Han gik nu den militære vej. 1858 blev han sergent ved Göta Artilleri. Den 1. maj 1859 tog han afsked herfra og blev den 22. maj samme år fanejunker ved Hallands Infanteribataljon. Den 21. april 1860 tog han officerseksamen i Göteborg og udnævntes den 1. oktober samme år til underløjtnant ved Hallands Infanteribataljon, hvor han derefter stod i tre år. I marts 1863 blev han landmålerelev i Varberg og i november samme år brændevinskontrollør.
Da den danske krig udbrød 1864, kunne Lundegren ikke med ligegyldighed se på, at broderlandet overfaldtes af to mægtige stater, og han skrev da til sine forældre – brevet var mærkeligt nok skrevet med rødt blæk – at han havde besluttet at melde sig frivilligt. Hans forældre søgte at afholde ham derfra, men som sædvanlig stod han fast ved sin engang fattede beslutning.
Den 10. april 1864 ankom han til København og den 13. april antoges han af det danske krigsministerium til tjeneste og ansattes som sekondløjtnant ved 22. Regiment, ved hvis 2. kompagni han meldte sig den 17. april.
Natten mellem den 17. og 18. april var han med til at udbedre løbegravene mellem Skanse nr. 2 og 3. Efter fuldført arbejde udtalte han den 18. om morgenen: ”Det var bra, om preusserne ville storme nu”. Han omfattede kampen med iver og alvor, og den 18. kæmpede han med mod og kraft til det sidste. Han fik ni sår og segnede til sidst. Døende fandtes han på valpladsen og førtes af preusserne til Stenderup lazaret.
Under sit sygeleje besøgtes han af en dansk præst fra Adsbøl, og denne har udtalt, at Lundegren bar sine store lidelser med tålmodighed og fatning; aldrig beklagede han sig over sine smerter og lidelser og aldrig fortrød han sin beslutning om som frivillig at deltage i broderlandets kamp. Heller ikke her glemte han, for sine egne lidelser, at tænke på andres. En dag, da præsten forlod ham, lod Lundegren ham kalde tilbage, takkede ham for den trøst hans nærværelse skænkede ham, og tilføjede: ”De har glemt en mand, som ligger nede i salen; han lider så meget, trøst også ham!”
Da præsten den 27. april kom ind til Lundegren, fandt han ham med tillukkede øjne. Da præsten lagde hånden på hans pande, slog han øjnene op og sagde: ”Gud styrke mig med tålmodighed!” Præsten tilbød ham nadveren, men Lundegreen ønskede at vente til næste dag, og han udtalte nu ønsket om, når han døde, hans lig da måtte blive begravet i fosterjorden, ligesom han bad præsten snarest efter døden, at skaffe tilladelse til at føre hans lig til Sønderborg. Tilladelsen hertil skaffede præsten straks og kunne meddele Lundegreen den, inden han den 28. april om aftenen kl. 10½ døde.
Det var et sår i skulderen, der, ved en affektion af brystet, bevirkede hans død. Desuden havde han to sår i munden, et i højre hånd, hvorved tre fingre var knuste, samt flere andre.
Liget førtes til København og begravedes med stor højtidelighed den 13. maj på Garnisons Kirkegård. Begravelsen overværedes af hans fader og søster og alle i byen tilstedeværende svenske og norske frivillige. I anledning af hans død afholdtes af hans krigskammerater i Sverige midsommerdag 1864, en højtidelig sørgefest på bataljonens mødeplads, Skedala, i Halland.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 142-143.
Danske krigergrave og mindesmærker (1)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar