.jpg)
Den 18. april 1864 faldt han under forsøget på at tilbageerobre Skanse nr. 4. Liget bragtes dagen efter til afdelingen, og det sås nu, at han havde fået et skudsår i hjertet og et i underlivet. Han var en god kammerat, livlig og afholdt og sine forældres eneste søn.
Hans lig førtes til Store Heddinge, hvor det begravedes den 27. april fulgt af en uoverskuelig menneskemasse, der følte sig dybt bevæget ved denne sørgelige højtidelighed. Liget bares til graven af byens brandkorps og våbenbrødre. Håndværkerforeningen var fuldtallig til stede og 12 sortklædte unge piger med kranse og blomsterkurve gik foran kisten. Efter at liget var sænket i graven bestrøede de unge piger kisten med blomster, og der affyredes ni kanonskud.
Så du var også blandt dem, der kækt
stred kampen ud,
der trodsed voldsmandens hær, som frækt
svang dødens bud!
Så du var også blandt dem, der alt
for Danmark gav,
en af de tapre, som frygtløst faldt!
Fred i din grav.
Jeg husker dig end i skolen: Du var
lidt tavs og sen.
Lidt overskygget dit øjes glar:
En underlig en!
”Han vinder aldrig sig navn og ry
som officer!”
Så lød det trindt om, dengang af by
du drog med fler.
Men hisset ovre, hvor sværdet sang
i blodigt slag,
hvor kuglen suste, granaten sprang
med rædsomt brag,
der retted ryggen sig, der fik ord
til læben nå,
og blikket lyste, da frem du for
først blandt de få!
Nej vist, du vandt dig ej navnet stort
i tidens elv!
Det ønsked du ej. – Hvad der er gjort,
du gjorde selv:
På Danmarks hellige uskyldskrans
så ren og god,
der skrev du dit Navn med stråleglans
af eget blod!
Hil være dig, ædle, som kækt har stridt
for retfærds sag!
Har end du i mulm og tåge lidt:
Det bli'r vel dag!
Det lysner engang: Gennem hele Nord
går sagn og sang
om dem, der bandt Slesvigs dyre jord
til Dannevang!
Toxwerdt sammen med to andre faldne officerer, Færch og Trepka, alle studenter fra 1861, mindedes i 1886 ved 25-års studenterjubilæet på følgende smukke måde: Først holdtes en kort tale til ære for dem, derefter oplæstes nedenstående Digt. Mens de tilstedeværende studenter i stilhed drak et mindebæger for de faldne, spillede orkestret: ”Slumrer sødt i Slesvigs jord”.
De tre, som faldt,
dem brødre vil i denne stund vi mindes.
Og mens af vemods flor vor tanke bindes,
dog deres dages rad, så hurtig talt,
af ungdoms friske syners glans beskinnes!
Mens kugler føg
og hvirvled jorden op på Dybbøls banker,
og slog faskiner sønder, sprængte planker,
de stod med løftet mod i brand og røg,
et enkelt mål kun fyldte deres tanker!
Et enkelt mål:
At tugte ham, som vil vor ret forøde,
og, hvis det brister, da med smil at bløde.
Så svinge mandig de det skarpe stål,
og gav så deres unge liv – og døde!
I røg og brand
vi andre stå i kampens nød tilbage,
og vrede skygger over himlen jage,
og luften sløres til i fjernets rand,
og hjertet krympes af en ordløs klage.
De tre, som faldt,
de var blandt dem, som milde guder kåred,
og de fik livets bedste lod beskåret:
At stå med frejdig vished, hvor det gjaldt,
og blive bort med samme vished båret.
I tre, som faldt,
i nuets tranghed se vi op mod Eder:
O, følger os, hvem hvirvelstormen spreder,
og maner frem det sind, der samler alt
og mod et fælles mål på ny det leder.
Rudolph Schmidt
.JPG)
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 213-215.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar