Major Sigismund Ludvig Carl von Rosen (1827-1864)

fødtes den 23. februar 1827 i Segeberg og var søn af kammerherre, amtmand i Segeberg Wilhelm Carl  Ludvig von Rosen og hustru Sophie von Decher. Rosen blev kadet den 1. november 1844 og sekondløjtnant ved 5. Jægerkorps den 1. november 1845 med anciennitet af 1. november 1844. Den 1. august 1846 kom han på højskolen. Da krigen imidlertid brød ud, afgik han fra højskolen til 1. Jægerkorps den 27. marts 1848.

Som ganske ung officer deltog han nu i den første slesvigske krig og lagde her de bedste krigerdyder for dagen. Han blev som følge af sin deltagelse i det første krigsår den 13. september 1848 Ridder af Dannebrog. Den 22. januar 1849 blev han premierløjtnant. I 1849 var han adjutant ved Artillerikommandoen på Als. Den 13. april dette år forsøgte fjenden en fremrykning for at sætte sig i besiddelse af Dybbøl-højderne. Denne dag toges to sachsiske kanoner. At dette lykkedes, trods fjendens heftige ild og det vanskelige terræn, skyldtes i en væsentlig grad den uforfærdethed og omsigt, der udvistes af løjtnant Rosen.

Efter krigen kom han atter på højskolen 1851-53, blev derefter generalstabsaspirant 1853-57, stabschef ved 3. Generalkommando 1857-64 og fra 4. januar 1864 til sin død souschef ved Overkommandoen. Den 22. januar 1855 blev han kaptajn, den 6. oktober 1862 Dannebrogsmand, og den 19. marts 1864 fik han majors karakter. Fra 1853 til sin død var han således hele tiden i Generalstaben. Her erhvervede han sig sine foresattes tillid, og alt som kaptajn blev han ansat i den ansvarsfulde stilling som stabschef ved den holstenske generalkommando, i hvilken han stod, da i 1864 de to tyske stormagter overfaldt Danmark. Den som stabschef ved Overkommandoen ansatte oberst Kauffmann satte meget pris på Rosen og satte igennem, at han ansattes som souschef ved Overkommandoen. Rosen omfattede med varme følelser fædrelandets sag og det ansvar, som hver indgribende beslutning i hærens ledelse medførte.

Beslutningen i krigsrådet den 4. februar 1864 om at forlade Dannevirke, var ham et hårdt slag, og det var kun med nød, at han formåede at tilkæmpe sig den sindsligevægt og ro, som var nødvendig i hans virksomhed i Overkommandoens stab. Han var en udmærket støtte i staben og trods det byrdefulde arbejde her, fandtes han tit og mange gange om natten, og endnu mellem den 17. og 18. april, ude i Dybbøl-stillingen til den lyse morgen. Da han den 18. om morgenen kl. ca. 8 kom ind i brohovedet, fandt han 3. Brigadestab samlede, og på deres spørgsmål om, hvorledes det stod til ude i stillingen, svarede han: ”Udmærket”.

Kort efter væltede stormkolonnerne frem, og Rosen, der lige havde nået hovedkvarteret i Sønderborg, måtte nu snarest ile tilbage til Sundeved-siden. Han sluttede sig til divisionskommandøren, generalmajor du Plat, og hans stabschef, major Schau, og med disse faldt han dødeligt såret under forsøget på at få de over bjerget fremrykkende fjendtlige styrker standsede.

Han blev fanget og bragt til Nybøl lazaret. Da han her af en preussisk ambulancelæge havde hørt, at hans tilstand var håbløs, vendte han sig på sit leje, talte ikke mere og døde kristelig ydmygt, sikkert med bevidstheden om at have tjent fædrelandet tro til døden. Hans lig førtes til København og begravedes den 26. april på Holmens Kirkegård tæt syd for kæmpehøjen. Kammerater og venner rejste en mindestøtte på hans grav.

Rosen havde den 7. juli 1853 ægtet Francisca Henriette Wiborg, datter af departementschef i Marineministeriet, generalkrigskommissær Niels Wiborg. Hustruen og seks børn overlevede ham.

Han følte en dyb, en brændende trang
at stævne did hen, hvor sværdene sang.
Han følte en dyb, en brændende trang
at stevne did hen, hvor sværdene sang.

Han følte en længsel mod den bedrift
som skrives i mindet med evig skrift.
Han ejed en tro på en retfærds Gud,
det var hans brynje, da han drog ud.

Han vendte ikke tilbage,
kun rygtet – en dødstræt fugl
vækker den dybe klage,
der fødes ved gravens skjul.

Det melder, han forrest mødte,
da Fjenden stormede frem,
det melder, han forrest blødte
for Danmarks elskede hjem.

Det går til den sørgende kvinde
iblandt de forladte små,
som taler om faderens minde,
når til hans grav de gå.

Det går til den gamle moder,
der elsked sit barn så ømt;
det går til søster og broder,
med hvem han har håbet og drømt.

Det går til landet, som ejer
kun minderne om den søn,
der bad for Danmarks sejr
og modned til dåd sin bøn.

Ja, til en dåd, som binder
for helten en sejrskrans
indflettet med stolte minder,
der stråle med ærens glans.

J.L.

Mindetavlen på Nybøl Skoles mur beretter, 

at blandt andet major Rosen døde

på Johannitterlazarettet i 1864.

Mindestenen over generalmajor du Plat samt majorerne 

Schau og Rosen blev rejst i 1910.

Stenen står ud til landevejen, ca. 650 meter nordøst for 

Dybbøl Mølle.

Major ved Generalstaben Sigismund Ludvig Carl von Rosen (søn af amtmand Carl Wilhelm Ludvig von R. og Sophie Marie Decker), født 23. februar 1827 i Segeberg, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død natten til den 19. april på Nybøl lazaret, begravet 26. april på Holmens kirkegård i København. Gift 7. juli 1853 i København (Garnisons) med Francisca Henriette Wiborg (datter af departementsdirektør Niels W. og Hansine Henriette Fogh), født 22. august 1833 i København (Holmens), død 10. februar 1912 i Sundby Færgegård, Toreby sogn, Maribo amt. – Han efterlod sig tre døtre og tre sønner i alderen 6 mdr.-9 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 179-181.

Balthasar Münter: Ved Major i Generalstaben Sigismund Carl Ludvig Rosens Jordefærd i Holmens Kirke d. 26. April 1864. Kbh., 1864. 11 sider.

Franzisca Rosen: Den gamle Majorinde fra Færgegaarden. Kbh., 1913. 140 sider (Memoirer og Breve, XVIII)

Danske krigergrave og mindesmærker

Generalmajor Peter Heinrich Claude du Plat (1809-1864)

fødtes den 28. september 1809 i København og var søn af oberstløjtnant Johan Henrik Christian du Plat og hustru Emilie Wilster. Den 1. februar 1818 ansattes han som volontærkadet ved Landkadetkorpset. I december 1823 bestod han officerseksamen med bedste karakter, tillagdes sekondløjtnants anciennitet fra den 21. december samme år og ansattes à la suite ved Kongens Regiment indtil han den 20. december 1825 sattes i nummer ved Kongens Regiment, nuværende 5. Bataljon, med sin anciennitet af 21. december 1823. Her stod han til 1847, da han blev forsat til Livgarden. Premierløjtnant var han blevet den 29. oktober 1829. Kun 30 år gammel, blev han den 28. juli 1839 kaptajn og Ridder af Dannebrog den 7. februar 1848. I 1846 ledsagede han prins Frederik af Glücksborg til Rusland. Her fik han tilladelse til at træde i russisk tjeneste, og han deltog 1847 i felttoget i Kaukasus, hvor han to gange blev såret. For sin deltagelse hædredes han med guldkården for tapperhed. 

I begyndelsen af 1848 kom han hjem fra Rusland og var først kompagnichef ved Livgarden, dernæst stabschef dels ved 2. og dels ved 4. Infanteribrigade og endelig adjutant ved Overkommandoen. Den 17. juli 1848 blev han major. Fra slutningen af 1848 og til 1851 stod han som kommandør for 2. Forstærkningsbataljon, blev dernæst 1851-60 chef for 3. Linjeinfanteribataljon, 1860-63 chef for 3. Infanteribrigade. Den 19. januar 1850 var han blevet oberstløjtnant og for sin deltagelse i den første slesvigske krig fik han den 6. oktober 1850 Sølvkorset. Endelig blev han den 12. marts 1856 oberst, den 28. december 1858 Kommandør af Dannebrog og den 16. marts 1860 generalmajor. I 1863 var han chef for 7. Infanteribrigade og den 8. december 1863 blev han chef for 2. Armédivision.

2. Forstærkningsbataljon førte han den 6. april 1849 i kampen ved Ullerup og den 24.-25. juli 1850 i slaget ved Isted. General Krogh viste sin tillid til du Plat ved at ansætte ham som pladskommandant i Slesvig efter den danske hærs indrykning 1850 og ved senere at give ham kommandoen over besætningen i Angeln. Ved sin på engang strenge og retfærdige optræden overfor civil som militær bidrog du Plat i høj grad til at opretholde disciplinen i alle forhold. 

I 1851 fik han kommandoen over 3. Linjeinfanteribataljon og rykkede 1852 med denne til Altona, hvor han blev kommandant.  Hans fornemme personlighed, sikre optræden og ridderlige karakter bidrog ikke lidt til at hævde de danske militæres stilling i Altona og den tilstødende store handelsby Hamborg. Hans humane optræden lige overfor de underordnede, hvem han ved enhver lejlighed hjalp med råd og dåd, og det, at han let kunne tilgive forseelser, begåede i ungdommelighed, mens han strengt påtalte, hvad der stred mod den takt og den optræden, der bør forlanges af officerer, gjorde ham afholdt af alle, der stod i tjenesteforhold til ham.

Da krigen udbrød 1864 besatte han med sin division højre fløj af Dannevirkestillingen. I krigsrådet den 4. februar udtalte han, at Dannevirkestillingens forsvar lå udenfor vor hærs evne. Efter tilbagegangen kom han med sin division til Als og de herværende to divisionsgeneraler skiftedes til at have kommandoen i Dybbølstillingen. Når du Plat havde kommandoen var han hver morgen i stillingen fra daggry til klokken 10-11, red om i stillingen, talte med de kommanderende og havde altid et opmuntrende ord til soldaterne. Den 17. og 28. marts var han til stede under fægtningerne.

I den sidste periode af Dybbøl-forsvaret inspicerede han stillingen hver aften efter afløsningen, som jo sjældent gik for sig uden mindre træfninger. Den 18. april kl. 10 formiddag, da angrebet skete, begav du Plat sig ud til tropperne og bidrog ved sin personlige nærværelse til at støtte dem. Mens han ved et gærde foran baraklejren iagttog preussernes fremrykning langs Vemmingbund mod vor venstre fløj og herfra søgte at bringe de i fronten vigende tropper til at holde stand, ramtes han af en kugle samtidig med majorerne Schau og Rosen. Han delte ikke Overkommandoens anskuelse om nødvendigheden af at fortsætte kampen ved Dybbøl, men som soldat lystrede han og faldt under opfyldelsen af sin pligt.

Han havde den 16. april opfordret general Gerlach, der var medtaget af sygdom, til at melde sig syg. I bekræftende fald ville så du Plat som ældste divisionsgeneral have ført hæren tilbage fra Dybbøl og påtaget sig ansvaret for at undgå fjendens storm på de til grushobe sønderskudte skanser og derved forhindre det uundgåelige nederlag. Hans lig optoges af fjenden og feltmarskal Wrangel hædrede det med en laurbærkrans. Hans lig begravedes den 28. april på Soderup Kirkegård.

Den 25. november 1848 ægtede han Elisabeth Cathrine von Scholten, datter af generalmajor og guvernør i Vestindien, Casimir Vilhelm von Scholten.

De danske forsvarsbrødre have ladet hans billede male og ophængt det i Nationalgalleriet på Frederiksborg Slot. I 1866 udtalte Wrangel ønsket om at måtte bidrage til et mindesmærke over denne helt. 

Mindestenen over generalmajor du Plat samt majorerne 

Schau og Rosen blev rejst i 1910.

Stenen står ud til landevejen, ca. 650 meter nordøst for 

Dybbøl Mølle.

Generalmajor Peter Heinrich Claude du Plat (søn af oberstløjtnant, kammerherre Johan Heinrich Christian du P. og Alette Marie Emilie Wilster), født 28. september 1809 i København (Garnisons), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 28. april på Soderup kirkegård. Gift 25. november 1848 i København (Garnisons) med Elisabeth Catharine von Scholten (datter af generalmajor og generalguvernør Peter Carl Frederik von S. og Anne Elisabeth Thortsen), født 4. september 1811 i København (Garnisons), død 13. december 1859 i Altona, begravet 29. december på Soderup kirkegård. – Ægteskabet var barnløst.

Valget af Soderup Kirkegård skyldtes, at fru du Plats søster var gift med den illegitime kongesøn Frederik Wilhelm lensgreve Dannemand, der ejede hovedgården Aastrup og den nærliggende Soderup kirke.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 162-164.

Nick B. Svendsen: Generals of the Danish Army in the First and Second Schleswig Holstein Wars 1848-50 and 1864. Schleppegrell, Rye and du Plat. Kbh., 2011. 322 sider.

Nick B. Svendsen: General Claude du Plat og Kaukasus. Krigshistorisk tidsskrift 2012, nr. 1, s. 32-40.

Dansk biografisk Leksikon

Danske krigergrave og mindesmærker

Generalmajor Frederik Adolph Schleppegrell (1792-1850)

blev født den 28. juni 1792 på den gamle herregård Brunlaug ved Laurvig. Faderen, generalmajor og chef for Telemarkske Infanteriregiment, Otto Henrik Schleppegrell, hørte til en gammel westfalsk adelsslægt, af hvilke flere medlemmer have tjent i den dansk-norske hær; moderen var dennes anden hustru Catharine Abigael, født Zimmer, datter af viceadmiral Zimmer. Frederik Adolph Schleppegrell var yngste barn og eneste søn. 12 år gammel, optoges han i det norske landkadetkorps i Christiania.

Den 19. juni 1807 blev han efter bestået officerseksamen fændrik ved faderens regiment med anciennitet fra 1. juli 1806, og allerede den 2. oktober 1807 sekondløjtnant med anciennitet fra 13. marts s.å. Det følgende år deltog han, ansat ved en kombineret grenaderbataljon, i krigen med Sverige, udmærkede sig i træfningen ved Killingmo den 18. og Toverud den 19. april og blev den 2. maj udnævnt til premierløjtnant. Da krigen var endt 1809, kom han tilbage til sin garnison Frederiksværn; i årene 1812-13 opmålte han Laurvigs grevskab for Rentekammeret. Atter i 1814 udmærkede han sig som fører for en division telemarkske jægere, navnlig ved Ingedal den 3. august. Da nordmændene måtte falde tilføje, og hæren toges i ed for kong Carl XIII, kunne dog tre af Telemarkske Regiments officerer, Schleppegrell, Rye og Helgesen, ikke bekvemme sig til at bøje sig under den nye tingenes ordning, hvorfor de i foråret 1815 fik deres afsked fra norsk tjeneste. 

Unge og virkelystne, som de var, og forsynede med glimrende anbefalinger fra den forrige konge i Norge, nu atter prins Christian Frederik af Danmark, drog de til Nederlandene, hvor de søgte ansættelse i den preussiske hær under Blücher. Her blev de foreløbigt anbragte ved 5. rhinske landeværnsregiment i Kain, men snart efter forsatte til 5. westfalske infanteriregiment ved 2. Armékorps af den aktive hær. Med dette regiment deltog de nu i erobringen af Philippeville og Rocroix, men da prins Christian imidlertid havde udvirket for dem en ansættelse i den danske hær med bibeholdelse af deres anciennitet, erholdt de i december 1815 afsked af den preussiske tjeneste med medaljen for deltagelse i felttoget 1815. 

Efter ordre meldte de sig nu til chefen for det danske auxiliærkorps, der midlertidigt ansatte Schleppegrell ved det til korpset hørende Dronningens Livregiment, men kort efter hjemkaldtes korpset, og i april måned 1816 rejste Schleppegrell til søs til Danmark, hvor han modtog endelig ansættelse ved 3. jyske Infanteriregiment i København. Den 23. august 1819 fik han kaptajns karakter med den ham tidligere reserverede anciennitet fra 1. februar 1816; den 9. februar 1820 kom han i stabskaptajns nummer. Samme år blev regimentet forlagt til Aalborg, hvor Schleppegrell derefter havde garnison indtil 1842, dog med undtagelse af ca. 1½ år (1821-22), da han forrettede tjeneste ved Prins Christians Regiment i København. Den 12. november 1828 blev han chef for regimentets jægerkompagni, den 2. april 1839 major med anciennitet fra 13. februar 1833 og ved omorganisationen den 1. juli 1842 oberstløjtnant og kommandør for 8. Linjebataljon i København, hvilken kommando han dog den 1. januar 1847 byttede med den over 2. Jægerkorps i Helsingør. Under sin lange fredstjeneste arbejdede Schleppegrell med sjælden iver og dygtighed på mandskabets uddannelse, og ligesom han allerede som ganske ung officer i Norge havde tildraget sig prins Frederik af Hessens opmærksomhed, således udtalte også kong Frederik VI gentagne gange sin særlige tilfredshed med den mønsterværdige måde, hvorpå Schleppegrell røgtede sin tjeneste. 

Da han 1819 fik kaptajns karakter, som en undtagelse fra den almindelige regel, udtaler kongen, at han ved enhver lejlighed udmærker sig ved duelighed og tjenesteiver og derfor bliver anbefalet af alle hans foresatte, fordi han ofte har gjort mere end, hvad strikte er hans pligt at gøre, og i parolbefaling af 11. juni 1830 nævnes, at han ved en præsentation for kongen havde ladet officerer og underofficerer træde ud, og at desuagtet de meget rask på hverandre følgende kommandoord og signaler forstodes og udførtes øjeblikkeligt, og der blev ikke bemærket en eneste fejl. For eksercitsen forsømte han dog ikke de andre tjenestegrene; særligt havde han både teoretisk og praktisk lagt sig grundigt efter skydning. Den 28. juni 1840 blev hans fortjenester påskønnede ved, at han blev benådet med Dannebrogsordenens Ridderkors. Ligeså var han senere anerkendt for en af hærens dygtigste bataljonskommandører. 

I marts 1848 fik Schleppegrell, der den 2. s.m. var avanceret til oberst, kommandoen over det venstre flankekorps, som så smukt deltog i kampene ved Bov, Slesvig, Dybbøl og Nybøl, og Schleppegrell viste her, at det ikke blot var i fredstid, at han var en fremragende officer. Hans dispositioner var klare og udtømmende; når han under slaget sporede nogen vaklen, ilede han straks til for personlig at opmuntre de kæmpende, og den uforfærdethed, hvormed han udsatte sig for fjendens ild, gav anledning til den talemåde, at han kunne ”ryste kugler af sig som sne”, som der står i en soldatervise om ham. Den 24. maj 1848 udnævntes han til generalmajor, den 13. september s.å. til Kommandør af Dannebrog.

I 1849 kommanderede han 3. Brigade, der kæmpede ved Kolding og Gudsø og i slaget den 6. juli indlagt sig meget hæder. Schleppegrell blev fra slagdagen at regne benådet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Da felthæren om efteråret blev opløst, blev Schleppegrell først inspektør over infanteriet på Sjælland, men allerede den 15. oktober kommanderende general på Als. I de tre fjerdingår, han forblev i denne stilling, drog han ivrig omsorg for, at den ham underlagte styrke kunne møde vel forberedt ved næste sammenstød med fjenden, og han var selv på færde tidligt og silde for at overbevise sig om, både at øvelserne blev drevet, som de skulle, og at troppernes indkvartering, forplejning m.v. var så god, som forholdene tilstedede.

Den 16. juli 1850 drog han over til Slesvigs fastland, hvor hæren skulle samles syd for Flensborg. Han var nu kommandør for 2. Armédivision, bestående af 1., 2. og 5. Brigade, 4. Dragonregiment og tre batterier. Den 24. juli holdtes divisionen i reserve, og af dens afdelinger kom kun 13. Linjebataljon en kort tid i ilden; den 25. juli skulle 2. Division åbne angrebet samtidigt med sine tre brigader, og 1. Division danne reserven. Divisionen gik altså frem i tre kolonner, og Schleppegrell fulgte selv med den midterste (2. Brigade), der rykkede frem over Ovre Stolk. Størstedelen af kolonnen havde passeret landsbyen og var sendt imod passet mellem Isted Sø og Langsø, da 13. Liniebataljon på marchen gennem byen pludseligt blev angrebet i flanken. Schleppegrell havde lige ladet seks kanoner af Batteriet Baggesen, der var tildelt brigaden, beskyde den foran Grydeskov stående fjende fra en højde syd for Ovre Stolk, hvor han ligeledes selv holdt med sin stab og omtrent en eskadron. Han antog først, at sagen ikke var alvorligere end, at den kunne klares ved at sende en deling dragoner ind i byen, men da han snart måtte erkende, at den fjendtlige styrke var betydelig, og den brød frem på flere steder, vendte han batteriet om imod den og lod resten af eskadronen foretage gentagne attakker. Både rytteriet og artilleriet led her store tab; divisionsstabens officerer, af hvilke flere deltog i attakkerne, var tildels sårede og fangne, da også generalen blev ramt af en geværkugle i hovedet; en tid lang blev han liggende på valpladsen, indtil han, efter at hans hovedreserve under oberstløjtnant Henckel havde taget byen tilbage, blev fundet og kørt til Flensborg, hvor han den næste morgen kl. 3 udåndede på stadshospitalet. Den 28. juli blev han tilligemed størstedelen af de øvrige ved Isted faldne krigere stedet til hvile på Sct. Mariæ Kirkegård i Flensborg. Schleppegrell, Trepka og Læssøe, en underofficer og en menig blev som repræsentanter for de faldne båret til den store krigergrav, hvori de øvrige alt var nedlagte, og ved hvilken feltprovst Hammerich og dernæst superintendent Aschenfeldt talte hjertelige og gribende ord i overværelse af en mængde af de faldnes våbenbrødre og af den loyale del af befolkningen. Samme år lod kong Frederik VII sætte 51 mindesten på graven, hvor senere det danske folk rejste et monument, som nu desværre ikke findes mere dér. Schleppegrells medaljon var, tilligemed Læssøes, Kroghs og Helgesens, anbragt på fodstykket.

Schleppegrell var en høj, kraftigt bygget skikkelse, havde stærke lemmer og et jernhelbred. Af hans store, spillende øjne kunne man læse, hvor meget han hadede al langsomhed; han havde imidlertid en betydelig magt over sig selv, og under alvorlige forhold forstod han at holde sin utålmodighed i tømme, uden at han dog derfor blev mindre hurtig til at opfatte en situation eller tage en beslutning. Sine sorger beholdt han helst for sig selv; også deri viste hans selvbeherskelse sig, at han, selv hvor han mente at have grund til at være bekymret for fædrelandets fremtid, dog med den ham egne blanding af alvor og lune vidste at holde modet oppe hos sine omgivelser. Ubestikkelig retsindighed var grundlaget i hans karakter. Trofast, som han var i venskab, havde han på den anden side, når han havde fattet mistillid til Nogen, vanskelighed ved atter at frigøre sig derfor, som det så slående viste sig ved, at han til trods for alt, hvad der var kommet imellem, til sin død bevarede sin sympati for den preussiske hær og sin antipati for den svenske. I omgang var han gæstfri og selskabelig, i sit hjem en kærlig og omhyggelig ægtefælle og fader.

Mens han garnisonerede i Aalborg, havde han den 25. juli 1828 ægtet baronesse Johanne Jacobine Margrethe Juel, datter af major, baron C.F. Juel tll Lundbæk. Hun overlevede ham med tre sønner, af hvilke de to ældste blev officerer.

Mindestenen over generalmajor Schleppegrell blev rejst i år 1900.

Stenen står ved en markvej ca. 125 meter syd for Haupstrasse, 

der løber mellem landsbyerne Isted og Stolk. - Ældre postkort.

Kæmpehøjen på Skt. Mariæ kirkegård i Flensburg

blev på kong Frederik VII's initiativ anlagt i 1862.

En "kongesten" og 51 marmortavler over officerer,

befalingsmænd og menige, der alle faldt ved Isted.

Blandt disse generalmajor Schleppegrell.

Istedløven på Skt. Mariæ kirkegård i Flensburg

blev afsløret i 1862, men fjernet af preusserne to år senere.

I 2011 vendte løven tilbage til Flensburg.

På Istedløvens sokkel er placeret fire medaljoner, 

hvoraf den ene forestiller Schleppegrell.

Schleppegrells statue i Kildeparken i Aalborg blev 

afsløret på Isted-dagen i 1880.

Statuen er udført af billedhugger Andreas Paulsen.

Til støbningen af statuen leverede Krigsministeriet 

4000 pund bronze fra danske kanoner.

Generalmajor Frederik Adolph Schleppegrell (søn af generalmajor Otto Heinrich S. og Cathrine Abigael Zimmer), født 28. juni 1792 på gården Brunla, Brunlanes prestegjeld, Vestfolk fylke, Norge, såret 25. juli 1850 ved Isted, død 26. juli på Stadshospitalet i Flensborg, begravet 28. juli på Skt. Mariæ kirkegård i Flensburg. Gift 25. juli 1828 med Johanne Jacobine Margrethe baronesse Juel af Rystensteen (1808-96), med hvem han havde tre sønner.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1485-1491. (Gengivet her).

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 12-17.

Otto Vaupell: Skildringer af Ryes, Schleppegrells og Helgesens Liv. Kristiania, 1875. 88 sider.

Nick B. Svendsen: Generals of the Danish Army in the First and Second Schleswig Holstein Wars 1848-50 and 1864 : Schleppegrel, Rye and du Plat. 2011. 322 sider.

Otto Vaupell: Mindeskrift i Anledning af Schleppegrells Monument, afsløret i Aalborg 25. Juli 1880. Militært Tidsskrift IX, 1879/80, s. 451-463.

Axel Liljefalk: Dansk-norske Heltehistorier 1814-64. Kbh., 1896. S. 79-106: F.A. Schleppegrell.

Poul Hennings (medd.): Generalmajor Frederik Adolph von Schleppegrells Autobiografi (1840). Personalhistorisk Tidsskrift 6. Rk., Bd. III, 1912, s. 154-157.

Dansk biografisk leksikon

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Generalmajor Olaf Rye (1791-1849)

blev født den 16. november 1791 på gården Bø i Neder Telemarken, Akershus Stift; hans fader var major og bataljonskommandør i det telemarkske infanteriregiment, fra hvilken stilling han i 1812 erholdt afsked som oberstløjtnant. I april 1804 blev sønnen antaget som elev ved det norske landkadetkorps i Christiania, hvorfra han den 4. maj 1808 blev udnævnt til fændrik i det samme regiment, i hvilket faderen stod, således at der efter fuldendt eksamen tillagdes ham anciennitet fra 1. januar 1808. Ved sin ankomst til regimentet blev han ansat ved en bataljon, som holdt Brunlaugsnæs besat til forsvar mod englændernes landgang, og her forblev han indtil fredens slutning i Jönköping 1809, da regimentet marcherede til hjemstavnen.

Som ansat ved et nationalt kompagni, opholdt han sig, når tjenesten ikke fordrede hans nærværelse i distriktet, for størstedelen hos sine forældre; dog var han i årene 1810-14 hver sommer kommanderet til opmåling, og om vinteren tegnede og beregnede han de om sommeren gjorte opmålinger. Den 14. december 1809 forfremmedes han til premierløjtnant.

Da i januar 1814 entusiasmen for frihed og selvstændighed havde grebet enhver nordmands bryst, var det også Ryes ivrigste ønske at kunne bidrage sin skærv til fædrelandets forsvar. Med det Telemarkske Regiments 2. jægerdivision afmarcherede han mod slutningen af februar til den sydlige del af grænsen mod Sverige; han kommanderede her en jægerafdeling på 200 mand og deltog med stor hidsighed og ungdommeligt overmod i de fleste fægtninger, som forefaldt, navnlig ved Halfslund, på Rolfsøen, ved Rolfssund, ved Sannebro og ved Sannegård; overalt, hvor han kunne, søgte han lejlighed til at slås, omend overmagten var nok så stor, men disse skærmydsler kunne ikke føre til noget, og overenskomsten til Moss blev afsluttet. Han vendte derefter tilbage til Telemarken, dybt nedtrykt over det mislykkede forsøg på at forsvare Norges frihed og uafhængighed, og han besluttede straks at forlade militærtjenesten og tillige landet; ved sin hjemkomst i november 1814 indgav han derfor ufortøvet sin ansøgning om afsked. 

Efter mange omstændigheder og lang venten erholdt han endelig denne i midten af marts 1815, og allerede den 18. s.m. afsejlede han fra Larvik i selskab med sine venner, F. Schleppegrell og H. Helgesen. Det var først deres bestemmelse at gå i russisk tjeneste, men da undervejs prins Christian Frederik foreslog dem at gå i preussisk tjeneste og lovede dem anbefalinger til fyrst Blücher, forandrede de deres bestemmelse og afrejste til Lüttich, hvor fyrsten havde sit hovedkvarter; denne modtog dem med megen velvilje og lovede sin medvirkning til, at de kunne blive ansatte ved et regiment, som gjorde felttoget med; midlertidigt måtte de dog nøjes med en ansættelse ved det 3. rhinske Landeværnsregiment i Kohl. Den 5. juli modtoge de imidlertid den glædelige efterretning, at de straks skulle afgå til det 2. Armékorps, som stod hinsides Paris, og de ansattes nu alle ved det 5. westfalske Regiment, med hvilket de deltoge i erobringen af Philippeville og Rocroix. Dog allerede den 12. oktober fattede Rye den beslutning at søge sin afsked og indgav den 25. sin ansøgning, forinden han endnu havde underretning om, at han og hans to venner var blevet ansatte i den danske armé, Rye i det oldenborgske infanteriregiment. Efter at være fulgt med 5. westfalske Regiment tilbage til Tyskland, erholdt Rye den 19. december meddelelse om sin afsked af preussisk tjeneste, hvorhos medaljen for felttoget 1815 tildeltes ham. Han rejste nu til Antwerpen, hvor han meldte sig hos chefen for det danske hjælpekorps, prins Frederik af Hessen, der midlertidigt ansatte ham ved det fynske Infanteriregiment, som kantonnerede i omegnen af Valenciennes og Bouchain, og her forblev han, indtil han i april fik ordre til at rejse hjem; en ansøgning, som han havde indgivet om to års orlov af dansk tjeneste for at træde ind i den russiske Hær, var blevet afslået.

I over 26 år tilbragte nu Rye i sin garnison Rendsborg et roligt liv, om hvilket der ikke er meget at berette; ved faderens Død 1818 foretog han en rejse til Norge, og senere besøgte han Frankrig et par gange; af jagten var han en ivrig elsker og hengav sig til denne beskæftigelse så meget, som omstændighederne ville tillade. Den 10. september 1817 udnævntes han til stabskaptajn, men først i august 1832 fik han kompagni; den 17. februar 1835 forbeholdtes der ham majors anciennitet, og den 23. maj 1840 blev han major i regimentet; ved omorganisationen i 1842 blev han udnævnt til oberstløjtnant og kommandør for 1. Linjebataljon, hvorved han fik garnison i København; den 28. juni 1840 var han blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Under opholdet i Rendsborg havde Rye været to gange gift med døtre af kaptajn ved det oldenborgske infanteriregiment N.F. Krabbe; hans første hustru døde 1824, efterladende en datter, som døde 1835; den anden hustru døde 1833, ligeledes efterladende sig et barn, som kun overlevede hende nogle måneder. Mod slutningen af 1842 giftede Rye sig tredje gang med en datter af kaptain og købmand i Varde P.H. Schultz; frugten af dette ægteskab var to sønner, hvoraf den ene døde spæd, mens den anden lever tilligemed enken.

Efter krigens udbrud i 1848 deltog Rye i spidsen for sin bataljon med megen berømmelse allerede i de første affærer; i træfningen ved Bov som også i slaget ved Slesvig var han stedse i første linje, udsættende sig for den hæftigste kugleregn, stedse opmuntrende og fremskyndende, ordnende og vejledende sine soldater; og efter tilbagetoget til Flensborg den 24. april ses vi Rye ved sin dygtighed og koldblodighed at bidrage sit til at standse den indtrådte forvirring. Under 24. maj udnævntes han til oberst efter allerede fra slutningen af april at være blevet benyttet som brigadekommandør; som sådan var han med i træfningen ved Nybøl den 28. maj og ved Dybbøl den 5. juni, i hvilken sidste træfning hans brigade havde en meget virksom andel og var hæftigt i ilden.

Den 13. september 1848 hædredes han med Dannebrogsordenens Sølvkors, og den 7. marts 1849 tillagdes der ham generalmajors karakter.

Mindesmærket på Ryes Plads i Fredericia blev afsløret i 1873.

Da ved felttogets begyndelse i 1849 Rye almindeligt betragtedes som en af de førere, der var bedst skikkede til at operere på egen hånd, erholdt han kommandoen over alle i Jylland tilbageblevne tropper, og der åbnedes således for ham en mere selvstændig virksomhed med hensyn til operationerne, især i tilfælde af, at hans korps måtte blive isoleret og nødt til for en overlegen fjende at trække sig tilbage op i Jylland. Denne opgave blev for ham kilden til forøget berømmelse.

Efter den 3. april at være gået over grænsen ind i Slesvig og have leveret de mindre fægtninger ved og i Haderslev trak han sig efter ordre tilbage til grænsen, indtil fjenden den 20. april tvang vore forposter til at opgive Kolding by; korpset indtog derpå en stilling bag Alminde-dalen, hvorfra det rykkede frem for under general Bülows kommando at deltage i slaget ved Kolding den 23. april; korpset havde her den opgave at passere Kolding Å ved Ejstrup og gøre den omgående bevægelse, på hvilken slagets plan i det væsenlige var grundet. Bevægelsen mislykkedes, og man fandt det rettest at afbryde kampen og trække sig tilbage; Ryes korps gik atter bag Alminde-dalen. Den 7. maj angreb fjenden vore stillinger, og da han var langt overlegen, måtte vore trække sig tilbage, Ryes korps mod nord, og nu begyndte det berømte tilbagetog, der især har skaffet Rye så hæderligt et navn i den danske krigshistorie.

Hans krigerbane skulle desværre snart få en brat ende. Under udfaldet fra Fredericia, i hvilket han efter ønske deltog og kommanderede den 5. Brigade, der rykkede frem langs stranden, blev han under sine bestræbelser for at hindre fjenden i at trænge frem til undsætning for Trelde-skansen dødeligt truffet. Hans hest var blevet såret og afgivet til den eneste, tilbageværende ordonnans for at ombyttes, og midlertidigt havde han fået en hest til låns fra Espingolbatteriet, af hvilken han må være faldet ned på det sted, hvor hans lig blev fundet, nemlig ved vejen, der fra den sydlige kant af Trelde Skov løber i vestlig retning. Efter de foreliggende oplysninger er hans fald ikke blevet bemærket på anden måde, end ved at enkelte have set en ældre officer styrte af hesten; antaget for en ganske anden officer, blev han tilfældigt fundet, men snart genkendt af løjtnant Carlsen, som for at forvisse sig om identiteten løftede ham op i sine arme og således hørte hans sidste rallen. Liget udviste, at han var faldet for en kugle, der var trængt ind igennem den nederste del af underlivet; et andet skudsår havde han i højre lår. Midt i den jubel, hvormed den store sejr blev hilset, vakte efterretningen om hans død den største sorg, ikke blot i hæren, men over hele landet.

Generalmajor Ryes Heltedød under Udfaldet fra Fredericia d. 6te Juli 1849.

Samtidigt kobberstik af ukendt kunstner.

Rye var en ægte kriger, der elskede soldaterlivet og krigen. Et hærdet legeme, en nøjsom natur, et mageløst mod og fuldstændig dødsforagt samt et sundt, praktisk blik satte ham, trods hans dog navnlig i tidligere tid noget fremtrædende tilbøjelighed til opbrusende hæftighed, i stand til i en sjælden grad at vinde og beherske sine undergivne. Han var mandig, ærlig og ligefrem af karakter, ofte opofrende for andre, altid kærlig og omhyggelig som ægtefælle og fader; også udenfor den militære virksomhed var han en praktisk og duelig mand, hvis ivrige foretagelsesånd viste sig på forskellig måde.

På Garnisonskirkegården i København hviler hans støv under et mindesmærke, sat ham af det korps, der bar hans navn; over hin plet på valpladsen, hvor han udåndede sit liv, rejstes der en høj, på hvilken en sten bærer indskriften: „Her faldt Olaf Rye den 6. juli 1849"; endelig er der ved hjælp af bidrag fra hele landet blevet rejst helten et Minde i Fredericia by, hvor en buste af generalen på en syv alen høj 
piedestal står som en af landets smukkeste, monumentale prydelser.

En gravhøj med jættestue på toppen blev rejst på Nordre Kobbelvej i 1858.

I hundrede år lå mindestedet på bar mark nord for Fredericia, 

men i dag omkranser villakvarterer gravhøjen.

Fra gravhøjen kan man gå ca. 200 meter bag villahaverne 

til stedet, hvor generalmajor Rye fandt døden i 1849. 

Dette sted er markeret med en granitpæl.

Generalmajor ved 5. Infanteribrigade Olaf Rye (søn af oberstløjtnant Mathias Andreas R. og Elisabeth Johanne Lind), født 16. november 1791 i Bø præstegjeld, Telemark fylke, Norge, faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet på Garnisons kirkegård i København. Gift 1. gang 2. oktober 1823 i Rendsburg med Frederikke Sophie Caroline Wilhelmine Krabbe (datter af major Niels Frederik K. og Wilhelmine Friderikke Wesenberg), født 23. april 1801 i Rendsburg, død 21. november 1824 i Rendsburg. Gift 2. gang 7. oktober 1832 med Jacobine Dorothea Amalie Krabbe (datter af major Niels Frederik K. og Wilhelmine Friderikke Wesenberg), født 12. november 1808 i Kolding, død 14. november 1833 i Rendsburg. Gift 3. gang 8. november 1842 i København (Garnisons) med Elise Henrikke Schultz (datter af fabrikant Peter Heinrich S. og Henrikke Morville), født 29. juli 1817 i Varde, død 28. april 1882 i København (Garnisons).

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1154-1160 [gengivet her]

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 6-11.

Terje Dørumsgaard: Olaf Rye - generalen med det gode hjerte. 2017. 152 sider.

Nick B. Svendsen: Generals of the Danish Army in the First and Second Schleswig Holstein Wars 1848-50 and 1864 : Schleppegrel, Rye and du Plat. 2011. 322 sider.

P. Fr. Rist: Olaf Ryes Saga. Optegnelser, Dagbøger og Breve. Kbh., 1899. 276 sider.

Otto Vaupell: Generalerne Bülows og Ryes Levnetsløb. Kbh., 1892. 95 sider.

Otto Vaupell: Olaf Ryes Levnetsløb. Kbh., 1876. 48 sider.

Otto Vaupell: Skildringer af Ryes, Schleppegrells og Helgesens Liv. Kristiania, 1875. 88 sider.

Charles Beck: Generalmajor Olaf Ryes Tilbagetog gjennem Nörrejylland 1849. Kbh., 1863. 207 sider.

Otto Rasmussen: Olaf Rye - en norsk kæmpe. Krigshistorisk tidsskrift 1991, nr. 3, s. 3-16.

Kamma Varming: "De siger Rye er død!" En mosaik omkring Olaf Ryes fald ved Fredericia. Vejle Amts årbog 1974, s. 49-62.

Morten Eskesen: Olaf Ryes Hundredaarsdag 1791 - 16. November - 1891. Højskolebladet 1891, s. 1465-75.

Dansk biografisk Leksikon 

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Major Ernst Frederik Schau (1826-1864)

fødtes den 27. juli 1826 i Odense. Indtil 1842 stod ved Fynske Dragonregiment i Odense en hæderlig oberst, Hans Schau, født slesviger, som med udpræget originalitet hævdede sin stands formentlige fortrin. Om ham fortaltes, at han ved en kur, som daværende Prins Christians gemalinde, Caroline Amalie, gav regimentets officerskorps, i barsk tone berigtigede flere af prinsessens umilitæriske udtryk og endelig på hendes forespørgsel om, hvor mange sønner han havde, svarede: ”Jeg har syv, hvoraf de seks er flinke drenge, som skulle være officerer, men nr. 4 er et bæst, han skal være præst”. Præsteemnet må dog senere have rettet sig for at komme med på den bane, som faderen anså for den hæderligste; thi det var den her nævnte major Schau. Moderen hed Dorothea Catharine Bojesen (død 1878).

Den 1. november 1841 blev han kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1844 til sekondløjtnant ved 5. Jægerkorps med anciennitet af 1. november 1843. Den 1. august 1846 blev han sat à la suite og indtrådte i højskolens yngste klasse. 

Ved krigens udbrud forlod han skolen og blev den 27. marts 1848 ansat ved 1. Jægerkorps, ved hvilket han, i den lille træfning ved Rinkenæs, blev indviet i kampens alvor, idet jægeren Sejer, den første faldne soldat i 1848, faldt ved hans side. I slaget ved Fredericia blev hans hest skudt under ham. Den 17. juli 1848 blev han premierløjtnant, og for sin deltagelse i krigen fik han den 6. oktober 1850 ridderkorset. Efter krigen kom han atter på højskolen, fortsatte med flid og iver sine militære studier, tog generalstabseksamen med udmærkelse og blev generalstabsaspirant.

Efter prøvetiden ved staben blev han den 22. januar 1855 kaptajn og ansattes nu i forskellige stillinger ved Generalstaben i resten af sit liv. 1855-59 var han tillige adjudant hos krigsministeren, 1862-63 stabschef ved 2. Generalkommando og fra 8. december 1863 stabschef ved 2. Armédivision. Den 6. december 1863 blev han Dannebrogsmand og den 24. samme måned major. Ærgerrighed parret med livlighed og flid førte ham frem til disse eksceptionelle stillinger i en ung alder. Som stabschef ved 2. Armédivision erhvervede han sig divisionsgeneralen du Plats fulde tillid.

Den 18. april såredes han, sammen med sin general, under forsøget på at få vore vigende tropper til at holde stand mod de ad Dybbøl-bjergets skråninger fremstormende fjendtlige tropper. I samme time og på samme kampplads faldt hans broder, Emil Victor Schau.

Majoren var i alle måder herre over de bedste militære former. Man har sagt, at den gamle obersts martialske tone genfandtes hos hans sønner. Efter at være såret, faldt han i fangenskab og førtes til Flensborg lazaret. Da preussernes konge besøgte de sårede hér, og Schau fik at vide, at kongen ønskede at se ham, udbrød han med opblussende fædrelandssind: ”Jeg ville gerne dø i fred”. Den 24. april døde han. Liget førtes til København og jordedes den 2. maj på Garnisons Kirkegård.

Den 7. oktober 1856 havde Schau ægtet Frederikke Louise von Krogh, datter af kammerherre, major, toldkasserer i Odense Gregers Christian Frederik von Krogh. Hustruen og tre børn overlevede ham.

Mindestenen over generalmajor du Plat samt majorerne Schau og Rosen

Stenen står ca. 650 meter øst for Dybbøl Mølle
og over for ejendommen Dybbølgade 74

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også major Schaus navn
Familien boede på Vesterbrogade 77

Major ved 2. Armédivision Ernst Frederik Schau (søn af oberstløjtnant Hans S. og Dorothea Cathrine Bojesen), født 27. juli 1826 i Odense (Hans), såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 24. april på Flensborg lazaret, begravet 2. maj på Garnisons kirkegård i København. Gift 7. oktober 1856 i Avnslev med Frederikke Louise von Krogh (datter af toldkasserer, major Gregers Christian Frederik von K. og Isidore Severine Marie Magdalene von Wedel-Heinen), født 23. august 1834 i Svendborg (Nikolaj), død 29. november 1899 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to sønner og en datter i alderen 1-6 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 186-187.

Ernst Schau: En Generalstabsofficer i 1864. Breve fra Major E. Schau til hans Hustru. Gyldendal, 1925. (Memoirer og Breve, nr. XLVI)

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)