blev født den 27. april 1823 i byen Gävle; hans fader var oberst C.G. friherre av Leijonhufvud, som med hæder havde deltaget i krigen i Tyskland i 1813-14, og som blev ansat ved Hälsinge-regimentet. I Hälsingland, hvor hen hans forældre begav sig, da han var to år gammel, henlevede han sin barndom, modtog derpå undervisning i Gävle og studerede senere i Uppsala, ved hvis universitet han tog eksamen som student i 1840. Det påfølgende år gennemgik Leijonhufvud et militært kursus i Stokholm hos oberstløjtnant Hazelius, der forestod militærskolen dersteds, og tog derpå officerseksamen, hvornæst han udnævntes til underløjtnant ved Hälsinge-regimentet; 1847 forfremmedes han til andreløjtnant.
Da krigen udbrød i 1848, var Leijonhufvud mellem de første, der indtrådte i dansk tjeneste; han ansattes ved 2. Linjebataljon. Den 5. juni havde bataljonen post på Dybbølstillingens højre fløj, hvor den medvirkede til at forhindre den fjendtlige fremrykning ad Aabenraa-vejen, da der, efter at fægtningen i længere tid havde været stående, blev grebet offensiven, og Leijonhufvud med sin sædvanlige uforsagthed førte sine folk frem til angreb, blev han truffet af tre kugler, hvoraf de to sårede ham dødeligt. Han tabte straks bevidstheden og udåndede få øjeblikke efter.
Leijonhufvud var såvel i sit fødeland som i blandt dem, der hos os lærte ham at kende, skattet på grund af sin ædle karakter og sit ridderlige sind, hvori kækhed og omsigt i farens stund var blandede med en sjælden blidhed. Med varm interesse omfattede han Danmarks sag, og de beviser på velvilje og agtelse, som han modtog fra dem, med hvem han her kom i berøring, bevirkede, at han befandt sig vel og tilfreds i de ham nye omgivelser. Hans fald fremkaldte stor sorg ikke blot i hans familiekreds, hvortil han var knyttet med de stærkeste kærlighedens bånd, men også blandt hans kammerater i den danske hær.
På Ulkebøl Kirkegård udsøgtes der en venlig plads til hvilested for hans jordiske levninger, og et smukt mindesmærke genkalder her i erindringen den tapre krigers dåd og den hengivenhed, hans kammerater have næret for ham. [Generalstabsværket]
* * * * *
Knut Otto Eric (Gregerson) friherre av Leijonhufvud blev født i staden Gävle den 27. april 1823. I en alder af to år flyttede han med sine forældre til Hälsingland, hvor han tilbragte sin barndom og første ungdom. Han gjorde sine første studier i Gävle i den derværende elementarskole, hvorefter han studerede i Uppsala, hvor han tog studentereksamen 1840. I 1841 gennemgik han et militært lærekursus i Stockholm hos oberstløjtnant Hazelius, som dér forestod en militærskole, og tog der sin officerseksamen, hvorefter han udnævntes til underløjtnant ved Hälsinge Regementet. 1843 og 1844 gennemgik han et kursus i gymnastik i Stockholm. 1847 blev han andenløjtnant. 1848 i maj indgik han i dansk tjeneste. Hans fornemmeste karaktertræk var et varmt, elskende hjerte, et beskedent (ödmjukt) men dog åbent væsen, stadighed i de studier man fordrede af ham, og et uforfærdet mod. Hans forældre var friherre Carl Gregers (Sebastianson) Leijonhufvud, første major (med obersts karakter) ved Hälsinge Regementet, Ridder af Sværdordenen og tapperhedsmedaljen, som begyndte sin militære bane ved Svea Artilleriregementet, i hvilket han tjente som underløjtnant under krigen i Tyskland 1813-14, hvor han på dagene ved Dennewitz og Leipzig lagde meget mod for dagen og erholdt tapperhedsmedaljen på valpladsen; moderen Eleonora Ulrikka Silfverstolpe (død 1834), datter af en i Sverige agtet digter Axel Gabriel Silfverstolpe, sekretær ved det svenske ridderhus og kammerherre hos Dronning Sophie Magdalene af Danmark.
Ved at oversende foranstående notitser, har en af hans ældste bekendte (skuespiller Jolin i Stockholm) yderligere bemærket: ”Han var en af de ædleste unge mænd, jeg har lært at kende, ufordærvet på legeme og sjæl, og aldeles fri for hin lyde som vi, med alt for megen mildhed og artighed, benævne letsindighed. Ridderlig af sind, men ikke i dette ords franske betydning, bar han en dyb agtelse for kvinden, thi alle hans kvindelige pårørende viste sig for ham som pragteksemplarer af dette køn, og den varme interesse hvormed Danmarks sag af dem omfattedes, og i deres selskabskredse drøftedes, fødte hos ham den urokkelige beslutning at gå i Danmarks tjeneste. Aftenen før hans afrejse lovede jeg ham – halvt i spøg – en sang på hans grav. Han takkede for alvor, og alvor blev det desværre! Med dyb smerte modtog hans mange venner budskabet om hans død, og mangt et mandigt øje bluedes ej ved en tåre til hans minde. Jeg for min del har ofret den kære ven et rigt mål af savn og et ringe mål af sang”.
Efter det ofte nævnte svenske skrift optager vi om Eric av Leijonhufvud følgende:
”Eric Leijonhufvud, søn af oberstløjtnant av Leijonhufvud ved Hälsinge Regementet, var af udvortes høj, smækker og velskabt, agtet som duelig officer, afholdt af venner og kammerater, udrustet med nordisk krigersind ved siden af nordisk blødhed. Omend hans 25-årige ufuldmodne tanker ikke fløj – således som Sommelius’ – uroligt kredsende omkring himmel og jord, så behøvedes det heller ikke – han fandt ved hjertets hjælp den lige vej gennem livet til døden. Forenet med sin familie ved kære, inderlige bånd, om hvilke meget skulle være at fortælle, dersom ikke agtelsen for familielivets og sorgens hellige stilhed afholdt os derfra, tilskrev han sine kære aftenen for slaget et brev, ankommende til Vänersborg næsten samtidigt med efterretningen om hans død. Han beskriver deri simpelt og hjerteligt, efter hvad man har berettet os, hvor vel han befandt sig blandt danskerne, sin længsel efter påny at komme i aktiv virksomhed, talte med henrykkelse om den skønne natur hvoraf han var omgivet, ytrede at han der ønskede sig et hjem, og fortalte slutteligt, at stridens løsen den påfølgende dag skulle være Gravensten. Dagen efter gik han med en ren samvittigheds og et ungt hjertes glade mod i striden, udmærkede sig som sædvanligt, og faldt, truffet af tre øjeblikkeligt dræbende kugler, den ene i halsen, den anden i hjertet, den tredje i hånden, just i det øjeblik da han opmuntrede sine soldater til at storme frem, og, for at give opmuntringen eftertryk, selv foregik dem med eksempel.
Den 25. juni holdtes på Hälsinge Regementets lejrplads Moheda en mindefest over Leijonhufvud. I salen i hovedbygningen, hvor både over- og understaben havde spist til middag i samling, var anbragt en smuk dekoration: Øverst et skjold med den afdødes navnechiffer, neden for drapperier af fire faner samt en sortbetrukkent katafalk, hvorpå korslagte våben, og på forsiden dødsdagen den 5. juni i forgyldte bogstaver. Under måltidet udbragte regimentets chef med nogle hjertelige ord en skål til den afdødes minde, hvorefter vers, forfattet af en af regimentets officerer, blev afsunget af et udvalgt kor. Den gamle, almindeligt elskede fader til den hedengangne var også nærværende ved den højtidelige og rørende handling. Om aftenen, efter endt eksercits, defilerede hele regimentets mandskab gennem salen for at beskue dekorationen.
Se her et træk som karakteriserer Leijonhufvud som kriger: Et preussisk detachement havde taget post i en landsby ej langt fra Sundeved. Dets stilling her var næsten uindtagelig for en ikke større styrke end den danske, dersom ikke byen kunne sættes i brand; men dette var igen så godt som umuligt, idet den aldeles flade slette forårsagede, at den styrke som ville have forsøgt at rykke frem ville undervejs være blevet helt og holdent nedskudt af de preussiske tiraljører, som på alle sider underholdt en levende ild. Under rådvildheden i denne anledning bemærkede to svenske frivillige en lang, temmelig dyb og næsten vandtom digegrøft, og henvendte de kommanderendes opmærksomhed på muligheden af på denne måde at nærme sig landsbyen; det ansås imidlertid for ugørligt. Da tilbød disse to sig at udføre vovestykket. Syv danske soldater fulgte dem. Løjtnant Silfverstolpe satte sig i spidsen for den lille styrke og krøb foran i diget med geværet i den ene hånd og en brandfakkel i den anden; efter ham fulgte Leijonhufvud og derefter de danske soldater. På denne måde tilbagelagde de en strækning af henved en svensk fjerdingvej. Da den lille trop var kommet i nogen afstand fra byen, antændte løjtnant Silfverstolpe med en friktionssvovlstik, den medbragte brandraket, hvorefter detachementet begyndte sit tilbagetog på samme måde det var kommet frem. Brandraketten traf et stråtag, som snart stod i lys lue. Men en prussisk udpost havde mærket, fra hvilken kant raketten var kommet.
Han gjorde alarm og snart blev den lille styrke opdaget. Da rejste svenskerne og danskerne sig op af grøften og trak sig tilbage under bestandig fægtning mod et overlegent antal af tyskere. Løjtnant Silfverstolpe fik en kugle gennem huen, en dansk soldat blev såret, en anden faldt. Silfverstolpe nedlagde en preusser; Leijonhufvud nedskød ligeledes en, inden de nåede de danske forposter. Ilden udbredte sig imidlertid over hele landsbyen, danskerne stormede den og fordrev tyskerne, hvorefter hele den danske styrke uhindret fortsatte sin march”.
De nærmere omstændigheder ved Leijonhufvuds død anføres sammesteds således efter meddelelse af et øjenvidne, en dansk frivillig, bataljonskammerat med den faldne, hvis fuldkomne overensstemmelse med sandheden bevidnes af en anden – svensk – frivillig:
”Preusserne havde, som bekendt, den 5. juni haft til hensigt at omgå vor højre fløj, og ville, hvis ej tropperne fra Sønderborg var kommet til i rette øjeblik, med deres did hen sendte betydelige styrke næppe haft stor vanskelighed ved udførelsen af deres plan. Den blev imidlertid tids nok opdaget; og det lykkedes efter en længe vedligeholdt og uvis kamp, hvorved 2. Bataljon netop var stillet yderst på hjre fløj, omsider at bringe dem til at vige; de forfulgtes derpå i nordvestlig retning under en oftere gentaget gensidig ild, blandt andet af 2. Bataljons 3. kompagni, hvorved Leijonhufvud stod som officer, og hvortil også jeg, der med flere var gået forud for mit eget (1.) kompagni, havde sluttet mig; og jeg så ham her alt tidligt efter sædvane gå ilsomt og dristigt frem med sine folk, opmuntrende ved ord, som ved sin hele elskværdige, ædle personlighed. Efter at forfølgelsen således i nogen tid var gået frem over ægte sundevedske gærder og diger, kom man endelig ud på en landevej, såvidt erindres omtrent mellem Sandbjerg og Sottrup, som preusserne og dernæst også vi slog ind på, idet de alt i mellem gjorde holdt og fyrede på os; hvor man da var temmeligt udsat for ilden, da der ikke gaves nogen dækning imod de umiddelbart foruddragende. Og her var det nu at jeg atter bemærkede Leijonhufvud, idet han midt under avanceringen steg op på gærdet langs med vejens højre side, som for helt at overse fjendens styrke; men næppe havde han ret betrådt det og hævet sig rank og let derop, førend jeg så ham slå sig for brystet med et dæmpet udråb og styrte sig ned igen på vejen. Jeg løb straks tilbage imod ham, skønt jeg ikke med bestemthed kunne se, om han virkelig følte sig truffet ved et af de mange skud der faldt, eller ej; men han var næppe kommet ned af gærdet og en halv snes skridt ud på vejen, førend han segnede afmægtig om, mens blodet straks styrtede strømmevis ud af hans mund og bevidstheden øjeblikkelig forlod ham; jeg opfordrede ham til at pege på stedet hvor han var såret, men han var allerede ude af stand dertil. Jeg og en soldat løftede ham da i vore arme, opknappede hans kjole og fandt her, foruden det blod der alt fra et sår ved halsen havde tildækket hans ansigt, endnu på det hidtil tildækkede bryst vidne om et andet samtidigt og lige så blodigt hernede. Da det under bevægelsen med avanceringen og manglen på alle rekvisitter var mig umuligt at standse blodet eller blot opdage sårene, overgav jeg ham til et par pålidelige karle, for straks at bringes tilbage til lægen, mens vi andre, som sædvanligt, i øjeblikkets vigtighed var nødt til at gå videre og vende tankerne fra den enkeltes martyrdom til det heles fremgang:
We carved not a line, we raised not a stone,
but we left him alone with his glory.
Leijonhufvuds død var den skønneste en kriger kan finde: på sejrens dag, under avanceringen, faldt han, smuk og frejdig, med oprakt pande, midt mellem sine folk; han følte sine æressår, men fik ej tid til at føle lidelsen deraf. Sablen, der indtil videre optoges af en underofficer, foranledigede jeg tilstillet hans landsmand og ven (og formodentlige fætter), løjtnant Silfverstolpe”.
Den 8. juni begravedes i Sønderborg en del af de i slaget den 5. næstforhen faldne. Et privat brev fra krigsskuepladsen ytrer herom følgende: ”Denne handling var i høj grad rørende og højtidelig. En time førend den fandt sted, omtrent kl. 6 om morgenen, gik jeg ind i kirken, hvor jeg blev vidne til et skuespil som jeg aldrig skal glemme. Alle kisterne var allerede tillukkede og stod foran alteret, omvundne med friske kranse og prydede med våben, blomster og Dannebrogsbånd. Blot en kiste stod endnu åben, og i denne lå den tapre unge svensker, baron Leijonhufvud, rank, bleg og smuk, i sin svenske uniform, med egeløv om panden og en frisk rosenkrans ved brystet. Kirken var aldeles tom, men ved siden af den faldne stod en anden ung svensk officer, premierløjtnant Silfverstolpe, hans ven, som havde fulgt med ham herover for at deltage i vor kamp. Jeg kan ikke beskrive den uendelige smerte, det blandede udtryk af fortvivlelse og broderkærlighed, hvormed han i den stille, tomme kirke for sidste gang klappede hans blege kind, for sidste gang trykkede hans hånd og derpå styrtede ud af kirken. Et par timer derefter jordedes den tapre og elskværdige veteran Morgenstierne og 47 unge lig, deraf 27 fjendtlige. 24 unge sortklædte piger strøede blomster på deres grav, en skøn sørgemusik ledsagede jordfæstelsen. En uoverskuelig mængde af officerer, borgere, soldater, opfyldte kirkegården; alle de omkringstående græd.
Præstens tale skal have været smuk, men jeg tilståer, at jeg ikke hørte noget af den, thi billedet af den unge heltemodige svensker og hans trofaste ven stod bestandigt for mine øjne. Hvor mangt et venskabsbånd, hvor mange endnu stærkere og helligere bånd, er ikke alt blevet sønderrevne, og alligevel forekommer det mig, at døden her ikke har det mørke, sørgelige præg som under hverdagslige forhold. Nej, døden på valpladsen, under kanonernes drøn, geværernes salver, og soldaternes hurraråb, er lys og skøn, og det indtryk man fører med sig fra de faldnes grave har ikke noget nedtrykkende.
Af et senere særskilt udkommet lidet skrift Nogle Ord talede d. 8de Juni 1848, dels på Sønderborg Kirkegaard, da de i Slaget ved Dyppel den 5te Juni faldne Krigere jordedes sammesteds, dels på Ulkebølle Kirkegaard, da den i samme Slag faldne svenske Premierløjtnant K.O.E. Friherre af Leijonhufvuds Lig blev der begravet af H.V. Krog-Meyer, sognepræst for Ulkebøl, Ridder af Dannebrog, erfares nu følgende nærmere omstændigheder ved bemeldte begravelse:
Efter begravelseshøjtideligheden på Sønderborg kirkegård førtes Eric Leijonhufvuds lig til den mellem Sønderborg og Augustenborg beliggende landsby Ulkebøl kirkegård, hvor det nedsænkedes i det af hans trofaste ven løjtnant Silfverstolpe og nogle flere landsmænd valgte gravsted. Grunden til at Leijonhufvud jordedes i Ulkebøl var den, at den afdøde med sine herværende landsmænd jævnligt havde besøgt Ulkebøl præstegård, hvorved byen, dens kirke og kirkegård var blevet både den faldne og dem kær; og som de på den ene side fandt den sidste smuk, således håbede de på den anden, at en følge af deres venskabelige forhold til stedets præst ville være, at der frededes så meget bedre om deres faldne vens grav. Graven selv er ved indgangen til kirken, på dens søndre side. Den er beplantet med grantræer, og midt mellem granerne, ved gravhøjens side, er oprejst et monument af den faldnes kammerater, bestående af en granitsten med et stort hvidt marmorkors; mod stenen hviler en marmorplade med følgende indskrift:
Svensk premierløjtnant Knut Otto Eric friherre av Leijonhufvud, født 27. april 1823, faldet i slaget ved Dybbøl den 5. juni 1848. 1 Joh. 3, 16. Også vi er skyldige at sætte livet til for brødrene. Dette minde sattes ham af 2. Bataljons officerer. [Nekrologiske Saml.]
Mindestenen over løjtnant Leijonhufvud blev rejst i 1925
Stenen står på hjørnet af Aabenraavej og Alssundvej
ved ejendommen Sundhøj 2, Dybbøl
På monumentet over de skandinaviske frivillige i Kastellet
ses også premierløjtnant Leijonhufvuds navn
De skandinaviske frivillige Sommelius, Leijonhufvud,
grev Löwen og Løvenskiold i en tænkt situation omkring bålet
Premierløjtnant ved 2. lette Bataljon
Knut Otto Eric friherre av Leijonhufvud (søn af major ved Hälsinge Infanteriregemente Carl Gregor friherre av L. og Ulrika Eleonora Silfverstolpe), født 27. april 1823 i Gävle, Gävle län, faldet 5. juni 1848 ved Dybbøl, begravet 8. juni på Ulkebøl kirkegård. Ugift.
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1329-1330
Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 90-95, 109-110, 413-414
.jpg)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.png)
.JPG)
.JPG)
.jpg)
.JPG)
.JPG)
.jpg)
.jpg)
.JPG)
.jpg)
.JPG)
.jpg)
.JPG)
.jpg)
.jpg)
.JPG)