Sekondløjtnant Theodor Henry Wiborg Pontoppidan (1827-1850)

var født den 9. februar 1827 i Christiansted på Sct. Croix, hvor hans fader, etatsråd Erik Nicolai Pontoppidan, død 1847 som toldinspektør i Odense, da var regeringsråd; moderen hed Henriette Nicoline Frederikke, født Coldevin. Theodor Pontoppidan ønskede først at blive officer og kom i huset hos daværende kaptajn Wörishoffer for at forberedes til Landkadetakademiet; senere opgav han dog dette og tog ud for at lære landvæsenet, men da krigen udbrød, vågnede hans gamle tilbøjelighed, og han meldte sig som frivillig ved 12. Linjebataljon, tids nok til at komme med i fægtningen ved Dybbøl den 5. juni. 

Den 10. juli blev han udnævnt til korporal og den 1. september 1848 til sekondløjtnant i krigsreserven samt forsat til 5. Linjebataljon, hvor han stod de to næste krigsår. I 1849 udmærkede han sig gentagne gange, ved Kolding og Fredericia, og blev den 19. august s.å. forsat til Infanteriets linje med anciennitet fra forsættelsens dato. Den 25. juli 1850 blev Pontoppidan under bataljonens kamp mellem Isted Sø og Langsø, da han i spidsen for sine folk gik over et gærde, ramt af en kugle i underlivet og døde straks. Hans lig faldt i fjendens hænder og blev dagen efter jordet på Friederichsberg Kirkegård i Slesvig. Bataljonen mistede i ham (ifølge rapporten) ”en meget håbefuld officer”, hans moder og søskende en kærlig søn og broder.

Sekondløjtnant ved 5. Linjeinfanteribataljon Theodor Henry Wiborg Pontoppidan (søn af regeringssekretær, senere toldinspektør Erik Nicolaj P. og Henriette Frederikke Nicoline Coldevin), født 9. februar 1827 i Christianssted, Skt. Croix, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 26. juli på Friedrichsberg kirkegård i Schleswig. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1569-1570.

Sekondløjtnant Sophus Harald Theodor Printzen (1827-1850)

var født den 19. juli 1827 i Odense, hvor hans fader, senere major og generalkrigskommissær Frantz Toxverdt Printzen, gift med Anna Christine Sophie, født Povelsen, dengang stod som ritmester ved Fynske Regiment lette Dragoner. Harald Printzen var oprindeligt bestemt til, ligesom en ældre broder, at gå den militære vej og forberedtes til Landkadetakademiet, men nåede ej at blive optaget. Han arbejdede derefter på kontoret hos faderen, der 1836 var blevet land- og søkrigskommissær for 3. jydske distrikt i Aalborg, indtil han ved krigens udbrud 1848 meldte sig som frivillig ved 11. Linjebataljon. 

Han deltog med hæder i slaget ved Slesvig samt i fægtningerne den 28. maj og den 5. juni, blev korporal og efter om vinteren at have gennemgået en kommandoskole sekondløjtnant i krigsreserven den 10. marts 1849. Den påfølgende sommer var han på vesterhavsøerne med det af major Kjerulff kommanderede detachement af 9. Linjebataljon. Om efteråret kom han til 13. Linjebataljon, med hvilken han var i ilden både den 24. og 25. juli 1850; sidstnævnte dag faldt han under tilbagegangen gennem Øvre Stolk. Han omtales som en tapper officer og en elskværdig kammerat.

Sekondløjtnant ved 13. Linjeinfanteribataljon Sophus Harald Theodor Printzen (søn af generalkrigskommissær Frantz Toxwerdt P. og Anna Christine Sophie Povelsen), født 19. juli 1827 i Odense (Hans), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1566.

Premierløjtnant Frantz Leonhard Popp (1818-1850)

søn af stempelpapirforvalter i Nationalbanken J.V.D. Popp, var født i København den 22. november 1818. 14 år gammel blev han landkadet, otte år senere sekondløjtnant ved Oldenborgske Infanteriregiment i Rendsborg med anciennitet fra 1. november 1839. Ved reorganisationen 1842 kom han til 3. Linjebataljon, hvor han, der den 27. maj 1848 blev premierløjtnant, stod i felttogene 1848 og 1849, sidstanførte år som adjudant, og gjorde så god fyldest, at bataljonen indstillede ham til dekoration. 

Det følgende år fik han kompagni ved 2. Forstærkningsbataljon. Den 25. juli ramtes han ved kampen om Isted by af et skud i hovedet. Han blev ført til lazarettet i Flensborg, hvor han undergik en operation (trepanering), og blev dernæst, da han ønskede at samles med sin familie, transporteret til København, men på vejen mistede han bevidstheden og døde uden at have fået den igen den 4. august på Garnisonshospitalet. Han ligger begravet på Københavns Garnisonskirkegård. Han efterlod enke, Lina, født Gottwaldt og to sønner. 

Popp skildres som en soldat af den gamle skole, noget stiv og tør, men rolig og bestemt under alle forhold.

Premierløjtnant ved 2. Forstærkningsbataljon Frantz Leonhard Popp (søn af stempelpapirforvalter Ivar Valentin Dresler P. og Anne Marie Kett), født 22. november 1818 i København (Frue), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 4. august på Garnisonshospitalet i København, begravet 7. august på Garnisons Kirkegård i København. Gift 1845 med Pauline Amalie Ludovica Gottwaldt (datter af sognepræst Carl Frederik G. og Pauline Amalie Elisabeth Holm), født 22. december 1824 i Næs, Buskerud fylke, Norge, død 14. oktober 1857 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to sønner på 2 og 3½ år.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1526-1527.

Generalmajor Peter Heinrich Claude du Plat (1809-1864)

fødtes den 28. september 1809 i København og var søn af oberstløjtnant Johan Henrik Christian du Plat og hustru Emilie Wilster. Den 1. februar 1818 ansattes han som volontærkadet ved Landkadetkorpset. I december 1823 bestod han officerseksamen med bedste karakter, tillagdes sekondløjtnants anciennitet fra den 21. december samme år og ansattes à la suite ved Kongens Regiment indtil han den 20. december 1825 sattes i nummer ved Kongens Regiment, nuværende 5. Bataljon, med sin anciennitet af 21. december 1823. Her stod han til 1847, da han blev forsat til Livgarden. Premierløjtnant var han blevet den 29. oktober 1829. Kun 30 år gammel, blev han den 28. juli 1839 kaptajn og Ridder af Dannebrog den 7. februar 1848. I 1846 ledsagede han prins Frederik af Glücksborg til Rusland. Her fik han tilladelse til at træde i russisk tjeneste, og han deltog 1847 i felttoget i Kaukasus, hvor han to gange blev såret. For sin deltagelse hædredes han med guldkården for tapperhed. 

I begyndelsen af 1848 kom han hjem fra Rusland og var først kompagnichef ved Livgarden, dernæst stabschef dels ved 2. og dels ved 4. Infanteribrigade og endelig adjutant ved Overkommandoen. Den 17. juli 1848 blev han major. Fra slutningen af 1848 og til 1851 stod han som kommandør for 2. Forstærkningsbataljon, blev dernæst 1851-60 chef for 3. Linjeinfanteribataljon, 1860-63 chef for 3. Infanteribrigade. Den 19. januar 1850 var han blevet oberstløjtnant og for sin deltagelse i den første slesvigske krig fik han den 6. oktober 1850 Sølvkorset. Endelig blev han den 12. marts 1856 oberst, den 28. december 1858 Kommandør af Dannebrog og den 16. marts 1860 generalmajor. I 1863 var han chef for 7. Infanteribrigade og den 8. december 1863 blev han chef for 2. Armédivision.

2. Forstærkningsbataljon førte han den 6. april 1849 i kampen ved Ullerup og den 24.-25. juli 1850 i slaget ved Isted. General Krogh viste sin tillid til du Plat ved at ansætte ham som pladskommandant i Slesvig efter den danske hærs indrykning 1850 og ved senere at give ham kommandoen over besætningen i Angeln. Ved sin på engang strenge og retfærdige optræden overfor civil som militær bidrog du Plat i høj grad til at opretholde disciplinen i alle forhold. 

I 1851 fik han kommandoen over 3. Linjeinfanteribataljon og rykkede 1852 med denne til Altona, hvor han blev kommandant.  Hans fornemme personlighed, sikre optræden og ridderlige karakter bidrog ikke lidt til at hævde de danske militæres stilling i Altona og den tilstødende store handelsby Hamborg. Hans humane optræden lige overfor de underordnede, hvem han ved enhver lejlighed hjalp med råd og dåd, og det, at han let kunne tilgive forseelser, begåede i ungdommelighed, mens han strengt påtalte, hvad der stred mod den takt og den optræden, der bør forlanges af officerer, gjorde ham afholdt af alle, der stod i tjenesteforhold til ham.

Da krigen udbrød 1864 besatte han med sin division højre fløj af Dannevirkestillingen. I krigsrådet den 4. februar udtalte han, at Dannevirkestillingens forsvar lå udenfor vor hærs evne. Efter tilbagegangen kom han med sin division til Als og de herværende to divisionsgeneraler skiftedes til at have kommandoen i Dybbølstillingen. Når du Plat havde kommandoen var han hver morgen i stillingen fra daggry til klokken 10-11, red om i stillingen, talte med de kommanderende og havde altid et opmuntrende ord til soldaterne. Den 17. og 28. marts var han til stede under fægtningerne.

I den sidste periode af Dybbøl-forsvaret inspicerede han stillingen hver aften efter afløsningen, som jo sjældent gik for sig uden mindre træfninger. Den 18. april kl. 10 formiddag, da angrebet skete, begav du Plat sig ud til tropperne og bidrog ved sin personlige nærværelse til at støtte dem. Mens han ved et gærde foran baraklejren iagttog preussernes fremrykning langs Vemmingbund mod vor venstre fløj og herfra søgte at bringe de i fronten vigende tropper til at holde stand, ramtes han af en kugle samtidig med majorerne Schau og Rosen. Han delte ikke Overkommandoens anskuelse om nødvendigheden af at fortsætte kampen ved Dybbøl, men som soldat lystrede han og faldt under opfyldelsen af sin pligt.

Han havde den 16. april opfordret general Gerlach, der var medtaget af sygdom, til at melde sig syg. I bekræftende fald ville så du Plat som ældste divisionsgeneral have ført hæren tilbage fra Dybbøl og påtaget sig ansvaret for at undgå fjendens storm på de til grushobe sønderskudte skanser og derved forhindre det uundgåelige nederlag. Hans lig optoges af fjenden og feltmarskal Wrangel hædrede det med en laurbærkrans. Hans lig begravedes den 28. april på Soderup Kirkegård.

Den 25. november 1848 ægtede han Elisabeth Cathrine von Scholten, datter af generalmajor og guvernør i Vestindien, Casimir Vilhelm von Scholten.

De danske forsvarsbrødre have ladet hans billede male og ophængt det i Nationalgalleriet på Frederiksborg Slot. I 1866 udtalte Wrangel ønsket om at måtte bidrage til et mindesmærke over denne helt. 

Mindestenen over generalmajor du Plat samt majorerne 

Schau og Rosen blev rejst i 1910.

Stenen står ud til landevejen, ca. 650 meter nordøst for 

Dybbøl Mølle.

Generalmajor Peter Heinrich Claude du Plat (søn af oberstløjtnant, kammerherre Johan Heinrich Christian du P. og Alette Marie Emilie Wilster), født 28. september 1809 i København (Garnisons), faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 28. april på Soderup kirkegård. Gift 25. november 1848 i København (Garnisons) med Elisabeth Catharine von Scholten (datter af generalmajor og generalguvernør Peter Carl Frederik von S. og Anne Elisabeth Thortsen), født 4. september 1811 i København (Garnisons), død 13. december 1859 i Altona, begravet 29. december på Soderup kirkegård. – Ægteskabet var barnløst.

Valget af Soderup Kirkegård skyldtes, at fru du Plats søster var gift med den illegitime kongesøn Frederik Wilhelm lensgreve Dannemand, der ejede hovedgården Aastrup og den nærliggende Soderup kirke.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 162-164.

Nick B. Svendsen: Generals of the Danish Army in the First and Second Schleswig Holstein Wars 1848-50 and 1864. Schleppegrell, Rye and du Plat. Kbh., 2011. 322 sider.

Nick B. Svendsen: General Claude du Plat og Kaukasus. Krigshistorisk tidsskrift 2012, nr. 1, s. 32-40.

Dansk biografisk Leksikon

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Hans Henrik Pingel (1838-1864)

fødtes den 3. januar 1838 i København og var søn af dr.phil. Christian Pingel og hustru Ophelia, datter af Johan Christian Drewsen, ejer af Strandmøllen. Pingel gik i det von Westenske institut til sin konfirmation 1852, hvorefter han modtog uddannelse på Strandmøllen hos sin morbroder, Christian Drewsen, den daværende ejer af papirmøllen, for med tiden at indtræde i forretningen. Da onklen imidlertid mente, at forretningen muligvis ikke ville forblive i familiens hænder, og den unge Pingel derfor ikke var sikker på at blive i denne livsttiling, lod han ham forberede sig til at tage polyteknisk eksamen. I 1856 absolverede han ved universitetet den almindelige forberedelseseksamen for polyteknikere, samme år adgangseksamen til den polytekniske læreanstalt og i efteråret 1858 første del af polyteknisk eksamen i anvendt naturvidenskab.

Da krigen mellem Italien, Frankrig og Østrig udbrød i 1859 lagde han studeringerne på hylden. Han var nemlig af en noget eventyrlig natur og havde lyst til at se sig om i verdenen og opleve noget. Han rejste derfor med en kammerat, som han studerede sammen med, til Paris for at få lov til på fransk side at deltage i krigen. Da våbenstilstanden i Villafranca imidlertid afsluttedes, kort efter at Pingel havde nået Paris, lykkedes det ikke at komme til at deltage i krigen. For dog ikke at have gjort rejsen forgæves og for dog at opleve noget, lod han sig optage i Fremmedlegionen i Algier med garnison i Sidi bel Abbés i nærheden af Oran. Her tjente han 1859-61 og avancerede til korporal, men fik dog kun lejlighed til at deltage i soldaterlivets fredelige begivenheder. Da tjenesten her ikke svarede til hans forventninger, og han ikke befandt sig vel i det meget blandede selskab af mere eller mindre uheldige subjekter, begav han sig atter hjem og fortsatte sine studier. Sin polytekniske eksamen absolverede han i slutningen af 1863, kort før krigen brød ud. 

Efter sin hjemkomst fra Algier fortalte han i Fædrelandet, i en lille føljeton gennem nogle numre, kvikt og livligt om sine oplevelser i fransk tjeneste. Pingel var udvendig set et livsglad menneske, men i bunden dog en dyb og alvorlig natur. Han var i høj grad elsket og afholdt af alle, med hvem han kom i berøring. I sine sidste år kom han meget i Christian Winthers hjem, da denne havde været en god bekendt af hans fader. Da Pingel faldt, følte Christian Winther sig derfor stærkt grebet og skrev i den anledning nedenstående digt til minde om den faldne. Skønt dette i høj grad bærer præget af de da herskende stemninger og trods Winthers overdrevne udtryk, såvel hvad krigen angår, som angående Pingel selv, vil dog dette digt på grund af dets hensigt og den oprigtige følelse, der har foranlediget det, altid bevare sit værd gennem tiderne.

Pingel gennemgik reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra den 31. januar til den 12. marts 1864, hvorefter han afgik til 4. Regiment som aspirant.  Den 30. maj udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og forblev ved 4. Regiment. Den 29. juni havde han feltvagt nr. 1 ved Arnkilsøre, bestående af 36 mand. Da det begyndte at dæmre, opdagede han den fjendtlige bådkolonne som fra Snogbæk Hage styrede mod Arnkilsøre. Feltvagten var delt i to halvdelinger af hvilke den nordligste i angrebsøjeblikket førtes op til en stilling mellem Arnkilsøres nordlige og vestlige pynt. Begge halvdelinger beskød heftigt fjenden, der dog ikke lod sig hindre af skydningen og med forbavsende hurtighed foretog landgangen. Feltvagten overvældedes og kun rester af den førtes af Pingel mod syd gennem skoven, hvor de optoges af 5. kompagni, der var ilet mod nord i retning mod feltvagt nr. 1. Straks ved sin fremrykning stødte 5. kompagni på den fra Arnkilsøre kommende fjende. Sammen med resten af feltvagt nr. 1 forsøgtes nu et angreb på den fremrykkende fjende, men angrebet afsloges og kompagniet splittedes. Her faldt Pingel. Han blev efter kammeraters udsigende begravet af fjenden i en af fællesgravene på Als.

Magtens Herre, klar mit blik:
Hvorfor skulle han da falde?
Han, den stolteste blandt alle,
drikke dødens bitre drik?

Ikke skal jeg vove på
frækt med Dig at gå i rette
om Dit visdomsråd; men dette
kan mit hjerte ej forstå.

Her at våndes gør ej skam,
og det smerter dybt tilvisse,
når jeg ser hans navn blandt disse
tusind andre offerlam.

På hvis alter mon de faldt,
for granater og for bomber
disse ædle hekatomber,
som med gru vi have talt?

Hver for sig kan være god
af de tapre danske døde,
som for intet måtte bløde,
mig dog piner mest hans blod.

Og mit hjerte hamrer vildt,
spændt på harmens pinebænke,
når forbitret jeg må tænke:
”Hvi blev al den rigdom spildt?”

Svøbt i dødens skumle flor,
denne trodsig kække pande
måtte bøje sig og vande
med sit blod den tabte jord!

O, lyksalig er du, ven!
Tomme stå dig smertens skåler,
klart din æres stjerne stråler!
Men vor ære – hvor er den?

Chr. Winther

Mindestenen over sekondløjtnant Pingel blev rejst i 1938.

Stenen står ca. 150 meter nord for ejendommen 

Arnkilsøre 9 på Kær Halvø.

 

Sekondløjtnant ved 4. Infanteriregiment Hans Henrik Pingel (søn af overinspektør, dr.phil. Christian Pingel og Ophelia Drewsen), født 3. januar 1838 i København (Trinitatis), faldet 29. juni 1864 i kampene på Als, begravet af fjenden i en fællesgrav. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 159-161.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Harald Hirschfeldt Petersen (1840-1864)

fødtes den 7. februar i Nyborg og var søn af urmager Andreas Peter Petersen og hustru Caroline Cecilie Ørsted. Han mødte som soldat ved 5. Infanteribataljons 4. kompagni den 2. juli 1862 og avancerede til korporal. På grund af sit gode forhold under krigen, indstilledes han til officer, og den 30. maj 1864 blev han udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve samt ansat ved 5. Regiments 7. kompagni.

Som officer deltog han nu i kampen på Als den 29. juni. Under 5. Regiments forsøg på i terrænet mellem Lykkegård og Frydendal at forhindre brigaden Goebens fremrykning mod Sønderborg-højderne stod hans kompagni i begyndelsen i reserve syd for Lindegård. Da regimentets fire kompagnier efterhånden fra Lykkegård trængtes tilbage mod Frydendal, sendtes hans kompagni sammen med endnu to andre af regimentets kompagnier frem, og 7. kompagni nåede til Møllestedgård, hvor Petersen blev med sin deling, mens de øvrige delinger for en kort tid satte sig fast i kommunikationsgangen, der var blevet besat af fjenden.

Da imidlertid de fire kompagnier ved Frydendal trængtes mod øst over Rønhavevejen, trængte samtidig fjenden fra nord og nordvest frem mod 7. kompagni. Petersen havde ikke opdaget den fjendtlige fremrykning, der skete i skjul af høje kornmarker og tætte hegn, og under det derpå følgende pludselige og overraskende angreb faldt han. 7. kompagni trængtes voldsomt tilbage dels fra kommunikationsgangen dels fra Møllestedgård, og da det samtidig fik et angreb fra nordøst toges størstedelen af kompagniet til fange. Petersen er formentlig begravet af fjenden på Als.

Mindestenen over sekondløjtnant H.H. Petersen blev rejst i 1937.

Stenen står ved indkørslen til Møllestedgård, Vestermark 7, Kær Vestermark.

 

Sekondløjtnant ved 5. Infanteriregiment Harald Hirschfeldt Petersen (søn af urmager Andreas Peter Petersen og Caroline Cecilie Ørsted), født 7. februar 1840 i Nyborg, faldet 29. juni 1864 i kampene på Als, formodentlig begravet af fjenden. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 157-158.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Harald Eduard Petersen (1827-1864)

fødtes den 1. maj 1827 i København. 

Ved krigens udbrud 1848 meldte han sig som frivillig og han ansattes ved 2. Jægerkorps, hvor han avancerede til overjæger. Under våbenhvilen gennemgik han en kommandoskole, hvorefter han den 10. marts 1849 udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennitet af 1. januar 1849 og ansattes ved 1. Reservejægerkorps. Den 19. august 1849 forsattes han på grund af sit gode forhold under krigen til linjen med anciennitet i linjen af samme dato. Under 26. august 1849 tillagdes der ham sammen med de andre under krigen udnævnte køjtnanter anciennitet af 30. april 1848. I 1850 forsattes han til 1. Forstærkningsjægerkorps og i 1852 til 4. Jægerkorps. Den 22. juli 1853 sattes han à la suite og beordredes til at forrette fire års tjeneste ved den vestindiske hærstyrke. Den 16. juli 1857 fik han premierløjtnants karakter og udnævntes den 21. oktober samme år til premierløjtnant, samt ansattes ved sin hjemkomst fra Vestindien den 26. oktober 1857 ved 5. Linjeinfanteribataljon, hvor han stod til krigen atter var for døren, da han den 1. oktober 1863 ansattes ved 10. Infanteribataljon som chef for 8. kompagni. 

Under fjendens pludselige fremrykning over hele Dybbølstillingen natten til den 28. marts, 2. påskedag, kæmpede han tappert, idet han med et halvt kompagni gik frem mod Øster Dybbøl for sammen med fem delinger af forskellige kompagnier af 10. Regiment at kaste fjenden tilbage. Efter gentagne angreb lykkedes det også at kaste fjenden, men under denne kamp såredes han dødeligt. Det sagdes, at han forbød lægen at undersøge og forbinde såret og han døde i løbet af dagen. Han omtales i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 28. marts.

Han var en sjælden jovial og letbevægelig mand, i sit indre var han dog ikke så lidt af en melankoliker. Han var af et ildfuldt og noget hidsigt temperament, der i blandt andet engang i Dybbølstillingen gav sig udslag, idet han med sin stok gav en respektstridig artillerist ved Skanse nr. 1 nogle velfortjente slag over ryggen. Han kaldtes af kammeraterne ”Sorte Petersen”, muligvis fordi han havde sort hår og skæg, måske dog snarere som følge af, at hans ydre mindede om hans ophold i Vestindien. Under dette ophold havde han lært ganske mesterligt at gengive negersange og tit og ofte fornøjede han sine kammerater ved at give sådanne til bedste. 

Han begravedes den 31. marts på Sønderborg Kirkegård. Han var ugift.

Mindestenen over premierløjtnant H.E. Petersen blev rejst i 1938

Stenen står ved indkørslen til ejendommen Parallelvej 2, Dybbøløsten.

 

Premierløjtnant ved 10. Infanteriregiment Harald Eduard Petersen (søn af vognfabrikant Wilhelm P. og Anne Petrine Bruun), født 1. maj 1827 i København, faldet 28. marts 1864 ved Dybbøl, begravet 31. marts på Marie kirkegård i Sønderborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 155-156.

Danske krigergrave og mindesmærker

Ritmester Frederik Wilhelm Printzen (1820-1864)

Printzen blev kadet i 1835 og udnævnt til sekondløjtnant fem år senere og sat ved Fynske Regiments lette Dragoner i 1841. Ved hærordningen i 1842 fik regimentet navnet 6. Dragonregiment. I Treårskrigen kæmpede Printzen med hæder og modtog allerede Ridderkorset efter det første felttog. I slaget ved Isted i 1850 faldt hans lillebror, den kun 23-årige sekondløjtnant Sophus Harald Theodor Printzen.

I 1852 blev Printzen udnævnt til premierløjtnant og 1860 til ritmester. Ved krigsudbruddet i 1864 blev han udnævnt til chef for 5. Dragonregiments 3. eskadron.

Efter en strabadserende rekognoscering i det midtjyske ankom han og ritmester Moe af 3. Dragonregiment til Silkeborg, hvor de fik anvist værelser på Hotel Dania. Byens distriktslæge Fibiger kendte ritmester Moe, og sammen aftalte de, at både Moe og Printzen skulle komme til middag samme aften i lægeboligen. Ritmester Moe kom dog alene og forklarede, at Printzen var meget træt og ville gå til ro på sit hotelværelse, når han havde skrevet et brev til sin hustru. Den følgende formiddag lød et skød, og snart stimledes byens borgere på Torvet foran Hotel Dania, da det hurtigt rygtedes at skuddet kom derfra. Ritmester Printzen havde begået selvmord. Fem dage senere blev han begravet i stilhed på Østre kirkegård i Randers.

Ritmester ved 5. Dragonregiment Frederik Wilhelm Printzen (søn af ritmester, senere generalkrigskommissær Frands Toxwerdt P. og Anne Christine Sophie Povelsen), født 18. oktober 1820 i Sorø, død 12. marts 1864 i Silkeborg, begravet 17. marts på Randers kirkegård. Gift 28. september 1855 i Odense (Frue) med Camilla Susanne Albertine Pontoppidan (datter af regeringsråd, senere toldinspektør Erik Nicolaj P. og Frederikke Nicoline Coldevin), født 25. januar 1833 i København (Helligånds), død 2. juni 1913 i Nederste Torpen, Humlebæk kirkedistrikt, Asminderød sogn, Frederiksborg amt (gift 2. gang 1881 med fabrikant, civilingeniør Sophus Carl Christian Barnekov, 1850-1927). - Han efterlod to døtre og en søn i alderen 1-7 år.

Hans gravsted i Randers skal stadig eksistere.

Officersaspirant Jacob Sophus Prior (1838-1864)

Prior voksede op i Nors præstegård i Thy og tog skolelærereksamen med højeste karakter i Odense i 1863. Ved krigsudbruddet søgte han ind på Reserveofficersaspirantskolen og blev derpå sat ved 20. Infanteriregiment. Han faldt i slaget på Dybbøl d. 18. april 1864.

Priors bisættelse fandt sted fra Holmens Kirke i København, hvor hans bror var kateket. Provst Münter talte smukt over den afdøde. Dronning Louise havde bekostet blomsterudsmykningen af Priors kiste og både generalinspektøren over Infanteriet, general Branner, og forstanderen for Reserveofficersaspirantskolen, major Schädtler overværede bisættelsen. Herefter blev kisten båret til ligvognen af seks officersaspiranter og ført til Assistens Kirkegård under militær honnør.

Prior var ved sin død forlovet med en datter af forpagter Schrader på Aalholm Slot.

Mindestenen over blandt andre officersaspirant Prior blev rejst i 1938.

Stenen står ved stien mellem Dybbøl Mølle og Grønnekærvej, 

ca. 250 meter sydøst for møllen.

Officersaspirant ved 20. Infanteriregiment Jacob Sophus Prior (søn af sognepræst Andreas Peter P. og Hansine Wilhelmine Eller), født 6. maj 1838 i Vandborg sogn, Ringkøbing amt, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 1. maj på Assistens Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsten på Assistens Kirkegård (afd. G, nr. 304) eksisterer stadig, men er deponeret på magasin.

Officersaspirant Georg Ludvig Peter Petersen (1841-1864)

Petersen var elev på Jonstrup Seminarium i 1860, men ses ikke at være dimitteret derfra. Han gennemgik Reserveofficersaspirantskolen fra januar til marts 1864 og blev derefter sat ved 22. Infanteriregiment. I kampene d. 18. april blev han såret og taget til fange, og døde godt en uge senere på et lazaret i Flensburg.

Berlingske Tidende, 14. maj 1864

Officersaspirant ved 22. Infanteriregiment Georg Ludvig Peter Petersen (søn af skolelærer og kirkesanger Fritz P. og Anne Kirstine Georgine Madsen), født 26. februar 1841 i Frederiksminde skole, Fyrendal sogn, Sorø amt, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 27. april på Flensburg lazaret, begravet 29. april på Mariæ kirkegård i Flensburg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Danske krigergrave og mindesmærker  

Sekondløjtnant Frantz Ole Valdemar Petersen (1827-1849)

blev født den 17. marts 1827 på Arresødal ved Frederiksværk, hvor hans fader, senere bestyrer for Hellebæk Geværfabrik, var kaptajn og adjudant ved Raketkorpset. Sin første undervisning fik han af private lærere; senere frekventerede han Borgerdydskolen på Christianshavn, og efter sin afgang derfra trådte han i året 1847 ind på Landkadetakademiet i dettes afgangsklasse. Som følge af krigens udbrud udnævntes han allerede den 24. april 1848 til sekondløjtnant med anciennitet fra 1. november 1847; han ansattes ved 3. Reservebataljon. 

Den 1. marts 1849 forsattes han til 2. Jægerkorps og deltog med dette i fægtningerne i Sundeved og i slaget den 6. juli. Da 3. kompagni, ved hvilket han stod, tilligemed dele af de andre kompagnier var nået frem til redouten ved Egum-vejen nord for den store slugt, og en del af kompagniet var kommet ned i graven, søgte Petersen at formå kompagnichefen til straks at foretage en storm; denne mente imidlertid, at angrebsstyrken var for svag, og at man burde vente, til der kom flere kræfter til; men Petersen troede på muligheden af, at et rask angreb kunne lykkes, og i spidsen for nogle mænd klavrede han op ad brystværnet; han nåede dog kun op til kreten, da han blev ramt af en kugle, som gjorde ende på hans liv.

Petersen var meget afholdt på grund af sit uforstyrrelige, gode humør, og han var meget søgt, fordi han altid var i høj grad hjælpsom; han havde et særligt talent for musik og spillede endog på forskellige instrumenter med lethed alt, hvad han hørte, uden nogensinde at have nydt undervisning i musik.

377 faldne fra udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 

blev begravet i Kæmpegraven på Trinitatis kirkegård i Fredericia

Bronzerelieffet er udført af billedhugger H.W. Bissen

Sekondløjtnant ved 2. Jægerkorps Frantz Ole Valdemar Petersen (søn af premierløjtnant Jacob Eiler P. og Emma Marie Petersen), født 12. marts 1827 i Frederiksværk, faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1173-1174.

Danske krigergrave og mindesmærker