Premierløjtnant Frantz Ludvig Winsløv (1831-1864)

fødtes den 4. august 1831 i København og var søn af justitsråd Peter Johan Christian Winsløw og hustru Elisabeth Sophie Jacobsen. Tretten år gammel blev han den 1. november 1844 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1849 til sekondløjtnant ved 1. Jægerkorps (20. Bataljon) med anciennitet af 1. november 1848.

I krigsåret 1850 stod han dels her, dels ved 1. Forstærkningsjægerkorps. 1851-53 stod han ved 3. Jægerkorps, var à la suite 1853-56 for at tage landinspektøreksamen og kom tilbage til 3. Jægerkorps 1856-58. Han var derefter igen et år à la suite for at arbejde som landinspektør, men fra 1859 atter ved 3. Jægerkorps. Den 1. oktober 1863 ansattes han som kompagnikommandør ved 4. Regiments 8. kompagni. Den 15. august 1858 var han blevet premierløjtnant.

Ved forpostfægtningen den 17. marts foran højre fløj af Dybbølstillingen lærte 4. Regiment for alvor preussernes tændnålsgevær at kende og ved fremrykningen mod dette mistede Winsløws kompagni snart alle sine officerer. Her faldt den tapre kompagnikommandør selv, ramt af en kugle, der gik ind ad højre tinding og ud bag venstre øre, så døden indtrådte med det samme.

Fjenden lagde hans lig ind i Dybbøl Kirke sammen med ligene af 25 preussiske officerer. Alt, hvad der fandtes på Winsløw af værdisager, bragtes samme aften af en preussisk officer til forposterne og blev senere tilstillet familien. Hans ur var indsvøbt i papir, i hvilket tillige var indlagt en afklippet lok af den faldnes hår. Liget førtes til Nyborg, hvor det modtoges af familien. Hans ansigtstræk var ganske som til daglig, ikke spor af forandrede, og på hans mund ligesom spillede endnu et smil. Han var en meget religiøs mand, der havde mange nære venner blandt grundvigianismens bærere. Han begravedes den 26. marts på Nyborg Kirkegård.

Winsløw fremhæves i 2. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 17. marts.

1858 ægtede han Sophie Schalburg, datter af kommerceråd Schalburg i Nyborg. Hustruen og to døtre overlevede ham.

Premierløjtnant ved 4. Infanteriregiment Frantz Ludvig Winsløv (søn af kancellist Peter Johan Christian W. og Elisabeth Sophie Jacobsen), født 4. august 1831 i København (Garnison), faldet 17. marts 1864 ved Dybbøl, begravet 26. marts på Nyborg kirkegård. Gift 18. september 1858 i Nyborg med Sophie Henriette Schalburg (datter af gæstgiver Johan Frederik S. og Martine Sophie Jespersen), født 21. december 1834 i Nyborg, død 18. november 1905 i København (Jakobs), begravet i Nyborg. – Han efterlod sig to døtre på 1 og 4 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 230-231.

John Maalø Larsen: Danske krigsmindemærker, krigergravminder og krigergrave på Nyborg kirkegårde. Nyborg – før & nu 2020, s. 66-95.

Premierløjtnant Jens Peter Thorvald Westberg (1829-1864)

fødtes den 23. januar 1829 i København og var søn af brygger Christen Jensen Westberg (død 1847), ejer af det dengang meget bekendte ølbryggeri i Magstræde, og hustru Abelone Kristine Nielsen. Han blev student kun 16 år gammel, hvorfor der måtte søges om særlig tilladelse for ham til at tage artium. Senere blev han teologisk kandidat.

Han meldte sig frivillig i 1848 og ansattes ved 3. Reservebataljon, hvor han efterhånden avancerede til kommandersergent. Den 10. marts 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennitet af 1. januar samme år. Den 19. august 1849 forsattes han til linjen med anciennitet af samme dag, men fik den 26. august 1849 sammen med samtlige under krigen udnævnte løjtnanter anciennitet af 30. april 1848.

Han stod ved 3. Reservebataljon til 1850, ved 3. Linjeinfanteribataljon 1850-57, udnævntes til premierløjtnant den 16. juli 1857 og forsattes til 15. Linjeinfanteribataljon. 1858-60 var han vagtmesterløjtnant på Kronborg, stod ved 18. Infanteribataljon 1860-61 og forsattes endelig i 1861 til 4. Infanteribataljon.

Han var af naturen stille og ingen ivrig selskabsmand, dog var han i besiddelse af et eget tørt lune. Han var ualmindelig afholdt af alle, både over- og undermænd. Ved alle stridigheder mellem kammeraterne valgtes han som en selvfølge til forligsmægler. I krigen 1864 var han kommandør for 4. Regiments 7. kompagni.

Noget hen i krigen blev han syg af tyfus og bragtes til København. Trods lægens forbud måtte han dog afsted til krigsskuepladsen, inden han endnu var helt rask. Otte dage efter faldt han. Den 29. juni stod han med sit kompagni i reserve bag højre fløj af stillingen på Als. Da landgangen tidlig om morgenen begyndte, og de forskellige feltvagter blev tvunget bort fra deres standpladser, ilede han med sit kompagni frem mod løbegravslinjen, men nåede ikke længere end til Arnkilskovs vestlige udkant, hvorfra han i forbindelse med to feltpjecer af 9. Batteri, der havde fulgt kompagniet til skovkanten, beskød fjenden.

Her blev kompagniet dog kun kort tid, da fjendens stærke fremtrængen i front og højre flanke tvang det til at gå tilbage mod gården lige syd for skovens sydøstlige hjørne. Under denne tilbagegang led kompagniet store tab, navnlig ved ilden i dets flanke, og inde i skoven faldt Westberg. Han segnede bag over; ansigtet var ligblegt, fråden stod ham om munden, og øjnene stod stive. Folkene forsøgte at få ham med tilbage, men fjendens fremtrængen forhindrede det.

Folk af hans kompagni udtalte, at han altid og lige til det sidste udviste en mageløs ro og koldblodighed forenet med tapperhed, og hans død beklagedes smerteligt i kompagniet. Liget blev liggende i skoven og fandtes først meget længe efter i stærk opløst tilstand og fuldstændig udplyndret, endog knapperne vare skåret af uniformen. Det førtes til København og begravedes den 15. august på Garnisons Kirkegård. 

1858 havde Westberg ægtet Albine Kohl, datter af forhenværende kaptajn i marinen C. Kohl. Hustruen overlevede ham. Der var ingen børn.

Som yngling kaldtes han Minervas søn;
til fredens gerning han sit liv indvied;
han elsked, og i hjertets stille bøn,
indslutted han vor moder, Danmark skøn,
som fostred ham, og af hvis bryst han died.

Han elsked frihed, thi han vidste godt,
at frihedsånd ej fødes af trælkvinde,
at den gør lyst i hytten som i slot
og falder ej for trælles hån og spot,
i den kun Gud og livet vi kan finde.

Hist myriader af svartalfer stod,
– Herodes og Pilatus venner sanke –
med løgn forrådte de uskyldigt blod
de frihedsånden trådte under fod
og rusked løven i dens stolte manke.

Han sværdet drog – for frihed livet gav.
Tak for din dåd i kampen for det sande!
Når fjender over sandhed bryder stav,
skal ærens blomster spire på din grav
og vokse op af blodet på din pande.

J.H.

 

Premierløjtnant ved 4. Infanteriregiment Jens Peter Thorvald Westberg (søn af brygger Christen Jensen Westberg og Abelone Kirstine Rasmussen), født 23. januar 1829 i København, faldet 29. juni 1864 i kampene på Als, begravet 15. august på Assistens kirkegård i København. Gift 26. maj 1858 i København (Garnisons) med Elise Alvine Kohl (datter af kaptajnløjtnant Carl Frederik Christian K. og Charlotte Amalie Hansen), født 16. januar 1832 i København (Holmens), død 5. april 1891 i København (Garnisons). – Ægteskabet var barnløst.

Begge blev begravet på Petri Assistens kirkegård. Cohen siger godt nok Garnisons, men derfra blev de begge bisat

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 227-229.

Foto: Historiecenter Dybbøl Banke.

Sekondløjtnant Ludvig Valdemar Weitemeyer (1841-1864)

fødtes den 19. juli 1841 i København og var søn af mekanikus Ludvig Leonhard Weitemeyer og hustru Anna Catharina Zimmer. Efter konfirmationen kom Weitemeyer i smedelære hos faderen for at uddannes i dennes forretning, men han fik hurtig Lyst til at læse, som det gode matematiske hoved han var. Den 26. januar 1863 fik han fra Polyteknisk Læreanstalt bevis for at have taget eksamen som polyteknisk kandidat med 2. karakter i mekanik.

Han ønskede nu at blive uddannet som reserveofficer og erholdt tilladelse til at indtræde i Artilleriets reserveofficersaspirantskole fra den 11. maj 1863. På grund af mobiliseringen afgik Weitemeyer ved skolens ophævelse den 31. december 1863 til praktisk tjeneste ved Artilleriet.

Som aspirant var han med ved tilbagetoget fra Dannevirke, og her viste han en resolut optræden. Han kom nu til Nordborg og i sine breve til hjemmet beklagede han sig over sin uvirksomhed her. Han havde ønsket at komme til Dybbøl. Endelig fjorten dage før han faldt, fik han sit ønske opfyldt om at komme til Dybbøl.

Den 13. april 1864 blev han udnævnt til sekondløjtnant i Artilleriets krigsreserve. Han faldt allerede den 14. april under fjendens heftige beskydning af Dybbølstillingen. Han ramtes i skulder og baghoved af en granat, der dræbte ham øjeblikkelig. Han var en ung mand med meget gode kundskaber og med en i enhver henseende hæderlig karakter.

Han begravedes på Sønderborg Kirkegård, men da faderen fik meddelelse om hans død, førtes liget til København og blev den 24. april begravet på Assistens Kirkegård.

Med smil på læben han fremad drog,
i livet som og i døden,
med smil på læben han for os slog
og værned om os i nøden.

Nu er han død, men smilet ej,
det spiller ham end om munden.
En kugle standsed ham på hans vej,
men han har dog sejr vunden.

Med hjertet fuldt og øjet vådt
vi standser nu ved din båre;
kun et kan gøre sindet godt
og standse vemodens tåre:

Det er din lysende idræt, som
fra mund til mund skal vandre
og minde de kommende slægter om:
Du ofred dit Liv for os andre!

 

Sekondløjtnant ved Artilleriregimentet Ludvig Valdemar Weitemeyer (søn af kunstdrejermester Ludvig Leonhard W. og Anna Catharina Zimmer), født 19. juli 1841 i København (Petri), faldet 14. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Assistens kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 225-226.

Waldemar Weitemeyer: Breve mellem front og hjem 1864. Breve til og fra Waldemar Weitemeyer under felttoget 1864 / udgivet af Mogens Weitemeyer. Kbh., 1995. 124 sider.

Premierløjtnant Barthold Detlef Melchior Walter (1828-1864)

fødtes den 21. maj 1828 i Ratzeborg og var søn af etatsråd, amtmand og første embedsmand i Lauenborg Amt, Friedrich Eduard Walter. Walter var i 1851 tilgået hæren med den lauenborgske jægerbataljon, senere 14. Bataljon. Han havde sekondløjtnants anciennitet af 16. januar 1851. Den 13. maj 1852 blev ban forsat til 3. Linjeinfanteribataljon, hvor han stod til sin død. Premierløjtnants karakter og anciennitet fik han den 10. oktober 1863 og til premierløjtnant udnævntes han den 28. april 1864. Han var med ved Mysunde, hvor han såredes let, og ved Dybbøl den 17. marts og den 18. april.

Den 28. juni om aftenen havde Walter været sammen med flere af officererne, der i barakkerne på Als havde haft et lille sold. Drikkevarerne var kun få, men stemningen var, for enhver, der havde været med, uforglemmelig. Selv temmelig tørt anlagte personer kom der forunderligt liv i den aften, og hver gav sit bidrag til underholdningen, men intet gav en sådan genlyd hin aften, som en kort tale, Walter holdt for ”gamle Dannebrog som symbol for sandhed og Rer”, trods det, at Walter oprindelig var tysker, født i Lauenborg, og havde hele sin slægt i Tyskland.

Klokken var blevet hen ad to mellem den 28. og 29. juni; nogle var gået til ro, andre, deriblandt Walter og en kammerat, gik i samtale udenfor barakkerne. Han havde gentagne gange udtalt, at han var vis på, at preusserne ville angribe den nat. Pludselig udbryder han til sin kammerat: ”Hører De?” Kammeraten hørte endnu intet, men Walter for straks hen og alarmerede først sit kompagni, første, og derefter de andre kompagnier, således at de, der alt var gået til ro, hurtigt kom i klæderne igen, klar til at gå mod fjenden. Kort efter lå Walter på kamppladsen, ramt af et skud i brystet, bedækket med Dannebrog i form af Ridderkorset, som var tildelt ham den 27. juni og netop samme dag var kommet ham i hænde.

Han faldt i fangenskab og førtes til Augustenborg lazaret, hvor han døde samme dag. Den 8. juli blev hans lig begravet på Augustenborg Kirkegård. Senere rejstes på hans grav et mindesmærke med inskriptionen: ”Dette minde sattes ham af venner og kammerater”.

Walter var en meget lovende og tapper officer, der i rapporten var fremhævet med udmærkelse for sit forhold under den sidste kamp ved Dybbøl, den 18. april.

 

Premierløjtnant ved 3. Infanteriregiment Barthold Detlef Melchior Walter (søn af landsyndikus, højesteretsadvokat Eduard Friederich W. og Louise Eleonora), født 21. maj 1828 i Ratzeburg (Petri), såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død samme dag på Augustenborg lazaret, begravet 8. juli på Augustenborg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 223-224.

Danske krigergrave og mindesmærker.

Sekondløjtnant Viggo Theodor Voldby (1839-1864)

fødtes den 1. september 1839 i København og var søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og hustru Ida Florentine Sehrens. Den 1. november 1856 blev Voldby kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. november 1859 udnævnt til sekondløjtnant ved 17. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1858, idet han den 1. november 1858 var ansat som kadetunderofficer ved korpset. Den 1. november 1860 blev han forsat til 18. Infanteribataljon, med hvilken han rykkede ud i 1864.

Den 15. marts opholdt han sig i blokhuset i Skanse nr. 2 sammen med adskillige andre, da en granat slog ned i det og anrettede en del ødelæggelse. Voldby blev ramt, mens han sad i en vagtstol, og han så ganske ud, som om han sov. Da han blev tiltalt, gjorde han et forsøg på at åbne øjnene og bevæge læberne, men i det samme banede en smal blodstribe sig vej ud fra den ene mundvig. Det var forbi med det samme; han havde fået en let og en smertefri død.

Voldby var en ung, køn mand, med et venligt, tiltalende og frejdigt udseende, en mand, der ved sit livsglade og åbne væsen var afholdt såvel af sine kammerater blandt officererne som af sine undergivne. Disse sidste holdt især af ham, fordi han, trods han krævede streng pligtopfyldelse, altid forstod at gøre det på en halv spøgende, halv alvorlig måde, som var uimodståelig elskværdig. Han var, på grund af sin venlige måde at være på over for folkene, altid en slags mellemmand mellem disse og den strenge kompagnichef, kaptajn Schow. Hvor tit havde han ikke trøstet en stakkels synder, der havde forset sig, når denne af kaptajnens miner spåede sig det værste. Men Voldby kendte kaptajnen så godt og vidste, at denne ikke mente det så slemt, som det så ud til.

Voldby, der var en dygtig, ung officer, gik med store forventninger i krigen, håbende i den at bringe det til noget; han havde den faste tro, som det var kammeraterne umuligt at få ham fra, at han ikke kunne blive såret. Han var i den henseende en fuldstændig modsætning til kaptajn Schow, der altid sagde, at han var vis på at blive truffet i den første kamp, hvilket jo også skete. Voldbys lig førtes til København og begravedes den 23. marts på Garnisons Kirkegård. Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen ved Mysunde den 2. februar.

Åben, ærlig var din hele stræben,
smil i øjet, venligt ord på læben,
svulmende af mod, af liv og lyst,
banked hjertet i dit unge bryst.
Kærlig søn du var og kærlig broder,
trofast ven, som aldrig glemmes skal.
Ædel sans for livets bedste goder,
varm begejstring for dit tunge kald.

Sådan var du, sådan vil dit minde
leve iblandt os, som elsked dig.
Selv når disse tunge tider svinde,
når vor mørke himmel klarer sig,
vil dog mangt et suk og mangen tanke
søge dig vor ædle tabte ven,
og da vil du til vor trøst og lindring
stå for os i lysende erindring.

H.D.

 

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Viggo Theodor Voldby (søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og Ida Florentine Sehrens), født 1. september 1839 i København (Frelsers), faldet ved Dybbøl 15. marts 1864, begravet 23. marts på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 221-222.

J.W.G. Norrie: Løjtnant Voldbyes breve fra 1864. Sønderjyske årbøger 1961, s. 80-120.

Premierløjtnant Carl Frederik Thomsen Warberg (1832-1864)

fødtes den 11. marts 1832 i Aalborg og var søn af købmand Nicolai Frederik Breckevoldt Warberg og hustru Amalie Svendsen. Fjorten år gammel blev Warberg den 1. november 1846 kadet, gennemgik akademiet og udnævntes den 1. november 1851 til sekondløjtnant ved 6. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1850. Her stod han i ti år og forsattes den 22. april 1861 til 11. Infanteribataljon. Den 11. juni 1863 blev han premierløjtnant.

Da Warbergs kompagnichef, kaptajn Licht, den 3. februar blev såret, overtog han kommandoen over 1. kompagni. Han kom just fra Flensborg, hvorhen regimentet havde sendt ham for at hente de indkaldte forstærkningsmænd. I høj grad beklagede han sig over, at han derved var gået glip af lejligheden til at deltage i kampen om Dannevirke.

Hans kammerater trøstede ham med, at der nok kom mere af den slags, og det slog kun alt for godt til. Et par dage senere såredes Warberg ved Sankelmark. I denne for vore våben så hæderlige træfning stod han i slagets brændpunkt, da hans regiment, der i begyndelsen af kampen havde stået i anden linje, for alvor kom i ilden.

Kompagniet stod tværs over chausseen, der går forbi Sankelmark Skov. Brigadechefen Max Müller lod blæse: ”Gå på” til sine jyder, da østrigerne angreb. Tre kompagnier under Warberg, Stricker og Scheel gik dels frem gennem skoven, dels ad chausseen, og fem kompagnier gik frem i det åbne terræn mellem chausseen og Munkvolstrup og standsede de fjendtlige kolonner, som stormede op ad bakkerne. Efter at østrigernes angreb var afslået, posteredes Warbergs ene halvkompagni på chausseen lige midt for skoven og afslog her et bajonetangreb af en østrigsk kolonne, der påny gik frem ad vejen. Her understøttedes han fortrinligt af sit andet halvkompagni under løjtnant Ivar Leth og af en deling af 6. kompagni under løjtnant Møller Holst. Warberg kæmpede som en rasende og stødte en østrigsk fører ned. Tillige med sin våbenmester, Obel, og nogle menige omringedes han. De kastede fjenden til side, men under kampen dræbtes våbenmesteren, og Warberg ramtes af en kugle i venstre side.

Han faldt om, rejste sig atter, gik et par skridt mod syd, men styrtede igen til jorden. Nu faldt de fjendtlige soldater over ham og røvede hans kikkert og ur. Efter hans fald førtes kompagniet af overkommandersergent Silkeborg, der nu var kompagniets ældste befalingsmand. Warberg førtes af fjenden til Gottorp lazaret, hvor han døde den 10. februar. Han begravedes formentlig den 12. februar på Slesvig Kirkegård. Hans dødsdag er dog ikke ganske sikker, fra anden side menes denne at være den 7. februar.

Fra sine kammerater havde Warberg det lov på sig, at han var pligtopfyldende og højtbegavet. Han havde et stridbart sind, der skaffede ham tilnavnet Tjørnen. Han var meget hidsig og angreb alle dem, der var forknytte. Han sagde ofte: ”Det, der giver manden værd, er, at han opfylder sin pligt, og det er hver dansk mands pligt at vove livet for sit fædreland, hvis selvstændighed vi har opretholdt i over 1000 år, navnlig mod tyskerne”, et folkeslag, som Warberg hadede, fordi de overfaldt os.

Dette karaktertræk gør ham ære og er en hæder for hans minde. Hans regimentschef, major Rist, der også såredes ved Sankelmark, skrev til hans fader: ”Som kommandør for det regiment, i hvilket Deres hr. søn kæmpede så kækt og ofrede det højeste, nogen kan ofre på fædrelandets alter – sit liv – være det mig tilladt at bevidne Dem min såvel som hans kammeraters inderlige deltagelse og sorg over at skulle miste en så brav kammerat, en så hæderlig og dygtig, nu savnet officer. Han havde nylig modtaget kommandoen over regimentets 1. kompagni, hvis tidligere officerer var sårede. Han førte sine folk godt og var en officer, af hvis fremtid regimentet lovede sig meget godt. Regimentet skænkede ham sin fulde tillid og så altid hans færd med tilfredshed. Jeg antager, dette usminkede vidnesbyrd vil være Dem en tilfredsstillelse og liden lindring i Deres sorg og tunge skæbne. I det håb og med bøn om, at Altstyreren vil give Dem styrke til at bære korset, han har lagt på Deres skuldre, og bevidnende Dem regimentets inderlige deltagelse og bedrøvelse over løjtnantens bortgang, tegner jeg mig, Dem ubekendt, med deltagelse. Garnisonshospitalet, den 26. februar 1864. Deres ærbødige, Rist”. 

 

Premierløjtnant ved 11. Infanteriregiment Carl Frederik Thomsen Warberg (søn af købmand Nicolaj Brechwoldt W. og Juliane Marie Bach), født 11. marts 1832 i Aalborg (Budolfi), såret 6. februar 1864 ved Sankelmark, død 10. februar på Gottorp lazaret, begravet 12. februar på Garnisonskirkegården i Schleswig. Ugift.

 Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 218-220.

Sekondløjtnant Christian Trepka (1842-1864)

fødtes den 20. juni 1842 i København og var eneste søn af oberst Johan Christian Mathias Trepka, der faldt den 25. juli 1850 ved Øvre Stolk, og hustru Ida Louise Mathilde Falbe, datter af kammerherre C.T. Falbe. Trepka gik som dreng i Borgerdydskolen i København. I 1856 havde han bestået adgangseksamen til Søkadetakademiet og samme år sejlet med kadetskibet. Han opgav dog denne vej og fortsatte læsningen. 1861 blev han student og 1862 tog han filosofikum ved universitetet med 1. karakter; derefter studerede han kemi.

Fra 8. januar til 16. marts 1864 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet, afgik sidstnævnte dag som aspirant til tjeneste ved 18. Regiment og deltog med dette i Dybbøls forsvar. Den 30. maj udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og forblev ved 18. Regiment.

Natten til den 29. juni var han med sine folk på skansearbejde på det sted, hvor landgangen på Als skete. Om morgenen tidlig, da regimentet rykkede frem til understøttelse for 4. Regiment, blev han hårdt såret, faldt i fangenskab og indlagdes på Snogbæk lazaret, hvor han døde den 9. juli.

Den 11. juli begravedes han på Sottrup Kirkegård, men liget optoges senere og førtes til København, hvor det begravedes den 22. august på Søetatens Kirkegård.

Han besad et sind, der var åbent for alt stort og ædelt, og hans ualmindelige åndsevner berettigede til de lyseste forhåbninger. Alt som dreng ragede han op over sine kammerater og var sine læreres udprægede yndling. Trepka sammen med to andre faldne officerer, Færch og Toxwerdt, alle studenter fra 1861, mindedes i 1886 ved 25-års studenterjubilæet i Studenterforeningen. 

De tre, som faldt,
dem brødre vil i denne stund vi mindes.
Og mens af vemods flor vor tanke bindes,
dog deres dages rad, så hurtig talt,
af ungdoms friske syners glans beskinnes!

Mens kugler føg
og hvirvled jorden op på Dybbøls banker,
og slog faskiner sønder, sprængte planker,
de stod med løftet mod i brand og røg,
et enkelt mål kun fyldte deres tanker!

Et enkelt mål:
At tugte ham, som vil vor ret forøde,
og, hvis det brister, da med smil at bløde.
Så svinge mandig de det skarpe stål,
og gav så deres unge liv – og døde!

I røg og brand
vi andre stå i kampens nød tilbage,
og vrede skygger over himlen jage,
og luften sløres til i fjernets rand,
og hjertet krympes af en ordløs klage.

De tre, som faldt,
de var blandt dem, som milde guder kåred,
og de fik livets bedste lod beskåret:
At stå med frejdig vished, hvor det gjaldt,
og blive bort med samme vished båret.

I tre, som faldt,
i nuets tranghed se vi op mod Eder:
O, følger os, hvem hvirvelstormen spreder,
og maner frem det sind, der samler alt
og mod et fælles mål på ny det leder.

Rudolph Schmidt

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Christian Trepka (søn af oberst Johan Christian Mathias Trepka og Ida Louise Mathilde Falbe), født 20. juni 1842 i København (Garnisons), såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 9. juli på Snoghøj lazaret, begravet 11. juli på Sottrup kirkegård, men liget blev kort efter taget op og begravet 22. august på Holmens kirkegård. Ugift.

Gravstenen er rejst over sekondløjtnantens morfader, søofficeren og arkæologen Christian Tuxen Falbe (1791-1849). Portrætmedaljonerne øverst forestiller samme Falbe og dennes datter Ida Falbe, der var moder til Christian Trepka 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 216-217.

Sekondløjtnant Andreas Frederik Walther Toxwerdt (1841-1864)

fødtes den 23. august 1841 i Rendsborg og var søn af kammerjunker, overauditør, etatsråd, by- og herredsfoged i Store Heddinge Niels Peter Diderich Toxwerdt og hustru Mimi, født Harbou. Toxwerdt frekventerede Sorø Akademi og blev 1861 student herfra og 1862 filosofisk kandidat fra universitetet. Fra den 2. februar til den 15. oktober 1863 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet og udnævntes sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, samt ansattes ved 2. Infanteribataljon.

Den 18. april 1864 faldt han under forsøget på at tilbageerobre Skanse nr. 4. Liget bragtes dagen efter til afdelingen, og det sås nu, at han havde fået et skudsår i hjertet og et i underlivet. Han var en god kammerat, livlig og afholdt og sine forældres eneste søn.

Hans lig førtes til Store Heddinge, hvor det begravedes den 27. april fulgt af en uoverskuelig menneskemasse, der følte sig dybt bevæget ved denne sørgelige højtidelighed. Liget bares til graven af byens brandkorps og våbenbrødre. Håndværkerforeningen var fuldtallig til stede og 12 sortklædte unge piger med kranse og blomsterkurve gik foran kisten. Efter at liget var sænket i graven bestrøede de unge piger kisten med blomster, og der affyredes ni kanonskud.

Så du var også blandt dem, der kækt
stred kampen ud,
der trodsed voldsmandens hær, som frækt
svang dødens bud!
Så du var også blandt dem, der alt
for Danmark gav,
en af de tapre, som frygtløst faldt!
Fred i din grav.

Jeg husker dig end i skolen: Du var
lidt tavs og sen.
Lidt overskygget dit øjes glar:
En underlig en!
”Han vinder aldrig sig navn og ry
som officer!”
Så lød det trindt om, dengang af by
du drog med fler.

Men hisset ovre, hvor sværdet sang
i blodigt slag,
hvor kuglen suste, granaten sprang
med rædsomt brag,
der retted ryggen sig, der fik ord
til læben nå,
og blikket lyste, da frem du for
først blandt de få!

Nej vist, du vandt dig ej navnet stort
i tidens elv!
Det ønsked du ej. – Hvad der er gjort,
du gjorde selv:
På Danmarks hellige uskyldskrans
så ren og god,
der skrev du dit Navn med stråleglans
af eget blod!

Hil være dig, ædle, som kækt har stridt
for retfærds sag!
Har end du i mulm og tåge lidt:
Det bli'r vel dag!
Det lysner engang: Gennem hele Nord
går sagn og sang
om dem, der bandt Slesvigs dyre jord
til Dannevang!

På mindestenen over faldne fra Sorø Akademi

ses også løjtnant Toxwerdts navn

Toxwerdt sammen med to andre faldne officerer, Færch og Trepka, alle studenter fra 1861, mindedes i 1886 ved 25-års studenterjubilæet på følgende smukke måde: Først holdtes en kort tale til ære for dem, derefter oplæstes nedenstående Digt. Mens de tilstedeværende studenter i stilhed drak et mindebæger for de faldne, spillede orkestret: ”Slumrer sødt i Slesvigs jord”.

De tre, som faldt,
dem brødre vil i denne stund vi mindes.
Og mens af vemods flor vor tanke bindes,
dog deres dages rad, så hurtig talt,
af ungdoms friske syners glans beskinnes!

Mens kugler føg
og hvirvled jorden op på Dybbøls banker,
og slog faskiner sønder, sprængte planker,
de stod med løftet mod i brand og røg,
et enkelt mål kun fyldte deres tanker!

Et enkelt mål:
At tugte ham, som vil vor ret forøde,
og, hvis det brister, da med smil at bløde.
Så svinge mandig de det skarpe stål,
og gav så deres unge liv – og døde!

I røg og brand
vi andre stå i kampens nød tilbage,
og vrede skygger over himlen jage,
og luften sløres til i fjernets rand,
og hjertet krympes af en ordløs klage.

De tre, som faldt,
de var blandt dem, som milde guder kåred,
og de fik livets bedste lod beskåret:
At stå med frejdig vished, hvor det gjaldt,
og blive bort med samme vished båret.

I tre, som faldt,
i nuets tranghed se vi op mod Eder:
O, følger os, hvem hvirvelstormen spreder,
og maner frem det sind, der samler alt
og mod et fælles mål på ny det leder.

Rudolph Schmidt

Mindestenen over sekondløjtnant Toxwerdt blev rejst i 1927.

Stenen står over for 1864-museet

på hjørnet af landevejen og Grønnekærvej

Sekondløjtnant ved 2. Infanteriregiment Andreas Frederik Walther Toxwerdt (søn af overauditør, senere by- og herredsfoged Nicolaj Peter Diderich T. og Marie Elisabeth Wilhelmine Harbou), født 23. august 1841 i Rendsburg, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Store Heddinge kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 213-215.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant William Brown Stonor (1828-1864)

fødtes den 6. september 1828 på Nygård i Tikøb sogn og var søn af gårdejer Charles Stonor og hustru Helen Clementine Brown, der var skotte. Efter sin konfirmation kom han på et skibsklarererkontor i Helsingør. Hans lyst stod imidlertid til at blive soldat; derfor var han i 1848 en af de første frivillige, der meldte sig. Han rykkede ud med 2. Jægerkorps, deltog med hæder i dette korps’ fægtninger i det første krigsår og avancerede til overjæger. Han uddannedes derefter til officer, og 10. marts 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i linjen med anciennitet af 1. januar 1849. Senere fik han, som alle løjtnanter udnævnte i 1848-49, anciennitet af 30. april 1848.

Som officer ansattes han ved 2. lette Bataljon og deltog med denne i slaget ved Fredericia den 6. juli 1849. I 1850 stod han ved 10. lette Bataljon og var med ved Mysunde den 12. september og udførte her et vellykket angreb. Den 10. september 1850 blev han premierløjtnant. I 1851-52 stod han ved det holstensk-lauenborgske forbundskontingent (Holstenske Jægerbataljon), men da dette i april 1852 indlemmedes i den danske hær, overgik han til 5. Jægerkorps, som Holstenske Jægerkorps nu kom til at hedde. Den 1. oktober 1863 blev han forsat til 5. Infanteribataljon og med den rykkede han atter i felten som kommandør for 1. kompagni.

Han fremhæves med udmærkelse i 2. Armédivisions rapport om kampen i Sundeved den 17. marts og dekoreredes den 27. juni 1864 med Ridderkorset for sit forhold under belejringen af Dybbølstillingen og kampen den 18. april. Ved indtagelsen af Als den 29. juni blev han let såret, og man antog ham allerede for næsten rask, da et uforudset tilfælde hurtigt gjorde ende på hans liv.

Han døde den 19. juli på lazarettet i København og begravedes den 24. samme måned på Asminderød Kirkegård. Hans død vakte almindelig deltagelse i hans hjemstavn. Derom vidner den talrige sørgeskare fra hele egnen, som tilfods fulgte ham til hans sidste hvilested fra Fredensborg Slotskapel.

Hæren mistede i ham en i høj grad uforfærdet og brav soldat, en besindig og rolig fører, og hans bortgang var så meget sørgeligere, som hans gamle moder og to ugifte søstre i ham mistede en væsentlig støtte. Han var beskedenheden selv og hørte hellere til end talte. Han gjorde altid sin pligt, og var en sjælden hæderlig karakter. Enhver, som kendte ham, ville med tryghed lægge hele sin velfærd i hans hånd.

Mindestenen over premierløjtnant Stockfleth blev rejst i 1938.

Stenen står ved Stonorvej ca. 100 meter nord for Løkkegård
og midtvejs mellem vejene Vestermark og Skydebanevej.

 

Premierløjtnant ved 5. Infanteriregiment William Brown Stonor (søn af gårdejer Charles S. og Helen Clementine Brown), født 6. september 1828 på Nygård, Tikøb sogn, Frederiksborg amt, såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 19. juli på Københavns lazaret, bisat 24. juli fra Fredensborg Slotskirke og begravet på Asminderød kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 211-212.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (1829-1864)

fødtes den 27. april 1829 i Kolding og var søn af major i Vejkorpset Joachim Godske Stockfleth (1780-1831) og hustru Wibeke Ida Margrethe Worsøe (1788-1860). Tretten år gammel blev Stockfleth den 1. november 1842 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og blev den 1. november 1847 sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1846, men forblev på akademiet som repetent indtil krigens udbrud, da han den 30. marts 1848 ansattes ved 4. Linjeinfanteribataljon.

