lørdag den 15. juli 2023

Premierløjtnant Johan Sigismund Falkenskjold (1817-1850)

var født den 18. oktober 1817. Faderen Andreas Sehested Falkenskjold havde tjent som officer, sidst i Sjællandske Jægerkorps, indtil han 1815 blev stempelpapirkontrollør og gik af med majors karakter; moderen hed Cathrine Hedvig, født de Leth. 16 år gammel indtrådte sønnen som elev i de mekaniske værksteder, som dengang var forbundne med Polyteknisk Læreanstalt, og arbejdede her til 1841. Han gik derefter til udlandet for at uddanne sig yderligere, navnlig i Wien og Berlin, og efter i 1846 en kort tid at have været hjemme i anledning af skiftet efter forældrene etablerede han sammen med en tysk kompagnon en optisk instrumentfabrik i Leipzig. Denne var alt kommet godt i gang, da krigen brød ud, men som søn af en gammel soldaterslægt kunne Falkenskjold ikke roligt se til, mens fædrelandet var i fare, og trods forestillinger fra venner og pårørende stillede han sig i maj 1848 i dets forsvarerers række, hvor hans ældste broder stod som officer, en anden som frivillig, en tredje som underlæge og en fjerde som månedsløjtnant i flåden. 

Han trådte som frivillig ind i 1. Jægerkorps; da han fra ung af havde elsket jagten, var han en udmærket skytte, hvilket i forbindelse med hans høje, kraftfulde skikkelse snart henledte opmærksomheden på ham, så at korpskommandøren, major Wilster, efter at Falkenskjold med hæder havde deltaget i fægtningerne den 28. maj og den 5. juni, forfremmede ham til overjæger og under 15. juli s.å. indstillede ham til officer. Han blev dog først efter om vinteren at have gennemgået en kommandoskole den 10. marts 1849 udnævnt til sekondløjtnant i krigsreserven med anciennitet fra 1. januar s.å., hvornæst han blev forsat til 1. Forstærkningsjægerkorps. Han udmærkede sig atter ved Adsbøl den 3. april og Fredericia den 6. juli 1849 og forfremmedes den 19. august s.å. til premierløjtnant i krigsreserven. Den 18. oktober næstefter overgik han til 2. Forstærkningsjægerkorps og faldt den 25. juli 1850 ved stormen på Isted by sammen med sin kompagnikammerat, løjtnant Ohmeyer, idet de ”med en beundringsværdig koldblodighed stedse var i de forreste rækker under fremrykningen”, hedder det i rapporten.

Falkenskjold efterlod et smukt minde ved sin elskværdige, åbne karakter og sin jævne, bramfri fremtræden. Han var ikke gift.


Premierløjtnant ved 2. Forstærkningsjægerkorps Johan Sigismund Falkenskjold (søn af major Andreas Sehested F. og Cathrine Hedevig de Leth), født 18. oktober 1817 i København (Fødselsstiftelsen), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1545-1547.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar