lørdag den 15. juli 2023

Premierløjtnant Carl Peter Christian Gautesen (1824-1850)

født i København den 19. august 1824, var ældste søn af fyrværker i det kgl. artilleri og Dannebrogsmand Andreas Gautesen og hustru Anne Kirstine, født Nielsen. Faderen der var en udmærket duelig tegner, arbejdede meget for det daværende kongelige stentrykkeri. og da sønnen syntes at have arvet dette talent, blev han efter sin konfirmation uddannet til litograf, særligt i kortgravuren, ved dette instistut under ledelse af kaptajn C. Henckel. 

I efteråret 1848 meldte Gautesen, der i flere år havde gjort tjeneste ved Kongens Livjægerkorps og her var steget til overjæger, sig som frivillig; han ansattes først ved Frilodsjægerkompagniet, men blev efter ansøgning forsat til 3. Jægerkorps. I vinterens løb gennemgik han Københavns Kommandoskole og blev den 10. marts 1849 udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve. Han fik snart lejlighed til at vise sig som en rask og uforfærdet soldat og nævnes med hæder for sit forhold i Sundeved den 3. og den 13. april samt ved Kolding den 23. april, så at han allerede under 19. august s.å. udnævntes til premierløjtnant i krigsreserven. I slutningen af april var han blevet forsat til det nyoprettede 2. Forstærkningsjægerkorps, der i resten af felttoget 1849 hørte til Fredericias besætning og i 1850 til 5. Brigade. I slaget den 25. juli stod Gautesen ved korpsets 3. kompagni under kaptajn Falkenskjold og overtog, da denne under den hidsige kamp om Isted by blev såret, kommandoen over kompagniet, men ramtes kort efter selv af en kugle, der hurtigt gjorde ende på hans liv.

Hans moder og søster mistede i ham en kærlig søn og broder, efter faderens død deres trofaste forsørger. Moderen tog sig hans død så nær, at hun selv gik bort nogle måneder senere.


Premierløjtnant ved 2. Forstærkningsjægerkorps Carl Peter Christian Gautesen (søn af fyrværker Andreas G. og Anne Christine Nielsen), født 19. august 1824 i København (Garnisons), faldet 25. juli 1850 ved Isted, begravet 28. juli på Mariæ kirkegård i Flensborg 1850. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1547-1548.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar