var født den 12. juli 1824 i Roskilde, hvor hans fader, senere provst over Ærø og sognepræst til Bregninge, da var adjunkt; moderen hed Berthe Eleonore, født Trojel. I sit 14. år kom Adolph Christensen i Odense Katedralskole, hvorfra han blev student 1842. Han begyndte at studere medicin, men da dette fag ved nærmere bekendtskab ikke tilfredsstillede ham, forlod han København og var i nogen tid huslærer på Fyn. Herfra var han atter vendt tilbage til universitetet og havde taget fat på det teologiske studium, men varmtfølende, som han var for sit fædreland og dets ret, forlod han ved krigens udbrud anden gang universitetet og meldte sig som frivillig ved 10. Linjebataljon, hvor hans landsmænd fra Ærø og mange andre trofaste sønderjyder tjente.
Med denne bataljon deltog Christensen i slagene ved Bov den 9., ved Slesvig den 23. april (fra hvilken dag han forfremmedes til korporal) og ved Dybbøl den 5. juni. Han gennemgik dernæst en kommandoskole og blev den 9. september 1848 sekondløjtnant i krigsreserven. I 1849 stod han ved 3. Forstærkningsbataljon og kæmpede atter hæderligt i fægtningerne i Sundeved, men lå derefter i længere tid syg i Odense, så at han til sin store sorg ikke kom til at deltage i slaget ved Fredericia. Den 19. august s.å. blev han udnævnt til premierløjtnant i krigsreserven. Den 25. juli 1850 blev han under 5. Brigades fægtning i Bøgmose ramt af en fjendtlig kugle, som knuste kravebenet og løb ned langs ryggen; to mand der løb til for at hjælpe ham, formanede han til at blive på deres plads; kun tog han imod en kappe til at brede over sig. Først sent fik han lægehjælp og blev bragt til lazarettet i Flensborg. I den måned, han lå her, tog særligt den for sin opofrende omhu mod de sårede bekendte fru agentinde Christiansen sig venligt af ham og ville, da han syntes at være i bedring, have taget ham hjem til sit hus, men, muligt ved hans egen uforsigtighed, forværredes hans tilstand, så at han ej kunne tåle at flyttes. Endelig udåndede han den 28. august og blev den 31. s.m. jordet på Flensborg Kirkegård i den store krigergrav.
Adolph Christensen havde som en flink og samvittighedsfuld officer erhvervet sig agtelse og tillid såvel hos foresatte som hos undergivne. Han var derhos et sjældent elskværdigt menneske, som sluttede sig varmt til dem, der stod ham nær, og havde let ved at forskaffe sig deres venskab, så meget mere som han havde et vindende ydre, lyst og anlæg til legemlige idrætter, f.eks. ridning og dans, samt talenter i flere retninger; især gjorde han ved sit udmærket smukke klaverspil kammerater og venner megen glæde.
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1544-1545.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar