onsdag den 11. januar 2023

Sekondløjtnant Georg Johan Flor (1815-1849)

blev født den 28. marts 1815 i København, hvor hans fader var praktiserende læge. Sin undervisning modtog han i Efterslægtselskabets skole, indtil han i sit 14. år sattes i handelslære; senere etablerede han sig som manufakturhandler og tjente som sådan i adskillige år i Livjægerkorpset. Her fik han det første indblik i det militære væsen, som han opfattede med særlig alvor; da krigen udbrød, greb han derfor lejligheden med begejstring og meldte sig som frivillig ved 1. Jægerkorps. 

Han deltog med korpset i felttoget 1848, udmærkede sig navnlig i slaget ved Slesvig og blev forfremmet til sergent. I den følgende vinter gennemgik han en kommandoskole i København, hvorefter han den 10. marts 1849 udnævntes til sekondløjtnant i krigsreserven med anciennitet af 1. januar s.å. og ansattes ved 3. Jægerkorps. Med dette deltog han i slaget ved Kolding og senere under Fredericias belejring; i slaget den 6. juli erholdt han under 3. Brigades fremrykning ordre til at kaste sig mod fjenden, som truede med et angreb i flanken, men faldt i samme nu, gennemboret i brystet af en kugle, der havde den øjeblikkelige død til følge.

Han var en ivrig militær med et godt blik på de militære forhold. Han var en smuk og imponerende personlighed, der var bekendt for sin ualmindelige styrke.


Sekondløjtnant ved 3. Jægerkorps Georg Johan Flor (søn af bataljonskirurg Hans F. og Martha Elisabeth Johnstrup), født 28. marts 1815 i København (Frue), faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1187-1188.

Danske krigergrave og mindesmærker

Ingen kommentarer:

Send en kommentar