Kaptajn Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (1829-1864)

fødtes den 27. april 1829 i Kolding og var søn af major i Vejkorpset Joachim Godske Stockfleth (1780-1831) og hustru Wibeke Ida Margrethe Worsøe (1788-1860). Tretten år gammel blev Stockfleth den 1. november 1842 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og blev den 1. november 1847 sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1846, men forblev på akademiet som repetent indtil krigens udbrud, da han den 30. marts 1848 ansattes ved 4. Linjeinfanteribataljon.

Han deltog i den første slesvigske krig og udmærkede sig især i Istedslaget ved sin kækhed og snarrådighed, så at han som enogtyveårig løjtnant den 6. oktober 1850 udnævntes til Ridder af Dannebrog. Den 22. juli 1849 var han blevet premierløjtnant. 1853-54 stod han à la suite som lærer og skoleofficer ved Landkadetkorpset, 1854-60 ved 2. Linjeinfanteribataljon og fra 17. september 1860 ved 20. Infanteribataljon, hvor han ved sin udnævnelse til kaptajn den 28. august 1862 blev chef for 2. kompagni.

I 1864 udmærkede han sig ved enhver lejlighed, hvor han stod overfor fjenden. I kampen ved Selk og Kongshøj den 3. februar førte han sit kompagni med stor dygtighed og bidrog væsentlig til, at østrigernes angreb på Sax-armen blev afslået. Han fremhæves derfor også i rapporten med udmærkelse for sit forhold på denne dag. Under forsvaret af Fredericia var han skiftevis med kaptajn J.P. Beissenherz forpostkommandør. Den 29. marts ledede han det vellykkede overfald på de preussiske gardehusarer i Assendrup, hvor han tog 22 fanger og 23 heste. Som belønning for dette dristige foretagende blev det ham tilladt selv at føre sine fanger til København, og han fik således en under krigen sjælden lejlighed til at hilse på slægt og venner. Det var sidste gang, de så ham.

Den 18. april deltog han i regimentets angreb. Hans kompagni trængte tæt ind på fjendens linjer, men blev nedslået af den voldsomme kugleregn, så at kun to korporaler af samtlige befalingsmænd slap derfra. Stocktleth selv blev under fremløbet let såret. Lidt senere blev en officersaspirant, som han satte stor pris på, såret og faldt sammen med de ord: ”Å, Gud hjælpe mig!” ”Det vil han nok, lille ven”, sagde Stockfleth, idet han bøjede sig over ham. I det samme fik han selv en kugle i baghovedet, faldt og rørte sig ikke mere. Han fik således det ønske opfyldt, som han engang havde udtalt til en ven: ”Det måtte være herligt at falde ung, ikke i en lille forpostfægtning, men hvor kanonerne sang gravsalmen!”

Hans lig, der fandtes aldeles udplyndret på valpladsen, begravedes den 24. april på Augustenborg Kirkegård. Kammeraterne satte på hans gravsten: ”Han var brav, tapper og ædel”. Han fremhævedes med udmærkelse i rapporten for sit forhold under kampen den 18. april.

I ham gik en fremtidsmand bort, som ville have bragt det vidt. Foruden en levende interesse for sit fag havde han en betydelig sans for litteraturen, også i andre retninger end rent militært. Allerede som kadet var han H.P. Holsts yndling for de gode danske stile, han skrev og viste derved de første tegn på den lyst og evne til litterær virksomhed, som senere bar frugt i en meget forskelligartet produktion. Han har således skrevet både lyriske digte, små noveller og militære lærebøger.

Han tog sig meget af sine undergivne og havde en stor og gavnlig indflydelse på de yngre officerer, som han holdt meget af at samle hos sig. Således indbød han på aspirantskolen i Helsingør, hvor han i 1861 var lærer, ofte de unge til the, hvad de i begyndelsen kimsede af; men hans lærerige og interessante underholdning lod dem snart skatte disse sammenkomster højt.

Men han var ikke blot æstetisk anlagt, han var tillige en etisk udviklet personlighed, der intet middel skyede for at bekæmpe mangel på moral, og han foragtede den ungdom, der kun søgte forlystelser. Han var en meget smuk mand, kraftig bygget med brune øjne, hår og skæg.

Fra barndommen var han tungsindig, og der sås kun sjældent et smil på hans læber. Livet havde på forskellig måde taget lidt hårdt på ham, så at hans sensible natur havde fået et knæk, der svækkede hans livsmod, hvad blandt andet hans digte bare vidnesbyrd om. Kun når han bevægede sig blandt sine soldater, var der altid en stille glæde udbredt over ham.

Mindestenen over blandt andre kaptajn Stockfleth blev rejst i 1938.

Stenen står ved stien mellem Dybbøl Mølle og Grønnekærvej, 

ca. 250 meter sydøst for møllen.

 

Kaptajn ved 20. Infanteriregiment Frederik Hannibal Eduard Harald Stockfleth (søn af major Niels Wilhelm S. og Vibeke Ida Margrethe Worsøe), født 27. april 1829 i Kolding, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 24. april på Augustenborg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 208-210.

Fr. Meidell: Et Par uniformerede Modsætninger. Livsbilleder af faldne, danske Officerer, som kunde have holdt deres halvhundredaarige Jubilæum i 1896. Kbh., 1896. 47 sider. (Særtryk af Vort Forsvar)

Børge L. Barløse: En kaptajn af fodfolket. F.H.E.H. Stockfleth. Personalhistorisk tidsskrift 1959, s. 1-23.

Niels Elsborg: Frederik Hannibal Edvard Harald Stockfleth. Officer og samler af krigstrofæer. Våbenhistorisk tidsskrift 2017, nr. 5, s. 14-18.

Danske krigergrave og mindesmærker