Premierløjtnant Erik Adolph Hans Top Christensen (1824-1850)

var født den 12. juli 1824 i Roskilde, hvor hans fader, senere provst over Ærø og sognepræst til Bregninge, da var adjunkt; moderen hed Berthe Eleonore, født Trojel. I sit 14. år kom Adolph Christensen i Odense Katedralskole, hvorfra han blev student 1842. Han begyndte at studere medicin, men da dette fag ved nærmere bekendtskab ikke tilfredsstillede ham, forlod han København og var i nogen tid huslærer på Fyn. Herfra var han atter vendt tilbage til universitetet og havde taget fat på det teologiske studium, men varmtfølende, som han var for sit fædreland og dets ret, forlod han ved krigens udbrud anden gang universitetet og meldte sig som frivillig ved 10. Linjebataljon, hvor hans landsmænd fra Ærø og mange andre trofaste sønderjyder tjente. 

Med denne bataljon deltog Christensen i slagene ved Bov den 9., ved Slesvig den 23. april (fra hvilken dag han forfremmedes til korporal) og ved Dybbøl den 5. juni. Han gennemgik dernæst en kommandoskole og blev den 9. september 1848 sekondløjtnant i krigsreserven. I 1849 stod han ved 3. Forstærkningsbataljon og kæmpede atter hæderligt i fægtningerne i Sundeved, men lå derefter i længere tid syg i Odense, så at han til sin store sorg ikke kom til at deltage i slaget ved Fredericia. Den 19. august s.å. blev han udnævnt til premierløjtnant i krigsreserven. Den 25. juli 1850 blev han under 5. Brigades fægtning i Bøgmose ramt af en fjendtlig kugle, som knuste kravebenet og løb ned langs ryggen; to mand der løb til for at hjælpe ham, formanede han til at blive på deres plads; kun tog han imod en kappe til at brede over sig. Først sent fik han lægehjælp og blev bragt til lazarettet i Flensborg. I den måned, han lå her, tog særligt den for sin opofrende omhu mod de sårede bekendte fru agentinde Christiansen sig venligt af ham og ville, da han syntes at være i bedring, have taget ham hjem til sit hus, men, muligt ved hans egen uforsigtighed, forværredes hans tilstand, så at han ej kunne tåle at flyttes. Endelig udåndede han den 28. august og blev den 31. s.m. jordet på Flensborg Kirkegård i den store krigergrav.

Adolph Christensen havde som en flink og samvittighedsfuld officer erhvervet sig agtelse og tillid såvel hos foresatte som hos undergivne. Han var derhos et sjældent elskværdigt menneske, som sluttede sig varmt til dem, der stod ham nær, og havde let ved at forskaffe sig deres venskab, så meget mere som han havde et vindende ydre, lyst og anlæg til legemlige idrætter, f.eks. ridning og dans, samt talenter i flere retninger; især gjorde han ved sit udmærket smukke klaverspil kammerater og venner megen glæde.

Premierløjtnant ved 3. Forstærkningsbataljon Erik Adolph Hans Top Christensen (søn af sognepræst og provst Hans Christian C. og Birgitte Eleonore Trojel), født 12. juli 1824 i Roskilde (Domsogn), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 28. august på Flensborg lazaret, begravet 31. august på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1544-1545.

Premierløjtnant Gustav Hugh Carstensen (1824-1850)

var søn af gehejmelegationsråd J.A.H. Carstensen, kgl. dansk generalkonsul i Marokko og hustru, født Ulrich. Han var født i Algier den 1. august 1827, men kom allerede som dreng til Danmark, hvor han knap 16 år gammel blev student med hovedkarakteren laudabilis. Han forlod dog snart studeringerne og indtrådte den 1. november 1844 i Landkadetakademiets afgangsklasse, hvorfra han afgik et år senere som sekondløjtnant med anciennitet fra sin indtrædelsesdato. Han ansattes ved 2. Jægerkorps i Helsingør, men blev, da han den 1. august 1846 efter bestået adgangseksamen indtrådte som elev på den kongelige militære højskole, sat à la suite i Jægerne. 

Da skolens virksomhed i 1848 blev suspenderet på grund af krigen, og eleverne afgik til tjeneste ved hæren, blev Carstensen ansat ved 1. Jægerkorps og deltog med dette i felttoget 1848, blandt andet i slaget ved Slesvig. I vinteren 1848-49 erholdt han efter ansøgning tilladelse til at gennemgå Artilleriets praktiske skoler, hvornæst han, der den 22. januar 1849 var udnævnt til premierløjtnant, under det påfølgende felttog forrettede tjeneste først ved de faste batterier på Als, senere ved Espingolbatteriet Schøning. Efter i vinteren 1849-50 med sine kammerater at have gennemgået et fire måneders repetitionskursus ved højskolen blev Carstensen, da fjendtlighederne atter brød ud, ansat som adjudant ved 2. Divisions artillerikommando (oberstløjtnant Fuhrmann). Han faldt den 25. juli ved Øvre Stolk, ramt af tre kugler, hvoraf en i brystet, idet han, som det hedder i rapporten, ved egen opofrelse søgte at befri kaptajn Baggesen, der med en del af sit batteri efter store tab var faldet i fjendens hænder.

Gustav Carstensen var et livligt og begavet menneske, kammeraternes yndling på grund af den elskværdighed og ufortrødenhed, hvormed han stadigt forstod at sætte en eller anden lystighed i gang. Under krigens anstrengelser og farer bevarede han dette gode humør og viste sig, hvor han fandt lejlighed, som en snarrådig og tapper soldat.

Premierløjtnant ved Artilleriet Gustav Hugh Carstensen (søn af generalkonsul Johan Arnold Hieronymus C. og Anna Magdalene Ulrich), født 1. august 1824 i Algier, Algeriet, faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1530-1532.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Carl Olof friherrre Cederström (1824-1849)

hvis fader var landshøvding og præsident i Kammerkollegiet, fødtes den 20. september 1824. I året 1844 trådte han ind som underofficer ved Svea Lifgardet, hvor han den 19. marts 1846 forfremmedes til underløjtnant. I foråret 1849 tilbød han den danske regering sin tjeneste, og den 22. marts ansattes han som sekondløjtnant på ældste gage ved 1. Forstærkningsjægerkorps, men blev dog allerede den 1. juni taget til tjeneste som premierløjtnant. Ligesom sin våbenbroder, friherre Lagerbjelke, der var ansat ved samme afdeling, skulle også han i slaget den 6. juli erholde sit banesår; under korpsets kamp i nærheden af Vejlby blev han såret af en kugle i det venstre knæ, og dette sår, der i begyndelsen ansås for mindre farligt, forværredes efterhånden således, at han den 7. august afgik ved døden på Billeshave lazaret.

Også han fremhævedes i korpsets rapport for sin konduite og sit mod, og hans bortgang blev dybt beklaget, ikke alene i hans hjemstavn, men også af de kammerater, hvis venskab han her havde vundet.

På monumentet over de skandinaviske frivillige i Kastellet

ses også premierløjtnant Cederströms navn.

Premierløjtnant ved 1. Forstærkningsjægerkorps Carl Olof friherre Cederström (søn af landshøvding Jacob friherre C. og Anna Margaretha friherreinde Cederwald), født 28. september 1824 på Jällagård, Vaksala församling, Uppsala län, Sverige, såret 6. juli 1849 ved Fredericia, død 7. august på Billeshave lazaret, begravet 10. august på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1173.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Kaptajn Hagbarth Collstrop (1817-1848)

søn af grosserer, tømmerhandler Lauritz Collstrop, blev født i København den 29. maj 1817. Fra barndommen af bestemt for handelen, blev han sat i Efterslægtselskabets Realskole og betrådte efter sin konfirmation den ham bestemte livsvej. Han forlod dog atter denne efter nogle års forløb på grund af sin uimodståelige tilbøjelighed for militærstanden. I maj 1837 indtrådte han i Landkadetakademiets øverste klasse, udnævntes året efter til sekondløjtnant i infanteriet og ansattes ved 2. jyske Infanteriregiment. Samme år indstillede han sig til adgangseksamen ved den kongelige, militære højskole, hvorfra han i året 1842 afgik som premierløjtnant i artilleriet og erholdt ansættelse i København. 

Ved krigens udbrud i året 1848 var Collstrup ansat som adjudant ved Tøjetaten. Nogle måneder forinden, i december 1847, havde han ægtet en datter af agent Smith i Holbæk, men trods sine lykkelige familieforhold, og skønt han i ovennævnte stilling ved Tøjetaten havde rig lejlighed til at virke til gavn for hæren, fandt han sig kun ugerne i at være udelukket fra aktiv deltagelse i kampen for fødelandet. Det var derfor med inderlig glæde, at han i slutningen af maj måned modtog efterretningen om, at han var blevet forsat fra Tøjetaten og bestemt til at være adjudant hos den til højstkommanderende artilleriofficer på Als udsete major Lüttichau. Med denne ankom han til Sønderborg den 28. maj om morgenen og fik således straks sit ønske om at deltage i kampen opfyldt, idet få timer efter udrykningen til Sundeved blev befalet. Hans deltagelse i kampen skulle dog kun blive kort. Interessen for hans specielle våben og fægtningens gang førte ham som tilskuer til 3. Batteri (Jessen) under dettes hårde kamp mod de fjendtlige batterier på højderne ved Nybøl Mølle, og her blev han dræbt af en granat.

Med en ridderlig karakter forbandt Collstrup en levende interesse for den stand, han havde viet sine kræfter. Hæren tabte i ham en dygtig officer, og fædrelandet en kæk og for dets vel og hæder varmt følende forsvarer. [Generalstabsværket]

* * * * *

Premierløjtnant af Artilleriet Hagbarth Collstrop, faldet i samme træfning. Født 29. maj 1818, søn af grosserer Laurentius Collstrop (født 18. februar 1780, død 27. november 1823) og Frederikke Kirstine, født Voigt (født 22. november 1792), der endnu lever som enke. Af ni ældre og yngre søskende var han den første som bortkaldtes. Hans tidligere bestemmelse var ikke den militære vej; men da denne mægtigt tiltalte ham, overvandt han alle hindringer, tog i 1837 eksamen til ældste klasse på Landkadetakademiet, afgik derfra i 1838 som løjtnant i 2. jyske Infanteriregiment og indtrådte den 1. november s.å. på den militære højskole, hvorfra han den 1. august 1842 dimitteredes som premierlejtnant i artilleribrigaden. I december 1847 giftede han sig med Augusta Smith, datter af vicekonsul P.C. Smith i Holbæk, hvem han således efter næppe et halvt års ægteskab efterlod som sørgende enke. Han fulgte med stor interesse såvel indlandets som udlandets politiske histories gang, var begejstret for den nye tingenes vending hos os, en ivrig tilhænger af liberale anskuelser, en ægte dansk. Han hilste derfor det nye ministerium med glæde, han harmedes over slesvig-holstenernes forræderi, og jublede højt da endelig ordren blev ham givet til at begive sig til arméen for at tage virksom del i kampen for sit kære fædreland, men samme dag han var ankommet fra København til Als, faldt han for en kanonkugle i den ovennævnte træfning, dagen før sit 30. års fødselsdag. 

Det turde vel fortjene at bemærkes, at uagtet, som bekendt, artilleriet i vor armé har taget en særdeles virksom og heldig del i samtlige affærer i nærværende krig, er denne den eneste officer af dette våben der er faldet, eller endog blot, så vidt vides, blevet såret. [Nekrologiske Saml.]

Mindestenen over kaptajn Collstrup blev rejst i 1938

Stenen står ca. 575 meter øst for ejendommen Bøgevej 7

nord for landsbyen Nybøl

Kaptajn ved Artilleribrigaden Hagbarth Collstrop (søn af grosserer Laurits C. og Sophie Frederikke Kirstine Voigt), født 29. maj 1817 i København (Holmens), faldet ved Nybøl 28. maj 1848, bisat 30. maj i Sønderborg Kirke, begravet 6. juli på Assistens Kirkegård i København. Gift 4. december 1847 i Holbæk med Augusta Smith (datter af købmand, kgl. agent Lars Christian S. og Dorthea Cathrine Voigt), født 3. november 1823 i Holbæk, død 13. februar 1910 i København (Østervold). – Ægteskabet var barnløst.

Hans gravsted eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1323-1324

Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 73-74

Sekondløjtnant Christian Peter Christopher Christensen (1836-1864)

fødtes den 9. februar 1836 på gården Grøndal tæt ved København, der ejedes af faderen, overretsprokurator, folketingsmand og statsrevisor Balthasar Mathias Christensen og hustru Oline Græbe.

Christensen gik i Borgerdydskolen og blev 1854 student herfra. I oktober 1861 blev han udskrevet til konstabel. Forinden havde han taget fuldstændig juridisk embedseksamen, og da han nødig ville aftjene sin værnepligt som artillerist, søgte han om at komme på Reserveofficersaspirantskolen. For at opnå dette, opgav han en ansættelse, han havde erholdt på Københavns Amts kontor. En af betingelserne for at komme på aspirantskolen var, at man ikke var fyldt 25 år. Dog lykkedes det Christensen, trods sine fyldte 25 år, at få lov til at gennemgå den på Landkadetakademiet oprettede aspirantskole fra den 10. december 1861 til den 14. august 1862. Han bestod sin eksamen som nr. 5 af 102 elever og udnævntes den 14. august til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Den 18. oktober 1862 ansattes han ved 21. Bataljon. Under krigen 1864 var han adjutant ved 21. Regiments 1. bataljon. Det var under en forpostfægtning foran Fredericia, at Christensen faldt den 19. marts.

Da fjenden den dag trængte stærkt frem mod en feltvagt foran Fuglsangs-dæmningen, for øvrigt en uriaspost, gik feltvagtkommandøren tilbage med feltvagten over dæmningen. Efter ordre gik feltvagten imidlertid igen frem, kastede fjenden og indtog atter sin stilling. At dette lykkedes, skyldtes for en stor del, at brigadekommandøren, oberstløjtnant Nielsen, regimentets gamle chef, tillige med bataljonskommandøren, kaptajn Hacke, selv gik frem over dæmningen ud i kæden mod den et par hundrede alen foran stående meget stærkere fjende. Christensen fulgte sin chef og under denne fremrykning var det han faldt. Han blev beordret frem for at påskynde de foranværende troppers fremrykning. Idet han besteg en grøftevold og med en spøg på læben opmuntrede folkene til at skyde godt, gjorde en kugle brat ende på hans liv. Kuglen gik gennem en soldats tornyster, rikocheterede mod en sten på jorden og ramte Christensen i tindingen. Hele regimentet var hårdt truffet ved den sørgelige efterretning om Christensens død, thi elskværdigere menneske gaves sjældent, og med sit vindende væsen forenede han en omhyggelig plejet ånd og en stor begavelse.

Han begravedes den 23. marts på Michaelis Kirkegård i Fredericia.

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også løjtnant Christensens navn

Han boede hos forældrene på Grøndal

Sekondløjtnant ved 21. Infanteriregiment Christian Peter Christopher Christensen (søn af overretsprokurator Balthazar Mathias C. og Oline Græbe), født 9. februar 1836 på Grøndal, Frederiksberg sogn, faldet 19. marts 1864 ved Fredericia, begravet 23. marts på Michaelis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 47-48.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Conrad Oscar Carlson (1840-1864)

fødtes den 30. marts 1840 i København og var søn af skomagermester Carl Carlson og hustru Christiane Caroline Lorentzen.

Som dreng modtog han undervisning i Melchiors Skole. I sit syttende år kom han på Kunstakademiet 1856-61. Han sluttede sig til historiemaleren, professor Niels Simonsen, og blev snart en af hans kæreste elever. Han gennemgik reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra 10. december 1861 til 14. august 1862 og udnævntes sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Den 18. oktober 1862 ansattes han ved 10. Infanteribataljon, ved hvilken han stod til sin død. Han var under krigen adjutant ved 10. Regiments 2. bataljon.

Efter at være blevet løjtnant levede Carlson videre for sin kunst. Da krigen i 1863 syntes uundgåelig indkaldtes han og drog med regimentet fra Fredericia til Ejderen og deltog nu i de forskellige kampe. Han var et lykkeligt menneske, altid glad og fornøjet, så lyst på alt, og når han kom galoperende med en ordre fra sin chef, bragte han liv og munterhed med sig. Der blev leet og spøgt og jublet, om end granaterne haglede ned, og kulden bed i næsen. Når 10. Regiment var i skanserne og på forpost var de preussiske batterier altid i fuld virksomhed. Det var, som om de rasede mod sønderjyderne, der udgjorde hovedbestanden i dette regiment.

En regimentschef, en bataljonschef, to kaptajner og to løjtnanter dræbtes og flere hundrede underofficerer og menige dræbtes eller såredes under Dybbølstillingens forsvar. Kvinderne gav ikke mændene noget efter; regimentets marketenderske Anna Dournan, var så modig som den kækkeste soldat. Den 19. marts var en ulykkesdag. Over hovederne hang himlen som en stor, sort sky, gennem hvilken en isnende sne stadig dryssede ned. Ravne og krager fløj skrigende over marken og spåede om ulykker. Broager-batterierne var den dag usædvanligt livlige. Granaterne susede hen over skanserne.

10. Regiments 2. bataljon havde vagt i Skanserne på venstre fløj. Bataljonschefen, kaptajn Gyldenfeldt og adjutanten, løjtnant Carlson, havde taget plads nord for Skanse nr. 2 og stod på fri mark ved gravranden, så de havde skansen mellem sig og det batteri, der beskød den. Det var en meget farlig plads, staben havde valgt. Adskillige granater faldt i en betænkelig nærhed. Pludselig lød et skingrende råb efter ambulancen fra en af de ved Skanse nr. 2 stående kaptajner. Stykker af en granat, der faldt og sprang i anslaget lige på gravranden, havde ramt og dræbt bataljonschefen, adjutanten og en menig. Døden havde favnet dem så øjeblikkelig, at der ikke var spor af lidelser i deres ansigtstræk, særlig Carlson havde et lykkeligt og tilfreds udtryk. Mærkelig nok havde Carlson dagen i forvejen sendt en lille skitse af feltlivet til Illustreret Tidende; det var billedet af en faldet soldat, ved hvis lig troskabens symbol, hunden våger. Under krigen havde han sendt flere tegninger til bladet.

Nøje knyttede ved venskabsbånd til hinanden var Gyldenfeldt og Carlson draget i krig. De faldt for samme granat, og side om side jordedes de på Garnisons Kirkegård i København den 30. marts 1864, den dag, på hvilken Carlson, om han havde levet, ville have fyldt 24 år. Carlson var en prægtig yngling og en dygtig kunstner. Han havde erhvervet sig den lille sølvmedalje ved Kunstakademiet i 1858. Fra 1859-64 udstillede han både landskaber og figurbilleder.

På graven rejste venner et smukt mindesmærke, en stor kampesten, på hvis øverste del er fastgjort en laurbærkrans, hvori står: ”Conrad Oscar Carlson. Lieutnant og Adjutant ved 10. Infanteri Regiment. Født den 30. marts 1840, død den 19. marts 1864 i Kampen for Fædrelandet”. Under kransen ses en malerstol med palet og stok, modelleret af den faldnes elskede lærer, professor N. Simonsen.

Når dødens budskab kommer brat
i livets unge vår,
når planten knækkes, visner mat,
som blomstrede i går,
da sørger dybt det gamle skud
og hver en trofast ven,
o, skænk dem trøst, o, styrk dem Gud,
bring fred i sorgens hjem.

Hil være dig, som mødte hist
og stred for Danmarks sag,
og ofrede dit liv til sidst
i dødens favnetag;
hil være dig, som kækt forlod
dit kunstens stille hjem,
for hist i strid dit dyre blod
højmodig give hen.

Ja, muntre ven, vi skilles ad
her ved din stille grav,
men aldrig visne kan et blad
i kransen, Danmark gav,
og blomsten på din grav forvist
vil frodig spire frem
og bringe hilsen fra dig hist
i evighedens hjem.

En ven, C.H. Rørdam.

Mindestenen for kaptajn Gyldenfeldt og løjtnant Carlson blev rejst i 1937
Stenen står i Skanse II på Dybbøl Banke ca. 550 meter syd for museet

 

Sekondløjtnant ved 10. Infanteriregiment Conrad Oscar Carlson (søn af skomagermester Carl C. og Christiane Caroline Lorentzen), født 30. marts 1840 i København (Helligånds), faldet 19. marts 1864 ved Dybbøl, begravet 30. marts på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 44-46

C.H. Rørdam: Oscar Carlson. Danebrog, III, 1883, s. 712-716

Weilbachs kunstnerleksikon

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)