Major Sophus Peter Lassenius Schack (1811-1864)

fødtes den 21. januar 1811 i København og var søn af generalfiskal, kammeradvokat, etatsråd Gregers Schack (1781-1840) og hustru Anna Sofie Kirksteen (1788-1854). Den 1. januar 1821 blev han kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. januar 1830 udnævnt til sekondløjtnant ved 2. jyske Infanteriregiment med anciennitet af 21. december 1828. Den 16. juni 1838 blev han premierløjtnant. Ved hærens omordning i 1842 trådte han den 1. juli ud af hæren, da han følte kald til og havde talent for malerkunsten, og sattes på vartpenge. Han helligede sig nu sin kunst, og man fik fra hans hånd flere værdifulde arbejder. Som elev af Kunstakademiet erhvervede han sig både den lille og den store sølvmedalje samt rejsestipendium.

Ved krigens udbrud 1848 meldte han sig ufortøvet atter til tjeneste og fik den 17. juli samme år kaptajns karakter. Han ansattes ved 3. Reservebataljon, hvor han stod til 1. april 1850, da han blev forsat til 7. Linjeinfanteribataljon. Han udmærkede sig ved Ullerup, hvor han blev let såret, men især ved indtagelsen af Frederiksstad den 7. august 1850, hvor han med sit kompagni havde fortroppen og stormede de fjendtlige skanser på diget nord for byen. Ved denne lejlighed såredes han hårdt i venstre skulder. Til belønning for sit mod og sin brave optræden optoges han den 22. august 1850 i hærens linje. Kaptajns anciennitet havde han fået den 1. januar 1849. Endvidere dekoreredes han den 9. september 1849 med Ridderkorset, og den 6. oktober 1850 med den russiske Skt. Anna Ordens ridderkors. Fra 1860-63 stod han à la suite som kaptajnvagtmester i Rendsborg fæstning. Den 15. april 1860 blev han major.

Han kastede sig nu over litteraturen, og frugten heraf var hans bekendte ”Portrætparalleller” og ”Fysiognomiske studier”, der udmærkede sig ved original opfattelse. Endvidere udgav han en ”Karakteristik af den danske soldat”, samt nogle mindre militære afhandlinger.

Såsnart det atter tegnede til krig, søgte han om at komme til aktiv tjeneste og blev ansat ved 20. Infanteribataljon den 1. oktober 1863. Under krigen var han chef for regimentets 1. Bataljon, i hvilken stilling han gentagne gange under felttoget gav beviser på at være en modig og dygtig officer. Således fremhæves han i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen foran Dannevirke den 3. februar.

Den 18. april blev han under regimentets fremrykning skudt gennem lungen, og idet han, støttet på en menig, gik tilbage, knuste en granatstump hans højre arm og tre ribben. Skønt hårdt såret, havde han dog hårdførhed og selvbeherskelse nok til under transporten til København, ombord på skibet, at læse sine aviser. Han blev indlagt på lazarettet på Sølvgadens kaserne, hvor han døde den 21. april omgivet af sin konge, sin hustru og sin bedste ven. Han begravedes den 29. april på Garnisons Kirkegård. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april.

1853 ægtede han Vilhelmine Bothilde Olsen, datter af oberst Olaf Nicolaj Olsen, tidligere chef for Generalstabens topografiske afdeling.

Mindestenen over major Schack blev rejst i 1926.

Stenen står tæt ved ejendommen Dybbøl Banke 3,

ca. 300 meter sydøst for møllen.

 

Major ved 20. Infanteriregiment Sophus Peter Lassenius Schack (søn af søkrigsprokurør Gregers S. og Anna Sophie Kirksteen), født 21. januar 1811 i København (Holmens), såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 21. april på Sølvgadens Kaserne i København, begravet 29. april på Garnisons kirkegård i København. Gift 1. gang 30. maj 1846 i København (Frue) med Jenny Maria Margaretha Wydbom (datter af oberst Johan Reinhold V. og Jenny Herwan), født 16. april 1828 i Stockholm, Sverige, død 4. april 1878 i Åsby, Stigtomta församling, Södermanlands län, Sverige (ægteskabet opløst 1851; gift 2. gang 1854 med artillerikaptajn Carl Axel Nyman, 1818-1895). Gift 2. gang 28. juni 1853 i København (Garnisons) med Wilhelmine Bothilde Olsen (datter af oberst Olaf Nicolaj O. og Louise Magdalene Schultz), født 31. marts 1826 i København (Garnisons), død 7. april 1900 i Holbæk (begr. på Garnisons kirkegård). – Han efterlod sig to døtre i alderen 4-6 år.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere. Hans første hustru hviler på Stigtomta kyrkogård i Nyköping. Hun og hendes nye mand ejede en gård ved navn Åsby. 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 184-185

Sigvard Skov: Sophus Schack og slaget ved Ullerup 1849. Sønderjyske årbøger 1962, s. 167-174

Weilbachs Kunstnerleksikon

Major Sigismund Ludvig Carl von Rosen (1827-1864)

fødtes den 23. februar 1827 i Segeberg og var søn af kammerherre, amtmand i Segeberg Wilhelm Carl  Ludvig von Rosen og hustru Sophie von Decher. Rosen blev kadet den 1. november 1844 og sekondløjtnant ved 5. Jægerkorps den 1. november 1845 med anciennitet af 1. november 1844. Den 1. august 1846 kom han på højskolen. Da krigen imidlertid brød ud, afgik han fra højskolen til 1. Jægerkorps den 27. marts 1848.

Som ganske ung officer deltog han nu i den første slesvigske krig og lagde her de bedste krigerdyder for dagen. Han blev som følge af sin deltagelse i det første krigsår den 13. september 1848 Ridder af Dannebrog. Den 22. januar 1849 blev han premierløjtnant. I 1849 var han adjutant ved Artillerikommandoen på Als. Den 13. april dette år forsøgte fjenden en fremrykning for at sætte sig i besiddelse af Dybbøl-højderne. Denne dag toges to sachsiske kanoner. At dette lykkedes, trods fjendens heftige ild og det vanskelige terræn, skyldtes i en væsentlig grad den uforfærdethed og omsigt, der udvistes af løjtnant Rosen.

Efter krigen kom han atter på højskolen 1851-53, blev derefter generalstabsaspirant 1853-57, stabschef ved 3. Generalkommando 1857-64 og fra 4. januar 1864 til sin død souschef ved Overkommandoen. Den 22. januar 1855 blev han kaptajn, den 6. oktober 1862 Dannebrogsmand, og den 19. marts 1864 fik han majors karakter. Fra 1853 til sin død var han således hele tiden i Generalstaben. Her erhvervede han sig sine foresattes tillid, og alt som kaptajn blev han ansat i den ansvarsfulde stilling som stabschef ved den holstenske generalkommando, i hvilken han stod, da i 1864 de to tyske stormagter overfaldt Danmark. Den som stabschef ved Overkommandoen ansatte oberst Kauffmann satte meget pris på Rosen og satte igennem, at han ansattes som souschef ved Overkommandoen. Rosen omfattede med varme følelser fædrelandets sag og det ansvar, som hver indgribende beslutning i hærens ledelse medførte.

Beslutningen i krigsrådet den 4. februar 1864 om at forlade Dannevirke, var ham et hårdt slag, og det var kun med nød, at han formåede at tilkæmpe sig den sindsligevægt og ro, som var nødvendig i hans virksomhed i Overkommandoens stab. Han var en udmærket støtte i staben og trods det byrdefulde arbejde her, fandtes han tit og mange gange om natten, og endnu mellem den 17. og 18. april, ude i Dybbøl-stillingen til den lyse morgen. Da han den 18. om morgenen kl. ca. 8 kom ind i brohovedet, fandt han 3. Brigadestab samlede, og på deres spørgsmål om, hvorledes det stod til ude i stillingen, svarede han: ”Udmærket”.

Kort efter væltede stormkolonnerne frem, og Rosen, der lige havde nået hovedkvarteret i Sønderborg, måtte nu snarest ile tilbage til Sundeved-siden. Han sluttede sig til divisionskommandøren, generalmajor du Plat, og hans stabschef, major Schau, og med disse faldt han dødeligt såret under forsøget på at få de over bjerget fremrykkende fjendtlige styrker standsede.

Han blev fanget og bragt til Nybøl lazaret. Da han her af en preussisk ambulancelæge havde hørt, at hans tilstand var håbløs, vendte han sig på sit leje, talte ikke mere og døde kristelig ydmygt, sikkert med bevidstheden om at have tjent fædrelandet tro til døden. Hans lig førtes til København og begravedes den 26. april på Holmens Kirkegård tæt syd for kæmpehøjen. Kammerater og venner rejste en mindestøtte på hans grav.

Rosen havde den 7. juli 1853 ægtet Francisca Henriette Wiborg, datter af departementschef i Marineministeriet, generalkrigskommissær Niels Wiborg. Hustruen og seks børn overlevede ham.

Han følte en dyb, en brændende trang
at stævne did hen, hvor sværdene sang.
Han følte en dyb, en brændende trang
at stevne did hen, hvor sværdene sang.

Han følte en længsel mod den bedrift
som skrives i mindet med evig skrift.
Han ejed en tro på en retfærds Gud,
det var hans brynje, da han drog ud.

Han vendte ikke tilbage,
kun rygtet – en dødstræt fugl
vækker den dybe klage,
der fødes ved gravens skjul.

Det melder, han forrest mødte,
da Fjenden stormede frem,
det melder, han forrest blødte
for Danmarks elskede hjem.

Det går til den sørgende kvinde
iblandt de forladte små,
som taler om faderens minde,
når til hans grav de gå.

Det går til den gamle moder,
der elsked sit barn så ømt;
det går til søster og broder,
med hvem han har håbet og drømt.

Det går til landet, som ejer
kun minderne om den søn,
der bad for Danmarks sejr
og modned til dåd sin bøn.

Ja, til en dåd, som binder
for helten en sejrskrans
indflettet med stolte minder,
der stråle med ærens glans.

J.L.

Mindetavlen på Nybøl Skoles mur beretter, 

at blandt andet major Rosen døde

på Johannitterlazarettet i 1864.

Mindestenen over generalmajor du Plat samt majorerne 

Schau og Rosen blev rejst i 1910.

Stenen står ud til landevejen, ca. 650 meter nordøst for 

Dybbøl Mølle.

Major ved Generalstaben Sigismund Ludvig Carl von Rosen (søn af amtmand Carl Wilhelm Ludvig von R. og Sophie Marie Decker), født 23. februar 1827 i Segeberg, såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død natten til den 19. april på Nybøl lazaret, begravet 26. april på Holmens kirkegård i København. Gift 7. juli 1853 i København (Garnisons) med Francisca Henriette Wiborg (datter af departementsdirektør Niels W. og Hansine Henriette Fogh), født 22. august 1833 i København (Holmens), død 10. februar 1912 i Sundby Færgegård, Toreby sogn, Maribo amt. – Han efterlod sig tre døtre og tre sønner i alderen 6 mdr.-9 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 179-181.

Balthasar Münter: Ved Major i Generalstaben Sigismund Carl Ludvig Rosens Jordefærd i Holmens Kirke d. 26. April 1864. Kbh., 1864. 11 sider.

Franzisca Rosen: Den gamle Majorinde fra Færgegaarden. Kbh., 1913. 140 sider (Memoirer og Breve, XVIII)

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Christian Frederik Marius Rohweder (1813-1864)

fødtes den 19. februar 1813 i København og var søn af major Otto Frederik Rohweder og hustru Marie Sofie Tange. Den 30. januar 1828 blev han kadet, konfirmeredes 1832 og udnævntes den 1. maj 1833 til sekondløjtnant ved 1. jyske Infanteriregiment, nuværende 7. Bataljon, med anciennitet af 19. december 1830. Den 28. juni 1840 blev han premierløjtnant. Ved 1. jyske Infanteriregiment stod han til 1842 og var nu ved 8. Linjeinfanteribataljon 1842-60, ved 6. Infanteribataljon 1860-61, atter ved 8. Bataljon 1861-63 og endelig 1863 til sin død ved 10. Infanteribataljon. Den 9. marts 1864 blev han, under oberst Langes sygdom, kommandør for 10. Regiment. Kaptajn var han blevet den 22. januar 1849 og major den 16. juni 1860.

I den første slesvigske krig deltog han med hæder, og for sin deltagelse i det første krigsår modtog han den 13. september 1848 ridderkorset. I 1849 såredes han ved Fredericia. Efter at være hjemkommet fra denne krig havde han den store sorg at miste en søn, der dagen før havde modtaget ham rask og sund. Dette Tab forvandt han aldrig senere. Han lå i en række år i garnison i Kiel, og her følte han sig hårdt trykket af tilstandene i denne oprørske by. Dagbladet modtog ikke få artikler fra hans hånd, i hvilke han skånselsløst skildrede forholdene. 

Da hæren mobiliseredes i 1863, forsattes han til 10. Regiment. Det var ham en stor sorg at skilles fra sin kære 8. Bataljon. At han var ualmindelig afholdt af sin gamle bataljon, viste sig hver gang den under krigen mødte 10. Regiment, idet der altid fra 8. lød dundrende hurraråb for ham, ligesom også hans gamle mandskab ved hans død på forskellig måde tilkendegav dets gribende sorg.

Han var en sjælden mand i sit hjem og dygtig og tapper som soldat. Kun få har så enstemmigt været elsket og agtet, som han var, og for hans hjem var tabet af ham uhyre. Han nedstammede fra en gammel, tapper krigerslægt, der i århundreder har indlagt sig uvisnelig hæder og ære. Han var en kærlig fader for sine undergivne, der så op til ham med højagtelse og tillid.

Natten mellem den 12. og 13. april ramtes han midt i brystet af en Broager-granat, der efterlod sig et vældigt hul og dræbte ham på stedet. Hans lig førtes til København og jordedes den 23. april på Garnisons Kirkegård.

Den 10. juli 1840 ægtede Rohweder Thora Marie Bruun, datter af vognmand, oberstløjtnant ved Københavns borgerlige Artilleri, Johannes Severin Bruun og hustru Hendrine Margrethe Brandt.

Kendte du ham på hans ungdoms dag?
Så du ham i glade venners klynge?
Hørte du ham hjertele og synge?
Altid sjælen i det muntre lag.
O, da må dit bryst en streng bevare,
som på sorgens bud kan venlig svare.

Hvis du så ham som den ædle søn
sende flammer fra sit hjertes varme
til de dyrebare i hvis arme,
han kun søgte kærlighedens løn,
o, da må dit bryst i dag bemærke
genskinsstråler, flammende og stærke.

Det var ynglingen. Men nu som mand:
Så du ham ved arnens stille hygge,
lig en sol forjage hver en skygge,
tænde lykken luefuld og sand?
Så du ham ved børns og hustrus side?
O, da må dit bryst sig nu udvide!

Har den lille officer du kendt,
med det tætte, sorte skæg om kinden?
Ud fra blikket gik en sælsom skinnen,
som har mangt et bryst elektrisk tændt,
o, hvis dit en funke tog i gemme,
må det virkningen endnu fornemme.

Så du ham hin 6. julidag,
da han bandt en blomst til sejrskransen,
som blev flettet højt på fjendeskansen
under riflers og kanoners brag?
Hvis du ej så, det dog er blevet
med hans blod hin 6. juli skrevet.

Han blev såret, ja! men værre sår
fik han midt i sejrens lyse glæde:
Næppe skulle han sit hjem betræde,
førend døden ved hans arne står.
Ak, hans søn, som kom ham karsk i møde,
på hint gensyns anden morgen døde.

Da for dunkel alvor i hans sind,
glædens streng var brat for stedse bristet,
mindet om det gyldne håb, han misted,
kaldte ofte tåren på hans kind.
Såret har vel måttet bløde siden,
det fandt ingen lægekraft i tiden.

Dog det røved ej hans ædle sans!
Bitterhed blev ej i sorgen blandet;
for de kære og for fædrelandet
havde hjertet ufordunklet glans;
det beviste han i færd og talen,
til han nylig segnede på valen.

Hos sin søn han nu sig glæde kan.
Hustru! Datter! Gamle Moder! Søster!
Lad den tanke være Eders trøster,
at han døde for sit fædreland.
Ej blot I nu fælde smertens tåre.
Fædrelandet sørger ved hans båre.

C. B.

Mindestenen over major Rohweder blev rejst i 1938.

Stenen står i Skanse II ca. 600 meter syd for landevejen.

Major ved 10. Infanteriregiment Christian Frederik Marius Rohweder (søn af major Otto Frederik R. og Marie Sophie Tange), født 19. februar 1813 i København (Garnisons), faldet mellem 12. og 13. april 1864 ved Dybbøl natten, begravet 23. april på Assistens kirkegård i København. Gift 10. juli 1840 i Brønshøj med Thora Marie Bruun (datter af hyrekusk Johannes Severin B. og Hendrine Margrethe Brandt), født 4. juni 1816 i København (Helligånds), død 11. september 1866 i København (Helligånds). – Han efterlod en 21-årig datter.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 172-174.

C.F.M. Rohweder: Pagetjeneste. Krigshistorisk tidsskrift 1993, nr. 3, s. 27-29.

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Anton Philip de Saint-Aubain (1804-1850)

var søn af oberst i Artilleriet F.J.C. de Saint-Aubain og hustru Anna Bolette, født Buntzen, altså broder til forfatteren Carl Bernhard. Født i København den 16. februar 1804, indtrådte han i sit 14. år på Landkadetakademiet, hvorfra han afgik til 2. jydske Infanteriregiment som sekondløjtnant med anciennitet fra 23. marts 1823. I 14 år gjorde han tjeneste ved dette regiment, som garnisonerede i København, og den unge Saint-Aubain, der var et livligt og virkelystent menneske og derhos var udrustet med ualmindelige kræfter og fortrinlige anlæg til alle idrætter, søgte i denne tid oftere lejlighed til at uddanne sig i forskellige praktiske øvelser; således gennemgik han kavalleriskolen på Jægersborg, en skole for bajonetfægtning i København og en lignende for landsens brug i Næstved. Ved regimentet, ligesom tidligere på akademiet, var han almindeligt afholdt særligt for den ridderlige åbenhed, hvormed han stedse var rede til at påtage sig ansvaret for en eller anden begået ungdommelig ubesindighed, men på den anden side også til at hævde sin egen eller kammeraters formentlige ret. Den 29. november 1831 udnævntes han til premierløjtnant, og den 1. oktober 1837 afgik han fra regimentet, idet han efter ansøgning var udnævnt til adjudant ved de dansk-ostindiske tropper og kaptajnvagtmester i fortet Tranquebar. 

Han arbejdede nu ihærdigt for at erhverve sig de til denne stilling fornødne teoretiske og praktiske kundskaber i artilleri- og ingeniørfagene, men kom under artillerieksercitsen til skade ved en omstyrtet kanon, så at han ikke til den fastsatte tid kunne afgå til sin bestemmelse. Kong Frederik VI, der var Saint-Aubains særlige velynder og, lige siden han var kadet, havde taget sig faderligt af ham, lovede ham da at give ham en anden ansættelse, tilmed da opholdet i troperne næppe ville passe for hans blodrige konstitution, og den 21. april 1839 erholdt Saint-Aubain afsked i nåde fra de ostindiske tropper. Samme år hensov imidlertid hans kongelige beskytter uden at have nået at indfri sit løfte, og Saint-Aubain tilbragte nu otte lange år med forgæves soliciteren om ansættelse, idet han ved korttegning og kontorarbejde erhvervede sig og sine et mange gange knapt, nødtørftigt udkomme. Tillige søgte han uddannelse ved toldvæsenet og havde endelig fået håb om en ansættelse i dette fag, da krigen brød ud. 

Saint-Aubain lå dengang syg af en heftig lungebetændelse, men så snart han blot var blevet rekonvalescent, stillede han sig til krigsbestyrelsens rådighed. Hans ønske, at afgå til felthæren, blev dog foreløbigt ikke opfyldt; den 1. juli 1848 blev han med kaptajns karakter anset ved Københavns Eksercerskole, hvis forstander han blev nogle måneder senere; her udviklede han en så omsigtsfuld og energisk virksomhed under vanskelige forhold, at han den 22. januar 1849 genoptoges i arméens linje på sin tidligere plads, dvs. med kaptajns anciennitet fra 28. juni 1840. Han blev først ansat som kompagnichef ved 3. Linjebataljon, men fik allerede under 29. juni s.å. majors karakter uden anciennitet og den 10. juli midlertidigt kommandoen over 9. Linjebataljon, hvis kommandør, major Krabbe, var faldet ved Fredericia. Senere blev han ansat som major ved 2. Forstærkningsbataljon, hvis kommandør han dog faktisk var, da oberstløjtnant du Plat endnu ej var restitueret efter sine sår. 

Den 10. april 1850 fik han majors anciennitet og blev kommandør for 4. Forstærkningsbataljon; han lå nu i kantonnement i Horsens indtil den 13. juli, da bataljonen brød op og efter fem dages anstrengende march ankom til Flensborg, hvor nogle dage hengik med bivouakeringer, alarmeringer og rekognosceringer, indtil hele arméen den 23. juli var koncentreret syd for Flensborg. Hans bataljon hørte til 6. Brigade (Irminger), og var i ilden håde den 24. og den 25. juli. Den første af disse dage var det første gang, at 4. Forstærkningsbataljon og dens brave kommandør kom i en alvorlig fægtning. 6. Brigade var ved slagets begyndelse i 2. linje, men, da vor venstre fløj blev trængt, blev 4. Forstærkningsbataljon sendt til forstærkning, og fjenden blev nu kastet med en sådan heftighed, at han senere intet forsøg gjorde på at trænge frem ad denne kant. Tidligt den næste morgen, da 6. Brigade blev bragt i ilden ved Bøgholt til understøttelse for 5. Brigade, stod 4. Forstærkningsbataljon yderst på højre fløj, og, efter at fjenden var kastet, hørte bataljonen til den del af brigaden, som blev samlet ved chausseen for at angribe fjendens meget stærke stilling foran Isted Kro. 

Stormen blev udført med uimodståelig kraft og i fortrinlig orden og afgjorde dagens skæbne. Blandt de ofre, den kostede, var Saint-Aubain. Han havde måttet lade sin hest blive tilbage i Bøgmosen og gik til fods på chausseen ved siden af brigadekommandøren, da en granatstump knuste hans højre ben over anklen. Efter en foreløbig forbinding blev han ført til Flensborg, hvor han døde den følgende dag umiddelbart efter at være amputeret. Han efterlod enke, Karen Kirstine, født Larsen, og mange børn, af hvilke en søn blev officer i Rytteriet.

Saint-Aubains nærmeste foresatte, oberst Irminger, har givet hans karakteristik med følgende ord: ”Arméen mistede i major de Saint-Aubain en officer, der ved sin dygtighed, sin bestemthed og sit uforfærdede mod havde erhvervet sig sine kammeraters højagtelse og sine undergivnes tillid og kærlighed. Bataljonen tabte i ham en kommandør, der med utrættelig iver og omhu sørgede for dens krigeriske uddannelse og velvære, og som ved sin personlighed og sit eksempel forstod at henrive sine undergivne til den højeste pligtopfyldelse. Stedse vil hans navn blive nævnt blandt de tapreste førere, som er faldne i den sidste krig for Danmarks retfærdige sag”.

Major ved 4. Forstærkningsbataljon Anton Philip de Saint-Aubain (søn af oberst Frederik Julius Christian de S.-A. og Anna Bolette Buntzen), født 16. februar 1804 i København (Garnisons), såret 25. juli 1850 ved Isted, død 27. juli på Flensborg lazaret, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Gift 20. april med Karen Christine Larsen, født 19. februar 1807 i København (?), død 21. august 1870 i København (Garnisons). – Han efterlod sig fire sønner og tre døtre i alderen 6-21 år. 

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1503-1507. (Gengivet her)

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 84-88.

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Magnus Peter Bülow (1814-1864)

Bülow blev optaget på Landkadetakademiet i 1829 og udnævntes til sekondløjtnant à la suite ved Fynske Infanteriregiment i 1833. Det følgende år indtrådte han i nummer. Premierløjtnant ved 3. Jægerkorps 1842, kaptajn af 2. kl. ved 1. Forstærkningsjægerkorps 1849, kaptajn af 1. kl. ved 4. Jægerkorps 1852, og endelig major ved 5. Infanteribataljon 1863.

For sin hæderlige indsats i Treårskrigen blev han benådet med Ridderkorset i 1850. I 1864 drog han atter i felten og deltog i tilbagetrækningen fra Dannevirke til Als, hvor han pådrog sig en sygdom, der tre måneder senere lagde ham i graven.

Major ved 5. Infanteriregiment Magnus Peter Bülow (søn af major Magnus Lützow B. og Charlotte Christiane Jensen), født 3. januar 1814 i Rødby, død 13. maj 1864 i Odense, bisat fra Sankt Hans Kirke i Odense 20. maj, begravet 21. maj på Nyborg kirkegård. Gift 1. gang 28. oktober 1845 i Nyborg med Vibeke Margrethe Sophie Pauline Moltke (datter af herredsfoged Herman Georg M. og Anne Sophie Juliane Margrethe Hauch), født 28. september 1822 i Nyborg, død 29. september 1854 i Nyborg. Gift 2. gang 26. juli 1856 i Herlufmagle med Wilhelmine Hendrine Crone (datter af amtsforvalter Rasmus C. og Anne Frederikke Lønborg), født 7. marts 1817 i Nyborg, død 16. september 1896 på Frederiksberg. – Han efterlod tre sønner og en datter i alderen 9-18 år.

Ritmester Johannes Friedrich von Holler (1803-1850)

Holler blev optaget på Landkadetakademiet og afsluttede sin officersuddannelse i 1821, da han blev sekondløjtnant ved Livregimentet lette Dragoner, foreløbig dog à la suite og trådte først i nummer i 1829. Premierløjtnant 1838 og det følgende år ansat som distriktsofficer ved det holstenske grænsegendarmeri, konstitueret kommandør 1841. Mens han opholdt sig i Holstein var han ejer af hovedgården Bleikdorf ved Süsel.

Ritmester af 2. kl. ved 3. Dragonregiment 1842, af 1. kl. 1848 og opnåede få uger før sin død majors karakter. Han blev såret i slaget ved Isted og modtog senere samme år Ridderkorset. Hollers dødsannonce blev indrykket af major Lichtenstein, der skrev at ”vedholdende anstrengelser og savn kastede ham [Holler] på sygelejet og fjernede ham fra kampmarken”.

Major Hollers navn står på mindetavlen i 

Aarhus Domkirke.

Ritmester ved 3. Dragonregiment Johannes Friedrich von Holler, født 1803 i Rendsburg, død 7. december 1850 i Aarhus (Domsogn), begravet 12. december på Søndre kirkegård i Aarhus. Gift ca. 1830 med Lætitia Hennings (datter af regeringsadvokat, justitiarius Christian Wilhelm Carl Hennings og Christine Margrethe Wittrock), født 20. februar 1809 i Itzehoe, død 6. september 1841 i Süsel, Holstein. - Han efterlod to døtre og en søn i alderen 15-19 år.

Hans gravsted på Søndre Kirkegård i Aarhus eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Jens Chr. Jensen: Ritmester Johannes von Holler til Bleikdorf ved Itzehoe, 1803-1850. I: Våbenhistorisk tidsskrift 1915, nr. 6, s. 6-14.

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Carl Frederik Krabbe (1793-1849)

født i København den 22. oktober 1793, var en søn af den i 1809 afdøde toldforvalter i Ærøskøbing J.H. Krabbe, der tillige var kaptajn og chef for det under den daværende krig oprettede, Ærøske Kompagni. I 1807 blev sønnen frikorporal, frekventerede det daværende holstenske, militære institut i Rendsborg og kom i 1811 som landkadet til København, hvor han i december 1812 tog officerseksamen og derefter blev ansat som sekondløjtnant i 2. jyske Infanteriregiment med anciennitet af 28. december s.å. I året 1813 marcherede han med regimentet til Holsten, men kom snart tilbage til Fyn og derfra til Jylland, hvor han forblev indtil i 1815, da regimentet marcherede til det hannoverske og i slutningen af året til Frankrig, hvorfra det først i 1819 vendte tilbage; bataljonen, hvortil Krabbe hørte, til Aalborg. Her giftede han sig i april 1820 og drog straks derefter, i maj 1820, med regimentet til garnison i København, hvor han forblev indtil krigens udbrud. Den 20. januar 1824 forfremmedes han til premierløjtnant, den 16. februar 1834 blev der tillagt ham kaptajns anciennitet, den 25. juli 1837 kaptajns karakter, den 1. august 1839 udnævntes han til virkelig stabskaptajn ved regimentet, og ved arméomordningen i 1842 blev han ansat som kompagnichef ved den af 2. jydske Regiment dannede 9. Linjebataljon.

I sin garnisonstid var han kommanderet i en mængde Skoler og var til forskellige tider medlem af større kommissioner; fra juni 1836 til 1842 beklædte han posten som adjudant hos inspektøren over samtlige infanteriregimenter og jægerkorpser. Den 10. juni 1841 udnævntes han til Ridder af Dannebrog.

Ved krigens udbrud marcherede han med Bataljonen til Slesvig og deltog i træfningen ved Bov og i slaget ved Slesvig. Under 17. juli 1848 forfremmedes han til major og blev kommandør for Garnisonsbataljonen i København, indtil han den 1. april 1849 overtog kommandoen over 9. Linjebataljon; den 13. september 1848 benådedes han med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. I felttoget 1849 deltog han i slaget ved Kolding og træfningen ved Gudsø; senere sendtes bataljonen til Helgenæs som fast besætning på dette punkt, og her forblev den, indtil den indskibedes for at deltage i udfaldet fra Fredericia. Ved stormen på forskansningerne øst for Trelde-vejen blev Krabbe i spidsen for sin bataljon såret af en geværkugle i låret, og fem dage efter udåndede han på Billeshave lazaret.

Krabbe var en tapper og dygtig og i det hele meget anset officer, der savnedes dybt såvel i hæren som af sine efterladte; han efterlod enke og fem børn.

Mindestenen over major C.F. Krabbe blev rejst i 1938

på initiativ af majorens sønnesøn.

Stenen står i et ligge anlæg på hjørnet af Fælledvej 

og Indre Ringvej i Fredericia.

Major ved 9. Linjeinfanteribataljon Carl Frederik Krabbe (søn af toldforvalter Johan Henrik Bernhard Ludvig K. og Anne Marie Marienhof), født 22. oktober 1793 i København (Petri), såret 6. juli 1849 ved Fredericia, død 11. juli på Billeshave lazaret, begravet 13. juli på Middelfart kirkegård. Gift 17. april 1820 i Aalborg (Budolfi) med Bente Kirstine Kruuse (datter af købmand Jørgen Mørch K. og Kirstine Bjerum), født 20. august 1801 i Aalborg (Budolfi), død 22. marts 1870 i København (Garnisons). – Han efterlod fire sønner og en datter i alderen 16-29 år.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1163-1164.

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Johan Anthon Frederik Hoffmann (1818-1864)

fødtes den 28. juni 1818 i Frederiksstad og var søn af en derværende borger, J.F.P. Hoffmann (1795-1839) og hustru Marie Elisabeth Mamen (1795-1872). Han blev kadet den 2. november 1832 og afgik fra Landkadetakademiet den 1. maj 1837 som sekondløjtnant ved Oldenborgske Infanteriregiment, nuværende 16. Bataljon, med anciennitet af 1. december 1836.

Hans militære løbebane var da følgende: Oldenborgske Infanteriregiment 1837-42, premierløjtnant den 1. juli 1842 ved 7. Linjeinfanteribataljon, derefter til 2. Infanteribataljon, à la suite 1846-48, 3. Reservebataljon 1848-49, 6. Linjeinfanteribataljon 1849, 5. Forstærkningsbataljon 1849-50, 3. Infanteribrigade og et til Sydslesvig detacheret korps 1850-51, adjutant ved kommandantskabet i Slesvig 1851-53, à la suite 1853-55, til disposition 1856, 5. Jægerkorps 1856-63 (22. Bataljon), 13. Infanteribataljon 1863, 4. Infanteribrigade 1863-64 og endelig 3. Armédivision 1864 til sin død. Kaptajn blev han den 26. april 1849 og major den 29. marts 1864.

Ved siden af sin militære uddannelse havde Hoffmann, der var en virksom natur og fortrinlig praktisk anlagt, fundet lejlighed til at sætte sig ind i landinspektørforretninger og forskellige forhold vedrørende jernbaneanlæg, og den 1. august 1846 gik han udenfor nummer og medvirkede, under den engelske overingeniør Radford, som sektionsingeniør ved anlægget af den første danske bane fra København til Roskilde. I forbindelse hermed skal anføres, at Hoffmann senere benyttedes af Indenrigsministeriet til at udsøge jernbanelinjer i Fyn og Jylland og var dets konsulent ved ekspropriationerne, ligesom han sammen med senere jernbanedirektør, etatsråd Holst, sendtes til England for at gøre sig bekendt med dampfærgerne.

Ved krigens udbrud 1848 trådte han igen i nummer og deltog nu i denne krig med meget hæder. I 1850, få dage efter slaget ved Isted, stilledes han til rådighed for det på hærens højre fløj under Schepelern opererende vestkorps og attacheredes oberst Helgesen, der den 7. august i spidsen for korpsets avantgarde fravristede fjenden Frederiksstad, og hans navn knyttedes under det påfølgende mindeværdige forsvar af denne hans fødeby fast til Helgesens, som dennes uforfærdede, dygtige og trofaste hjælper og rådgiver. For sin deltagelse i krigen blev han den 6. oktober 1850 Ridder af Dannebrog og den 25. november samme år Dannebrogsmand.

Efter krigen fulgte han Helgesen til Slesvig og fungerede som adjutant ved kommandantskabet dér. Han blev i denne stilling til 1853, da han i nogle år atter søgte udenfor nummer.

Ved sin ansættelse igen i hæren stod hans dels ved 22., dels ved 13. Bataljon, til han i december 1863 stilledes til rådighed for 4. Infanteribrigade i og omkring Frederiksstad, og da brigadens chef, generalmajor Wilster, den 9. februar 1864 overtog kommandoen over 3. Armédivision, fulgte Hoffmann denne som stabschef. Hans virksomhed i denne stilling blev dog brat afbrudt. Under forpostkampen den 8. marts ved Fredericia sprang en granat midt i den på landevejen, øst for Stovstrup, værende divisionsstab, og Hoffmann såredes så alvorligt, at døden påfulgte den 4. maj på Bogense lazaret, efter at en amputation af begge ben havde fundet sted.

Han var gift med Caroline Vilhelmine Flor, datter af bataljonskirurg Hans Flor og hustru Martha Elisabeth Joenstrup. Hans lig førtes til København og jordedes den 13. maj på Frederiksberg Kirkegård. Hustruen overlevede ham.

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også major Hoffmanns navn

Familien boede på Vesterbrogade 116

 

Major ved 4. Infanteribrigade Johan Anthon Frederik Hoffmann (søn af købmand Johan Peter Friedrich H. og Maria Elisabeth Mahmens), født 28. juni 1818 i Friedrichstadt, såret 8. marts 1864 ved Havreballegård, død 4. maj på Bogense lazaret, begravet 13. maj på Frederiksberg kirkegård. Gift med Caroline Wilhelmine Flor (datter af bataljonskirurg Hans F. og Marthe Elisabeth Johnstrup), født 21. februar 1822 i København (Frue), død 27. september 1894 på Frederiksberg. - Han efterlod to sønner og en datter i alderen 11-17 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 94-95.

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Major Conrad Ferdinand Schindel (1800-1849)

en søn af den i 1837 som major af Infanteriet afdøde J.F. Schindel, fødtes den 21. februar 1800 på Halbygård i Løve Herred, hvor forældrene da opholdt sig. Allerede i sit 11. år ledsagede han sin fader over alt, hvor dennes tjeneste førte ham hen, og derved vaktes hos drengen sansen for soldaterlivet; i april 1813 optoges han på Landkadetakademiet, den 22. januar 1818, erholdt han sekondløjtnants anciennitet, og efter 2 års yjeneste som kadetunderofficer blev han i begyndelsen af året 1820 ansat ved 3. jyske Infanteriregiment, som dengang lå i København, men allerede i maj måned forlagdes til Aalborg; i 1822 blev han ansat som adjudant ved regimentets 2. Bataljon, den 18. april 1829 udnævnt til premierløjtnant. Efter et kort ophold ved den i 1830 oprettede, militære højskole vendte han tilbage til regimentet og blev i 1833 udnævnt til regimentsadjudant. Den 30. august 1838 udnævntes han til Ridder af Dannebrog, den 28. juli 1839 reserveredes der ham kaptajns anciennitet, og ved arméomordningen i 1842 forfremmedes han til kaptajn af 1. klasse og ansattes ved 5. Linjebataljon i Aalborg. 

I slaget ved Slesvig udmærkede han sig ved mod og besindighed og blev kort derefter – under 24. maj – forfremmet til major, ligesom han den 13. september 1848 hædredes med Dannebrogsordenens Sølvkors. I felttoget 1849 deltog han som kommandør for 5. Linjebataljon og fandt heltedøden i slaget ved Kolding den 23. april under kampen i selve byen, hvor han såredes dødeligt af en geværkugle.

Var Schindel en for sin tapperhed og militære dygtighed meget anset officer, hvis tab blev særdeles beklaget, havde han ikke mindre vidst ved sin eksemplariske vandel og retskafne tænkemåde at erhverve sig alles højagtelse, som han kom i berøring med; navnlig i Aalborg, hvor han i en så lang årrække havde levet, var han meget afholdt. Schindel havde den 16. november 1843 giftet sig med en datter af den i 1846 afdøde kammerherre, generalkrigskommissær Moltke; han efterlod enke og 2 børn. 

Major ved 5. Linjeinfanteribataljon Conrad Ferdinand Schindel (søn af major Frederik Jørgen S. og Dorthea Sophie Falkenskjold), født 21. februar 1800 på Hallebygård, Sæby sogn, Holbæk amt, faldet 23. april 1849 ved Sønderbro ved Kolding, begravet 26. april på Kolding kirkegård. Gift 16. november 1843 med Sophie Amalie Moltke (datter af generalkrigskommissær Andreas Georg Adam M. og Christiane Amalie Mariane Oldenburg), født 28. oktober 1817 i Aalborg (Budolfi), død 14. januar 1892 på Vemmetofte, begravet i Kolding (døde under et besøg i Sverige). – Han efterlod to døtre på 2 og 4 år.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1130-1132

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Ernst Frederik Schau (1826-1864)

fødtes den 27. juli 1826 i Odense. Indtil 1842 stod ved Fynske Dragonregiment i Odense en hæderlig oberst, Hans Schau, født slesviger, som med udpræget originalitet hævdede sin stands formentlige fortrin. Om ham fortaltes, at han ved en kur, som daværende Prins Christians gemalinde, Caroline Amalie, gav regimentets officerskorps, i barsk tone berigtigede flere af prinsessens umilitæriske udtryk og endelig på hendes forespørgsel om, hvor mange sønner han havde, svarede: ”Jeg har syv, hvoraf de seks er flinke drenge, som skulle være officerer, men nr. 4 er et bæst, han skal være præst”. Præsteemnet må dog senere have rettet sig for at komme med på den bane, som faderen anså for den hæderligste; thi det var den her nævnte major Schau. Moderen hed Dorothea Catharine Bojesen (død 1878).

Den 1. november 1841 blev han kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1844 til sekondløjtnant ved 5. Jægerkorps med anciennitet af 1. november 1843. Den 1. august 1846 blev han sat à la suite og indtrådte i højskolens yngste klasse. 

Ved krigens udbrud forlod han skolen og blev den 27. marts 1848 ansat ved 1. Jægerkorps, ved hvilket han, i den lille træfning ved Rinkenæs, blev indviet i kampens alvor, idet jægeren Sejer, den første faldne soldat i 1848, faldt ved hans side. I slaget ved Fredericia blev hans hest skudt under ham. Den 17. juli 1848 blev han premierløjtnant, og for sin deltagelse i krigen fik han den 6. oktober 1850 ridderkorset. Efter krigen kom han atter på højskolen, fortsatte med flid og iver sine militære studier, tog generalstabseksamen med udmærkelse og blev generalstabsaspirant.

Efter prøvetiden ved staben blev han den 22. januar 1855 kaptajn og ansattes nu i forskellige stillinger ved Generalstaben i resten af sit liv. 1855-59 var han tillige adjudant hos krigsministeren, 1862-63 stabschef ved 2. Generalkommando og fra 8. december 1863 stabschef ved 2. Armédivision. Den 6. december 1863 blev han Dannebrogsmand og den 24. samme måned major. Ærgerrighed parret med livlighed og flid førte ham frem til disse eksceptionelle stillinger i en ung alder. Som stabschef ved 2. Armédivision erhvervede han sig divisionsgeneralen du Plats fulde tillid.

Den 18. april såredes han, sammen med sin general, under forsøget på at få vore vigende tropper til at holde stand mod de ad Dybbøl-bjergets skråninger fremstormende fjendtlige tropper. I samme time og på samme kampplads faldt hans broder, Emil Victor Schau.

Majoren var i alle måder herre over de bedste militære former. Man har sagt, at den gamle obersts martialske tone genfandtes hos hans sønner. Efter at være såret, faldt han i fangenskab og førtes til Flensborg lazaret. Da preussernes konge besøgte de sårede hér, og Schau fik at vide, at kongen ønskede at se ham, udbrød han med opblussende fædrelandssind: ”Jeg ville gerne dø i fred”. Den 24. april døde han. Liget førtes til København og jordedes den 2. maj på Garnisons Kirkegård.

Den 7. oktober 1856 havde Schau ægtet Frederikke Louise von Krogh, datter af kammerherre, major, toldkasserer i Odense Gregers Christian Frederik von Krogh. Hustruen og tre børn overlevede ham.

Mindestenen over generalmajor du Plat samt majorerne Schau og Rosen

Stenen står ca. 650 meter øst for Dybbøl Mølle
og over for ejendommen Dybbølgade 74

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke

bærer også major Schaus navn
Familien boede på Vesterbrogade 77

Major ved 2. Armédivision Ernst Frederik Schau (søn af oberstløjtnant Hans S. og Dorothea Cathrine Bojesen), født 27. juli 1826 i Odense (Hans), såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 24. april på Flensborg lazaret, begravet 2. maj på Garnisons kirkegård i København. Gift 7. oktober 1856 i Avnslev med Frederikke Louise von Krogh (datter af toldkasserer, major Gregers Christian Frederik von K. og Isidore Severine Marie Magdalene von Wedel-Heinen), født 23. august 1834 i Svendborg (Nikolaj), død 29. november 1899 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to sønner og en datter i alderen 1-6 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 186-187.

Ernst Schau: En Generalstabsofficer i 1864. Breve fra Major E. Schau til hans Hustru. Gyldendal, 1925. (Memoirer og Breve, nr. XLVI)

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)

Major Christian Christopher Göttsche Holm (1796-1848)

blev født den 22. marts 1796 på Donse Krudtmølle, som ejedes af hans fader, Christian Holm. Det følgende år solgte faderen denne ejendom og flyttede til Helsingør. Sønnen indsattes senere i den lærde skole i denne by, som han, der nærede en levende tilbøjelighed for militærstanden, imidlertid alt året 1809 forlod, hvorpå han blev ansat som frikorporal. Da denne institution hævedes, indtrådte Holm på Landkadetakademiet; i 1812 tog han officerseksamen og indtrådte det følgende år i hæren som sekondløjtnant ved det sjællandske Jægerkorps. I året 1816 tog Holm landmålereksamen, og det påfølgende år gjorde han tjeneste ved det danske kontingent i Frankrig; i 1823 blev han premierløjtnant og korpsadjudant, i 1831 avancerede han til kaptajn og i 1836 til kompagnichef. Ved kroningsfesten 1840 udnævntes han til Ridder af Dannebrogsordenen. Omorganisationen i 1842 førte Holm til 1. Jægerkorps; i april 1848 udnævntes han til major.

Holm var alt fra sine yngre år anerkendt som en af hærens dygtigste og mest lovende officerer, og forventningerne om ham blev heller ikke skuffede i den korte tid, det forundtes ham at deltage i kampen for fædrelandet. Som stabschef hos avantgardekommandøren, oberstløjtnant Magius, udfoldede han stor virksomhed under fremrykningen til og opholdet ved Slesvig, hvor han blev ansat som forpostkommandør. I slaget den 23. april overtog han efter oberstløjtnant Magius’ fald kommandoen over avantgarden, som han førte med en påskønnelsesværdig dygtighed og loldblodighed under hele den øvrige del af Kampen. Kl. 3 om eftermiddagen fik han et ubetydeligt strejfskud, som dog forhindrede ham i at ride, hvorfor han måtte kommandere til fods. Hen ad aften, da man var nået tilbage til Tiergarten, og den af Holm førte afdeling havde besat stampemøllen, gik han, der i dette øjeblik ingen fjende havde lige over for sig, ca. 50 skridt bort fra det af ham besatte punkt for at inddrage nogle fremskudte poster, og her blev der på ca. 150 alens afstand skudt på ham af en enlig stående person i mørke klæder. Kuglen traf Holm i underlivet; han bares et stykke tilbage af 2 jægere, men måtte da efterlades og optoges snart af den efterfølgende fjende, ved hvis foranstaltning han bragtes til et lazaret i Slesvig. Her gjorde man flere forgæves forsøg på at trække kuglen ud af underlivet, og efter 3 ugers lidelser udåndede Holm den 12. maj. Hans død vakte dyb beklagelse i hæren, der i ham tabte en dygtig fører, en kæk soldat og en brav kammerat, og så meget større var beklagelsen, som han efter al sandsynlighed er faldet ikke for nogen fjendtlig soldats, men for en privatmands hånd, der ved affærens slutning søgte en tilfredsstillelse for sit had i at udsøge sig og nedlægge et eller andet offer, en jagt, der desværre bragte det ovenanførte, sørgelige udbytte.

Holm ægtede i året 1835 Anne Sophie Katharine Øelund, en datter af den daværende ejer af Svanemøllen; han efterlod sig 2 børn, begge døtre. [Generalstabsværket]

* * * * *

Oberstløjtnant Christian Christoffer Göttsche Holm, død den 12. maj 1848. Han var født på Donse Krudtmølle ved Hørsholm den 22. marts 1796. Forældrene var Christian Holm, da ejer af bemeldte mølle, som han solgte i 1797 og flyttede til Helsingør, hvor han var organist og chef for et af borgerkompagnierne dersteds, og Frederikke, født Göttsche. Han besøgte latinskolen i Helsingør, men forlod denne, for at tinge sin lyst til militærstanden, allerede i året 1809, da han blev ansat som frikorporal. Efter at frikorporalernes institut var gået ind, kom han på Kadetakademiet og tog i 1812 officerseksamen med 1. karakter og året efter pageeksamen, hvorefter han gik ud i arméen og ansattes ved Sjællandske Jægerkorps, med hvilket han deltog i troppesamlingen i Fyn 1814. Blev 1816 landmåler. Gjorde tjeneste ved det danske kontingent i Frankrig 1817. Blev premierløjtnant og korpsadjutant i 1823, 1831 kaptajn. Ved arméens forandring i 1842 gik han fra Sjællandske Jægerkorps over til det da organiserede 1. Jægerkorps som kaptajn af 1. klasse. 

Udnævntes til major i april 1848. Sin udnævnelse til oberstløjtnant skulle han ikke opleve, den indtraf først nogle dage efter at han allerede var afgået ved døden. Ved kroningsfesten 1840 blev han benådet med Dannebrogordenens Ridderkors. Han indtrådte i marts 1835 i ægteskab med jomfru Anne Sophie Catharina Ølund, datter af borger i København og ejer af Svanemøllen Ølund, der nu som enke overlever ham med to små døtre. Oberstløjtnant Holm ansås som en af arméens dygtigste officerer, og havde fuldkommen retfærdiggjort denne dom – der også udtrykkeligt udtales i overgeneralens oftere nævnte beretning – i den del af den nærværende krig som han bivånede; han besad i høj grad alle sine undergivnes kærlighed. Hans død, som han fandt på ærens mark, dødeligt såret i slaget ved Slesvig, blev derfor almindelig beklaget, og det så meget mere på grund af den lumpenhed for hvilken han antages at være blevet offer, da det efter al sandsynlighed ikke var en fjendtlig, men en forræderisk kugle der fældede ham. Angående omstændighederne ved hans død hidsættes følgende beretning af de offentlige blade: 

”Arméen har nu desværre uigenkaldeligt mistet en af sine braveste og kækkeste officerer, idet major Holm, ifølge skrivelse fra en af de i Slesvig værende danske læger, er død den 12. d.m., efter at have lidt i hen ved tre uger under de forgæves forsøg på at bringe kuglen ud af underlivet. Han nød en udmærket pleje af dr. Rüppel på Irrenhaus. Den 14. blev han jordet med al militær honnør, fulgt af alle tilstedeværende preussiske officerer og danske læger. En smuk ligtale blev holdt over ham af pastor Baumngarten. Som bekendt af de officielle indberetninger om fægtningen ved Slesvig, førte han, efter at oberstløjtnant Magius var blevet dødeligt såret, avantgarden, ligesom sin forgænger, ”med en mønsterværdig dygtighed og koldblodighed”. Et af de sidste skud om aftenen traf ham. Af det eneste siden 23. april hertil ankomne egenhændige brev fra ham, skrevet med blyant morgenen efter slaget, bør følgende ikke unddrages offentligheden: Han udtaler den overbevisning, at den dræbende kugle blev ham sendt hverken af en preusser eller af en friskaremand, men af en privat mand fra egnen, der for at nedlægge en dansk officer var gået på jagt ved affærens ende. 

Om eftermiddagen kl. 3 fik han et ubetydeligt strejfskud, som forhindrede ham fra at ride, hvorfor han fortsatte kommandoen til fods. Omtrent kl. 8, da man i 800 alens afstand ikke anede fjenden, gik han halvhundrede skridt fra det sted hvor han havde taget post, for at vise to jægere til trop fra et eksponeret sted, og fik da skuddet i underlivet fra en enligt stående mand i mørke klæder på 150 alens afstand. To jægere bar ham vel en fjerdingvej indtil et sted hvor man fik en barnevogn m.v. til låns, og omsider blev han optaget af den ovennævnte udmærkede læge”. [Nekrologiske Saml.]

Major ved 1. Jægerkorps Christian Christopher Göttsche Holm (søn af krudtfabrikant, senere organist Christian H. og Frederikke Agnete Göttsche), født 22. marts 1796 i Donse krudtmølle, Karlebo sogn, Frederiksborg amt, såret 23. april 1848 i Slesvig, død 12. maj på Slesvig lazaret, begravet 14. maj på Michaelis kirkegård i Slesvig. Gift 13. marts 1835 i København (Citadels) med Anne Cathrine Sophie Øelund (datter af mølleejer og brændevinsbrænder Christian Ø. og Christiane Pedersdatter Møller), født 13. maj 1800 i København (Helligånds), død 16. august 1862 i København (Frederiks hospital). - Han efterlod to døtre på 8 og 10 år.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tyske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1297-99.

Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 48-50

J.C. Kall: Breve om en dansk Officers Død i 1848. Personalhistorisk Tidsskrift, 7. rk., bd. 5, 1920, s. 1-10, 262.

Danske krigergrave og mindesmærker

Major Peter Jacob Frederik Bauditz (1817-1864)

fødtes den 29. juli 1817 på Christianshavn og var søn af generalmajor Carl Gustav Henrik Bauditz (1780-1849) og hustru Sophie Dorothea Frederikke Jahn (1786-1848), datter af dr.med. Jacob Didrik Jahn.

Skønt han allerede som dreng havde en sjælden kunstnerisk begavelse, bestemtes han for den militære stand. Han kom på Landkadetakademiet den 1. januar 1830 og blev virkelig kadet den 1. maj 1833. Den 1. maj 1836 udnævntes han til sekondløjtnant med anciennitet af 1. februar 1836 og forblev som repetent på akademiet, til han den 1. maj 1837 ansattes ved 1. Jyske Infanteriregiment, nuværende 7. Bataljon.

Hans militære løbebane var da følgende: 1. jyske Infanteriregiment 1837-42, premierløjtnant 1. juli 1842, 8. Linjeinfanteribataljon 1842-48, Flankekorpset 1848, Ridder af Dannebrog 13. september 1848, Kommandoen på Als 1848-49, kaptajn 26. april 1849, Flankekorpset 1849, Generalkommandoen på Als 1849-50, 2. Armédivision 1850, stabschef ved 1. Reservebrigade 1850-52, 4. Linjeinfanteribataljon 1852-64, kommandør for 4. Regiment i 1864, major 29. marts 1864.

Han deltog i felttoget 1848 og fik for denne sin deltagelse ridderkorset. Ligeledes var han med de følgende år, særlig udmærkede han sig ved Isted, da han var adjutant ved Schleppegrells division. Han skulle overbringe generalens ordre til 13. Bataljon om at gå rask frem; herved nåede han dragonafdelingen, der under løjtnant Jens Peter Sophus Nellemann, var sendt frem mod Øvre Stolk og ledede dennes angreb derpå. Herved såredes han, men meldte sig atter til tjeneste den 5. august og blev souschef ved 2. Armédivision. I 1864 var han chef for 4. Regiments 2. bataljon og førte under major du Plats sygdom midlertidigt kommandoen over regimentet under kampen den 17. marts ved Ragebøl. Her blev han hårdt såret taget til fange og indlagt på Johanitter-lazarettet i Flensborg, hvor han døde den 30. april. I sin ulykke havde han den lykke til det sidste at blive plejet af sin elskelige hustru, en sand slesvigsk dannekvinde.

Hans lig overførtes til København og jordedes den 10. maj på Garnisons Kirkegård.

Som ung løjtnant arbejdede Bauditz i H.V. Bissens værksteder og besøgte fra 1838 Kunstakademiet, hvorefter han modellerede dyr og skikkelser af sagnverdenen, hvilke sidste han også skar i træ og elfenben, ligesom han lagde sig efter at skære kaméer i konkylier. I 1847 deltog han i konkurrencen for den neuhausenske præmie med tre konkyliekaméer, for hvilke præmien tilkendtes ham. Senere forhindrede hans tjenstlige virksomhed ham fra at dyrke kunsten. Han interesserede sig også stærkt for dyreopdræt og for blomsterdyrkning, i hvilken sidste anledning en pelargonie, Souvenir de Peter Bauditz, er opkaldt efter ham.

Den 19. december 1851 ægtede han Sophie Marie Christiansen, en datter af den ivrigt dansksindede og dengang velkendte agentinde Christiansen i Flensborg. Hustruen og fire børn overlevede ham.

Mindestenen over major Bauditz blev rejst i 1926

Stenen står ved ejendommen Gyden 5, Ragebøl

Major ved 4. Infanteriregiment Peter Jacob Frederik Bauditz (søn af generalmajor Carl Gustav Henrik B. og Sophie Dorothea Frederikke Jahn), født 29. juli 1817 i København (Garnisons), såret 17. marts 1864 ved Ragebøl, død 30. april på Flensburg lazaret, begravet 10. maj på Garnisons kirkegård i København. Gift 19. december 1851 i Flensburg med Sophie Marie Christiansen (datter af grosserer, kgl. agent Christian Andreas C. og Rachel Jeanette Kulenkampff), født 20. marts 1831 i Flensburg, død 16. december 1916 i København (Garnisons). - Han efterlod to sønner og to døtre i alderen 2-6 år.

Hans gravsted på Garnisons kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 15-16.

Weilbachs kunstnerleksikon