Major Sigismund Ludvig Carl von Rosen (1827-1864)

fødtes den 23. februar 1827 i Segeberg og var søn af kammerherre, amtmand i Segeberg Wilhelm Carl  Ludvig von Rosen og hustru Sophie von Decher. Rosen blev kadet den 1. november 1844 og sekondløjtnant ved 5. Jægerkorps den 1. november 1845 med anciennitet af 1. november 1844. Den 1. august 1846 kom han på højskolen. Da krigen imidlertid brød ud, afgik han fra højskolen til 1. Jægerkorps den 27. marts 1848.

Som ganske ung officer deltog han nu i den første slesvigske krig og lagde her de bedste krigerdyder for dagen. Han blev som følge af sin deltagelse i det første krigsår den 13. september 1848 Ridder af Dannebrog. Den 22. januar 1849 blev han premierløjtnant. I 1849 var han adjutant ved Artillerikommandoen på Als. Den 13. april dette år forsøgte fjenden en fremrykning for at sætte sig i besiddelse af Dybbøl-højderne. Denne dag toges to sachsiske kanoner. At dette lykkedes, trods fjendens heftige ild og det vanskelige terræn, skyldtes i en væsentlig grad den uforfærdethed og omsigt, der udvistes af løjtnant Rosen.

Efter krigen kom han atter på højskolen 1851-53, blev derefter generalstabsaspirant 1853-57, stabschef ved 3. Generalkommando 1857-64 og fra 4. januar 1864 til sin død souschef ved Overkommandoen. Den 22. januar 1855 blev han kaptajn, den 6. oktober 1862 Dannebrogsmand, og den 19. marts 1864 fik han majors karakter. Fra 1853 til sin død var han således hele tiden i Generalstaben. Her erhvervede han sig sine foresattes tillid, og alt som kaptajn blev han ansat i den ansvarsfulde stilling som stabschef ved den holstenske generalkommando, i hvilken han stod, da i 1864 de to tyske stormagter overfaldt Danmark. Den som stabschef ved Overkommandoen ansatte oberst Kauffmann satte meget pris på Rosen og satte igennem, at han ansattes som souschef ved Overkommandoen. Rosen omfattede med varme følelser fædrelandets sag og det ansvar, som hver indgribende beslutning i hærens ledelse medførte.

Beslutningen i krigsrådet den 4. februar 1864 om at forlade Dannevirke, var ham et hårdt slag, og det var kun med nød, at han formåede at tilkæmpe sig den sindsligevægt og ro, som var nødvendig i hans virksomhed i Overkommandoens stab. Han var en udmærket støtte i staben og trods det byrdefulde arbejde her, fandtes han tit og mange gange om natten, og endnu mellem den 17. og 18. april, ude i Dybbøl-stillingen til den lyse morgen. Da han den 18. om morgenen kl. ca. 8 kom ind i brohovedet, fandt han 3. Brigadestab samlede, og på deres spørgsmål om, hvorledes det stod til ude i stillingen, svarede han: ”Udmærket”.

Kort efter væltede stormkolonnerne frem, og Rosen, der lige havde nået hovedkvarteret i Sønderborg, måtte nu snarest ile tilbage til Sundeved-siden. Han sluttede sig til divisionskommandøren, generalmajor du Plat, og hans stabschef, major Schau, og med disse faldt han dødeligt såret under forsøget på at få de over bjerget fremrykkende fjendtlige styrker standsede.

Han blev fanget og bragt til Nybøl lazaret. Da han her af en preussisk ambulancelæge havde hørt, at hans tilstand var håbløs, vendte han sig på sit leje, talte ikke mere og døde kristelig ydmygt, sikkert med bevidstheden om at have tjent fædrelandet tro til døden. Hans lig førtes til København og begravedes den 26. april på Holmens Kirkegård tæt syd for kæmpehøjen. Kammerater og venner rejste en mindestøtte på hans grav.

Rosen havde den 7. juli 1853 ægtet Francisca Henriette Wiborg, datter af departementschef i Marineministeriet, generalkrigskommissær Niels Wiborg. Hustruen og seks børn overlevede ham.

Han følte en dyb, en brændende trang
at stævne did hen, hvor sværdene sang.
Han følte en dyb, en brændende trang
at stevne did hen, hvor sværdene sang.

Han følte en længsel mod den bedrift
som skrives i mindet med evig skrift.
Han ejed en tro på en retfærds Gud,
det var hans brynje, da han drog ud.

Han vendte ikke tilbage,
kun rygtet – en dødstræt fugl
vækker den dybe klage,
der fødes ved gravens skjul.

Det melder, han forrest mødte,
da Fjenden stormede frem,
det melder, han forrest blødte
for Danmarks elskede hjem.

Det går til den sørgende kvinde
iblandt de forladte små,
som taler om faderens minde,
når til hans grav de gå.

Det går til den gamle moder,
der elsked sit barn så ømt;
det går til søster og broder,
med hvem han har håbet og drømt.

Det går til landet, som ejer
kun minderne om den søn,
der bad for Danmarks sejr
og modned til dåd sin bøn.

Ja, til en dåd, som binder
for helten en sejrskrans
indflettet med stolte minder,
der stråle med ærens glans.

J.L.

Mindetavlen på Nybøl Skoles mur beretter, 

at blandt andet major Rosen døde

på Johannitterlazarettet i 1864.

Mindestenen over generalmajor du Plat samt majorerne 

Schau og Rosen blev rejst i 1910.

Stenen står ud til landevejen, ca. 650 meter nordøst for 

Dybbøl Mølle.

Major ved Generalstaben Sigismund Ludvig Carl von Rosen (søn af amtmand Carl Wilhelm Ludvig von R. og Sophie Marie Decker), født 23. februar 1827 i Segeberg, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død natten til den 19. april på Nybøl lazaret, begravet 26. april på Holmens kirkegård i København. Gift 7. juli 1853 i København (Garnisons) med Francisca Henriette Wiborg (datter af departementsdirektør Niels W. og Hansine Henriette Fogh), født 22. august 1833 i København (Holmens), død 10. februar 1912 i Sundby Færgegård, Toreby sogn, Maribo amt. – Han efterlod sig tre døtre og tre sønner i alderen 6 mdr.-9 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 179-181.

Balthasar Münter: Ved Major i Generalstaben Sigismund Carl Ludvig Rosens Jordefærd i Holmens Kirke d. 26. April 1864. Kbh., 1864. 11 sider.

Franzisca Rosen: Den gamle Majorinde fra Færgegaarden. Kbh., 1913. 140 sider (Memoirer og Breve, XVIII)

Danske krigergrave og mindesmærker