tirsdag den 10. januar 2023

Sekondløjtnant Søren Ludvig Buch (1814-1849)

hvis fader var købmand i Korsør, blev født dersteds den 24. april 1814. Sin første uddannelse modtog han i en privatskole dér i byen, indtil han efter konfirmationen kom i handelslære i Helsingør. Efter at have udlært fór han et års tid til søs og var derpå ansat som kommis i sin broders kolonialforretning i København, indtil han selv etablerede sig i året 1837. Få år efter hævede han imidlertid forretningen og ernærede sig fra nu af som handelsagent, indtil krigen i 1848 udbrød, og han sammen med de mange andre frivillige efterkom opfordringen om at stille sig i de kæmpendes rækker. 

Han ansattes ved 5. Reservebataljon, i hvilken han avancerede til våbenmester, gennemgik den påfølgende vinter en kommandoskole, udnævntes den 10. marts 1849 til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennitet fra 1. januar s.å. og ansattes ved 2. lette Bataljon. Da den 6. juli kaptajn Schønings kompagni rykkede frem på btaljonens venstre fløj, førte Buch et peloton af kompagniet, opløst i kæde, med hvilket han uforsagt trængte frem over de fjendtlige løbegrave, indtil han i højde med redouten nord for den store slugt ved Egum-vejen blev truffet af en kugle i brystet og få sekunder efter udåndede. Mod, dygtighed og snarrådighed var de egenskaber, der nærmest karakteriserede ham som soldat og fører.


Sekondløjtnant ved 2. lette Infanteribataljon Søren Ludvig Buch (søn af købmand Andreas B. og Sophie Hoffmeyer), født 24. april 1814 i Korsør, faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet 8. juli på Trinitatis kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1186-1187.

Danske krigergrave og mindesmærker

Ingen kommentarer:

Send en kommentar