søndag den 15. januar 2023

Sekondløjtnant Harald Hirschfeldt Petersen (1840-1864)

fødtes den 7. februar i Nyborg og var søn af urmager Andreas Peter Petersen og hustru Caroline Cecilie Ørsted. Han mødte som soldat ved 5. Infanteribataljons 4. kompagni den 2. juli 1862 og avancerede til korporal. På grund af sit gode forhold under krigen, indstilledes han til officer, og den 30. maj 1864 blev han udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve samt ansat ved 5. Regiments 7. kompagni.

Som officer deltog han nu i kampen på Als den 29. juni. Under 5. Regiments forsøg på i terrænet mellem Lykkegård og Frydendal at forhindre brigaden Goebens fremrykning mod Sønderborg-højderne stod hans kompagni i begyndelsen i reserve syd for Lindegård. Da regimentets fire kompagnier efterhånden fra Lykkegård trængtes tilbage mod Frydendal, sendtes hans kompagni sammen med endnu to andre af regimentets kompagnier frem, og 7. kompagni nåede til Møllestedgård, hvor Petersen blev med sin deling, mens de øvrige delinger for en kort tid satte sig fast i kommunikationsgangen, der var blevet besat af fjenden.

Da imidlertid de fire kompagnier ved Frydendal trængtes mod øst over Rønhavevejen, trængte samtidig fjenden fra nord og nordvest frem mod 7. kompagni. Petersen havde ikke opdaget den fjendtlige fremrykning, der skete i skjul af høje kornmarker og tætte hegn, og under det derpå følgende pludselige og overraskende angreb faldt han. 7. kompagni trængtes voldsomt tilbage dels fra kommunikationsgangen dels fra Møllestedgård, og da det samtidig fik et angreb fra nordøst toges størstedelen af kompagniet til fange. Petersen er formentlig begravet af fjenden på Als.

Mindestenen over sekondløjtnant H.H. Petersen blev rejst i 1937.
Stenen står ved indkørslen til Møllestedgård, Vestermark 7, Kær Vestermark.
 

Sekondløjtnant ved 5. Infanteriregiment Harald Hirschfeldt Petersen (søn af urmager Andreas Peter Petersen og Caroline Cecilie Ørsted), født 7. februar 1840 i Nyborg, faldet 29. juni 1864 i kampene på Als, formodentlig begravet af fjenden. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 157-158.

Danske krigergrave og mindesmærker


Ingen kommentarer:

Send en kommentar