sig ufortøvet atter til tjeneste og fik den 17. juli samme år kaptajns karakter. Han ansattes ved 3. Reservebataljon, hvor han stod til 1. april 1850, da han blev forsat til 7. Linjeinfanteribataljon. Han udmærkede sig ved Ullerup, hvor han blev let såret, men især ved indtagelsen af Frederiksstad den 7. august 1850, hvor han med sit kompagni havde fortroppen og stormede de fjendtlige skanser på diget nord for byen. Ved denne lejlighed såredes han hårdt i venstre skulder. Til belønning for sit mod og sin brave optræden optoges han den 22. august 1850 i hærens linje. Kaptajns anciennitet havde han fået den 1. januar 1849. Endvidere dekoreredes han den 9. september 1849 med Ridderkorset, og den 6. oktober 1850 med den russiske Skt. Anna Ordens ridderkors. Fra 1860-63 stod han à la suite som kaptajnvagtmester i Rendsborg fæstning. Den 15. april 1860 blev han major.

Han kastede sig nu over litteraturen, og frugten heraf var hans bekendte ”Portrætparalleller” og ”Fysiognomiske studier”, der udmærkede sig ved original opfattelse. Endvidere udgav han en ”Karakteristik af den danske soldat”, samt nogle mindre militære afhandlinger.

Såsnart det atter tegnede til krig, søgte han om at komme til aktiv tjeneste og blev ansat ved 20. Infanteribataljon den 1. oktober 1863. Under krigen var han chef for regimentets 1. Bataljon, i hvilken stilling han gentagne gange under felttoget gav beviser på at være en modig og dygtig officer. Således fremhæves han i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen foran Dannevirke den 3. februar.

Den 18. april blev han under regimentets fremrykning skudt gennem lungen, og idet han, støttet på en menig, gik tilbage, knuste en granatstump hans højre arm og tre ribben. Skønt hårdt såret, havde han dog hårdførhed og selvbeherskelse nok til under transporten til København, ombord på skibet, at læse sine aviser. Han blev indlagt på lazarettet på Sølvgadens kaserne, hvor han døde den 21. april omgivet af sin konge, sin hustru og sin bedste ven. Han begravedes den 29. april på Garnisons Kirkegård. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april.

1853 ægtede han Vilhelmine Bothilde Olsen, datter af oberst Olaf Nicolaj Olsen, tidligere chef for Generalstabens topografiske afdeling.

Mindestenen over major Schack blev rejst i 1926.

Stenen står tæt ved ejendommen Dybbøl Banke 3,

ca. 300 meter sydøst for møllen.

 

Major ved 20. Infanteriregiment Sophus Peter Lassenius Schack (søn af søkrigsprokurør Gregers S. og Anna Sophie Kirksteen), født 21. januar 1811 i København (Holmens), såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 21. april på Sølvgadens Kaserne i København, begravet 29. april på Garnisons kirkegård i København. Gift 1. gang 30. maj 1846 i København (Frue) med Jenny Maria Margaretha Wydbom (datter af oberst Johan Reinhold V. og Jenny Herwan), født 16. april 1828 i Stockholm, Sverige, død 4. april 1878 i Åsby, Stigtomta församling, Södermanlands län, Sverige (ægteskabet opløst 1851; gift 2. gang 1854 med artillerikaptajn Carl Axel Nyman, 1818-1895). Gift 2. gang 28. juni 1853 i København (Garnisons) med Wilhelmine Bothilde Olsen (datter af oberst Olaf Nicolaj O. og Louise Magdalene Schultz), født 31. marts 1826 i København (Garnisons), død 7. april 1900 i Holbæk (begr. på Garnisons kirkegård). – Han efterlod sig to døtre i alderen 4-6 år.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere. Hans første hustru hviler på Stigtomta kyrkogård i Nyköping. Hun og hendes nye mand ejede en gård ved navn Åsby. 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 184-185

Sigvard Skov: Sophus Schack og slaget ved Ullerup 1849. Sønderjyske årbøger 1962, s. 167-174

Weilbachs Kunstnerleksikon

Premierløjtnant Frantz Leonhard Popp (1818-1850)

søn af stempelpapirforvalter i Nationalbanken J.V.D. Popp, var født i København den 22. november 1818. 14 år gammel blev han landkadet, otte år senere sekondløjtnant ved Oldenborgske Infanteriregiment i Rendsborg med anciennitet fra 1. november 1839. Ved reorganisationen 1842 kom han til 3. Linjebataljon, hvor han, der den 27. maj 1848 blev premierløjtnant, stod i felttogene 1848 og 1849, sidstanførte år som adjudant, og gjorde så god fyldest, at bataljonen indstillede ham til dekoration. 

Det følgende år fik han kompagni ved 2. Forstærkningsbataljon. Den 25. juli ramtes han ved kampen om Isted by af et skud i hovedet. Han blev ført til lazarettet i Flensborg, hvor han undergik en operation (trepanering), og blev dernæst, da han ønskede at samles med sin familie, transporteret til København, men på vejen mistede han bevidstheden og døde uden at have fået den igen den 4. august på Garnisonshospitalet. Han ligger begravet på Københavns Garnisonskirkegård. Han efterlod enke, Lina, født Gottwaldt og to sønner. 

Popp skildres som en soldat af den gamle skole, noget stiv og tør, men rolig og bestemt under alle forhold.

Premierløjtnant ved 2. Forstærkningsbataljon Frantz Leonhard Popp (søn af stempelpapirforvalter Ivar Valentin Dresler P. og Anne Marie Kett), født 22. november 1818 i København (Frue), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 4. august på Garnisonshospitalet i København, begravet 7. august på Garnisons Kirkegård i København. Gift 1845 med Pauline Amalie Ludovica Gottwaldt (datter af sognepræst Carl Frederik G. og Pauline Amalie Elisabeth Holm), født 22. december 1824 i Næs, Buskerud fylke, Norge, død 14. oktober 1857 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to sønner på 2 og 3½ år.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1526-1527.

Sekondløjtnant Frederik Harald Christian Saande (1839-1864)

fødtes den 25. maj 1839 i Helsingør og var søn af overkommandersergent, Dannebrogsmand Jørgen Olsen Saande (død 1880) og hustru Marie Nielsen. Som korporal ved 1. Artilleriregiment fik han lov til som underofficer og med bibehold af sin lønning – dog uden adgang til efter bestået officerseksamen at udnævnes til officer – at gennemgå det toårige kursus ved Landakademiet fra januar 1860. Han bestod sin officerseksamen ved den i 1861, ved Landkadetkorpsets ophævelse, sidst afholdte eksamen, fik den 4. november 1861 tilladelse til at deltage i øvelserne ved det kongelige militære gymnastiske institut og overgik herfra til reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet den 10. december 1861. Den 12. maj 1862 afgik han herfra og udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets linje med anciennitet af 1. november 1861 samt ansattes ved 9. Infanteribataljon, med hvilken han rykkede ud i 1864.

Han var, alt mens han gennemgik akademiet, alvorlig og mere moden end kammeraterne. Han havde strenge begreber om sine kaldspligter og så medlidende ned på sine samtidige, når disse i deres ungdommelighed spøgede med noget, der vedrørte tjenesten. Han var praktisk dygtig, og alle holdt af ham.

Om hans deltagelse i kampen den 18. april udtaler en ham nært stående, at hans sidste ord, henvendt til fanebæreren, var: ”Giv mig fanen [kvartermærket som dengang var et Dannebrogsflag] og brug De Deres gevær”. Med kvartermærket i venstre hånd og den dragne sabel i højre hånd stormede han frem med sit regiment. Kort efter såredes han af en kugle i venstre side. Ambulancebærerne, der førte ham bort, blev begge sårede, og Saande faldt i fjendehånd. Han døde samme dag og er vistnok begravet i en af fællesgravene på Dybbøl. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen på hin sørgelige dag.

I 1914 rejstes denne mindesten over fire sekondløjtnanter,

der faldt i 1864 og "hvis hvilesteder ikke kendes".

Stenen står ud til Dybbølgade, ca. 475 meter nordøst for møllen.

Mindestenen over sekondløjtnant Saande blev rejst i 1925.

Stenen står på Sønderled ved baghaven til ejendommen 

Dybbølgade 86.

 

Sekondløjtnant ved 9. Infanteriregiment Frederik Harald Christian Saande (søn af overkommandersergent Jørgen Olsen S. og Marie Nielsen), født 25. maj 1839 i Helsingør (Mariæ), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet i en af fællesgravene på Dybbøl Banke. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 182-183.

Premierløjtnant Gustav Wilhelm Blom (1826-1850)

var ældste søn af oberst i Infanteriet Hans Jørgen Blom og hustru Mathea Elisabeth, født Lütken. Født i København den 26. september 1826, gennemgik han med udmærkelse Efterslægtselskabets Realskole og blev 16 år gammel optaget som lev på den kongelige militære højskole samt udnævnt til sekondløjtnant i Artilleriet. Efter at have bestået oprykningseksamen fik han anciennitet fra 1. november 1842 og indtrådte i Ingeniørafdelingen, men da undervisningen i højskolens ældste afdeling på grund af særlige forhold afbrødes i maj 1845, afgik Blom til tjeneste ved Ingeniørkorpset. Ved undervisningens genoptagelse 1846 erholdt han tilladelse til at træde over i Generalstabsafdelingen og afgik i foråret 1848 herfra som nr. 1. 

Den 10. april s.å. udnævntes han til premierløjtnant med anciennitet fra 1. maj 1846 og ansattes efter at have gennemgået en artillerieksercerskole som adjudant ved Artillerikommandoen på Als i den ved Nybøl faldne premierløjtnant Collstrops sted. I felttoget 1849 gjorde han tjeneste ved fæstningsartilleriet i Fredericia, hvornæst han for som generalstabsaspirant at gennemgå infanteritjenesten blev ansat ved 12. lette Bataljon under oberst Læssøe. Under 4. marts 1850 reserveredes der ham kaptajns anciennitet; den 25. juli faldt han for en fjendtlig riffelkugle under et angreb på defileet mellem Isted Sø og Langsø.

Udrustet med et ualmindeligt livligt og klart Hoved, kastede Blom sig med iver over alt, hvad han tog fat på. 18 år gammel gav han således i en debat i Fædrelandet om den ånd, hvori Militært Repertorium burde redigeres, nogle indlæg, der, om de end bærer præg af hans ungdommelighed, dog på den anden side er betegnende for hans tidlige udvikling. At han ligeledes stod højt både i henseende til ånd og til hjerte, derom vidner såvel en samling poesier, han selv udgav i 1847, som de digte, der i anledning af hans bortgang kom frem fra flere sider, blandt andet fra N.F.S. Grundtvig.

Premierløjtnant ved 12. lette Infanteribataljon Gustav Wilhelm Blom (søn af oberst Hans Jørgen B. og Mathea Elisabeth Lütken), født 26. september 1826 i København (Garnisons), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1525-1526.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Henrik Christian Theodor Dau (1822-1850)

søn af kaptajn ved Kongens (Frederik VI’s) Regiment Niels Ludvig Dau og hustru Henrikke Sophie, født Platou, var født i København den 6. marts 1822. Han mistede tidligt sin fader og kom 14 år gammel på Landkadetakademiet, hvor han 5½ år senere tog officerseksamen; efter endnu et år at have gjort tjeneste som repetent afgik han den 1. november 1842 som sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1840 til 4. Linjebataljon. Her tjente han sammen med sin 18 år ældre broder Carl Wilhelm Dau, der allerede i flere år havde været kaptajn, da den yngre blev officer, og som ved mange lejligheder tog sig broderligt af ham. 

De rykkede ud sammen 1848 og deltog i kampene ved Bov, Slesvig og Nybøl. Da bataljonens kommandør, oberstløjtnant Blom, i begyndelsen af juni overtog en brigade, fik den ældre Dau midlertidigt kommandoen over 4. Linjebataljon, og den yngre, der den 27. maj s.å. var forfremmet til premierløjtnant, kommandoen over hans kompagni, som han førte i slaget ved Dybbøl den 5. juni. Under kampen om Stenderup by ”roses han både for tappert angreb og for modigt at have holdt byen og understøttet de tilbagevigende tropper”. Efter felttogets slutning modtog begge brødre den 13. september Dannebrogsordenens Ridderkors. Endnu i den første del af felttoget 1849 stod de ved hinandens side; de deltog i fremrykningen i Sundeved, men under den senere del af felttoget lå bataljonen på Als. Efter slaget den 6. juli blev Carl Dau major og forlod bataljonen; Christian Dau afgik i foråret 1850 som kompagnikommandør til 4. Forstærkningsbataljon. 

Den 24. juli s.å. sås brødrene for sidste gang – atter ved en by ved navn Stenderup. Da majoren her om eftermiddagen rykkede frem med sin bataljon (5. Forstærknings-) som reserve for forposterne, mødte han sin broder, der hårdt såret i kampen ved Elmskov, blev båret ud af slaget. Han var ramt i hoften, og såret syntes, efter at han var evakueret til Garnisonshospitalet i København, flere gange at ville læges, men hver gang brød det op igen. Efter den 6. oktober at være udnævnt til kaptajn afgik han ved døden den 4. november og blev den 7. s.m. begravet på Garnisons Kirkegård i København. Han havde ikke været gift.

Han efterlod sig mindet om en tapper, nidkær og dygtig soldat og en brav kammerat, agtet og afholdt af høje og lave.

Kaptajn ved 4. Forstærkningsbataljon Henrik Christian Theodor Dau (søn af kaptajn Niels Ludvig D. og Hermiche Sophie Platou), født 5. marts 1822 i København (Garnisons), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 4. november på Københavns lazaret, begravet 7. november på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1523-1524.

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Sigismund Ludvig Carl von Rosen (1827-1864)

fødtes den 23. februar 1827 i Segeberg og var søn af kammerherre, amtmand i Segeberg Wilhelm Carl  Ludvig von Rosen og hustru Sophie von Decher. Rosen blev kadet den 1. november 1844 og sekondløjtnant ved 5. Jægerkorps den 1. november 1845 med anciennitet af 1. november 1844. Den 1. august 1846 kom han på højskolen. Da krigen imidlertid brød ud, afgik han fra højskolen til 1. Jægerkorps den 27. marts 1848.

Som ganske ung officer deltog han nu i den første slesvigske krig og lagde her de bedste krigerdyder for dagen. Han blev som følge af sin deltagelse i det første krigsår den 13. september 1848 Ridder af Dannebrog. Den 22. januar 1849 blev han premierløjtnant. I 1849 var han adjutant ved Artillerikommandoen på Als. Den 13. april dette år forsøgte fjenden en fremrykning for at sætte sig i besiddelse af Dybbøl-højderne. Denne dag toges to sachsiske kanoner. At dette lykkedes, trods fjendens heftige ild og det vanskelige terræn, skyldtes i en væsentlig grad den uforfærdethed og omsigt, der udvistes af løjtnant Rosen.

Efter krigen kom han atter på højskolen 1851-53, blev derefter generalstabsaspirant 1853-57, stabschef ved 3. Generalkommando 1857-64 og fra 4. januar 1864 til sin død souschef ved Overkommandoen. Den 22. januar 1855 blev han kaptajn, den 6. oktober 1862 Dannebrogsmand, og den 19. marts 1864 fik han majors karakter. Fra 1853 til sin død var han således hele tiden i Generalstaben. Her erhvervede han sig sine foresattes tillid, og alt som kaptajn blev han ansat i den ansvarsfulde stilling som stabschef ved den holstenske generalkommando, i hvilken han stod, da i 1864 de to tyske stormagter overfaldt Danmark. Den som stabschef ved Overkommandoen ansatte oberst Kauffmann satte meget pris på Rosen og satte igennem, at han ansattes som souschef ved Overkommandoen. Rosen omfattede med varme følelser fædrelandets sag og det ansvar, som hver indgribende beslutning i hærens ledelse medførte.

Beslutningen i krigsrådet den 4. februar 1864 om at forlade Dannevirke, var ham et hårdt slag, og det var kun med nød, at han formåede at tilkæmpe sig den sindsligevægt og ro, som var nødvendig i hans virksomhed i Overkommandoens stab. Han var en udmærket støtte i staben og trods det byrdefulde arbejde her, fandtes han tit og mange gange om natten, og endnu mellem den 17. og 18. april, ude i Dybbøl-stillingen til den lyse morgen. Da han den 18. om morgenen kl. ca. 8 kom ind i brohovedet, fandt han 3. Brigadestab samlede, og på deres spørgsmål om, hvorledes det stod til ude i stillingen, svarede han: ”Udmærket”.

Kort efter væltede stormkolonnerne frem, og Rosen, der lige havde nået hovedkvarteret i Sønderborg, måtte nu snarest ile tilbage til Sundeved-siden. Han sluttede sig til divisionskommandøren, generalmajor du Plat, og hans stabschef, major Schau, og med disse faldt han dødeligt såret under forsøget på at få de over bjerget fremrykkende fjendtlige styrker standsede.

Han blev fanget og bragt til Nybøl lazaret. Da han her af en preussisk ambulancelæge havde hørt, at hans tilstand var håbløs, vendte han sig på sit leje, talte ikke mere og døde kristelig ydmygt, sikkert med bevidstheden om at have tjent fædrelandet tro til døden. Hans lig førtes til København og begravedes den 26. april på Holmens Kirkegård tæt syd for kæmpehøjen. Kammerater og venner rejste en mindestøtte på hans grav.

Rosen havde den 7. juli 1853 ægtet Francisca Henriette Wiborg, datter af departementschef i Marineministeriet, generalkrigskommissær Niels Wiborg. Hustruen og seks børn overlevede ham.

Han følte en dyb, en brændende trang
at stævne did hen, hvor sværdene sang.
Han følte en dyb, en brændende trang
at stevne did hen, hvor sværdene sang.

Han følte en længsel mod den bedrift
som skrives i mindet med evig skrift.
Han ejed en tro på en retfærds Gud,
det var hans brynje, da han drog ud.

Han vendte ikke tilbage,
kun rygtet – en dødstræt fugl
vækker den dybe klage,
der fødes ved gravens skjul.

Det melder, han forrest mødte,
da Fjenden stormede frem,
det melder, han forrest blødte
for Danmarks elskede hjem.

Det går til den sørgende kvinde
iblandt de forladte små,
som taler om faderens minde,
når til hans grav de gå.

Det går til den gamle moder,
der elsked sit barn så ømt;
det går til søster og broder,
med hvem han har håbet og drømt.

Det går til landet, som ejer
kun minderne om den søn,
der bad for Danmarks sejr
og modned til dåd sin bøn.

Ja, til en dåd, som binder
for helten en sejrskrans
indflettet med stolte minder,
der stråle med ærens glans.

J.L.

Mindetavlen på Nybøl Skoles mur beretter, 

at blandt andet major Rosen døde

på Johannitterlazarettet i 1864.

Mindestenen over generalmajor du Plat samt majorerne 

Schau og Rosen blev rejst i 1910.

Stenen står ud til landevejen, ca. 650 meter nordøst for 

Dybbøl Mølle.

Major ved Generalstaben Sigismund Ludvig Carl von Rosen (søn af amtmand Carl Wilhelm Ludvig von R. og Sophie Marie Decker), født 23. februar 1827 i Segeberg, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død natten til den 19. april på Nybøl lazaret, begravet 26. april på Holmens kirkegård i København. Gift 7. juli 1853 i København (Garnisons) med Francisca Henriette Wiborg (datter af departementsdirektør Niels W. og Hansine Henriette Fogh), født 22. august 1833 i København (Holmens), død 10. februar 1912 i Sundby Færgegård, Toreby sogn, Maribo amt. – Han efterlod sig tre døtre og tre sønner i alderen 6 mdr.-9 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 179-181.

Balthasar Münter: Ved Major i Generalstaben Sigismund Carl Ludvig Rosens Jordefærd i Holmens Kirke d. 26. April 1864. Kbh., 1864. 11 sider.

Franzisca Rosen: Den gamle Majorinde fra Færgegaarden. Kbh., 1913. 140 sider (Memoirer og Breve, XVIII)

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Ludvig Frederik August Lunddahl (1820-1850)

var født den 12. august 1820 i Maribo, hvor hans fader, kammerråd Hans Jacobsen Lunddahl, var amtsforvalter; moderen hed Charlotte Amalie, født Rye. Efter i hjemmet at have nydt undervisning af en huslærer kom sønnen, 13 år gammel, til København for at uddannes til officer; ligesom hans ældre broder, senere oberst C.C.L. Lunddahl, ønskede han at indtræde i Artilleriet og var alt 1836 så vidt fremme i kundskaber, at han ville have kunnet indstille sig til adgangseksamen til den kongelige militære højskole. Da man imidlertid endnu ikke anså ham for moden til at indtræde som elev på skolen, lod han sig antage som frivillig overjæger i Jyske Jægerkorps. 1838 bestod han adgangsprøven, blev sekondløjtnant i Artilleriet uden Aanciennitet, bestod 1840 oprykningseksamen og fik nu tillagt anciennitet af 21. september 1838, men forlod den 25. august 1842 højskolen uden afgangseksamen og blev med sin anciennitet ansat som sekondløjtnant ved 1. Jægerkorps. 

Allerede tre år senere erholdt han tilladelse til at træde à la suite i jægerne for som sektionsingeniør at deltage i bygningen af banestrækningen København-Roskilde. 1846 gjorde han en rejse til Norge på foranledning af Jernbanebestyrelsen, ligesom han det følgende år, da han var blevet ansat som stationsinspektør i Roskilde, gjorde en rejse til Nordtyskland, Sachsen og Preussen for at sætte sig ind i banernes drift. Efter hans hjemkomst blev revisionen af et projekt til banens forlængelse til Korsør ham overdraget. 

Den 1. januar 1847 var han rykket op til premierløjtnant, og da han ved krigens udbrud atter meldte sig til tjeneste ved hæren, blev han ansat som adjudant ved 1. Reservejægerkorps, der i 1848 ikke kom til at deltage i nogen kamp, hvorimod det 1849 var i ilden ved Avnbøl den 5. og Ullerup den 6. april, Krybily den 3. og Gudsø den 7. maj, udfaldet fra Fredericia den 30. juni samt endelig i slaget den 6. juli. Lunddahl deltog med ære i alle disse affærer, blev efter det sidstnævnte slag ansat som midlertidig kompagnikommandør ved korpset og modtog den 9. september Dannebrogsordenens Ridderkors. Den 18. oktober s.å. blev han forsat til 1. Reservebataljon som chef for 2. kompagni og lå nu i vinterkvarter på Als. Den 22. marts 1850 blev han kaptajn. Den 25. juli faldt han i Øvre Stolk, da hovedreserven tilbageerobrede byen, ramt af en kugle i tindingen.

Lunddahl skildres som en ivrig og energisk natur, både som soldat og som jernbaneembedsmand, altid meget afholdt af sine undergivne, som han også udenfor den egenlige tjeneste tog sig meget af. Han var derhos en mand med mange interesser, særligt for teatret. Den 15. maj 1847 havde han ægtet en danskfødt skuespillerinde ved teatret i Christiania, Alvilda Hardenberg, i hvilket ægteskab der fødtes en søn og tre måneder efter faderens død en datter.

Kaptajn ved 1. Reservebataljon Ludvig Frederik August Lunddahl (søn af amtsforvalter, kammerråd Hans Jacobsen L. og Charlotte Amalie Rye), født 1. november 1820 i Maribo, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 15. maj 1847 i København (Frue) med Martine Alvilda Juliane Benina Hartenberg (datter af stabshornblæser Johan Heinrich H. og Anna Eleonora Winther), født 9. marts 1826 i København (Citadels), død 4. marts 1862 i København (Frue). – Han efterlod sig en 2-årig søn og i oktober 1850 fødte enken deres datter.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1521-1523.

H. Lunddahl: Kaptajn Ludvig Fr. A. Lunddahl og hans Rapport om Fredericia-Slaget. Danskeren 1889, s. 208-216.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Carl Gustav Rosen (1822-1864)

fødtes den 26. marts 1822 og var søn af David Rosen, sognepræst til Lille Lyngby og Ølsted, Frederiksborg Amt (1791-1857), og hustru Anna Christine Meyer. Han var oprindelig typograf. Fra korporal ved 7. Linjeinfanteribataljon udnævntes han den 11. november 1848 til sekondløjtnant af Fodfolkets krigsreserve. Han deltog i resten af krigen som officer, dels ved 5., dels ved 4. og dels ved 2. Forstærkningsbataljon, ved hvilken sidste han stod, til den opløstes, og derefter fra 1. maj 1852 overgik til 2. lette Bataljon.

Den 19. august 1849 blev han forsat til linjen, og den 26. april 1857 blev han premierløjtnant samt forsat til 14. lette Bataljon. 1860-63 var han vagtmesterløjtnant på Kronborg, og ved mobiliseringen i 1863 ansattes han ved 9. regiment som chef for 8. kompagni.

Den 18. april, ved 9. Regiments tapre fremrykning på begge sider af Flensborg-vejen mod højderne ved Dybbøl Mølle under fjendens voldsomme og ødelæggende ild, blev han hårdt såret i underlivet, og idet han faldt, råbte han til sit kompagni: ”Farvel, børn”.

Det er Rosen, som forfatteren, oberst P F. Rist efter egen opgivelse skildrer som kompagnikommandøren i ”En rekrut fra 1864”. Rosen havde i Fredericia solgt noget opsparet brændsel til et andet kompagni. Det beløb, der herved indkom, var det hans agt at anvende til fordel for sit mandskab ved en eller anden passende lejlighed. Det blev imidlertid ikke ham, der kom til at råde over delte beløb, men derimod hans mandskab, der anvendte det til at rejse deres kompagnichef en mindestøtte på hans grav som tegn på den sjældne hengivenhed, han havde vidst at vinde hos sine undergivne, for hvem han, i de strenge og alvorlige tider, havde været som en fader.

Efter at være såret førtes Rosen til lazarettet i København, hvor han døde den 24. april. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april. Han jordedes den 29. april på Store Heddinge Kirkegård. Byens brand- og politiofficerer samt våbenbrødrene bar liget fra broderens, læge Rosens hjem til kirken, hvor pastor Visby fremdrog flere træk af den afdødes liv og navnlig omtalte hans store kærlighed til sine undergivne og disses ubegrænsede tillid og hengivenhed for ham. Hustruen Rosa Fog overlevede ham.

En ægte trofast kammerat,
en bramfri ægte dansk soldat
nys lagdes ned i muld.
Ej kongen ejed bedre mand!
Hans ganske sjæl var ren og sand,
hans hjerte prøvet guld.

Se, derfor sørger den, han lød,
og derfor sørger den, han bød,
men allermest hans viv;
dog er end øjet nok så vådt,
Gudsordet gemmer hun så godt:
Det er et evigt liv.

H…g

Mindestenen over premierløjtnant Rosen blev rejst i 1937.

Stenen står i et lille anlæg foran ejendommen 

Gl. Aabenraavej 14 i Dybbøl.

Premierløjtnant ved 9. Infanteriregiment Carl Gustav Rosen (søn af sognepræst Frederik Carl R. og Bodil Marie Mandix), født 26. marts 1822 i Horsens (Frelsers), såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 24. april på Garnisonshospitalet i København, begravet 29. april på Store Heddinge kirkegård. Gift 1855 med Rose Theodora Elisabeth Fog (datter af sognepræst Jørgen Lemvigh F. og Charlotte Eleonora Rosen), født 2. september 1830 i Stubbekøbing, død 28. juli 1893 i København (Garnisons). – Han efterlod sig en 6-årig datter og enken fødte parrets anden datter i juli 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 177-178.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Carl Harald Baggesen (1817-1850)

var født i København den 7. december 1817, søn af hof- og stadsretsprokurator Hermann Baggesen og broder til den som batterichef bekendte, senere major J.P. Baggesen. Da han fra barn af havde lyst til ligesom den ældre broder at blive soldat, kom han, 15 år gammel, på Landkadetakademiet, hvorfra han den 1. maj 1837 afgik til Slesvigske Infanteriregiment som sekondløjtnant med anciennitet fra s.d. Den 1. juli 1842 kom han til 13. Linjebataljon i Fredericia, den 4. november 1844 som premierløjtnant til 16. Liniebataljon i Rendsborg. 

I foråret 1847 blev han kommanderet til midlertidig tjeneste ved 1. Linjebataljon, med hvilken han derfor kom til at rykke ud i 1848, og hvis kommandør, Olaf Rye, omtaler hans deltagelse i de første kampe på følgende måde: ”Han har ved Flensborg vist særdeles mod og uforfærdethed og var på de mest udsatte punkter stedse i spidsen for sit mandskab; ved Slesvig styrtede han frem over Dannevirke, opmuntrede mandskabet til at følge efter sig og hjalp til at drive fjenden tilbage over tre hegn, indtil han blev truffet af en kugle i skulderen”. Såret var hårdt og, da bataljonen noget senere måtte gå tilbage, faldt Baggesen i fjendtligt fangenskab. Den 13. september s.å. erholdt han Dannebrogsordenens Ridderkors. Efter i april 1849 at have deltaget i fremrykningen i Sundeved blev Baggesen i maj måned kommanderet til Københavns Eksercerskole. Samme efterår fik han, der den 2. juli s.å. var blevet karakteriseret, men først den 10. januar 1850 blev virkelig kaptajn, kommandoen over 3. Linjebataljons 2. kompagni. 

Den 25. juli 1850 dannede hans kompagni under fremrykningen over Bøgmose 3. Linjebataljons højre fløj, men blev skilt fra resten af bataljonen og omsider nødsaget til at gå tilbage for en overlegen modstander. Under retræten, ved hvilken kompagniet, understøttet af to kompagnier af 1. Forstærkningsbataljon under kaptajn Sperling, i nogen tid hævdede sin stilling lige udenfor Bøgholt, faldt Baggesen, ramt af en kugle i hjertet. Hans hustru, Frederikke Dorthea Charlotte Elisabeth, født Ellertsen, hvis fader var grosserer i København, overlevede ham med to døtre.

Baggesen var en høj, rank skikkelse med et vindende udvortes og var på grund af sin ligefremhed og hjertensgodhed meget afholdt af venner og undergivne. I sit hjem var han en omhyggelig og kærlig familiefader, i tjenesten en dygtig soldat og en brav kammerat.

Kaptajn ved 3. Linjeinfanteribataljon Carl Harald Baggesen (søn af landsoverretsprokurator Herman B. og Kirstine Petersen), født 7. december 1817 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 4. november 1840 i København (Garnisons) med Frederikke Dorothea Charlotte Elisabeth Ellertsen (datter af købmand Frederik E. og Carolina Lindenfels), født 9. november 1819 i Högs församling, Malmöhus län, Sverige, død 5. december 1857 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to døtre på 6 og 8 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1519-1521.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Carl Leonard Roos (1821-1864)

var født den 26. november 1821 i Stockholm. Om hans tidligere liv haves ingen oplysninger. Det vides, at han blev sergent den 16. november 1838 ved det svenske Lifbeväringsregemente. Den 30. september 1839 blev han elev på militærlæroverket på Gotland og tog den 13. maj 1843 linjeofficerseksamen. Den 10. januar 1846 fik han afsked fra Lifbeväringsregementet.

Han deltog som frivillig i den første slesvigske krig med hæder, idet han først som menig, senere som sergent stod ved 12. Linjeinfanteribataljons 4. kompagni fra 28. juni til 30. august 1848 og ved 2. Forstærkningsbataljon fra 30. maj til 30. august 1849. 

Efter at have været i dansk tjeneste ansattes han ved det svenske toldvæsen. Den 16. maj 1851 fik han underløjtnants rang, hæder og værdighed. Det var dog kun en titel, thi som officer har han aldrig gjort tjeneste i den svenske hær. 1851 blev han gift med friherreinde Anna Christina Ottilia von Vegesack (1821-58). Det formenes, at det er hendes slægt, der har skaffet ham forannævnte officerstitel. Ingen af de efterlevende frivillige svenske officerer fra 1848-50 har kendt noget til Roos. Den svenske adelige slægt Roos tilhørte han ikke. I familien Vegesacks stamtavle er han lige nævnt som underløjtnant Carl Leonard Roos uden videre oplysninger.

Den 19. marts 1864 antoges han af det danske krigsministerium atter til tjeneste som sekondløjtnant og ansattes ved 20. Regiment i Fredericia. Han fulgte med regimentet til Dybbøl, hvor han den 18. april fandt heltedøden, idet han faldt under 8. Brigades storm. Preusserne udleverede liget i Sønderborg, men da 20. Regiment straks efter kampen var overført til Fyn for at reorganiseres efter det store mandefald, var der ingen dér, som kendte den kraftigt byggede officer med det store fuldskæg. Han blev derfor fotograferet, og således oplystes det senere, at det var Roos.

Han var en godmodig, ikke særlig livlig mand. Udtalelser fra hans foresatte går ud på, at han har opfyldt sine pligter med punktlighed og akkuratesse, og at hans forhold i enhver henseende var rosværdigt. Han blev den 19. april begravet på Sønderborg Kirkegård, hvor en granitsten med marmorplade bevarer navnet Roos for efterverdenen tillige med navnene på tre andre svenske frivillige: Sergent L.A. Lundström, korporal G.R. Göransson, den første af de faldne svenske frivillige, og menig P.C. Lindblad.

Mindestenen over blandt andre sekondløjtnant Roos blev rejst i 1926.

Stenen står over for ejendommen Langdamgård, Grønnekærvej 8, Dybbøl.

På monumentet over de skandinaviske frivillige i Kastellet

ses også sekondløjtnant Roos' navn.

Svensk frivillig sekondløjtnant ved 20. Infanteriregiment Carl Leonard Roos, født 26. november 1821 i Stockholm, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 19. april mellem skanse III og IV på Dybbøl Banke. Gift 23. november 1851 i Stockholm (Adolf Fredrik) med Anna Christina Ottilia friherrinna von Vegesack (datter af kaptajn Didrik Ulrik friherre von V. og Anna Helena Brissman), født 10. juni 1821 i Sverige, død 13. december 1858 i Sverige. – Der er intet oplyst om eventuelle børn i ægteskabet.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 175-176

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Kaptajn Georg Frederik Sophus Falkenberg (1811-1850)

søn af oberst Georg Frederik Krogh Falkenberg og hustru Anna Sophie, født Pahl, blev født den 19. februar 1811 i Kalundborg, hvor hans fader dengang lå i kantonnement som kaptajn ved 2. jyske Infanteriregiment. Kort efter sin fødsel blev han indskrevet ved Landkadetkorpset, hvor han den 1. januar 1826 indtrådte som virkelig kadet. Femårsdagen herefter blev han efter at have bestået officerseksamen sekondløjtnant à la suite ved 2. jydske Regiment, men forblev som kommandersergent ved Kadetkorpset indtil den 28. juli så., da han med anciennitet fra 6. juni 1829 afgik til regimentet, hvor faderen endnu i nogle år tjente sammen med sønnen.

Denne blev den 22. januar 1839 premierløjtnant og overgik i 1842 til den af 2. jydske Regiment dannede 9. Linjebataljon, med hvilken han rykkede ud 1848 og blandt andet deltog i slaget ved Slesvig. I august måned s.å. kom han som kompagnikommandør til 1. Bataljon danske Frivillige og efter dennes opløsning til 1. Revervebataljon. Den 22. januar 1849 blev han kaptajn og fremhævedes s.å. i rapporten for sin deltagelse i affæren ved Avnbøl den 5. april. Han faldt den 25. juli 1850 i spidsen for sit kompagni, der hørte til 2. Divisions, af oberstlientenant Henckel kommanderede hovedreserve, da denne gik frem for at fordrive fjenden fra Øvre Stolk. Hans lig blev bragt til Flensborg og der bisat den 28. juli, men senere ført til København og begravet på Assistens Kirkegård.

Falkenberg omfattede med liv og lyst sin militære stilling, hvortil han til trods for et noget uanseligt ydre havde fortrinlige anlæg, navnlig i praktisk retning. Skydning var hans yndlingsfag, og han hjembragte ikke sjældent præmier fra officerernes skydeforening på Enighedsværn, ligesom han, da han rykkede ud, medførte sin riffel, som han oftere fandt lejlighed til at bruge. Som kammerat var han på grund af sin livlige og elskværdige karakter lige så afholdt, som han på grund af sin samvittighedsfuldhed og duelighed var skattet af sine foresatte. Han var gift med en datter af oberst i Livjægerkorpset C.C.N. Tronier, Andrea Cecilie, der overlevede ham, men uden børn.

Kaptajn ved 1. Reservebataljon Georg Frederik Sophus Falkenberg (søn af oberst Georg Frederik Krogh F. og Anna Sophie Pahl), født 19. februar 1811 i Kalundborg, faldet 25. juli 1850 ved Isted, bisat 28. juli fra Flensburg, begravet på Assistens kirkegård i København. Gift 3. marts 1849 i København (Garnisons) med Andrea Cecilie Tronier (datter af oberst Wulf Veit Christoph T. og Cathrine Marie Lindbom), født 8. oktober 1815 i København (Garnisons), død 4. maj 1863 i København (Frue). – Ægteskabet var barnløst.

Han blev gravlagt i svigerforældrenes gravsted på Assistens. Dette gravsted eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1518-1519.

Kaptajn Wilhelm Heinrich August Kranold (1818-1850)

blev født den 12. januar 1818 i Itzehoe, hvor hans fader, cand.theol. W.H.O. Kranold – gift med Louise Wilhelmine Dreessen – var lærer og institutbestyrer. Fra sin tidligste ungdom følte han lyst til soldaterstanden, og da en ansøgning om en friplads for ham på Landkadetakademiet blev afslået, lod han sig 15 år gammel hverve ved Livregiment lette Dragoner, der havde garnison i hans fødeby. Forfremmet til korporal ved første vakance, gjorde han tjeneste ved regimentet indtil foråret 1836, da han med bibeholdelse af lønning m.v. erholdt orlov til København for at forberede sig til den kongelige militære højskole. Kong Frederik VI tilstod ham nu de nødvendige midler til, at han kunne frekventere professor Mariboes institut, og i oktober 1838 bestod han med ære adgangseksamen, indtrådte som elev i højskolens yngste afdeling og udnævntes som sådan til sekondløjtnant à la suite i Artilleriet uden anciennitet. Som følge af en langvarig sygdom absolverede han først 1842 oprykningseksamen, hvornæst han erholdt tilladelse til at indtræde som generalstabselev i ældste afdeling. 1844 bestod han afgangseksamen, fik nu tillagt sekondløjtnants anciennitet fra 1. november 1840 og udnævntes den 1. december 1845 til premierløjtnant à la suite i Artilleriet med anciennitet fra 1. august 1844.

Han havde netop gennemgået den befalede praktiske uddannelse ved våbnene og ved selve Generalstaben, da han i april 1848 beordredes til at afgå til arméen. Her ansattes han først som adjudant ved avantgarden for siden i samme egenskab at gå over til den under Olaf Rye ny formerede 3. Brigade. I en indstilling af 10. juli s.å. udtaler Rye, at Kranold, der havde deltaget i slaget ved Slesvig samt affærerne i Sundeved den 28. maj og den 5. juni, stedse har vist glimrende mod, ligesom hans udviste dygtighed ved alle lejligheder fortjener anerkendelse. Den 17. juli blev han udnævnt til kaptajn af 2. klasse og adjoint i Generalstaben, hvorhos han den påfølgende 13. september hædredes med Dannebrogsordenens Ridderkors. Efter den tidligere 3. Brigades opløsning kom han med oberst Rye til 2. Brigade, senere til 6. Brigade og atter som stabschef tilbage til 2. – der nu kommanderedes af oberst Wickede, senere af oberst Thestrup – samtidigt med, at han den 20. februar 1849 udnævntes til kaptajn af 1. klasse. Som stabschef tog han virksom del i ekspeditionen i Sundeved fra 3. til 7. april, men forblev resten af felttoget 1849 på Als. Om efteråret ansattes han som ældste adjudant ved den etablerede generalkommando på Als, men blev i december 1849 atter ansat som stabschef ved 2. Brigade, denne gang under oberst Baggesen. I denne stilling faldt han den 25. juli 1850, ramt af en kugle i brystet ved indgangen til Øvre Stolk, da han sprængte tilbage til byen for at skaffe oplysning om anledningen til den dersteds begyndte skydning.

Hans støv hviler på Ulkebøl Kirkegård ved siden af svenskeren Leijonhufvuds grav på en plet, han under sit lange ophold på øen selv havde udsøgt sig. Ved Kranolds tidlige bortgang mistede hæren en officer, der – ved de betydelige anlæg, den alvor og energi, han ikke blot ved videnskabelige sysler eller den daglige tjeneste, men ikke mindst i den fjendtlige ild havde lagt for dagen — sikkert, hvis det havde været forundt ham at leve, ville have erhvervet sig en fremragende plads i dens rækker.

Den 10. juli 1850 havde han ægtet Albertine Julie Darre, datter af den allerede dengang afdøde major H. Chr. Darre.

Kaptajn ved 2. Infanteribrigade Wilhelm Heinrich August Kranold (søn af institutbestyrer, cand.theol. Wilhelm Heinrich Otto Immanuel K. og Louise Wilhelmine Dreesen), født 12. januar 1818 i Itzehoe, Holsten, faldet 25. juli 1850 ved Øvre Stolk, begravet 28. juli på Ulkebøl Kirkegård. Gift 10. juli 1850 i Holbæk med Albertine Julie Darre (datter af major Hans Michael Christian D. og Emilie Charlotte Juncker), født 1. maj 1821 i København (Garnisons), død 24. august 1892 i København (Garnisons). – Ægteskabet var barnløst.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1515-1518. (Gengivet her)

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 166-167.

Dansk biografisk Leksikon