Han var, alt mens han gennemgik akademiet, alvorlig og mere moden end kammeraterne. Han havde strenge begreber om sine kaldspligter og så medlidende ned på sine samtidige, når disse i deres ungdommelighed spøgede med noget, der vedrørte tjenesten. Han var praktisk dygtig, og alle holdt af ham.
Om hans deltagelse i kampen den 18. april udtaler en ham nært stående, at hans sidste ord, henvendt til fanebæreren, var: ”Giv mig fanen [kvartermærket som dengang var et Dannebrogsflag] og brug De Deres gevær”. Med kvartermærket i venstre hånd og den dragne sabel i højre hånd stormede han frem med sit regiment. Kort efter såredes han af en kugle i venstre side. Ambulancebærerne, der førte ham bort, blev begge sårede, og Saande faldt i fjendehånd. Han døde samme dag og er vistnok begravet i en af fællesgravene på Dybbøl. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen på hin sørgelige dag.
Sekondløjtnant ved 9. Infanteriregiment Frederik Harald Christian Saande (søn af overkommandersergent Jørgen Olsen S. og Marie Nielsen), født 25. maj 1839 i Helsingør (Mariæ), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet i en af fællesgravene på Dybbøl Banke. Ugift.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 182-183.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar