Sekondløjtnant Viggo Theodor Voldby (1839-1864)

fødtes den 1. september 1839 i København og var søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og hustru Ida Florentine Sehrens. Den 1. november 1856 blev Voldby kadet, gennemgik akademiet og blev den 1. november 1859 udnævnt til sekondløjtnant ved 17. Linjeinfanteribataljon med anciennitet af 1. november 1858, idet han den 1. november 1858 var ansat som kadetunderofficer ved korpset. Den 1. november 1860 blev han forsat til 18. Infanteribataljon, med hvilken han rykkede ud i 1864.

Den 15. marts opholdt han sig i blokhuset i Skanse nr. 2 sammen med adskillige andre, da en granat slog ned i det og anrettede en del ødelæggelse. Voldby blev ramt, mens han sad i en vagtstol, og han så ganske ud, som om han sov. Da han blev tiltalt, gjorde han et forsøg på at åbne øjnene og bevæge læberne, men i det samme banede en smal blodstribe sig vej ud fra den ene mundvig. Det var forbi med det samme; han havde fået en let og en smertefri død.

Voldby var en ung, køn mand, med et venligt, tiltalende og frejdigt udseende, en mand, der ved sit livsglade og åbne væsen var afholdt såvel af sine kammerater blandt officererne som af sine undergivne. Disse sidste holdt især af ham, fordi han, trods han krævede streng pligtopfyldelse, altid forstod at gøre det på en halv spøgende, halv alvorlig måde, som var uimodståelig elskværdig. Han var, på grund af sin venlige måde at være på over for folkene, altid en slags mellemmand mellem disse og den strenge kompagnichef, kaptajn Schow. Hvor tit havde han ikke trøstet en stakkels synder, der havde forset sig, når denne af kaptajnens miner spåede sig det værste. Men Voldby kendte kaptajnen så godt og vidste, at denne ikke mente det så slemt, som det så ud til.

Voldby, der var en dygtig, ung officer, gik med store forventninger i krigen, håbende i den at bringe det til noget; han havde den faste tro, som det var kammeraterne umuligt at få ham fra, at han ikke kunne blive såret. Han var i den henseende en fuldstændig modsætning til kaptajn Schow, der altid sagde, at han var vis på at blive truffet i den første kamp, hvilket jo også skete. Voldbys lig førtes til København og begravedes den 23. marts på Garnisons Kirkegård. Han omtales i 18. Regiments rapport med udmærkelse for sit forhold under kampen ved Mysunde den 2. februar.

Åben, ærlig var din hele stræben,
smil i øjet, venligt ord på læben,
svulmende af mod, af liv og lyst,
banked hjertet i dit unge bryst.
Kærlig søn du var og kærlig broder,
trofast ven, som aldrig glemmes skal.
Ædel sans for livets bedste goder,
varm begejstring for dit tunge kald.

Sådan var du, sådan vil dit minde
leve iblandt os, som elsked dig.
Selv når disse tunge tider svinde,
når vor mørke himmel klarer sig,
vil dog mangt et suk og mangen tanke
søge dig vor ædle tabte ven,
og da vil du til vor trøst og lindring
stå for os i lysende erindring.

H.D.

 

Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Viggo Theodor Voldby (søn af praktiserende læge Frederik Ludvig Voldby og Ida Florentine Sehrens), født 1. september 1839 i København (Frelsers), faldet ved Dybbøl 15. marts 1864, begravet 23. marts på Garnisons kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 221-222.

J.W.G. Norrie: Løjtnant Voldbyes breve fra 1864. Sønderjyske årbøger 1961, s. 80-120.