lørdag den 28. maj 2022

Kaptajn Julius Wilhelm Theodor Götzsche (1818-1849)

var født den 29. juli 1818 i Tjørnelunde i nærheden af Slagelse, hvor hans fader, kammerassessor og universitets- og kommunitetsforvalter M. Götzsche, boede. I sit 10. år kom han i huset hos sin bedstefader, brænderiforpagter Borgen på Frederiksværk, og blev allerede i sit 12. år anbragt som skriver hos bogholderen på værket. Efter konfirmationen blev han indsat i en forberedelsesskole for elever til den militære højskole og indtrådte efter 2 års forløb, i sit 19. år, som elev på højskolen, hvorfra kan i sit 23. år blev dimitteret og ansat ved Artilleriet som sekondløjtnant med anciennitet af 28. september 1836. Den 1. juli 1842 blev han premierløjtnant. I omtrent 4 år opholdt han sig nu ved forskellige kanonstøberier i Sverige som kontrolofficer; i begyndelsen af året 1848 vendte han tilbage og blev ved krigens udbrud ansat ved 6. Batteri (Fuhrmann). 

Han var med i slaget ved Slesvig den 23. april, hvor han gav prøver på raskhed og konduite, da han med en deling af batteriet i Husby blev angrebet af fjendtlige tiraillører og kom i stor fare med sine kanoner, indtil han selv personlig fik hentet eskadronen Würtzen og derved frelste kanonerne. Den 13. juni s.å. forfremmedes han til kaptajn. I året 1849 deltog han, ligeledes ansat ved 6. Batteri (Haxthausen), i flere affærer, navnlig den 23. april og den 7. og 8. Maj; under sidstnævnte fægtning blev han under retræten fra stillingen ved Vejle hårdt såret af en granat i det venstre lår; han blev bragt til lazarettet i Horsens, hvor han døde den 16. s.m.

Gravhøjen med den 2,5 meter høje obelisk blev rejst i 1866 til minde 
om 79 danske krigere, der døde på Horsens' lazaretter i Treårskrigen og 1864. 
Omkring gravhøjen er anbragt tolv bautastene med navnene på soldaterne. 
På den centrale sten står navnene på kaptajnerne Hansen og Götzsche

Kaptajn ved Artilleriet Julius Wilhelm Theodor Götzsche (søn af universitets- og kommunitetsforvalter Matthæus G. og Hermandine Christine Borgen), født 29. juli 1818 i Tjørnelunde, Finderup sogn, Holbæk amt, såret 8. maj 1849 i slaget ved Vejle, død 16. maj på Horsens lazaret, begravet 19. maj på Horsens kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1144

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar