Viser opslag med etiketten Ingeniørkorpset. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ingeniørkorpset. Vis alle opslag

søndag den 16. juli 2023

Sekondløjtnant Jens Hjersing Rasmus Harald Kofoed (1831-1850)

var født den 17. april 1831 i Rendsborg, hvor hans fader, major af Artilleriet H.M.C.H. Koefoed, var tøjmester ved arsenalet; moderen hed Jensine Rudolphine, født Hjersing. Harald Koefoed var tilligemed en yngre broder fra ung af bestemt til officer, og i 1847 søgte faderen kongen om understøttelse til deres forberedelse til akademiets afgangsklasse, men nogle måneder senere brød krigen ud, og skønt kun 17 år gammel, blev Harald Koefoed antaget som frivillig ved 4. Reservebataljon, hvor han i løbet af kort tid forfremmedes til sergent. 

Det følgende år fremhævedes fourer Koefoed i rapporten over fægtningen ved Haderslev den 3. og slaget ved Kolding den 23. april for sit raske forhold ved at føre kæden på de farligste punkter og sattes øverst på listen over de personer af underklasserne, der havde udmærket sig. Den 30. maj 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i krigsreserven, og da han atter udmærkede sig i slaget ved Fredericia, blev han den 19. august forsat til linjen med anciennitet fra forsættelsesdagen. 1 oktober s.å. forflyttedes han til 3. Forstærkningsbataljon, og den 25. juli 1850 faldt han under fremrykningen gennem Bøgmose i kompagniets skyttekæde.

Koefoed var et højt, smukt menneske, kavaler til fingerspidserne, i ydre som i indre en født soldat; trods sin ungdom vandt han derfor hurtigt tillid hos høje og lave, ligesom hans åbne, frejdige sind og trofaste kammeratskab sikrede ham hans jævnliges venskab.


Sekondløjtnant ved 3. Forstærkningsbataljon Jens Hjersing Rasmus Harald Kofoed (søn af major Huth Moltke Christian K. og Jensine Rudolphine Hjersing), født 17. april 1831 i Rendsburg, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1571-1572.


søndag den 17. juli 2022

Sekondløjtnant Hans Peter Larsen (1836-1864)

fødtes den 27. marts 1836 i København og var søn af hoboist i Livgarden Peter Larsen og hustru Anne Marie Madsen. Larsen gik fra 1846-52 i Borgerdydskolen, hvorfra han 1852 tog første del af artium. Den 1. april 1853 blev han elev i højskolens yngste klasse, bestod derefter oprykningseksamen og den 1. april 1855 udnævntes han til sekondløjtnant à la suite i det kongelige ingeniørkorps samt indtrådte som elev i højskolens ældste klasse. Ved afgangseksamen herfra sattes han den 1. april 1857 i nummer ved Ingeniørkorpset med officersanciennetet af 1. april 1853. 

Han ramtes natten mellem den 13. og 14. april af en granat, der bortskød hele hans baghoved. Han var den eneste ingeniørofficer, der i denne langvarige og blodige kamp om Dybbøl måtte hengive sit liv for fædrelandet. Liget førtes til København og jordedes den 21. april på Garnisons Kirkegård.

Angående Larsens død findes følgende beretninger. Brev af 14. april 1864 fra ingeniørløjtnant Otto Larssen til den faldnes enke:

”Jeg opfylder herved en sørgelig pligt, idet jeg meddeler Dem de nærmere omstændigheder ved deres mands, min trofaste vens, endeligt. I går aftes fulgtes vi ad ud i stillingen; han, der havde været hjemme natten i forvejen, for at afløse mig i mit sædvanlige distrikt i følge sit eget tilbud. Efter at være nået fra stranden til midt mellem Skanserne nr. 3 og 4, hvor vi i løbegraven stod side om side i færd med at instruere nogle folk af besætningen om nødvendigheden af en højere jordopkastning for at være dækkede, ramte en pilsnar granat, det pågældende brystværn, så at vi alle faldt om; efter at jeg var kommet til mig selv igen, få øjeblikke efter, kaldte jeg på Larsen, men intet svar; jeg fandt ham da ved siden af mig ramt i hovedet, sandsynligvis af en granatsplint, og øjeblikkelig død. Et par ambulancebærere bar ham da straks til Sønderborg, hvor vor fælles ven, Andreas Müller, så hans lig, inden han blev henbåret til kirken, det fælles hvilested for mange brave kammerater”.

Her fortsættes brevet af løjtnant Larssens broder:

”Min broder, løjtnant Otto Larssen, blev afbrudt ved indtræffende forretninger, hvorfor jeg, efter hans ønske, sender Dem de løse papirer, som forefandtes i Deres elskværdige mands lomme. Min broder bad mig sige Dem, at han ventede, De i et og alt disponerede over ham med hensyn til hans faldne vens ejendele herovre; kort sagt, han ønsker at være Dem til den tjeneste han kan. Vor kære løjtnant Larsen tilbød mig sin seng i aftes kl. 9, da han gik til sit vanskelige og hæderlige arbejde, så det er en taknemlig ven af ham, som har det sørgelige hverv at slutte dette brev. Johan Larssen, frivillig konstabel. Skanse Nr. 6”. 

Brev fra køjtnant Otto Larssen, dateret Sønderborg den 16. april 1864 til den faldnes broder:

”Ved en desværre kun kort skrivelse, som jeg oven i købet ikke fik tid at fuldføre, supplerede jeg for Deres svigerinde den sørgelige efterretning, jeg sendte Dem pr. telegraf. Samtidig virkende i venskabets og fædrelandets tjeneste, fandt Deres broder den hæderligste død. Jeg behøver ikke at beskrive for Dem, hvor dybt vi herovre føler tabet af ham, hvor stærkt et indtryk, det navnlig har gjort på mig, der stod ham nær til det sidste. Hans uforfærdethed og dygtighed under disse forhold ville, som jeg erfarer, have sikret ham en udmærkelse; hans trofaste venskabelighed vil alle ofte og dybt komme til at savne”.

Beretning fra kaptajn Good til Ingeniørkommandoen, dateret Sønderborg den 14. april 1864:

”At udførelsen af de mig underlagte arbejder i nat har krævet som offer en af korpsets flinkeste yngre officerer, sekondløjtnant H. Larsen, er det mig en sørgelig pligt at indmelde. Løjtnanten havde denne nat ledelsen af arbejderne i linjen 1-3; han var i færd med at instruere nogle arbejdere ved det forsænkede kanonplacement til højre for nr. 3, da han blev truffet af en granat, der slog hjerneskallen ind, så at han med en kort rallen opgav ånden. Sekondløjtnant Larsen var en officer, der med høj grad af pålidelighed, orden og omdømme udførte de ham betroede hverv. Han har under Dybbølstillingens belejring haft lejlighed til at udvise det koldblodige mod, der udfordres, for under stærk granatild at ansætte arbejderne og få dem til at virke. Hans heltedød bør knytte hans navn til denne stilling og sikre ham et smukt minde blandt korpsets officerer”.

Endelig skrivelse fra den højstkommanderende ingeniørofficer i Dybbølstillingen til Ingeniørkorpset, dateret Sønderborg den 14. april 1864:

”Som jeg i dag pr. telegram har tilmeldt korpset, er sekondløjtnant H.P. Larsen faldet i nat. Jeg vedlægger kaptajn Goods beretning herom. Den afdøde har under den anstrengende og farefulde tjeneste, som han og hans kammerater har haft i de sidste uger, stedse vist særdeles dygtighed og koldblodigt mod og var som en god og vakker kammerat os alle kær. Under hans flerårige tjeneste under mig havde jeg lært at skatte ham højt. Fr. Dreyer”.

Den 1. juni 1859 ægtede Larsen Eleonore Roedsted, datter af proprietær Carl Roedsted, Bertelslund ved Horsens og hustru Cæcilie Storm fra Gedved Mølle. Hustruen og to børn overlevede ham og i maj måned 1864 fødtes en søn.

Mindestenen over ingeniørløjtnant H.P. Larsen blev rejst i 1926.
Stenen står mellem Skanserne III og IV, 
ca. 175 meter syd for landevejen.


Sekondløjtnant ved Ingeniørkommandoen Hans Peter Larsen (søn af oboist Peder Larsen Lyndbye og Anne Marie Madsen), født 27. marts 1836 i København (Garnisons), faldet natten mellem 13. og 14. april 1864 ved Dybbøl, begravet 21. april på Garnisons kirkegård i København. Gift 1. juni 1859 i København (Garnisons) med Eleonora Christine Roedsted (datter af gårdejer Carl Adolph R. og Cecilie Laugine Storm), født 29. juni 1836 på Lille Borupgård, Kattrup sogn, Skanderborg amt, død 17. november 1865 i København (Garnisons). – Han efterlod en datter og en søn på hhv. 1 og 3 år, og i juli 1864 nedkom enken med deres tredje barn, der blev opkaldt efter faderen.

Hans gravsted på Garnisons kirkegård findes ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 124-126.


søndag den 29. maj 2022

Premierløjtnant Carl Valdemar Bjerregaard (1826-1849)

søn af kgl. kapelmusikus C.T. Bjerregaard, var født den 4. januar 1826. Fra Borgerdydskolen i København dimitteredes han i 1842 til universitetet; året efter tog han anden eksamen og underkastede sig, omtrent samtidigt med den filosofiske prøve, adgangseksamen til den militære højskole, hvorefter han under 10. juli 1844 udnævntes til sekondløjtnant uden anciennitet og elev af højskolen. Ligesom løjtnant Holm blev han den 30. marts 1848 ansat som sekondløjtnant i Ingeniørkorpset med anciennitet af 1. august 1846, men først den 1. maj 1849 blev han forfremmet til premierløjtnant. 

Han deltog ikke i felttoget 1848, men var den største del af dette års sommer beskjæftiget med fortifikatoriske anlæg på Helgenæs. I 1849 derimod blev han kommanderet til tjeneste ved den aktive hær, først på Als og i det sundevedske, senere i Fredericia. Her fandt han første gang lejlighed til at komme i umiddelbar berøring med fjenden, nemlig ved udfaldet den 13. maj, hvor der vel ikke blev brug for ingeniørtropperne, han førte, men hvor han efter eget tilbud gjorde tjeneste som ordonnansofficer hos major Marcher; få dage efter blev han i selve fæstningen et af de første ofre for bombardementet, idet han den 18. maj blev truffet i underlivet af et granatstykke, som næsten øjeblikkeligt dræbte ham.

Bjerregaard var en kæk, dygtig og kundskabsrig officer med elskværdige, personlige egenskaber og meget afholdt af sine omgivelser; han havde et særligt udviklet talent for musik.

26 faldne fra bombardementerne af Fredericia i maj, juni og juli 1849 
blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia
Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Premierløjtnant ved Ingeniørdetachementet Carl Valdemar Bjerregaard (søn af kapelmusikus Christian Theodor B. og Christine Betzy Birgitte Boalth), født 4. januar 1826 i København (Hof- og Slots), dræbt 18. maj 1849 under Fredericias bombardement, begravet 20. maj på Trinitatis kirkegård i Fredericia. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1148-1149

Danske krigergrave og mindesmærker


Premierløjtnant Christian Ludvig Holm (1827-1849)

en søn af etatsråd, administrator ved Kreditkassen for Husejere i København, C.J. Holm, fødtes den 12. august 1827. Efter at han i en del år havde gået i Efterslægtselskabets Skole, bestemtes han efter eget ønske til at forberede sig til adgangseksamen ved den militære højskole, og han kom i den anledning først i professor Mariboes skole og senere i et privat kursus. 

I sommeren 1844 underkastede han sig adgangseksamen til højskolen, og efter bestået oprykningseksamen to år senere trådte han ind i ingeniørafdelingen, hvis kursus dog ikke helt blev afsluttet, idet udbrudet af krigen i 1848 foranledigede, at ældste afdelings elever afgik til de specielle våben, uden at den sædvanlige afgangsprøve blev afholdt. Den 30. marts udnævntes han til sekondløjtnant i Ingeniørkorpset med anciennitet af 1. august 1846. Den 6. juni 1848 udnævntes han til premierløjtnant. Efter i nogen tid at være benyttet ved de befæstningsarbejder, som anlagdes om hovedstaden, afgik han i juni 1848 til det nørrejyske armékorps, hvor han ansattes som disponibel arbejdsofficer, men snart forsattes til feltingeniørtropperne. Hen imod efteråret sendtes han til Helgenæs for at arbejde på forskansningerne dersteds; her forblev han dog ikke længere end til i oktober måned, da han kom til Fredericia, hvor han forblev vinteren over, til dels beskæftiget med opmålingsarbejder. 

I foråret 1849 benyttedes han ved anlægget af forskandsninger ved Gudsø, fik efter hærens tilbagegang til Fredericia kommandoen over en deling feltingeniører og var derefter beskæftiget dels med bro- og batterianlæg på Strib, og dels vekselvis med de andre ingeniørdelinger med tjeneste i Fredericia. Den 30. juni skulle han have været afløst for med sin deling at gå til Fyn til den sædvanlige rast af 4 dage; da det imidlertid erkendtes nødvendigt den dag at foretage et udfald for at demolere de af fjenden nord for fæstningen mod den østre landgangsbro anlagte værker, bestemtes det, at han med sin deling skulle tage del i Udfaldet. Netop som hensigten med dette vel var nået, og de sidste faskiner var antændte, blev han dødeligt såret af en geværkugle, der trængte ind i underlivet; han bragtes til Billeshave lazaret, hvor han udåndede den 2. juli, knap 22 år gammel.

Holm var anset for en lovende officer, hvis lyse forstand, gode kundskaber og særlige anlæg for feltingeniørfaget spåede ham en god fremtid i korpset; ved sin uforsagte og ufortrødne adfærd erhvervede han sig sine foresattes velvilje og agtelse, ved sin jævne, honnette og ærlige karakter sine kammeraters og undergivnes kærlighed; han virkede med lyst og iver i sit kald.

 

Premierløjtnant ved Ingeniørdetachementet Christian Ludvig Holm (søn af administrator Carl Jacob H. og Johanne Henriette Kierulff), født 12. august 1827 i København (Frue), såret 30. juni 1849 ved udfaldet fra Fredericia, død 2. juli på Billeshave lazaret, begravet 5. juli på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1146-1148

lørdag den 28. maj 2022

Premierløjtnant Peter Laurits Carl Frederik Hansen (1830-1864)

fødtes den 7. februar 1830 i Elmshorn og var søn af overkrigskommissær, toldforvalter Carl Ludvig Hansen og hustru Elisabeth Hedewig Bendz. Den 1. november 1848 blev han kadet, gennemgik Landkadetakademiet og afgik herfra den 1. november 1851 som sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1850. Han ansattes ved 4. Linjeinfanteribataljon, hvor han stod til 1856; derefter kom han til 9. Linjeinfanteribataljon og ved denne afdeling stod han til sin død.

I krigen 1864 var han under tilbagegangen fra Dannevirke med sit regiment, der hørte til 8. Brigade, i arrieregarden. Ved Oversee afløstes brigaden af 7. Brigade. Ved ankomsten til skovpartiet foran Frørup udskilte fjenden et stærkt artilleri ved Smedeby, og samtidig angreb han idelig med sit rytteri. Her blev Hansen taget til fange. Heldet syntes imidlertid at være med ham, thi han blev udvekslet, og glad i sind og med håbet om en lykkelig fremtid meldte han sig den 17. april atter til tjeneste ved sit gamle regiment, tids nok til at kunne deltage i 8. Brigades berømte stormløb. I dette deltog han på en vis måde som frivillig; thi Overkommandoen havde befalet ham først at melde sig til sit regiment den 18., når det var blevet afløst og kommet til Als. Han gik imidlertid straks over til Dybbøl, overtog om eftermiddagen den 17. kommandoen over 3. kompagni og førte det dagen efter med samme ufortrødne dødsforagt, som de andre kompagnichefer, men han delte også skæbne med dem, thi af 9. Regiments otte kompagnichefer kom ikke en helskindet derfra. Kort efter at fremrykningen var begyndt, blev han hårdt såret, et tab, der var meget føleligt for kompagniet, da det ikke havde andre officerer og som delingsførere kun fire korporaler, af hvilke kun en eneste var fast underofficer, senere stabssergent ved 11. Bataljon. Hansen var meget fattet og rolig, han bad kun om at blive bragt tilbage, for at han ikke atter skulle falde i fjendens hænder. Dette ønske fik han opfyldt.

Han førtes til Københavns Garnisonssygehus, men her døde han den 7. maj efter store lidelser. Han begravedes den 14. maj på Garnisons Kirkegård. Hansen fremhæves med udmærkelse i rapporten for sit forhold under kampen den 18. april.

Mindestenen over premierløjtnant Hansen blev rejst i 1938
Stenen står foran villaen Sønderled 1, ud mod Dybbølgade, Dybbøl.

Premierløjtnant ved 9. Infanteriregiment Peter Laurits Carl Frederik Hansen (søn af toldkontrollør, senere toldforvalter Carl Ludvig H. og Elisabeth Hedevig Bendz), født 7. februar 1830 i Holnis ved Glücksburg, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 7. maj på Københavns lazaret, begravet 14. maj på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 87-88

torsdag den 26. maj 2022

Premierløjtnant Christian Julius Høyer (1820-1849)

var født i København den 14. maj 1820 og var søn af kontrollør ved det militære bageri, krigsassessor C.F. Høyer. Han nød undervisning som gratist i Efterslægtselskabets Realskole, der tillige forberedte ham til adgangseksamen til den militære højskole. Efter at have bestået denne, udnævntes han til elev af højskolen og sekondløjtnant i Artilleriet, og som sådan erholdt han senere anciennitet fra 1. november 1840; efter bestået oprykningseksamen bestemte han sig for ingeniørvidenskaben. Hans studier på højskolen blev noget forsinkede dels ved sygdom, dels derved, at den ældste afdeling var opløst i 2 år på grund af indre forhold i anstalten, og det var først den 30. marts 1848, at han udnævntes til premierløjtnant i Ingeniørkorpset med anciennitet fra 1. maj 1846. 

I den korte tid, hvori han gjorde tjeneste ved korpset, deltog han i forskellige befæstningsarbejder, navnlig i Fredericia i foråret 1849. Ved angrebet på Kolding den 23. april havde han som kommandør for dén avantgarden tildelte ingeniørafdeling det hverv at rydde de ved den østlige tilgang til byen anbragte barrikader, ligesom han senere, da retræten tiltrådtes, under fjendens hæftige ild barrikaderede den sydlige udgang af byen; under dette tilbagetog blev han imidlertid dødeligt såret, og dagen efter døde han på lazarettet i Middelfart.


Premierløjtnant ved Ingeniørdetachementet Christian Julius Høyer (søn af kontrollør ved det militære bageri på Kastellet Jens Christian Frederik H. og Emilie Dorothea Nielsen), født 14. maj 1820 i København (Garnisons), såret 23. april 1849 ved Kolding, død 24. april på Middelfart lazaret, begravet 26. april på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1133-1134

Danske krigergrave og mindesmærker