Kaptajn Frantz Conrad Reinhold Buhl (1816-1850)

var født i Fredericia den 17. april 1816. Hans fader var herredsfoged i Elbo, Brusk og Holmans herreder, kancelliråd Hans Hofman Buhl (broder til den tapre løjtnant Peter Buhl, der faldt ombord på Najaden den 6. juli 1812); hans moder hed Charlotte Louise, født Randlev. Fra barn af ønskede sønnen at blive militær, og da de vanskeligheder, hans faders tidlige død lagde i vejen herfor, var fjernede af dennes skole- og universitetsven, lensgreve A.W. Moltke-Bregentved, kom den unge Buhl 15 år gammel på Landkadetakademiet, hvorfra han afgik fem år senere som sekondløjtnant med anciennetet fra 1. marts 1835. Han blev ansat ved Fynske Infanteriregiment og kom således med en kortere afbrydelse i 1839, da han var kommanderet til tjeneste ved Artilleriet, til at garnisonere i sin fødeby indtil april 1843. Året i forvejen var han den 1. juli gået over til 13. Linjebataljon og samtidigt blevet forfremmet til premierløjtnant, men blev nu efter ansøgning forflyttet til 7. Linjebataljon i København. Han ønskede nemlig at uddanne sig til landinspektør og tog 1845 landmålereksamen, men blev i november 1846, som følge af et sammenstød mellem bataljonens kommandør og dens løjtnanter, forsat til 17. Linjebataljon i Glückstadt. 

Ved oprørets udbrud den 25. marts 1848 søgte han tilligemed nogle andre dansksindede officerer at flygte over Hamborg, men de blev anholdte og måtte udstede revers om ej at kæmpe mod oprørerne. I 1848 gjorde han derfor tjeneste ved Københavns Eksercerskole, men ansattes i 1849 ved 4. Reservebataljon som kommandør for 2. kompagni. Han deltog nu med hæder i fægtningen ved Haderslev den 3. april og slaget ved Kolding den 23. april; i rapporten over dette ”anser bataljonen det for sin pligt, at fremhæve premierløjtnant Buhl, der med en overordenlig konduite og koldblodighed ledede overgangen over åen og bestormelsen af den stærkt besatte Vrannerup Hovgård, som han allerførst trængte ind i”.

Den 26. april 1849 forfremmedes han til kaptajn. Han deltog derefter i Ryes tilbagetog, var flere gange i ilden og nævnes atter med hæder for sit forhold i fægtningen nordøst for Vejle den 8. maj. Efter ligeledes med udmærkelse at have kæmpet ved Fredericia blev han den 9. september 1849 benådet med Dannebrogsordenens ridderkors. Han lå nu i kantonnement i Vejle i 10 måneder. Da han i juli 1850 atter rykkede ud, hørte 4. Reservebataljon til Schepelerns brigade og kom ikke til at tage aktiv del i slaget ved Isted. Da brigaden senere havde taget Frederikstad og besat den med 7. Linie- og 4. Reservebataljon, blev Buhl den 17. august med sit kompagni detacheret til Tönning, hvor han blev ansat som kommandant og som sådan foruden stadigt at være på sin post mod en fjendtlig overrumpling tillige måtte overtage øvrighedspligterne, da de civile embedsmænd var flygtede. Buhl var bogstaveligt ikke af klæderne fra sin ankomst til byen indtil sin dødsdag den 29. september. Da fjenden på denne dag var gået over Ejderen øst for Tönning og rykkede frem mod byen, tog Buhl imod ham med den disponible del af kompagniet og holdt sig ved Ejder-digets bøjning uden for byen tappert mod den overlegne fjende, indtil en granat sårede ham dødeligt i venstre side og arm. Buhl blev bragt ind til byen, hvor han nød en omhyggelig pleje, indtil han døde nogle timer efter, og så stor agtelse og hengivenhed havde den faldne kommandant ved sin opofrende pligttroskab vidst at indgyde de i øvrigt fanatisk oprørsksindede tönningere, at de, da vore atter havde besat byen, som en sær nåde bad om at måtte sørge for hans jordefærd og udførte dette på den smukkeste måde. Kammeraterne satte ham et mindesmærke på Tönnings nye kirkegård.

At denne udmærkede officers bortgang føltes dybt i hæren, selv af dem, der ikke personligt havde været i berøring med ham, behøver næppe yderligere omtale.

Kaptajn ved 4. Reservebataljon Frantz Conrad Reinhold Buhl (søn af herredsfoged Hans Hofman B. og Charlotte Louise Zinn Randlev), født 17. april 1816 i Fredericia (Michaelis), faldet 29. september 1850 ved Tönning, begravet 3. oktober på Tönning nye kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1583-1586.

Sekondløjtnant Andreas Carl Herman Rosing Bodenhoff (1812-1850)

var født den 26. august 1814 på gården Sandholm i Nordsjælland. Hans fader Andreas Bodenhoff havde stået som sekondløjtnant i Livregiment lette Dragoner, men havde 1810 taget sin afsked og var blevet landmand; han blev siden forpagter af Bidstrup Parcelgård ved Roskilde og havde ægtet Golla Rosing, datter af den bekendte skuespiller. Deres eneste søn Andreas Bodenhoff blev opdraget til landmand og fik 1836 en lille gård i Vendsyssel. Samme år blev han gift med Edele Lund, datter af provst Thomas Lund i Dronninglund, og blev ved hende fader til 5 børn. 

Til trods for de bånd, der således knyttede ham til familie og ejendom, stillede han sig dog, da fædrelandet var i fare, frivilligt under fanen. Han kom til 1. Jægerkorps, blev overjæger og efter i vinterens løb at have gennemgået en kommandoskole sekondløjtnant i krigsreserven den 10. marts 1849. Samme år blev han ansat ved 2. lette Bataljon og udmærkede sig ved Fredericia den 6. juli. Om efteråret overgik han til 3. Reservejægerkorps, med hvilket han rykkede ud i 1850, og ved hvis hårdnakkede kamp om Isted by den 25. juli han fandt heltedøden for en fjendtlig kugle, der gennem vinduet blev skudt ind i et hus, han lige havde stormet.

Bodenhoff var af ydre høj og stærkt bygget, af væsen og karakter djærv og trofast. Med inderlig kærlighed hang han ved hustru og børn, og tanken om deres fremtid kunne vel til tider, navnlig under den lange våbenhvile 1849-50, virke trykkende på hans sind, men da det atter gjaldt, glemte han sine bekymringer og udsatte sit liv med den samme frimodighed og uforsagthed, der allerede det første år, han var officer, fik hans bataljon til at indstille ham til dekoration.

Sekondløjtnant ved 3. Reservejægerkorps Andreas Carl Herman Rosing Bodenhoff (søn af landmand, løjtnant Andreas B. og Golla Hermandine Rosing), født 26. august 1812 på Sandholm, Blovstrød sogn, Frederiksborg amt, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 24. maj 1837 i Dronninglund med Edle Jacobine Johanne Lund (datter af provst Thomas L. og Anne Christine Fischer), født 8. juli 1817 i Kornum sogn, Aalborg amt, død 25. november 1885 i Aalborg (Budolfi). – Han efterlod sig tre døtre og to sønner i alderen 4-12 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1564-1565.

Sekondløjtnant Christian Harald Peter Brorson (1829-1850)

hørte til en gammel præsteslægt, der oprindeligt stammer fra den kongerigske enklave Døstrup i Sønderjylland. Hans farfader var garnisonspræst i København, professor Brorson, hans forældre etatsråd, lottokasserer Johan David Christian Brorson og hustru Charlotte Louise, født Lund. Født i København den 10. november 1829, blev Brorson sat i Efterslægtselskabets Realskole og fik efter at have gennemgået skolen plads på et godskontor under grevskabet Frijsenborg. 

Grebet af den almindelige begejstring, meldte han sig i 1848 som frivillig og gennemgik en uddannelsesskole, hvorefter han forfremmedes til korporal og den 4. oktober s.å. til sekondløjtnant i krigsreserven. Han ansattes ved 3. Linjebataljon, med hvilken han i 1849 deltog i affærerne ved Dybbøl den 13. april, Kolding den 23. april, Gudsø den 7. maj samt efter at have været i Fredericia under bombardementet i slaget den 6. juli. I 1850 hørte bataljonen til 5. Brigade, der efter at have været på forpost natten mellem den 24. og 25. juli åbnede fægtningen den næste morgen. Under den hæftige og anstrengende fægtning, 3. Linjebataljon her indvikledes i øst for Engbro, blev Brorson kl. 8 om morgenen ramt af en kugle, der straks medførte hans død. Først om eftermiddagen fandtes hans lig på dette sted, hvor kampen var vedblevet at rase frem og tilbage. Kuglen var gået ind i venstre side tværs igennem brystet og sad i højre arm. Da stedet straks igen skulle forlades, og der savnedes transportmidler, befalede den ældste tilstedeværende kommanderende, oberstløjtnant Honnens, at kiget skulle begraves i en smuk, mosgroet kæmpehøj tæt ved Engbro. Her fik Brorson en sjældent skøn og gribende jordefærd i nærværelse af flere hundrede kammerater af alle grader og våbenarter. Stedet er vel vedligeholdt og indhegnet af fire med jernstænger forbundne sten.

Brorson var et meget lovende ungt menneske, afholdt af kammerater og undergivne som en elskværdig karakter og en tapper soldat.

Sekondløjtnant ved 3. Linjeinfanteribataljon Christian Harald Peter Brorson (søn af klasselotterikollektør Johan David Christian B. og Charlotte Louise Lund), født 10. november 1829 i København (Garnisons), faldet 24. juli 1850 ved Isted, begravet samme aften i en kæmpehøj ved Gammellund. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1556-1557.

Premierløjtnant Jørgen Wilhelm Bache (1827-1850)

søn af koffardikaptajn Jørgen Johan Schorup Bache og hustru Marie Cathrine, født Tønder, var født i København den 18. august 1827. Han forberedte sig til dansk juridisk ekamen, og efter i nogen tid at have arbejdet på Frederiksborg Amts kontor fik han i 1847 ansættelse som volontær under Generalitets- og Kommissariatskollegiet. 

Ved krigens udbrud gik han med som frivillig ved 9. Linjebataljon og udmærkede sig ved Eckernförde den 21. og ved Slesvig den 23. april, hvor han fik et sår i den venstre arm, der måtte amputeres. Den 29. maj 1848 udnævntes han til sekondløjtnant i krigsreserven, og skønt en plads i Krigsministeriet stod ham åben, og han desuden fik tilbud om andre lønnende ansættelser, meldte han sig alt i juli måned, næppe helbredt af sit sår, tilbage til bataljonen. I 1849 hørte han til dennes depotkompagni, der under major Kierulff var kommanderet til Vesterhavsøerne. Den 18. oktober s.å. blev han forsat til 4. Forstærkningsbataljon og fik den 21. februar 1850 premierløjtnants karakter. I slaget den 25. juli faldt Bache, hvis forhold såvel på denne dag som den foregående fremhæves i bataljonens rapport, under kampen om teglværket ved den sydvestlige udkant af Bøgholt.

Bache var såvel fra hovedets som fra hjertets side udrustet med sjældne gaver, afholdt af alle, der kom i berøring med ham og besjælet af den mest levende kærlighed til fædrelandet.

Premierløjtnant ved 4. Forstærkningsbataljon Jørgen Wilhelm Bache (søn af skibsfører, senere toldbetjent Jørgen Johan Skaarup B. og Marie Cathrine Tønder), født 18. august 1827 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1550-1551.

Premierløjtnant Christian Carl Frederik Breede (1827-1850)

var født i København den 26. august 1827, søn af kaptajn i Brandkorpset, tømrermester J.H. Breede i hans første ægteskab med Johanne Hummelgaard. Han frekventerede Metropolitanskolen, blev student 1847 og var i foråret 1848 færdig til at gå op til anden eksamen, da helligere pligter kaldte ham. 

Han meldte sig som frivillig og udnævntes allerede den 24. maj 1848 til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, hvornæst han forrettede tjeneste først ved Københavns Garnisonsbataljon, siden ved 3. Forstærkningsbataljon. Under våbenstilstanden var han permitteret, men ansattes i foråret 1849 ved 5. Forstærkningsbataljon, der under belejringen af Fredericia hørte til fæstningens besætning; Breedes forhold under belejringen omtales med megen anerkendelse af hans foresatte. I slaget den 6. juli førte han en styrke på 90 mand, der i forbindelse med en ingeniørafdeling under ingeniørkaptajn Lindes ledelse anvendtes til demolering af de fjendtlige forskansningsarbejder. Efter ligeledes i vinteren 1849-50 at have været permitteret nogle måneder og under 21. februar 1850 at have erholdt premierløjtnants karakter indtrådte han atter i 5. Forstærkningsbataljon, der lå i kantonnement i omegnen af Faaborg. Den 16. juli overførtes bataljonen til Aabenraa og marcherede derefter sydpå. Breede var imidlertid blevet udtaget til bataljonsadjudant og gjorde tjeneste som sådan i slaget ved Isted, indtil han under den hidsige kamp i Bøgmose fandt heltedøden, beklaget af hele bataljonen og ikke mindst af dens chef, major Dau, der dybt sørgede over tabet af sin brave og tapre adjudant. Da bataljonen blev hårdt trængt, kunne Breedes lig ikke straks medtages, men er dog uden tvivl begravet i den store krigergrav i Flensborg.

I hjemmet begræd Breedes unge forlovede, hans stedmoder og søskende hans tidlige bortgang, der ligeledes i studenterverdenen føltes smerteligt på grund at hans elskværdige karakter og alsidige begavelse. I krigsårene havde han således, foruden en del digte, spredt i forskellige dagblade o.lign., udgivet en eventyrsamling, der blev modtaget med megen anerkendelse, og et større beskrivende digt ”Våbendåd og våbenhvile”.

Premierløjtnant ved 5. Forstærkningsbataljon Christian Carl Frederik Breede (søn af tømrermester Johan Henrik B. og Johanne Caroline Hummelgaard), født 26. august 1827 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet på Friedrichsberg kirkegård i Schleswig. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1548-1550.

Premierløjtnant Peter Christian Bechmann (1822-1850)

var født i København den 27. november 1822. Hans fader, musikalsk instrumentmager Andreas Bechmann, døde, mens sønnen endnu gik i skole, og hans moder, Charlotte, født Petersen, blev nogle år senere anden gang gift med musiklærer C. Speer. Peter Bechmann blev 1841 student fra det von Westenske institut, tog ligeledes anden eksamen og valgte retsvidenskaben til sit studium; men alvorlig og ærekær, som han var, kunne han ikke finde sig i at ligge moder og stedfader til byrde, hvorfor han tillige modtog en ansættelse ved postvæsenet, i hvis revisionskontor han først arbejdede som volontær, indtil han 1846 erholdt fast ansættelse som postskriver i Personpostkontoret. Imidlertid vedblev han at forberede sig til embedseksamen og gjorde derhos som student tjeneste i Kongens Livkorps, hvor han den 3. marts 1846 udnævntes til sekondløjtnant. 

Ved krigens udbrud meldte han sig tilligemed flere andre af korpsets officerer ved hæren og ansattes den 27. april 1848 ved 2. Reservebataljon, ved hvilken han gjorde tjeneste under alle tre felttog, mens han under våbenstilstanden 1848-49 og ligeledes 1849-50 var permitteret for at fortsætte sine studeringer og varetage sin bestilling i postvæsenet. Den 19. august 1849 udnævntes Bechmann, der særligt i fægtningerne ved Avnbøl og Ullerup den 5. og 6. april havde vist sig som en flink og uforfærdet fører, til premierløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Den 25. juli 1850 faldt han, ramt af en kugle i brystet, under den hårdnakkede kamp om Grydeskov, hvor bataljonen mistede næsten halvdelen af sin officersbesætning. 

Bechmann var et kærligt, men meget alvorligt gemyt; retskaffenhed og pligtfølelse var de fremtrædende egenskaber i hans karakter. Hans bortgang var et hårdt slag for hans moder, hvis eneste barn han var, og for stedfaderen, til hvem han var knyttet ved de hjerteligste bånd; men også mange andre venner erfarede med dyb beklagelse hans tidlige bortgang. 

Premierløjtnant ved 2. Reservebataljon Peter Christian Bechmann (søn af instrumentmager Andreas B. og Charlotte Petersen), født 27. november 1822 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1539-1540.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Harald Wilhelm Valdemar Beck (1824-1850)

stammede fra en slægt, der siden begyndelsen af det 17. århundrede har tjent i den danske hær og 1777 blev optaget i adelstanden. Hans fader, Jens Johan Frederik Beck, stod som kaptajn i Livgarden til fods og var gift med Christine Cathrine Harboe. Beck var født den 3. januar 1822 som den yngste af fire brødre; da forældrene døde kort efter hinanden, tog kong Frederik VI sig af ham og satte ham 1836 ind på Landkadetakademiet. Efter i 1842 at have bestået officerseksamen og dernæst endnu et år at have gjort tjeneste som repetent afgik Beck som sekondløjtnant med anciennitet fra 1. november 1841 til 1. Linjebataljon, hvor han endnu stod ved fjendtlighedernes udbrud i 1848. 

Han deltog i slagene ved Bov og Slesvig, i hvilket sidste han blev hårdt såret og fanget, samt nævnt med ros i rapporten af bataljonskommandøren Olaf Rye. Den 27. maj s.å. blev han premierløjtnant, kom i foråret 1849 til 3. Forstærkningsbataljon og udmærkede sig atter i slaget ved Fredericia, så at han den 9. september s.å. benådedes med Ridderkorset. I slaget ved Isted blev han, idet han tæt foran Sortehøj rådslog med en kammerat om den videre fremrykning mod fjendens indskæringer ved denne høj, på samme tid ramt af to kugler, af hvilke den ene, i tindingen, øjeblikligt gjorde ende på hans liv.

Beck blev af sine kammerater sat ualmindeligt højt både som soldat og som menneske; ”han var en perle”, har en af disse udtalt. I sin ydre fremtræden var han elskværdig, ligefrem og beskeden.

Premierløjtnant ved 3. Forstærkningsbataljon Harald Wilhelm Valdemar Beck (søn af kaptajn Johan Frederik B. og Cathrine Christine Harboe), født 2. januar 1824 i København (Garnisons), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli 1850 på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1527-1528.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Gustav Wilhelm Blom (1826-1850)

var ældste søn af oberst i Infanteriet Hans Jørgen Blom og hustru Mathea Elisabeth, født Lütken. Født i København den 26. september 1826, gennemgik han med udmærkelse Efterslægtselskabets Realskole og blev 16 år gammel optaget som lev på den kongelige militære højskole samt udnævnt til sekondløjtnant i Artilleriet. Efter at have bestået oprykningseksamen fik han anciennitet fra 1. november 1842 og indtrådte i Ingeniørafdelingen, men da undervisningen i højskolens ældste afdeling på grund af særlige forhold afbrødes i maj 1845, afgik Blom til tjeneste ved Ingeniørkorpset. Ved undervisningens genoptagelse 1846 erholdt han tilladelse til at træde over i Generalstabsafdelingen og afgik i foråret 1848 herfra som nr. 1. 

Den 10. april s.å. udnævntes han til premierløjtnant med anciennitet fra 1. maj 1846 og ansattes efter at have gennemgået en artillerieksercerskole som adjudant ved Artillerikommandoen på Als i den ved Nybøl faldne premierløjtnant Collstrops sted. I felttoget 1849 gjorde han tjeneste ved fæstningsartilleriet i Fredericia, hvornæst han for som generalstabsaspirant at gennemgå infanteritjenesten blev ansat ved 12. lette Bataljon under oberst Læssøe. Under 4. marts 1850 reserveredes der ham kaptajns anciennitet; den 25. juli faldt han for en fjendtlig riffelkugle under et angreb på defileet mellem Isted Sø og Langsø.

Udrustet med et ualmindeligt livligt og klart Hoved, kastede Blom sig med iver over alt, hvad han tog fat på. 18 år gammel gav han således i en debat i Fædrelandet om den ånd, hvori Militært Repertorium burde redigeres, nogle indlæg, der, om de end bærer præg af hans ungdommelighed, dog på den anden side er betegnende for hans tidlige udvikling. At han ligeledes stod højt både i henseende til ånd og til hjerte, derom vidner såvel en samling poesier, han selv udgav i 1847, som de digte, der i anledning af hans bortgang kom frem fra flere sider, blandt andet fra N.F.S. Grundtvig.

Premierløjtnant ved 12. lette Infanteribataljon Gustav Wilhelm Blom (søn af oberst Hans Jørgen B. og Mathea Elisabeth Lütken), født 26. september 1826 i København (Garnisons), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1525-1526.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Carl Harald Baggesen (1817-1850)

var født i København den 7. december 1817, søn af hof- og stadsretsprokurator Hermann Baggesen og broder til den som batterichef bekendte, senere major J.P. Baggesen. Da han fra barn af havde lyst til ligesom den ældre broder at blive soldat, kom han, 15 år gammel, på Landkadetakademiet, hvorfra han den 1. maj 1837 afgik til Slesvigske Infanteriregiment som sekondløjtnant med anciennitet fra s.d. Den 1. juli 1842 kom han til 13. Linjebataljon i Fredericia, den 4. november 1844 som premierløjtnant til 16. Liniebataljon i Rendsborg. 

I foråret 1847 blev han kommanderet til midlertidig tjeneste ved 1. Linjebataljon, med hvilken han derfor kom til at rykke ud i 1848, og hvis kommandør, Olaf Rye, omtaler hans deltagelse i de første kampe på følgende måde: ”Han har ved Flensborg vist særdeles mod og uforfærdethed og var på de mest udsatte punkter stedse i spidsen for sit mandskab; ved Slesvig styrtede han frem over Dannevirke, opmuntrede mandskabet til at følge efter sig og hjalp til at drive fjenden tilbage over tre hegn, indtil han blev truffet af en kugle i skulderen”. Såret var hårdt og, da bataljonen noget senere måtte gå tilbage, faldt Baggesen i fjendtligt fangenskab. Den 13. september s.å. erholdt han Dannebrogsordenens Ridderkors. Efter i april 1849 at have deltaget i fremrykningen i Sundeved blev Baggesen i maj måned kommanderet til Københavns Eksercerskole. Samme efterår fik han, der den 2. juli s.å. var blevet karakteriseret, men først den 10. januar 1850 blev virkelig kaptajn, kommandoen over 3. Linjebataljons 2. kompagni. 

Den 25. juli 1850 dannede hans kompagni under fremrykningen over Bøgmose 3. Linjebataljons højre fløj, men blev skilt fra resten af bataljonen og omsider nødsaget til at gå tilbage for en overlegen modstander. Under retræten, ved hvilken kompagniet, understøttet af to kompagnier af 1. Forstærkningsbataljon under kaptajn Sperling, i nogen tid hævdede sin stilling lige udenfor Bøgholt, faldt Baggesen, ramt af en kugle i hjertet. Hans hustru, Frederikke Dorthea Charlotte Elisabeth, født Ellertsen, hvis fader var grosserer i København, overlevede ham med to døtre.

Baggesen var en høj, rank skikkelse med et vindende udvortes og var på grund af sin ligefremhed og hjertensgodhed meget afholdt af venner og undergivne. I sit hjem var han en omhyggelig og kærlig familiefader, i tjenesten en dygtig soldat og en brav kammerat.

Kaptajn ved 3. Linjeinfanteribataljon Carl Harald Baggesen (søn af landsoverretsprokurator Herman B. og Kirstine Petersen), født 7. december 1817 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 4. november 1840 i København (Garnisons) med Frederikke Dorothea Charlotte Elisabeth Ellertsen (datter af købmand Frederik E. og Carolina Lindenfels), født 9. november 1819 i Högs församling, Malmöhus län, Sverige, død 5. december 1857 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to døtre på 6 og 8 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1519-1521.

Danske krigergrave og mindesmærker

Underlæge Hans Jacob Blichfeldt (1824-1849)

fødtes den 21. april 1824 i Aalborg, hvor hans fader, senere provst M.F. Blichfeldt, sognepræst til Vejby og Tibirke i Frederiksborg Amt, dengang var kapellan. Fra Aalborg Skole blev han i 1844 dimitteret til universitetet og begyndte derpå at studere medicin, dog drev han især botanikken con amore og havde engang næsten bestemt sig til udelukkende at hellige sig til dette fag. 

Ved krigens udbrud drev begejstringen ham til frivillig at stille sig i krigernes rækker som menig i den kongelige livgarde til fods. Som sådan deltog han med hæder i slaget ved Slesvig og senere i fægtningen ved Dybbøl den 5. juni. Efter at være blevet underofficer tog han sin afsked, men gik dog, da felttoget i 1849 atter begyndte, frivillig med som underlæge. Det var i denne stilling, at han under udøvelsen af sit kald fandt døden i slaget ved Fredericia den 6. juli; han var rykket ud med 9. Linjebataljon, ved hvilken han var ansat, og just som den første sårede bragtes fra slaget, tilbød han sig til dennes behandling; men idet han knælende udførte denne forretning, traf den dødbringende kugle ham i brystet.

Han var en ædel, retskaffen karakter med en dyb kærlighed til naturen; han var en behjertet, ung mand og en elskværdig kammerat.

Underlæge ved 9. Linjeinfanteribataljon Hans Jacob Blichfeldt (søn af sognepræst og provst Michael Frederik B. og Marie Kirstine Kamman), født 21. april 1824 i Aalborg (Budolfi), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård i Fredericia. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1196-1197.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Søren Ludvig Buch (1814-1849)

hvis fader var købmand i Korsør, blev født dersteds den 24. april 1814. Sin første uddannelse modtog han i en privatskole dér i byen, indtil han efter konfirmationen kom i handelslære i Helsingør. Efter at have udlært fór han et års tid til søs og var derpå ansat som kommis i sin broders kolonialforretning i København, indtil han selv etablerede sig i året 1837. Få år efter hævede han imidlertid forretningen og ernærede sig fra nu af som handelsagent, indtil krigen i 1848 udbrød, og han sammen med de mange andre frivillige efterkom opfordringen om at stille sig i de kæmpendes rækker. 

Han ansattes ved 5. Reservebataljon, i hvilken han avancerede til våbenmester, gennemgik den påfølgende vinter en kommandoskole, udnævntes den 10. marts 1849 til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennitet fra 1. januar s.å. og ansattes ved 2. lette Bataljon. Da den 6. juli kaptajn Schønings kompagni rykkede frem på btaljonens venstre fløj, førte Buch et peloton af kompagniet, opløst i kæde, med hvilket han uforsagt trængte frem over de fjendtlige løbegrave, indtil han i højde med redouten nord for den store slugt ved Egum-vejen blev truffet af en kugle i brystet og få sekunder efter udåndede. Mod, dygtighed og snarrådighed var de egenskaber, der nærmest karakteriserede ham som soldat og fører.

Sekondløjtnant ved 2. lette Infanteribataljon Søren Ludvig Buch (søn af købmand Andreas B. og Sophie Hoffmeyer), født 24. april 1814 i Korsør, faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1186-1187.

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Magnus Peter Bülow (1814-1864)

Bülow blev optaget på Landkadetakademiet i 1829 og udnævntes til sekondløjtnant à la suite ved Fynske Infanteriregiment i 1833. Det følgende år indtrådte han i nummer. Premierløjtnant ved 3. Jægerkorps 1842, kaptajn af 2. kl. ved 1. Forstærkningsjægerkorps 1849, kaptajn af 1. kl. ved 4. Jægerkorps 1852, og endelig major ved 5. Infanteribataljon 1863.

For sin hæderlige indsats i Treårskrigen blev han benådet med Ridderkorset i 1850. I 1864 drog han atter i felten og deltog i tilbagetrækningen fra Dannevirke til Als, hvor han pådrog sig en sygdom, der tre måneder senere lagde ham i graven.

Major ved 5. Infanteriregiment Magnus Peter Bülow (søn af major Magnus Lützow B. og Charlotte Christiane Jensen), født 3. januar 1814 i Rødby, død 13. maj 1864 i Odense, bisat fra Sankt Hans Kirke i Odense 20. maj, begravet 21. maj på Nyborg kirkegård. Gift 1. gang 28. oktober 1845 i Nyborg med Vibeke Margrethe Sophie Pauline Moltke (datter af herredsfoged Herman Georg M. og Anne Sophie Juliane Margrethe Hauch), født 28. september 1822 i Nyborg, død 29. september 1854 i Nyborg. Gift 2. gang 26. juli 1856 i Herlufmagle med Wilhelmine Hendrine Crone (datter af amtsforvalter Rasmus C. og Anne Frederikke Lønborg), født 7. marts 1817 i Nyborg, død 16. september 1896 på Frederiksberg. – Han efterlod tre sønner og en datter i alderen 9-18 år.

Officersaspirant Frantz Frederik Sophus baron de Bretton (1832-1864)

Bretton var student fra katedralskolen i Viborg i 1850 og tog den juridiske kandidateksamen syv år senere. I 1860 var han fuldmægtig hos amtmand Orla Lehmann i Vejle, og blev senere ansat i Generaltolddirektoratet. Fra januar til marts 1864 gennemgik han Reserveofficersaspirantskolen i København, og blev derpå udkommanderet til 18. Regiment det følgende. Han blev hårdt såret ved Hestehave på Kær Halvø.

"Blandt de mange ofre i kampen på Als er også en søn af kammerherre, stiftamtmand Bretton her i Viborg, cand.jur. S. Bretton, der som frivillig officersaspirant hæderlig deltog heri, blev hårdt såret og senere er afgået ved døden. Den afdøde var bekendt for sin store interesse for biavls fremme her i landet, i hvilken retning der fra hans hånd er udkommet flere afhandlinger" (Viborg Stiftstidende 14. juli 1864).

Mindestenen over officersaspirant Bretton blev rejst i 1938

Stenen står foran ejendommen Hestehave 13, Kær halvø.

Officersaspirant ved 18. Infanteriregiment Frantz Frederik Sophus baron de Bretton (søn af stiftamtmand, kammerherre Lucas Peter baron de Bretton og Marie Sophie Hellesen), født 18. oktober 1832 i Tranekær sogn, Svendborg amt, såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 3. juli på Augustenborg lazaret, begravet 8. juli på Augustenborg kirkegård. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker

Officersaspirant Carl Otto Louis greve Baudissin (1845-1864)

"I lørdags jordedes i Frederiksborg, ifølge byens avis, liget af officersaspirant grev Carl Baudissin på byens kirkegård. Den unge fædrelandssvarer havde ved sit fordringsfrie, venlige væsen vundet mange venner og ved sin ærlige stræben vakt forventninger om en lys og lovende fremtid. Desværre skulle disse blive uopfyldte ligesom så mange andre, som denne krig har tilintetgjort. I kampen på Als d. 29. juni faldt han såret i fjendens vold og døde d. 19. juli på et af de fjendtlige lazaretter. Han var sin moders eneste barn. Sørgehøjtiden fandt sted i hjemmet, gården Carlsberg uden for byen, hvor pastor Hostrup holdt en smuk og gribende tale og en sang blev afsunget; derefter førtes liget under sørgemusik, ledsaget af en talrig skare, deriblandt våbenbrødrene, gennem de med Dannebrogsflag på halv stang smykkede og blomsterbestrøede gader til familiens gravsted på kirkegården, hvor pastor Hostrup sagde den afdøde det sidste farvel" (Dagbladet 4. aug. 1864)

Mindestenen over officersaspirant Baudissin blev rejst i 1942.

Stenen står ved ejendommen Ormstoft 4, Kær by.

Officersaspirant ved 3. Infanteriregiment Carl Otto Louis greve Baudissin (søn af major Ulrich Herman Hunold greve B. og Caroline Julie Lerche), født 7. februar 1845 på Carlsberg, Frederiksborg slotssogn, såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 19. juli på Sottrup lazaret, begravet 30. juli på Hillerød kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker

Officersaspirant August Valdemar Barner (1841-1864)

Barner tog realeksamen fra Sorø Akademi i 1860 og begyndte derpå at studere landvæsen på Landbohøjskolen på Frederiksberg. I 1863 afbrød han imidlertid studiet for at gennemgå reserveofficersaspirantskolen i København og i marts det følgende år kom han til 2. Regiment på Als. Her fandt han sin bror på Augustenborg lazarettet. Denne var blevet såret i en forpostfægtning d. 16. marts og døde ti dage senere. Selv faldt han i slaget ved Dybbøl d. 18. april.

Mindestenen over officersaspirant Barner blev rejst i 1937.
Stenen står umiddelbart vest for ejendommen Grønnekærvej 10, Dybbøl.

På mindestenen over faldne fra Sorø Akademi
ses også officersaspirant Barners navn

Officersaspirant ved 2. Infanteriregiment August Valdemar Barner (søn af proprietær Christian B. og Methaline Charlotte Florentine Ludovine Bruns), født 24. september 1841 på Kalundborg ladegård, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker

Månedsløjtnant Christian Cramer Buemann (1825-1850)

Buemann gik i H.C. Jacobsens Institut i Randers i 1840 og er sikkert senere gået ind i handelsflåden. I krigsåret 1849 var han månedsløjtnant og havde kommandoen over kanonjolle 5, der den 5. juli kom i en ildkamp mod fjenden ved Sundeved, som aviserne refererede flittigt.

Året efter var han stationeret ved Maasholm ved Sliens udmunding i Østersøen. Den 19. august gik han trods storm ud i en jolle sammen med ti matroser for at nå ud til sin kanonjolle, der lå for anker et stykke ude i fjorden. Imidlertid kæntrede jollen, hvorved Buemann og fire matroser druknede. Deres lig blev fundet den følgende morgen og begravet på Kappeln kirkegård.

Månedsløjtnant Christian Cramer Buemann (søn af by- og herredsfuldmægtig Jens Peter B. og Elisabeth Margrethe Cramer), født 24. oktober 1825 i Skanderborg, druknet 19. august 1850 ved Maasholm, begravet 21. august på Kappeln kirkegård. Ugift.

Sekondløjtnant Berthel Christian Brøndum (1814-1851)

Brøndum voksede op i sin faders store brænderigård i Prinsensgade i København. Brøndum selv overtog eller bestyrede faderens andet brændevinsbrænderi i Springgade i årene 1840-46, men drev samtidig en landejendom i egnen omkring hovedstaden.

Som andre borgersønner gjorde Brøndum tjeneste ved Københavns borgerlige Infanterikorps og forfremmedes fra sergent til sekondløjtnant i 1842. Seks år senere fik han sin afsked, da han forlod København. I 1849 meldte han sig som frivillig til krigstjeneste og blev efter kamphandlingerne i november udnævnt til sekondløjtnant og sattes ved 3. Reservejægerkorps. Med denne charge drog han atter i felten i 1850, men blev siden syg og døde af tyfus på Gottorp Slots lazaret.

Sekondløjtnant ved 3. Reservejægerkorps Berthel Christian Brøndum (søn af brændevinsbrænder Christen Anthon B. og Marie Thomasdatter Rosenkrantz), født 23. maj 1814 i København (Trinitatis), død 9. februar 1851 på Gottorp Slots lazaret, begravet 12. februar på Friedrichsberg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Henrik Christian Behrmann (1806-1850)

Behrmann blev student i 1824 og syv år senere juridisk kandidat. Under sin uddannelse tjente han som rekrut ved Kongens Livkorps og avancerede i 1829 til kommandersergent. Han blev afskediget med sekondløjtnants karakter i 1834.

Han vandt universitets guldmedalje for besvarelsen af en historisk prisopgave i 1834, men fik ikke noget brød og var i mange år informator. I 1846 udgav han et lille værk om kong Olufs død i 1380. 

Ved krigsudbruddet i 1848 meldte han sig som frivillig og blev som premierløjtnant sat ved 2. Reservebataljon, hvor han tillige blev konstitueret regnskabsfører. Krigens strabadser tog sikkert hårdt på Behrmann; han døde i hvert fald efter langvarig sygdom på Gottorp Slot.

Premierløjtnant ved 2. Reservebataljon Henrik Christian Behrmann (søn af institutlærer, senere arkivar Hans Heinrich B. og Catharine Munch), født 25. marts 1806 i København (Helligånds), død 11. november 1850 på Gottorp Slot. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker

Søkadet Jacob Henrik Gerhard Lind Braëm (1834-1849)

Braëm voksede op hos sine forældre på Rungstedgård ved Hørsholm og blev allerede i en meget ung alder optaget som kadet i marinen. I april 1849 var han ombord på linjeskibet Christian VIII som adjudant for kaptajnløjtnant Christian Krieger. 

Da linjeskibet kom under beskydning fra de fjendtlige kanoner i Eckernförde, ville Krieger sende den kun 15-årige kadet Braëm i land, men han ville ikke forlade sin post og blev ligesom Krieger selv dræbt, da linjeskibet kort efter sprang i luften. 

Søkadet på linieskibet Christian VIII Jacob Henrik Gerhard Lind Braëm (søn af premierløjtnant Johan Frederik B. og Serene Margrethe Lindam), født 7. januar 1834 i København (Holmens), omkom ved linieskibets eksplosion i Eckernförde fjord 5. april 1849, begravet på Eckernförde kirkegård.

En mindesten på Hørsholm kirkegård over sognets faldne 

bærer øverst den unge kadet Braëms navn. 

Mindestenen hang tidligere i kirkens våbenhus.

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Kaptajn Frederik Christian Bentzen (1813-1849)

blev født i København den 24. april 1813. Hans fader, kaptajn og lærer ved Landkadetakademiet C.F.V. Bentzen, døde et halvt år efter sønnens fødsel, og moderen blev derved henvist til med en ringe pension at sørge for børnenes opdragelse. Efter at have gennemgået Landkadetakademiet udnævntes han til sekondløjtnant med anciennitet af 1. januar 1836 og ansattes ved Kronens Regiment, som havde garnison i Helsingør. Her giftede han sig i 1838, men hans hustru døde dog allerede det følgende år efter at have født ham en søn. I 1839 forsattes han til 3. Livregiment i København, udnævntes den 1. juli 1842 til premierløjtnant ved 3. Linjebataljon og deltog med denne i felttoget 1848; den 1. marts 1849 forsattes han som kompagnichef til 7. Linjebataljon og udnævntes den 26. april s.å. til kaptajn. I slaget den 6. juli rykkede han ud med bataljonen, men blev under dens første storm mod Trelde-skansen dødeligt truffet i brystet.

Hans væsen var stille, beskedent og bramfrit, hans trofaste og kærlige sind skaffede ham mange venner. Med troskab og nidkærhed opfyldte han sin pligt.

377 faldne fra udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 

blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Kaptajn ved 7. Linjeinfanteribataljon Frederik Christian Bentzen (søn af kaptajn Carl Frederik Wilhelm B. og Anne Sophie Christiane Flinth), født 25. april 1813 i København (Garnisons), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård i Fredericia. Gift 8. november 1838 i København (Garnisons) med Anne Marie Eleonora Eckardt (datter af købmand Christian Frederik E. og Marie Wilhelmine Johnsen), født 7. januar 1820 i Helsingør (Domsogn), død 23. december 1839 i Helsingør (Mariæ). – Han efterlod en 9-årig søn.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1167-1168.

Danske krigergrave og mindesmærker