Premierløjtnant Rasmus Rasmussen (1820-1864)

fødtes den 20. marts 1820 ved Brahetrolleborg på Fyn og var søn af smeden dér, Rasmus Christensen og hustru Ane Marie Prøven, datter af en drejelsvæver. Hun skal have været en for sin tid meget begavet kvinde. Otte år gammel kom Rasmussen med sine forældre til Kalhave i Hornborg sogn, Jylland, hvor faderen nedsatte sig som smed. Senere flyttede familien til Føvling ved Brædstrup, hvor den ejede en lille gård. Rasmussen tjente først som hyrde i Brejnholm Mølle og lærte derefter mølleriet i Lundum Mølle. Efter at have udlært i møllen kom han til Horsens, hvor han lærte at lave Træsko. Her lærte han sin tilkommende hustru at kende.

I 1848 stod han ved 4. Reservebataljon og var avanceret til kommandersergent, da han den 18. december udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, foreløbig dog uden anciennitet. Denne fik han den 10. marts 1849 fra 1. januar 1849 og endelig den 26. august 1849 tillagdes der ham, såvel som alle siden krigens udbrud udnævnte sekondløjtnanter, anciennitet fra 30. april 1848. Så længe krigen varede stod han ved 4. Reservebataljon. Efter den permitteredes han.

Den 27. marts 1852 fik han premierløjtnants karakter med anciennitet af 1. oktober 1851. Under 17. maj 1854 udnævntes han til virkelig premierløjtnant i krigsreserven. Han deltog med hæder i den første krig, og oberst Helgesen satte stor pris på denne dygtige officer, der gentagne gange udmærkede sig ved Frederikstads belejring fra 29. september til 4. oktober 1850. Den 4. oktober havde han således en væsentlig del i, at de første stormangreb afsloges og fjendens mod derved knækkedes. Efter krigen vendte han igen tilbage til bondestanden.

Den 18. oktober 1862 ansattes han ved 3. Infanteribataljon. Da krigen atter stod for døren, indkaldtes han og kom på grund af den store mangel på ældre officerer til at føre 20. Regiments 7. kompagni. Han følte utvivlsomt selv, at han ikke fuldt ud magtede denne opgave, men han gjorde, hvad han kunne, og aldrig var hans kompagni ude af hans tanker. Og manglede han end den fornødne militære uddanelse til at befale, så forstod han at lystre med urokkelig pligtfølelse og kæk dødsforagt. Det viste han den 18. april. Da han foran sit kompagni stormede frem mod fjenden, segnede han om truffet af en kugle i hoften. Han så sine folk løbe frem efter sig og forbi sig, og for at opmuntre dem i sidste øjeblik, råbte han: ”Hurra for mit brave kompagni”. Han indlagdes af fjenden på Flensborg lazaret, hvor han døde den 10. maj.

Liget blev nogle dage efter ført nordpå, og da dette rygtedes i Haderslev, vandrede hele byen ud for at vise den faldne helt den sidste ære. Kisten blev oversået med grønt og den knuste sabelskede forblev udækket, så at den vedblivende erindrede om hans død for fædrelandet. Liget førtes over Vejle til Uldum Kirkegård, hvor det begravedes den 17. maj. Overalt på vejen modtoges det med blomster og store æresbevisninger. Unge sørgeklædte piger strøede blomster på dets vej, og kisten bares ½ mil af våbenbrødre fra Vejle. Ved indgangen til kirkegården i Uldum var rejst en æresport, på hvilken stod hans navn og: ”sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat”. Her udtalte sognerådsformanden i sognets navn et farvel ”til den hæderlig afdøde, omtalte hans værd, ikke alene som den heltemodige, uforfærdede kriger, men også som menneske og som medborger, som ægtemand og fader og bragte ham sognets tak, for hvad han havde været for det”. Fulgt af unge mænd, der bar dannebrogsflag, og båret af sognefogder og sogneforstandere førtes kisten til graven. Den smukke stemningsfulde højtidelighed efterlod et dybt indtryk på alle tilstedeværende. På stenen på hans grav sattes følgende inskription:

Ynglinge i plade
drenge klædt i stål
mænd med faste hjerter
det er Danmarks mål.

Rasmussen ejede selv en lille gård i Hesselballe. Hans hustru Mariane Mathiassen, husmandsdatter fra Gylling og søster til den i sin tid bekendte købmand og rådmand J. Mathiassen i Horsens, samt en talrig familie overlevede ham.

Mindestenen over blandt andre premierløjtnant Rasmussen blev rejst i 1926.

Stenen står over for ejendommen Langdamgård, Grønnekærvej 8, Dybbøl.

Premierløjtnant ved 20. Infanteriregiment Rasmus Rasmussen (søn af husmand og smed Rasmus Christiansen og Anne Marie Nielsdatter), født 20. marts 1820 i Mellemhaven, Brahetrolleborg sogn, Svendborg amt, såret 18. april 1864 i kampene på Dybbøl, død 10. maj på Flensburg lazaret, begravet 17. maj på Uldum kirkegård. Gift 4. november 1851 i Tamdrup med Mariane Mathiasdatter (datter af husmand Mathias Nielsen og Margrethe Jensdatter), født 1. februar 1820 i Gylling sogn, Aarhus amt, død 31. august 1875 i Horsens, begravet i Uldum. – Han efterlod sig tre sønner i alderen 6-11 år.

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 165-167.

To breve fra en soldat fra 1864. Årbog / Lolland-Falsters historiske Samfund 1964, s. 195-198.

Danske krigergrave og mindesmærker