Premierløjtnant William Brown Stonor (1828-1864)

fødtes den 6. september 1828 på Nygård i Tikøb sogn og var søn af gårdejer Charles Stonor og hustru Helen Clementine Brown, der var skotte. Efter sin konfirmation kom han på et skibsklarererkontor i Helsingør. Hans lyst stod imidlertid til at blive soldat; derfor var han i 1848 en af de første frivillige, der meldte sig. Han rykkede ud med 2. Jægerkorps, deltog med hæder i dette korps’ fægtninger i det første krigsår og avancerede til overjæger. Han uddannedes derefter til officer, og 10. marts 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i linjen med anciennitet af 1. januar 1849. Senere fik han, som alle løjtnanter udnævnte i 1848-49, anciennitet af 30. april 1848.

Som officer ansattes han ved 2. lette Bataljon og deltog med denne i slaget ved Fredericia den 6. juli 1849. I 1850 stod han ved 10. lette Bataljon og var med ved Mysunde den 12. september og udførte her et vellykket angreb. Den 10. september 1850 blev han premierløjtnant. I 1851-52 stod han ved det holstensk-lauenborgske forbundskontingent (Holstenske Jægerbataljon), men da dette i april 1852 indlemmedes i den danske hær, overgik han til 5. Jægerkorps, som Holstenske Jægerkorps nu kom til at hedde. Den 1. oktober 1863 blev han forsat til 5. Infanteribataljon og med den rykkede han atter i felten som kommandør for 1. kompagni.

Han fremhæves med udmærkelse i 2. Armédivisions rapport om kampen i Sundeved den 17. marts og dekoreredes den 27. juni 1864 med Ridderkorset for sit forhold under belejringen af Dybbølstillingen og kampen den 18. april. Ved indtagelsen af Als den 29. juni blev han let såret, og man antog ham allerede for næsten rask, da et uforudset tilfælde hurtigt gjorde ende på hans liv.

Han døde den 19. juli på lazarettet i København og begravedes den 24. samme måned på Asminderød Kirkegård. Hans død vakte almindelig deltagelse i hans hjemstavn. Derom vidner den talrige sørgeskare fra hele egnen, som tilfods fulgte ham til hans sidste hvilested fra Fredensborg Slotskapel.

Hæren mistede i ham en i høj grad uforfærdet og brav soldat, en besindig og rolig fører, og hans bortgang var så meget sørgeligere, som hans gamle moder og to ugifte søstre i ham mistede en væsentlig støtte. Han var beskedenheden selv og hørte hellere til end talte. Han gjorde altid sin pligt, og var en sjælden hæderlig karakter. Enhver, som kendte ham, ville med tryghed lægge hele sin velfærd i hans hånd.

Mindestenen over premierløjtnant Stockfleth blev rejst i 1938.

Stenen står ved Stonorvej ca. 100 meter nord for Løkkegård
og midtvejs mellem vejene Vestermark og Skydebanevej.

 

Premierløjtnant ved 5. Infanteriregiment William Brown Stonor (søn af gårdejer Charles S. og Helen Clementine Brown), født 6. september 1828 på Nygård, Tikøb sogn, Frederiksborg amt, såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 19. juli på Københavns lazaret, bisat 24. juli fra Fredensborg Slotskirke og begravet på Asminderød kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 211-212.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (1829-1864)

fødtes den 27. april 1829 i Kolding og var søn af major i Vejkorpset Joachim Godske Stockfleth (1780-1831) og hustru Wibeke Ida Margrethe Worsøe (1788-1860). Tretten år gammel blev Stockfleth den 1. november 1842 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og blev den 1. november 1847 sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1846, men forblev på akademiet som repetent indtil krigens udbrud, da han den 30. marts 1848 ansattes ved 4. Linjeinfanteribataljon.

Han deltog i den første slesvigske krig og udmærkede sig især i Istedslaget ved sin kækhed og snarrådighed, så at han som enogtyveårig løjtnant den 6. oktober 1850 udnævntes til Ridder af Dannebrog. Den 22. juli 1849 var han blevet premierløjtnant. 1853-54 stod han à la suite som lærer og skoleofficer ved Landkadetkorpset, 1854-60 ved 2. Linjeinfanteribataljon og fra 17. september 1860 ved 20. Infanteribataljon, hvor han ved sin udnævnelse til kaptajn den 28. august 1862 blev chef for 2. kompagni.

I 1864 udmærkede han sig ved enhver lejlighed, hvor han stod overfor fjenden. I kampen ved Selk og Kongshøj den 3. februar førte han sit kompagni med stor dygtighed og bidrog væsentlig til, at østrigernes angreb på Sax-armen blev afslået. Han fremhæves derfor også i rapporten med udmærkelse for sit forhold på denne dag. Under forsvaret af Fredericia var han skiftevis med kaptajn J.P. Beissenherz forpostkommandør. Den 29. marts ledede han det vellykkede overfald på de preussiske gardehusarer i Assendrup, hvor han tog 22 fanger og 23 heste. Som belønning for dette dristige foretagende blev det ham tilladt selv at føre sine fanger til København, og han fik således en under krigen sjælden lejlighed til at hilse på slægt og venner. Det var sidste gang, de så ham.

Den 18. april deltog han i regimentets angreb. Hans kompagni trængte tæt ind på fjendens linjer, men blev nedslået af den voldsomme kugleregn, så at kun to korporaler af samtlige befalingsmænd slap derfra. Stocktleth selv blev under fremløbet let såret. Lidt senere blev en officersaspirant, som han satte stor pris på, såret og faldt sammen med de ord: ”Å, Gud hjælpe mig!” ”Det vil han nok, lille ven”, sagde Stockfleth, idet han bøjede sig over ham. I det samme fik han selv en kugle i baghovedet, faldt og rørte sig ikke mere. Han fik således det ønske opfyldt, som han engang havde udtalt til en ven: ”Det måtte være herligt at falde ung, ikke i en lille forpostfægtning, men hvor kanonerne sang gravsalmen!”

Hans lig, der fandtes aldeles udplyndret på valpladsen, begravedes den 24. april på Augustenborg Kirkegård. Kammeraterne satte på hans gravsten: ”Han var brav, tapper og ædel”. Han fremhævedes med udmærkelse i rapporten for sit forhold under kampen den 18. april.

I ham gik en fremtidsmand bort, som ville have bragt det vidt. Foruden en levende interesse for sit fag havde han en betydelig sans for litteraturen, også i andre retninger end rent militært. Allerede som kadet var han H.P. Holsts yndling for de gode danske stile, han skrev og viste derved de første tegn på den lyst og evne til litterær virksomhed, som senere bar frugt i en meget forskelligartet produktion. Han har således skrevet både lyriske digte, små noveller og militære lærebøger.

Han tog sig meget af sine undergivne og havde en stor og gavnlig indflydelse på de yngre officerer, som han holdt meget af at samle hos sig. Således indbød han på aspirantskolen i Helsingør, hvor han i 1861 var lærer, ofte de unge til the, hvad de i begyndelsen kimsede af; men hans lærerige og interessante underholdning lod dem snart skatte disse sammenkomster højt.

Men han var ikke blot æstetisk anlagt, han var tillige en etisk udviklet personlighed, der intet middel skyede for at bekæmpe mangel på moral, og han foragtede den ungdom, der kun søgte forlystelser. Han var en meget smuk mand, kraftig bygget med brune øjne, hår og skæg.

Fra barndommen var han tungsindig, og der sås kun sjældent et smil på hans læber. Livet havde på forskellig måde taget lidt hårdt på ham, så at hans sensible natur havde fået et knæk, der svækkede hans livsmod, hvad blandt andet hans digte bare vidnesbyrd om. Kun når han bevægede sig blandt sine soldater, var der altid en stille glæde udbredt over ham.

Mindestenen over blandt andre kaptajn Stockfleth blev rejst i 1938.

Stenen står ved stien mellem Dybbøl Mølle og Grønnekærvej, 

ca. 250 meter sydøst for møllen.

 

Kaptajn ved 20. Infanteriregiment Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (søn af major Niels Wilhelm S. og Vibeke Ida Margrethe Worsøe), født 27. april 1829 i Kolding, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Augustenborg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 208-210.

Fr. Meidell: Et Par uniformerede Modsætninger. Livsbilleder af faldne, danske Officerer, som kunde have holdt deres halvhundredaarige Jubilæum i 1896. Kbh., 1896. 47 sider. (Særtryk af Vort Forsvar)

Børge L. Barløse: En kaptajn af fodfolket. F.H.E.H. Stockfleth. Personalhistorisk tidsskrift 1959, s. 1-23.

Niels Elsborg: Frederik Hannibal Edvard Harald Stockfleth. Officer og samler af krigstrofæer. Våbenhistorisk tidsskrift 2017, nr. 5, s. 14-18.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Laurits Marius Stephensen (1839-1864)

fødtes den 30. marts 1839 i Hostrup ved Varde og var søn af Claus Christian Stephensen, skolelærer i Kokspang, senere i Ådum ved Ringkøbing og hustru Maren Lauridsdatter. Indtil sit 15. år opholdt Stephensen sig i hjemmet og deltog udenfor skoletiden i alt forefaldende arbejde i marken og i al den slags arbejde, der ellers falder for på landet. Han kom derefter et år i huset hos en præst, hvor han dels modtog og dels var med til at give undervisning. Senere var han et par vintre biskolelærer, tjente en sommer som bondekarl, forberedte sig nogle måneder og kom endelig sommeren 1857 på seminariet i Jelling, hvor han blev til midt i sommeren 1860. Kort efter ansattes han som hjælpelærer hos skolelæreren i Ulfborg, og her opholdt han sig til 1863.

Han mødte til session i Ringkøbing, først 1861 og tog udsættelse og dernæst i 1862 og tog ligeledes dette år udsættelse. I slutningen af 1862 søgte han om at måtte få uddannelse som reserveofficer, og han gennemgik nu reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra den 2. februar til den 15. oktober 1863 og udnævntes sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve samt ansattes ved 5. Infanteribataljon, ved hvilken afdeling han stod til sin død.

Den 17. marts om formiddagen, da 5. Regiment beordredes frem til en rekognoscering mod Ragebøl Skov, foran Dybbølstillingens højre fløj, faldt Stephensen. Hans lig førtes til Sønderborg, hvor det begravedes den 24. marts. Han nævnes i 2. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under krigen ved Ragebøl Skov. Det vides, at han på grund af sin tapre færd under krigen skulle have været indstillet til linjeofficer.

Sekondløjtnant ved 5. Infanteriregiment Laurits Marius Stephensen (søn af skolelærer og kirkesanger Claus Christian S. og Maren Lauridsdatter), født 30. marts 1839 i Kokspang skole, Hostrup sogn, Ribe amt, såret 17. marts 1864 ved Ragebøl, død samme dag på Sønderborg lazaret, begravet 24. marts på Mariæ kirkegård i Sønderborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 206-207.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Gustav Wenzel Rothkirch Kaas Seyffarth (1830-1864)

fødtes den 1. maj 1830 i Rendsborg og var søn af oberst Gustav Lucas Wilhelm Henrik Seyffarth, chef for 14. Bataljon og kommandant i Rendsborg (død 1858) og hustru Augusta Marie Lankenau.

Fjorten år gammel blev Seyffarth den 1. november 1844 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 31. juli 1850 til sekondløjtnant ved 5. Reservebataljon med anciennitet af 1. november 1849. Her stod han til bataljonen opløstes i maj 1852 og kom så til 15. Linjeinfanteribataljon. Premierløjtnant blev han den 5. maj 1861 og fra april 1861 til sin død stod han ved 3. Infanteribataljon.

Da 3. Regiments 1. bataljon den 2. februar kl. ca. 11½ formiddag ankom til Mysunde, sendtes tre af kompagnierne frem ad forskellige veje for at skaffe oplysning om fjendens styrke og forehavende, hvilke forhold man, på grund af den stærke tåge, ikke havde kunnet komme på det rene med. 2. kompagni, ved hvilket Seyffarth stod, gik frem ad Kosel-vejen og blev straks heftigt beskudt i det åbne terræn. Her faldt Seyffarth. Hans lig fandtes om aftenen af 5. kompagni, der var på forpost.

Hans ansigt havde i dødens øjeblik antaget et så lykkeligt og smilende udtryk, så det så ud, som havde han gentaget Hans Boe Schaus ord, da han den 12. september 1850 faldt ved Mysunde: ”Det gør ingenting, folk, bliv kun ved”. Seyffarth havde udvist særligt mod og raskhed, idet han i spidsen for sine folk søgte at drive fjenden bort fra en nærliggende bakkekam. 

Han var en dygtig og elskværdig mand. Liget førtes til Flensborg og begravedes den 6. februar på den derværende kirkegård.

 

Premierløjtnant ved 3. Infanteriregiment Gustav Wenzel Rothkirch Kaas Seyffarth (søn af oberst Gustav Lucas Wilhelm Henrik S. og Augusta Marie Lankenau), født 1. maj 1830 i Rendsburg, faldet 2. februar 1864 ved Mysunde, begravet 6. februar på Mariæ kirkegård i Flensburg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 204-205.

Hans Schultz Hansen: Kommandant og oberst Gustav V.L.H. Seyffarths beretning om kuppet mod Rendsborg fæstning marts 1848. Danske magazin 2014, nr. 1, s. 111-128.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Peter Nicolaj Carl Christian de Seue (1839-1864)

fødtes den 15. december 1839 i København og var søn af kaptajn, toldassistent i København, Christian Jørgen Werner de Seue og hustru Marie Caroline Harboe.

Seue frekventerede først Fr. Friis’ skole, dernæst det von Westenske institut i København. I 1858 fik han ansættelse som skriver i Generalpostdirektoratets 2. sekretariat. I denne stilling havde han en sommer orlov for at skaffe sig lejlighed til praktisk at uddanne sig i de ved et postkontor forefaldende forretninger. Han mente, det var vanskeligt for ham at avancere i postetaten uden at være reserveofficer, hvorfor han i december 1860 indgav ansøgning om at komme på reserveofficersaspirantskolen. Hans andragende bevilgedes, og han gennemgik skolen på Landkadetakademiet fra 8. marts til 31. oktober 1861. Den 1. november 1861 udnævntes han efter bestået eksamen til Sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, og ansattes den 18. oktober 1862 ved krigsreserveofficerernes fordeling til bataljonerne ved 16. Infanteribataljon, med hvilken afdeling han rykkede ud i 1864.

Han faldt den 16. april under fjendens beskydning af Dybbølstillingen. Liget førtes til København og begravedes den 28. april på Holmens Kirkegård.

Mindestenen over sekondløjtnant de Seue blev rejst i 1938.

Stenen står i et krat mellem Skanserne I og II, ca. 700 meter
syd for museet på Dybbøl Banke.

 

Sekondløjtnant ved 16. Infanteriregiment Peter Nicolaj Carl Christian de Seue (søn af toldassistent, kaptajn Christian Jørgen Werner de S. og Marie Caroline Harboe), født 15. december 1839 i København (Garnisons), faldet ved Dybbøl 16. april 1864, begravet på Holmens kirkegård 28. april. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 203.

Premierløjtnant Heinrich Theodor Strauss (1816-1850)

var tysk af fødsel, idet han var født den 5. juli 1816 i Elsterberg i kongeriget Sachsen, og sagdes at være i slægt med de berømte wienerkomponister af samme navn. I sin ungdom havde han ført et temmelig eventyrligt liv, hvorved han hyppigt havde måtte skaffe sig ophold ved at spille på offentlige steder. I 1840 kom han til Danmark og var en tid lang hornist ved 5. Jægerkorps i Kiel; siden lykkedes det ham, der ikke var uden musikalsk begavelse, at erholde ansættelse som reservemusiker i det kongelige kapel. Hans instrument var ventiltrompeten, som han også under krigen bestandigt førte med sig til glæde for sig selv og andre. 

Strauss havde af et oprigtigt hjerte sluttet sig til sit nye fædreland, og da krigen brød ud, stillede han sig uden betænkning til krigsbestyrelsens rådighed. Han gennemgik en kort kommandoskole, hvorefter han den 30. april 1848 udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansattes ved 4. Reservebataljon. Mens denne afdeling i 1848 ikke var synderligt i ilden (den mistede i dette felttog kun en mand for fjendens kugler), blev forholdet et andet det følgende år, og Strauss deltog nu med ære i fægtningen ved Haderslev, slaget ved Kolding, Ryes tilbagetog og slaget ved Fredericia. Den 19. august 1849 forfremmedes han til premierløjtnant i krigsreserven og blev nogle måneder senere forsat til 1. Reservebataljon, med hvilken han rykkede ud i 1850. Sammen med sin kompagnichef, kaptajn Lunddahl, faldt han den 25. juli s.å. ved hovedreservens angreb på Øvre Stolk; han efterlod enke, Wilhelmine, født Erdemann, og tre børn. Han ligger begravet på Farensted Kirkegård.

Hans død erfaredes med deltagelse af hans kammerater såvel i 1. som i 4. Reservebataljon, da han var almindeligt afholdt på grund af sit åbne, muntre sind og sin tjenstvillighed. Lige over for mandskabet havde hans noget aparte ydre og udpræget tyske udtale gentagne gange bragt ham i vanskelige situationer, men også her havde han efterhånden vundet anerkendelse ved sin ubestridelige tapperhed og store godmodighed.

Premierløjtnant ved 1. Reservebataljon Heinrich Theodor Strauss, født 5. juli 1816 i Elsterberg, Sachsen, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 26. juli på Fahrenstedt kirkegård. Gift 13. oktober 1843 i København (Trinitatis) med Wilhelmine Erdmann (datter af tømmermand Johan Carl Ferdinand E. og Dorothea Marie Nielsen), født 9. februar 1816 i København (Holmens), død 15. september 1863 på Frederiksberg. – Han efterlod to døtre og en søn i alderen 4-7 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1540-1541.

Premierløjtnant Christian Frederik Valdemar Secher (1828-1864)

fødtes den 4. december 1828 i Aarhus og var søn af proprietær Hans Christian Secher til Kjærgård (død 1834) og hustru Ingeborg Blichert (død 1848). Secher var student og havde taget filosofikum. Han studerede jura og var underofficer i Kongens Livkorps. Han forlod sine studeringer, meldte sig frivilligt, gennemgik en kommandoskole og udnævntes den 24. maj 1848 til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Han ansattes ved 1. Forstærkningsjægerkorps, hvor han stod til slutningen af 1850.

I krigen udmærkede han sig ved mod og dygtighed, hvorfor han den 19. august 1849 forsattes til linjen og tillagdes anciennitet af 30. april 1848. Den 6. oktober 1850 fik han premierløjtnants karakter og dekoreredes samtidig for sin hæderlige deltagelse i krigen med Ridderkorset af Dannebrog og af den russiske St. Anna Orden. Endelig den 19. april 1854 blev han virkelig premierløjtnant. 1850-61 stod han ved 10. lette Bataljon, 1861 en kort tid ved 15. Infanteribataljon. Fra 1857-61 og atter 1861-63 forrettede han tjeneste i Krigsministeriet som intendant. Den 1. oktober 1863 ansattes han ved 2. Infanteribataljon som chef for 5. kompagni og rykkede ud med dette.

Den 28. marts forsøgte fjenden klokken 3 om morgenen et overraskende og yderst voldsomt anløb mod Dybbølstillingens venstre fløj for at forsøge at anlægge den første parallel. Imellem klokken 5 og 6, hen imod kampens slutning, beordredes Secher til med et halvt 5. og et halvt 7. kompagni af 2. Regiment, understøttet af et par delinger af 1. og 4. kompagni, at foretage en fremrykning for at jage de sidste afdelinger af fjenden bort. Det lykkedes, men ved denne lejlighed faldt Secher omtrent på samme sted, hvor få timer i forvejen sekondløjtnant Dickmeiss var faldet.

Da den gamle feltvagtstilling her indtoges, fandtes sidstnævnte officers lig og bragtes ind. Sechers Lig førtes til København og jordedes den 6. april på Garnisons Kirkegård.

Han ansås for en af hærens intelligenteste yngre officerer. Secher var enkemand og efterlod sig en lille pige.

På valpladsen hist, hvor kuglerne sang,
hvor dødsenglen atter nu leen svang
mod de kæmpende Danmarks sønner,
der stod han, den brave, med usvækket mod,
med sejren for øje – det kostede blod –
men, tænkte han, det sig vel lønner.
Ja, lønnen den kom – men desværre ej så
man Secher nu længer i rækkerne stå.

En fjendtlig kugle kom susende brat
og førte ham straks ind i dødens nat,
men længe vil leve hans minde!
Thi vil man ham savne i Danmarks hær;
dog frænder og venner ham savne især
og kun dårligt i tabet sig finde.
Men må det dem være en trøst så stor,
at krigeren nu i Valhalla bor.

L… 

Mindestenen over premierløjtnant Secher blev rejst i 1932.

Stenen står ved Flensborg-landevejen ca. 150 meter nordvest 

for fællesgravene på Dybbøl Banke.

Premierløjtnant ved 2. Infanteriregiment Christian Frederik Valdemar Secher (søn af fhv. proprietær Hans Christian S. og Ingeborg Blichert), født 4. december 1828 i Aarhus (Domsogn), faldet 28. marts 1864 ved Dybbøl, begravet 6. april på Garnisons Kirkegård i København. Gift 12. juli 1855 i København (Garnisons) med Petrea Sophie Juul (datter af hospitalsforstander Niels J. og Petrea Sophie Schou), født 17. januar 1833 i Aalborg (Budolfi), død 9. juli 1858 i København (Garnisons). – Han efterlod en 7-årig datter.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 201-202.

Sekondløjtnant Adam Frantz Valdemar Schultz (1838-1864)

fødtes den 30. april 1838 i København og var søn af krigsassessor, Dannebrogsmand, graver ved Assistens Kirkegård J.F.W. Schultz og hustru Marie Schultz. Han blev kadet den 1. november 1858 og udnævntes den 1. november 1860 til sekondløjtnant ved 5. Infanteribataljon. Den 22. april 1861 blev han forsat til 9. Infanteribataljons 6. kompagni, og med dette rykkede han ud i 1864.

Han hørte til de begavede yngre officerer, som i mere end almindelig grad ville savnes i arméens rækker. Han var et sympatetisk menneske, hvis smukkke tiltalende smil vandt ham alles hjerter.

I kampen ved Bustrup, den første kamp, hvori han deltog, lagde han stor uforfærdethed for dagen, og da hans kompagnichef, kaptajn Meincke, faldt, tog han kommandoen og førte kompagniet med meget konduite i resten af fægtningen. Under tilbagetoget fra Dannevirke forstod han mærkværdig godt at vedligeholde modet hos sine folk, af hvem han var særdeles afholdt. Regimentet dirigeredes til Fredericia og vendte først tilbage kort før Dybbøl-dagen.

Henimod slutningen af 9. Regiments angreb den 18. april, nær ved de forskudte skanser, blev han hårdt såret i underlivet. Sammen med sin sårede kompagnikommandør, premierløjtnant Voigt, optoges han på valpladsen af fjenden og bragtes til Johannitter-lazarettet i Nybøl, hvor han døde efter at have ligget 36 timer i bevidstløs tilstand. Liget førtes til København og begravedes den 26. april på Garnisons Kirkegård, fire dage før hans 26-årige fødselsdag.

Mindetavlen på Nybøl Skoles mur beretter,

at blandt andet sekondløjtnant Schultz døde

på Johannitterlazarettet i 1864.

Mindestenen over løtjnant Schultz og officersaspirant Frisenette 

blev rejst i 1938.

Stenen står ved indkørslen til ejendommen Dybbøl Banke 7, Dybbøl.

Sekondløjtnant ved 9. Infanteriregiment Adam Frantz Valdemar Schultz (søn af overkommandersergent, senere graver Johan Frederik Wilhelm S. og Marie Christiane Thorsen), født 30. april 1838 i København (Fødselsstiftelsen), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 26. april på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 200.

Kaptajn Ludvig Carl Christian Maximilian Schow (1828-1864)

fødtes den 15. februar 1828 i København og var søn af kammerherre, generalmajor Henrik Maximilian Schow (død 1847) og hustru Ingeborg Elisabeth Nielsen (død 1871). Schow blev kadet den 1. november 1844, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1846 til sekondløjtnant ved 1. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1845. Den 12. november samme år tillodes det ham at bytte plads med en anden offficer, således, at han blev ansat ved 4. Jægerkorps. 

Fra 5. april 1848 til 24. april 1849 forrettede han tjeneste ved 1. Espingolbatteri. 1849-54 stod han ved 3. Jægerkorps, men var i 1849-51 vagtmesterløjtnant i Nyborg, 1854-58 ved 1. Jægerkorps, 1858-62 adjutant ved 1. Infanteribrigade og fra 1862 til sin død ved 18. Infanteribataljon som chef for 2. kompagni. Den 26. april 1849 blev han premierløjtnant og den 12. april 1861 kaptajn. Han deltog med ære i den første krig. I kampen ved Dybbøl den 5. juni 1848 fik han en kugle i højre arm. Den 23. april 1849 ved Kolding såredes han igen i samme arm, der derefter blev amputeret på lazarettet i Billeshave. Skønt invalid deltog han dog i felttoget det følgende år.

Schow var en brav og retskaffen karakter, en trofast kammerat og en ualmindelig dygtig og pålidelig officer, der fordrede streng pligtopfyldelse af sine undergivne, men også selv foregik dem med et godt eksempel. Han var stille og af et noget melankolsk sind. For sin deltagelse i krigsåret 1848 fik han den 30. september Ridderkorset.

Man skulle tro, at tabet af den højre arm generede ham, men det var så langt fra tilfældet, at man endog sagde om ham, at han med sin venstre arm udrettede mere end andre med to arme. Med en mageløs viljekraft havde han lært sig at skrive med venstre hånd, og det endda smukkere end de fleste med højre. I det hele var det forbavsende, med hvilken lethed han klarede sig med sin venstre hånd. Man kunne ikke let gøre ham mere vred, end når man ville hjælpe ham overfrakken på. Han frabad sig det vel på en høflig måde, men dog således, at man ikke let oftere tilbød sin hjælp. Hans orden og akkuratesse under feltforhold syntes ofte noget vidtdreven, men han nåede altid derved, at kompagniet var i en udmærket stand og fortrinlig disciplineret.

Han var en fuldendt gentleman i sin optræden, og overalt hvor han kom, blev han behandlet med særlig hensynsfuldhed og respekt, når folk først havde lært ham at kende. Hans undergivne ærede ham højt og holdt af ham, fordi de følte, at han altid ville deres vel, og fordi de vidste, at de altid kunne stole på ham. Han var af et smukt og imponerende ydre.

Kort før hans regiment i 1864 skulle afgå til Slesvig, var han samlet med nogle venner i en selskabelig kreds, og her ytrede han: ”Jeg længes kun efter, at det skal gå løs for alvor, og at jeg kan komme med. Gud ved, hvad jeg denne gang skal miste!” Han havde ligesom en anelse om, at han ikke ville vende tilbage fra felttoget, men det gjorde intet skår i hans mod. Han gik altid med frejdighed faren i møde, når fædrelandet kaldte.

Han faldt – som den første officer – den 2. februar 1864 i den sydvestlige skanse ved Mysunde og ”gav sit liv hen for det dyrebare fædreland, hvis ære, ret og selvstændighed hans trofaste hjerte omfattede med inderlig varme”. Under kampen var han stadig ved brystværnet, søgte aldrig dækning, uagtet han opfordredes til at være mere forsigtig; men fjenden var for nær og hans våben for gode, til at han i længden kunne undgå sin skæbne. Han havde netop stået og talt med artilleriløjtnant Bache, til hvem han beklagede sig over, at 3. Regiment så hurtigt var kastet tilbage, da han så preusserne trække betydelige forstærkninger frem i ilden. Han skønnede da, at skansens besætning var for ringe og råbte ned til fodfolket mellem begge skanser om forstærkning, men i det samme styrtede han død om i armene på løjtnant Brock-Rasmussen, der stod ved hans side. Hans lig førtes til København og begravedes den 9. februar på Garnisons Kirkegård.

Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 2. februar.

Den første faldne

Svøb Dannebrog omkring den tapres lig,
flet ham en krans af laurens grønne blade,
affyr en salve ved hans grav og sig:
Tag hilsen med fra os til Ryes Brigade!

Du var den første. Du har med dit blod
det røde segl på krigens budskab stemplet,
men fjenden dyrt skal give mandebod.
Nu ved vi vejen – du os gav eksemplet.

Og mange vandre vil den samme vej,
før krigen bort fra os sin gang vil bøje,
men ingen går med frygt i hjertet – nej,
med sang på læben og med smil i øje!

Thi der er kræfter i en ædel sag,
og alle frejdigt går til kampens stævne;
og rammer dødens bud på slagets dag –
for hver, som falder, er der ti, som hævne.

Men vi som åndeløst med lytten stå,
mens hjerterne i stum forventning pines,
o, måtte vi dog alle tænke på,
hvor ringe dog vor gerning er mod hines.

Thi alt, hvad vi kan virke, høj og lav,
alt, hvad vi gør med råd og dåd og pleje,
er alt kun småt, imod hvad denne gav:
Han gav sit liv, hvor vi kun gav vort eje.

Velsignet hvile da dit støv i fred!
Gem navnet, Danmark, som en kærlig moder!
Thi ingen viser større kærlighed
end den, der ofrer livet for sin broder!

P.H.

 

Kaptajn ved 18. Infanteriregiment Ludvig Carl Christian Maximilian Schow (søn generalmajor Henrik Maximilian S. og Ingeborg Elisabeth Nielsen), født 15. februar 1828 i København (Garnisons), faldet 2. februar 1864 ved Mysunde, begravet 9. februar på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 197-199.

Oberstløjtnant Jobst Gerhard von Scholten (1814-1864)

fødtes den 28. januar 1814 i København og var søn af kaptajn, vestindisk regeringsråd Jobst Gerhard Scholten og hustru Karen Glerup Holst von Schmidten.

Den 1. januar 1824 blev Scholten kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. januar 1830 sekondløjtnant i Sjællandske Jægerkorps, 18. Bataljon, med anciennitet af 21. december 1828. Ved krigens udbrud 1848 var han premierløjtnant og adjudant ved korpset. Den 24. maj 1837 var han blevet premierløjtnant, og den 27. maj 1848 blev han kaptajn. 

I slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 stormede han med sit kompagni sammen med to andre kompagnier redouterne nr. 3 og 4 og overtog, efter at chefen for korpset og cheferne for de to nævnte kompagnier var sårede, kommandoen over korpset. Den 9. september 1849 blev han Ridder af Dannebrog. I 1850 førte han sit kompagni i angrebet på Helligbæk den 24. juli og forfulgte fjenden til hen imod Bøgholt. Den 8. august deltog han i den hårdnakkede kamp ved Stenten Mølle.

Efter krigen stod han endnu nogle år ved sit gamle korps, indtil han den 16. juli 1857 blev major og forsattes til 3. Linjeinfanteribataljon. Den 1. oktober 1861 blev han chef for 20. Infanteribataljon, som han førte med stor bravour under krigen 1864 som 20. Regiment, såvel under kampen den 3. februar og under tilbagetoget, hvor regimentet en Tidtdannede hærens bagdækning, som senere ved Fredericia og på Dybbøl. Her ledede han den 18. april med stor dygtighed og uforfærdethed angrebet på venstre fløj mod en dér liggende afbrændt gård og senere dens forsvar. Kort forinden gården måtte forlades, blev han truffet i hjertet og døde på stedet. Liget førtes til København og begravedes den 27. april på Garnisons Kirkegård.

Den 22. december 1863 var han blevet oberstløjtnant, og den 26. marts 1864 fik han under kongens besøg i Fredericia Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Den 12. april 1851 ægtede han Nicoline Magdalene Petersen, datter af looper ved Øresunds Toldkammer, krigsråd Johan Peter Petersen.

Der er nogle småtræk fra hans krigerliv, der tydeligere end mange ord karakteriserer hans personlighed. Det berettes, at en officer kom til ham lige før bortmarchen fra Dannevirke og fandt ham omgivet af mandskab, der under hans tilsyn var travlt beskæftiget med at rengøre kvarteret. Til officerens forbavsede udråb svarede Scholten: ”Her kunne jo komme en tysk stabsofficer i kvarter, han skal dog ikke tro, at en dansk oberstløjtnant har boet i en sådan svinesti”.

En anden gang modtog han melding af nogle officersaspiranter, der lige var kommet til regimentet. Da de gik, sagde han halvhøjt til adjudanten: ”Å, Herregud, kanonføde!” Denne triste spådom gik i opfyldelse, idet de alle faldt den 18. april på en eneste nær, der blev såret. Denne ene traf Scholten om morgenen den 18. april i færd med at udtage et sirligt og velforsynet toiletetui af sit tornyster. ”Se, der er dog endnu en mand, der sætter pris på sit ydre, det er en sjældenhed herovre. Der er min tro også pomade. Lån mig lidt af den!”

Af disse træk tegner sig hans billede som den fine, lidt pilne aristokrat, hvis rolige, kølige naturel vel ikke forstår at opildne folkene, men som gennem sine ord og sit eksempel viser dem pligtopfyldelsens ideal. At han savnede udtryk for det varme, det begejstrende, lå dog ikke i karakterens kulde, men snarere i en frygt og afsky for alt, hvad der var hult, tomt og larmende.

Et bevis på, at hans sind kunne være blødt og medfølende, kan efterfølgende lille episode give. Han skulle bo på en gård, der i forvejen havde stærk indkvartering. Af en fejltagelse kom han ind i et rum, hvor to børn lå syge, og hvor alle familiens senge og meget andet bohave var sammenstuvet, og dette syn gjorde et sådant indtryk på ham, at han med tårer i øjnene vendte sig bort og gik ud af gården for at søge sig et andet kvarter. Han ville ikke yderligere forøge byrden.

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også oberstløjtnant von Scholtens navn

Familien boede på Gl. Kongevej 124.

Oberstløjtnant ved 20. Infanteriregiment Jobst Gerhard von Scholten (søn af kaptajn, vestindisk regeringsråd Jobst Gerhard von Scholten og Karen Gleerup Holst von Schmidten), født 28. januar 1814 i København (Garnisons), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Assistens kirkegård i København. Gift 6. april 1851 i Helsingør (Mariæ) med Nicoline Magdalene Petersen (datter af looper ved Øresunds Toldkammer Johan Peter P. og Maren Mørch), født 25. oktober 1813 i Helsingør (Mariæ), død 3. august 1899 i Klampenborg, Kongens Lyngby sogn (begravet på Assistens kirkegård i København) (gift 1. gang 1838 med kgl. fuldmægtig ved Øresunds Toldkammer Niels Peter Bull, 1809-1841). – Han efterlod sig to døtre på 8 og 11 år.

Oberstløjtnant Scholtens og hustrus kister blev i 1932 flyttet fra det Scholtenske mausolæum på Assistens Kirkegård til Vestre Kirkegård, hvor det nye gravsted endnu findes.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 195-196.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Sekondløjtnant Theodor Christopher Carl Schmidt (1811-1864)

fødtes den 3. december 1811 i Rendsborg. Hans forældre kendes ikke. Han indtrådte som femtenårs dreng den 6. juli 1826 i hæren som spillemand ved Oldenborgske Regiment, nu 16. Bataljon, og avancerede gennem de forskellige grader til han den 24. marts 1848 blev oversergent. Den 30. juni 1842 blev han forsat til 15. Linjeinfanteribataljon og ved sin udnævnelse til oversergent til 1. Linjeinfanteribataljon.

Under den 1. slesvigske krig var han med ved Bov, Slesvig, Isted og Mysunde. 16-års hæderstegnet fik han den 31. marts 1844. For sin hæderlige deltagelse i krigen blev han den 6. oktober 1850 udnævnt til sekondløjtnant i linjen og ansat ved 12. lette Bataljon. Fra den 1. april 1851 stod han dels ved 3. og dels ved 1. Bataljon af det holstenske kontingent, indtil denne sidste fra den 1. april 1852 gik over til at blive 15. Linjeinfanteribataljon. Ved denne bataljon stod han så til sin død.

Schmidt – eller gamle Schmidt, som kammeraterne kaldte ham – var en af de stille; han henlevede et ensomt, glædeløst liv, havde kun få fornødenheder og få interesser. Han var en brav, pligtopfyldende og dygtig soldat, var altid sirlig påklædt og vel pudset. Hvor man hørte ham omtale, var det altid med ros, men han hørte jo også til de gamle underofficerer, der havde været soldater fra de var drenge.

Han blev gift den 12. april 1846. Efter at bataljonen i 1852 var flyttet til Helsingør, levede han ikke sammen med sin familie, der nu opholdt sig i Altona, hvor hustruen måtte sørge for sig selv og sine to børn. Han havde af sin ringe lønning kun lige nok til selv at leve for. Fattigdom og de uheldige forhold, hvorunder han levede, udøvede et stærkt tryk på ham, og for ham var det som en befrielse, da krigen atter kom og dermed døden. Han såredes den 5. april om eftermiddagen under artilleribeskydningen hårdt af en granat. Han førtes under usigelige smerter til Augustenborg lazaret, hvor han døde den 8. april. Den 10. samme måned jordedes han på Augustenborg Kirkegård.

Mindestenen over sekondløjtnant Schmidt blev rejst i 1937.

Stenen ligger ved stien mellem Skanse III og IV,

ca. 200 meter syd for landevejen over Dybbøl Banke.

 

Sekondløjtnant ved 15. Infanteriregiment Theodor Christopher Carl Schmidt, født 3. december 1811 i Rendsburg, såret 5. april 1864 ved Dybbøl, død 8. april på Augustenborg lazaret, begravet 10. april på Augustenborg kirkegård. Gift 1846 med N.N. – Han efterlod sig to børn.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 193-194.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Ernst Ferdinand Møsting Schmidt (1832-1864)

fødtes den 7. marts 1832 i Nakskov og var søn af apoteker dersteds, Lauritz Schmidt og hustru Emilie Kjergaard. Den 1. november 1851 blev han kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1853 til sekondløjtnant ved 9. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1852. Ved denne afdeling stod han til sin død. Livsglad, smuk og sympatetisk var han de ældres yndling og genstand for de unges beundring.

Indtil 17. april førte han 3. kompagni, efter at hans kompagnichef, grev Ahlefeldt-Laurvig den 9. marts havde overtaget kommandoen over regimentets 1. bataljon. Den 17. april om eftermiddagen afgav han kommandoen til premierløjtnant P.L.C.F. Hansen. Under bataljonens, med stor bravour og under den morderiske fjendtlige ild, udførte fremrykning mod Dybbøl Mølle, syd for Flensborg-vejen, såredes Schmidt hårdt. ”Fremad Kammerater!” var de sidste ord han udtalte, da han førte sine folk mod fjenden. Han såredes i brystet og blev længe liggende på valpladsen, inden han optoges af fjenden, der førte ham til Stenderup lazaret. Her døde han samme dags aften. 

Mens han lå på valpladsen, havde han endnu kraft nok til at rive et blad ud af sin tegnebog og derpå skrev han nogle ord som sidste hilsen til sine forældre. Han jordedes den 21. april på Nybøl Kirkegård. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april. I ministeriet var man ukendt med hans skæbne, og syv dage efter hans død forfremmedes han den 28. april til premierløjtnant. Først i begyndelsen af maj måned fik Overkommandoen ved parlamentær underretning om hans død.

Hans retsindige og uegennyttige tænkemåde, hans elskværdige og beskedne væsen gjorde ham elsket og agtet af enhver.

Mindestenen over kaptajn Knauer samt løjtnanterne 

Schmidt og Knorring blev rejst i 1914. 

Den står omtrent hvor Gl. Aabenraavej munder ud i 

Dybbølgade, ca. 500 meter nordøst for Dybbøl Mølle. 

Mindestenen over sekondløjtnant Schmidt blev rejst i 1937.

Stenen står i haven ved ejendommen Gl. Aabenraavej 11 i Dybbøl.

 

Sekondløjtnant ved 9. Infanteriregiment Ernst Ferdinand Møsting Schmidt (søn af apoteker Laurits Schmidt og Emilie Kjergaard, født 7. marts 1832 i Nakskov, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død samme dag på Stenderup lazaret, begravet 21. april på Nybøl kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 191-192.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Johan Georg Frederik Schlegel (1843-1864)

fødtes den 12. november 1843 i Klampenborg og var søn af skovrider i Klampenborg Ulrik Anton Schlegel (død 1852) og hustru Andrea Weisler. Schlegel gik på Sorø Akademi, blev konfirmeret 1858 og tog 1859 præliminæreksamen. I 1859 ansattes han i toldvæsenet og kom til tjeneste i Odense. Fra den 10. december 1861 til den 14. august 1862 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet, bestod sin eksamen som nr. 15 af 102 elever og udnævntes den 14. august til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Ved fordelingen af krigsreserveofficererne blev han den 18. oktober samme år ansat ved 3. Infanteribataljon og ved denne afdeling stod han nu til sin død. Efter at være blevet officer ansattes han den 1. januar 1863 som toldfuldmægtig i Køge. 

Ved mobiliseringen mødte Schlegel ved 3. Regiments 1. kompagni, som med regimentet den 4. december 1863 afgik til Slesvig. Han deltog i forskellige kampe, i Dybbøls forsvar og i kampen på Als. Her blev han den 29. juni i den heftige kamp om en af gårdene i Kær by hårdt såret og fanget. Han førtes til Sandbjerg lazaret, hvor han døde den 2. juli. Liget begravedes den 4. juli på Sottrup Kirkegård.

Schlegel var et forstandigt og godt menneske, udrustet med gode kundskaber og samvittighedsfuld i opfyldelsen af sine pligter. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold i kampen den 18. april ved Dybbøl.

På mindestenen over faldne fra Sorø Akademi

ses også sekondløjtnant Schlegels navn

Hans navn ses også på mindetavlen i Sorø Klosterkirke

... og på mindetavlen i Nikolaj Kirke i Køge

Sekondløjtnant ved 3. Infanteriregiment Johan Georg Frederik Schlegel (søn af skovrider Ulrich Anthon Adolph S. og Andrea von Westen), født 12. november 1843 i Klampenborg, Lyngby sogn, Københanvs amt, såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 2. juli på Sandbjerg lazaret, begravet 4. juli på Sottrup kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 190.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Danske krigergrave og mindesmærker (3)

Major Sophus Peter Lassenius Schack (1811-1864)

fødtes den 21. januar 1811 i København og var søn af generalfiskal, kammeradvokat, etatsråd Gregers Schack (1781-1840) og hustru Anna Sofie Kirksteen (1788-1854). Den 1. januar 1821 blev han kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. januar 1830 udnævnt til sekondløjtnant ved 2. jyske Infanteriregiment med anciennitet af 21. december 1828. Den 16. juni 1838 blev han premierløjtnant. Ved hærens omordning i 1842 trådte han den 1. juli ud af hæren, da han følte kald til og havde talent for malerkunsten, og sattes på vartpenge. Han helligede sig nu sin kunst, og man fik fra hans hånd flere værdifulde arbejder. Som elev af Kunstakademiet erhvervede han sig både den lille og den store sølvmedalje samt rejsestipendium.

Ved krigens udbrud 1848 meldte han sig ufortøvet atter til tjeneste og fik den 17. juli samme år kaptajns karakter. Han ansattes ved 3. Reservebataljon, hvor han stod til 1. april 1850, da han blev forsat til 7. Linjeinfanteribataljon. Han udmærkede sig ved Ullerup, hvor han blev let såret, men især ved indtagelsen af Frederiksstad den 7. august 1850, hvor han med sit kompagni havde fortroppen og stormede de fjendtlige skanser på diget nord for byen. Ved denne lejlighed såredes han hårdt i venstre skulder. Til belønning for sit mod og sin brave optræden optoges han den 22. august 1850 i hærens linje. Kaptajns anciennitet havde han fået den 1. januar 1849. Endvidere dekoreredes han den 9. september 1849 med Ridderkorset, og den 6. oktober 1850 med den russiske Skt. Anna Ordens ridderkors. Fra 1860-63 stod han à la suite som kaptajnvagtmester i Rendsborg fæstning. Den 15. april 1860 blev han major.

Han kastede sig nu over litteraturen, og frugten heraf var hans bekendte ”Portrætparalleller” og ”Fysiognomiske studier”, der udmærkede sig ved original opfattelse. Endvidere udgav han en ”Karakteristik af den danske soldat”, samt nogle mindre militære afhandlinger.

Såsnart det atter tegnede til krig, søgte han om at komme til aktiv tjeneste og blev ansat ved 20. Infanteribataljon den 1. oktober 1863. Under krigen var han chef for regimentets 1. Bataljon, i hvilken stilling han gentagne gange under felttoget gav beviser på at være en modig og dygtig officer. Således fremhæves han i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen foran Dannevirke den 3. februar.

Den 18. april blev han under regimentets fremrykning skudt gennem lungen, og idet han, støttet på en menig, gik tilbage, knuste en granatstump hans højre arm og tre ribben. Skønt hårdt såret, havde han dog hårdførhed og selvbeherskelse nok til under transporten til København, ombord på skibet, at læse sine aviser. Han blev indlagt på lazarettet på Sølvgadens kaserne, hvor han døde den 21. april omgivet af sin konge, sin hustru og sin bedste ven. Han begravedes den 29. april på Garnisons Kirkegård. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april.

1853 ægtede han Vilhelmine Bothilde Olsen, datter af oberst Olaf Nicolaj Olsen, tidligere chef for Generalstabens topografiske afdeling.

Mindestenen over major Schack blev rejst i 1926.

Stenen står tæt ved ejendommen Dybbøl Banke 3,

ca. 300 meter sydøst for møllen.

 

Major ved 20. Infanteriregiment Sophus Peter Lassenius Schack (søn af søkrigsprokurør Gregers S. og Anna Sophie Kirksteen), født 21. januar 1811 i København (Holmens), såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 21. april på Sølvgadens Kaserne i København, begravet 29. april på Garnisons kirkegård i København. Gift 1. gang 30. maj 1846 i København (Frue) med Jenny Maria Margaretha Wydbom (datter af oberst Johan Reinhold V. og Jenny Herwan), født 16. april 1828 i Stockholm, Sverige, død 4. april 1878 i Åsby, Stigtomta församling, Södermanlands län, Sverige (ægteskabet opløst 1851; gift 2. gang 1854 med artillerikaptajn Carl Axel Nyman, 1818-1895). Gift 2. gang 28. juni 1853 i København (Garnisons) med Wilhelmine Bothilde Olsen (datter af oberst Olaf Nicolaj O. og Louise Magdalene Schultz), født 31. marts 1826 i København (Garnisons), død 7. april 1900 i Holbæk (begr. på Garnisons kirkegård). – Han efterlod sig to døtre i alderen 4-6 år.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere. Hans første hustru hviler på Stigtomta kyrkogård i Nyköping. Hun og hendes nye mand ejede en gård ved navn Åsby. 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 184-185

Sigvard Skov: Sophus Schack og slaget ved Ullerup 1849. Sønderjyske årbøger 1962, s. 167-174

Weilbachs Kunstnerleksikon

Sekondløjtnant Frederik Harald Christian Saande (1839-1864)

fødtes den 25. maj 1839 i Helsingør og var søn af overkommandersergent, Dannebrogsmand Jørgen Olsen Saande (død 1880) og hustru Marie Nielsen. Som korporal ved 1. Artilleriregiment fik han lov til som underofficer og med bibehold af sin lønning – dog uden adgang til efter bestået officerseksamen at udnævnes til officer – at gennemgå det toårige kursus ved Landakademiet fra januar 1860. Han bestod sin officerseksamen ved den i 1861, ved Landkadetkorpsets ophævelse, sidst afholdte eksamen, fik den 4. november 1861 tilladelse til at deltage i øvelserne ved det kongelige militære gymnastiske institut og overgik herfra til reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet den 10. december 1861. Den 12. maj 1862 afgik han herfra og udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets linje med anciennitet af 1. november 1861 samt ansattes ved 9. Infanteribataljon, med hvilken han rykkede ud i 1864.

Han var, alt mens han gennemgik akademiet, alvorlig og mere moden end kammeraterne. Han havde strenge begreber om sine kaldspligter og så medlidende ned på sine samtidige, når disse i deres ungdommelighed spøgede med noget, der vedrørte tjenesten. Han var praktisk dygtig, og alle holdt af ham.

Om hans deltagelse i kampen den 18. april udtaler en ham nært stående, at hans sidste ord, henvendt til fanebæreren, var: ”Giv mig fanen [kvartermærket som dengang var et Dannebrogsflag] og brug De Deres gevær”. Med kvartermærket i venstre hånd og den dragne sabel i højre hånd stormede han frem med sit regiment. Kort efter såredes han af en kugle i venstre side. Ambulancebærerne, der førte ham bort, blev begge sårede, og Saande faldt i fjendehånd. Han døde samme dag og er vistnok begravet i en af fællesgravene på Dybbøl. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen på hin sørgelige dag.

I 1914 rejstes denne mindesten over fire sekondløjtnanter,

der faldt i 1864 og "hvis hvilesteder ikke kendes".

Stenen står ud til Dybbølgade, ca. 475 meter nordøst for møllen.

Mindestenen over sekondløjtnant Saande blev rejst i 1925.

Stenen står på Sønderled ved baghaven til ejendommen 

Dybbølgade 86.

 

Sekondløjtnant ved 9. Infanteriregiment Frederik Harald Christian Saande (søn af overkommandersergent Jørgen Olsen S. og Marie Nielsen), født 25. maj 1839 i Helsingør (Mariæ), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet i en af fællesgravene på Dybbøl Banke. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 182-183.

Major Anton Philip de Saint-Aubain (1804-1850)

var søn af oberst i Artilleriet F.J.C. de Saint-Aubain og hustru Anna Bolette, født Buntzen, altså broder til forfatteren Carl Bernhard. Født i København den 16. februar 1804, indtrådte han i sit 14. år på Landkadetakademiet, hvorfra han afgik til 2. jydske Infanteriregiment som sekondløjtnant med anciennitet fra 23. marts 1823. I 14 år gjorde han tjeneste ved dette regiment, som garnisonerede i København, og den unge Saint-Aubain, der var et livligt og virkelystent menneske og derhos var udrustet med ualmindelige kræfter og fortrinlige anlæg til alle idrætter, søgte i denne tid oftere lejlighed til at uddanne sig i forskellige praktiske øvelser; således gennemgik han kavalleriskolen på Jægersborg, en skole for bajonetfægtning i København og en lignende for landsens brug i Næstved. Ved regimentet, ligesom tidligere på akademiet, var han almindeligt afholdt særligt for den ridderlige åbenhed, hvormed han stedse var rede til at påtage sig ansvaret for en eller anden begået ungdommelig ubesindighed, men på den anden side også til at hævde sin egen eller kammeraters formentlige ret. Den 29. november 1831 udnævntes han til premierløjtnant, og den 1. oktober 1837 afgik han fra regimentet, idet han efter ansøgning var udnævnt til adjudant ved de dansk-ostindiske tropper og kaptajnvagtmester i fortet Tranquebar. 

Han arbejdede nu ihærdigt for at erhverve sig de til denne stilling fornødne teoretiske og praktiske kundskaber i artilleri- og ingeniørfagene, men kom under artillerieksercitsen til skade ved en omstyrtet kanon, så at han ikke til den fastsatte tid kunne afgå til sin bestemmelse. Kong Frederik VI, der var Saint-Aubains særlige velynder og, lige siden han var kadet, havde taget sig faderligt af ham, lovede ham da at give ham en anden ansættelse, tilmed da opholdet i troperne næppe ville passe for hans blodrige konstitution, og den 21. april 1839 erholdt Saint-Aubain afsked i nåde fra de ostindiske tropper. Samme år hensov imidlertid hans kongelige beskytter uden at have nået at indfri sit løfte, og Saint-Aubain tilbragte nu otte lange år med forgæves soliciteren om ansættelse, idet han ved korttegning og kontorarbejde erhvervede sig og sine et mange gange knapt, nødtørftigt udkomme. Tillige søgte han uddannelse ved toldvæsenet og havde endelig fået håb om en ansættelse i dette fag, da krigen brød ud. 

Saint-Aubain lå dengang syg af en heftig lungebetændelse, men så snart han blot var blevet rekonvalescent, stillede han sig til krigsbestyrelsens rådighed. Hans ønske, at afgå til felthæren, blev dog foreløbigt ikke opfyldt; den 1. juli 1848 blev han med kaptajns karakter anset ved Københavns Eksercerskole, hvis forstander han blev nogle måneder senere; her udviklede han en så omsigtsfuld og energisk virksomhed under vanskelige forhold, at han den 22. januar 1849 genoptoges i arméens linje på sin tidligere plads, dvs. med kaptajns anciennitet fra 28. juni 1840. Han blev først ansat som kompagnichef ved 3. Linjebataljon, men fik allerede under 29. juni s.å. majors karakter uden anciennitet og den 10. juli midlertidigt kommandoen over 9. Linjebataljon, hvis kommandør, major Krabbe, var faldet ved Fredericia. Senere blev han ansat som major ved 2. Forstærkningsbataljon, hvis kommandør han dog faktisk var, da oberstløjtnant du Plat endnu ej var restitueret efter sine sår. 

Den 10. april 1850 fik han majors anciennitet og blev kommandør for 4. Forstærkningsbataljon; han lå nu i kantonnement i Horsens indtil den 13. juli, da bataljonen brød op og efter fem dages anstrengende march ankom til Flensborg, hvor nogle dage hengik med bivouakeringer, alarmeringer og rekognosceringer, indtil hele arméen den 23. juli var koncentreret syd for Flensborg. Hans bataljon hørte til 6. Brigade (Irminger), og var i ilden håde den 24. og den 25. juli. Den første af disse dage var det første gang, at 4. Forstærkningsbataljon og dens brave kommandør kom i en alvorlig fægtning. 6. Brigade var ved slagets begyndelse i 2. linje, men, da vor venstre fløj blev trængt, blev 4. Forstærkningsbataljon sendt til forstærkning, og fjenden blev nu kastet med en sådan heftighed, at han senere intet forsøg gjorde på at trænge frem ad denne kant. Tidligt den næste morgen, da 6. Brigade blev bragt i ilden ved Bøgholt til understøttelse for 5. Brigade, stod 4. Forstærkningsbataljon yderst på højre fløj, og, efter at fjenden var kastet, hørte bataljonen til den del af brigaden, som blev samlet ved chausseen for at angribe fjendens meget stærke stilling foran Isted Kro. 

Stormen blev udført med uimodståelig kraft og i fortrinlig orden og afgjorde dagens skæbne. Blandt de ofre, den kostede, var Saint-Aubain. Han havde måttet lade sin hest blive tilbage i Bøgmosen og gik til fods på chausseen ved siden af brigadekommandøren, da en granatstump knuste hans højre ben over anklen. Efter en foreløbig forbinding blev han ført til Flensborg, hvor han døde den følgende dag umiddelbart efter at være amputeret. Han efterlod enke, Karen Kirstine, født Larsen, og mange børn, af hvilke en søn blev officer i Rytteriet.

Saint-Aubains nærmeste foresatte, oberst Irminger, har givet hans karakteristik med følgende ord: ”Arméen mistede i major de Saint-Aubain en officer, der ved sin dygtighed, sin bestemthed og sit uforfærdede mod havde erhvervet sig sine kammeraters højagtelse og sine undergivnes tillid og kærlighed. Bataljonen tabte i ham en kommandør, der med utrættelig iver og omhu sørgede for dens krigeriske uddannelse og velvære, og som ved sin personlighed og sit eksempel forstod at henrive sine undergivne til den højeste pligtopfyldelse. Stedse vil hans navn blive nævnt blandt de tapreste førere, som er faldne i den sidste krig for Danmarks retfærdige sag”.

Major ved 4. Forstærkningsbataljon Anton Philip de Saint-Aubain (søn af oberst Frederik Julius Christian de S.-A. og Anna Bolette Buntzen), født 16. februar 1804 i København (Garnisons), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 27. juli på Flensborg lazaret, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 20. april med Karen Christine Larsen, født 19. februar 1807 i København (?), død 21. august 1870 i København (Garnisons). – Han efterlod sig fire sønner og tre døtre i alderen 6-21 år. 

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1503-1507. (Gengivet her)

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 84-88.

Danske krigergrave og mindesmærker

Generalmajor Frederik Adolph Schleppegrell (1792-1850)

blev født den 28. juni 1792 på den gamle herregård Brunlaug ved Laurvig. Faderen, generalmajor og chef for Telemarkske Infanteriregiment, Otto Henrik Schleppegrell, hørte til en gammel westfalsk adelsslægt, af hvilke flere medlemmer have tjent i den dansk-norske hær; moderen var dennes anden hustru Catharine Abigael, født Zimmer, datter af viceadmiral Zimmer. Frederik Adolph Schleppegrell var yngste barn og eneste søn. 12 år gammel, optoges han i det norske landkadetkorps i Christiania.

Den 19. juni 1807 blev han efter bestået officerseksamen fændrik ved faderens regiment med anciennitet fra 1. juli 1806, og allerede den 2. oktober 1807 sekondløjtnant med anciennitet fra 13. marts s.å. Det følgende år deltog han, ansat ved en kombineret grenaderbataljon, i krigen med Sverige, udmærkede sig i træfningen ved Killingmo den 18. og Toverud den 19. april og blev den 2. maj udnævnt til premierløjtnant. Da krigen var endt 1809, kom han tilbage til sin garnison Frederiksværn; i årene 1812-13 opmålte han Laurvigs grevskab for Rentekammeret. Atter i 1814 udmærkede han sig som fører for en division telemarkske jægere, navnlig ved Ingedal den 3. august. Da nordmændene måtte falde tilføje, og hæren toges i ed for kong Carl XIII, kunne dog tre af Telemarkske Regiments officerer, Schleppegrell, Rye og Helgesen, ikke bekvemme sig til at bøje sig under den nye tingenes ordning, hvorfor de i foråret 1815 fik deres afsked fra norsk tjeneste. 

Unge og virkelystne, som de var, og forsynede med glimrende anbefalinger fra den forrige konge i Norge, nu atter prins Christian Frederik af Danmark, drog de til Nederlandene, hvor de søgte ansættelse i den preussiske hær under Blücher. Her blev de foreløbigt anbragte ved 5. rhinske landeværnsregiment i Kain, men snart efter forsatte til 5. westfalske infanteriregiment ved 2. Armékorps af den aktive hær. Med dette regiment deltog de nu i erobringen af Philippeville og Rocroix, men da prins Christian imidlertid havde udvirket for dem en ansættelse i den danske hær med bibeholdelse af deres anciennitet, erholdt de i december 1815 afsked af den preussiske tjeneste med medaljen for deltagelse i felttoget 1815. 

Efter ordre meldte de sig nu til chefen for det danske auxiliærkorps, der midlertidigt ansatte Schleppegrell ved det til korpset hørende Dronningens Livregiment, men kort efter hjemkaldtes korpset, og i april måned 1816 rejste Schleppegrell til søs til Danmark, hvor han modtog endelig ansættelse ved 3. jyske Infanteriregiment i København. Den 23. august 1819 fik han kaptajns karakter med den ham tidligere reserverede anciennitet fra 1. februar 1816; den 9. februar 1820 kom han i stabskaptajns nummer. Samme år blev regimentet forlagt til Aalborg, hvor Schleppegrell derefter havde garnison indtil 1842, dog med undtagelse af ca. 1½ år (1821-22), da han forrettede tjeneste ved Prins Christians Regiment i København. Den 12. november 1828 blev han chef for regimentets jægerkompagni, den 2. april 1839 major med anciennitet fra 13. februar 1833 og ved omorganisationen den 1. juli 1842 oberstløjtnant og kommandør for 8. Linjebataljon i København, hvilken kommando han dog den 1. januar 1847 byttede med den over 2. Jægerkorps i Helsingør. Under sin lange fredstjeneste arbejdede Schleppegrell med sjælden iver og dygtighed på mandskabets uddannelse, og ligesom han allerede som ganske ung officer i Norge havde tildraget sig prins Frederik af Hessens opmærksomhed, således udtalte også kong Frederik VI gentagne gange sin særlige tilfredshed med den mønsterværdige måde, hvorpå Schleppegrell røgtede sin tjeneste. 

Da han 1819 fik kaptajns karakter, som en undtagelse fra den almindelige regel, udtaler kongen, at han ved enhver lejlighed udmærker sig ved duelighed og tjenesteiver og derfor bliver anbefalet af alle hans foresatte, fordi han ofte har gjort mere end, hvad strikte er hans pligt at gøre, og i parolbefaling af 11. juni 1830 nævnes, at han ved en præsentation for kongen havde ladet officerer og underofficerer træde ud, og at desuagtet de meget rask på hverandre følgende kommandoord og signaler forstodes og udførtes øjeblikkeligt, og der blev ikke bemærket en eneste fejl. For eksercitsen forsømte han dog ikke de andre tjenestegrene; særligt havde han både teoretisk og praktisk lagt sig grundigt efter skydning. Den 28. juni 1840 blev hans fortjenester påskønnede ved, at han blev benådet med Dannebrogsordenens Ridderkors. Ligeså var han senere anerkendt for en af hærens dygtigste bataljonskommandører. 

I marts 1848 fik Schleppegrell, der den 2. s.m. var avanceret til oberst, kommandoen over det venstre flankekorps, som så smukt deltog i kampene ved Bov, Slesvig, Dybbøl og Nybøl, og Schleppegrell viste her, at det ikke blot var i fredstid, at han var en fremragende officer. Hans dispositioner var klare og udtømmende; når han under slaget sporede nogen vaklen, ilede han straks til for personlig at opmuntre de kæmpende, og den uforfærdethed, hvormed han udsatte sig for fjendens ild, gav anledning til den talemåde, at han kunne ”ryste kugler af sig som sne”, som der står i en soldatervise om ham. Den 24. maj 1848 udnævntes han til generalmajor, den 13. september s.å. til Kommandør af Dannebrog.

I 1849 kommanderede han 3. Brigade, der kæmpede ved Kolding og Gudsø og i slaget den 6. juli indlagt sig meget hæder. Schleppegrell blev fra slagdagen at regne benådet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Da felthæren om efteråret blev opløst, blev Schleppegrell først inspektør over infanteriet på Sjælland, men allerede den 15. oktober kommanderende general på Als. I de tre fjerdingår, han forblev i denne stilling, drog han ivrig omsorg for, at den ham underlagte styrke kunne møde vel forberedt ved næste sammenstød med fjenden, og han var selv på færde tidligt og silde for at overbevise sig om, både at øvelserne blev drevet, som de skulle, og at troppernes indkvartering, forplejning m.v. var så god, som forholdene tilstedede.

Den 16. juli 1850 drog han over til Slesvigs fastland, hvor hæren skulle samles syd for Flensborg. Han var nu kommandør for 2. Armédivision, bestående af 1., 2. og 5. Brigade, 4. Dragonregiment og tre batterier. Den 24. juli holdtes divisionen i reserve, og af dens afdelinger kom kun 13. Linjebataljon en kort tid i ilden; den 25. juli skulle 2. Division åbne angrebet samtidigt med sine tre brigader, og 1. Division danne reserven. Divisionen gik altså frem i tre kolonner, og Schleppegrell fulgte selv med den midterste (2. Brigade), der rykkede frem over Ovre Stolk. Størstedelen af kolonnen havde passeret landsbyen og var sendt imod passet mellem Isted Sø og Langsø, da 13. Liniebataljon på marchen gennem byen pludseligt blev angrebet i flanken. Schleppegrell havde lige ladet seks kanoner af Batteriet Baggesen, der var tildelt brigaden, beskyde den foran Grydeskov stående fjende fra en højde syd for Ovre Stolk, hvor han ligeledes selv holdt med sin stab og omtrent en eskadron. Han antog først, at sagen ikke var alvorligere end, at den kunne klares ved at sende en deling dragoner ind i byen, men da han snart måtte erkende, at den fjendtlige styrke var betydelig, og den brød frem på flere steder, vendte han batteriet om imod den og lod resten af eskadronen foretage gentagne attakker. Både rytteriet og artilleriet led her store tab; divisionsstabens officerer, af hvilke flere deltog i attakkerne, var tildels sårede og fangne, da også generalen blev ramt af en geværkugle i hovedet; en tid lang blev han liggende på valpladsen, indtil han, efter at hans hovedreserve under oberstløjtnant Henckel havde taget byen tilbage, blev fundet og kørt til Flensborg, hvor han den næste morgen kl. 3 udåndede på stadshospitalet. Den 28. juli blev han tilligemed størstedelen af de øvrige ved Isted faldne krigere stedet til hvile på Sct. Mariæ Kirkegård i Flensborg. Schleppegrell, Trepka og Læssøe, en underofficer og en menig blev som repræsentanter for de faldne båret til den store krigergrav, hvori de øvrige alt var nedlagte, og ved hvilken feltprovst Hammerich og dernæst superintendent Aschenfeldt talte hjertelige og gribende ord i overværelse af en mængde af de faldnes våbenbrødre og af den loyale del af befolkningen. Samme år lod kong Frederik VII sætte 51 mindesten på graven, hvor senere det danske folk rejste et monument, som nu desværre ikke findes mere dér. Schleppegrells medaljon var, tilligemed Læssøes, Kroghs og Helgesens, anbragt på fodstykket.

Schleppegrell var en høj, kraftigt bygget skikkelse, havde stærke lemmer og et jernhelbred. Af hans store, spillende øjne kunne man læse, hvor meget han hadede al langsomhed; han havde imidlertid en betydelig magt over sig selv, og under alvorlige forhold forstod han at holde sin utålmodighed i tømme, uden at han dog derfor blev mindre hurtig til at opfatte en situation eller tage en beslutning. Sine sorger beholdt han helst for sig selv; også deri viste hans selvbeherskelse sig, at han, selv hvor han mente at have grund til at være bekymret for fædrelandets fremtid, dog med den ham egne blanding af alvor og lune vidste at holde modet oppe hos sine omgivelser. Ubestikkelig retsindighed var grundlaget i hans karakter. Trofast, som han var i venskab, havde han på den anden side, når han havde fattet mistillid til Nogen, vanskelighed ved atter at frigøre sig derfor, som det så slående viste sig ved, at han til trods for alt, hvad der var kommet imellem, til sin død bevarede sin sympati for den preussiske hær og sin antipati for den svenske. I omgang var han gæstfri og selskabelig, i sit hjem en kærlig og omhyggelig ægtefælle og fader.

Mens han garnisonerede i Aalborg, havde han den 25. juli 1828 ægtet baronesse Johanne Jacobine Margrethe Juel, datter af major, baron C.F. Juel tll Lundbæk. Hun overlevede ham med tre sønner, af hvilke de to ældste blev officerer.

Mindestenen over generalmajor Schleppegrell blev rejst i år 1900.

Stenen står ved en markvej ca. 125 meter syd for Haupstrasse, 

der løber mellem landsbyerne Isted og Stolk. - Ældre postkort.

Kæmpehøjen på Skt. Mariæ kirkegård i Flensburg

blev på kong Frederik VII's initiativ anlagt i 1862.

En "kongesten" og 51 marmortavler over officerer,

befalingsmænd og menige, der alle faldt ved Isted.

Blandt disse generalmajor Schleppegrell.

Istedløven på Skt. Mariæ kirkegård i Flensburg

blev afsløret i 1862, men fjernet af preusserne to år senere.

I 2011 vendte løven tilbage til Flensburg.

På Istedløvens sokkel er placeret fire medaljoner, 

hvoraf den ene forestiller Schleppegrell.

Schleppegrells statue i Kildeparken i Aalborg blev 

afsløret på Isted-dagen i 1880.

Statuen er udført af billedhugger Andreas Paulsen.

Til støbningen af statuen leverede Krigsministeriet 

4000 pund bronze fra danske kanoner.

Generalmajor Frederik Adolph Schleppegrell (søn af generalmajor Otto Heinrich S. og Cathrine Abigael Zimmer), født 28. juni 1792 på gården Brunla, Brunlanes prestegjeld, Vestfolk fylke, Norge, såret 25. juli 1850 ved Isted, død 26. juli på Stadshospitalet i Flensborg, begravet 28. juli på Skt. Mariæ kirkegård i Flensburg. Gift 25. juli 1828 med Johanne Jacobine Margrethe baronesse Juel af Rystensteen (1808-96), med hvem han havde tre sønner.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1485-1491. (Gengivet her).

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 12-17.

Otto Vaupell: Skildringer af Ryes, Schleppegrells og Helgesens Liv. Kristiania, 1875. 88 sider.

Nick B. Svendsen: Generals of the Danish Army in the First and Second Schleswig Holstein Wars 1848-50 and 1864 : Schleppegrel, Rye and du Plat. 2011. 322 sider.

Otto Vaupell: Mindeskrift i Anledning af Schleppegrells Monument, afsløret i Aalborg 25. Juli 1880. Militært Tidsskrift IX, 1879/80, s. 451-463.

Axel Liljefalk: Dansk-norske Heltehistorier 1814-64. Kbh., 1896. S. 79-106: F.A. Schleppegrell.

Poul Hennings (medd.): Generalmajor Frederik Adolph von Schleppegrells Autobiografi (1840). Personalhistorisk Tidsskrift 6. Rk., Bd. III, 1912, s. 154-157.

Dansk biografisk leksikon

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)