Premierløjtnant Carl Valdemar Bjerregaard (1826-1849)

søn af kgl. kapelmusikus C.T. Bjerregaard, var født den 4. januar 1826. Fra Borgerdydskolen i København dimitteredes han i 1842 til universitetet; året efter tog han anden eksamen og underkastede sig, omtrent samtidigt med den filosofiske prøve, adgangseksamen til den militære højskole, hvorefter han under 10. juli 1844 udnævntes til sekondløjtnant uden anciennitet og elev af højskolen. Ligesom løjtnant Holm blev han den 30. marts 1848 ansat som sekondløjtnant i Ingeniørkorpset med anciennitet af 1. august 1846, men først den 1. maj 1849 blev han forfremmet til premierløjtnant. 

Han deltog ikke i felttoget 1848, men var den største del af dette års sommer beskjæftiget med fortifikatoriske anlæg på Helgenæs. I 1849 derimod blev han kommanderet til tjeneste ved den aktive hær, først på Als og i det sundevedske, senere i Fredericia. Her fandt han første gang lejlighed til at komme i umiddelbar berøring med fjenden, nemlig ved udfaldet den 13. maj, hvor der vel ikke blev brug for ingeniørtropperne, han førte, men hvor han efter eget tilbud gjorde tjeneste som ordonnansofficer hos major Marcher; få dage efter blev han i selve fæstningen et af de første ofre for bombardementet, idet han den 18. maj blev truffet i underlivet af et granatstykke, som næsten øjeblikkeligt dræbte ham.

Bjerregaard var en kæk, dygtig og kundskabsrig officer med elskværdige, personlige egenskaber og meget afholdt af sine omgivelser; han havde et særligt udviklet talent for musik.

26 faldne fra bombardementerne af Fredericia i maj, juni og juli 1849 

blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Premierløjtnant ved Ingeniørdetachementet Carl Valdemar Bjerregaard (søn af kapelmusikus Christian Theodor B. og Christine Betzy Birgitte Boalth), født 4. januar 1826 i København (Hof- og Slots), dræbt 18. maj 1849 under Fredericias bombardement, begravet 20. maj på Trinitatis kirkegård i Fredericia. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1148-1149

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Christian Ludvig Holm (1827-1849)

en søn af etatsråd, administrator ved Kreditkassen for Husejere i København, C.J. Holm, fødtes den 12. august 1827. Efter at han i en del år havde gået i Efterslægtselskabets Skole, bestemtes han efter eget ønske til at forberede sig til adgangseksamen ved den militære højskole, og han kom i den anledning først i professor Mariboes skole og senere i et privat kursus. 

I sommeren 1844 underkastede han sig adgangseksamen til højskolen, og efter bestået oprykningseksamen to år senere trådte han ind i ingeniørafdelingen, hvis kursus dog ikke helt blev afsluttet, idet udbrudet af krigen i 1848 foranledigede, at ældste afdelings elever afgik til de specielle våben, uden at den sædvanlige afgangsprøve blev afholdt. Den 30. marts udnævntes han til sekondløjtnant i Ingeniørkorpset med anciennitet af 1. august 1846. Den 6. juni 1848 udnævntes han til premierløjtnant. Efter i nogen tid at være benyttet ved de befæstningsarbejder, som anlagdes om hovedstaden, afgik han i juni 1848 til det nørrejyske armékorps, hvor han ansattes som disponibel arbejdsofficer, men snart forsattes til feltingeniørtropperne. Hen imod efteråret sendtes han til Helgenæs for at arbejde på forskansningerne dersteds; her forblev han dog ikke længere end til i oktober måned, da han kom til Fredericia, hvor han forblev vinteren over, til dels beskæftiget med opmålingsarbejder. 

I foråret 1849 benyttedes han ved anlægget af forskandsninger ved Gudsø, fik efter hærens tilbagegang til Fredericia kommandoen over en deling feltingeniører og var derefter beskæftiget dels med bro- og batterianlæg på Strib, og dels vekselvis med de andre ingeniørdelinger med tjeneste i Fredericia. Den 30. juni skulle han have været afløst for med sin deling at gå til Fyn til den sædvanlige rast af 4 dage; da det imidlertid erkendtes nødvendigt den dag at foretage et udfald for at demolere de af fjenden nord for fæstningen mod den østre landgangsbro anlagte værker, bestemtes det, at han med sin deling skulle tage del i Udfaldet. Netop som hensigten med dette vel var nået, og de sidste faskiner var antændte, blev han dødeligt såret af en geværkugle, der trængte ind i underlivet; han bragtes til Billeshave lazaret, hvor han udåndede den 2. juli, knap 22 år gammel.

Holm var anset for en lovende officer, hvis lyse forstand, gode kundskaber og særlige anlæg for feltingeniørfaget spåede ham en god fremtid i korpset; ved sin uforsagte og ufortrødne adfærd erhvervede han sig sine foresattes velvilje og agtelse, ved sin jævne, honnette og ærlige karakter sine kammeraters og undergivnes kærlighed; han virkede med lyst og iver i sit kald.

 

Premierløjtnant ved Ingeniørdetachementet Christian Ludvig Holm (søn af administrator Carl Jacob H. og Johanne Henriette Kierulff), født 12. august 1827 i København (Frue), såret 30. juni 1849 ved udfaldet fra Fredericia, død 2. juli på Billeshave lazaret, begravet 5. juli på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1146-1148

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Hans Peter Carl Ernst Wilhelm Hjort (1835-1864)

fødtes den 20. december 1835 i Frederiksværk og var søn af herredsfoged i Løve Herred, justitsråd Siegfred Christian Frederik Hjort og hustru Elise Budde. Sin tidligste undervisning fik han i forskellige private institutter og skoler i Frederiksværk, Kalundhorg og Vordingborg. Efter endt skolegang ansattes han i 2 1/2 år på faderens kontor, herredsfogedkontoret i Løve Herred. Hans lyst stod til landvæsenet, og han fik nu sin uddannelse til landmand på Lerchenborg, hvor han de sidste tre år, før han blev soldat, var underforvalter.

På sessionen for 1858 blev han udskrevet til infanterist og gennemgik rekrutskolen ved 3. Linjeinfanteribataljon i Altona, lå til fast tjeneste og permitteredes om efteråret, efter eksercertidens slutning, som en af de fire bedste af kompagniets skytter. Han indkaldtes atter til tjeneste i januar 1859, men stillede for sig, indtil han om efteråret samme år selv mødte til tjeneste i eksercertiden.

Efter sin hjemsendelse blev han forvalter hos forpagteren af Ågård og Søgård ved Slagelse. Fra 6. juni 1861 til 10. februar 1862 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Frederiksberg og udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennitet af 3. februar 1862.

Den 18. oktober samme år blev han ansat ved 1. Infanteribataljon, og med denne afdeling rykkede han ud under krigen. Ved Bustrup blev han såret i knæet den 3. februar og lagt ind i et hus. Da det ikke lykkedes at få ham ud herfra, faldt han i fjendens hænder og indlagdes på Rendsborg lazaret, hvor benet blev amputeret. Han led meget. Det fortjener at fremhæves, hvor meget omhu og kærlighed der vistes mod ham på sygelejet, og hvor værdigt og hæderligt man udførte hans ligbegængelse.

En from søster af en tysk orden sad den meste tid ved hans seng og var ham på alle måder til tjeneste og opvartning. Desuden fik han en dansk dragon til oppasser. Stiftsdame Blanche Huygens trøstede og oplivede ham ved samtale og læsning. De sidste dage, da han trængte til mere ro, fik han sit eget værelse. Han havde, mens han lå syg, flere opmuntrende besøg af rendsborgere, der havde fattet godhed for ham under hans tidligere garnisonsliv i byen. De tilbød ham forskelligt, men hans svar var: ”Al lindring, en syg kan ønske sig, har jeg her på lazarettet”. Han lå sammen med en dansk kammerat, løjtnant, grev Rantzow, hvem Hjort dagen før sin død overdrog at skrive den sidste hilsen til hjemmet.

Han døde den 26. februar og begravedes den 29. på Rendsborg Kirkegård.

Så kraftfuld, ung og kæk, han nylig stod,
ved sine tapre landsoldaters side.
Hans øje lyste af et frejdigt mod,
og hurtig flød det hede ungdomsblod:
’Han skulle jo for fædrelandet stride’.

Så varmt og trofast var hans hjertelag,
og skjult i brystet var en lønlig tanke:
’At vinde hæder under Danmarks flag
i kamp for fædrelandets skønne sag’.
Den bragte ofte hjertet til at banke.

For første gang, han stod i blodig dyst,
men ikke så man ham i kampen blegne.
Han førte sine frem med mod og lyst,
og af begejstring svulmed højt hans bryst,
til han på valen måtte blodig segne.

Nu hviler han, den unge helt, i fred.
I fangenskab han skulle døden finde.
For fædrelandet han så tappert stred,
og med tålmodighed han for det led,
men derfor skal og hædres højt hans minde.

J.S. 

Sekondløjtnant ved 1. Infanteriregiment Hans Peter Carl Ernst Wilhelm Hjort (søn af birkedommer Sigfred Christian Frederik H. og Elise Armgarde Budde), født 20. december 1835 i Frederiksværk, såret 3. februar 1864 ved Bustrup, død 26. februar på Rendsburg lazaret, begravet 29. februar på Rendsburg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 92-93

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Henrik Ernst Wilhelm Dorn (1818-1849)

var en søn af krigskancellisekretær M.V. Dorn og fødtes i København den 12. januar 1818. Undervist af faderen indtil næsten det 16. år, indtrådte han efter kort tids yderligere vejledning på Landkadetakademiet, hvorfra han afgik som sekondløjtnant af Infanteriet med anciennitet af 1. november 1838. Efter derpå at have gennemgået den militære højskole udnævntes han til premierløjtnant i Artilleriet med anciennitet som sådan af 1. august 1844 og med ansættelse ved regimentet i København. I 1846 forsattes han til Frederiksværk som kommandør for det derværende artilleridetachement, i hvilken stilling han forblev til kort efter krigens udbrud. 

Besjælet af den mest brændende lyst efter at komme til at måle sig med fjenden, afgik han i midten af april med det 12 punds batteri Baggesen til Sønderborg og videre ind i det sundevedske, da batteriet stødte på den fra Slesvig tilbagegående hær og med denne vendte tilbage til Als, hvor Dorn fik kommando ved de faste batterier langs kysten. Han deltog senere i træfningerne ved Nybøl den 28. maj og ved Dybbøl den 5. juni og bestod navnlig den sidste dag en meget hård dyst, da det halve batteri, han kommanderede, i 4 timer på det hæftigste blev beskudt af fjendens langt overlegne artilleri. Han forblev derefter under resten af felttoget og i hele vinteren 1848-49 ved de faste batterier på Als. I det korte felttog i det sundevedske i foråret 1849 deltog han uden dog at komme synderligt i ilden, og nogle få dage efter træfningen ved Ullerup blev han beordret til Fredericia, hvor han under fæstningens bombardement den 8. juni blev truffet af en fjendtlig granat; mens denne dag de fleste af fjendens skud og kast vare gået over bastionerne Holsten og Oldenborg ned i den bagved liggende del af byen, var et enkelt af kastene meget uheldigt for besætningen på Oldenborg, idet granaten slog ned foran i brystværnet, rikochetterede over samme, faldt på kanonbænken og idet den eksploderede, sårede den kommanderende artilleriofficer (Dorn), 1 underofficer og 3 konstabler. Dorn var hårdt såret i foden; han blev transporteret til Billeshave lazaret, hvor han døde endnu samme dag, dog ikke af dette sår, men af en hjernerystelse, forårsaget ved, at en lille granatstump havde strejfet hans hoved.

Dorn havde erhvervet sig almindelig anerkendelse som en talentfuld, dygtig og koldblodig officer; han var i høj grad agtet og afholdt af undergivne og kammerater.

Obelisken til minde om 74 danske krigere, der faldt i Treårskrigen 

og blev begravet på den gamle kirkegård i Østergade i Middelfart, 

blev rejst i 1866, men blev i 1933 flyttet til byens nye kirkegård 

på Kongebrovej, hvor de faldne fra 1864 var blevet begravet

Premierløjtnant ved Artilleriet Henrik Ernst Wilhelm Dorn (søn af krigskancellisekretær Mathias Wilhelm D. og Juliane Wilhelmine Wilckens), født 12. januar 1818 i København (Helligånds), såret 8. juni 1849 ved Fredericia, død samme dag på Billeshave lazaret, begravet 11. juni på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1145-1146

Premierløjtnant Johan Philip Hindenburg (1833-1864)

fødtes den 8. oktober 1833 i København og var søn af generalmajor Vilhelm August Gottlieb Hindenburg og hustru Johanne Marie Margrethe Lorentzen.

Han frekventerede Maribos Realskole, til han blev konfirmeret, hvorefter han forberedte sig til at tage adgangseksamen til Landkadetakademiets afgangsklasse i oktober 1851. Efter bestået eksamen blev han kadet den 1. november 1851 og udnævntes den 1. november 1852 til sekondløjtnant i Infanteriet med anciennitet af 1. november 1851. Han gennemgik det sædvanlige kursus i våbenbrug ved det gymnastiske institut i november-december og ansattes så ved 4. Linjeinfanteribataljon. Den 1. april 1853 sattes han à la suite i Infanteriet og indtrådte som elev i højskolens yngste afdeling, hvorfra han afgik den 9. februar 1855 og indtrådte i nummer ved 4. Linjeinfanteribataljon, hvor han stod til sin død.

I 1864 stod han ved 1. kompagni og deltog i forsvaret af Dannevirke og Dybbøl. Ved angrebet på Als den 29. juni kommanderede han feltvagt nr. 2 på Arnkilsøre. Feltvagten bestod af ca. 30 mand foruden de udstillede poster. Der observeredes to bådkolonner, der tog retning mod Arnkilsøre og skovfogedhuset noget sydligere. For at beskyde begge kolonner ilede Hindenburg med den nordligst stående halvdeling mod nord. Den anden halvdeling førte kompagnichefen selv mod skovfogedhuset. Den svage ild fra disse halvdelinger kunne imidlertid ikke hindre fjendens landgang.

Hindenburgs halvdeling angrebes i front og flanke af overlegne styrker. Halvdelingen overvældedes, Hindenburg såredes dødeligt, og kun få mand undkom til skoven. Han førtes døende over til Sundeved sammen med de andre fangne og indlagdes på Snogbæk lazaret, hvor han døde samme dag. Nogle dage senere begravedes han på Nybøl Kirkegård.

I den sidste halvdel af juli blev liget imidlertid, samtidig med den ligeledes under forsvaret af Als faldne kaptajn af 4. Regiment Bügel, af dennes broder afhentet og overført til København. Ved Krigsministeriets foranstaltning begravedes begge den 22. juli på Garnisons Kirkegård.

Den 28. april 1864 var Hindenburg blevet premierløjtnant og den 8. juli blev han, for at have udmærket sig ved uforfærdethed, udholdenhed og dygtighed, navnlig under den langvarige og heftige belejring af Dybbølstillingen og under kampen dersteds den 18. april, udnævnt til Ridder af Dannebrog fra den 27. juni at regne. Han kom således aldrig til at se denne allerhøjeste påskønnelse af sin hæderlige tjeneste, men dekorationen blev lagt på hans kiste på begravelsesdagen. Hindenburg var en dygtig og i alle måder hæderlig ung officer.

Mindestenen over løjtnant Hindenburg blev rejst i 1938

Stenen står på Arnkilsøre tæt ved Alssund, ca. 500 nordvest for 

ejendommen Arnkilsøre 13

Premierløjtnant ved 4. Infanteriregiment Johan Philip Hindenburg (søn af generalmajor Wilhelm August Gottlieb H. og Johanne Marie Margrethe Lorentzen), født 8. oktober 1833 i København (Garnisons), såret 29. juni 1864 under kampene på Als, død samme dag på Snogbæk lazaret, begravet 22. juli på Garnisons Kirkegård. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 90-91

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Julius Wilhelm Theodor Götzsche (1818-1849)

var født den 29. juli 1818 i Tjørnelunde i nærheden af Slagelse, hvor hans fader, kammerassessor og universitets- og kommunitetsforvalter M. Götzsche, boede. I sit 10. år kom han i huset hos sin bedstefader, brænderiforpagter Borgen på Frederiksværk, og blev allerede i sit 12. år anbragt som skriver hos bogholderen på værket. Efter konfirmationen blev han indsat i en forberedelsesskole for elever til den militære højskole og indtrådte efter 2 års forløb, i sit 19. år, som elev på højskolen, hvorfra kan i sit 23. år blev dimitteret og ansat ved Artilleriet som sekondløjtnant med anciennitet af 28. september 1836. Den 1. juli 1842 blev han premierløjtnant. I omtrent 4 år opholdt han sig nu ved forskellige kanonstøberier i Sverige som kontrolofficer; i begyndelsen af året 1848 vendte han tilbage og blev ved krigens udbrud ansat ved 6. Batteri (Fuhrmann). 

Han var med i slaget ved Slesvig den 23. april, hvor han gav prøver på raskhed og konduite, da han med en deling af batteriet i Husby blev angrebet af fjendtlige tiraillører og kom i stor fare med sine kanoner, indtil han selv personlig fik hentet eskadronen Würtzen og derved frelste kanonerne. Den 13. juni s.å. forfremmedes han til kaptajn. I året 1849 deltog han, ligeledes ansat ved 6. Batteri (Haxthausen), i flere affærer, navnlig den 23. april og den 7. og 8. Maj; under sidstnævnte fægtning blev han under retræten fra stillingen ved Vejle hårdt såret af en granat i det venstre lår; han blev bragt til lazarettet i Horsens, hvor han døde den 16. s.m.

Gravhøjen med den 2,5 meter høje obelisk blev rejst i 1866 til minde 

om 79 danske krigere, der døde på Horsens' lazaretter i Treårskrigen og 1864. 

Omkring gravhøjen er anbragt tolv bautastene med navnene på soldaterne. 

På den centrale sten står navnene på kaptajnerne Hansen og Götzsche

Kaptajn ved Artilleriet Julius Wilhelm Theodor Götzsche (søn af universitets- og kommunitetsforvalter Matthæus G. og Hermandine Christine Borgen), født 29. juli 1818 i Tjørnelunde, Finderup sogn, Holbæk amt, såret 8. maj 1849 i slaget ved Vejle, død 16. maj på Horsens lazaret, begravet 19. maj på Horsens kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1144

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Sekondløjtnant Hans Frederik Julius Haxthausen (1838-1864)

fødtes den 24. marts 1838 i Hørsholm og var søn af herredsfoged, kammerherre Christian Holger Ludvig Haxthausen og hustru født Lillienskjold. Han var juridisk kandidat. Reserveofficersaspirantskolen gennemgik han på Landkadetakademiet fra den 8. januar til den 12. marts 1864 og afgik som aspirant til 18. Regiment.

Han var en nobel personlighed, åben og ærlig, trofast og pålidelig. Da han var blevet soldat, var han øjensynlig kommet i sit rette element, thi det tunge, der måske havde klæbet ved ham som student, var da som blæst bort. Han var en rask soldat og dertil det fornøjeligste menneske, man kunne tænke sig. Det var, som om alle de for ham nye savn og farer kun lærte ham det ene, selv at være frejdig og at meddele denne frejdighed til alle, der kom ham nær. På sin post i det nordre brohoved den 18. april blev han hårdt såret i underlivet af en granatstump. På en båre bragtes han op gennem den beskudte Sønderborg by. Her blev den ene af hans bærere dræbt, så den anden måtte lade ham stå midt på gaden, mens granaterne sprang omkring ham, og huse styrtede sammen til højre og venstre. Endelig kom to gardere, der bragte ham til ambulancen, hvor han var en af de sidst indbragte sårede.

Han førtes til Garnisonssygehuset i København og lå længe her med grundet håb om helbredelse og betragtede med glæde sine nye løjtnantsdistinktioner. Han havde jo deltaget i kampen som aspirant. Udnævnelsen til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve fik han den 30. maj. Han døde den 25. juni efter svære lidelser og begravedes den 30. juni på Frederiksberg Kirkegård.

Mindestenen over løjtnanterne Eising og Haxthausen blev rejst i 1937

Stenen står ved brohovedskansen på hjørnet af Dybbølgade og Sundgade

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også løjtnant Haxthausens navn

Familien boede på Gammel Kongevej 94

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Hans Frederik Julius Haxthausen (søn af birkedommer Christian Holger Ludvig H. og Emma Ottilie Lillienschiold), født 24. marts 1838 i Hørsholm, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 25. juni på Københavns lazaret, begravet 30. juni på Frederiksberg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 89

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Underlæge Peter Alfred Eduard Valdemar Silfverberg (1827-1849)

en søn af juveler J. Silfverberg, var født i København den 21. september 1827. I året 1845 blev han dimitteret til universitetet af en af sine brødre, der var teologisk kandidat; han kastede sig derefter over lægevidenskaben og tog i efteråret 1847 den foreskrevne prøve for læger i botanik, kemi og zoologi. Men førend hans studeringer var halvt fuldendte, rev begivenhedernes magt ham med sig. 

Efter opfordring modtog han i foråret 1849 en ansættelse ved hæren, først som ambulancelæge og senere som underlæge ved 1. Forstærkningsbataljon. I denne stilling blev han under affæren ved Gudsø den 7. maj truffet over det højre knæ af en mat kanonkugle, som splintrede benet; dette blev samme dag amputeret, og han førtes kort efter til København, ikke uden håb om helbredelse; efter syv ugers forløb døde han imidlertid den 27. juni på Frederiks Hospital, og der udslukkedes således et ungt liv, til hvilket der var knyttet de bedste forhåbninger.

Fægtningen ved Gudsø d. 7. maj 1849. Xylografi.

Underlæge ved 1. Forstærkningsbataljon Peter Alfred Eduard Valdemar Silfverberg (søn af juveler Jacob Martin S. og Juliane Wilhelmine Charlotte Carlsen), født 21. september 1827 i København (Helligånds), såret 7. maj 1849 ved Gudsø, død 27. juni på Frederiks Hospital i København, begravet 1. juli på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1143

Sekondløjtnant Fritz Ludvig Faber (1804-1849)

blev født den 15. marts 1804 i Marstal, hvor hans fader, senere fyrinspektør på Nakkehoved, dengang var toldkontrollør. I sin tidlige alder blev han sat i urtekræmmerlære, men da han følte trang til studering, kom han efter udstået læretid til Skårup Seminarium, hvorfra han efter 3 års forløb i året 1826 afgik med bedste karakter med udmærkelse. Han søgte nu til København for ved fortsat studering at opnå at blive student, men måtte af mangel på eksistensmidler opgive denne tanke. Senere blev han klokker og kantor ved Frue Kirke i Odense samt lærer ved skolen sammesteds. Han var en kraftig personlighed med mange evner og åndelige interesser samt flersidig dygtighed, navnlig i sprog og musik; han blæste udmærket fløjte og havde en ypperlig sangstemme. 

Han var en ivrig jæger og varm patriot, deltog stedse i samlingerne ved Skamlingsbanken og blev som følge af sin varme, nationale følelse således grebet af begejstring i 1848, at han forlod hustru, børn og embede for at gå til hæren. I sin egen, civile dragt med sin egen riffel stødte han til hæren ved Bov og kæmpede her for første gang med, blev derefter optaget som menig i 13. Linjebataljon, avancerede snart til korporal, blev den 30. juni fanget ved det pludselige sammenstød med fjenden under retræten gennem Bjerning Skov, blev den 13. september udnævnt til Dannebrogsmand, kom derefter på en kommandoskole i København og blev den 14. december udnævnt til sekondløjtnant i krigsreserven. Under sit fangenskab blev han ligesom de andre fanger besøgt af hertugen af Augustenborg, der påberåbte sig, at Faber som født på Ærø var tysk født, og ville overtale ham til at gå i tysk tjeneste, et forslag, som Faber på en lige så bestemt som djærv måde tilbageviste. Ved felttogets begyndelse i 1849 blev han forsat til 8. Linjebataljon. Under affæren ved Gudsø den 7. maj gjorde han i forening med en del mandskab, som han opmuntrede til at følge sig, et forvovent angreb mod den fjendtlige kæde; han kom derved i en hæftig ild, blev såret i benet, fanget og bragt til Kolding, hvor han optoges i et privat hus; skønt amputeret, var han dog på god vej til at blive helbredt, da han pludselig døde den 28. maj.

Breve fra hans afdelingschefer til hans efterladte hustru vidner tilstrækkeligt om, hvor højt han var anset som udmærket og tapper soldat.

Sekondløjtnant ved 8. Linjeinfanteribataljon Fritz Ludvig Faber (søn af degn, senere fyrinspektør Christian Faber og Frederikke Jørgensdatter), født 15. marts 1804 i Marstal, såret 7. maj 1849 ved Gudsø, død 28. maj på Kolding lazaret, begravet 29. maj på Kolding kirkegård. Gift ca. 1833 med Anne Marie Sophie Møller, født 15. september 1810 i Flensburg, død 9. januar 1873 i Stege. – Han efterlod to sønner og en datter i alderen 8-15 år, og i september 1849 nedkom hans enke med endnu en søn.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1141-1143

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Peter Laurits Carl Frederik Hansen (1830-1864)

fødtes den 7. februar 1830 i Elmshorn og var søn af overkrigskommissær, toldforvalter Carl Ludvig Hansen og hustru Elisabeth Hedewig Bendz. Den 1. november 1848 blev han kadet, gennemgik Landkadetakademiet og afgik herfra den 1. november 1851 som sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1850. Han ansattes ved 4. Linjeinfanteribataljon, hvor han stod til 1856; derefter kom han til 9. Linjeinfanteribataljon og ved denne afdeling stod han til sin død.

I krigen 1864 var han under tilbagegangen fra Dannevirke med sit regiment, der hørte til 8. Brigade, i arrieregarden. Ved Oversee afløstes brigaden af 7. Brigade. Ved ankomsten til skovpartiet foran Frørup udskilte fjenden et stærkt artilleri ved Smedeby, og samtidig angreb han idelig med sit rytteri. Her blev Hansen taget til fange. Heldet syntes imidlertid at være med ham, thi han blev udvekslet, og glad i sind og med håbet om en lykkelig fremtid meldte han sig den 17. april atter til tjeneste ved sit gamle regiment, tids nok til at kunne deltage i 8. Brigades berømte stormløb. I dette deltog han på en vis måde som frivillig; thi Overkommandoen havde befalet ham først at melde sig til sit regiment den 18., når det var blevet afløst og kommet til Als. Han gik imidlertid straks over til Dybbøl, overtog om eftermiddagen den 17. kommandoen over 3. kompagni og førte det dagen efter med samme ufortrødne dødsforagt, som de andre kompagnichefer, men han delte også skæbne med dem, thi af 9. Regiments otte kompagnichefer kom ikke en helskindet derfra. Kort efter at fremrykningen var begyndt, blev han hårdt såret, et tab, der var meget føleligt for kompagniet, da det ikke havde andre officerer og som delingsførere kun fire korporaler, af hvilke kun en eneste var fast underofficer, senere stabssergent ved 11. Bataljon. Hansen var meget fattet og rolig, han bad kun om at blive bragt tilbage, for at han ikke atter skulle falde i fjendens hænder. Dette ønske fik han opfyldt.

Han førtes til Københavns Garnisonssygehus, men her døde han den 7. maj efter store lidelser. Han begravedes den 14. maj på Garnisons Kirkegård. Hansen fremhæves med udmærkelse i rapporten for sit forhold under kampen den 18. april.

Mindestenen over premierløjtnant Hansen blev rejst i 1938

Stenen står foran villaen Sønderled 1, ud mod Dybbølgade, Dybbøl.

Premierløjtnant ved 9. Infanteriregiment Peter Laurits Carl Frederik Hansen (søn af toldkontrollør, senere toldforvalter Carl Ludvig H. og Elisabeth Hedevig Bendz), født 7. februar 1830 i Holnis ved Glücksburg, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 7. maj på Københavns lazaret, begravet 14. maj på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 87-88

Kaptajn Mathias Silberloh (1803-1849)

søn af kaptajn Silberloh, blev født den 28. oktober 1803. Bestemt for den militære stand, trådte han i året 1814 ind på Landkadetakademiet, erholdt den 10. maj 1823, sekondløjtnants anciennitet og blev efter at have forrettet tjeneste som page den 22. december s.å. ansat i 2. Livregiment til fods. Den 25. maj 1831 blev han forfremmet til premierløjtnant og i august 1832 udnævnt til adjudant ved regimentet, i hvilken egenskab han forrettede tjeneste, indtil han ved omordningen i 1842 blev udnævnt til kaptajn og kompagnichef ved 9. Linjebataljon med kaptajns anciennitet af 28. juni 1840.

Ved hærens indrykning i Slesvig i april 1848 kommanderede han det 4. kompagni af 9. Linjebataljon, henhørende til det venstre flankekorps under oberst Schleppegrell, og deltog med dette i træfningen ved Lyksborg den 9. april, slaget ved Slesvig den 23. april og senere i juni måned i træfningen ved Haderslev; for sit gode forhold i dette felttog blev han den 29. december udnævnt til Ridder af Dannebrog med anciennitet som sådan fra 13. september. Også i 1849 rykkede han i felten med 9. Linjebataljon og deltog med denne i slaget ved Kolding og senere ved Gudsø; i sidstnævnte fægtning blev han såret af en granat, hvorved han mistede nogle fingre, samt fik det højre lår og hoften stærkt beskadigede; han bragtes til lazarettet i Fredericia, hvor han døde den 10. maj. I bataljonsrapporten over nævnte fægtning anføres han blandt dem, ”hvis konduite, mod og opofrelse bataljonschefen har haft lejlighed til at beundre, og hvis særdeles rosværdige eksempel og opmuntren havde en så gavnlig indflydelse på det hele".

Silberloh var i året 1846 blevet gift med en datter af løjtnant Lund; hun overlevede ham tilligemed en søn.

14 faldne fra fægtningen ved Gudsø 7. maj 1849 blev begravet i 

Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

 

Kaptajn ved 9. Linjeinfanteribataljon Mathias Silberloh (søn af løjtnant Mathias S og Ellen Marie Ewald), født 28. oktober 1803 i København (Garnisons), såret 7. maj 1849 ved Gudsø, død 10. maj på Fredericia lazaret, begravet på 14. maj Trinitatis kirkegård i Fredericia. Gift 3. juni 1845 i København (Garnisons) med Johanne Margrethe Jacobine Lund (datter af premierløjtnant Niels Johansen L. og Louise Dine Jean), født 22. juli 1812 i København (Trinitatis), død 2. januar 1900 i København (Johannes). – Han efterlod en 3-årig søn.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1140-1141

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Peter Frederik Wilhelm Hansen (1832-1864)

fødtes den 10. februar 1832 på Løgismose ved Assens, der ejedes af faderen, proprietær Carl Hansen, senere ejer af Kærsgård ved Brenderup på Fyn, og hustru Clara Bierfreund.

Tretten år gammel blev Hansen den 1. november 1845 kadet, gennemgik akademiet og afgik herfra den 31. juli 1850 til 10. Linjeinfanteribataljon som sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1849. Den 1. april 1857 sattes han à la suite og gennemgik nu højskolen. Den 1. oktober 1863 forlod han denne og ansattes ved 22. Bataljon, hvor han stod en måned. Den 1. november samme år ansattes han nemlig som adjutant ved 1. Infanteribrigade og i denne stilling deltog han i krigen 1864.

Hansen var af en høj og anseelig skikkelse, der passede godt for en krigsmand, hvad han også var med liv og sjæl. Han var en rask soldat og en flink kammerat, hvis sprudlende lune lyste ud af hans store spillende øjne. Han holdt meget af at sige brandere, men på Dybbøl kvaltes denne tilbøjelighed næsten helt af situationens alvor. Natten mellem den 17. og 18. april havde han tilbragt sammen med sin brigadechef, oberst Læssøe, under et halvtag. Da bombardementet standsede, styrtede brigadestaben ud; Hansen gav sig ikke engang tid til at tage huen på, som hans trofaste oppasser i sidste øjeblik trykkede på hans hoved. De styrtede afsted fremad og Hansen sendtes af brigadechefen straks til brigadens ene fløj. Her blev han såret; den anden adjutant, premierløjtnant Mygind, mødte ham under tilbagegangen, støttet af to mand og med lidt blod i Mundvigen. På spørgsmålet: ”Hvor såret?”, svarede Hansen: ”I brystet”. Han førtes til en dansk lægehytte, men faldt i fjendens hænder og førtes til Nybøl lazaret, hvor han døde den 23. april.

Hans lig førtes til hjemmet og begravedes den 30. april på Brenderup Kirkegård. På hans ligsten står foruden oplysning om hans navn:

For fjendtligt skud hans styrke måtte vige
i kamp for fødeland.
Blandt gruset af hans sunkne fædrerige
han faldt som tapper mand.

Mindestenen over løjtnant P.F.W. Hansen blev rejst i 1938

Stenen står foran ejendommen Dybbøl Banke 5, 

godt 100 meter fra Dybbøl Mølle.

Mindetavlen på Nybøl Skoles mur beretter, 

at blandt andet premierløjtnant Hansen døde

på Johannitterlazarettet i 1864.

Premierløjtnant og adjudant ved 1. Infanteribrigade Peter Frederik Wilhelm Hansen (søn af proprietær Christen H. og Clara Margrethe Elisabeth Bierfreund), født 10. februar 1832 på Løgismose, Hårby sogn, Odense amt, såret natten mellem 17. og 18. april ved Dybbøl, død 23. april på Nybøl lazaret, begravet 30. april på Brenderup kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 85-86.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Gustav Valentin Mamen (1823-1849)

blev født den 16. januar 1823 i Frederikshald, hvor hans fader, D.K. Mamen, var grosserer og stadskaptajn. Mamen havde nydt merkantil uddannelse, havde opholdt sig i England i seks år, i Frankrig i to år, men levede derefter i Norge som sproglærer. 

Da i 1848 krigen udbrød, var han blandt de første af de mange svenske og norske brødre, der ilede til kamp for den danske sag. Han ansattes ved 2. Reservebataljon, og her gjorde han sig ved sit gode forhold så bemærket, at han efterhånden avancerede til sergent. I vinterens løb gennemgik han en kommandoskole i København, hvorfra han den 10. marts 1849 afgik som sekondløjtnant i krigsreserven og ansattes ved 4. Reservebataljon. I slaget ved Kolding den 23. april, da bataljonen deltog i den omgående bevægelse over Ejstrup, blev han allerede i fægtningens begyndelse såret i brystet; han blev bragt hen til den i en bondegård i Ejstrup etablerede ambulance, hvor han kort efter blidt og roligt hensov som følge af en indre forblødning, da det dræbende skud havde truffet lungen og de store fra hjertet udgående årer. Hans lig blev ført til Fredericia og begravet der.

32 faldne fra slaget ved Kolding 23. april 1849 blev begravet i 

Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

På monumentet over de skandinaviske frivillige i Kastellet

ses også sekondløjtnant Mamens navn

Sekondløjtnant ved 4. Reservebataljon Gustav Valentin Mamen (søn af grosserer Dines Klein M. og Christine Rohde Andersen), født 16. januar 1823 i Fredrikshald (Halden), Norge, såret 23. april 1849 ved Ejstrup, død samme dag på Fredericia lazaret, begravet 27. april på Trinitatis kirkegård i Fredericia. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1139-1140

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Kaptajn Johan Otto Hansen (1820-1864)

fødtes den 21. august 1820 på Fårevejle, Skrøbelev sogn, Langeland, og var søn af ritmester og chef for Langelands ridende Jægerkorps Johan Otto Hansen til Fårevejle og hustru Mariane Lassen. Faderen var død, før Hansen den 1. maj 1839 blev kadet. Efter at have gennemgået akademiet udnævntes han den 1. november 1842 til sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1841 og ansattes ved 8. Linjeinfanteribataljon. Den 27. maj 1848 blev han premierløjtnant og deltog med hæder i krigen. Derefter var hans militære løbebane følgende: 5. Reservebataljon 1850-52, kaptajn den 6. oktober 1850, 3. Linjeinfanteribataljon 1852-60, 21. Bataljon 1860-61, en kort tid i 1861 ved 9. Bataljon og endelig fra 1. juni 1861 ved 1. Bataljon. Med denne afdeling rykkede han ud i 1864 som chef for 1. kompagni.

Kort forinden retræten fra Dannevirke blev han, som følge af bataljonskommandøren, major F. C. Hansens sygdom, midlertidig kommandør for regimentets 1. bataljon og som sådan førte han bataljonen den 6. februar 1864 ved Sankelmark. Bataljonen var på højre fløj, vest for Flensborg-chausseen, og her modtog den de østrigske eskadroners angreb, som dog afvistes ved ilden. Derefter kæmpedes med brigaden Nostitz under dens forsøg på at kaste vor arrieregarde tilbage mod Flensborg. Under det af oberst Max Müller beordrede modangreb af første træfning sprængtes 1. Regiment og under denne kamp faldt Hansen. Han nævnes i 3. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen ved Sankelmark.

Den første meddelelse om hans død fik familien fra en privat mand fra Flensborg, der skrev, at han havde kendt kaptajnen på valpladsen, dagen efter kampen. Han sendte det afklippede navnetræk fra kaptajnens skjorte til familien.

En anden meddelelse om hans død modtog familien gennem Krigsministeriet fra en østrigsk officer, der sendte Hansens guldring, som han havde fundet hos en af sine soldater. På familiens anmodning om også at skaffe til veje hans guldur og kæde, modtog familien fra den samme officer et brev, hvori det meddeltes, at det, trods nøje efterforskning, ikke var lykkedes at tilvejebringe de ønskede sager. I dette brev udtalte den østrigske officer, at han havde beundret kaptajn Hansens ro og mod under kampen. I et brev omtaler Max Müller ”den med hæder for konge og land faldne kaptajn Hansen af 1. Regiment”.

Hansen ægtede den 19. juni 1853 sin moders søsterdatter Betty Lange, datter af Fr. R. Lange til hovedgården Flintholm, Svendborg Amt, og hustru Margrete Lassen.

Han begravedes den 12. februar 1864 på Flensborg Kirkegård. Hustruen og fem børn overlevede ham. Den 4. maj 1864 tillagdes der enken rang med majors enker.

Efter samtidiges udsagn var Hansen en brav og sjælden elskværdig kammerat, rolig og besindig og efter sin død savnet af kammeraterne.

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også kaptajn J.O. Hansens navn

Familien boede på Bianco Lunos Allé 12

Kaptajn ved 1. Infanteriregiment Johan Otto Hansen (søn af ritmester Johan Otto H. og Marianne Larsen), født 21. august 1820 på Fårevejle, Skrøbelev sogn, Svendborg amt, faldet 6. februar 1864 ved Sankelmark, begravet 12. februar på Mariæ kirkegård i Flensburg. Gift 19. juni 1853 i Hundstrup med Elisabeth ’Betty’ Charlotte Augusta Lange (datter af proprietær Frederik Reinholdt L. og Margrethe Lassen), født 8. august 1827 på Flintholm, Hundstrup sogn, Svendborg amt, død 7. juni 1916 i Gudhjem sogn, Bornholms amt. – Han efterlod tre sønner og to døtre i alderen 1-7 år. – Hun tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 83-84

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Sekondløjtnant Carl Christian Thrane (1823-1849)

søn af hofskomager Trane, blev født i København den 19. september 1822. Som deltager i den skole for eksercits og våbenbrug, der i de bevægede dage i slutningen af marts 1848 var oprettet i København, efterkom han den opfordring, der rettedes til skolens medlemmer om at træde ind i hæren som frivillige og ankom i begyndelsen af april til 5. Linjebataljon, med hvilken afdeling han deltog i dette års felttog. Den 6. maj forfremmedes han til korporal, den 15. juni til fourer. Den følgende vinter gennemgik han en kommandoskole, hvorefter han den 10. marts 1849 udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets linje med anciennitet af 1. januar s.å. og atter ansattes ved 5. Bataljon. I slaget ved Kolding den 23. april blev han under bataljonens fremrykning mod de foran Kolding liggende, fjendtlige forskansninger ramt af en kugle i underlivet og døde endnu samme dag på Middelfart lazaret.

Hans død blev almindelig beklaget i bataljonen, idet han som en brav soldat, en god kammerat og et særdeles retskaffent og elskværdigt menneske var meget afholdt. Han havde en forudanelse om den skæbne, der skulle ramme ham, og da i bataljonens mødeopstilling officererne var samlede for at spise frokost, og der blev spurgt Trane, hvorfor ikke også han tog for sig, svarede han: ”Jeg behøver ikke at spise, da jeg ikke slipper fra det i dag". Til en af kammeraterne, hvem han betalte en lille sum, som han var ham skyldig, og som sagde, at det jo ingen hast havde med betalingen, svarede han: ”Jo, du kan tro, at det haster, i morgen får jeg vist ikke lejlighed til at betale dig”.

Obelisken til minde om 74 danske krigere, der faldt i Treårskrigen 

og blev begravet på den gamle kirkegård i Østergade i Middelfart, 

blev rejst i 1866, men blev i 1933 flyttet til byens nye kirkegård 

på Kongebrovej, hvor de faldne fra 1864 var blevet begravet

Sekondløjtnant ved 5. Linjeinfanteribataljon Carl Christian Thrane (søn af hofskomager Johan Andreas T. og Dorthea Elisabeth Reinhardt), født 12. september 1822 i København (Helligånds), såret 23. april 1849 ved Kolding, død samme dag på Middelfart lazaret, begravet 26. april på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1138-1139

Sekondløjtnant Carl Christian August Füssel (1811-1849)

en søn af stadsmusikant i København C.G. Füssel, fødtes den 4. maj 1811. Han blev elev af Kunstakademiet og leverede derefter flere malerier til de årlige kunstudstillinger. 

Efter et flerårigt ophold i Skåne var han netop vendt tilbage, da oprørskrigen udbrød; han meldte sig straks som frivillig og deltog som menig ved 12. lette Bataljon i slaget ved Slesvig, efter hvilket han på grund af sit gode forhold blev forfremmet til korporal og som sådan deltog i træfningerne den 28. maj og 5. juni. Han gennemgik derpå en kommandoskole, hvorefter han den 1. september 1848 udnævntes til sekondløjtnant i krigsreserven og atter ansattes ved sin gamle bataljon. I slaget ved Kolding den 23. april 1849 deltog bataljonen, der hørte til General Ryes brigade, i kampen ved Ejstrup på hærens højre fløj, og her blev Füssel hårdt såret i brystet af en geværkugle; han bragtes til lazarettet i Middelfart, hvor han døde den 1. maj.

Obelisken til minde om 74 danske krigere, der faldt i Treårskrigen 

og blev begravet på den gamle kirkegård i Østergade i Middelfart, 

blev rejst i 1866, men blev i 1933 flyttet til byens nye kirkegård 

på Kongebrovej, hvor de faldne fra 1864 var blevet begravet

Sekondløjtnant ved 12. lette Bataljon Carl Christian August Füssel (søn af kapelmusikus Carl Gottlob F. og Marie Magdalene Schwartzlossen), født 4. maj 1811 i København (Hof og Slots), såret 23. april 1849 ved Kolding, død 1. maj på Middelfart lazaret, begravet 4. maj på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1137-1138

Kaptajn Hans Julius Valdemar Hansen (1829-1864)

fødtes den 8. marts 1829 i Korsør, hvor faderen, forhenværende bataljonskirurg, justitsråd Carl Friederich Hansen, var distriktslæge. Moderen hed Hansine Elisabeth Siersted.

Tretten år gammel blev Hansen den 1. november 1843 kadet. Da krigen udbrød, forlod han den 24. april 1848 akademiet, udnævntes til sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1847 og ansattes ved 2. Reservebataljon. Fra 1848 til den 30. april 1852 stod han nu dels ved denne dels ved 3. Forstærkningsbataljon og med disse afdelinger deltog han med hæder i vor første krig. Den 1. maj 1852 forsattes han til 9. Linjeinfanteribataljon og blev her til sin død, i 1864 som chef for 5. kompagni. Hans dygtighed som officer var anerkendt og blev udnyttet ved enhver lejlighed. Hans navn er blandt andet knyttet til 9. Bataljons undervisningsanstalt, hvor det kom an på at have gode lærerkræfter, der skulle bøde på de uheldige forhold, som selvfølgelig fandtes for dansk undervisning i de tyske byer Altona og Rendsborg. Bataljonen lå fra august 1852 og til april 1859 i Altona og fra april 1859 i Rendsborg.

Under 9. Regiments fremrykning den 18. april 1864 ad Flensborg-chaussen, hvor alle kompagnichefer såredes eller dræbtes, blev også Hansen såret. Han blev ramt i skulderen og såret var ikke farligt, men preusserne lod ham ligge på valpladsen hele dagen den 18. og hele den påfølgende nnat. Som følge heraf gik der koldbrand i såret. Den 19. førtes han til Stenderup lazaret, men her afgik han ved døden den 30. april.

Hans lig førtes med postdampskibet fra Als til fædrenehjemmet i Korsør, hvorfra den højtidelige begravelse fandt Sted den 5. maj til Korsør Kirkegård. 

Hansen var gift med Julie Sylow. Hustruen og en søn overlevede ham.

Mindestenen over kaptajn Hansen blev rejst i 1938

Stenen står på hjørnet af Dybbøl Banke og Dybbølsten,

ca. 200 meter nordøst for Dybbøl Mølle

Det store monument over Korsørs faldne i Treårskrigen og 1864

ses blandt andet kaptajn H.J.V. Hansens navn

Kaptajn ved 9. Infanteriregiment Hans Julius Valdemar Hansen (søn af distriktslæge Carl Frederik H. og Hansine Elisabeth Siersted), født 8. marts 1829 i Korsør, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 30. april på Stenderup lazaret, begravet 4. maj på Korsør kirkegård. Gift 30. april 1857 i Korsør med Julie Lykke Bianca Sylow (datter af byfoged Christian Eduard S. og Sabine Dorothea Herholdt), født 29. maj 1832 i Slagelse (Mikkels), død 7. februar 1877. – Han efterlod en søn, Carl Sylow Hansen, der blev læge i Paris. – Hun tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 81-82

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Sekondløjtnant Hans Holbek (1825-1849)

fødtes den 2. oktober 1825 i Ebeltoft, i hvilken bys nærhed faderen, proprietær N. Holbek, dengang beboede en landejendom. Bestemt til studeringerne, blev sønnen i 1836 sat i latinskolen i Horsens, efter at faderen som kongelig godsforvalter havde taget bopæl på Bygholm; da faderen i 1840 købte hovedgården Albek, sattes sønnen i Randers skole, hvorfra han i 1844 dimitteredes til universitetet. Han valgte filologien til sit studium og var på gode veje til at nå det mål, han arbejdede hen imod, da oprøret udbrød, og hans varme temperament, hans ungdommelige raskhed og energi bragte ham til som frivillig at kæmpe for fædrelandet. 

Efter at have gennemgået de foreløbige øvelser og underkastet sig en prøve på kommandoskolen udnævntes han under 24. maj til sekondløjtnant i krigsreserven og ansattes ved 9. Linjebataljon, med hvilken han deltog i slutningen af felttoget 1848, dog uden at have lejlighed til at måle sig med fjenden. I foråret 1849 derimod, da han efter at have været hjempermitteret igen var kommet til tjeneste, først på Als, senere i Fredericia, deltog han den 23. april i angrebet på Kolding. I spidsen for sine folk trængte han op på formiddagen ind i byen; hans uniform var gennemboret af flere kugler, og ved stormen på en barrikade modtog han endelig et skud i underlivet; han førtes til lazarettet i Fredericia, hvor han opgav ånden den 27. april. 

Han var en åben og elskværdig karakter, af dem, der finder venner over alt og bliver længe og dybt savnede i deres nærmeste kreds. 

32 faldne fra slaget ved Kolding 23. april 1849 blev begravet i 

Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Sekondløjtnant ved 9. Linjeinfanteribataljon Hans Holbek (søn af proprietær Niels Rasmussen H. og Wilhelmine Cathrine Steenstrup), født 2. oktober 1825 i Ebeltoft, såret 23. april 1849 ved Kolding, død 26. april på Fredericia lazaret, begravet 1. maj på Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1136-1137

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Ernst Balthasar Meitzner Hansen (1830-1864)

fødtes den 22. marts 1830 i København. Han var søn af kaptajn i Livjægerkorpset Carl Peter Hansen, der var død, da sønnen blev kadet. Moderen hed Anna Cathrine Elisabeth Meitzner. Faderen var kendt som en dygtig fægtemester.

Den 1. november 1843 blev Hansen kadet, gennemgik akademiet, blev den 21. april 1848 udnævnt til sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1847 og ansat ved 3. Linjeinfanteribataljon med hvilken han rykkede i felten. 1849 forsattes han til 6. Reservebataljon og stod i resten af den første slesvigske krig med hæder ved denne afdeling. Den 9. september 1849 fik han for sit Forhold under dette års kamp Ridderkorset. Den 23. juli 1849 fik han premierløjtnants karakter og den 5. marts 1850 blev han virkelig premierløjtnant. I 1852 stod han en kort tid ved 15. Linjeinfanteribataljon og den 1. januar 1853 ansattes han som vagtmesterløjtnant i Fredericia fæstning. Denne stilling forlod han, da han den 22. december 1863 blev kaptajn og ansattes ved 10. Regiment som chef for 1. kompagni, med hvilket han rykkede ud, da fædrelandet atter kaldte på sine sønner.

1856 blev han gift med Kristine Hansen, datter af proprietær Jørgen Hansen, Ørumgård ved Horsens og hustru Christiane Bay-Kjær, begge fødte 1801.

Den 5. april 1864 var Hansen med sit kompagni på forpost på Dybbølstillingens venstre fløj. Til højre for ham stod 5. Regiments 5. kompagni. Denne nat forsøgte fjenden fra sin første parallel en fremrykning. Med hurraråb gik han frem og besatte 5. Regiments skyttegrave og tvang dets 5. kompagni tilbage. Hansen holdt dog med sit kompagni, forstærket med to delinger henholdsvis af 4. og 5. kompagni, sine skyttegrave. Kampen varede det meste af natten og en levende geværild vedligeholdtes i mange timer. Kl. 3 om morgenen beordredes 5. Regiments 5. kompagni atter frem, men modtoges af en heftig ild, der atter tvang det tilbage. Her kæmpede Hansen tappert i flere timer, men kl. 5 faldt han dødelig ramt. En kammerat skriver om ham: ”Jeg husker tydelig den 5. april om aftenen. Vi skulle på forpost. Den lille raske kaptajn Ernst Hansen skulle med sit kompagni besætte skanserne på venstre fløj. Vi holdt rast i barakkerne ved Flensborg-vejen. Som sædvanlig samledes officererne i en barak for at fordrive tiden, til mørket faldt på, og vi skulle afsted til skanserne. Hansen var den dag særdeles oprømt, han sang og trallede, når samtalen gik i stå, og var meget utålmodig efter at komme afsted. Omtrent kl. 8 afmarcherede han med sit kompagni. Vi indtog den anviste plads i Skanserne nr. 2 og 3 samt i løbegravene på begge sider, Hansen i skyttegravene foran. Kanonerne sang deres velkendte toner og alt gik som sædvanlig, indtil der pludselig hen på natten hørtes stærke hurraråb og geværild. Skønt fjendens angreb var lige så overraskende som voldsomt, blev der dog taget godt imod ham; det var tydeligt, at der blev kæmpet hårdt og gævt fra vor side. Det var meget mørkt, så man fra skanserne ikke kunne se, hvad der foregik foran. Endelig begyndte det at lysne, og kampen sagtnedes noget; nu kunne man skimte folkene i skyttegravene og se Hansen med sin hornblæser haste fra den ene skyttegrav til den anden for at lede ilden og opmuntre folkene. Det blev helt lyst, geværilden hørte næsten op, og endelig faldt det sidste fjendtlige skud. Infanterikampen var til ende, og vi havde hævdet vor stilling. De sårede var efterhånden bragte til lazaretterne, og vi måtte antage, at der ikke var flere. Men nu kom der meddelelse om, at Hansen var faldet. Vi, som lige til det sidste havde set ham i uafbrudt bevægelse, blev som lynslagne ved denne sørgelige efterretning, der kort efter bekræftedes, da hans afsjælede legeme bragtes ind. Det sidste fjendtlige skud den dag havde truffet Hansen i hjertet”. Han nævnedes med udmærkelse i rapporten om kampen den 28. marts foran Dybbøl.

Han var en ideelt anlagt mand og ualmindelig fint tænkende. Han var stærkt knyttet ved venskabsbånd til ideelt tænkende officerer, hvis navne havde en udmærket klang i hæren.

Hansen efterlod sig hustru og fire børn. Liget førtes til Horsens og begravedes den 19. april på den derværende kirkegård. Jordefærden foregik med meget højtidelighed, og såre mange var de, der søgte at hædre den faldne. Våbenbrødrene og de forskellige laug i byen ledsagede kisten under sørgemusik og fra husene vajede florbehængte Dannebrogsflag.

Gravhøjen med den 2,5 meter høje obelisk blev rejst i 1866 til minde 

om 79 danske krigere, der døde på Horsens' lazaretter i Treårskrigen og 1864. 

Omkring gravhøjen er anbragt tolv bautastene med navnene på soldaterne. 

På den centrale sten står navnene på kaptajnerne Hansen og Götzsche

 

Kaptajn ved 10. Infanteriregiment Ernst Balthasar Meitzner Hansen (søn af kaptajn Carl Peter H. og Anne Cathrine Elisabeth Meitzner), født 22. marts 1830 i København (Holmens), faldet 5. april 1864 ved Dybbøl, begravet 19. april på Horsens kirkegård. Gift 13. maj 1856 i Hansted med Anne Kirstine Margrethe Georgine Hansen (datter af gårdejer Jørgen H. og Christiane Bay Kjær), født 12. februar 1830 på Rohden, Ørum sogn, Vejle amt, død 18. august 1882 på Ørumgård, Ørum sogn, Vejle amt, begravet i Horsens. – Han efterlod sig 4 børn, heraf tre døtre, i alderen 1-7 år. – Hun tillagdes rang med majors enker 1864.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 78-80

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Premierløjtnant Johan Christian Julius Meincke (1823-1849)

fødtes den 14. marts 1824 på Frederiksværk, hvor faderen, kaptajn Meincke, var ansat som laboratorieofficer ved Raketkorpset; drengen sattes tidligt i værkets skole, hvis indbyrdes undervisning interesserede ham meget, og han bragte det snart forholdsvis vidt; han var en ærekær, sandhedselskende og kæk dreng. Som følge af faderens tiltagende svagelighed og flytning fra Frederiksværk kom Meincke i huset hos sin dér boende halvbroder, senere major og chef for et espingolbatteri, der fra nu af ledede hans undervisning. 

Det var oprindeligt hensigten, at han skulle studere, men snart opgaves denne tanke, og efter et kort ophold i et privat institut i København tog han i marts 1839 adgangseksamen til Landkadetakademiets næstyngste klasse. Den 1. november 1844 udnævntes han til sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1843 og ansattes ved 15. Linjebataljon i Rendsborg, hvor han et par kortvarige detacheringer til Altona fraregnede, forblev til krigens udbrud; livet i Rendsborg behagede ham ikke, navnlig som følge af den mod de danske så stærkt fremtrædende, hadefulde ånd, der ofte viste sig i gerning, uden at der på grund af de slappe kommandoforhold med kraft blev trådt op derimod. 

Da oprøret i Rendsborg udbrød, og Meincke flygtende ankom til København, blev der foreløbigt anvist ham garnison i Helsingør, men snart efter blev han ansat ved 8. Linjebataljon; i løbet af efteråret afgik han dog atter derfra til en rekrutskole i København. Ved krigens genudbrud i 1849 blev han ansat ved 6. Reservebataljon, hvor han forrettede tjeneste som adjudant, indtil han i slaget ved Kolding den 23. april blev dødeligt såret. Da bataljonskommandøren, major la Cour, under kampen så sin kæde i færd med at vige, sagde han til Meincke: ”Rid ud og animér dem”. Han for afsted, fik hesten skudt under sig, samtidigt en kugle i låret, og kort efter traf en kugle ham i munden og gik ud gennem halsen; han udåndede endnu samme dag på lazarettet i Fredericia.

Han havde stedse vist sig som en udmærket officer, og fædrelandet tabte i ham en af sine bedste, ædleste og mest lovende sønner.

32 faldne fra slaget ved Kolding 23. april 1849 blev begravet i 

Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Premierløjtnant ved 6. Reservebataljon Johan Christian Julius Meincke (søn af kaptajn Arent Johan Wilhelm M. og Louise Muderspach), født 14. marts 1823 i Frederiksværk, faldet 23. april 1849 ved Kolding, begravet 27. april på Fredericia Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1134-1136

Danske krigergrave og mindesmærker