Oberstløjtnant Niels Gotfred Saurbrey (1795-1851)

blev født den 29. november 1795 på gården Meulenborg ved Helsingør. Hans fader var handelsbogholder Ernst Nicolaj Saurbrey. Endnu som dreng ytrede den afdøde en uimodståelig lyst til militærstanden og blev i 1810 ansat som frikorporal, og da man senere indlemmede disse i Landkadetkorpset, ansattes han i dette og blev 1813 sekondløjtnant i daværende Prins Christians Regiment, fra hvilket han senere forsattes til Kavaleriet til 4. Dragonregiment, i hvilket han forblev til sin død. Han forfremmedes i 1824 til premierløjtnant og regimentsadjudant, og blev i denne egenskab forstander for eksercerskolen i Næstved. I 1830 blev han sekondritmester, 1848 major og 1849 oberstløjtnant med anciennitet; 1834 Ridder af Dannebrog og 1848 Dannebrogsmand. 

I felttoget 1848 tog han del som eskadronschef. I 1849 var han som chef for 3. Kavaleridivision emd i fægtningen ved Ullerup den 6. april. I slaget ved Isted tog også Saurbrey del som chef for 4. Dragonregiment. Hans hest blev skudt under ham ved Øvre Stolk, og han blev nødsaget til at overgive sig til to fjendtlige officerer, men hans fangenskab varede kun kort, da disse få øjeblikke efter erklærede sig for hans fanger. 

Kort efter nytår 1851 blev han angrebet af en heftig nervefeber og måtte ty til lazarettet på Gottorp, og endnu ikke helbredt droges han af en ubetvingelig længsel efter sit hjem og sin familie. Han ankom syg og afkræftet til Næstved og døde efter omtrent tre uger den 11. marts 1851. De fra regimentet for længst udtjente og afgåede mandskaber, skønt flere mile borte, mødte på begravelsesdagen for at gøre deres tidligere elskede chef den sidste ære ved at bære ham til hans hvilested. Han efterlod en enke og flere børn.

Oberstløjtnant ved 4. Dragonregiment Niels Gotfred Saurbrey (søn af teglværksfabrikant Ernst Nicolaj S. og Ane Cathrine Hansen), født 29. november 1795 på Meulenborg, Tikøb sogn, Frederiksborg amt, død 13. marts 1851 i Næstved (Mortens), begravet 17. marts på Næstved kirkegård. Gift 1. gang 6. marts 1823 i Næstved (Peders) med Kirstine Marie Buch, født 24. august 1785, død 10. september 1823 i Næstved (Mortens) (gift 1. gang 1807 med proprietær, exam.jur. Johan Henrik Neergaard, 1771-1817). Gift 2. gang ca. 1827 med Valdeline Christine Elisabeth Sebbelow (datter af koffardikaptajn Benjamin S. og Frederikke Flor), født 23. februar 1799 i København (Nikolaj), død 24. august 1839 i Vordingborg. Gift 3. gang 30. oktober 1840 i København (Garnisons) med Marie Anine Elisabeth Zinck (datter af kgl. skuespiller Johan Georg Christoffer Z. og Marie Elisabeth Thomsen), født 23. september 1816 i København (Hof og Slots), død 6. april 1891 på Frederiksberg. – Han efterlod fem sønner og to døtre i alderen 11-27 år.

Kilder og henvisninger:

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 171.

Ritmester Johannes Friedrich von Holler (1803-1850)

Holler blev optaget på Landkadetakademiet og afsluttede sin officersuddannelse i 1821, da han blev sekondløjtnant ved Livregimentet lette Dragoner, foreløbig dog à la suite og trådte først i nummer i 1829. Premierløjtnant 1838 og det følgende år ansat som distriktsofficer ved det holstenske grænsegendarmeri, konstitueret kommandør 1841. Mens han opholdt sig i Holstein var han ejer af hovedgården Bleikdorf ved Süsel.

Ritmester af 2. kl. ved 3. Dragonregiment 1842, af 1. kl. 1848 og opnåede få uger før sin død majors karakter. Han blev såret i slaget ved Isted og modtog senere samme år Ridderkorset. Hollers dødsannonce blev indrykket af major Lichtenstein, der skrev at ”vedholdende anstrengelser og savn kastede ham [Holler] på sygelejet og fjernede ham fra kampmarken”.

Major Hollers navn står på mindetavlen i 

Aarhus Domkirke.

Ritmester ved 3. Dragonregiment Johannes Friedrich von Holler, født 1803 i Rendsburg, død 7. december 1850 i Aarhus (Domsogn), begravet 12. december på Søndre kirkegård i Aarhus. Gift ca. 1830 med Lætitia Hennings (datter af regeringsadvokat, justitiarius Christian Wilhelm Carl Hennings og Christine Margrethe Wittrock), født 20. februar 1809 i Itzehoe, død 6. september 1841 i Süsel, Holstein. - Han efterlod to døtre og en søn i alderen 15-19 år.

Hans gravsted på Søndre Kirkegård i Aarhus eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Jens Chr. Jensen: Ritmester Johannes von Holler til Bleikdorf ved Itzehoe, 1803-1850. I: Våbenhistorisk tidsskrift 1915, nr. 6, s. 6-14.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Harald Schau (1829-1851)

Blandt syv brødre var Harald Schau den eneste, der blev sat i den lærde skole. Det skete da han som 13-årig begyndte på Sorø Akademi, hvor han i 1848 tog sin studentereksamen. Planen var vist at studere teologi på Københavns Universitet, men krigsudbruddet samme år ændrede hans planer. Han meldte sig som frivillig og blev i løbet af det første krigsår overjæger ved 1. Jægerkorps. Under våbenhvilen gennemgik han en kommandoskole og blev i foråret 1849 udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Den 25. august 1850 blev han forsat til linjen med anciennitet fra 1. november 1849. I vinteren 1850 blev Schau smittet med tyfus og døde på lazarettet i Schleswig den 13. januar 1851.

Sekondløjtnant ved 1. Jægerkorps Harald Schau (søn af oberstløjtnant Hans S. og Dorothea Cathrine Bojesen), født 29. marts 1829 i Odense (Hans), død 13. januar 1851 på Schleswig lazaret, begravet 18. januar på Michaëlis kirkegård i Schleswig. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker

Oberst Laurits Rasmus Svitzer Schow (1791-1850)

Schow blev frikorporal og kom derfra til Landkadetakademiet, hvor han gennemførte sin officersuddannelse og blev sekondløjtnant ved 1. jyske Infanteriregiment i 1811, premierløjtnant 1818 og kaptajn 1829. Det følgende år blev han kaptajnvagtmester ved Københavns Fæstning og pladsmajor i 1842. I det første krigsår blev han udnævnt til oberstløjtnant den 17. juli 1848 og blev 1. marts 1849 kommandør for 2. Reservebataljon. Samme år fik han obersts karakter. Han døde af et apoplektisk anfald på Augustenborg den 23. juli 1850, få dage før det afgørende slag ved Isted.

Oberst ved 2. Reservebataljon Laurits Rasmus Svitzer Schow (søn af sognepræst Peter Neergaard S. og Nicoline Jacobine Josine Svitzer), født 29. december 1791 i Ørslev sogn (Vester Flakkebjerg herred), Sorø amt, død 23. juli 1850 på Augustenborg lazaret, begravet 29. juli på Augustenborg kirkegård. Gift 24. november 1815 i Aarhus (Domsogn) med Marie Kirstine Holbech (datter af købmand Rasmus H. og Anne Johanne Samsøe), døbt 9. november 1791 i Aarhus (Domsogn), død 23. februar 1862 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to sønner og en datter i alderen 26-34 år.

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker

Oberst Johan Hieronymus Kirchhoff (1797-1850)

Johan Hieronymus Kirchhoff er født i København den 9. september 1797. Hans forældre var generalløjtnant Kirchhoff, førstedeputeret i Generalkommissariatskollegiet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, og Eleonore Christine Kirchhoff, født Humble. Bestemt til militærstanden indtrådte han i sit 13. år som frikorporal i det daværende Sjællandske Rytterregiment, men da forandringen med frikorporalerne skete og disse overgik til landkadetterne, blev Kirchhoff kongelig landkadet indtil sidst i 1813, da han underkastede sig den befalede officerseksamen og ansattes som sekondløjtnant ved Den kongelige Livgarde til fods den 24. december samme år. I året 1817 udnævntes Kirchhoff til kammerjunker, den 6. november 1824 til premierløjtnant og 1825 til adjudant i ovennævnte garde. Den 1. november 1828 benådedes han med af kong Frederik VI med Ridderkorset af Dannebrog. Den 24. september 1831 udnævntes han til kaptajn og den 8. november 1847 til major.

I året 1830 indtrådte Kirchhoff i ægteskab med jomfru Christiane Edle Simonsen.

I felttoget 1848 bivånede Kirchhoff slaget ved Slesvig den 23. april, hvor Garden henhørte til reserven på Gottorp – bestående af førstnævnte, 13. Bataljon og to eskadroner – under kommando af oberst Juel af Infanteriet. Men med undtagelse af 13. Bataljon, der sendtes avantgarden til undsætning, tog reserven ingen synderlig del i dette blodige slag. Hen imod aften forlod Garden Gottorp Slot, hvor kun en ubetydelig fægtning havde fundet sted. Fjenden vovede ikke at trænge frem på dæmningerne, endskønt de af vores ingeniører udlagte fladderminer ikke havde spillet, fordi krudtet var blevet fugtigt. En kanondeling som først havde været ved avantgarden og derefter var trukket ind i Gottorp, havde chargeret imod Friederichsberg; espingolerne – der bestod af 16 pjecer og var placeret på Gottorp under oberst Juels kommando – havde kun haft lejlighed til at afskyde ét rør. Et fjendtligt batteri af insurgenterne på seks pjecer havde beskudt slottet fra højden ved Pulvermühle, men uden virkning. Kuglerne prellede af mod slottets gamle mure og rullede hen ad brostenene. Garden sluttede sig til venstre fløj af de øvrige tropper i stillingen ved Taterkrug. Den 31. maj 1848 udnævntes major Kirchhoff til midlertidig kommandør for Livgarden til fods.

I slaget ved Dybbøl den 5. juni erhvervede Garden sig sine første laurbær. Det var efter at fjendens fremstormen var blevet standset ved batterierne på Dybbølbjerg, og hans kolonner så sig nødsaget til at søge dækning i terrænet, at den kommanderende general fandt sig beføjet til at gå angrebsvis til værks. 6. og 8. Bataljon der først rykkede mod nord og øst, kastedes tilbage. Nu gik Garden fra venstre fløj rask frem over det første hegn og 1. Brigade under general Bülow gjorde ligeledes en fremrykning på begge sider af Aabenraa-vejen. Synet af de høje karle med bjørneskindshuerne slog fjenden med skræk. ”Es kommen die Schweden, sie geben keine Pardon!”, skreg preusserne og kastedes nu fra hegn til hegn lige så hurtigt, som de var kommet. Dagen var afgjort, fjenden ved på hele linjen, og forfølgelsen standsedes først ved det frembrydende mørke. Den 13. september 1848 benådedes Kirchhoff med Dannebrogsmændenes Hæderstegn, og den 7. december samme år udnævntes han til oberstløjtnant. I felttoget 1849 henlå Garden på Als.

Vi kommer nu til det tredje og forhåbentlig sidste felttog i den slesvigske krig, der åbnedes med det blodige slag ved Isted den 25. juli 1850. Som man har set af general Kroghs og oberst Irmingers biografier, var det Garden, 4. Forstærkningsbataljon og to kompagnier af 1. Reservejægerkorps, der dannede teten af de fire bataljoner, hvormed Irminger sprængte det fjendtlige centrum, ligesom også Garden kækt forsvarede de tre fjendtlige kanoner, der ved denne lejlighed faldt i vore hænder, mod et fjendtligt kavaleriangreb.

Den 6. oktober 1850 fik Kirchhoff obersts karakter. Felttogets strabadser havde imidlertid nedbrudt Kirchhoffs helbred, så meget mere som hans tjenesteiver og nidkærhed ikke tillod ham at pålægge sig den mindste skånsel. Han afgik ved døden den 24. november 1850, beklaget og savnet af hans samtlige undergivne.

Oberst ved Livgarden til fods Johan Hieronymus Kirchhoff (søn af generalmajor Johan Hieronymus K. og Eleonore Christine Humble), døbt 9. september 1797 i København (Fødselsstiftelsen), død 24. november 1850 på Gottorp lazaret, begravet 10. december på Garnisons Kirkegård i København. Gift 4. september 1830 i København (Garnisons) med Christiane Elly Simonsen (datter af dugmager Johan S. og Christiane Bruun), født 18. august 1800 i København (Garnisons), død 20. december 1847 i København (Garnisons). - Han efterlod sig tre voksne børn i alderen 26-35 år. Den ældste fyldte 35 samme dag, som faderen døde.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 62-63.

Sekondløjtnant Georg Christian Tronier (1822-1848)

blev født den 24. september 1822, søn af endnu levende forældre, krigskancellisekretær og forhenværende materialskriver ved Kronborg fæstning Georg Christian Tronier (født 2. juli 1777, søn af en indvandret franskmand) og Sophie Frederikke, født Weltzing (født 13. september 1779, først gift med cand.jur. Engelbreth Hesselberg, hvis fader var generalkrigskommissær og juridisk embedsmand i Vestindien). Efter at han i nogen tid havde været volontør i Det kongelige Rentekammer, lod han sig af lyst til det militære i året 1842 ansætte som frivillig ved krigsreserven, hvor han gennemgik alle grader som menig, underofficer og sergent, indtil det lykkedes ham under 13. januar 1844 at blive allernådigst udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og forstærkning, dog uden gage; og blev han da ansat ved den 3. Linjebataljon, hvor han i over to år gjorde tjeneste til sine foresattes tilfredshed; han blev dog i august 1847 allernådigst tillagt sekondløjtnants gage og ansat til tjeneste ved 7. Bataljon. 

Under alt dette var han vedblevet sin stilling i Rentekammeret, hvor han ved korttegning erhvervede sit underhold. I foråret 1848 drog også han med sin bataljon i felten og deltog i affærerne ved Bov og Flensborg og Slesvig, uden at blive truffet af de fjendtlige kugler; men en ved feltlivets anstrengelser pådraget stærk forkølelse var årsag i at han i juni måned blev bragt syg her tilbage. Han lå i nogen tid paa lazarettet i Klampenborg, men da sygdommen tiltog, blev han flyttet her til staden, hvor han til sidst døde paa Garnisonshospitalet den 16. december af svindsot.

De afdøde har fire efterlevende brødre, hvoraf de to ligeledes har gjort tjeneste under krigen, den ene for tiden depotforvalter i Odense, den anden som frivillig soldat.

Sekondløjtnant ved 7. Linjeinfanteribataljon Georg Christian Tronier (søn af told- og konsumtionsbetjent Georg Christian T. og Sophie Welsing), født 24. september 1822 i København (Holmens), død 16. december 1848 på Garnisonshospitalet i København, begravet 21. december på Garnisons kirkegård. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 470-472.

Premierløjtnant Ove Wilhelm Høegh-Guldberg (1807-1848)

Premierløjtnant ved det 6. Dragonregiment Ove Wilhelm Høegh-Guldberg, død ved arméen i Jylland den 13. august 1848.  Han var født 1807, eneste søn af generalløjtnant, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, C. Høegh-Guldberg, og hustru Anna Dorothea, f. Munthe af Morgenstierne; blev sekondløjtnant 15. december 1827, premierløjtnant 10. januar 1836. Hans død blev anmeldt ved følgende tvende bekendtgørelser i den Berlingske Tidende, der tilstrækkeligt vidner om den agtelse og kærlighed han nød i sin kreds:

”Søndagen d. 13. august bortkaldtes Ove Høegh-Guldberg, premierløjtnant i det 6. Dragonregiment, ved en pludselig død; hans kammerater tabte i ham en trofast ven, der stedse vil blive dem i kær erindring, staten en dygtig og kæk officer, hvem æren var alt. Ved mod i kampen, venlighed i omgang, erhvervede han sig alles agtelse, der havde lejlighed til at komme i berørelse med ham. Fred med hans minde! Skovbølling, den 19. august 1848. Den afdødes regimentskammerater”.

”Ove Høegh-Guldberg, premierløjtnant i 6. Dragonregiment, er ved døden afgået ved arméen i Jylland. Pligtens opfyldelse og æren var hans mål her på jorden; han var en trofast ven, en samvittighedsfuld foresat, og han vil stedse mindes med agtelse og kærlighed af sine efterladte kammerater. Nogle ældre og yngre kammerater”.

Ifølge samme tidende stededes lørdagen den 19. august de jordiske levninger af den afdøde til hvile på Jelling Kirkegård med fuld militær honnør. Efter at pastor Helweg i en skøn tale havde vist den hedengangnes værd som kriger for den danske sag, hvorfor han og stod paa listen blandt dem der mulig skulle hædres, udbares liget af seminariebygningen af officerer til kirkegården, hvor jordpåkastelsen foretoges. I følget sås prinsen af Glücksborg, kavaleriets brigadekommandør og samtlige officerer og militærpersoner fra de omliggende kantonnementer, hvilke tjenesten tillod at give møde. 

Hans fader har i samme tidende indrykket følgende mindeord over sin søn: 

”Ove Vilhelm Høegh-Guldberg, død 13. august 1848. Dersom et menneske skulle ved slutningen af sin jordiske bane fremlægge så kraftige vidnesbyrd for værdien af sit tilendebragte liv, at end ikke graven måtte modtage ham i sit skød, førend hans berettigelse var – efter menneskelig målestok – erkendt, såvel til en forhøjet virksomhed i dette liv, som til den langt højere hinside urnen; da måtte ogsaa graven venligt åbne sig for dig, min tabte søn!

Thi hvil da blødt i dit stille kammer på Jelling Kirkegård; hvil blødt med dine nedbøjede forældres bedste velsignelse; hvil blødt, så vist som vægtige er de enstemmige vidnesbyrd: at du var en dygtig og kæk kriger, hvem æren var alt; at du var en trofast ven og i besiddelse af alles agtelse, der kom i berørelse med dig.

På dine vegne, min forstummede søn, takker jeg derfor af hjertets fylde: Både dem der kæmpede med dig under et banner, nærmest måtte kende dig og offentligt udtalte hin vidnesbyrd! Og de mange der ved at følge dine sidste, i graven forsvindende spor, hædrede dit minde! Også ham, den præstelige mand, der, idet han indviede dig til gravens fred lydeligt udtalte dit værd som kriger for den danske sag.

Men lad mig endnu tilføje, at som du var konge og fædreland tro, så var der ej heller svig i dig; ærligt var dit håndslag, og kærlig var du som søn og broder. Hvor ofte havde du dog sværmet for, at det engang måtte blive din lod at dø den skønne død for fædrelandet; og stred du end tappert ved Dannevirke – kunne ingen kugle finde dig; først senere, da dødens kolde hånd lammende berørte dig, søgte din frigjorte ånd til Ham, den milde dommer hist oppe!

O, fred min højtelskede søn, over din brudte stav! Chr. Høegh-Guldberg”.

Premierløjtnant ved 6. Dragonregiment Ove Wilhelm Høegh-Guldberg (søn af generalløjtnant Christian H.-G. og Anna Dorothea von Munthe af Morgenstierne), født 14. maj 1807 i Warleberg, Schleswig, død 13. august 1848 i Skovbølling, Jelling sogn, Vejle amt, begravet 19. august på Jelling kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 205-207.

Kaptajn Christian Frederik Frisenberg (1790-1848)

Kaptajn i arméen Christian Frederik Frisenberg, død d. 24. maj 1848. Han var født d. 15. marts 1790 i landsbyen Sejstrup i Højslev sogn, Fjends herred, Viborg amt, hvor faderen, Jakob Johannes Frisenberg, der havde taget kirurgisk eksamen, men efter at have giftet sig penge til foretrak landlivet for lægestanden, da boede som landmand; moderen var datter af en kancelliråd Lerche, i sin tid borgmester og byfoged i Nyborg. Var ikke oprindelig bestemt for militærstanden, men havde lært bogtrykkerkunsten.

Men hans store lyst til hin stand bragte ham til under krigen med englænderne 1807 at indtræde som frivillig soldat i det 3. jyske Infanteriregiment, hvor han oprykkede til underofficer og som sådan tjente i to år. Senere lykkedes det ham, ved understøttelse af en ældre søster, at gennemgå og tage eksamen ved Landkadetakademiet, og blev han da ansat som officer i samme regiment, ved hvilket han i det hele tjente i 31 år. Han deltog i felttoget i 1813, var med i træfningerne ved Bornhöved og Sehested, og var senere med det danske troppekontingent i tre år i Frankrig. Ved arméens forandrede organisation i året 1842 afgik han, som da var kompagnichef, på grund af hæftig gigtsvaghed, med pension.

Men da han i det sidste par år havde haft bedre helbred, fulgte han ved nærværende krigs udbrud atter sit kald og søgte ansættelse i arméen, hvilken tildeltes ham ved 12. Bataljon. Dog kom han ikke til at tage virksom del i krigen, da han først to dage efter slaget ved Slesvig ankom til sin post på Als. Her døde han på ovennævnte dag af en brystbetændelse, som var fremkaldt ved de anstrengelser krigen medførte, og navnlig ved flere nætters bivuakering under åben himmel.

Han var siden 1838 gift med frøken Marie Elisabeth Hauch, der overlever ham som enke med tre små pigebørn.

Kaptajn ved 12. Linjeinfanteribataljon Christian Frederik Frisenberg (søn af landmand, kirurg Jacob Johannes F. og Anne Margrethe Lerche), døbt 15. marts 1790 i Sejstrup, Højslev sogn, Viborg amt, død 24. maj 1848 på Augustenborg lazaret, begravet 1. juni på Ketting kirkegård. Gift 16. september 1838 i Thyregod med Elisabeth Marie Hauch (datter af proprietær Peter Tetens H. og Hedevig Marie Speitzer), født 3. oktober 1814 på Hastrup, Thyregod sogn, Vejle amt, død 26. november 1871 i Viborg (Søndersogn). – Han efterlod sig tre døtre i alderen 2-8 år.

Kilder og henvisninger:

Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 72-73

Sekondløjtnant Eduard Nyborg Lassen (1815-1849)

var en søn af daværende fuldmægtig på stiftskontoiret i Aalborg, senere rådmand og stiftsrevisor sammesteds A.N. Lassen, og var født i København den 26. september 1815. Ved faderens død 1821 toges han til plejesøn af grevinde [skal være komtesse] Juliane Vedel-Jarlsberg, hos hvem han fik sin første undervisning, hvorefter han i sit 13. år indsattes i Aarhus Katedralskole og derfra i efteråret 1834 dimitteredes til universitetet. I begyndelsen studerede han ivrigt filologi, men opgav i 1838 dette studium og beskæftigede sig derefter og indtil krigens begyndelse med studiet af dansk sprog og dansk litteraturhistorie. 

Efter krigens udbrud meldte han sig som frivillig og deltog som korporal ved 12. Bataljon i affærerne i det sundevedske; han gennemgik derpå en 6 ugers kommandoskole i København og blev under 1. september 1848 udnævnt til sekondløjtnant i krigsreserven. Efter eget ønske blev han forsat til 7. Linjebataljon, ved hvilken han om vinteren ledede undervisningen i underofficerskolen, og med denne bataljon deltog han i felttoget 1849 og således også i slaget ved Fredericia. To gange var bataljonen, der stormede Trelde-skansen, kastet tilbage, da officererne for at indgyde mandskabet mod satte sig i spidsen for angrebskolonnen; truffet i panden af en geværkugle, der trængte ind i hjernen, segnede Lassen til jorden. Han bragtes til Bogense lazaret, hvor han udåndede den 8. juli.

Lassen var elsket af kammeraterne i bataljonen, hvis særdeles agtelse og tillid han ved sit mod og sin tapperhed i alle affærer, sit gode, praktiske blik og sin moralske vandel havde vidst at vinde.

Mindestenen over 40 danske krigere fra begge slesvigske krige 

blev rejst i 1909 på Søndre Kirkegård i Aarhus. 

Denne kirkegård blev stort set sløjfet i forbindelse med 

rådhusbyggeriet få årtier senere, og i dag er kun enkelte 

historiske gravsten placeret i Rådhusparken sydligste ende

Sekondløjtnant ved 7. Linjeinfanteribataljon Eduard Nyborg Lassen (søn af stiftsfuldmægtig Asmus Nyborg L. og Christence Hauch Praëm), født 26. september 1815 i København (Frue), såret 6. juli 1849 ved Fredericia, død 8. juli på Bogense lazaret, begravet 11. juli på Bogense kirkegård, liget optaget og begravet på Aarhus Søndre kirkegård 12. august. Ugift.

Oplysningen om ligets overførsel til Aarhus fremgår alene af Bogenses hovedministerialbog. Lassens gravsted på Søndre kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1177-1178.

Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 243-246.

Sekondløjtnant Eduard Johannes Lassen (1837-1864)

fødtes den 25. april 1837 på Frederiksberg og var søn af overauditør Lars Christian Lassen, senere inspektør på Fødselsstiftelsen, og hustru Louise Hjorth. 1861 blev Lassen polyteknisk kandidat i anvendt naturvidenskab, hvorefter han fra 1. april til 31. december samme år var assistent ved den polytekniske læreanstalts laboratorium. På sessionen for 1863 blev han udskrevet til infanterist.

Han søgte om uddannelse til reserveofficer og gennemgik fra den 2. februar til den 15. oktober 1863 reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet. Ved sin afgang herfra udnævntes han den til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, ansattes ved 6. Infanteribataljon og rykkede med denne ud, da krigen stod for døren. 

Han faldt den 15. april 1864 under beskydningen af Dybbølstillingen, ramt af en granat, der også ramte hans oppasser. Liget førtes til København og begravedes den 24. april på Frederiksberg Kirkegård.

Lassen var en ualmindelig elskelig karakter og var i højeste grad afholdt af sine medstuderende på Polyteknisk Læreanstalt. Hans væsen var vindende og fornøjeligt. Han var af et hjælpsomt og livligt gemyt, og på aspirantskolen støttede han med råd og dåd de kammerater, der på grund af deres ungdom havde vanskeligt ved at følge med øvelserne. Han var fuld af lune med en udpræget sans for livets små komiske sider, ydmyg i ordets smukkeste forstand og i højeste grad pligtopfyldende.

Mindestenen over løjtnant E.J. Lassen blev rejst i 1938

Stenen står umiddelbart øst for Skanse V, 

ca. 150 meter nord for landevejen

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også løjtnant E.J. Lassens navn

Familien boede i Amaliegade 23, København,

men havde familiegravsted på Frederiksberg

Sekondløjtnant ved 6. Infanteriregiment Eduard Johannes Lassen (søn af regimentskvartermester Lars Christian L. og Sophie Louise Frederikke Hjorth), født 25. april 1837 på Frederiksberg, faldet 15. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Frederiksberg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 127.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Sekondløjtnant Georg Vilhelm Eichmüller (1808-1849)

blev født i København den 9. november 1808. Hans fader, der var kommandersergent, bestemte ham tidligt for militærstanden og satte ham i garnisonsskolen. Efter sin konfirmation gennemgik han undervisningsanstalten for underofficerer og spillemænd og afgik derfra med præmie ”som bevis på direktionens tilfredshed med hans udmærkede flid og gode opførsel”. Han blev derefter i 1824 ansat som hoboist, først ved Prins Christians Regiment og senere ved 2. Brigades musikkorps og modtog efterhånden tegnene for 8, 16 og 20 års tjeneste. Den 28. juni 1845 benådedes han med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

I året 1840 stiftede han pensions- og enkekassen for 2. Brigades musikkorps, og ved afholdelsen af en række koncerter udvirkede han med utrættelig iver, at en grundkapital af 7.000 rdl. blev bragt til veje; denne indstiftelse ophævedes dog atter 1865, da medlemmerne enedes om at dele grundfonden.

Da Eichmüller ved krigens udbrud ønskede at tjene i de kæmpendes rækker, gennemgik han en kort skole og ansattes derefter som kommandersergent ved 1. Reservejægerkorps; den 24. maj 1848 forfremmedes han til sekondløjtnant i krigsreserven. Stedse forblivende ved nævnte jægerkorps og deltagende med dette i dets forskellige kampe, var han en af de første, som faldt i slaget den 6. juli, idet han under stormen på løbegravene ved stranden blev dødeligt såret af et skud i hovedet.

Eichmüller var en ivrig militær, en dygtig musiker, en energisk og kraftig personlighed med et skarpt blik og en let opfattelse; han besad forskellige talenter, havde mange interesser og var afholdt af alle, som kom i berøring med ham.

377 faldne fra udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 

blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Sekondløjtnant ved 1. Reservejægerkorps Georg Wilhelm Eichmüller (søn af sergent Johan Georg Wilhelm E. og Johanne Christine Bülow), født 9. november 1808 i København (Fødselsstiftelsen), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård i Fredericia. Gift 19. juni 1842 i København (Garnisons) med Amalie Eleonore Adolphine Kittendorff (datter af vævermester Johan Adolph Friederich K. og Anna Amalie Elisabeth Kuhn), født 4. marts 1817 i København (Frederiks tyske), død 18. juni 1890 på Frederiksberg. – Han efterlod en 6-årig søn, der døde i januar 1850.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1176-1177.

Sekondløjtnant Hans Peter Larsen (1836-1864)

fødtes den 27. marts 1836 i København og var søn af hoboist i Livgarden Peter Larsen og hustru Anne Marie Madsen. Larsen gik fra 1846-52 i Borgerdydskolen, hvorfra han 1852 tog første del af artium. Den 1. april 1853 blev han elev i højskolens yngste klasse, bestod derefter oprykningseksamen og den 1. april 1855 udnævntes han til sekondløjtnant à la suite i det kongelige ingeniørkorps samt indtrådte som elev i højskolens ældste klasse. Ved afgangseksamen herfra sattes han den 1. april 1857 i nummer ved Ingeniørkorpset med officersanciennetet af 1. april 1853. 

Han ramtes natten mellem den 13. og 14. april af en granat, der bortskød hele hans baghoved. Han var den eneste ingeniørofficer, der i denne langvarige og blodige kamp om Dybbøl måtte hengive sit liv for fædrelandet. Liget førtes til København og jordedes den 21. april på Garnisons Kirkegård.

Angående Larsens død findes følgende beretninger. Brev af 14. april 1864 fra ingeniørløjtnant Otto Larssen til den faldnes enke:

”Jeg opfylder herved en sørgelig pligt, idet jeg meddeler Dem de nærmere omstændigheder ved deres mands, min trofaste vens, endeligt. I går aftes fulgtes vi ad ud i stillingen; han, der havde været hjemme natten i forvejen, for at afløse mig i mit sædvanlige distrikt i følge sit eget tilbud. Efter at være nået fra stranden til midt mellem Skanserne nr. 3 og 4, hvor vi i løbegraven stod side om side i færd med at instruere nogle folk af besætningen om nødvendigheden af en højere jordopkastning for at være dækkede, ramte en pilsnar granat, det pågældende brystværn, så at vi alle faldt om; efter at jeg var kommet til mig selv igen, få øjeblikke efter, kaldte jeg på Larsen, men intet svar; jeg fandt ham da ved siden af mig ramt i hovedet, sandsynligvis af en granatsplint, og øjeblikkelig død. Et par ambulancebærere bar ham da straks til Sønderborg, hvor vor fælles ven, Andreas Müller, så hans lig, inden han blev henbåret til kirken, det fælles hvilested for mange brave kammerater”.

Her fortsættes brevet af løjtnant Larssens broder:

”Min broder, løjtnant Otto Larssen, blev afbrudt ved indtræffende forretninger, hvorfor jeg, efter hans ønske, sender Dem de løse papirer, som forefandtes i Deres elskværdige mands lomme. Min broder bad mig sige Dem, at han ventede, De i et og alt disponerede over ham med hensyn til hans faldne vens ejendele herovre; kort sagt, han ønsker at være Dem til den tjeneste han kan. Vor kære løjtnant Larsen tilbød mig sin seng i aftes kl. 9, da han gik til sit vanskelige og hæderlige arbejde, så det er en taknemlig ven af ham, som har det sørgelige hverv at slutte dette brev. Johan Larssen, frivillig konstabel. Skanse Nr. 6”. 

Brev fra køjtnant Otto Larssen, dateret Sønderborg den 16. april 1864 til den faldnes broder:

”Ved en desværre kun kort skrivelse, som jeg oven i købet ikke fik tid at fuldføre, supplerede jeg for Deres svigerinde den sørgelige efterretning, jeg sendte Dem pr. telegraf. Samtidig virkende i venskabets og fædrelandets tjeneste, fandt Deres broder den hæderligste død. Jeg behøver ikke at beskrive for Dem, hvor dybt vi herovre føler tabet af ham, hvor stærkt et indtryk, det navnlig har gjort på mig, der stod ham nær til det sidste. Hans uforfærdethed og dygtighed under disse forhold ville, som jeg erfarer, have sikret ham en udmærkelse; hans trofaste venskabelighed vil alle ofte og dybt komme til at savne”.

Beretning fra kaptajn Good til Ingeniørkommandoen, dateret Sønderborg den 14. april 1864:

”At udførelsen af de mig underlagte arbejder i nat har krævet som offer en af korpsets flinkeste yngre officerer, sekondløjtnant H. Larsen, er det mig en sørgelig pligt at indmelde. Løjtnanten havde denne nat ledelsen af arbejderne i linjen 1-3; han var i færd med at instruere nogle arbejdere ved det forsænkede kanonplacement til højre for nr. 3, da han blev truffet af en granat, der slog hjerneskallen ind, så at han med en kort rallen opgav ånden. Sekondløjtnant Larsen var en officer, der med høj grad af pålidelighed, orden og omdømme udførte de ham betroede hverv. Han har under Dybbølstillingens belejring haft lejlighed til at udvise det koldblodige mod, der udfordres, for under stærk granatild at ansætte arbejderne og få dem til at virke. Hans heltedød bør knytte hans navn til denne stilling og sikre ham et smukt minde blandt korpsets officerer”.

Endelig skrivelse fra den højstkommanderende ingeniørofficer i Dybbølstillingen til Ingeniørkorpset, dateret Sønderborg den 14. april 1864:

”Som jeg i dag pr. telegram har tilmeldt korpset, er sekondløjtnant H.P. Larsen faldet i nat. Jeg vedlægger kaptajn Goods beretning herom. Den afdøde har under den anstrengende og farefulde tjeneste, som han og hans kammerater har haft i de sidste uger, stedse vist særdeles dygtighed og koldblodigt mod og var som en god og vakker kammerat os alle kær. Under hans flerårige tjeneste under mig havde jeg lært at skatte ham højt. Fr. Dreyer”.

Den 1. juni 1859 ægtede Larsen Eleonore Roedsted, datter af proprietær Carl Roedsted, Bertelslund ved Horsens og hustru Cæcilie Storm fra Gedved Mølle. Hustruen og to børn overlevede ham og i maj måned 1864 fødtes en søn.

Mindestenen over ingeniørløjtnant H.P. Larsen blev rejst i 1926.

Stenen står mellem Skanserne III og IV, 

ca. 175 meter syd for landevejen.

Sekondløjtnant ved Ingeniørkommandoen Hans Peter Larsen (søn af oboist Peder Larsen Lyndbye og Anne Marie Madsen), født 27. marts 1836 i København (Garnisons), faldet natten mellem 13. og 14. april 1864 ved Dybbøl, begravet 21. april på Garnisons kirkegård i København. Gift 1. juni 1859 i København (Garnisons) med Eleonora Christine Roedsted (datter af gårdejer Carl Adolph R. og Cecilie Laugine Storm), født 29. juni 1836 på Lille Borupgård, Kattrup sogn, Skanderborg amt, død 17. november 1865 i København (Garnisons). – Han efterlod en datter og en søn på hhv. 1 og 3 år, og i juli 1864 nedkom enken med deres tredje barn, der blev opkaldt efter faderen.

Hans gravsted på Garnisons kirkegård findes ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 124-126.

Sekondløjtnant Wilhelm August Lorentzen (1810-1849)

fødtes den 18. september 1810 i København. Da han fra barndommen af ytrede lyst til den militære stilling, blev han efter konfirmationen i oktober 1824 ansat som tambur ved Frederik den Sjettes Regiment; den 1. januar 1827 blev han korporal, og han avancerede nu efterhånden gennem de øvrige underofficersgrader og nåede den 1. juli 1834 at blive kommandersergent. Den 1. juli 1842 overgik han fra nævnte regiment til 5. Linjebataljon. Hans gode og tro tjeneste var blevet og blev efterhånden anerkendt på forskellig måde således var der i 1827 givet ham tilladelse til at bære en æresepaulet, den 28. juni 1845 blev han dekoreret med Dannebrogsmændenes Sølvkors, og i 1847 erholdt han hæderstegnet for 20 års tro tjeneste; endelig blev han i 1848 udnævnt til sekondløjtnant og som sådan ansat ved 4. Reservebataljn. 

I 1848 kom han altså ikke til at deltage i nogen fægtning; i 1849 derimod deltog han i de af general Ryes korps leverede træfninger, navnlig i kampene ved Kolding og ved Fredericia. I sidstnævnte slag, da bataljonens 1. kompagni, ved hvilket Lorentzen gjorde tjeneste, rykkede lige løs på redouten øst for Trelde-vejen, mistede kompagniet i et øjeblik 4 officerer og ca. 40 underofficerer og menige; blandt de første var Lorentzen, der her på denne mindeværdige dag hengav et Liv, som altid havde været viet til streng pligtopfyldelse, til troskab mod konge og fædreland.

Han efterlod en enke med en søn.

377 faldne fra udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 

blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Sekondløjtnant ved 4. Reservebataljon Wilhelm August Lorentzen (søn af ugifte Marie Lorentzen), født 18. september 1810 i København (Fødselsstiftelsen), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård. Gift 1. gang 27. april 1834 i København (Garnisons) med Karen Margrethe Hansen, født ca. 1807, død 18. april 1839 i København (Garnisons). Gift 2. gang 12. januar 1840 i København (Garnisons) med Cecilie Marie Nybroe (datter af sadelmagermester Christian Pedersen N. og Anne Marie Elberth), født 11. april 1817 i Sankt Jørgensbjerg sogn, Roskilde amt, død 9. august 1893 i København (Johannes). – Han efterlod tre børn i alderen 2-8 år, men ingen fra første ægteskab. 

Han fik ved kgl. bevilling 6. juli 1830 tilladelse til at føre sin moders efternavn. Han havde indtil da kun brugt sine to fornavne.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1175-1176.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Emil Ferdinand Køhler (1837-1864)

fødtes den 24. marts 1837 i København og var søn af urmager Georg Daniel Köhler og hustru Wincensine Marie Hansen. Han var korttegner og indtrådte som volontær i arméen ved 4. Infanteribataljon. Den 28. december 1859 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansattes den 18. oktober 1862 ved 20. Infanteribataljon, hvor han blev indkaldt til tjeneste i slutningen af november 1863. Han stod ved 3. kompagni.

Den 8. marts, da fjenden foretog en fremrykning over Gudsø og Havreballe-passene, stod 3. og 4. kompagni i reserve ved Stovstrup. Ordren lød på, at forsvaret ved Hejse Kro og Stovstrup skulle gøres så sejt og udholdende som muligt.

Da fjenden trængte frem over Havreballe-passet beordredes 3. og 4. kompagni i stilling, mens samtidig et halvt Kompagni af 3. kompagni beordredes frem til Hejse Kro. Dette førtes af kompagnichefen, og her var Køhler med. Kampen holdtes stående i nogen tid, men efter at de foranværende kompagnier var gået tilbage, og da både kompagnichefen og Køhler var sårede, gik halvkompagniet tilbage til Stovstrup.

Køhler førtes til Fredericia og indlagdes på det derværende lazaret, men afgik ved døden dagen efter. Hans lig førtes til København og jordedes den 17. marts på Garnisons Kirkegård. Han var en flink og pålidelig soldat, hvis død beklagedes af alle.

Tag for trøst det – ej for spot
når vi melder om den brave,
Gud vil også noget godt
fra ukærlig verden have.

Han var god, som han var brav,
mulig er vor klage blandet
med misundelse: I gav
Eders bedste fædrelandet!

Alt I gav – og landet tog
Eders offer. Kæk var sønnen;
rask hans hjemfarts time slog
uden sot og suk og stønnen.

Stil ej tåre i bero
gamle fader, søstre, moder!
Tilgiv at sit kald han tro
glemte han var søn og broder!

Glemte han, at han var søn?
Nej – af Danmark – ingenlunde!
Derfor var hans død så skøn
at vi Eder fast misunde.

Claudius Rosenhoff.

 

Sekondløjtnant ved 20. Infanteriregiment Emil Ferdinand Køhler (søn af urmager Georg Daniel Köhler og hustru Wincensine Marie Hansen), født 24. marts 1837 i København (Trinitatis), såret 8. marts ved Havreballegård, død 9. marts på Fredericia lazaret, begravet 17. marts på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård findes ikke mere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 122-123.

Sekondløjtnant Frantz Ole Valdemar Petersen (1827-1849)

blev født den 17. marts 1827 på Arresødal ved Frederiksværk, hvor hans fader, senere bestyrer for Hellebæk Geværfabrik, var kaptajn og adjudant ved Raketkorpset. Sin første undervisning fik han af private lærere; senere frekventerede han Borgerdydskolen på Christianshavn, og efter sin afgang derfra trådte han i året 1847 ind på Landkadetakademiet i dettes afgangsklasse. Som følge af krigens udbrud udnævntes han allerede den 24. april 1848 til sekondløjtnant med anciennitet fra 1. november 1847; han ansattes ved 3. Reservebataljon. 

Den 1. marts 1849 forsattes han til 2. Jægerkorps og deltog med dette i fægtningerne i Sundeved og i slaget den 6. juli. Da 3. kompagni, ved hvilket han stod, tilligemed dele af de andre kompagnier var nået frem til redouten ved Egum-vejen nord for den store slugt, og en del af kompagniet var kommet ned i graven, søgte Petersen at formå kompagnichefen til straks at foretage en storm; denne mente imidlertid, at angrebsstyrken var for svag, og at man burde vente, til der kom flere kræfter til; men Petersen troede på muligheden af, at et rask angreb kunne lykkes, og i spidsen for nogle mænd klavrede han op ad brystværnet; han nåede dog kun op til kreten, da han blev ramt af en kugle, som gjorde ende på hans liv.

Petersen var meget afholdt på grund af sit uforstyrrelige, gode humør, og han var meget søgt, fordi han altid var i høj grad hjælpsom; han havde et særligt talent for musik og spillede endog på forskellige instrumenter med lethed alt, hvad han hørte, uden nogensinde at have nydt undervisning i musik.

377 faldne fra udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 

blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Sekondløjtnant ved 2. Jægerkorps Frantz Ole Valdemar Petersen (søn af premierløjtnant Jacob Eiler P. og Emma Marie Petersen), født 12. marts 1827 i Frederiksværk, faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1173-1174.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Carl Olof friherrre Cederström (1824-1849)

hvis fader var landshøvding og præsident i Kammerkollegiet, fødtes den 20. september 1824. I året 1844 trådte han ind som underofficer ved Svea Lifgardet, hvor han den 19. marts 1846 forfremmedes til underløjtnant. I foråret 1849 tilbød han den danske regering sin tjeneste, og den 22. marts ansattes han som sekondløjtnant på ældste gage ved 1. Forstærkningsjægerkorps, men blev dog allerede den 1. juni taget til tjeneste som premierløjtnant. Ligesom sin våbenbroder, friherre Lagerbjelke, der var ansat ved samme afdeling, skulle også han i slaget den 6. juli erholde sit banesår; under korpsets kamp i nærheden af Vejlby blev han såret af en kugle i det venstre knæ, og dette sår, der i begyndelsen ansås for mindre farligt, forværredes efterhånden således, at han den 7. august afgik ved døden på Billeshave lazaret.

Også han fremhævedes i korpsets rapport for sin konduite og sit mod, og hans bortgang blev dybt beklaget, ikke alene i hans hjemstavn, men også af de kammerater, hvis venskab han her havde vundet.

På monumentet over de skandinaviske frivillige i Kastellet

ses også premierløjtnant Cederströms navn.

Premierløjtnant ved 1. Forstærkningsjægerkorps Carl Olof friherre Cederström (søn af landshøvding Jacob friherre C. og Anna Margaretha friherreinde Cederwald), født 28. september 1824 på Jällagård, Vaksala församling, Uppsala län, Sverige, såret 6. juli 1849 ved Fredericia, død 7. august på Billeshave lazaret, begravet 10. august på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1173.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Sekondløjtnant Gustaf Herman Knorring (1839-1864)

fødtes den 31. august 1839 i Ruda ved Ekesjö og var søn af major og postmester i Ekesjö Sebastian von Knorring og hustru Wilhelmina Lybecker. Knorring levede i forældrenes hjem til sit 15. år, da han kom på Norrköpings Lyceum, hvor han var til sit 19. år. I foråret 1859 blev han student i Uppsala, gennemgik derefter et militært kursus i Stockholm i efteråret 1859 og foråret 1860 og blev underofficer ved 2. Lifgrenaderregiment. Den 21. december 1860 blev han underløjtnant ved 1. Lifgrenaderregiment.

Da krigen 1864 udbrød, var Knorring så ivrig efter at komme med, at han ikke engang afventede den officielle tilladelse til at gå i dansk tjeneste, men rejste dagen før han fik den, til København. Den 8. april kom han til København og den 10. antoges han af Krigsministeriet til tjeneste som sekondløjtnant og ansattes ved 22. Regiment. Atter nu havde han travlt med at komme afsted til Dybbøl, inden fjenden tog den, så han afventede ikke, at en bestilt dansk officerskappe blev færdig, men begav sig til sit regiment i sin svenske kappe. Han kom dertil den 13. april og den 17. om aftenen rykkede han med regimentet ud til Dybbøl for første og sidste gang. Han stod ved 5. kompagni og havde den 17. april kommandoen over det halve kompagni i løbegraven til venstre for Skanse nr. 2, i hvilken den anden halvdel af kompagniet var.

Under kampen den 18. om skansen forsvarede Knorring sig med sit halvkompagni i løbegraven med stor tapperhed. Selv skød han med et gevær på fjenden skud på skud, og for hvert skud måtte en preusser bide i græsset. ”Det var en glädje till at slå, jag önskar kungen sett derpå”. Da fjenden kom nærmere brugte Knorring sin pistol, indtil han blev ramt af en kugle i panden og øjeblikkelig faldt død ned fra brystværnet. Liget fandtes af fjenden og begravedes dagen efter i en af fællesgravene ved Dybbøl.

Knorring tilhørte en adelig familie, som har givet Sverige flere fremragende mænd. Han selv var en slank og elegant mand, hvis rene milde ansigtstræk vidnede om en elskværdig og ophøjet personlighed, og hans død beklagedes dybt af alle slægtninge samt af enhver, han i sit liv var kommet i berøring med.

Han fremhævedes i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april.

På monumentet over de skandinaviske frivillige i Kastellet

ses også sekondløjtnant Knorrings navn.

Mindestenen over kaptajn Knauer samt løjtnanterne 

Schmidt og Knorring blev rejst i 1914. 

Den står omtrent hvor Gl. Aabenraavej munder ud i 

Dybbølgade, ca. 500 meter nordøst for Dybbøl Mølle. 

Mindestenen over sekondløjtnant Knorring blev rejst i 1925

Stenen står sydligst i Skanse II godt 600 meter syd for landevejen

 

Sekondløjtnant ved 22. Infanteriregiment Gustaf Herman Knorring (søn af postmester, kaptajn Sebastian von Knorring og Eva Fredrika Vilhelmina friherreinde Lybecker), født 31. august 1839 i Ruda, Asby församling, Östergötland län, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 19. april på Dybbøl kirkegård. Ugift.

Knorring formodes gravlagt i en af de store fællesgrave på Dybbøl Banke. I nyere tid er en rød marmortavle blevet placeret foran mindestenen over 209 faldne danske soldater.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 120-121.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Axel friherre Lagerbjelke (1824-1849)

fødtes 1824; hans fader, der havde været kavaler hos Gustav IV Adolphs søn, kronprins Gustav, havde i 1816 taget sin afsked af krigstjenesten som generaladjudant og døde 1832. Efter at sønnen havde gennemgået krigsskolen i Carlsberg, udnævntes han den 4. december 1843 til underløjtnant i Svea Lifgardet og den 26. januar 1847 til løjtnant. 

I foråret 1849 tilbød han den danske krigsbestyrelse sin tjeneste, og den 22. marts ansattes han som premierløjtnant ved 1. Forstærkningsjægerkorps. Hans begejstring for den danske sag kostede ham hans liv; da i slaget den 6. juli 1. lette Bataljon kæmpede isoleret i åbningen mellem de fjendtlige forskansninger nord for fæstningen, blev 1. kompagni af 1. Forstærkningsjægerkorps sendt frem til støtte for højre fløj, og i den voldsomme kamp, hvori kompagniet her indvikledes, blev Lagerbjelke såret dels ved et skud i underlivet og dels ved et skud i højre skulder. Uagtet hans sår var dødeligt, levede han dog endnu en tid, idet han først den 11. august udåndede på et lazaret i København.

I den korte tid, Lagerbjelke havde stået i den danske hær, havde han vundet megen anseelse, og i korpsets rapport over slaget fremhævedes han særligt for sin konduite og sit mod.

På monumentet over de skandinaviske frivillige i Kastellet

ses også premierløjtnant Lagerbjelkes navn.

Premierløjtnant ved 1. Forstærkningsjægerkorps Axel friherre Lagerbjelke (søn af oberst og generaladjudant Axel greve L. og Carolina Antoinette Cederström), født 21. august 1824 i Stockholm, såret 6. juli 1849 ved Fredericia, død 11. august på Garnisonshospitalet i København, bisat 15. august fra Holmens kirke, liget ført til Stockholm og gravsat i familiens mausolæum på Brännkyrka kyrkogård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1172.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Christian Wilhelm Knauer (1823-1864)

fødtes den 13. maj 1823 i København, hvor faderen Anton Frederik Knauer (død 1864) var toldassistent. Moderen hed Helene Sophie Hingelberg (død 1885). Som fjortenårs dreng blev han den 1. maj 1837 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1843 til sekondløjtnant ved 14. Bataljon med anciennitet af 1. november 1842.

Hans militære løbebane var da følgende: 14. Linjeinfanteribataljon 1843-46, 4. Linjeinfanteribataljon 1846-50, premierløjtnant den 17. juli 1848, 1. Reservejægerkorps 1850-52, 14. Linjeinfanteribataljon 1852-61, kaptajn den 15. august 1858 og endelig 9. Bataljon 1861-64 som kommandør for 2. kompagni. Knauer var en høj mand, der alene ved sit alvorlige, imponerende ydre indgød respekt. Han var en intelligent mand og en udmærket kompagnichef.

Fra den første slesvigske krig, og navnlig fra fægtningen ved Dybbøl i 1848, huskedes han af mangen krigskammerat som den kække adjutant ved 4. Linjeinfanteribataljon, og i lejren ved Hedensted modtog han den 13. september 1848 Ridderkorset af kong Frederik den Syvendes egen hånd. 

Det var ham, som sammen med kompagniet Bedsted, 1. kompagni, under 8. Brigades storm den 18. april tog retning mod de danskes ærværdige monument, Dybbøl Mølle. Han trængte ikke med ind i møllen og kom ikke til at deltage i den forbitrede kamp med blanke våben, som rasede i og omkring den. Han blev nemlig tæt udenfor møllen truffet af et skud i øjet. Han beholdt sin bevidsthed og bad en spillemand om at skaffe en ambulance. Spillemanden sprang afsted, men da han kort efter vendte tilbage uden ambulance, sagde Knauer: ”Det kan også være det samme”. Da 8. Brigade gik tilbage, blev Knauer liggende og døde på valpladsen.

Den fjendtlige officer, som havde inspektion ved valpladsens afsøgning, har blandt de faldne set en officer, som efter beskrivelsen må have været Knauer; han var da berøvet ur, penge, papirer, ja, endog sine distinktioner. Den tyske officer gjorde ingen anmeldelse derom, i den grad var han skamfuld over sine landsmænd, der endog havde hugget pegefingeren af Knauers hånd og bemægtiget sig den derpå siddende ring. Han begravedes af fjenden i en af fællesgravene på Dybbøl Bakke. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april.

Hans hustru, Christine, født Knudsen, samt fire børn overlevede ham.

To mindestene over kaptajn Knauer er rejst på Dybbøl Banke.

Mindestenen over Knauer samt løjtnanterne Schmidt og Knorring 

blev rejst i 1914. Den står omtrent hvor Gl. Aabenraavej munder ud i 

Dybbølgade, ca. 500 meter nordøst for Dybbøl Mølle. 

Den anden og mindre mindesten over Knauer alene blev rejst i 1925. 

Stenen står ved møllerboligen.

Kaptajn ved 9. Infanteriregiment Christian Wilhelm Knauer (søn af musikus, senere kgl. toldbetjent Andreas Frederik K. og Gundel Margrethe Reusland), født 13. maj 1823 i København (Petri), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet på Dybbøl Banke. Gift 13. oktober 1853 i Rønnebæk med Kirstine Knudsen (datter af sognepræst Christian K. og Maren Bolette Andrup), født 28. december 1826 i Fensmark sogn, Præstø amt, død 19. juni 1900 i København (Johs.), begr. i Rørby. – Han efterlod tre døtre og en søn i alderen 2-8 år. – Hun tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 118-119.

Premierløjtnant Carl Wilhelm Moldrup (1822-1849)

fødtes den 28. marts 1822 i Bagsværd og blev af sin fader, kaptajn og regimentskvartermester Moldrup, uddannet til den militære bane. Efter at have gennemgået Landkadetakademiet blev han den 1. november 1843 udnævnt til sekondløjtnant med anciennitet fra 1. november 1842, men han forblev dog på akademiet til 1. november 1844, da han ansattes ved 6. Linjebataljon. I 1844 underkastede han sig landmålereksamen, og i 1845 fik han bestalling som landmåler, i hvilken egenskab han udarbejdede et kort over Bernstorff Slot med omegn og i den anledning af kong Christian 8. egenhændigt erholdt overrakt et guldur til erindring. 

I løbet af 1847 gennemgik han en kavalleriskole, og i 1848 var det hans agt at indstille sig til eksamen ved den militære højskole, da krigen udbrød, og han med bataljonen rykkede i felten. Han deltog i affærerne den 28. maj og 5. juni så hæderligt, at han den 13. september benådedes med Ridderkorset. Den 17. juli var han blevet udnævnt til premierløjtnant. Han var en elskværdig kammerat, en ædel ven, en kæk soldat, og han blev derfor meget savnet, da han i slaget ved Fredericia blev dødeligt såret under bataljonens angreb på Trelde-skansen; kuglen havde truffet ham midt i brystet.

377 faldne fra udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 

blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Premierløjtnant ved 6. Linjeinfanteribataljon Carl Wilhelm Moldrup (søn af kaptajn og regimentskvartermester Peter M. og Anne Cathrine Clausen), født 28. marts 1822 i Bagsværd, Gladsaxe sogn, faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1171.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Ludvig Georg Frederik Klubien (1836-1864)

fødtes den 14. januar 1836 i Randers og var søn af oberstløjtnant af Artilleriet Balthasar Bernt Peter Klubien (død 1863) og hustru Esther Torgersen (død 1875). Klubien blev student 1855 fra Metropolitanskolen, tog derefter filosofikum samt adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt, som han derefter frekventerede. og hvor han navnlig studerede matematik og fysik, i hvilke fag han i foråret 1861 skulle have underkastet sig eksamen. Samtidig havde han i flere år undervist i matematik i Schneekloths Latin- og Realskole. 

På sessionen for 1861 var han udskrevet til konstabel. Han søgte nu om at få uddannelse på Artilleriets reserveofficersaspirantskole og gennemgik denne fra april 1861 til han den 25. januar 1862 udnævntes til sekondløjtnant i Artilleriets krigsreserve. Indtil krigen udbrød var han, efter at være blevet løjtnant, lærer ved Thisted Borgerskole.

Han stod i 1864 ved 6. Fæstningskompagni, kaptajn Bertel, og havde kommandoen over artilleriet (4 kanoner) i den sydøstlige skanse, syd for Mysunde by, øst for landevejen til Eckernförde.

Artilleristerne var den 2. februar stærkt udsatte for fjendens beskydning fra det foranliggende høje terræn. Det preussiske fodfolk var nået ind på cirka 150 alen fra skansen og lå dér og pillede artilleristerne ned. Særlig den højre fløjkanon var slemt udsat. En mand blev hurtig nedskudt, hans afløser sprang dristig frem, men fik straks en kugle for panden. Da mandskabet nu trykkede sig, sprang Klubien frem for selv at rette kanonen. Inden han var færdig med at rette den, faldt imidlertid også han ramt af et skud gennem hovedet.

Hans lig førtes tilbage til Flensborg, hvor det begravedes den 6. februar. Klubien omtales rosende såvel i 18. Regiments som i chefen for 6. Fæstningskompagni, kaptajn Hertels rapporter om kampen den 2. februar ved Mysunde. 

Han var et livligt, livsglad menneske, der var meget afholdt af sine omgangsvenner. Han var soldat med liv og sjæl og fandt først sin rette plads, da han blev soldat. Læsningen havde aldrig rigtig smagt ham. Få timer før sin død sagde han, at sine artillerister og sine kanoner elskede han næst sine kæreste højst på jorden, ligeledes udtalte han sin glæde over krigen, der havde bragt ham på den rette hylde og at han fra nu af ville leve og dø som soldat. Han vidste ikke, hvor sandt han talte.

Sekondløjtnant ved Artilleriet Ludvig Georg Frederik Klubien (søn af oberstløjtnant Balthasar Bernt Peter Klubien og Esther Cathrine Thorgesen), født 14. januar 1836 i Randers, faldet 2. februar 1864 ved Mysunde, begravet 6. februar på Mariæ kirkegård i Flensburg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 116-117.

Michael Vandet: Ludvig Klubien og krigen i 1864. Historisk årbog for Thy og Vester Hanherred 2014, s. 19-25.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Carl Frederik Tronier (1818-1849)

søn af den med obersts karakter i 1842 entledigede major af Livjægerkorpset V.V.C. Tronier, var født den 3. oktober 1818. Den 1. januar 1830 blev han optaget på Landkadetakademiet og efter at have taget officerseksamen udnævnt til sekondløjtnant med anciennitet af 1. maj 1839 og ansat ved 1. Livregiment. Ved arméomordningen i 1842 ansattes han ved 1. Linjebataljon, og den 27. maj 1848 forfremmedes han til premierløjtnant. Han deltog i hele felttoget 1848 og var med i alle kampene i det slesvigske, den 9. og 23. april, 28. maj og 5. juni; fremhævet med ros, blev han den 13. september s.å. udnævnt til Ridder af Dannebrog. I felttoget 1849 var han med i den lille fægtning ved Adsbøl den 3. april, ved rekognosceringen i Sundeved den 12. april og endelig i slaget den 6. juli, da han faldt under den hæftige kamp, bataljonen havde at bestå ved vejen til Trelde; han døde på Billeshave lazaret den 8. juli.

Tronier var en dygtig, koldblodig og tapper officer; i et brev om Fredericia-slaget anføres det, at han var ”en herlig karl, modig som en Løve”.

Obelisken til minde om 74 danske krigere, der faldt i Treårskrigen 

og blev begravet på den gamle kirkegård i Østergade i Middelfart, 

blev rejst i 1866, men blev i 1933 flyttet til byens nye kirkegård 

på Kongebrovej, hvor de faldne fra 1864 var blevet begravet

Premierløjtnant ved 1. lette Infanteribataljon Carl Frederik Tronier (søn af major Wolf Veit Christoph T. og Catharine Marie Lindbom), født 3. januar 1818 i København (Garnisons), såret 6. juli 1849 ved Fredericia, død 8. juli på Billeshave lazaret, bisat 12. juli fra Vejlby kirke, liget ført til København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1170.

Kaptajn Johan Christopher Schwartz (1812-1849)

fødtes den 10. april 1812 i Næstved, hvor faderen var musik- og sanglærer ved Herlufsholms Skole. Da faderen senere fik ansættelse i Slagelse, kom sønnen i den derværende lærde skole, hvorfra han dimitteredes i året 1830; han studerede nu i nogle år teologi og var samtidigt huslærer i Herfølge Præstegård. Men i stedet for at tage embedseksamen lod han sig af en barndomsven overtale til at gå den militære vej, og efter at have tilbragt to år på den militære højskole trådte han ind i Infanteriet som sekondløjtnant med anciennitet af 1. februar 1837. Efter at være blevet anvendt på forskellig måde blev han ved arméomordningen i 1842 ansat ved 2. Linjebataljon, hvor han den 27. april 1844 forfremmedes til premierløjtnant. Han stod endnu ved bataljonen, da krigen brød ud, og det var hans inderligste ønske at følge den for at deltage i kampen, men til sin store sorg måtte han blive tilbage i København for at indøve rekrutter. Først i 1849 kom han med, idet han den 1. marts ansattes ved 2. Reservebataljon og med denne afgik til hæren. Inden han forlod Sjælland, blev han i Korsør viet til sin forlovede, en datter af derboende justitsråd Paludan, men kun få timer levede han sammen med sin hustru, som han forlod for aldrig mere at gense hende.

Ankommet til Fyn modtog han en ordre fra Krigsministeriet af 18. marts om at afgå til 6. Liniebataljon for der at overtage et ledigt kompagni; med bataljonen, der hørte til Ryes korps, deltog Schwartz, der den 26. april blev tillagt kaptajns karakter, i dette års felttog, indtil han i slaget den 6. juli blev hårdt såret under stormen mod Trelde-skansen; han bragtes til Billeshave lazaret, hvor han døde den 13. juli, efter at den ene fod var blevet amputeret.

Han var en høj, kraftig mand med et livsglad sind og en energisk karakter, og han havde en særlig gave til at vinde sine undergivnes agtelse og hengivenhed.

Kaptajn ved 6. Linjeinfanteribataljon Johan Christoffer Schwartz (søn af musiker Johan Frederik Ehrentz S. og Karen Justine Næser), født 10. april 1812 i Næstved (Mortens), såret 6. juli 1849 ved Fredericia, død 13. juli på Billeshave lazaret, begravet 17. juli på Middelfart kirkegård. Gift 26. maj 1848 i Korsør med Elise Christiane Paludan (datter af postmester Holger Frederik P. og Dorothea Cathrine Schyth), født 8. april 1823 i Korsør, død 15. maj 1862 i Korsør (gift 2. gang 1852 med prokurator Frederik Peter Jacobsen, Korsør). – Ægteskabet var barnløst.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1168-1170.

Danske krigergrave og mindesmærker