Premierløjtnant Just Ludvigsen Homann (1819-1850)

var født i København den 30. august 1819; 18 år gammel blev han student fra Borgerdydskolen i København med karakteren laudabilis, tog året efter anden eksamen og begyndte at studere jura. Efter nogen tids forløb forlod han dog denne videnskab for at kaste sig over studiet af kunsten og dens historie, hvilket han med så meget mindre betænkelighed kunne hengive sig til, som han var eneste barn af velhavende forældre: Justitsråd, kongens foged i København Peter Homann og hustru Birgitte, født Ludvigsen. Han studerede nu flittigt på de herværende gallerier og museer og forskaffede sig på samme tid en ikke ubetydelig samling af kobberstik og raderinger. Ved siden heraf dyrkede han skønlitteraturen med flid og alvor, og i disse forskellige retninger var han alt inden krigens udbrud flere gange optrådt som forfatter; fra tid til anden skrev han således også mindre digte, af hvilke der dog først samme år, han faldt, udkom en samling.

Da krigen udbrød 1848, havde han flere litterære foretagender under arbejde, men hverken hensynet hertil eller til det uerstattelige savn, hans bortgang ville volde hans forældre, hvem han altid havde været den kærligste søn, formåede at holde ham tilbage. Han forlod pludseligt København og stødte til hæren netop under panikken i Flensborg. Han meldte sig straks som frivillig ved 2. Linjebataljon og var alt forfremmet til korporal, da han med ære nævnes i bataljonens rapport for sit forhold under fægtningen i Sundeved den 28. maj. Efter ligeledes at have deltaget i affæren ved Dybbøl den 5. juni afgik han til København for at gennemgå en kommandoskole. Den 1. september udnævntes han til sekondløjtnant i krigsreserven og kom nu til 1. Forstærkningsbataljon, hvor han forblev til sin død. Atter i 1849 fremhæver rapporterne hans mod og konduite i affæren ved Avnbøl samt i slagene ved Kolding og Fredericia, og den 19. august s.å. forfremmedes han til premierløjtnant i krigsreserven. I slaget ved Isted var kompagniet Gørtz, hvorved Homann stod, attacheret reservekavalleriet og blev den 25. juli om morgenen sendt frem mod Bollingstedt, der var besat af insurgenterne. Under dette angreb faldt Homann, ramt i højre side af brystet af en kugle, der gik ud gennem ryggen; han udåndede med et par opmuntrende ord til sine folk, af hvilke flere blev dræbte og sårede under bestræbelserne dels for at komme ham til hjælp, dels for at bære hans lig bort. Hans død føltes med smerte af alle i kompagniet. Hans lig blev efter at være bisat i Flensborg den 28. juli ifølge familiens ønske ført til København og jordet i dens gravsted på Assistens Kirkegård.

Homann var en mand med en ædel, højsindet tænkemåde, et varmt hjerte og en lys, rolig forstand. Han var noget stiv i sine meninger, men ved siden heraf venlig og beskeden i omgang. Det er sagt om ham med et citat fra en islandsk Saga: ”Han var trofast mod venner, men vanskelig i deres valg”. Under felttoget i Jylland 1849 havde han forlovet sig med en datter af apoteker Lassen.

Premierløjtnant ved 1. Forstærkningsbataljon Just Ludvigsen Homann (søn af kongens foged Peter H. og Birgitte Ludvigsen), født 30. august 1819 i København (Helligånds), faldet 25. juli 1850 ved Bollingstedt, bisat 28. juli fra Flensburg, begravet på Assistens kirkegård i København. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1541-1543.

Peter Henrik Boye: Til Erindring om Premierlieutenant Just Homann. Kbh., 1850. 15 sider.