Sekondløjtnant Hans Henrik Pingel (1838-1864)

fødtes den 3. januar 1838 i København og var søn af dr.phil. Christian Pingel og hustru Ophelia, datter af Johan Christian Drewsen, ejer af Strandmøllen. Pingel gik i det von Westenske institut til sin konfirmation 1852, hvorefter han modtog uddannelse på Strandmøllen hos sin morbroder, Christian Drewsen, den daværende ejer af papirmøllen, for med tiden at indtræde i forretningen. Da onklen imidlertid mente, at forretningen muligvis ikke ville forblive i familiens hænder, og den unge Pingel derfor ikke var sikker på at blive i denne livsttiling, lod han ham forberede sig til at tage polyteknisk eksamen. I 1856 absolverede han ved universitetet den almindelige forberedelseseksamen for polyteknikere, samme år adgangseksamen til den polytekniske læreanstalt og i efteråret 1858 første del af polyteknisk eksamen i anvendt naturvidenskab.

Da krigen mellem Italien, Frankrig og Østrig udbrød i 1859 lagde han studeringerne på hylden. Han var nemlig af en noget eventyrlig natur og havde lyst til at se sig om i verdenen og opleve noget. Han rejste derfor med en kammerat, som han studerede sammen med, til Paris for at få lov til på fransk side at deltage i krigen. Da våbenstilstanden i Villafranca imidlertid afsluttedes, kort efter at Pingel havde nået Paris, lykkedes det ikke at komme til at deltage i krigen. For dog ikke at have gjort rejsen forgæves og for dog at opleve noget, lod han sig optage i Fremmedlegionen i Algier med garnison i Sidi bel Abbés i nærheden af Oran. Her tjente han 1859-61 og avancerede til korporal, men fik dog kun lejlighed til at deltage i soldaterlivets fredelige begivenheder. Da tjenesten her ikke svarede til hans forventninger, og han ikke befandt sig vel i det meget blandede selskab af mere eller mindre uheldige subjekter, begav han sig atter hjem og fortsatte sine studier. Sin polytekniske eksamen absolverede han i slutningen af 1863, kort før krigen brød ud. 

Efter sin hjemkomst fra Algier fortalte han i Fædrelandet, i en lille føljeton gennem nogle numre, kvikt og livligt om sine oplevelser i fransk tjeneste. Pingel var udvendig set et livsglad menneske, men i bunden dog en dyb og alvorlig natur. Han var i høj grad elsket og afholdt af alle, med hvem han kom i berøring. I sine sidste år kom han meget i Christian Winthers hjem, da denne havde været en god bekendt af hans fader. Da Pingel faldt, følte Christian Winther sig derfor stærkt grebet og skrev i den anledning nedenstående digt til minde om den faldne. Skønt dette i høj grad bærer præget af de da herskende stemninger og trods Winthers overdrevne udtryk, såvel hvad krigen angår, som angående Pingel selv, vil dog dette digt på grund af dets hensigt og den oprigtige følelse, der har foranlediget det, altid bevare sit værd gennem tiderne.

Pingel gennemgik reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet fra den 31. januar til den 12. marts 1864, hvorefter han afgik til 4. Regiment som aspirant.  Den 30. maj udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og forblev ved 4. Regiment. Den 29. juni havde han feltvagt nr. 1 ved Arnkilsøre, bestående af 36 mand. Da det begyndte at dæmre, opdagede han den fjendtlige bådkolonne som fra Snogbæk Hage styrede mod Arnkilsøre. Feltvagten var delt i to halvdelinger af hvilke den nordligste i angrebsøjeblikket førtes op til en stilling mellem Arnkilsøres nordlige og vestlige pynt. Begge halvdelinger beskød heftigt fjenden, der dog ikke lod sig hindre af skydningen og med forbavsende hurtighed foretog landgangen. Feltvagten overvældedes og kun rester af den førtes af Pingel mod syd gennem skoven, hvor de optoges af 5. kompagni, der var ilet mod nord i retning mod feltvagt nr. 1. Straks ved sin fremrykning stødte 5. kompagni på den fra Arnkilsøre kommende fjende. Sammen med resten af feltvagt nr. 1 forsøgtes nu et angreb på den fremrykkende fjende, men angrebet afsloges og kompagniet splittedes. Her faldt Pingel. Han blev efter kammeraters udsigende begravet af fjenden i en af fællesgravene på Als.

Magtens Herre, klar mit blik:
Hvorfor skulle han da falde?
Han, den stolteste blandt alle,
drikke dødens bitre drik?

Ikke skal jeg vove på
frækt med Dig at gå i rette
om Dit visdomsråd; men dette
kan mit hjerte ej forstå.

Her at våndes gør ej skam,
og det smerter dybt tilvisse,
når jeg ser hans navn blandt disse
tusind andre offerlam.

På hvis alter mon de faldt,
for granater og for bomber
disse ædle hekatomber,
som med gru vi have talt?

Hver for sig kan være god
af de tapre danske døde,
som for intet måtte bløde,
mig dog piner mest hans blod.

Og mit hjerte hamrer vildt,
spændt på harmens pinebænke,
når forbitret jeg må tænke:
”Hvi blev al den rigdom spildt?”

Svøbt i dødens skumle flor,
denne trodsig kække pande
måtte bøje sig og vande
med sit blod den tabte jord!

O, lyksalig er du, ven!
Tomme stå dig smertens skåler,
klart din æres stjerne stråler!
Men vor ære – hvor er den?

Chr. Winther

Mindestenen over sekondløjtnant Pingel blev rejst i 1938.

Stenen står ca. 150 meter nord for ejendommen 

Arnkilsøre 9 på Kær Halvø.

 

Sekondløjtnant ved 4. Infanteriregiment Hans Henrik Pingel (søn af overinspektør, dr.phil. Christian Pingel og Ophelia Drewsen), født 3. januar 1838 i København (Trinitatis), faldet 29. juni 1864 i kampene på Als, begravet af fjenden i en fællesgrav. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 159-161.

Danske krigergrave og mindesmærker