var født i Fredericia den 17. april 1816. Hans fader var herredsfoged i Elbo, Brusk og Holmans herreder, kancelliråd Hans Hofman Buhl (broder til den tapre løjtnant Peter Buhl, der faldt ombord på Najaden den 6. juli 1812); hans moder hed Charlotte Louise, født Randlev. Fra barn af ønskede sønnen at blive militær, og da de vanskeligheder, hans faders tidlige død lagde i vejen herfor, var fjernede af dennes skole- og universitetsven, lensgreve A.W. Moltke-Bregentved, kom den unge Buhl 15 år gammel på Landkadetakademiet, hvorfra han afgik fem år senere som sekondløjtnant med anciennetet fra 1. marts 1835. Han blev ansat ved Fynske Infanteriregiment og kom således med en kortere afbrydelse i 1839, da han var kommanderet til tjeneste ved Artilleriet, til at garnisonere i sin fødeby indtil april 1843. Året i forvejen var han den 1. juli gået over til 13. Linjebataljon og samtidigt blevet forfremmet til premierløjtnant, men blev nu efter ansøgning forflyttet til 7. Linjebataljon i København. Han ønskede nemlig at uddanne sig til landinspektør og tog 1845 landmålereksamen, men blev i november 1846, som følge af et sammenstød mellem bataljonens kommandør og dens løjtnanter, forsat til 17. Linjebataljon i Glückstadt.
Ved oprørets udbrud den 25. marts 1848 søgte han tilligemed nogle andre dansksindede officerer at flygte over Hamborg, men de blev anholdte og måtte udstede revers om ej at kæmpe mod oprørerne. I 1848 gjorde han derfor tjeneste ved Københavns Eksercerskole, men ansattes i 1849 ved 4. Reservebataljon som kommandør for 2. kompagni. Han deltog nu med hæder i fægtningen ved Haderslev den 3. april og slaget ved Kolding den 23. april; i rapporten over dette ”anser bataljonen det for sin pligt, at fremhæve premierløjtnant Buhl, der med en overordenlig konduite og koldblodighed ledede overgangen over åen og bestormelsen af den stærkt besatte Vrannerup Hovgård, som han allerførst trængte ind i”.
Den 26. april 1849 forfremmedes han til kaptajn. Han deltog derefter i Ryes tilbagetog, var flere gange i ilden og nævnes atter med hæder for sit forhold i fægtningen nordøst for Vejle den 8. maj. Efter ligeledes med udmærkelse at have kæmpet ved Fredericia blev han den 9. september 1849 benådet med Dannebrogsordenens ridderkors. Han lå nu i kantonnement i Vejle i 10 måneder. Da han i juli 1850 atter rykkede ud, hørte 4. Reservebataljon til Schepelerns brigade og kom ikke til at tage aktiv del i slaget ved Isted. Da brigaden senere havde taget Frederikstad og besat den med 7. Linie- og 4. Reservebataljon, blev Buhl den 17. august med sit kompagni detacheret til Tönning, hvor han blev ansat som kommandant og som sådan foruden stadigt at være på sin post mod en fjendtlig overrumpling tillige måtte overtage øvrighedspligterne, da de civile embedsmænd var flygtede. Buhl var bogstaveligt ikke af klæderne fra sin ankomst til byen indtil sin dødsdag den 29. september. Da fjenden på denne dag var gået over Ejderen øst for Tönning og rykkede frem mod byen, tog Buhl imod ham med den disponible del af kompagniet og holdt sig ved Ejder-digets bøjning uden for byen tappert mod den overlegne fjende, indtil en granat sårede ham dødeligt i venstre side og arm. Buhl blev bragt ind til byen, hvor han nød en omhyggelig pleje, indtil han døde nogle timer efter, og så stor agtelse og hengivenhed havde den faldne kommandant ved sin opofrende pligttroskab vidst at indgyde de i øvrigt fanatisk oprørsksindede tönningere, at de, da vore atter havde besat byen, som en sær nåde bad om at måtte sørge for hans jordefærd og udførte dette på den smukkeste måde. Kammeraterne satte ham et mindesmærke på Tönnings nye kirkegård.
At denne udmærkede officers bortgang føltes dybt i hæren, selv af dem, der ikke personligt havde været i berøring med ham, behøver næppe yderligere omtale.
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1583-1586.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar