Sekondløjtnant Niels Sophus Møller-Holst (1840-1864)

fødtes den 29. juli 1840 i Erindløv og var søn af konsistorialråd, pastor Christen Møller-Holst (1798-1862) i Magleby ved Køge og hustru Elisa Maria Borch (1800-1866). Han besøgte først en tid skolen i Nykøbing på Sjælland, men blev senere taget ud af skolen og modtog nu til sin konfirmation undervisning i hjemmet.

Derefter gik han et år i skole i København og indtrådte så som lærling i jernstøberiet på Bandholm, hvor han blev i 3 1/2 år. Fra 1859 arbejdede han på forskellige jernstøberier, dels i København og dels i Frederiksværk, mens han samtidig tog privat undervisning i tegning, matematik og maskinlære samt i tysk og engelsk. 

Imens han arbejdede i Frederiksværk søgte han om at få uddannelse som reserveofficer. Han gennemgik nu reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra 10. december 1861 til den 14. august 1862 og udnævntes sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, hvorefter han den 18. oktober ved fordelingen af reserveofficererne blev ansat ved 11. Infanteribataljon (6. kompagni), ved hvilken afdeling han stod til sin død.

Han såredes den 6. februar i kampen ved Sankelmark, mens han dygtigt med sin deling understøttede 1. kompagnis kamp for at afslå en østrigsk kolonnes angreb på chausseen forbi Sankelmark Skov. Han såredes i brystet, og hans sidste ord vare ”Hils mine kammerater!” Han blev indlagt på lazaretet i Slesvig, hvor han døde den 28. marts og jordedes den 30. marts på Slesvig Kirkegård.

Hans ældre broder, Christian Møller-Holst, var i 1848 gået frivillig med og i 1849 bleven sekondløjtnant ved 1. Bataljon. Han såredes den 6. juli 1849 ved Fredericia af en kugle i knæet og bragtes til Odense, hvor benet blev amputeret. Her døde han den 21. juli samme år.

På Garnisonskirkegården i Schleswig står det såkaldte 

Österreicherkapelle fra 1867. I kapellet kan man på tre store 

marmortavler læse navnene på en række østrigske soldater,

men den ene af mindetavlerne hædrer også 35 faldne danske

Sekondløjtnant ved 11. Infanteriregiment Niels Sophus Møller-Holst (søn af sognepræst Christen Møller H. og Elise Marie Borch), født 29. juli 1840 i Errindlev sogn, Maribo amt, såret 6. februar 1864 ved Sankelmark, død 28. marts på Schleswig lazaret, begravet 30. marts på Garnisonskirkegården i
Schleswig. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 96-97.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Sekondløjtnant Peter Ferdinand Glud (1804-1849)

blev født i København den 4. april 1804. Faderen, der var typograf, døde, mens sønnen endnu var en lille dreng, og efterlod moderen i små kår, hvorfor hun var glad ved at få sønnen optaget i underofficerselevskolen. Herfra afgik han i 1820 og kom til tjeneste i Artilleriets staldetat. Senere gennemgik han den militære manege og var derefter i en række år en flink berider og meget søgt ridelærer. Han avancerede nu igennem de forskellige underklasser i Artilleriet og var ved krigens udbrud 1848 overfyrværker, dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. 

Da Artilleriet ved hærens mobilisering havde mangel på løjtnanter, blev han tilligemed flere kammerater straks udnævnt til sekondløjtnant, og som sådan rykkede han i felten med Batteriet Fuhrmann. I slaget ved Slesvig fik han lejlighed til særligt at udmærke sig, idet han med en deling af batteriet bestod en hårdnakket kamp mod det vest for Bustrup opkørte, meget overlegne, fjendtlige artilleri; endskønt han fik sine kanoner ilde tilredte og havde betydelig afgang blandt betjeningsmandskabet, opgav han dog ikke kampen, men vedblev at skyde med assistance af nogle infanterister, indtil han fik ordre til at trække sig tilbage. Sine døde begravede han på stedet; da han om aftenen fik en mild bebrejdelse af sin batterichef, fordi han ikke havde medtaget de dødes armatur, svarede han, at han syntes, det var rigtigst på højnordisk vis at jorde dem med sværdet ved siden. Batteriet Fuhrmann kom i 1848 ikke oftere i engagement med fjenden; i efteråret blev Glud kommanderet til København som lærer i en trænkonstabelskole, og hermed gik interen. I foråret 1849 rykkede han i felten med Batteriet Mossin; efter nogle yttringer, han lod falde ved afrejsen, havde han ligesom en Aanelse om, hvad der ville ramme ham, og da han nogle dage senere kørte op med batteriet på en mark i parkstillingen ved Middelfart, kastede hans kraftfulde, dengang i artilleriverdenen så velbekjendte hest Claus sig plat ned på jorden med ham, uden at han dog tog mindste skade; men han udbrød i det samme: ”Tænkte jeg det ikke nok, jeg kommer aldrig vel fra dette felttog”. Kort efter drog han med batteriet til Fredericia, hvor han indkvarteredes i Kastellet; den 6. juni om middagen, da han hvilede sig i sit kvarter, slog en 168 punds bombe ned igennem værelset og sprang nogle fod under gulvet, og under et kaos af sønderbrudte gulvbjælker, brædder og grus fandtes Glud med begge ben brudte foruden en mængde sår over hele legemet. Endnu samme dag overførtes han til Billeshave lazaret, hvor han udåndede den 17. juni.

Glud var ualmindelig kraftigt bygget, høj og bredskuldret, men noget korthalset og for en rytter temmelig korpulent. Som han var stærk af legeme, var han det også af karakter, og han besad en djærv og kraftig ånd. Han var meget afholdt af kammeraterne, og han var dem en pålidelig og fuldtro ven, der gav gode vink og råd.

Obelisken til minde om 74 danske krigere, der faldt i Treårskrigen 

og blev begravet på den gamle kirkegård i Østergade i Middelfart, 

blev rejst i 1866, men blev i 1933 flyttet til byens nye kirkegård 

på Kongebrovej, hvor de faldne fra 1864 var blevet begravet

Sekondløjtnant ved Artilleriet Peter Ferdinand Glud (søn af bogtrykkersvend Leonhard Ferdinand G. og Inger Thorkildsdatter), født 4. april 1804 i København (Frue), kvæstet 6. juni 1849 under Fredericias bombardement, død 17. juni på Billeshave lazaret, død 21. juli på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1149-1151

Løjtnant Glud. Vort Forsvar 1881, nr. 6.

Major Johan Anthon Frederik Hoffmann (1818-1864)

fødtes den 28. juni 1818 i Frederiksstad og var søn af en derværende borger, J.F.P. Hoffmann (1795-1839) og hustru Marie Elisabeth Mamen (1795-1872). Han blev kadet den 2. november 1832 og afgik fra Landkadetakademiet den 1. maj 1837 som sekondløjtnant ved Oldenborgske Infanteriregiment, nuværende 16. Bataljon, med anciennitet af 1. december 1836.

Hans militære løbebane var da følgende: Oldenborgske Infanteriregiment 1837-42, premierløjtnant den 1. juli 1842 ved 7. Linjeinfanteribataljon, derefter til 2. Infanteribataljon, à la suite 1846-48, 3. Reservebataljon 1848-49, 6. Linjeinfanteribataljon 1849, 5. Forstærkningsbataljon 1849-50, 3. Infanteribrigade og et til Sydslesvig detacheret korps 1850-51, adjutant ved kommandantskabet i Slesvig 1851-53, à la suite 1853-55, til disposition 1856, 5. Jægerkorps 1856-63 (22. Bataljon), 13. Infanteribataljon 1863, 4. Infanteribrigade 1863-64 og endelig 3. Armédivision 1864 til sin død. Kaptajn blev han den 26. april 1849 og major den 29. marts 1864.

Ved siden af sin militære uddannelse havde Hoffmann, der var en virksom natur og fortrinlig praktisk anlagt, fundet lejlighed til at sætte sig ind i landinspektørforretninger og forskellige forhold vedrørende jernbaneanlæg, og den 1. august 1846 gik han udenfor nummer og medvirkede, under den engelske overingeniør Radford, som sektionsingeniør ved anlægget af den første danske bane fra København til Roskilde. I forbindelse hermed skal anføres, at Hoffmann senere benyttedes af Indenrigsministeriet til at udsøge jernbanelinjer i Fyn og Jylland og var dets konsulent ved ekspropriationerne, ligesom han sammen med senere jernbanedirektør, etatsråd Holst, sendtes til England for at gøre sig bekendt med dampfærgerne.

Ved krigens udbrud 1848 trådte han igen i nummer og deltog nu i denne krig med meget hæder. I 1850, få dage efter slaget ved Isted, stilledes han til rådighed for det på hærens højre fløj under Schepelern opererende vestkorps og attacheredes oberst Helgesen, der den 7. august i spidsen for korpsets avantgarde fravristede fjenden Frederiksstad, og hans navn knyttedes under det påfølgende mindeværdige forsvar af denne hans fødeby fast til Helgesens, som dennes uforfærdede, dygtige og trofaste hjælper og rådgiver. For sin deltagelse i krigen blev han den 6. oktober 1850 Ridder af Dannebrog og den 25. november samme år Dannebrogsmand.

Efter krigen fulgte han Helgesen til Slesvig og fungerede som adjutant ved kommandantskabet dér. Han blev i denne stilling til 1853, da han i nogle år atter søgte udenfor nummer.

Ved sin ansættelse igen i hæren stod hans dels ved 22., dels ved 13. Bataljon, til han i december 1863 stilledes til rådighed for 4. Infanteribrigade i og omkring Frederiksstad, og da brigadens chef, generalmajor Wilster, den 9. februar 1864 overtog kommandoen over 3. Armédivision, fulgte Hoffmann denne som stabschef. Hans virksomhed i denne stilling blev dog brat afbrudt. Under forpostkampen den 8. marts ved Fredericia sprang en granat midt i den på landevejen, øst for Stovstrup, værende divisionsstab, og Hoffmann såredes så alvorligt, at døden påfulgte den 4. maj på Bogense lazaret, efter at en amputation af begge ben havde fundet sted.

Han var gift med Caroline Vilhelmine Flor, datter af bataljonskirurg Hans Flor og hustru Martha Elisabeth Joenstrup. Hans lig førtes til København og jordedes den 13. maj på Frederiksberg Kirkegård. Hustruen overlevede ham.

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også major Hoffmanns navn

Familien boede på Vesterbrogade 116

 

Major ved 4. Infanteribrigade Johan Anthon Frederik Hoffmann (søn af købmand Johan Peter Friedrich H. og Maria Elisabeth Mahmens), født 28. juni 1818 i Friedrichstadt, såret 8. marts 1864 ved Havreballegård, død 4. maj på Bogense lazaret, begravet 13. maj på Frederiksberg kirkegård. Gift med Caroline Wilhelmine Flor (datter af bataljonskirurg Hans F. og Marthe Elisabeth Johnstrup), født 21. februar 1822 i København (Frue), død 27. september 1894 på Frederiksberg. - Han efterlod to sønner og en datter i alderen 11-17 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 94-95.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)