Premierløjtnant Frantz Ludvig Winsløv (1831-1864)

fødtes den 4. august 1831 i København og var søn af justitsråd Peter Johan Christian Winsløw og hustru Elisabeth Sophie Jacobsen. Tretten år gammel blev han den 1. november 1844 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1849 til sekondløjtnant ved 1. Jægerkorps (20. Bataljon) med anciennitet af 1. november 1848.

I krigsåret 1850 stod han dels her, dels ved 1. Forstærkningsjægerkorps. 1851-53 stod han ved 3. Jægerkorps, var à la suite 1853-56 for at tage landinspektøreksamen og kom tilbage til 3. Jægerkorps 1856-58. Han var derefter igen et år à la suite for at arbejde som landinspektør, men fra 1859 atter ved 3. Jægerkorps. Den 1. oktober 1863 ansattes han som kompagnikommandør ved 4. Regiments 8. kompagni. Den 15. august 1858 var han blevet premierløjtnant.

Ved forpostfægtningen den 17. marts foran højre fløj af Dybbølstillingen lærte 4. Regiment for alvor preussernes tændnålsgevær at kende og ved fremrykningen mod dette mistede Winsløws kompagni snart alle sine officerer. Her faldt den tapre kompagnikommandør selv, ramt af en kugle, der gik ind ad højre tinding og ud bag venstre øre, så døden indtrådte med det samme.

Fjenden lagde hans lig ind i Dybbøl Kirke sammen med ligene af 25 preussiske officerer. Alt, hvad der fandtes på Winsløw af værdisager, bragtes samme aften af en preussisk officer til forposterne og blev senere tilstillet familien. Hans ur var indsvøbt i papir, i hvilket tillige var indlagt en afklippet lok af den faldnes hår. Liget førtes til Nyborg, hvor det modtoges af familien. Hans ansigtstræk var ganske som til daglig, ikke spor af forandrede, og på hans mund ligesom spillede endnu et smil. Han var en meget religiøs mand, der havde mange nære venner blandt grundvigianismens bærere. Han begravedes den 26. marts på Nyborg Kirkegård.

Winsløw fremhæves i 2. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 17. marts.

1858 ægtede han Sophie Schalburg, datter af kommerceråd Schalburg i Nyborg. Hustruen og to døtre overlevede ham.

Premierløjtnant ved 4. Infanteriregiment Frantz Ludvig Winsløv (søn af kancellist Peter Johan Christian W. og Elisabeth Sophie Jacobsen), født 4. august 1831 i København (Garnison), faldet 17. marts 1864 ved Dybbøl, begravet 26. marts på Nyborg kirkegård. Gift 18. september 1858 i Nyborg med Sophie Henriette Schalburg (datter af gæstgiver Johan Frederik S. og Martine Sophie Jespersen), født 21. december 1834 i Nyborg, død 18. november 1905 i København (Jakobs), begravet i Nyborg. – Han efterlod sig to døtre på 1 og 4 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 230-231.

John Maalø Larsen: Danske krigsmindemærker, krigergravminder og krigergrave på Nyborg kirkegårde. Nyborg – før & nu 2020, s. 66-95.

Premierløjtnant Jens Peter Thorvald Westberg (1829-1864)

fødtes den 23. januar 1829 i København og var søn af brygger Christen Jensen Westberg (død 1847), ejer af det dengang meget bekendte ølbryggeri i Magstræde, og hustru Abelone Kristine Nielsen. Han blev student kun 16 år gammel, hvorfor der måtte søges om særlig tilladelse for ham til at tage artium. Senere blev han teologisk kandidat.

Han meldte sig frivillig i 1848 og ansattes ved 3. Reservebataljon, hvor han efterhånden avancerede til kommandersergent. Den 10. marts 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennitet af 1. januar samme år. Den 19. august 1849 forsattes han til linjen med anciennitet af samme dag, men fik den 26. august 1849 sammen med samtlige under krigen udnævnte løjtnanter anciennitet af 30. april 1848.

Han stod ved 3. Reservebataljon til 1850, ved 3. Linjeinfanteribataljon 1850-57, udnævntes til premierløjtnant den 16. juli 1857 og forsattes til 15. Linjeinfanteribataljon. 1858-60 var han vagtmesterløjtnant på Kronborg, stod ved 18. Infanteribataljon 1860-61 og forsattes endelig i 1861 til 4. Infanteribataljon.

Han var af naturen stille og ingen ivrig selskabsmand, dog var han i besiddelse af et eget tørt lune. Han var ualmindelig afholdt af alle, både over- og undermænd. Ved alle stridigheder mellem kammeraterne valgtes han som en selvfølge til forligsmægler. I krigen 1864 var han kommandør for 4. Regiments 7. kompagni.

Noget hen i krigen blev han syg af tyfus og bragtes til København. Trods lægens forbud måtte han dog afsted til krigsskuepladsen, inden han endnu var helt rask. Otte dage efter faldt han. Den 29. juni stod han med sit kompagni i reserve bag højre fløj af stillingen på Als. Da landgangen tidlig om morgenen begyndte, og de forskellige feltvagter blev tvunget bort fra deres standpladser, ilede han med sit kompagni frem mod løbegravslinjen, men nåede ikke længere end til Arnkilskovs vestlige udkant, hvorfra han i forbindelse med to feltpjecer af 9. Batteri, der havde fulgt kompagniet til skovkanten, beskød fjenden.

Her blev kompagniet dog kun kort tid, da fjendens stærke fremtrængen i front og højre flanke tvang det til at gå tilbage mod gården lige syd for skovens sydøstlige hjørne. Under denne tilbagegang led kompagniet store tab, navnlig ved ilden i dets flanke, og inde i skoven faldt Westberg. Han segnede bag over; ansigtet var ligblegt, fråden stod ham om munden, og øjnene stod stive. Folkene forsøgte at få ham med tilbage, men fjendens fremtrængen forhindrede det.

Folk af hans kompagni udtalte, at han altid og lige til det sidste udviste en mageløs ro og koldblodighed forenet med tapperhed, og hans død beklagedes smerteligt i kompagniet. Liget blev liggende i skoven og fandtes først meget længe efter i stærk opløst tilstand og fuldstændig udplyndret, endog knapperne vare skåret af uniformen. Det førtes til København og begravedes den 15. august på Garnisons Kirkegård. 

1858 havde Westberg ægtet Albine Kohl, datter af forhenværende kaptajn i marinen C. Kohl. Hustruen overlevede ham. Der var ingen børn.

Som yngling kaldtes han Minervas søn;
til fredens gerning han sit liv indvied;
han elsked, og i hjertets stille bøn,
indslutted han vor moder, Danmark skøn,
som fostred ham, og af hvis bryst han died.

Han elsked frihed, thi han vidste godt,
at frihedsånd ej fødes af trælkvinde,
at den gør lyst i hytten som i slot
og falder ej for trælles hån og spot,
i den kun Gud og livet vi kan finde.

Hist myriader af svartalfer stod,
– Herodes og Pilatus venner sanke –
med løgn forrådte de uskyldigt blod
de frihedsånden trådte under fod
og rusked løven i dens stolte manke.

Han sværdet drog – for frihed livet gav.
Tak for din dåd i kampen for det sande!
Når fjender over sandhed bryder stav,
skal ærens blomster spire på din grav
og vokse op af blodet på din pande.

J.H.

 

Premierløjtnant ved 4. Infanteriregiment Jens Peter Thorvald Westberg (søn af brygger Christen Jensen Westberg og Abelone Kirstine Rasmussen), født 23. januar 1829 i København, faldet 29. juni 1864 i kampene på Als, begravet 15. august på Assistens kirkegård i København. Gift 26. maj 1858 i København (Garnisons) med Elise Alvine Kohl (datter af kaptajnløjtnant Carl Frederik Christian K. og Charlotte Amalie Hansen), født 16. januar 1832 i København (Holmens), død 5. april 1891 i København (Garnisons). – Ægteskabet var barnløst.

Begge blev begravet på Petri Assistens kirkegård. Cohen siger godt nok Garnisons, men derfra blev de begge bisat

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 227-229.

Foto: Historiecenter Dybbøl Banke.

Sekondløjtnant Ludvig Valdemar Weitemeyer (1841-1864)

fødtes den 19. juli 1841 i København og var søn af mekanikus Ludvig Leonhard Weitemeyer og hustru Anna Catharina Zimmer. Efter konfirmationen kom Weitemeyer i smedelære hos faderen for at uddannes i dennes forretning, men han fik hurtig Lyst til at læse, som det gode matematiske hoved han var. Den 26. januar 1863 fik han fra Polyteknisk Læreanstalt bevis for at have taget eksamen som polyteknisk kandidat med 2. karakter i mekanik.

Han ønskede nu at blive uddannet som reserveofficer og erholdt tilladelse til at indtræde i Artilleriets reserveofficersaspirantskole fra den 11. maj 1863. På grund af mobiliseringen afgik Weitemeyer ved skolens ophævelse den 31. december 1863 til praktisk tjeneste ved Artilleriet.

Som aspirant var han med ved tilbagetoget fra Dannevirke, og her viste han en resolut optræden. Han kom nu til Nordborg og i sine breve til hjemmet beklagede han sig over sin uvirksomhed her. Han havde ønsket at komme til Dybbøl. Endelig fjorten dage før han faldt, fik han sit ønske opfyldt om at komme til Dybbøl.

Den 13. april 1864 blev han udnævnt til sekondløjtnant i Artilleriets krigsreserve. Han faldt allerede den 14. april under fjendens heftige beskydning af Dybbølstillingen. Han ramtes i skulder og baghoved af en granat, der dræbte ham øjeblikkelig. Han var en ung mand med meget gode kundskaber og med en i enhver henseende hæderlig karakter.

Han begravedes på Sønderborg Kirkegård, men da faderen fik meddelelse om hans død, førtes liget til København og blev den 24. april begravet på Assistens Kirkegård.

Med smil på læben han fremad drog,
i livet som og i døden,
med smil på læben han for os slog
og værned om os i nøden.

Nu er han død, men smilet ej,
det spiller ham end om munden.
En kugle standsed ham på hans vej,
men han har dog sejr vunden.

Med hjertet fuldt og øjet vådt
vi standser nu ved din båre;
kun et kan gøre sindet godt
og standse vemodens tåre:

Det er din lysende idræt, som
fra mund til mund skal vandre
og minde de kommende slægter om:
Du ofred dit Liv for os andre!

 

Sekondløjtnant ved Artilleriregimentet Ludvig Valdemar Weitemeyer (søn af kunstdrejermester Ludvig Leonhard W. og Anna Catharina Zimmer), født 19. juli 1841 i København (Petri), faldet 14. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Assistens kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 225-226.

Waldemar Weitemeyer: Breve mellem front og hjem 1864. Breve til og fra Waldemar Weitemeyer under felttoget 1864 / udgivet af Mogens Weitemeyer. Kbh., 1995. 124 sider.

Premierløjtnant Barthold Detlef Melchior Walter (1828-1864)

fødtes den 21. maj 1828 i Ratzeborg og var søn af etatsråd, amtmand og første embedsmand i Lauenborg Amt, Friedrich Eduard Walter. Walter var i 1851 tilgået hæren med den lauenborgske jægerbataljon, senere 14. Bataljon. Han havde sekondløjtnants anciennitet af 16. januar 1851. Den 13. maj 1852 blev ban forsat til 3. Linjeinfanteribataljon, hvor han stod til sin død. Premierløjtnants karakter og anciennitet fik han den 10. oktober 1863 og til premierløjtnant udnævntes han den 28. april 1864. Han var med ved Mysunde, hvor han såredes let, og ved Dybbøl den 17. marts og den 18. april.

Den 28. juni om aftenen havde Walter været sammen med flere af officererne, der i barakkerne på Als havde haft et lille sold. Drikkevarerne var kun få, men stemningen var, for enhver, der havde været med, uforglemmelig. Selv temmelig tørt anlagte personer kom der forunderligt liv i den aften, og hver gav sit bidrag til underholdningen, men intet gav en sådan genlyd hin aften, som en kort tale, Walter holdt for ”gamle Dannebrog som symbol for sandhed og Rer”, trods det, at Walter oprindelig var tysker, født i Lauenborg, og havde hele sin slægt i Tyskland.

Klokken var blevet hen ad to mellem den 28. og 29. juni; nogle var gået til ro, andre, deriblandt Walter og en kammerat, gik i samtale udenfor barakkerne. Han havde gentagne gange udtalt, at han var vis på, at preusserne ville angribe den nat. Pludselig udbryder han til sin kammerat: ”Hører De?” Kammeraten hørte endnu intet, men Walter for straks hen og alarmerede først sit kompagni, første, og derefter de andre kompagnier, således at de, der alt var gået til ro, hurtigt kom i klæderne igen, klar til at gå mod fjenden. Kort efter lå Walter på kamppladsen, ramt af et skud i brystet, bedækket med Dannebrog i form af Ridderkorset, som var tildelt ham den 27. juni og netop samme dag var kommet ham i hænde.

Han faldt i fangenskab og førtes til Augustenborg lazaret, hvor han døde samme dag. Den 8. juli blev hans lig begravet på Augustenborg Kirkegård. Senere rejstes på hans grav et mindesmærke med inskriptionen: ”Dette minde sattes ham af venner og kammerater”.

Walter var en meget lovende og tapper officer, der i rapporten var fremhævet med udmærkelse for sit forhold under den sidste kamp ved Dybbøl, den 18. april.

 

Premierløjtnant ved 3. Infanteriregiment Barthold Detlef Melchior Walter (søn af landsyndikus, højesteretsadvokat Eduard Friederich W. og Louise Eleonora), født 21. maj 1828 i Ratzeburg (Petri), såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død samme dag på Augustenborg lazaret, begravet 8. juli på Augustenborg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 223-224.

Danske krigergrave og mindesmærker.

Sekondløjtnant Viggo Theodor Voldby (1839-1864)

fødtes den 1. september 1839 i København og var søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og hustru Ida Florentine Sehrens. Den 1. november 1856 blev Voldby kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. november 1859 udnævnt til sekondløjtnant ved 17. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1858, idet han den 1. november 1858 var ansat som kadetunderofficer ved korpset. Den 1. november 1860 blev han forsat til 18. Infanteribataljon, med hvilken han rykkede ud i 1864.

Den 15. marts opholdt han sig i blokhuset i Skanse nr. 2 sammen med adskillige andre, da en granat slog ned i det og anrettede en del ødelæggelse. Voldby blev ramt, mens han sad i en vagtstol, og han så ganske ud, som om han sov. Da han blev tiltalt, gjorde han et forsøg på at åbne øjnene og bevæge læberne, men i det samme banede en smal blodstribe sig vej ud fra den ene mundvig. Det var forbi med det samme; han havde fået en let og en smertefri død.

Voldby var en ung, køn mand, med et venligt, tiltalende og frejdigt udseende, en mand, der ved sit livsglade og åbne væsen var afholdt såvel af sine kammerater blandt officererne som af sine undergivne. Disse sidste holdt især af ham, fordi han, trods han krævede streng pligtopfyldelse, altid forstod at gøre det på en halv spøgende, halv alvorlig måde, som var uimodståelig elskværdig. Han var, på grund af sin venlige måde at være på over for folkene, altid en slags mellemmand mellem disse og den strenge kompagnichef, kaptajn Schow. Hvor tit havde han ikke trøstet en stakkels synder, der havde forset sig, når denne af kaptajnens miner spåede sig det værste. Men Voldby kendte kaptajnen så godt og vidste, at denne ikke mente det så slemt, som det så ud til.

Voldby, der var en dygtig, ung officer, gik med store forventninger i krigen, håbende i den at bringe det til noget; han havde den faste tro, som det var kammeraterne umuligt at få ham fra, at han ikke kunne blive såret. Han var i den henseende en fuldstændig modsætning til kaptajn Schow, der altid sagde, at han var vis på at blive truffet i den første kamp, hvilket jo også skete. Voldbys lig førtes til København og begravedes den 23. marts på Garnisons Kirkegård. Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen ved Mysunde den 2. februar.

Åben, ærlig var din hele stræben,
smil i øjet, venligt ord på læben,
svulmende af mod, af liv og lyst,
banked hjertet i dit unge bryst.
Kærlig søn du var og kærlig broder,
trofast ven, som aldrig glemmes skal.
Ædel sans for livets bedste goder,
varm begejstring for dit tunge kald.

Sådan var du, sådan vil dit minde
leve iblandt os, som elsked dig.
Selv når disse tunge tider svinde,
når vor mørke himmel klarer sig,
vil dog mangt et suk og mangen tanke
søge dig vor ædle tabte ven,
og da vil du til vor trøst og lindring
stå for os i lysende erindring.

H.D.

 

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Viggo Theodor Voldby (søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og Ida Florentine Sehrens), født 1. september 1839 i København (Frelsers), faldet ved Dybbøl 15. marts 1864, begravet 23. marts på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 221-222.

J.W.G. Norrie: Løjtnant Voldbyes breve fra 1864. Sønderjyske årbøger 1961, s. 80-120.

Premierløjtnant Carl Frederik Thomsen Warberg (1832-1864)

fødtes den 11. marts 1832 i Aalborg og var søn af købmand Nicolai Frederik Breckevoldt Warberg og hustru Amalie Svendsen. Fjorten år gammel blev Warberg den 1. november 1846 kadet, gennemgik akademiet og udnævntes den 1. november 1851 til sekondløjtnant ved 6. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1850. Her stod han i ti år og forsattes den 22. april 1861 til 11. Infanteribataljon. Den 11. juni 1863 blev han premierløjtnant.

Da Warbergs kompagnichef, kaptajn Licht, den 3. februar blev såret, overtog han kommandoen over 1. kompagni. Han kom just fra Flensborg, hvorhen regimentet havde sendt ham for at hente de indkaldte forstærkningsmænd. I høj grad beklagede han sig over, at han derved var gået glip af lejligheden til at deltage i kampen om Dannevirke.

Hans kammerater trøstede ham med, at der nok kom mere af den slags, og det slog kun alt for godt til. Et par dage senere såredes Warberg ved Sankelmark. I denne for vore våben så hæderlige træfning stod han i slagets brændpunkt, da hans regiment, der i begyndelsen af kampen havde stået i anden linje, for alvor kom i ilden.

Kompagniet stod tværs over chausseen, der går forbi Sankelmark Skov. Brigadechefen Max Müller lod blæse: ”Gå på” til sine jyder, da østrigerne angreb. Tre kompagnier under Warberg, Stricker og Scheel gik dels frem gennem skoven, dels ad chausseen, og fem kompagnier gik frem i det åbne terræn mellem chausseen og Munkvolstrup og standsede de fjendtlige kolonner, som stormede op ad bakkerne. Efter at østrigernes angreb var afslået, posteredes Warbergs ene halvkompagni på chausseen lige midt for skoven og afslog her et bajonetangreb af en østrigsk kolonne, der påny gik frem ad vejen. Her understøttedes han fortrinligt af sit andet halvkompagni under løjtnant Ivar Leth og af en deling af 6. kompagni under løjtnant Møller Holst. Warberg kæmpede som en rasende og stødte en østrigsk fører ned. Tillige med sin våbenmester, Obel, og nogle menige omringedes han. De kastede fjenden til side, men under kampen dræbtes våbenmesteren, og Warberg ramtes af en kugle i venstre side.

Han faldt om, rejste sig atter, gik et par skridt mod syd, men styrtede igen til jorden. Nu faldt de fjendtlige soldater over ham og røvede hans kikkert og ur. Efter hans fald førtes kompagniet af overkommandersergent Silkeborg, der nu var kompagniets ældste befalingsmand. Warberg førtes af fjenden til Gottorp lazaret, hvor han døde den 10. februar. Han begravedes formentlig den 12. februar på Slesvig Kirkegård. Hans dødsdag er dog ikke ganske sikker, fra anden side menes denne at være den 7. februar.

Fra sine kammerater havde Warberg det lov på sig, at han var pligtopfyldende og højtbegavet. Han havde et stridbart sind, der skaffede ham tilnavnet Tjørnen. Han var meget hidsig og angreb alle dem, der var forknytte. Han sagde ofte: ”Det, der giver manden værd, er, at han opfylder sin pligt, og det er hver dansk mands pligt at vove livet for sit fædreland, hvis selvstændighed vi har opretholdt i over 1000 år, navnlig mod tyskerne”, et folkeslag, som Warberg hadede, fordi de overfaldt os.

Dette karaktertræk gør ham ære og er en hæder for hans minde. Hans regimentschef, major Rist, der også såredes ved Sankelmark, skrev til hans fader: ”Som kommandør for det regiment, i hvilket Deres hr. søn kæmpede så kækt og ofrede det højeste, nogen kan ofre på fædrelandets alter – sit liv – være det mig tilladt at bevidne Dem min såvel som hans kammeraters inderlige deltagelse og sorg over at skulle miste en så brav kammerat, en så hæderlig og dygtig, nu savnet officer. Han havde nylig modtaget kommandoen over regimentets 1. kompagni, hvis tidligere officerer var sårede. Han førte sine folk godt og var en officer, af hvis fremtid regimentet lovede sig meget godt. Regimentet skænkede ham sin fulde tillid og så altid hans færd med tilfredshed. Jeg antager, dette usminkede vidnesbyrd vil være Dem en tilfredsstillelse og liden lindring i Deres sorg og tunge skæbne. I det håb og med bøn om, at Altstyreren vil give Dem styrke til at bære korset, han har lagt på Deres skuldre, og bevidnende Dem regimentets inderlige deltagelse og bedrøvelse over løjtnantens bortgang, tegner jeg mig, Dem ubekendt, med deltagelse. Garnisonshospitalet, den 26. februar 1864. Deres ærbødige, Rist”. 

 

Premierløjtnant ved 11. Infanteriregiment Carl Frederik Thomsen Warberg (søn af købmand Nicolaj Brechwoldt W. og Juliane Marie Bach), født 11. marts 1832 i Aalborg (Budolfi), såret 6. februar 1864 ved Sankelmark, død 10. februar på Gottorp lazaret, begravet 12. februar på Garnisonskirkegården i Schleswig. Ugift.

 Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 218-220.

Sekondløjtnant Christian Trepka (1842-1864)

fødtes den 20. juni 1842 i København og var eneste søn af oberst Johan Christian Mathias Trepka, der faldt den 25. juli 1850 ved Øvre Stolk, og hustru Ida Louise Mathilde Falbe, datter af kammerherre C.T. Falbe. Trepka gik som dreng i Borgerdydskolen i København. I 1856 havde han bestået adgangseksamen til Søkadetakademiet og samme år sejlet med kadetskibet. Han opgav dog denne vej og fortsatte læsningen. 1861 blev han student og 1862 tog han filosofikum ved universitetet med 1. karakter; derefter studerede han kemi.

Fra 8. januar til 16. marts 1864 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet, afgik sidstnævnte dag som aspirant til tjeneste ved 18. Regiment og deltog med dette i Dybbøls forsvar. Den 30. maj udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og forblev ved 18. Regiment.

Natten til den 29. juni var han med sine folk på skansearbejde på det sted, hvor landgangen på Als skete. Om morgenen tidlig, da regimentet rykkede frem til understøttelse for 4. Regiment, blev han hårdt såret, faldt i fangenskab og indlagdes på Snogbæk lazaret, hvor han døde den 9. juli.

Den 11. juli begravedes han på Sottrup Kirkegård, men liget optoges senere og førtes til København, hvor det begravedes den 22. august på Søetatens Kirkegård.

Han besad et sind, der var åbent for alt stort og ædelt, og hans ualmindelige åndsevner berettigede til de lyseste forhåbninger. Alt som dreng ragede han op over sine kammerater og var sine læreres udprægede yndling. Trepka sammen med to andre faldne officerer, Færch og Toxwerdt, alle studenter fra 1861, mindedes i 1886 ved 25-års studenterjubilæet i Studenterforeningen. 

De tre, som faldt,
dem brødre vil i denne stund vi mindes.
Og mens af vemods flor vor tanke bindes,
dog deres dages rad, så hurtig talt,
af ungdoms friske syners glans beskinnes!

Mens kugler føg
og hvirvled jorden op på Dybbøls banker,
og slog faskiner sønder, sprængte planker,
de stod med løftet mod i brand og røg,
et enkelt mål kun fyldte deres tanker!

Et enkelt mål:
At tugte ham, som vil vor ret forøde,
og, hvis det brister, da med smil at bløde.
Så svinge mandig de det skarpe stål,
og gav så deres unge liv – og døde!

I røg og brand
vi andre stå i kampens nød tilbage,
og vrede skygger over himlen jage,
og luften sløres til i fjernets rand,
og hjertet krympes af en ordløs klage.

De tre, som faldt,
de var blandt dem, som milde guder kåred,
og de fik livets bedste lod beskåret:
At stå med frejdig vished, hvor det gjaldt,
og blive bort med samme vished båret.

I tre, som faldt,
i nuets tranghed se vi op mod Eder:
O, følger os, hvem hvirvelstormen spreder,
og maner frem det sind, der samler alt
og mod et fælles mål på ny det leder.

Rudolph Schmidt

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Christian Trepka (søn af oberst Johan Christian Mathias Trepka og Ida Louise Mathilde Falbe), født 20. juni 1842 i København (Garnisons), såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 9. juli på Snoghøj lazaret, begravet 11. juli på Sottrup kirkegård, men liget blev kort efter taget op og begravet 22. august på Holmens kirkegård. Ugift.

Gravstenen er rejst over sekondløjtnantens morfader, søofficeren og arkæologen Christian Tuxen Falbe (1791-1849). Portrætmedaljonerne øverst forestiller samme Falbe og dennes datter Ida Falbe, der var moder til Christian Trepka 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 216-217.

Sekondløjtnant Andreas Frederik Walther Toxwerdt (1841-1864)

fødtes den 23. august 1841 i Rendsborg og var søn af kammerjunker, overauditør, etatsråd, by- og herredsfoged i Store Heddinge Niels Peter Diderich Toxwerdt og hustru Mimi, født Harbou. Toxwerdt frekventerede Sorø Akademi og blev 1861 student herfra og 1862 filosofisk kandidat fra universitetet. Fra den 2. februar til den 15. oktober 1863 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet og udnævntes sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, samt ansattes ved 2. Infanteribataljon.

Den 18. april 1864 faldt han under forsøget på at tilbageerobre Skanse nr. 4. Liget bragtes dagen efter til afdelingen, og det sås nu, at han havde fået et skudsår i hjertet og et i underlivet. Han var en god kammerat, livlig og afholdt og sine forældres eneste søn.

Hans lig førtes til Store Heddinge, hvor det begravedes den 27. april fulgt af en uoverskuelig menneskemasse, der følte sig dybt bevæget ved denne sørgelige højtidelighed. Liget bares til graven af byens brandkorps og våbenbrødre. Håndværkerforeningen var fuldtallig til stede og 12 sortklædte unge piger med kranse og blomsterkurve gik foran kisten. Efter at liget var sænket i graven bestrøede de unge piger kisten med blomster, og der affyredes ni kanonskud.

Så du var også blandt dem, der kækt
stred kampen ud,
der trodsed voldsmandens hær, som frækt
svang dødens bud!
Så du var også blandt dem, der alt
for Danmark gav,
en af de tapre, som frygtløst faldt!
Fred i din grav.

Jeg husker dig end i skolen: Du var
lidt tavs og sen.
Lidt overskygget dit øjes glar:
En underlig en!
”Han vinder aldrig sig navn og ry
som officer!”
Så lød det trindt om, dengang af by
du drog med fler.

Men hisset ovre, hvor sværdet sang
i blodigt slag,
hvor kuglen suste, granaten sprang
med rædsomt brag,
der retted ryggen sig, der fik ord
til læben nå,
og blikket lyste, da frem du for
først blandt de få!

Nej vist, du vandt dig ej navnet stort
i tidens elv!
Det ønsked du ej. – Hvad der er gjort,
du gjorde selv:
På Danmarks hellige uskyldskrans
så ren og god,
der skrev du dit Navn med stråleglans
af eget blod!

Hil være dig, ædle, som kækt har stridt
for retfærds sag!
Har end du i mulm og tåge lidt:
Det bli'r vel dag!
Det lysner engang: Gennem hele Nord
går sagn og sang
om dem, der bandt Slesvigs dyre jord
til Dannevang!

På mindestenen over faldne fra Sorø Akademi

ses også løjtnant Toxwerdts navn

Toxwerdt sammen med to andre faldne officerer, Færch og Trepka, alle studenter fra 1861, mindedes i 1886 ved 25-års studenterjubilæet på følgende smukke måde: Først holdtes en kort tale til ære for dem, derefter oplæstes nedenstående Digt. Mens de tilstedeværende studenter i stilhed drak et mindebæger for de faldne, spillede orkestret: ”Slumrer sødt i Slesvigs jord”.

De tre, som faldt,
dem brødre vil i denne stund vi mindes.
Og mens af vemods flor vor tanke bindes,
dog deres dages rad, så hurtig talt,
af ungdoms friske syners glans beskinnes!

Mens kugler føg
og hvirvled jorden op på Dybbøls banker,
og slog faskiner sønder, sprængte planker,
de stod med løftet mod i brand og røg,
et enkelt mål kun fyldte deres tanker!

Et enkelt mål:
At tugte ham, som vil vor ret forøde,
og, hvis det brister, da med smil at bløde.
Så svinge mandig de det skarpe stål,
og gav så deres unge liv – og døde!

I røg og brand
vi andre stå i kampens nød tilbage,
og vrede skygger over himlen jage,
og luften sløres til i fjernets rand,
og hjertet krympes af en ordløs klage.

De tre, som faldt,
de var blandt dem, som milde guder kåred,
og de fik livets bedste lod beskåret:
At stå med frejdig vished, hvor det gjaldt,
og blive bort med samme vished båret.

I tre, som faldt,
i nuets tranghed se vi op mod Eder:
O, følger os, hvem hvirvelstormen spreder,
og maner frem det sind, der samler alt
og mod et fælles mål på ny det leder.

Rudolph Schmidt

Mindestenen over sekondløjtnant Toxwerdt blev rejst i 1927.

Stenen står over for 1864-museet

på hjørnet af landevejen og Grønnekærvej

Sekondløjtnant ved 2. Infanteriregiment Andreas Frederik Walther Toxwerdt (søn af overauditør, senere by- og herredsfoged Nicolaj Peter Diderich T. og Marie Elisabeth Wilhelmine Harbou), født 23. august 1841 i Rendsburg, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Store Heddinge kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 213-215.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant William Brown Stonor (1828-1864)

fødtes den 6. september 1828 på Nygård i Tikøb sogn og var søn af gårdejer Charles Stonor og hustru Helen Clementine Brown, der var skotte. Efter sin konfirmation kom han på et skibsklarererkontor i Helsingør. Hans lyst stod imidlertid til at blive soldat; derfor var han i 1848 en af de første frivillige, der meldte sig. Han rykkede ud med 2. Jægerkorps, deltog med hæder i dette korps’ fægtninger i det første krigsår og avancerede til overjæger. Han uddannedes derefter til officer, og 10. marts 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i linjen med anciennitet af 1. januar 1849. Senere fik han, som alle løjtnanter udnævnte i 1848-49, anciennitet af 30. april 1848.

Som officer ansattes han ved 2. lette Bataljon og deltog med denne i slaget ved Fredericia den 6. juli 1849. I 1850 stod han ved 10. lette Bataljon og var med ved Mysunde den 12. september og udførte her et vellykket angreb. Den 10. september 1850 blev han premierløjtnant. I 1851-52 stod han ved det holstensk-lauenborgske forbundskontingent (Holstenske Jægerbataljon), men da dette i april 1852 indlemmedes i den danske hær, overgik han til 5. Jægerkorps, som Holstenske Jægerkorps nu kom til at hedde. Den 1. oktober 1863 blev han forsat til 5. Infanteribataljon og med den rykkede han atter i felten som kommandør for 1. kompagni.

Han fremhæves med udmærkelse i 2. Armédivisions rapport om kampen i Sundeved den 17. marts og dekoreredes den 27. juni 1864 med Ridderkorset for sit forhold under belejringen af Dybbølstillingen og kampen den 18. april. Ved indtagelsen af Als den 29. juni blev han let såret, og man antog ham allerede for næsten rask, da et uforudset tilfælde hurtigt gjorde ende på hans liv.

Han døde den 19. juli på lazarettet i København og begravedes den 24. samme måned på Asminderød Kirkegård. Hans død vakte almindelig deltagelse i hans hjemstavn. Derom vidner den talrige sørgeskare fra hele egnen, som tilfods fulgte ham til hans sidste hvilested fra Fredensborg Slotskapel.

Hæren mistede i ham en i høj grad uforfærdet og brav soldat, en besindig og rolig fører, og hans bortgang var så meget sørgeligere, som hans gamle moder og to ugifte søstre i ham mistede en væsentlig støtte. Han var beskedenheden selv og hørte hellere til end talte. Han gjorde altid sin pligt, og var en sjælden hæderlig karakter. Enhver, som kendte ham, ville med tryghed lægge hele sin velfærd i hans hånd.

Mindestenen over premierløjtnant Stockfleth blev rejst i 1938.

Stenen står ved Stonorvej ca. 100 meter nord for Løkkegård
og midtvejs mellem vejene Vestermark og Skydebanevej.

 

Premierløjtnant ved 5. Infanteriregiment William Brown Stonor (søn af gårdejer Charles S. og Helen Clementine Brown), født 6. september 1828 på Nygård, Tikøb sogn, Frederiksborg amt, såret 29. juni 1864 i kampene på Als, død 19. juli på Københavns lazaret, bisat 24. juli fra Fredensborg Slotskirke og begravet på Asminderød kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 211-212.

Danske krigergrave og mindesmærker

Kaptajn Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (1829-1864)

fødtes den 27. april 1829 i Kolding og var søn af major i Vejkorpset Joachim Godske Stockfleth (1780-1831) og hustru Wibeke Ida Margrethe Worsøe (1788-1860). Tretten år gammel blev Stockfleth den 1. november 1842 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og blev den 1. november 1847 sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1846, men forblev på akademiet som repetent indtil krigens udbrud, da han den 30. marts 1848 ansattes ved 4. Linjeinfanteribataljon.

Han deltog i den første slesvigske krig og udmærkede sig især i Istedslaget ved sin kækhed og snarrådighed, så at han som enogtyveårig løjtnant den 6. oktober 1850 udnævntes til Ridder af Dannebrog. Den 22. juli 1849 var han blevet premierløjtnant. 1853-54 stod han à la suite som lærer og skoleofficer ved Landkadetkorpset, 1854-60 ved 2. Linjeinfanteribataljon og fra 17. september 1860 ved 20. Infanteribataljon, hvor han ved sin udnævnelse til kaptajn den 28. august 1862 blev chef for 2. kompagni.

I 1864 udmærkede han sig ved enhver lejlighed, hvor han stod overfor fjenden. I kampen ved Selk og Kongshøj den 3. februar førte han sit kompagni med stor dygtighed og bidrog væsentlig til, at østrigernes angreb på Sax-armen blev afslået. Han fremhæves derfor også i rapporten med udmærkelse for sit forhold på denne dag. Under forsvaret af Fredericia var han skiftevis med kaptajn J.P. Beissenherz forpostkommandør. Den 29. marts ledede han det vellykkede overfald på de preussiske gardehusarer i Assendrup, hvor han tog 22 fanger og 23 heste. Som belønning for dette dristige foretagende blev det ham tilladt selv at føre sine fanger til København, og han fik således en under krigen sjælden lejlighed til at hilse på slægt og venner. Det var sidste gang, de så ham.

Den 18. april deltog han i regimentets angreb. Hans kompagni trængte tæt ind på fjendens linjer, men blev nedslået af den voldsomme kugleregn, så at kun to korporaler af samtlige befalingsmænd slap derfra. Stocktleth selv blev under fremløbet let såret. Lidt senere blev en officersaspirant, som han satte stor pris på, såret og faldt sammen med de ord: ”Å, Gud hjælpe mig!” ”Det vil han nok, lille ven”, sagde Stockfleth, idet han bøjede sig over ham. I det samme fik han selv en kugle i baghovedet, faldt og rørte sig ikke mere. Han fik således det ønske opfyldt, som han engang havde udtalt til en ven: ”Det måtte være herligt at falde ung, ikke i en lille forpostfægtning, men hvor kanonerne sang gravsalmen!”

Hans lig, der fandtes aldeles udplyndret på valpladsen, begravedes den 24. april på Augustenborg Kirkegård. Kammeraterne satte på hans gravsten: ”Han var brav, tapper og ædel”. Han fremhævedes med udmærkelse i rapporten for sit forhold under kampen den 18. april.

I ham gik en fremtidsmand bort, som ville have bragt det vidt. Foruden en levende interesse for sit fag havde han en betydelig sans for litteraturen, også i andre retninger end rent militært. Allerede som kadet var han H.P. Holsts yndling for de gode danske stile, han skrev og viste derved de første tegn på den lyst og evne til litterær virksomhed, som senere bar frugt i en meget forskelligartet produktion. Han har således skrevet både lyriske digte, små noveller og militære lærebøger.

Han tog sig meget af sine undergivne og havde en stor og gavnlig indflydelse på de yngre officerer, som han holdt meget af at samle hos sig. Således indbød han på aspirantskolen i Helsingør, hvor han i 1861 var lærer, ofte de unge til the, hvad de i begyndelsen kimsede af; men hans lærerige og interessante underholdning lod dem snart skatte disse sammenkomster højt.

Men han var ikke blot æstetisk anlagt, han var tillige en etisk udviklet personlighed, der intet middel skyede for at bekæmpe mangel på moral, og han foragtede den ungdom, der kun søgte forlystelser. Han var en meget smuk mand, kraftig bygget med brune øjne, hår og skæg.

Fra barndommen var han tungsindig, og der sås kun sjældent et smil på hans læber. Livet havde på forskellig måde taget lidt hårdt på ham, så at hans sensible natur havde fået et knæk, der svækkede hans livsmod, hvad blandt andet hans digte bare vidnesbyrd om. Kun når han bevægede sig blandt sine soldater, var der altid en stille glæde udbredt over ham.

Mindestenen over blandt andre kaptajn Stockfleth blev rejst i 1938.

Stenen står ved stien mellem Dybbøl Mølle og Grønnekærvej, 

ca. 250 meter sydøst for møllen.

 

Kaptajn ved 20. Infanteriregiment Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (søn af major Niels Wilhelm S. og Vibeke Ida Margrethe Worsøe), født 27. april 1829 i Kolding, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Augustenborg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 208-210.

Fr. Meidell: Et Par uniformerede Modsætninger. Livsbilleder af faldne, danske Officerer, som kunde have holdt deres halvhundredaarige Jubilæum i 1896. Kbh., 1896. 47 sider. (Særtryk af Vort Forsvar)

Børge L. Barløse: En kaptajn af fodfolket. F.H.E.H. Stockfleth. Personalhistorisk tidsskrift 1959, s. 1-23.

Niels Elsborg: Frederik Hannibal Edvard Harald Stockfleth. Officer og samler af krigstrofæer. Våbenhistorisk tidsskrift 2017, nr. 5, s. 14-18.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Laurits Marius Stephensen (1839-1864)

fødtes den 30. marts 1839 i Hostrup ved Varde og var søn af Claus Christian Stephensen, skolelærer i Kokspang, senere i Ådum ved Ringkøbing og hustru Maren Lauridsdatter. Indtil sit 15. år opholdt Stephensen sig i hjemmet og deltog udenfor skoletiden i alt forefaldende arbejde i marken og i al den slags arbejde, der ellers falder for på landet. Han kom derefter et år i huset hos en præst, hvor han dels modtog og dels var med til at give undervisning. Senere var han et par vintre biskolelærer, tjente en sommer som bondekarl, forberedte sig nogle måneder og kom endelig sommeren 1857 på seminariet i Jelling, hvor han blev til midt i sommeren 1860. Kort efter ansattes han som hjælpelærer hos skolelæreren i Ulfborg, og her opholdt han sig til 1863.

Han mødte til session i Ringkøbing, først 1861 og tog udsættelse og dernæst i 1862 og tog ligeledes dette år udsættelse. I slutningen af 1862 søgte han om at måtte få uddannelse som reserveofficer, og han gennemgik nu reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra den 2. februar til den 15. oktober 1863 og udnævntes sidstnævnte dag til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve samt ansattes ved 5. Infanteribataljon, ved hvilken afdeling han stod til sin død.

Den 17. marts om formiddagen, da 5. Regiment beordredes frem til en rekognoscering mod Ragebøl Skov, foran Dybbølstillingens højre fløj, faldt Stephensen. Hans lig førtes til Sønderborg, hvor det begravedes den 24. marts. Han nævnes i 2. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under krigen ved Ragebøl Skov. Det vides, at han på grund af sin tapre færd under krigen skulle have været indstillet til linjeofficer.

Sekondløjtnant ved 5. Infanteriregiment Laurits Marius Stephensen (søn af skolelærer og kirkesanger Claus Christian S. og Maren Lauridsdatter), født 30. marts 1839 i Kokspang skole, Hostrup sogn, Ribe amt, såret 17. marts 1864 ved Ragebøl, død samme dag på Sønderborg lazaret, begravet 24. marts på Mariæ kirkegård i Sønderborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 206-207.

Danske krigergrave og mindesmærker

Premierløjtnant Gustav Wenzel Rothkirch Kaas Seyffarth (1830-1864)

fødtes den 1. maj 1830 i Rendsborg og var søn af oberst Gustav Lucas Wilhelm Henrik Seyffarth, chef for 14. Bataljon og kommandant i Rendsborg (død 1858) og hustru Augusta Marie Lankenau.

Fjorten år gammel blev Seyffarth den 1. november 1844 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 31. juli 1850 til sekondløjtnant ved 5. Reservebataljon med anciennitet af 1. november 1849. Her stod han til bataljonen opløstes i maj 1852 og kom så til 15. Linjeinfanteribataljon. Premierløjtnant blev han den 5. maj 1861 og fra april 1861 til sin død stod han ved 3. Infanteribataljon.

Da 3. Regiments 1. bataljon den 2. februar kl. ca. 11½ formiddag ankom til Mysunde, sendtes tre af kompagnierne frem ad forskellige veje for at skaffe oplysning om fjendens styrke og forehavende, hvilke forhold man, på grund af den stærke tåge, ikke havde kunnet komme på det rene med. 2. kompagni, ved hvilket Seyffarth stod, gik frem ad Kosel-vejen og blev straks heftigt beskudt i det åbne terræn. Her faldt Seyffarth. Hans lig fandtes om aftenen af 5. kompagni, der var på forpost.

Hans ansigt havde i dødens øjeblik antaget et så lykkeligt og smilende udtryk, så det så ud, som havde han gentaget Hans Boe Schaus ord, da han den 12. september 1850 faldt ved Mysunde: ”Det gør ingenting, folk, bliv kun ved”. Seyffarth havde udvist særligt mod og raskhed, idet han i spidsen for sine folk søgte at drive fjenden bort fra en nærliggende bakkekam. 

Han var en dygtig og elskværdig mand. Liget førtes til Flensborg og begravedes den 6. februar på den derværende kirkegård.

 

Premierløjtnant ved 3. Infanteriregiment Gustav Wenzel Rothkirch Kaas Seyffarth (søn af oberst Gustav Lucas Wilhelm Henrik S. og Augusta Marie Lankenau), født 1. maj 1830 i Rendsburg, faldet 2. februar 1864 ved Mysunde, begravet 6. februar på Mariæ kirkegård i Flensburg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 204-205.

Hans Schultz Hansen: Kommandant og oberst Gustav V.L.H. Seyffarths beretning om kuppet mod Rendsborg fæstning marts 1848. Danske magazin 2014, nr. 1, s. 111-128.

Danske krigergrave og mindesmærker

Sekondløjtnant Peter Nicolaj Carl Christian de Seue (1839-1864)

fødtes den 15. december 1839 i København og var søn af kaptajn, toldassistent i København, Christian Jørgen Werner de Seue og hustru Marie Caroline Harboe.

Seue frekventerede først Fr. Friis’ skole, dernæst det von Westenske institut i København. I 1858 fik han ansættelse som skriver i Generalpostdirektoratets 2. sekretariat. I denne stilling havde han en sommer orlov for at skaffe sig lejlighed til praktisk at uddanne sig i de ved et postkontor forefaldende forretninger. Han mente, det var vanskeligt for ham at avancere i postetaten uden at være reserveofficer, hvorfor han i december 1860 indgav ansøgning om at komme på reserveofficersaspirantskolen. Hans andragende bevilgedes, og han gennemgik skolen på Landkadetakademiet fra 8. marts til 31. oktober 1861. Den 1. november 1861 udnævntes han efter bestået eksamen til Sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, og ansattes den 18. oktober 1862 ved krigsreserveofficerernes fordeling til bataljonerne ved 16. Infanteribataljon, med hvilken afdeling han rykkede ud i 1864.

Han faldt den 16. april under fjendens beskydning af Dybbølstillingen. Liget førtes til København og begravedes den 28. april på Holmens Kirkegård.

Mindestenen over sekondløjtnant de Seue blev rejst i 1938.

Stenen står i et krat mellem Skanserne I og II, ca. 700 meter
syd for museet på Dybbøl Banke.

 

Sekondløjtnant ved 16. Infanteriregiment Peter Nicolaj Carl Christian de Seue (søn af toldassistent, kaptajn Christian Jørgen Werner de S. og Marie Caroline Harboe), født 15. december 1839 i København (Garnisons), faldet ved Dybbøl 16. april 1864, begravet på Holmens kirkegård 28. april. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 203.

Premierløjtnant Carlo Edoardo Giovanni Dalgas (1821-1851)

broder til den ved Mysunde faldne premierløjtnant Ernesto Dalgas, var født i Neapel den 9. november 1821. Som 8-års dreng fulgte han med sin onkel, botanikeren professor Joachim Fr. Schouw, til København, hvor han blev opdraget. Da han havde lyst og anlæg til kunsten, indtrådte han 1837 på Kunstakademiet, hvor han 1845 vandt den mindre sølvmedalje i modelskolen. I årene 1843-48 udstillede han en del landskabsbilleder med dyr og vandt for et af billederne (parti ved et dyrskue) 1847 den Neuhausenske præmie, mens et andet (en fåreflok) blev købt til den kongelige malerisamling. Også i kobberstiksamlingen findes en del tegninger, der vidner fordelagtigt om hans talent og flid. Han kunne således nære de bedste forhåbninger til sin fremtid, da krigen afbrød hans kunstnerbane. 

Han kom som frivillig til 3. Reservebataljon, hvor han steg til kommandersergent; om vinteren gennemgik han en kommandoskole og blev den 10. marts 1849 udnævnt til sekondløjtnant i linjen med anciennitet fra 1. januar s.å., hvornæst han ansattes ved 10. lette Bataljon. Med denne deltog han 1849 i fremrykningen i Sundeved og affæren den 13. april; resten af felttoget og vinteren over hørte bataljonen til Als’ besætning. I 1850 hørte den til den 1. Brigade; den 25. juli blev Dalgas foran Vedelspang temmeligt hårdt såret i låret. Den 10. september 1850 fik han premierløjtnants karakter, og kort efter var hans helbredelse så vidt fremskredet, at han kunne melde sig tilbage til bataljonen, der lå ved Mysunde. Den 30.-31. december var han på forpost ved Mehlhorst – knap 3 fjerdingvej fra det sted, hvor hans broder Ernesto Dalgas var faldet – da insurgenterne i dagbrækningen foretog et angreb. Under kampen griber Dalgas, der var en udmærket skytte, et gevær; da han ligger i anslaget, rammer en fjendtlig kugle geværlåsen, preller af og trænger ind i hovedet på ham. Efter hen ved tre dages bevidstløshed hensov han den 2. januar 1851 i Slesvig, hvor han blev jordet ved broderens side på Sct. Michaelis Kirkegård.

Foruden de arbejder af ham, der som omtalt findes i de offenlige samlinger, opbevares rundt om i landet en mængde skitser og tegninger af Dalgas som erindring om en livlig og dygtig kunstner, en elskværdig personlighed og en trofast kammerat.

Premierløjtnant ved 10. lette Infanteribataljon Carlo Edoardo Giovanni Dalgas (søn af købmand, senere konsul Jean Antoine D. og Johanne Thomine de Stibolt), født 9. november 1821 i Napoli, Italien, såret 31. december 1850 ved Mölhorst, død 2. januar 1851 på Schleswig lazaret, begravet 6. januar på Michaelis kirkegård i Schleswig. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1589-1590.

Rigmor Bendix: Carlo Dalgas. Hans liv og Kunst. Kbh., 1901. 156 sider.

Jon Elbæk: Carlo Dalgas. Tiden 1916, s. 336-338. 

Jürgen Hoppmann: Dalgas-monumentet i Slesvig. En familieskæbne i Treårskrigen (1848-51). Slesvigland 2000, nr. 2, s. 52-61.

Sekondløjtnant Carl Ludvig Viggo Emanuel Wadskær (1826-1850)

var født i København den 15. maj 1826 og var en søn af forhenværende kongelig fuldmægtig på Sct. Croix Emanuel Wadskær og hustru Margrethe, født de Jeanty. Sønnen blev uddannet til farmaceut ved et apotek i København og fik efter udstået læretid plads på apoteket i Holbæk, hvor han snart blev almindeligt yndet og af sin principal betragtet som barn i huset. 

I vinteren 1848-49 blev han udskrevet til soldat og da han havde gennemgået Københavns Eksercerskole, tildelt 4. Forstærkningsbataljon, hvor han snart forfremmedes til underkorporal og den 25. juni 1850 til fourer efter i flere måneder at have forrettet tjeneste som sådan. I rapporten over slaget ved Isted fremhæver bataljonen ”hans udmærkede forhold” på begge slagdage, og betegner ham som ”i enhver henseende kvalificeret til officer”. Den 18. august blev han udnævnt til sekondløjtnant i krigsreserven og nogle dage efter forsat til 4. Reservebataljon, hvor han først ansattes ved 2. kompagni (Buhl) i Tönning; herfra afgik han dog den 10. september til Frederikstad og kom nu efter i nogle dage midlertidigt at have gjort tjeneste ved 7. Linjebataljon til 3. kompagni (Haffner). Under stormen den 4. oktober blev han sendt til understøttelse for besætningen på linjen vest for Mølle-skansen og blev hen imod kl. 11 aften ved slutningen af kampen ramt af en kugle i venstre øje og dræbt på stedet. Den 7. s.m. blev han begravet på Koldenbüttel Kirkegård.

Wadskær var af middelhøjde, kraftigt bygget med meget stærkt kruset hår og skæg. Hans brave og elskværdige karakter havde i de få måneder, han gjorde tjeneste som officer, vundet ham mange venner blandt kammeraterne. Hans gamle moder mistede i ham sin alderdoms eneste støtte.

Sekondløjtnant ved 4. Reservebataljon Carl Ludvig Viggo Emanuel Wadskær (søn af kgl. fuldmægtig, sproglærer Emanuel W. og Marie Magdalene Jeanty), født 15. maj 1826 i København, faldet 4. oktober 1850 ved Friedrichstadt, begravet 7. oktober på Koldenbüttel kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1588-1589.

Premierløjtnant John Vaupell (1828-1850)

var født den 4. august 1828 i Kolding, hvor hans fader, senere oberstløjtnant J.V.L. Vaupell, dengang stod som ritmester ved Holstenske Lansenerregiment. Moderen hed Margrethe Dorothea, født Karberg. John var en opvakt dreng og en af de flinkeste elever i sin fødebys lærde skole, men hele hans hu stod til soldaterstanden. Den 1. november 1842 blev han optaget i Landkadetakademiets yngste klasse, gennemgik akademiet og blev den 1. november 1847 udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriet med anciennitet et år tilbage. Han forblev som repetent ved akademiet, indtil han ved krigens udbrud ansattes ved 6. Linjebataljon. Hans ældre broder, senere oberst Otto Vaupell, stod allerede dengang i tjenesten som officer, tre andre gik med som frivillige. 

Med 6. Linjebataljon deltog John Vaupell i de sejrrige fægtninger i Sundeved den 28. maj og den 5. juni, men blev i juli 1848 forsat til 7. Linjebataljon og i foråret 1849 til 4. Reservebataljon. Fra nu af og til sin død stod han ved denne bataljons 2. kompagni. Kaptajn Buhl, sammen med hvem han udmærkede sig ved Haderslev den 3. og ved Kolding den 23. april. Dér fik han under kampen om Vrannerup Hovgård et temmelig alvorligt sår, idet en fjendtlig kugle gik tværs gennem hans venstre lår. Den 22. juli blev han karakteriseret, den 31. s.m. virkelig premierløjtnant, og kort efter var han såvidt helbredt, at han atter kunne melde sig til tjeneste. Først efter et års forløb kom han atter i ilden, nemlig da Buhl med sit kompagni var detacheret til Tönning. Den 29. september 1850 tog Vaupell med en mindre styrke imod fjendens første stød og førte siden, efter Buhls fald, kompagniet tilbage over Kleihörn til Husum. Efter at være kommet til Frederikstad beholdt han kommandoen over kompagniet. Natten mellem den 1. og 2. oktober blev han beordret til at foretage et udfald for at ødelægge de fjendtlige arbejder på Trene-diget, men skønt han agerede med megen raskhed, blev det ham dog umuligt at udføre dette Hverv; til gengjæld bragte han imidlertid nogle fjendtlige fanger med tilbage. Under stormen den 4. oktober stod Vaupell med sit kompagni i linjen til højre for Mølle-skansen ned mod kalkovnsværket, hvor hans mod og livlighed vakte almindelig opmærksomhed. Da stormen var afslået, fandt man om aftenen hans lig med hovedet gennemboret af en kugle fra den ene tinding til den anden, men med et fornøjet smil på læben. Han havde fået en rask soldaterdød efter at have set sejren vende sig til vore faner – en død der dannede en brat, men smuk afslutning på en smukt begyndt krigerbane. Med flere af sine kammerater blev han den 7. oktober jordet på kirkegården i Husum.

Premierløjtnant ved 4. Reservebataljon John Vaupell (søn af oberstløjtnant Wilhelm Ludvig V. og Margrethe Dorthea Karberg), født 4. august 1828 i Kolding, faldet 4. oktober 1850 ved Friedrichstadt, begravet 7. oktober på Husum kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1586-1588.

Fr. Meidell: Et Par uniformerede Modsætninger. Livsbilleder af faldne, danske Officerer, som kunde have holdt deres halvhundredaarige Jubilæum i 1896. Kbh., 1896. 47 sider. (Særtryk af Vort Forsvar)

Kaptajn Frantz Conrad Reinhold Buhl (1816-1850)

var født i Fredericia den 17. april 1816. Hans fader var herredsfoged i Elbo, Brusk og Holmans herreder, kancelliråd Hans Hofman Buhl (broder til den tapre løjtnant Peter Buhl, der faldt ombord på Najaden den 6. juli 1812); hans moder hed Charlotte Louise, født Randlev. Fra barn af ønskede sønnen at blive militær, og da de vanskeligheder, hans faders tidlige død lagde i vejen herfor, var fjernede af dennes skole- og universitetsven, lensgreve A.W. Moltke-Bregentved, kom den unge Buhl 15 år gammel på Landkadetakademiet, hvorfra han afgik fem år senere som sekondløjtnant med anciennetet fra 1. marts 1835. Han blev ansat ved Fynske Infanteriregiment og kom således med en kortere afbrydelse i 1839, da han var kommanderet til tjeneste ved Artilleriet, til at garnisonere i sin fødeby indtil april 1843. Året i forvejen var han den 1. juli gået over til 13. Linjebataljon og samtidigt blevet forfremmet til premierløjtnant, men blev nu efter ansøgning forflyttet til 7. Linjebataljon i København. Han ønskede nemlig at uddanne sig til landinspektør og tog 1845 landmålereksamen, men blev i november 1846, som følge af et sammenstød mellem bataljonens kommandør og dens løjtnanter, forsat til 17. Linjebataljon i Glückstadt. 

Ved oprørets udbrud den 25. marts 1848 søgte han tilligemed nogle andre dansksindede officerer at flygte over Hamborg, men de blev anholdte og måtte udstede revers om ej at kæmpe mod oprørerne. I 1848 gjorde han derfor tjeneste ved Københavns Eksercerskole, men ansattes i 1849 ved 4. Reservebataljon som kommandør for 2. kompagni. Han deltog nu med hæder i fægtningen ved Haderslev den 3. april og slaget ved Kolding den 23. april; i rapporten over dette ”anser bataljonen det for sin pligt, at fremhæve premierløjtnant Buhl, der med en overordenlig konduite og koldblodighed ledede overgangen over åen og bestormelsen af den stærkt besatte Vrannerup Hovgård, som han allerførst trængte ind i”.

Den 26. april 1849 forfremmedes han til kaptajn. Han deltog derefter i Ryes tilbagetog, var flere gange i ilden og nævnes atter med hæder for sit forhold i fægtningen nordøst for Vejle den 8. maj. Efter ligeledes med udmærkelse at have kæmpet ved Fredericia blev han den 9. september 1849 benådet med Dannebrogsordenens ridderkors. Han lå nu i kantonnement i Vejle i 10 måneder. Da han i juli 1850 atter rykkede ud, hørte 4. Reservebataljon til Schepelerns brigade og kom ikke til at tage aktiv del i slaget ved Isted. Da brigaden senere havde taget Frederikstad og besat den med 7. Linie- og 4. Reservebataljon, blev Buhl den 17. august med sit kompagni detacheret til Tönning, hvor han blev ansat som kommandant og som sådan foruden stadigt at være på sin post mod en fjendtlig overrumpling tillige måtte overtage øvrighedspligterne, da de civile embedsmænd var flygtede. Buhl var bogstaveligt ikke af klæderne fra sin ankomst til byen indtil sin dødsdag den 29. september. Da fjenden på denne dag var gået over Ejderen øst for Tönning og rykkede frem mod byen, tog Buhl imod ham med den disponible del af kompagniet og holdt sig ved Ejder-digets bøjning uden for byen tappert mod den overlegne fjende, indtil en granat sårede ham dødeligt i venstre side og arm. Buhl blev bragt ind til byen, hvor han nød en omhyggelig pleje, indtil han døde nogle timer efter, og så stor agtelse og hengivenhed havde den faldne kommandant ved sin opofrende pligttroskab vidst at indgyde de i øvrigt fanatisk oprørsksindede tönningere, at de, da vore atter havde besat byen, som en sær nåde bad om at måtte sørge for hans jordefærd og udførte dette på den smukkeste måde. Kammeraterne satte ham et mindesmærke på Tönnings nye kirkegård.

At denne udmærkede officers bortgang føltes dybt i hæren, selv af dem, der ikke personligt havde været i berøring med ham, behøver næppe yderligere omtale.

Kaptajn ved 4. Reservebataljon Frantz Conrad Reinhold Buhl (søn af herredsfoged Hans Hofman B. og Charlotte Louise Zinn Randlev), født 17. april 1816 i Fredericia (Michaelis), faldet 29. september 1850 ved Tönning, begravet 3. oktober på Tönning nye kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1583-1586.

Sekondløjtnant Ernesto Guglielmo Augusto Dalgas (1823-1850)

var født i Neapel den 20. april 1823 og stammede fra danske forældre, købmand Jean Dalgas og hustru Johanne, født Stibolt. Sin barndom tilbragte han dels i sin fødeby, dels i Livorno, hvor faderen var blevet dansk konsul, og hvor drengen efter hans død kom i huset hos hans broder og efterfølger Chr. Dalgas. I sit 17. år rejste han til sin moder i København og studerede her ved den polytekniske læreanstalt, mens han dog tillige gav undervisning i italiensk og i året 1844 sammen med senere pastor L.R. Tuxen udgav en italiensk sproglære. I foråret 1848, da han havde taget afgangseksamen i matematik og fysik, modtog han fra anstaltens direktør H.C. Ørsted, der satte meget pris på den begavede og energiske unge mand, tilbud om en assistentpost, men krigen brød ud, og Dalgas mente, at pligten kaldte ham andetsteds hen. 

Han meldte sig som frivillig og kom først til Ingeniørtropperne, hvor han forfremmedes til korporal, men gennemgik senere en kommandoskole ved Fodfolket, hvornæst han den 4. oktober 1848 blev udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansat ved 3. Jægerkorps. I 1849 nævnes han med udmærkelse i korpsets rapporter over slagene ved Kolding og Fredericia. I 1850 var han med ved Isted og afgik derefter med korpset til Mysunde, hvor han ligesom ofte tidligere var til megen nytte ved sine tekniske kundskaber, idet han ledede anlægget af hyttelejren og andre feltbygningsarbejder. Den 10. september 1850 fik han premierløjtnants karakter. To dage efter foretoges insurgenternes angreb på stillingen; Dalgas, der, efter at 3. Jægerkorps i øvrigt havde trukket sig bag forskansningerne på den nordre Sli-bred, var ladt tilbage med en mindre styrke til understøttelse af 3. Reservebataljons venstre fløj, blev her hårdt såret af en geværkugle i munden. Den 25. s.m. døde han af en stærk forblødning på lazarettet i Slesvig og blev begravet på Sct. Michaelis Kirkegård.

Hans død blev dybt beklaget i vide kredse, idet man i ham mistede på den ene side en brav soldat og dygtig befalingsmand, på den anden side en meget lovende og talentfuld videnskabsmand.

Sekondløjtnant ved 3. Jægerkorps Ernesto Guglielmo Augusto Dalgas (søn af købmand, senere konsul Jean Antoine D. og Johanne Thomine de Stibolt), født 20. april 1823 i Napoli, Italien, såret 12. september 1850 ved Mysunde, død 25. september på Schleswig lazaret, begravet 27. september på Michaelis kirkegård i Schleswig. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1582-1583.

Jürgen Hoppmann: Dalgas-monumentet i Slesvig. En familieskæbne i Treårskrigen (1848-51). Slesvigland 2000, nr. 2, s. 52-61.

Kaptajn Wilhelm Savdak van der Aa Kühle (1820-1850)

var født den 20. april 1820 i Assens, hvor hans fader, kaptajn Søren Anton v.d. Aa Kühle, der tidligere havde tjent i Fyenske Infanteriregiments 3. (landeværns-)bataljon, dengang var postmester; moderen hed Wilhelmine Sophie, født Schmidt. Sønnen nærede fra lille af et brændende ønske om at blive soldat, og en skøn dag henvendte han sig uden sine forældres vidende til prins Christian, dengang guvernør over Fyn, med anmodning om at blive ”Hans Kongelige Højheds kadet”. Prinsen syntes godt om drengen, og da denne atter nogle år senere tiltrak sig hans opmærksomhed ved en gymnastikpræsentation, lovede han ham at bekoste hans ophold på Landkadetakademiet. 1. maj 1835 blev Wilhelm Kühle så kadet og forlod 3 år senere akademiet som sekondløjtnant med anciennitet fra 1. januar 1838. Han ansattes ved Dronningens Livregiment i Glückstadt, kom senere til 2. jyske Infanteriregiment i København og ved omorganisationen 1842 til 14. Linjebataljon i Rendsborg. Den 11. oktober 1845 blev han premierløjtnant ved samme bataljon og stod der endnu ved oprørets udbrud. 

Da han for at komme bort havde måttet udstede revers om ikke at kæmpe mod oprørerne, blev han i 1848 først stillet til rådighed for generalmajor Moltke ved forsøget på at organisere en folkevæbning i Jylland og kom senere til tjeneste ved Københavns Eksercerskole; efter at den første våbenhvile havde løst ham fra hans ord, blev han ansat ved 2. Forstærkningsbataljon. I 1849 udmærkede han sig fortrinligt i træfningen ved Ullerup den 6. april; noget senere fik han midlertidigt kommandoen over bataljonens 4. kompagni og deltog den 6. juli med dettes hovedstyrke i den landgangsdemonstration, som kaptajn Krenchels flotille under slaget ved Fredericia foretog ved Kolding Fjord. I oktober måned s.å. blev Kühle ansat som kompagnichef ved 3. Reservebataljon og udnævntes den 4. marts 1850 til kaptajn. Den 25. juli 1850 hørte hans kompagni til den del af bataljonen, der var efterladt i Flensborg, og han kom således heller ikke til at deltage i slaget ved Isted, hvad han senere beklagede med tårer i øjnene. Nogle dage derefter blev bataljonen atter samlet i stillingen ved Mysunde. Da denne den 12. september blev angrebet, besatte Kühle i henhold til den givne disposition retranchementerne på stillingens højre fløj, og, mens han her for at opmuntre mandskabet gik frem og tilbage uden dækning, blev han ramt i brystet af en granatstump, der hurtigt gjorde ende på hans liv. Hans lig blev ført til Assens, hvor det under stor højtidelighed blev stedt til hvile, båret til graven af den afdødes barndomsvenner. Hans undergivne, der næsten tilbad ham, har senere rejst et mindesmærke på graven.

Kühle var en sjældent elskværdig personlighed og en meget dygtig officer; ikke den tætteste kugleregn formåede at forstyrre hans ro og koldblodighed i kampen. Den 29. marts 1847 havde han ægtet Marie Clara Wilhelmine Sostrate Krabbe, hvis fader havde været major i Oldenborgske Infanteriregiment, og hvis to søstre havde været gift med generalmajor Olaf Rye; hun overlevede ham med to døtre.

Kaptajn ved 3. Reservebataljon Wilhelm Savdak van der Aa Kühle (søn af postmester, kaptajn Søren Anthon van der Aa K. og Wilhelmine Sophie Schmidt), født 20. april 1820 i Assens, faldet 12. september 1850 ved Mysunde, begravet 21. september på Assens kirkegård. Gift 29. marts 1847 med Marie Clara Wilhelmine Sostrate Krabbe (datter af major Niels Frederik K. og Wilhelmine Friderikke Wesenberg), født 20. maj 1817 i Rendsburg, død 4. maj 1880 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to døtre på 3 mdr. og 3 år. – Hans bemærkelsesværdige mellemnavn Savdak er dannet af forbogstaverne i faderens navn.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1580-1582.

Danske krigergrave og mindesmærker.

Sekondløjtnant Christian August Wendt (1813-1850)

var født i København den 26. december 1813. Hans forældre var daværende overmedicus ved Almindeligt Hospital, senere stabskirurg, etatsråd Johan Christian Wilhelm Wendt og dennes 2. hustru Ane Margrethe, født Rasmussen. Sønnen blev 1833 student med 1. karakter fra Borgerdydskolen i København, studerede teologi og tog i sommeren 1840 embedseksamen med 2. karakter. Som student gjorde han tjeneste i Kongens Livkorps, hvor han den 22. november 1837 blev sekondløjtnant og den 2. april 1841 premierløjtnant; den 31. marts 1846 erholdt han afsked i nåde fra korpset. Han havde nemlig forladt hovedstaden og i maj 1844 overtaget bestyrelsen af en privatskole i Sæby. Samme år ægtede han Caroline Emilie Louise Groth, datter af apoteker ved Vajsenhuset, kancelliråd J.P. Groth.

I 1848 meldte han sig som frivillig, gennemgik en kommandoskole og udnævntes den 4. oktober s.å. til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Han blev nu sendt over til hæren og ansat ved 7. Linjebataljon, med hvilken han deltog i slaget ved Kolding, Ryes tilbagetog og slaget ved Fredericia. Da bataljonens regnskabsfører var blevet såret i slaget ved Kolding, overtog Wendt i hen ved tre måneder hans forretninger, som han udførte med stor omhu og punktlighed. I 1850 hørte bataljonen til Schepelerns brigade og kom i den første tid ikke i ilden; den 7. august dannede den tilligemed 4. Reservebataljon brigadens avantgarde, som under oberstløjtnant Helgesen indtog Frederikstad, hvor den forblev som besætning. Om aftenen den 7. september fik Wendt underretning om, at tre af bataljonens kompagnier den følgende morgen skulle rykke ud, og at det kunne ventes, at det ville komme til et alvorligt sammenstød med fjenden. Han besørgede atter dengang midlertidigt regnskabsførerforretningerne og sad nu oppe hele natten for inden kampen at få afsluttet sit månedsregnskab. Om morgenen drog han med ud, frisk og munter som altid, og deltog i kampen med tapperhed og koldblodighed, indtil han ved den første storm på højderne ved Süderstapel faldt, ramt i hjertet af en geværkugle. Hans lig blev ført med tilbage til Frederikstad og dér den 12. september foreløbigt bisat for siden at blive flyttet til familiens gravsted på Garnisons Kirkegård i København.

Hans enke, der overlevede ham med to små sønner på 5 og 3 år, giftede sig 1854 anden gang med hans fortrolige ven og våbenfælle Christen Jensenius Møller, der efter ligeledes frivilligt med bravour at have deltaget i kampen i 1851 afgik fra hæren som kaptajn og senere blev sognepræst.

Sekondløjtnant ved 7. Linjeinfanteribataljon Christian August Wendt (søn af stabskirurg Johan Christian Wilhelm W. og Anne Margrethe Rasmussen), født 26. december 1813 i København (Garnisons), faldet 8. september 1850 ved Süderstapel, bisat fra Friedrichstadt, begravet på Garnisons kirkegård i København. Gift 28. september 1844 i København (Frue) med Emilie Louise Caroline Groth (datter af apoteker Jens Peter G. og Cathrine Margrethe Arends), født 6. maj 1819 i København (Trinitatis), død 7. januar 1906 i København (Nazarets) (gift 2. gang 1854 med sognepræst til Vigersted-Kværkeby Christen Jensenius Møller, 1811-1882). – Han efterlod sig to sønner på 2 og 4 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1575-1577.

Premierløjtnant Otto Theodor Ludvig Fick (1821-1850)

søn af handelsbogholder Andreas Fick og hustru Regine Wilhelmine, født Driebein, var født den 11. august 1821 i København, hvor han ved krigens udbrud arbejdede som guldsmed og gravør. I april 1848 meldte han sig som frivillig ved 3. Linjebataljon og blev efter felttogets slutning udnævnt til korporal. Om vinteren gennemgik han en kommandoskole og blev den 10. marts 1849 udnævnt til sekondløjtnant i krigsreserven med anciennitet fra 1. januar s.å. Han ansattes ved 3. Forstærkningsbataljon, udmærkede sig ved Adsbøl den 3. april og ved Fredericia den 6. juli og udnævntes den 19. august s.å. til premierløjtnant i krigsreserven. I foråret 1850 blev han forsat til 7. Linjebataljon og var ikke i ilden før ved Süderstapel den 8. september. Fich, der stod ved kompagniet Hammer, faldt her ved den første storm på den fjendtlige stilling ved møllerne nordvest for byen. Hans lig faldt en kort tid i hænderne på fjenden, som dog ikke beholdt det; han blev af vore egne begravet på kirkegården i Frederikstad den 12. september.

Som Fich i kampen var brav og besindig, var han hjertelig i kammeraternes kreds, hvor hans smukke sang ofte bidrog til at oplive stemningen. I besiddelse af megen naturlig takt var han velset, hvor han kom hen. Han døde ugift.

Premierløjtnant ved 7. Linjeinfanteribataljon Otto Theodor Ludvig Fick (søn af kontorist, senere bogholder Andreas F. og Regine Wilhelmine Drebein), født 11. august 1821 i København (Frue), faldet 8. september 1850 ved Süderstapel, begravet 12. september på Friedrichstadt kirkegård i Schleswig. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1574-1575.