søndag den 10. juli 2022

Kaptajn Frederik Christian Bentzen (1813-1849)

blev født i København den 24. april 1813. Hans fader, kaptajn og lærer ved Landkadetakademiet C.F.V. Bentzen, døde et halvt år efter sønnens fødsel, og moderen blev derved henvist til med en ringe pension at sørge for børnenes opdragelse. Efter at have gennemgået Landkadetakademiet udnævntes han til sekondløjtnant med anciennitet af 1. januar 1836 og ansattes ved Kronens Regiment, som havde garnison i Helsingør. Her giftede han sig i 1838, men hans hustru døde dog allerede det følgende år efter at have født ham en søn. I 1839 forsattes han til 3. Livregiment i København, udnævntes den 1. juli 1842 til premierløjtnant ved 3. Linjebataljon og deltog med denne i felttoget 1848; den 1. marts 1849 forsattes han som kompagnichef til 7. Linjebataljon og udnævntes den 26. april s.å. til kaptajn. I slaget den 6. juli rykkede han ud med bataljonen, men blev under dens første storm mod Trelde-skansen dødeligt truffet i brystet.

Hans væsen var stille, beskedent og bramfrit, hans trofaste og kærlige sind skaffede ham mange venner. Med troskab og nidkærhed opfyldte han sin pligt.

377 faldne fra udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 
blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia
Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen


Kaptajn ved 7. Linjeinfanteribataljon Frederik Christian Bentzen (søn af kaptajn Carl Frederik Wilhelm B. og Anne Sophie Christiane Flinth), født 25. april 1813 i København (Garnisons), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård i Fredericia. Gift 8. november 1838 i København (Garnisons) med Anne Marie Eleonora Eckardt (datter af købmand Christian Frederik E. og Marie Wilhelmine Johnsen), født 7. januar 1820 i Helsingør (Domsogn), død 23. december 1839 i Helsingør (Mariæ). – Han efterlod en 9-årig søn.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1167-1168.

Danske krigergrave og mindesmærker


Ingen kommentarer:

Send en kommentar