tirsdag den 18. juli 2023

Premierløjtnant Frantz Ludvig Winsløv (1831-1864)

fødtes den 4. august 1831 i København og var søn af justitsråd Peter Johan Christian Winsløw og hustru Elisabeth Sophie Jacobsen. Tretten år gammel blev han den 1. november 1844 kadet, gennemgik Landkadetakademiet og udnævntes den 1. november 1849 til sekondløjtnant ved 1. Jægerkorps (20. Bataljon) med anciennitet af 1. november 1848.

I krigsåret 1850 stod han dels her, dels ved 1. Forstærkningsjægerkorps. 1851-53 stod han ved 3. Jægerkorps, var à la suite 1853-56 for at tage landinspektøreksamen og kom tilbage til 3. Jægerkorps 1856-58. Han var derefter igen et år à la suite for at arbejde som landinspektør, men fra 1859 atter ved 3. Jægerkorps. Den 1. oktober 1863 ansattes han som kompagnikommandør ved 4. Regiments 8. kompagni. Den 15. august 1858 var han blevet premierløjtnant.

Ved forpostfægtningen den 17. marts foran højre fløj af Dybbølstillingen lærte 4. Regiment for alvor preussernes tændnålsgevær at kende og ved fremrykningen mod dette mistede Winsløws kompagni snart alle sine officerer. Her faldt den tapre kompagnikommandør selv, ramt af en kugle, der gik ind ad højre tinding og ud bag venstre øre, så døden indtrådte med det samme.

Fjenden lagde hans lig ind i Dybbøl Kirke sammen med ligene af 25 preussiske officerer. Alt, hvad der fandtes på Winsløw af værdisager, bragtes samme aften af en preussisk officer til forposterne og blev senere tilstillet familien. Hans ur var indsvøbt i papir, i hvilket tillige var indlagt en afklippet lok af den faldnes hår. Liget førtes til Nyborg, hvor det modtoges af familien. Hans ansigtstræk var ganske som til daglig, ikke spor af forandrede, og på hans mund ligesom spillede endnu et smil. Han var en meget religiøs mand, der havde mange nære venner blandt grundvigianismens bærere. Han begravedes den 26. marts på Nyborg Kirkegård.

Winsløw fremhæves i 2. Armédivisions rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen den 17. marts.

1858 ægtede han Sophie Schalburg, datter af kommerceråd Schalburg i Nyborg. Hustruen og to døtre overlevede ham.


Premierløjtnant ved 4. Infanteriregiment Frantz Ludvig Winsløv (søn af kancellist Peter Johan Christian W. og Elisabeth Sophie Jacobsen), født 4. august 1831 i København (Garnison), faldet 17. marts 1864 ved Dybbøl, begravet 26. marts på Nyborg kirkegård. Gift 18. september 1858 i Nyborg med Sophie Henriette Schalburg (datter af gæstgiver Johan Frederik S. og Martine Sophie Jespersen), født 21. december 1834 i Nyborg, død 18. november 1905 i København (Jakobs), begravet i Nyborg. – Han efterlod sig to døtre på 1 og 4 år.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 230-231.

John Maalø Larsen: Danske krigsmindemærker, krigergravminder og krigergrave på Nyborg kirkegårde. Nyborg – før & nu 2020, s. 66-95.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar