Major Anton Philip de Saint-Aubain (1804-1850)

var søn af oberst i Artilleriet F.J.C. de Saint-Aubain og hustru Anna Bolette, født Buntzen, altså broder til forfatteren Carl Bernhard. Født i København den 16. februar 1804, indtrådte han i sit 14. år på Landkadetakademiet, hvorfra han afgik til 2. jydske Infanteriregiment som sekondløjtnant med anciennitet fra 23. marts 1823. I 14 år gjorde han tjeneste ved dette regiment, som garnisonerede i København, og den unge Saint-Aubain, der var et livligt og virkelystent menneske og derhos var udrustet med ualmindelige kræfter og fortrinlige anlæg til alle idrætter, søgte i denne tid oftere lejlighed til at uddanne sig i forskellige praktiske øvelser; således gennemgik han kavalleriskolen på Jægersborg, en skole for bajonetfægtning i København og en lignende for landsens brug i Næstved. Ved regimentet, ligesom tidligere på akademiet, var han almindeligt afholdt særligt for den ridderlige åbenhed, hvormed han stedse var rede til at påtage sig ansvaret for en eller anden begået ungdommelig ubesindighed, men på den anden side også til at hævde sin egen eller kammeraters formentlige ret. Den 29. november 1831 udnævntes han til premierløjtnant, og den 1. oktober 1837 afgik han fra regimentet, idet han efter ansøgning var udnævnt til adjudant ved de dansk-ostindiske tropper og kaptajnvagtmester i fortet Tranquebar. 

Han arbejdede nu ihærdigt for at erhverve sig de til denne stilling fornødne teoretiske og praktiske kundskaber i artilleri- og ingeniørfagene, men kom under artillerieksercitsen til skade ved en omstyrtet kanon, så at han ikke til den fastsatte tid kunne afgå til sin bestemmelse. Kong Frederik VI, der var Saint-Aubains særlige velynder og, lige siden han var kadet, havde taget sig faderligt af ham, lovede ham da at give ham en anden ansættelse, tilmed da opholdet i troperne næppe ville passe for hans blodrige konstitution, og den 21. april 1839 erholdt Saint-Aubain afsked i nåde fra de ostindiske tropper. Samme år hensov imidlertid hans kongelige beskytter uden at have nået at indfri sit løfte, og Saint-Aubain tilbragte nu otte lange år med forgæves soliciteren om ansættelse, idet han ved korttegning og kontorarbejde erhvervede sig og sine et mange gange knapt, nødtørftigt udkomme. Tillige søgte han uddannelse ved toldvæsenet og havde endelig fået håb om en ansættelse i dette fag, da krigen brød ud. 

Saint-Aubain lå dengang syg af en heftig lungebetændelse, men så snart han blot var blevet rekonvalescent, stillede han sig til krigsbestyrelsens rådighed. Hans ønske, at afgå til felthæren, blev dog foreløbigt ikke opfyldt; den 1. juli 1848 blev han med kaptajns karakter anset ved Københavns Eksercerskole, hvis forstander han blev nogle måneder senere; her udviklede han en så omsigtsfuld og energisk virksomhed under vanskelige forhold, at han den 22. januar 1849 genoptoges i arméens linje på sin tidligere plads, dvs. med kaptajns anciennitet fra 28. juni 1840. Han blev først ansat som kompagnichef ved 3. Linjebataljon, men fik allerede under 29. juni s.å. majors karakter uden anciennitet og den 10. juli midlertidigt kommandoen over 9. Linjebataljon, hvis kommandør, major Krabbe, var faldet ved Fredericia. Senere blev han ansat som major ved 2. Forstærkningsbataljon, hvis kommandør han dog faktisk var, da oberstløjtnant du Plat endnu ej var restitueret efter sine sår. 

Den 10. april 1850 fik han majors anciennitet og blev kommandør for 4. Forstærkningsbataljon; han lå nu i kantonnement i Horsens indtil den 13. juli, da bataljonen brød op og efter fem dages anstrengende march ankom til Flensborg, hvor nogle dage hengik med bivouakeringer, alarmeringer og rekognosceringer, indtil hele arméen den 23. juli var koncentreret syd for Flensborg. Hans bataljon hørte til 6. Brigade (Irminger), og var i ilden håde den 24. og den 25. juli. Den første af disse dage var det første gang, at 4. Forstærkningsbataljon og dens brave kommandør kom i en alvorlig fægtning. 6. Brigade var ved slagets begyndelse i 2. linje, men, da vor venstre fløj blev trængt, blev 4. Forstærkningsbataljon sendt til forstærkning, og fjenden blev nu kastet med en sådan heftighed, at han senere intet forsøg gjorde på at trænge frem ad denne kant. Tidligt den næste morgen, da 6. Brigade blev bragt i ilden ved Bøgholt til understøttelse for 5. Brigade, stod 4. Forstærkningsbataljon yderst på højre fløj, og, efter at fjenden var kastet, hørte bataljonen til den del af brigaden, som blev samlet ved chausseen for at angribe fjendens meget stærke stilling foran Isted Kro. 

Stormen blev udført med uimodståelig kraft og i fortrinlig orden og afgjorde dagens skæbne. Blandt de ofre, den kostede, var Saint-Aubain. Han havde måttet lade sin hest blive tilbage i Bøgmosen og gik til fods på chausseen ved siden af brigadekommandøren, da en granatstump knuste hans højre ben over anklen. Efter en foreløbig forbinding blev han ført til Flensborg, hvor han døde den følgende dag umiddelbart efter at være amputeret. Han efterlod enke, Karen Kirstine, født Larsen, og mange børn, af hvilke en søn blev officer i Rytteriet.

Saint-Aubains nærmeste foresatte, oberst Irminger, har givet hans karakteristik med følgende ord: ”Arméen mistede i major de Saint-Aubain en officer, der ved sin dygtighed, sin bestemthed og sit uforfærdede mod havde erhvervet sig sine kammeraters højagtelse og sine undergivnes tillid og kærlighed. Bataljonen tabte i ham en kommandør, der med utrættelig iver og omhu sørgede for dens krigeriske uddannelse og velvære, og som ved sin personlighed og sit eksempel forstod at henrive sine undergivne til den højeste pligtopfyldelse. Stedse vil hans navn blive nævnt blandt de tapreste førere, som er faldne i den sidste krig for Danmarks retfærdige sag”.

Major ved 4. Forstærkningsbataljon Anton Philip de Saint-Aubain (søn af oberst Frederik Julius Christian de S.-A. og Anna Bolette Buntzen), født 16. februar 1804 i København (Garnisons), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 27. juli på Flensborg lazaret, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 20. april med Karen Christine Larsen, født 19. februar 1807 i København (?), død 21. august 1870 i København (Garnisons). – Han efterlod sig fire sønner og tre døtre i alderen 6-21 år. 

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1503-1507. (Gengivet her)

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 84-88.

Danske krigergrave og mindesmærker