Oberst Werner Hans Frederik Abrahamson Læssøe (1811-1850)

var født i København den 13. september 1811, den fjerde i rækken af otte brødre. Faderen hed Niels Frederik Læssøe, moderen Margrethe Juliane Signe, født Abrahamson, datter af den bekendte kaptajn W.H.F. Abrahamson, efter hvem dattersønnen blev opkaldt. Få måneder efter dennes fødsel fik faderen ansættelse som toldinspektør i Fladstrand, hvorfra han dog 1817 kom tilbage til København som havnekontrolør. Sønnerne var bestemte for studeringerne og blev satte i Borgerdydskolen i København, men da den militære vej var og blev Frederik Læssøes eneste tilbøjelighed, gav forældrene til sidst efter for denne – kun et år før han skulle være student – og ved nytår 1827 indtrådte han på Landkadetakademiet. Efter to års forløb tog hanaAfgangseksamen og fik anciennetet fra 21. december 1828 som sekondløjtnant ved Kongens (senere Kronens) Regiment, hvor han efter endnu at have gennemgået akademiets pageklasse, forrettede tjeneste, indtil han 1832 indtrådte som elev på den kongelige militære højskol. Efter bestået oprykningseksamen valgte han Generalstabsafdelingen, og da han i efteråret 1836 afgik fra denne, blev hans afgangseksamen fremhævet i skolens rapport til kongen. Den påfølgende 20. maj blev Læssøe udnævnt til adjoint ved Generalkvartermesterstaben og fik den 24. maj 1837 premierløjtnants karakter. Han gjorde nu, som foreskrevet, tjeneste ved Artilleriet og Kavalleriet (Husarregimentet) og kom endelig i slutningen af 1838 til tjeneste ved Generalstaben. De tre påfølgende somre anvendtes Læssøe ved opmålingsarbejder henholdsvis i Vendsyssel og på Falster, og om vinteren tog han med meget iver og interesse del i de overvejelser, der førte til planen for atlasset over Danmark. Blandt andet forfægtede han tilligemed flere af stabens yngre officerer den tanke, at detailmålingen med fordel måtte kunne udføres af guider under ledelse af officerer, og førte om sommeren praktisk bevis for denne påstand.

Det var imidlertid ikke blot på det topografiske område, at reformerne stod på dagsordenen; straks efter sin tronbestigelse havde kong Christian VIII nedsat en stor militærkommission, og da det var tilladt udenforstående at indgive forslag til denne, vakte dette et stærkt røre i militære kredse. Læssøe deltog i udarbejdelsen af tvende til kommissionen indsendte forslag henholdsvis til Generalstabens og til Infanteriets ordning. Ved samme tid fremkom i dagspressen forskellige artikler om militære forhold, der, undertiden med rette, men oftere med urette, tillagdes Læssøe, hvad der, da artiklerne blev meget unådigt optaget på allerhøjeste sted, pådrog ham nogle advarsler, men på den anden side bidrog til, at der i foråret 1842 tilstodes ham permission til en længere udenlandsrejse samt 1.000 Rdl. i understøttelse dertil. ”Og når man vil straffe mit formentlige bladskriveri med store rejsepenge, så kan man endda finde sig deri«, skriver han selv. Han blev borte i halvandet år og besøgte Tyskland, Schweiz, Frankrig og Italien. Han førte en meget omhyggelig dagbog, som røber hans mere end almindelige sans for kunst og natur, men som tillige viser, med hvilken ihærdighed han benyttede enhver lejlighed til at udvide sine militære kundskaber og til at samle oplysninger, der kunne være til nytte herhjemme. Som officer af Generalstaben var det navnlig de til denne henlagte tjenestegrene, herunder forplejningsvæsenet, det var pålagt ham at studere, og hans indsendte rapporter indeholder da også værdifulde fremstillinger af fremmede hæres ordning på disse områder. Tillige overværede han flere større troppesamlinger, således ved Berlin og ved Lüneburg.

Under sin rejse var han blevet kaptajn af 2. klasse i Generalstaben (den 1. juli 1842), og kort efter hjemkomsten blev han kaptajn af 1. klasse (den 26. november 1843). Han kastede sig nu atter med iver over de topografiske arbejder; i 1844 var han på opmåling på Lolland-Falster, i 1845 i Stevns og på Møn, i I846 og 1847 i Jylland, hvor Generalstaben for at vise nytten af de nyere metoder havde overtaget de målinger, der var nødvendige for kanaliseringen af Gudenå og for engvandingsanlæggene i Skjern Ås vanddistrikt; i 1847 målte han desuden en del af Københavns omegn. Under disse kampagner arbejdede både han og hans guider meget forceret, men uden at det derfor gik ud over arbejdets godhed; tværtimod opnåede han i forhold til de midler, han havde til rådighed, en høj grad af nøjagtighed. Det fortjener endnu at nævnes, at Læssøe under opmålingerne på Falster ledede åbningen af nogle gravhøje og indsendte beretning derom til den kongelige kommission for de antikvariske mindesmærkers bevaring, hvorfor kommissionen tilstillede ham en motiveret takskrivelse. Hvert efterår måtte han være til stede ved manøvrerne ved København, hvor han flere gange fungerede som overkrokør.

I efteråret 1844 blev han ansat som lærer i militærgeografi ved den kongelige militære højskole, men allerede næste forår afskediget, da man, rigtig nok aldeles ubegrundet, troede, at han stod i forbindelse med en demonstration, som en del af eleverne havde sat i scene mod en ældre lærer, og som førte til, at denne måtte trække sig tilbage. De afbrudte forelæsninger sluttede Læssøe efter anmodning fra eleverne den følgende vinter i et privat kursus.

I vinteren 1846-47 lå han hæftigt angrebet af tyfus, og for at genvinde sit helbred foretog han om efteråret, efter at opmålingerne var endte, atter en rejse til Italien, denne gang dog kun på to måneder. Mellem Ferrara og Bologna blev han overfaldet af røvere, men slap med at miste ca. 100 rdl. – et Offer, som eventyret efter hans egen udtalelse nok var værd. Efter at have tilbragt nogle fornøjelige uger i Rom sammen med nogle af vore første kunstnere, Marstrand, Jerichau m.fl. vendte han tilbage over Paris. Kort efter hans hjemkomst døde kong Christian VIII, og de bevægede tider, som man nu åbenbart gik i møde, gav Læssøe som alle andre nok at tænke på. Den 20. marts 1848 udnævntes han til medlem af den permanente defensionskommission for hele riget, men få dage senere fik han ordre til at afgå til hæren som stabschef ved Overkommandoen.

I denne stilling arbejdede Læssøe med rastløs iver, streng i sine fordringer til sig selv som til stabens andre officerer, der villigt bøjede sig for ham til trods for, at mange af dem var hans næsten jævnaldrende omgangsvenner. Der var ingen tid at spilde med diskussioner, da Ala, hvad der angik felthærens højere administration, så at sige måtte bygges på bar grund. Det er næppe heller for meget sagt, at Læssøe havde, ganske vist ikke den afgørende bestemmelse, men dog en meget væsenlig indflydelse på den taktiske ledelse af felttoget 1848, såvel som på den strategiske, for så vidt ikke her Krigsministeriet af politiske hensyn greb ind i Overkommandoens planer. Til general Hedemann, ligesom siden til general Krogh, stod han i det bedste forhold, og blandt de egenskaber, der udmærkede ham som stabschef, er nævnt, at han på en ingenlunde ubehagelig måde kunne være fuldkomment indtrængende med sine forestillinger, når han anså deres antagelse for vigtig, og at han, ligesom over for generalen personlig, således heller ikke over for omverdenen glemte de hensyn, han skyldte sin chef, selv hvor denne i virkeligheden havde overladt ham at træffe bestemmelse. Sin personlige tapperhed og koldblodighed viste Læssøe i kampene ved Bov og Slesvig, under panikken i Flensborg samt senere under fægtningerne ved Dybbøl og Nybøl. I en indstilling, som general Hedemann nogle dage før sin afgang fra Overkommandoen indsendte til Krigsministeriet, omtaler han Læssøi med følgende ord: ”Det rigtige overblik og den rolige uforsagthed, hvormed han under de stedfundne fægtninger på rette tid og sted har ledet tropperne i ilden, har væsenligt bidraget til fægtningernes heldige udfald og fortjener vistnok en anerkendelse ud over det almindelige”.

Den 29. maj 1848 blev han major à la suite i Generalstaben, den 8. august oberstløjtnant, og den 13. september modtog han Dannebrogsordenens Ridderkors. I midten af juli forelagdes den i Malmø vedtagne våbenstilstandskonvention de tvende hæres overgeneraler til nærmere fastsættelse af de militære betingelser, og ved de i den anledning førte forhandlinger optrådte Læssøe som delegeret fra dansk side.

Da general Hedemann den 25. juli afgav overkommandoen til general Krogh, forblev Læssøe i stillingen som stabschef, ligesom han i samme egenskab fulgte med general Krogh, da denne ved felthærens opløsning i oktober 1848 udnævntes til kommanderende general i Nørrejylland, og fremdeles da generalen i marts 1849 atter fik overkommandoen over den aktive armé. I november 1898 havde imidlertid general Hansen overtaget Krigsministeriet, og det misforhold, som fra tidligere tid havde bestået mellem ham og Læssøe, og som yderligere var vokset under daværende oberst Hansens mission til Als i maj 1848, blev efterhånden så stærkt, at Læssøe indså, at han ikke ville kunne forblive i sin stilling. Han holdt dog ud foreløbigt, men kun for i begyndelsen af 1849 at se Overkommandoens planer krydsede og dens virksomhed lammet ved indgriben fra Krigsministeriet. Endelig blev han tilligemed general Krogh den 15. april fjernet fra 0verkommandoen og ansat som stabschef ved Generalkommandoen på Fyn.

På foranledning af den nye øverstkommanderende, general Bülow, blev han dog kort efter stillet til rådighed for armékorpset. I general Ryes stab deltog han i slaget ved Kolding, og da her kommandøren for 12. lette Bataljion, major Harbou, blev såret, fik Læssøe samme dag kommandoen over bataljonen, som han førte under tilbagetoget gennem Jylland. Under dette rådførte Rye sig jævnligt med Læssøe og tildelte stadigt bataljonen vigtige Hverv; den 7. og 8. maj kæmpede den ved Vejle. Da resten af Ryes korps indskibedes ved Helgenæs, blev 12. lette Bataljon og 1. Jægerkorps tilbage tilligemed Kavalleriet under generalmajor Flindts kommando. Først efter slaget ved Fredericia og den derpå følgende våbenstilstand dirigeredes bataljonen mod syd og gik over Fyn til Als, hvor den forblev til i juli 1850.

I stillingen som bataljonskommandør indlagde Læssøe sig meget fortjeneste og høstede også mange erfaringer. Da han overtog kommandoen, havde han ikke siden han var ung løjtnant, gjort tjeneste i geleddet; han følte derfor selv, at der manglede ham noget, men med så meget større iver og interesse gik han til bunds i alle tjenestens detaljer, hvad der vel undertiden generede hans officerer noget, men uden at det i mindste måde gjorde skår i deres agtelse og hengivenhed for ham. Også mandskabet, der i begyndelsen fandt ham vel streng, lærte hurtigt at skatte hans udmærkede egenskaber, blandt andet hans utrættelige omsorg for sine undergivnes vel.

Da felthæren i juli 1850 påny blev formeret, blev 12. lette Bataljon tildelt 2. Brigade. Den 16.-18. juli førte Læssøe 2. Divisions avantgarde; den 21. førte han det over Havetofte fremsendte rekognosceringskommando. Den 25. juli førte han atter 2. Divisions avantgarde. Han rykkede gennem Øvre Stolk og stødte på fjenden tæt sydvest for byen. En øjeblikkelig tøven af det forreste kompagni bragtes af Læssøe personlig snart til at høre op, og han rykkede nu rask frem mod passet mellem søerne, der af insurgenterne var besat med et jægerkorps i Grydeskov og et 6-punds halvbatteri syd for Isted Sø. Ved en heldig valgt opstilling af de ham medgivne to kanoner fordrev Læssøe fjendens artilleri; han gav nu sin bataljon ordre til at storme skoven, fulgt af 2. Reservebataljon, der imidlertid var kommet til, og for at få et overblik red han selv op på en høj tæt foran skoven, fulgt af sin adjudant, premierløjtnant Aarøe; han sendte denne afsted med en ordre til 2. Reservebataljon, men straks efter blev han ramt af en kugle i brystet, segnede af hesten og da bataljonens overlæge samt nogle officerer nogle øjeblikke senere kom til stede, drog Læssøe sit sidste suk uden smerte og uden at have forandret en mine. Klokken var da omtrent 6 om morgenen; passet var allerede taget, og kort efter var vore tropper ligeledes herrer over skoven.

Læssøes lig blev ført til Flensborg og dér den 28. juli jordet i den store krigergrav; hans billede var en af de fire medaljoner, som prydede fodstykket til den over graven rejste løve. Der er vel ingen af de faldne i alle tre krigsår, med hvem større forhåbninger er lagt i graven end med Læssøe. Mange så i ham, der faldt uden engang at have ført en brigade, vor første strategiske og taktiske kapacitet – den mand, der var bedst egnet til at stå i spidsen for hæren. Den ulykkelige uoverensstemmelse med krigsminister Hansen var skyld i, at han i den sidste del af krigen ikke kom til at beklæde stabschefsposten, således som det var det almindelige ønske i hæren og udenfor denne. Hans stolte og energiske karakter, hans klare forstand, hans varme følelse for alt ædelt og godt og hans store personlige elskværdighed – hvilket alt fandt udtryk i hans smukke, mandige ydre – havde skaffet ham sympati og højagtelse i vide kredse. I en snævrere kreds var han en trofast og hengiven ven, en kærlig og opofrende broder og søn. ”Hils min moder”, er de sidste ord, der tillægges ham.

Mindestenen over oberst Læssøe blev rejst i år 1900

Stenen står på en lille høj umiddelbart øst for Isted-søen,

ca. 175 syd for ejendommen Osterfeld 1. - Ældre postkort.

Mindestenen over oberst Læssøe blev rejst i 1907.

Stenen står på en kunstig høj ved Haderslevvej 

lige over for Læssøegade. 

Oberst ved 12. lette Infanteribataljon Werner Hans Frederik Abrahamson Læssøe (søn af havnekontrollør Niels Frederik L. og Margrethe Juliane Signe Abrahamson), født 23. september 1811 i København (Frue), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli 1850 på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1495-1503. (Gengivet her)

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 172.

J.P. Købke: Oberst Frederik Læssøe. Militært tidsskrift 1895. 

Otto Vaupell: Læssøes Levned og Aktstykker til Krigen 1848-1850. Kbh., 1895. 127 sider

Poul Andræ: Werner Hans Frederik Abrahamson Læssøe. Bidrag til Charakteristik paa Grundlag af Breve mellem ham og Andræ fra 1840 til Læssøes Fald i Slaget ved Isted. Kbh., 1912. 142 sider.

N.P. Jensen: Oberst Frederik Læssøe 1811-1850. En Levnedsskildring bygget paa Breve og officielle Aktstykker. Kbh., 1912. 188 sider.

Dansk biografisk Leksikon

Danske krigergrave og mindesmærker 

Oberst Johan Christian Mathias Trepka (1809-1850)

stammede fra en oprindeligt polsk familie, af hvilken Simon Trepka 1758 trådte i dansk tjeneste og steg til major. Hans søn var Christian Frederik Trepka, der efter i lang tid at have tjent i Generalstaben blev militærbefuldmægtiget ved Forbundsdagen i Frankfurt og døde som generalløjtnant og kammerherre. Dennes ældste søn i hans 2. ægteskab med Mathiane, født Bugge, var den mand, vi her skulle omtale. Født i København den 28. december 1809 optoges han, kun 8 år gammel, i Landkadetkorpset, hvorfra han afgik den 1. januar 1826 med sekondløjtnants anciennitet fra 21. december 1823. Han blev ansat ved Sjællandske Jægerkorps og udviklede sig i dette flinke og ansete korps snart til en dygtig, praktisk officer. Vinteren 1829-30 tilbragte han med allerhøjeste tilladelse hos forældrene i Frankfurt, hvor den unge officer udvidede såvel sine sprogkundskaber som sit kendskab til fremmede hæres og staters forhold.

Da han ønskede at indtræde i Generalstaben ligesom faderen, indtrådte han dernæst ved oprettelsen af den kongelige militære højskole som elev i dennes yngste afdeling og to år senere i Generalstabsafdelingen, fra hvilken han efter den 13. november 1833 at være forfremmet til premierløjtnant afgik 1834. Han ansattes nu som adjoint ved Generalkvartermesterstaben, gjorde den befalede 2-års tjeneste ved Kavaleriet og Artilleriet og var derpå i 1½ år beskæftiget med topografiske arbejder i Rendsborgs omegn. I efteråret 1837 rejste han med kongelig understøttelse til Paris, hvor han hørte forelæsninger ved Generalstabsskolen og deltog i dennes praktiske øvelser. I somrene 1838 og 1839 foretog han taktiske rekognosceringer af veje og vandløb i Nørrejylland og indgav samme år en større afhandling om en nøjere forbindelse mellem statens originale målinger og dens militære rekognosceringer. I december 1839 blev han sendt som kurer til Forbundsdagen og forskellige tyske hoffer for at anmelde Frederik VI’s død og Christian VIII’s tronbestigelse. Den 1. december s.å. var han blevet udnævnt til divisionskvartermester à la suite, den 31. s.m. til kaptajn af Generalstaben, og den 1. februar 1840 fik han titel af kammerjunker. 1841 afsendtes han til Hannover i anledning af en revision af overenskomsten angående det 10. Forbundsarmékorps. Da Generalstaben i april 1842 deltes i en topographisk og en taktisk sektion, ansattes Trepka ved den sidstnævnte. Samme sommer foretog han en rekognosceringsrejse i Nordre Ditmarsken, den påfølgende gjorde han midlertidig tjeneste ved den topografiske sektion, men kom om efteråret til at fungere som generalstabsofficer ved den til det 10. Forbundsarmékorps hørende holsten-lauenborgske brigade, der blev sammendraget ved Rendsborg og senere afgik til korpsmanøvrer ved Lüneburg. 

I 1844 rekognoscerede han færgeforholdene over vore sunde og bælter. I september 1845 var han kommanderet til at overvære den preussiske hærs troppesamlinger ved Stettin og Berlin. Den tid, han i disse år ikke var udkommanderet, var han foruden med bearbejdelsen af det ved rekognosceringerne m.v. indhentede Materiale væsenligt beskæftiget med statistiske arbejder o.lign.; af sådanne foreligger en oversigt over landets forsyning med heste i Statistisk Tabelværk, 5. hæfte (1842). Fremdeles kan nævnes en i 1844 udarbejdet, udførlig fremstilling af forskellige landes telegrafvæsen med forslag til en ordning herhjemme. Den 31. august 1846 udtrådte han af Generalstaben og kom til Fredericia som major ved 13. Linjebataljon.

I begyndelsen af krigen 1848 var Trepka en kort tid attacheret hovedkvarteret og deltog i kampene ved Bov og Slesvig. Her blev 13. Linjebataljons kommandør, oberstløjtnant Krabbe, såret, og Trepka blev nu beordret tilbage til bataljonen for at overtage kommandoen over den, som han beholdt til sin død. Således førte han den, foruden i et par mindre affærer, den 25. maj og den 1. juni, hvor både bataljonen og dens kommandør indlagde sig megen ære. Den 17. juli blev han udnævnt til oberstløjtnant og den 13. september benådet med Dannebrogsordenens Ridderkors.

I 1849 indlemmedes 13. Linjebataljon i 2. Brigade, der hørte til besætningen på Als, og kom ikke til at tage nogen væsenlig del i kampen. Den 25. maj 1850 fik Trepka obersts karakter. Den 16. juli 1850 rykkede bataljonen, der atter hørte til 2. Brigade, over til Slesvig og anvendtes den 24. juli til en flankebevægelse for at understøtte 1. Divisions angreb på Helligbæk; øst for Elmskov kom det til et mindre engagement. Den 25. juli faldt Trepka under det tilbagetog, bataljonen måtte foretage gennem Ovre Stolk for den der pludseligt opdukkende, overlegne fjende. Idet han sprang op på et gærde i nordkanten af byen, blev han truffet i brystet af en kugle, der øjeblikkeligt gjorde ende på hans liv; men skønt ledelsen herved gik tabt, gjorde bataljonen sin faldne fører ære ved i længere tid tappert at holde fast ved enkelte dele af byen.

Hæren og fædrelandet mistede i oberst Trepka en højt begavet cg kundskabsrig officer, som i farens stund havde vist, at han besad både åndsnærværelse og handlekraft, og til hvem derfor hans foresatte så hen med ubetinget tillid, ligesom hans undergivne hang ved ham med beundring for hans ridderlige mod og med taknemmelighed for hans faderlige omsorg for deres vel. En omstændighed, der bevirkede, at hans mange fortræffelige egenskaber ikke altid kom fuldt til deres ret, var, at han i længere tid havde lidt meget af tungsind, der i de sidste år yderligere var næret ved hans hustrus sygdom og tidlige bortgang. Den 2. juni 1841 havde han ægtet Ida Louise Mathilde Falbe, datter af kammerherre Chr. T. Falbe, men allerede 1849 blev hun på en rejse, som hun efter lægernes råd foretog til Vestindien, bortkaldt fra manden og tre børn. Af disse blev en søn, Christian Trepka, som sekondløjtnant ved 1. Regiment dødeligt såret ved indtagelsen af Als den 29. juni 1864.

Oberst ved 13. Linjeinfanteribataljon Johan Christian Mathias Trepka (søn af generalløjtnant Christian Frederik T. og Mathiane Bugge), født 27. december 1809 i København (Garnisons), faldet 25. juli 1850 ved Over Stolk, begravet 28. juli på Skt. Mariæ kirkegård i Flensburg. Gift 21. juli 1841 i København (Holmens) med Ida Louise Mathilde Falbe (datter af generalkonsul, senere museumsdirektør Christian Tuxen F. og Clara Andrea Johanne Ipsen), født 30. juni 1822 i Tunis, Algeriet (døbt 27. oktober s.å. i Garnisons kirke i København), død 27. november 1849 på rejsen til Vestindien. – Han efterlod sig to døtre og en søn i alderen 2-8 år. Sønnen Christian faldt i krigen 1864.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1491-1495. (Gengivet her).

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 37-39.

Dansk biografisk Leksikon

Oberst Georg Henrik Lasson (1814-1864)

fødtes den 7. januar 1814 i Randers og var søn af generalmajor Ivar Christian Lasson, chef for det under kong Frederik 6. i Horsens garnisonerende Slesvigske Kyrasserregiment, og hustru Anna Seehusen, datter af kammerråd Seehusen til Øllingesøgård.

Elleve år gammel kom han på Landkadetakademiet den 1. januar 1825 og gik herfra til Oldenborgske Infanteriregiment, nuværende 15. Bataljon i Rendsborg, den 1. januar 1830 som sekondløjtnant med anciennitet af 21. december 1828.

Her tilbragte han sine løjtnantsår for hans militære løbebane var følgende: Oldenborgske Infanteriregiment 1830-42, 4. Infanteribrigade 1842-45, premierløjtnant den 26. maj 1834 og kaptajn den 30. september 1841, 7. Linjeinfanteribataljon 1845-48, Livgarden 1848-54, chef for 14. Linjeinfanteribataljon 1854-61, chef for Livgarden 1861-64, major den 5. september 1852, oberstløjtnant den 16. juli 1857 og oberst den 22. december 1863.

Han var i sin fremtræden mandig, måske noget bydende, men man var snart klar over, at han var en hædersmand, og hans lyse, smukke personlighed vandt da let sympati hos alle, der kom i berøring med ham. Han ansås blandt de yngre officerer i sine løjtnantsdage, som en mand, der i enhver henseende gjorde sin stand, sin garnison og sit land ære og således var han anset hele sit liv igennem. Han var en fin og fornem personlighed, hvis fremtræden udmærkede sig ved en medfødt elegance. Han så mørkt på livet og led af humørsyge. Som chef for Livgarden opretholdt han en fortrinlig mandstugt og uddannede officerskorpset med dygtighed men tillige med strenghed. Han bragte øvelserne på et højere trin end tilfældet tidligere havde været.

I den første slesvigske krig stod han ved Livgarden og deltog med hæder i krigen og fik for sit forhold den 13. september 1848 Ridderkorset. Sølvkorset fik han den 23. april 1858.

I den sidste krig overtog han midlertidig fra den 18. december 1863 til sin død kommandoen over 1. Infanteribrigade. Som brigadekommandør deltog han i kampen den 28. marts 1864, da preusserne angreb vore forposter på Dybbølstillingens venstre fløj, hvilken kamp står lys i vor erindring ved afvisningen af det fjendtlige stormangreb, endvidere i kampen den 18. april med de overvældende mørke minder. Begge gange stod han med sin brigade på venstre fløj i forreste linje. Her gik han også den 18. april i døden med fjorten af sine officerer, mens hans i og udenfor skanserne fordelte afdelinger søndersplittedes af fjendens overmagt.

Hans lig fandtes af fjenden, plyndret for garderuniformens sølvbroderier og sendtes til Als, hvorfra det overførtes til København og jordedes den 27. april på Garnisons Kirkegård.

Den 13. april 1855 ægtede Lasson Marie Zeuthen, datter af højesteretsassessor, etatsråd Vilhelm Zeuthen til Tølløse. 1863 ophøjedes Lasson i adelsstanden. Hans hustru og to døtre overlevede ham.

Mindestenen over oberst Lasson blev rejst af familien i Genforeningsåret 1920.

Stenen står ved en markvej ca. 350 meter sydøst for Dybbøl Mølle.

Oberst ved 1. Infanteribrigade Georg Henrik Lasson (søn af generalmajor Ivar Christian L. og Anna Seehusen), født 7. januar 1814 i Randers, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Garnisons Kirkegård i København. Gift 13. april 1855 i København (Garnisons) med Marie Zeuthen (datter af højesteretsassessor Wilhelm Peter Z. og Bolette Marie Dorothea Bartholin), født 26. oktober 1826 i København (Garnisons), død 26. februar 1881 i København (Garnisons). – Han efterlod to døtre på 6 og 8 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 128-129.

Danske krigergrave og mindesmærker

Oberst Laurits Rasmus Svitzer Schow (1791-1850)

Schow blev frikorporal og kom derfra til Landkadetakademiet, hvor han gennemførte sin officersuddannelse og blev sekondløjtnant ved 1. jyske Infanteriregiment i 1811, premierløjtnant 1818 og kaptajn 1829. Det følgende år blev han kaptajnvagtmester ved Københavns Fæstning og pladsmajor i 1842. I det første krigsår blev han udnævnt til oberstløjtnant den 17. juli 1848 og blev 1. marts 1849 kommandør for 2. Reservebataljon. Samme år fik han obersts karakter. Han døde af et apoplektisk anfald på Augustenborg den 23. juli 1850, få dage før det afgørende slag ved Isted.

Oberst ved 2. Reservebataljon Laurits Rasmus Svitzer Schow (søn af sognepræst Peter Neergaard S. og Nicoline Jacobine Josine Svitzer), født 29. december 1791 i Ørslev sogn (Vester Flakkebjerg herred), Sorø amt, død 23. juli 1850 på Augustenborg lazaret, begravet 29. juli på Augustenborg kirkegård. Gift 24. november 1815 i Aarhus (Domsogn) med Marie Kirstine Holbech (datter af købmand Rasmus H. og Anne Johanne Samsøe), døbt 9. november 1791 i Aarhus (Domsogn), død 23. februar 1862 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to sønner og en datter i alderen 26-34 år.

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker

Oberst Johan Hieronymus Kirchhoff (1797-1850)

Johan Hieronymus Kirchhoff er født i København den 9. september 1797. Hans forældre var generalløjtnant Kirchhoff, førstedeputeret i Generalkommissariatskollegiet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, og Eleonore Christine Kirchhoff, født Humble. Bestemt til militærstanden indtrådte han i sit 13. år som frikorporal i det daværende Sjællandske Rytterregiment, men da forandringen med frikorporalerne skete og disse overgik til landkadetterne, blev Kirchhoff kongelig landkadet indtil sidst i 1813, da han underkastede sig den befalede officerseksamen og ansattes som sekondløjtnant ved Den kongelige Livgarde til fods den 24. december samme år. I året 1817 udnævntes Kirchhoff til kammerjunker, den 6. november 1824 til premierløjtnant og 1825 til adjudant i ovennævnte garde. Den 1. november 1828 benådedes han med af kong Frederik VI med Ridderkorset af Dannebrog. Den 24. september 1831 udnævntes han til kaptajn og den 8. november 1847 til major.

I året 1830 indtrådte Kirchhoff i ægteskab med jomfru Christiane Edle Simonsen.

I felttoget 1848 bivånede Kirchhoff slaget ved Slesvig den 23. april, hvor Garden henhørte til reserven på Gottorp – bestående af førstnævnte, 13. Bataljon og to eskadroner – under kommando af oberst Juel af Infanteriet. Men med undtagelse af 13. Bataljon, der sendtes avantgarden til undsætning, tog reserven ingen synderlig del i dette blodige slag. Hen imod aften forlod Garden Gottorp Slot, hvor kun en ubetydelig fægtning havde fundet sted. Fjenden vovede ikke at trænge frem på dæmningerne, endskønt de af vores ingeniører udlagte fladderminer ikke havde spillet, fordi krudtet var blevet fugtigt. En kanondeling som først havde været ved avantgarden og derefter var trukket ind i Gottorp, havde chargeret imod Friederichsberg; espingolerne – der bestod af 16 pjecer og var placeret på Gottorp under oberst Juels kommando – havde kun haft lejlighed til at afskyde ét rør. Et fjendtligt batteri af insurgenterne på seks pjecer havde beskudt slottet fra højden ved Pulvermühle, men uden virkning. Kuglerne prellede af mod slottets gamle mure og rullede hen ad brostenene. Garden sluttede sig til venstre fløj af de øvrige tropper i stillingen ved Taterkrug. Den 31. maj 1848 udnævntes major Kirchhoff til midlertidig kommandør for Livgarden til fods.

I slaget ved Dybbøl den 5. juni erhvervede Garden sig sine første laurbær. Det var efter at fjendens fremstormen var blevet standset ved batterierne på Dybbølbjerg, og hans kolonner så sig nødsaget til at søge dækning i terrænet, at den kommanderende general fandt sig beføjet til at gå angrebsvis til værks. 6. og 8. Bataljon der først rykkede mod nord og øst, kastedes tilbage. Nu gik Garden fra venstre fløj rask frem over det første hegn og 1. Brigade under general Bülow gjorde ligeledes en fremrykning på begge sider af Aabenraa-vejen. Synet af de høje karle med bjørneskindshuerne slog fjenden med skræk. ”Es kommen die Schweden, sie geben keine Pardon!”, skreg preusserne og kastedes nu fra hegn til hegn lige så hurtigt, som de var kommet. Dagen var afgjort, fjenden ved på hele linjen, og forfølgelsen standsedes først ved det frembrydende mørke. Den 13. september 1848 benådedes Kirchhoff med Dannebrogsmændenes Hæderstegn, og den 7. december samme år udnævntes han til oberstløjtnant. I felttoget 1849 henlå Garden på Als.

Vi kommer nu til det tredje og forhåbentlig sidste felttog i den slesvigske krig, der åbnedes med det blodige slag ved Isted den 25. juli 1850. Som man har set af general Kroghs og oberst Irmingers biografier, var det Garden, 4. Forstærkningsbataljon og to kompagnier af 1. Reservejægerkorps, der dannede teten af de fire bataljoner, hvormed Irminger sprængte det fjendtlige centrum, ligesom også Garden kækt forsvarede de tre fjendtlige kanoner, der ved denne lejlighed faldt i vore hænder, mod et fjendtligt kavaleriangreb.

Den 6. oktober 1850 fik Kirchhoff obersts karakter. Felttogets strabadser havde imidlertid nedbrudt Kirchhoffs helbred, så meget mere som hans tjenesteiver og nidkærhed ikke tillod ham at pålægge sig den mindste skånsel. Han afgik ved døden den 24. november 1850, beklaget og savnet af hans samtlige undergivne.

Oberst ved Livgarden til fods Johan Hieronymus Kirchhoff (søn af generalmajor Johan Hieronymus K. og Eleonore Christine Humble), døbt 9. september 1797 i København (Fødselsstiftelsen), død 24. november 1850 på Gottorp lazaret, begravet 10. december på Garnisons Kirkegård i København. Gift 4. september 1830 i København (Garnisons) med Christiane Elly Simonsen (datter af dugmager Johan S. og Christiane Bruun), født 18. august 1800 i København (Garnisons), død 20. december 1847 i København (Garnisons). - Han efterlod sig tre voksne børn i alderen 26-35 år. Den ældste fyldte 35 samme dag, som faderen døde.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 62-63.

Oberst Magnus Olaus Baadh Hveberg (1806-1864)

fødtes den 7. november 1806 i København og var søn af oberstløjtnant Mogens Hveberg (død 1812) fra Norge, der stod i stor gunst hos kong Frederik den Sjette, og hustru Øllegaard Baadh (død 1825). Hans kække fader hørte til de af vort fædrelands forsvarere, der vovede liv og blod i hin Danmarks trængselstid, da ligesom nu en overmodig fjende brød ind i vort land, bombarderede København og røvede vore skibe. Han udmærkede sig i 1801 og 1807.

Sønnen trådte i faderens fodspor. Fra sin tidligste barndom var han, ligesom broderen, bestemt for den militære løbebane. Den 1. januar 1821 blev han kadet, og den 1. januar 1825 afgik han fra Landkadetakademiet til 1. Livregiment, nuværende 1. Bataljon, som sekondløjtnant med anciennitet af 21. december 1823. Sin militære eksamen bestod han med udmærkelse og fik på akademiet æressablen af Frederik den Sjette. Han var altid nr. 1.

Hans militære løbebane var følgende: 1. Livregiment 1825-42, premierløjtnant den 27. oktober 1833, kaptajn den 30. september 1841, forstander for Underofficersskolen 1842-45, 2. Linjeinfanteribataljon 1845-50, 3. Jægerkorps 1850-51, 10. lette Bataljon 1851, chef for 3. Jægerkorps 1851-52, chef for 2. lette Bataljon 1852-54 og endelig chef for 8. Linjeinfanteribataljon 1854 til sin død. Major blev han den 28. maj 1852, oberstløjtnant den 12. december 1854 og oberst den 11. juni 1863.

I 1848 hørte Hveberg til de første, der mødte vore fjender, ligesom han også var blandt de første, der såredes, nemlig den 9. april ved Bov, idet en kugle gik igennem hånden og ind i underlivet. Hånden amputeredes. Næppe helbredt meldte han sig atter til tjeneste. I 1849 var han med ved Fredericia og i 1850 ved Isted og Mysunde. Det sidstnævnte sted blev hesten skudt under ham, da han midlertidig kommanderede 3. Jægerkorps. Hans ældre broder, Carl Frederik Ferdinand Hveberg, kaptajn og kompagnikommandør ved 2. Jægerkorps, faldt den 23. april 1848 ved Slesvig.

For sin hæderlige deltagelse i Kampene 1848 modtog Hveberg den 13. september 1848 Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Han var alt tidligere, nemlig den 22. september 1845, blevet Ridder af Dannebrog.

Ved ansættelsen 1854 som chef for 8. Bataljon, blev han tillige kommandant i Kiel, hvilken post han beklædte over 9 år, og i hvilken han erhvervede sig almindelig agtelse. Kort efter at være blevet oberst, kaldtes han atter til kampen for fædrelandet, og fra denne kamp skulle han ikke mere vende tilbage.

Efter tilbagetoget fra Dannevirke, ved hvilken lejlighed han reddede tre kanoner, fik han den 17. marts kl. 3 eftermiddag ordre til med 8. Regiment, som han var kommandør for, at rykke frem til understøttelse for 7. Regiment for at erobre Dybbøl by, som var tabt om formiddagen. Rolig og uforfærdet udførte han den givne ordre og ytrede undervejs til sin adjutant: ”Hvor vejret dog er smukt, og hvor skønt at finde døden på en dag som denne”. Efter to gange at have ført regimentet frem til storm, steg han, under en heftig kamp i landsbyens gader, af hesten, og opmuntrede sine folk med de ord: ”Fremad, kammerater, lad os dø som mænd for vore brødre og for vor ære”. Umiddelbart efter ramtes han, klokken cirka fem eftermiddag, af en kugle, der gik gennem brystets venstre side og ud gennem ryggen, så han døde allerede klokken syv.

Om Hveberg, der efterlod sig to søstre, der havde set begge deres brødre falde i kampen for fædrelandet, gælder, hvad stiftsprovst Paulli udtalte i sin smukke, over den faldne den 28. marts holdte, og senere udgivne sørgetale, at: ”selv gik han i spidsen for sine mænd, hvor faren var størst, og han havde kun en tanke, den, at føre dem til sejr!” Med soldatens mod og tapperhed, streng retskaffenhed og en samvittighedsfuld opfyldelse af sine pligter, forbandt han en varm medfølelse med andres nød.

Han var den sidste af sin stamme på fædrene side, og med ham uddøde hans navn i Danmark; men lige så uplettet, som han modtog sit navn i arv efter sin ædle fader, lige så uplettet er det bevaret af ham, og han mindes med agtelse af alle og med velsignelse af mange. Hans lig førtes til København og begravedes den 28. marts på Garnisons Kirkegård. 

Mindestenen over oberst Hveberg blev rejst i 1930.

Stenen står i skellet mellem ejendommen Dybbøl Bygade 17 og 19.

Oberst ved 8. Infanteriregiment Magnus Olaus Baadh Hveberg (søn af oberstløjtnant Mogens H. og Engelke Cathrine Marie Baadh), født 7. november 1806 i København (Garnisons), faldet 17. marts ved Dybbøl, begravet 28. marts på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 98-100

Danske krigergrave og mindesmærker

Oberst Theodor Christian Faaborg (1814-1864)

fødtes den 25. juni 1814 i Odense, hvor faderen, senere sognepræst for Dalum og Sanderum, provst Danqvart Faaborg, dengang var kateket. Moderen hed Louise Dorothea Sivertsen.

1832 blev han student fra Odense Katedralskole og 1833 tog han filosofikum. 1834 tog han adgangseksamen til den kongelige militære højskole og afgik herfra 1838 som sekondløjtnant i artilleriet med anciennitet af 23. september 1834. Samtidig med at han forrettede tjeneste ved sit våben, gennemgik han generalstabsafdelingen og bestod afgangseksamen 1840. Faaborg blev premierløjtnant den 26. december 1841 og kaptajn og adjoint i generalstaben den 5. maj 1845.

Da krigen 1848 brød ud blev han adjutant ved overkommandoen og deltog i kampene ved Bov og Slesvig, hvorefter han blev stabschef ved kavalleribrigaden. Meget mod sit ønske kommanderedes han i september samme år til Vestindien som stabschef hos oberst Kæsemodel, der med en troppestyrke sendtes derud i Anledning af negeremancipationen. I juni 1849 kom han tilbage til Danmark og ansattes først i general Ryes stab; senere blev han stabschef ved generalkommandoen på Als. I 1850 var han souschef ved 2. Armédivision og deltog i slaget ved Isted.

Efter krigen var Faaborg ansat i forskellige stabe dels som souschef dels som stabschef. Han blev major den 22. juli 1853 og foretog 1855 en tjenesterejse på et år til Tyskland, Frankrig og Italien. Ved sin hjemkomst 1856 blev han stabschef hos arveprins Ferdinand, der var kommanderende general på Sjælland, men den 5. april 1858 udtrådte han af generalstaben og ansattes, idet han den 27. marts samme år var blevet oberstløjtnant, som chef for 4. Linjeinfanteribataljon. I sin nye stilling vandt han meget anseelse og blev 1862 med sin bataljon forlagt til Eckernførde, hvor han optrådte energisk under ofte vanskelige forhold.

Ved mobiliseringen 1863 blev han kommandør for 4. Infanteriregiment og fik den 22. december samme år obersts karakter. Den 9. marts fik han kommandoen over 4. Infanteribrigade og deltog som dens chef i Dybbøls forsvar, særligt i fægtningen den 17. marts. Efter våbenhvilens afslutning besatte brigaden nordlandet på Als med 6. og Kær halvø med 4. Regiment. Imod det sidste punkt rettede preusserne den 29. juni om morgenen deres angreb, og det faldt således i Faaborgs lod at gøre de første forsøg på at afværge dette. Med stor energi og uforfærdethed kastede han sig mod fjenden. Først såredes han i låret, men vedblev dog til hest at føre kommandoen, så fik han et strejfskud i foden og til sidst et skud gennem brystet. Han faldt i fangenskab og udåndede den 1. juli på Øster Snogbæk lazaret. Den 9. juli begravedes han på Dalum Kirkegård og kammerater rejste ham der en mindesten.

Den 27. november 1849 havde han fået Ridderkorset og den 13. april 1858 Sølvkorset. Den 20. november 1847 havde han ægtet Johanne Ida Mathilde von Scholten, født Kristensen, datter af major og redaktør Christian Kristensen og enke efter postkontrolør F. von Scholten.

I oberst Faaborg, der var soldat med liv og sjæl, mistede hæren en af sine dygtigste og mest populære officerer. Dog var det ikke alene her, at efterretningen om hans død vakte sorg, men også i den talrige kreds af venner, han ved sit bevægede liv havde vundet udenfor hæren.

Uden at være ualmindelig begavet, var Faaborg en mand, der vidste, hvad han ville, en mand, der med sjælden udholdenhed forfulgte ethvert mål, han havde sat sig, og endelig en mand med en højt udviklet pligtfølelse, hvilken også på den sidste kampdag lod ham være i spidsen for den lille skare med de ord: ”Nu fremad, alle danske mænd, om vi så alle skulle falde!” Faaborg havde tillige den gode egenskab at kunne vise overbærenhed på rette sted lige over for de yngre.

Mindestenen over oberst Faaborg blev rejst i 1925'

Stenen står i vejsiden ca. 300 meter nord for ejendommen

Tombølgårdsvej 4 og ca. 1450 meter nord for Kær Bygade

Oberst ved 4. Infanteriregiment Theodor Christian Faaborg (søn af kateket, senere provst Dankvart F. og Dorothea Louise Sivertsen), født 25. juni 1814 i Odense (Knuds), såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 1. juli på Snogbæk lazaret, begravet 9. juli på Dalum kirkegård. Gift 20. november 1847 i København (Garnisons) med toldkontrollør Frederik Jost Gerhard von Scholtens enke Johanne Ida Mathilde Kristensen (datter af redaktør, major Kristen K. og Sophie Helene Achilla Beeken), født 22. maj 1808 i København (Garnisons), død 19. december 1895 i København (Helligånds). – Han efterlod en søn på 10 år, der døde i 1865 på Herlufsholm og blev begravet ved siden af faderen i Dalum. Enken blev begravet ved siden af sin første mand på Assistens kirkegård i København.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 57-58

Dansk biografisk leksikon

Danske krigergrave og mindesmærker

Oberst Andreas Bernstorff (1811-1864)

fødtes den 21. oktober 1811 på godset Grumhorst i Slesvig, som ejedes af faderen, tidligere dansk officer, kammerherre Andreas Hartvig Barthold Friederich Bernstorff, gift med Hedevig von Sperling, datter af gehejmeråd og amtmand i Slesvig von Sperling.

Femten år gammel kom Bernstorff den 3. juni 1827 på Artilleriinstituttet i København og blev stykjunker 1830; men da instituttet samme år hævedes, blev han den 28. maj 1830 ansat på Landkadetakademiet, hvorfra han afgik den 1. maj 1831 som sekondløjtnant af infanteriet med anciennitet af 19. december 1830 og ansattes ved Oldenborgske Infanteriregiment, nuværende 16. Bataljon. Hans militære løbebane var da følgende: Oldenborgske Infanteriregiment 1831-42, premierløjtnant den 11. marts 1836, 1. Linjeinfanteribataljon 1842-48, kaptajn den 27. maj 1848, adjutant ved 2. Infanteribrigade 1848, 2. Reservebataljon 1848-49, Ridder af Dannebrog den 13. september 1848, Forstanderffor Underofficerernes Uddannelsesskole 1849-51, Dannebrogsmand den 6. oktober 1851, 3. holstenske Kontingentbataljon 1851-52, her forblev han, da bataljonen gik over til at blive 17. Linjeinfanteribataljon og blev her til sin død. Han var en høj og statelig skikkelse, en frygtløs og streng mand, som alle så op til med ubetinget tillid.

Allerede i første krig erhvervede han sig ry for at være en dygtig og tapper officer, der var i høj grad agtet og elsket af alle undergivne, der så op til ham som et lysende forbillede. Han har ved sine moralske egenskaber skabt en skole i fodfolket, hvis virkninger sporedes længe efter hans død. Han deltog i kampen den 5. juni 1848 ved Dybbøl og 6. april 1849 ved Avnbøl. I 1850 var han stabschef ved 4. Infanteribrigade og udmærkede sig i kampen ved Helligbæk, Isted og Stenten Mølle. Efter fredsslutningen var han en kort tid stabschef ved 2. Reservebrigade, hvorefter han ansattes ved 3. Bataljon af det holstenske kontingent.

Under Dybbølstillingens forsvar 1864 indtog han en fremragende plads, såvel ved sin koldblodighed i kampen som ved den ufortrødenhed, hvormed han røgtede sin tjeneste. I tiden fra 29. marts til 18. april forrettede han tjeneste dels som chef for 5. Brigade, 29. marts til 1. april og 4. til 14. april under oberst Harbous sygdom, og dels som chef for 17. Regiment, og i dette tidsrum var han så at sige ikke af klæderne eller fik en nats uforstyrret ro. ”Som han havde levet, gik han i døden, opfyldt af tanken om at gøre sin pligt til det yderste”. Den 18. april stod hans regiment i løbegravene som nr. 3 af fire regimenter, regnet fra venstre fløj. Straks da angrebet begyndte, begav han sig til det sted, hvor faren var størst og ilede med sin adjutant til regimentets venstre fløj ved Skanse nr. 7, som han allerede fandt i fjendens hånd. Med to af sine derværende kompagnier søgte han forgæves at tilbageerobre skansen og blev straks såret i armen, men han ænsede det ikke og veg ikke, og hans høje, bydende skikkelse gjorde ham til et let mål på kort afstand for fjenden. Idet han vendte sig for at hidkalde endnu et kompagni til hjælp, blev han truffet dødeligt af en kugle, der trængte helt igennem hans underliv. Situationen var imidlertid sådan, at besætningen hurtigst måtte trækkes tilbage for ikke at blive taget til fange. Bernstorff ville ikke lade sig føre tilbage, men lod sig føre hen ved siden af en såret underofficer. Derpå sendte han sin adjutant til nærmeste bataljonschef med ordre til at rømme løbegravene og tage kommandoen over regimentet.

Selv blev han siddende og blev senere forbundet af en tysk læge og transporteret til lazarettet på Broager, hvor han døde dagen efter. Han fremhæves med udmærkelse i rapporten for sit forhold i kampen den 18. april. Hans lig førtes til København og jordedes den 27. april på Assistens Kirkegård.

Han havde i 1843 ægtet Anna Vilhelmine von Sperling, datter af oberstløjtnant, kammerherre Ditlev Magnus Adolph Ulrich von Sperling ved Husarregimentet.

Mindestenen over oberst Bernstorff blev rejst i 1937.

Stenen står i Skanse VII ca. 500 meter nord for museet.

Oberst ved 17. Infanteriregiment Andreas Bernstorff (søn af major, overlandssekretær, kammerherre Andreas Hartvig Barthold Friedrich B. og Hedevig Sophie Sperling), født 21. oktober 1811 på Grünhorst ved Sehestedt, Schleswig, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 19. april på Broager lazaret, begravet 27. april på Assistens Kirkegård i København. Gift 18. april 1843 i København (Garnisons) med Anna Wilhelmine Sperling (datter af oberstløjtnant, kammerherre Ditlef Adolph Magnus Ulrich S. og Jacobine Saabye), født 25. februar 1812 i København (Garnisons), død 27. januar 1885 på Sankt Hans Hospital, Roskilde (begr. i København). - Ægteskabet var barnløst.

Hans gravsted på Assistens Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 23-24.

[Nekrolog]. Dansk militairt Tidsskrift, 1865, s. 247-251.

Dansk biografisk leksikon