Han deltog i den første slesvigske krig og udmærkede sig især i Istedslaget ved sin kækhed og snarrådighed, så at han som enogtyveårig løjtnant den 6. oktober 1850 udnævntes til Ridder af Dannebrog. Den 22. juli 1849 var han blevet premierløjtnant. 1853-54 stod han à la suite som lærer og skoleofficer ved Landkadetkorpset, 1854-60 ved 2. Linjeinfanteribataljon og fra 17. september 1860 ved 20. Infanteribataljon, hvor han ved sin udnævnelse til kaptajn den 28. august 1862 blev chef for 2. kompagni.

I 1864 udmærkede han sig ved enhver lejlighed, hvor han stod overfor fjenden. I kampen ved Selk og Kongshøj den 3. februar førte han sit kompagni med stor dygtighed og bidrog væsentlig til, at østrigernes angreb på Sax-armen blev afslået. Han fremhæves derfor også i rapporten med udmærkelse for sit forhold på denne dag. Under forsvaret af Fredericia var han skiftevis med kaptajn J.P. Beissenherz forpostkommandør. Den 29. marts ledede han det vellykkede overfald på de preussiske gardehusarer i Assendrup, hvor han tog 22 fanger og 23 heste. Som belønning for dette dristige foretagende blev det ham tilladt selv at føre sine fanger til København, og han fik således en under krigen sjælden lejlighed til at hilse på slægt og venner. Det var sidste gang, de så ham.

Den 18. april deltog han i regimentets angreb. Hans kompagni trængte tæt ind på fjendens linjer, men blev nedslået af den voldsomme kugleregn, så at kun to korporaler af samtlige befalingsmænd slap derfra. Stocktleth selv blev under fremløbet let såret. Lidt senere blev en officersaspirant, som han satte stor pris på, såret og faldt sammen med de ord: ”Å, Gud hjælpe mig!” ”Det vil han nok, lille ven”, sagde Stockfleth, idet han bøjede sig over ham. I det samme fik han selv en kugle i baghovedet, faldt og rørte sig ikke mere. Han fik således det ønske opfyldt, som han engang havde udtalt til en ven: ”Det måtte være herligt at falde ung, ikke i en lille forpostfægtning, men hvor kanonerne sang gravsalmen!”

Hans lig, der fandtes aldeles udplyndret på valpladsen, begravedes den 24. april på Augustenborg Kirkegård. Kammeraterne satte på hans gravsten: ”Han var brav, tapper og ædel”. Han fremhævedes med udmærkelse i rapporten for sit forhold under kampen den 18. april.

I ham gik en fremtidsmand bort, som ville have bragt det vidt. Foruden en levende interesse for sit fag havde han en betydelig sans for litteraturen, også i andre retninger end rent militært. Allerede som kadet var han H.P. Holsts yndling for de gode danske stile, han skrev og viste derved de første tegn på den lyst og evne til litterær virksomhed, som senere bar frugt i en meget forskelligartet produktion. Han har således skrevet både lyriske digte, små noveller og militære lærebøger.

Han tog sig meget af sine undergivne og havde en stor og gavnlig indflydelse på de yngre officerer, som han holdt meget af at samle hos sig. Således indbød han på aspirantskolen i Helsingør, hvor han i 1861 var lærer, ofte de unge til the, hvad de i begyndelsen kimsede af; men hans lærerige og interessante underholdning lod dem snart skatte disse sammenkomster højt.

Men han var ikke blot æstetisk anlagt, han var tillige en etisk udviklet personlighed, der intet middel skyede for at bekæmpe mangel på moral, og han foragtede den ungdom, der kun søgte forlystelser. Han var en meget smuk mand, kraftig bygget med brune øjne, hår og skæg.

Fra barndommen var han tungsindig, og der sås kun sjældent et smil på hans læber. Livet havde på forskellig måde taget lidt hårdt på ham, så at hans sensible natur havde fået et knæk, der svækkede hans livsmod, hvad blandt andet hans digte bare vidnesbyrd om. Kun når han bevægede sig blandt sine soldater, var der altid en stille glæde udbredt over ham.

Mindestenen over blandt andre kaptajn Stockfleth blev rejst i 1938.

Stenen står ved stien mellem Dybbøl Mølle og Grønnekærvej, 

ca. 250 meter sydøst for møllen.

 

Kaptajn ved 20. Infanteriregiment Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (søn af major Niels Wilhelm S. og Vibeke Ida Margrethe Worsøe), født 27. april 1829 i Kolding, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Augustenborg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 208-210.

Fr. Meidell: Et Par uniformerede Modsætninger. Livsbilleder af faldne, danske Officerer, som kunde have holdt deres halvhundredaarige Jubilæum i 1896. Kbh., 1896. 47 sider. (Særtryk af Vort Forsvar)

Børge L. Barløse: En kaptajn af fodfolket. F.H.E.H. Stockfleth. Personalhistorisk tidsskrift 1959, s. 1-23.

Niels Elsborg: Frederik Hannibal Edvard Harald Stockfleth. Officer og samler af krigstrofæer. Våbenhistorisk tidsskrift 2017, nr. 5, s. 14-18.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Laurits Marius Stephensen (1839-1864)

fødtes den 30. marts 1839 i Hostrup ved Varde og var søn af Claus Christian Stephensen, skolelærer i Kokspang, senere i Ådum ved Ringkøbing og hustru Maren Lauridsdatter. Indtil sit 15. år opholdt Stephensen sig i hjemmet og deltog udenfor skoletiden i alt forefaldende arbejde i marken og i al den slags arbejde, der ellers falder for på landet. Han kom derefter et år i huset hos en præst, hvor han dels modtog og dels var med til at give undervisning. Senere var han et par vintre biskolelærer, tjente en sommer som bondekarl, forberedte sig nogle måneder og kom endelig sommeren 1857 på seminariet i Jelling, hvor han blev til midt i sommeren 1860. Kort efter ansattes han som hjælpelærer hos skolelæreren i Ulfborg, og her opholdt han sig til 1863.

Han mødte til session i Ringkøbing, først 1861 og tog udsættelse og dernæst i 1862 og tog ligeledes dette år udsættelse. I slutningen af 1862 søgte han om at måtte få uddannelse som reserveofficer, og han gennemgik nu reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra den 2. februar til den 15. oktober 1863 og udnævntes sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve samt ansattes ved 5. Infanteribataljon, ved hvilken afdeling han stod til sin død.

Den 17. marts om formiddagen, da 5. Regiment beordredes frem til en rekognoscering mod Ragebøl Skov, foran Dybbølstillingens højre fløj, faldt Stephensen. Hans lig førtes til Sønderborg, hvor det begravedes den 24. marts. Han nævnes i 2. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under krigen ved Ragebøl Skov. Det vides, at han på grund af sin tapre færd under krigen skulle have været indstillet til linjeofficer.

Sekondløjtnant ved 5. Infanteriregiment Laurits Marius Stephensen (søn af skolelærer og kirkesanger Claus Christian S. og Maren Lauridsdatter), født 30. marts 1839 i Kokspang skole, Hostrup sogn, Ribe amt, såret 17. marts 1864 ved Ragebøl, død samme dag på Sønderborg lazaret, begravet 24. marts på Mariæ kirkegård i Sønderborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 206-207.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Gustav Wenzel Rothkirch Kaas Seyffarth (1830-1864)

fødtes den 1. maj 1830 i Rendsborg og var søn af oberst Gustav Lucas Wilhelm Henrik Seyffarth, chef for 14. Bataljon og kommandant i Rendsborg (død 1858) og hustru Augusta Marie Lankenau.

Fjorten år gammel blev Seyffarth den 1. november 1844 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 31. juli 1850 til sekondløjtnant ved 5. Reservebataljon med anciennitet af 1. november 1849. Her stod han til bataljonen opløstes i maj 1852 og kom så til 15. Linjeinfanteribataljon. Premierløjtnant blev han den 5. maj 1861 og fra april 1861 til sin død stod han ved 3. Infanteribataljon.

Da 3. Regiments 1. bataljon den 2. februar kl. ca. 11½ formiddag ankom til Mysunde, sendtes tre af kompagnierne frem ad forskellige veje for at skaffe oplysning om fjendens styrke og forehavende, hvilke forhold man, på grund af den stærke tåge, ikke havde kunnet komme på det rene med. 2. kompagni, ved hvilket Seyffarth stod, gik frem ad Kosel-vejen og blev straks heftigt beskudt i det åbne terræn. Her faldt Seyffarth. Hans lig fandtes om aftenen af 5. kompagni, der var på forpost.

Hans ansigt havde i dødens øjeblik antaget et så lykkeligt og smilende udtryk, så det så ud, som havde han gentaget Hans Boe Schaus ord, da han den 12. september 1850 faldt ved Mysunde: ”Det gør ingenting, folk, bliv kun ved”. Seyffarth havde udvist særligt mod og raskhed, idet han i spidsen for sine folk søgte at drive fjenden bort fra en nærliggende bakkekam. 

Han var en dygtig og elskværdig mand. Liget førtes til Flensborg og begravedes den 6. februar på den derværende kirkegård.

 

Premierløjtnant ved 3. Infanteriregiment Gustav Wenzel Rothkirch Kaas Seyffarth (søn af oberst Gustav Lucas Wilhelm Henrik S. og Augusta Marie Lankenau), født 1. maj 1830 i Rendsburg, faldet 2. februar 1864 ved Mysunde, begravet 6. februar på Mariæ kirkegård i Flensburg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 204-205.

Hans Schultz Hansen: Kommandant og oberst Gustav V.L.H. Seyffarths beretning om kuppet mod Rendsborg fæstning marts 1848. Danske magazin 2014, nr. 1, s. 111-128.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Peter Nicolaj Carl Christian de Seue (1839-1864)

fødtes den 15. december 1839 i København og var søn af kaptajn, toldassistent i København, Christian Jørgen Werner de Seue og hustru Marie Caroline Harboe.

Seue frekventerede først Fr. Friis’ skole, dernæst det von Westenske institut i København. I 1858 fik han ansættelse som skriver i Generalpostdirektoratets 2. sekretariat. I denne stilling havde han en sommer orlov for at skaffe sig lejlighed til praktisk at uddanne sig i de ved et postkontor forefaldende forretninger. Han mente, det var vanskeligt for ham at avancere i postetaten uden at være reserveofficer, hvorfor han i december 1860 indgav ansøgning om at komme på reserveofficersaspirantskolen. Hans andragende bevilgedes, og han gennemgik skolen på Landkadetakademiet fra 8. marts til 31. oktober 1861. Den 1. november 1861 udnævntes han efter bestået eksamen til Sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, og ansattes den 18. oktober 1862 ved krigsreserveofficerernes fordeling til bataljonerne ved 16. Infanteribataljon, med hvilken afdeling han rykkede ud i 1864.

Han faldt den 16. april under fjendens beskydning af Dybbølstillingen. Liget førtes til København og begravedes den 28. april på Holmens Kirkegård.

Mindestenen over sekondløjtnant de Seue blev rejst i 1938.

Stenen står i et krat mellem Skanserne I og II, ca. 700 meter
syd for museet på Dybbøl Banke.

 

Sekondløjtnant ved 16. Infanteriregiment Peter Nicolaj Carl Christian de Seue (søn af toldassistent, kaptajn Christian Jørgen Werner de S. og Marie Caroline Harboe), født 15. december 1839 i København (Garnisons), faldet ved Dybbøl 16. april 1864, begravet på Holmens kirkegård 28. april. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 203.

Premierløjtnant Christian Frederik Valdemar Secher (1828-1864)

fødtes den 4. december 1828 i Aarhus og var søn af proprietær Hans Christian Secher til Kjærgård (død 1834) og hustru Ingeborg Blichert (død 1848). Secher var student og havde taget filosofikum. Han studerede jura og var underofficer i Kongens Livkorps. Han forlod sine studeringer, meldte sig frivilligt, gennemgik en kommandoskole og udnævntes den 24. maj 1848 til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Han ansattes ved 1. Forstærkningsjægerkorps, hvor han stod til slutningen af 1850.

I krigen udmærkede han sig ved mod og dygtighed, hvorfor han den 19. august 1849 forsattes til linjen og tillagdes anciennitet af 30. april 1848. Den 6. oktober 1850 fik han premierløjtnants karakter og dekoreredes samtidig for sin hæderlige deltagelse i krigen med Ridderkorset af Dannebrog og af den russiske St. Anna Orden. Endelig den 19. april 1854 blev han virkelig premierløjtnant. 1850-61 stod han ved 10. lette Bataljon, 1861 en kort tid ved 15. Infanteribataljon. Fra 1857-61 og atter 1861-63 forrettede han tjeneste i Krigsministeriet som intendant. Den 1. oktober 1863 ansattes han ved 2. Infanteribataljon som chef for 5. kompagni og rykkede ud med dette.

Den 28. marts forsøgte fjenden klokken 3 om morgenen et overraskende og yderst voldsomt anløb mod Dybbølstillingens venstre fløj for at forsøge at anlægge den første parallel. Imellem klokken 5 og 6, hen imod kampens slutning, beordredes Secher til med et halvt 5. og et halvt 7. kompagni af 2. Regiment, understøttet af et par delinger af 1. og 4. kompagni, at foretage en fremrykning for at jage de sidste afdelinger af fjenden bort. Det lykkedes, men ved denne lejlighed faldt Secher omtrent på samme sted, hvor få timer i forvejen sekondløjtnant Dickmeiss var faldet.

Da den gamle feltvagtstilling her indtoges, fandtes sidstnævnte officers lig og bragtes ind. Sechers Lig førtes til København og jordedes den 6. april på Garnisons Kirkegård.

Han ansås for en af hærens intelligenteste yngre officerer. Secher var enkemand og efterlod sig en lille pige.

På valpladsen hist, hvor kuglerne sang,
hvor dødsenglen atter nu leen svang
mod de kæmpende Danmarks sønner,
der stod han, den brave, med usvækket mod,
med sejren for øje – det kostede blod –
men, tænkte han, det sig vel lønner.
Ja, lønnen den kom – men desværre ej så
man Secher nu længer i rækkerne stå.

En fjendtlig kugle kom susende brat
og førte ham straks ind i dødens nat,
men længe vil leve hans minde!
Thi vil man ham savne i Danmarks hær;
dog frænder og venner ham savne især
og kun dårligt i tabet sig finde.
Men må det dem være en trøst så stor,
at krigeren nu i Valhalla bor.

L… 

Mindestenen over premierløjtnant Secher blev rejst i 1932.

Stenen står ved Flensborg-landevejen ca. 150 meter nordvest 

for fællesgravene på Dybbøl Banke.

Premierløjtnant ved 2. Infanteriregiment Christian Frederik Valdemar Secher (søn af fhv. proprietær Hans Christian S. og Ingeborg Blichert), født 4. december 1828 i Aarhus (Domsogn), faldet 28. marts 1864 ved Dybbøl, begravet 6. april på Garnisons Kirkegård i København. Gift 12. juli 1855 i København (Garnisons) med Petrea Sophie Juul (datter af hospitalsforstander Niels J. og Petrea Sophie Schou), født 17. januar 1833 i Aalborg (Budolfi), død 9. juli 1858 i København (Garnisons). – Han efterlod en 7-årig datter.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 201-202.

Sekondløjtnant Adam Frantz Valdemar Schultz (1838-1864)

fødtes den 30. april 1838 i København og var søn af krigsassessor, Dannebrogsmand, graver ved Assistens Kirkegård J.F.W. Schultz og hustru Marie Schultz. Han blev kadet den 1. november 1858 og udnævntes den 1. november 1860 til sekondløjtnant ved 5. Infanteribataljon. Den 22. april 1861 blev han forsat til 9. Infanteribataljons 6. kompagni, og med dette rykkede han ud i 1864.

Han hørte til de begavede yngre officerer, som i mere end almindelig grad ville savnes i arméens rækker. Han var et sympatetisk menneske, hvis smukkke tiltalende smil vandt ham alles hjerter.

I kampen ved Bustrup, den første kamp, hvori han deltog, lagde han stor uforfærdethed for dagen, og da hans kompagnichef, kaptajn Meincke, faldt, tog han kommandoen og førte kompagniet med meget konduite i resten af fægtningen. Under tilbagetoget fra Dannevirke forstod han mærkværdig godt at vedligeholde modet hos sine folk, af hvem han var særdeles afholdt. Regimentet dirigeredes til Fredericia og vendte først tilbage kort før Dybbøl-dagen.

Henimod slutningen af 9. Regiments angreb den 18. april, nær ved de forskudte skanser, blev han hårdt såret i underlivet. Sammen med sin sårede kompagnikommandør, premierløjtnant Voigt, optoges han på valpladsen af fjenden og bragtes til Johannitter-lazarettet i Nybøl, hvor han døde efter at have ligget 36 timer i bevidstløs tilstand. Liget førtes til København og begravedes den 26. april på Garnisons Kirkegård, fire dage før hans 26-årige fødselsdag.

Mindetavlen på Nybøl Skoles mur beretter,

at blandt andet sekondløjtnant Schultz døde

på Johannitterlazarettet i 1864.

Mindestenen over løtjnant Schultz og officersaspirant Frisenette 

blev rejst i 1938.

Stenen står ved indkørslen til ejendommen Dybbøl Banke 7, Dybbøl.

Sekondløjtnant ved 9. Infanteriregiment Adam Frantz Valdemar Schultz (søn af overkommandersergent, senere graver Johan Frederik Wilhelm S. og Marie Christiane Thorsen), født 30. april 1838 i København (Fødselsstiftelsen), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 26. april på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 200.

Kaptajn Ludvig Carl Christian Maximilian Schow (1828-1864)

fødtes den 15. februar 1828 i København og var søn af kammerherre, generalmajor Henrik Maximilian Schow (død 1847) og hustru Ingeborg Elisabeth Nielsen (død 1871). Schow blev kadet den 1. november 1844, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1846 til sekondløjtnant ved 1. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1845. Den 12. november samme år tillodes det ham at bytte plads med en anden offficer, således, at han blev ansat ved 4. Jægerkorps. 

Fra 5. april 1848 til 24. april 1849 forrettede han tjeneste ved 1. Espingolbatteri. 1849-54 stod han ved 3. Jægerkorps, men var i 1849-51 vagtmesterløjtnant i Nyborg, 1854-58 ved 1. Jægerkorps, 1858-62 adjutant ved 1. Infanteribrigade og fra 1862 til sin død ved 18. Infanteribataljon som chef for 2. kompagni. Den 26. april 1849 blev han premierløjtnant og den 12. april 1861 kaptajn. Han deltog med ære i den første krig. I kampen ved Dybbøl den 5. juni 1848 fik han en kugle i højre arm. Den 23. april 1849 ved Kolding såredes han igen i samme arm, der derefter blev amputeret på lazarettet i Billeshave. Skønt invalid deltog han dog i felttoget det følgende år.

Schow var en brav og retskaffen karakter, en trofast kammerat og en ualmindelig dygtig og pålidelig officer, der fordrede streng pligtopfyldelse af sine undergivne, men også selv foregik dem med et godt eksempel. Han var stille og af et noget melankolsk sind. For sin deltagelse i krigsåret 1848 fik han den 30. september Ridderkorset.

Man skulle tro, at tabet af den højre arm generede ham, men det var så langt fra tilfældet, at man endog sagde om ham, at han med sin venstre arm udrettede mere end andre med to arme. Med en mageløs viljekraft havde han lært sig at skrive med venstre hånd, og det endda smukkere end de fleste med højre. I det hele var det forbavsende, med hvilken lethed han klarede sig med sin venstre hånd. Man kunne ikke let gøre ham mere vred, end når man ville hjælpe ham overfrakken på. Han frabad sig det vel på en høflig måde, men dog således, at man ikke let oftere tilbød sin hjælp. Hans orden og akkuratesse under feltforhold syntes ofte noget vidtdreven, men han nåede altid derved, at kompagniet var i en udmærket stand og fortrinlig disciplineret.

Han var en fuldendt gentleman i sin optræden, og overalt hvor han kom, blev han behandlet med særlig hensynsfuldhed og respekt, når folk først havde lært ham at kende. Hans undergivne ærede ham højt og holdt af ham, fordi de følte, at han altid ville deres vel, og fordi de vidste, at de altid kunne stole på ham. Han var af et smukt og imponerende ydre.

Kort før hans regiment i 1864 skulle afgå til Slesvig, var han samlet med nogle venner i en selskabelig kreds, og her ytrede han: ”Jeg længes kun efter, at det skal gå løs for alvor, og at jeg kan komme med. Gud ved, hvad jeg denne gang skal miste!” Han havde ligesom en anelse om, at han ikke ville vende tilbage fra felttoget, men det gjorde intet skår i hans mod. Han gik altid med frejdighed faren i møde, når fædrelandet kaldte.

Han faldt – som den første officer – den 2. februar 1864 i den sydvestlige skanse ved Mysunde og ”gav sit liv hen for det dyrebare fædreland, hvis ære, ret og selvstændighed hans trofaste hjerte omfattede med inderlig varme”. Under kampen var han stadig ved brystværnet, søgte aldrig dækning, uagtet han opfordredes til at være mere forsigtig; men fjenden var for nær og hans våben for gode, til at han i længden kunne undgå sin skæbne. Han havde netop stået og talt med artilleriløjtnant Bache, til hvem han beklagede sig over, at 3. Regiment så hurtigt var kastet tilbage, da han så preusserne trække betydelige forstærkninger frem i ilden. Han skønnede da, at skansens besætning var for ringe og råbte ned til fodfolket mellem begge skanser om forstærkning, men i det samme styrtede han død om i armene på løjtnant Brock-Rasmussen, der stod ved hans side. Hans lig førtes til København og begravedes den 9. februar på Garnisons Kirkegård.

Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 2. februar.

Den første faldne

Svøb Dannebrog omkring den tapres lig,
flet ham en krans af laurens grønne blade,
affyr en salve ved hans grav og sig:
Tag hilsen med fra os til Ryes Brigade!

Du var den første. Du har med dit blod
det røde segl på krigens budskab stemplet,
men fjenden dyrt skal give mandebod.
Nu ved vi vejen – du os gav eksemplet.

Og mange vandre vil den samme vej,
før krigen bort fra os sin gang vil bøje,
men ingen går med frygt i hjertet – nej,
med sang på læben og med smil i øje!

Thi der er kræfter i en ædel sag,
og alle frejdigt går til kampens stævne;
og rammer dødens bud på slagets dag –
for hver, som falder, er der ti, som hævne.

Men vi som åndeløst med lytten stå,
mens hjerterne i stum forventning pines,
o, måtte vi dog alle tænke på,
hvor ringe dog vor gerning er mod hines.

Thi alt, hvad vi kan virke, høj og lav,
alt, hvad vi gør med råd og dåd og pleje,
er alt kun småt, imod hvad denne gav:
Han gav sit liv, hvor vi kun gav vort eje.

Velsignet hvile da dit støv i fred!
Gem navnet, Danmark, som en kærlig moder!
Thi ingen viser større kærlighed
end den, der ofrer livet for sin broder!

P.H.

 

Kaptajn ved 18. Infanteriregiment Ludvig Carl Christian Maximilian Schow (søn generalmajor Henrik Maximilian S. og Ingeborg Elisabeth Nielsen), født 15. februar 1828 i København (Garnisons), faldet 2. februar 1864 ved Mysunde, begravet 9. februar på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 197-199.

Oberstløjtnant Jobst Gerhard von Scholten (1814-1864)

fødtes den 28. januar 1814 i København og var søn af kaptajn, vestindisk regeringsråd Jobst Gerhard Scholten og hustru Karen Glerup Holst von Schmidten.

Den 1. januar 1824 blev Scholten kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. januar 1830 sekondløjtnant i Sjællandske Jægerkorps, 18. Bataljon, med anciennitet af 21. december 1828. Ved krigens udbrud 1848 var han premierløjtnant og adjudant ved korpset. Den 24. maj 1837 var han blevet premierløjtnant, og den 27. maj 1848 blev han kaptajn. 

I slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 stormede han med sit kompagni sammen med to andre kompagnier redouterne nr. 3 og 4 og overtog, efter at chefen for korpset og cheferne for de to nævnte kompagnier var sårede, kommandoen over korpset. Den 9. september 1849 blev han Ridder af Dannebrog. I 1850 førte han sit kompagni i angrebet på Helligbæk den 24. juli og forfulgte fjenden til hen imod Bøgholt. Den 8. august deltog han i den hårdnakkede kamp ved Stenten Mølle.

Efter krigen stod han endnu nogle år ved sit gamle korps, indtil han den 16. juli 1857 blev major og forsattes til 3. Linjeinfanteribataljon. Den 1. oktober 1861 blev han chef for 20. Infanteribataljon, som han førte med stor bravour under krigen 1864 som 20. Regiment, såvel under kampen den 3. februar og under tilbagetoget, hvor regimentet en Tidtdannede hærens bagdækning, som senere ved Fredericia og på Dybbøl. Her ledede han den 18. april med stor dygtighed og uforfærdethed angrebet på venstre fløj mod en dér liggende afbrændt gård og senere dens forsvar. Kort forinden gården måtte forlades, blev han truffet i hjertet og døde på stedet. Liget førtes til København og begravedes den 27. april på Garnisons Kirkegård.

Den 22. december 1863 var han blevet oberstløjtnant, og den 26. marts 1864 fik han under kongens besøg i Fredericia Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Den 12. april 1851 ægtede han Nicoline Magdalene Petersen, datter af looper ved Øresunds Toldkammer, krigsråd Johan Peter Petersen.

Der er nogle småtræk fra hans krigerliv, der tydeligere end mange ord karakteriserer hans personlighed. Det berettes, at en officer kom til ham lige før bortmarchen fra Dannevirke og fandt ham omgivet af mandskab, der under hans tilsyn var travlt beskæftiget med at rengøre kvarteret. Til officerens forbavsede udråb svarede Scholten: ”Her kunne jo komme en tysk stabsofficer i kvarter, han skal dog ikke tro, at en dansk oberstløjtnant har boet i en sådan svinesti”.

En anden gang modtog han melding af nogle officersaspiranter, der lige var kommet til regimentet. Da de gik, sagde han halvhøjt til adjudanten: ”Å, Herregud, kanonføde!” Denne triste spådom gik i opfyldelse, idet de alle faldt den 18. april på en eneste nær, der blev såret. Denne ene traf Scholten om morgenen den 18. april i færd med at udtage et sirligt og velforsynet toiletetui af sit tornyster. ”Se, der er dog endnu en mand, der sætter pris på sit ydre, det er en sjældenhed herovre. Der er min tro også pomade. Lån mig lidt af den!”

Af disse træk tegner sig hans billede som den fine, lidt pilne aristokrat, hvis rolige, kølige naturel vel ikke forstår at opildne folkene, men som gennem sine ord og sit eksempel viser dem pligtopfyldelsens ideal. At han savnede udtryk for det varme, det begejstrende, lå dog ikke i karakterens kulde, men snarere i en frygt og afsky for alt, hvad der var hult, tomt og larmende.

Et bevis på, at hans sind kunne være blødt og medfølende, kan efterfølgende lille episode give. Han skulle bo på en gård, der i forvejen havde stærk indkvartering. Af en fejltagelse kom han ind i et rum, hvor to børn lå syge, og hvor alle familiens senge og meget andet bohave var sammenstuvet, og dette syn gjorde et sådant indtryk på ham, at han med tårer i øjnene vendte sig bort og gik ud af gården for at søge sig et andet kvarter. Han ville ikke yderligere forøge byrden.

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også oberstløjtnant von Scholtens navn

Familien boede på Gl. Kongevej 124.

Oberstløjtnant ved 20. Infanteriregiment Jobst Gerhard von Scholten (søn af kaptajn, vestindisk regeringsråd Jobst Gerhard von Scholten og Karen Gleerup Holst von Schmidten), født 28. januar 1814 i København (Garnisons), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Assistens kirkegård i København. Gift 6. april 1851 i Helsingør (Mariæ) med Nicoline Magdalene Petersen (datter af looper ved Øresunds Toldkammer Johan Peter P. og Maren Mørch), født 25. oktober 1813 i Helsingør (Mariæ), død 3. august 1899 i Klampenborg, Kongens Lyngby sogn (begravet på Assistens kirkegård i København) (gift 1. gang 1838 med kgl. fuldmægtig ved Øresunds Toldkammer Niels Peter Bull, 1809-1841). – Han efterlod sig to døtre på 8 og 11 år.

Oberstløjtnant Scholtens og hustrus kister blev i 1932 flyttet fra det Scholtenske mausolæum på Assistens Kirkegård til Vestre Kirkegård, hvor det nye gravsted endnu findes.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 195-196.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Sekondløjtnant Theodor Christopher Carl Schmidt (1811-1864)

fødtes den 3. december 1811 i Rendsborg. Hans forældre kendes ikke. Han indtrådte som femtenårs dreng den 6. juli 1826 i hæren som spillemand ved Oldenborgske Regiment, nu 16. Bataljon, og avancerede gennem de forskellige grader til han den 24. marts 1848 blev oversergent. Den 30. juni 1842 blev han forsat til 15. Linjeinfanteribataljon og ved sin udnævnelse til oversergent til 1. Linjeinfanteribataljon.

Under den 1. slesvigske krig var han med ved Bov, Slesvig, Isted og Mysunde. 16-års hæderstegnet fik han den 31. marts 1844. For sin hæderlige deltagelse i krigen blev han den 6. oktober 1850 udnævnt til sekondløjtnant i linjen og ansat ved 12. lette Bataljon. Fra den 1. april 1851 stod han dels ved 3. og dels ved 1. Bataljon af det holstenske kontingent, indtil denne sidste fra den 1. april 1852 gik over til at blive 15. Linjeinfanteribataljon. Ved denne bataljon stod han så til sin død.

Schmidt – eller gamle Schmidt, som kammeraterne kaldte ham – var en af de stille; han henlevede et ensomt, glædeløst liv, havde kun få fornødenheder og få interesser. Han var en brav, pligtopfyldende og dygtig soldat, var altid sirlig påklædt og vel pudset. Hvor man hørte ham omtale, var det altid med ros, men han hørte jo også til de gamle underofficerer, der havde været soldater fra de var drenge.

Han blev gift den 12. april 1846. Efter at bataljonen i 1852 var flyttet til Helsingør, levede han ikke sammen med sin familie, der nu opholdt sig i Altona, hvor hustruen måtte sørge for sig selv og sine to børn. Han havde af sin ringe lønning kun lige nok til selv at leve for. Fattigdom og de uheldige forhold, hvorunder han levede, udøvede et stærkt tryk på ham, og for ham var det som en befrielse, da krigen atter kom og dermed døden. Han såredes den 5. april om eftermiddagen under artilleribeskydningen hårdt af en granat. Han førtes under usigelige smerter til Augustenborg lazaret, hvor han døde den 8. april. Den 10. samme måned jordedes han på Augustenborg Kirkegård.

Mindestenen over sekondløjtnant Schmidt blev rejst i 1937.

Stenen ligger ved stien mellem Skanse III og IV,

ca. 200 meter syd for landevejen over Dybbøl Banke.

 

Sekondløjtnant ved 15. Infanteriregiment Theodor Christopher Carl Schmidt, født 3. december 1811 i Rendsburg, såret 5. april 1864 ved Dybbøl, død 8. april på Augustenborg lazaret, begravet 10. april på Augustenborg kirkegård. Gift 1846 med N.N. – Han efterlod sig to børn.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 193-194.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Ernst Ferdinand Møsting Schmidt (1832-1864)

fødtes den 7. marts 1832 i Nakskov og var søn af apoteker dersteds, Lauritz Schmidt og hustru Emilie Kjergaard. Den 1. november 1851 blev han kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1853 til sekondløjtnant ved 9. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1852. Ved denne afdeling stod han til sin død. Livsglad, smuk og sympatetisk var han de ældres yndling og genstand for de unges beundring.

Indtil 17. april førte han 3. kompagni, efter at hans kompagnichef, grev Ahlefeldt-Laurvig den 9. marts havde overtaget kommandoen over regimentets 1. bataljon. Den 17. april om eftermiddagen afgav han kommandoen til premierløjtnant P.L.C.F. Hansen. Under bataljonens, med stor bravour og under den morderiske fjendtlige ild, udførte fremrykning mod Dybbøl Mølle, syd for Flensborg-vejen, såredes Schmidt hårdt. ”Fremad Kammerater!” var de sidste ord han udtalte, da han førte sine folk mod fjenden. Han såredes i brystet og blev længe liggende på valpladsen, inden han optoges af fjenden, der førte ham til Stenderup lazaret. Her døde han samme dags aften. 

Mens han lå på valpladsen, havde han endnu kraft nok til at rive et blad ud af sin tegnebog og derpå skrev han nogle ord som sidste hilsen til sine forældre. Han jordedes den 21. april på Nybøl Kirkegård. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april. I ministeriet var man ukendt med hans skæbne, og syv dage efter hans død forfremmedes han den 28. april til premierløjtnant. Først i begyndelsen af maj måned fik Overkommandoen ved parlamentær underretning om hans død.

Hans retsindige og uegennyttige tænkemåde, hans elskværdige og beskedne væsen gjorde ham elsket og agtet af enhver.

Mindestenen over kaptajn Knauer samt løjtnanterne 

Schmidt og Knorring blev rejst i 1914. 

Den står omtrent hvor Gl. Aabenraavej munder ud i 

Dybbølgade, ca. 500 meter nordøst for Dybbøl Mølle. 

Mindestenen over sekondløjtnant Schmidt blev rejst i 1937.

Stenen står i haven ved ejendommen Gl. Aabenraavej 11 i Dybbøl.

 

Sekondløjtnant ved 9. Infanteriregiment Ernst Ferdinand Møsting Schmidt (søn af apoteker Laurits Schmidt og Emilie Kjergaard, født 7. marts 1832 i Nakskov, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død samme dag på Stenderup lazaret, begravet 21. april på Nybøl kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 191-192.

Danske krigergrave og mindesmærker