mandag den 18. april 2022

Major Ernst Frederik Schau (1826-1864)

fødtes den 27. juli 1826 i Odense. Indtil 1842 stod ved Fynske Dragonregiment i Odense en hæderlig oberst, Hans Schau, født slesviger, som med udpræget originalitet hævdede sin stands formentlige fortrin. Om ham fortaltes, at han ved en kur, som daværende Prins Christians gemalinde, Caroline Amalie, gav regimentets officerskorps, i barsk tone berigtigede flere af prinsessens umilitæriske udtryk og endelig på hendes forespørgsel om, hvor mange sønner han havde, svarede: ”Jeg har syv, hvoraf de seks er flinke drenge, som skulle være officerer, men nr. 4 er et bæst, han skal være præst”. Præsteemnet må dog senere have rettet sig for at komme med på den bane, som faderen anså for den hæderligste; thi det var den her nævnte major Schau. Moderen hed Dorothea Catharine Bojesen (død 1878).

Den 1. november 1841 blev han kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1844 til sekondløjtnant ved 5. Jægerkorps med anciennitet af 1. november 1843. Den 1. august 1846 blev han sat à la suite og indtrådte i højskolens yngste klasse. 

Ved krigens udbrud forlod han skolen og blev den 27. marts 1848 ansat ved 1. Jægerkorps, ved hvilket han, i den lille træfning ved Rinkenæs, blev indviet i kampens alvor, idet jægeren Sejer, den første faldne soldat i 1848, faldt ved hans side. I slaget ved Fredericia blev hans hest skudt under ham. Den 17. juli 1848 blev han premierløjtnant, og for sin deltagelse i krigen fik han den 6. oktober 1850 ridderkorset. Efter krigen kom han atter på højskolen, fortsatte med flid og iver sine militære studier, tog generalstabseksamen med udmærkelse og blev generalstabsaspirant.

Efter prøvetiden ved staben blev han den 22. januar 1855 kaptajn og ansattes nu i forskellige stillinger ved Generalstaben i resten af sit liv. 1855-59 var han tillige adjudant hos krigsministeren, 1862-63 stabschef ved 2. Generalkommando og fra 8. december 1863 stabschef ved 2. Armédivision. Den 6. december 1863 blev han Dannebrogsmand og den 24. samme måned major. Ærgerrighed parret med livlighed og flid førte ham frem til disse eksceptionelle stillinger i en ung alder. Som stabschef ved 2. Armédivision erhvervede han sig divisionsgeneralen du Plats fulde tillid.

Den 18. april såredes han, sammen med sin general, under forsøget på at få vore vigende tropper til at holde stand mod de ad Dybbøl-bjergets skråninger fremstormende fjendtlige tropper. I samme time og på samme kampplads faldt hans broder, Emil Victor Schau.

Majoren var i alle måder herre over de bedste militære former. Man har sagt, at den gamle obersts martialske tone genfandtes hos hans sønner. Efter at være såret, faldt han i fangenskab og førtes til Flensborg lazaret. Da preussernes konge besøgte de sårede hér, og Schau fik at vide, at kongen ønskede at se ham, udbrød han med opblussende fædrelandssind: ”Jeg ville gerne dø i fred”. Den 24. april døde han. Liget førtes til København og jordedes den 2. maj på Garnisons Kirkegård.

Den 7. oktober 1856 havde Schau ægtet Frederikke Louise von Krogh, datter af kammerherre, major, toldkasserer i Odense Gregers Christian Frederik von Krogh. Hustruen og tre børn overlevede ham.


Mindestenen over generalmajor du Plat samt majorerne Schau og Rosen
Stenen står ca. 650 meter øst for Dybbøl Mølle
og over for ejendommen Dybbølgade 74

Mindetavlen i Frederiksberg Kirke
bærer også major Schaus navn
Familien boede på Vesterbrogade 77


Major ved 2. Armédivision Ernst Frederik Schau (søn af oberstløjtnant Hans S. og Dorothea Cathrine Bojesen), født 27. juli 1826 i Odense (Hans), såret 18. april 1864 ved Dybbøl, død 24. april på Flensborg lazaret, begravet 2. maj på Garnisons kirkegård i København. Gift 7. oktober 1856 i Avnslev med Frederikke Louise von Krogh (datter af toldkasserer, major Gregers Christian Frederik von K. og Isidore Severine Marie Magdalene von Wedel-Heinen), født 23. august 1834 i Svendborg (Nikolaj), død 29. november 1899 i København (Garnisons). – Han efterlod sig to sønner og en datter i alderen 1-6 år.


Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 186-187.

Ernst Schau: En Generalstabsofficer i 1864. Breve fra Major E. Schau til hans Hustru. Gyldendal, 1925. (Memoirer og Breve, nr. XLVI)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar