Den 19. juni 1807 blev han efter bestået officerseksamen fændrik ved faderens regiment med anciennitet fra 1. juli 1806, og allerede den 2. oktober 1807 sekondløjtnant med anciennitet fra 13. marts s.å. Det følgende år deltog han, ansat ved en kombineret grenaderbataljon, i krigen med Sverige, udmærkede sig i træfningen ved Killingmo den 18. og Toverud den 19. april og blev den 2. maj udnævnt til premierløjtnant. Da krigen var endt 1809, kom han tilbage til sin garnison Frederiksværn; i årene 1812-13 opmålte han Laurvigs grevskab for Rentekammeret. Atter i 1814 udmærkede han sig som fører for en division telemarkske jægere, navnlig ved Ingedal den 3. august. Da nordmændene måtte falde tilføje, og hæren toges i ed for kong Carl XIII, kunne dog tre af Telemarkske Regiments officerer, Schleppegrell, Rye og Helgesen, ikke bekvemme sig til at bøje sig under den nye tingenes ordning, hvorfor de i foråret 1815 fik deres afsked fra norsk tjeneste.
Unge og virkelystne, som de var, og forsynede med glimrende anbefalinger fra den forrige konge i Norge, nu atter prins Christian Frederik af Danmark, drog de til Nederlandene, hvor de søgte ansættelse i den preussiske hær under Blücher. Her blev de foreløbigt anbragte ved 5. rhinske landeværnsregiment i Kain, men snart efter forsatte til 5. westfalske infanteriregiment ved 2. Armékorps af den aktive hær. Med dette regiment deltog de nu i erobringen af Philippeville og Rocroix, men da prins Christian imidlertid havde udvirket for dem en ansættelse i den danske hær med bibeholdelse af deres anciennitet, erholdt de i december 1815 afsked af den preussiske tjeneste med medaljen for deltagelse i felttoget 1815.
Da han 1819 fik kaptajns karakter, som en undtagelse fra den almindelige regel, udtaler kongen, at han ved enhver lejlighed udmærker sig ved duelighed og tjenesteiver og derfor bliver anbefalet af alle hans foresatte, fordi han ofte har gjort mere end, hvad strikte er hans pligt at gøre, og i parolbefaling af 11. juni 1830 nævnes, at han ved en præsentation for kongen havde ladet officerer og underofficerer træde ud, og at desuagtet de meget rask på hverandre følgende kommandoord og signaler forstodes og udførtes øjeblikkeligt, og der blev ikke bemærket en eneste fejl. For eksercitsen forsømte han dog ikke de andre tjenestegrene; særligt havde han både teoretisk og praktisk lagt sig grundigt efter skydning. Den 28. juni 1840 blev hans fortjenester påskønnede ved, at han blev benådet med Dannebrogsordenens Ridderkors. Ligeså var han senere anerkendt for en af hærens dygtigste bataljonskommandører.
I marts 1848 fik Schleppegrell, der den 2. s.m. var avanceret til oberst, kommandoen over det venstre flankekorps, som så smukt deltog i kampene ved Bov, Slesvig, Dybbøl og Nybøl, og Schleppegrell viste her, at det ikke blot var i fredstid, at han var en fremragende officer. Hans dispositioner var klare og udtømmende; når han under slaget sporede nogen vaklen, ilede han straks til for personlig at opmuntre de kæmpende, og den uforfærdethed, hvormed han udsatte sig for fjendens ild, gav anledning til den talemåde, at han kunne ”ryste kugler af sig som sne”, som der står i en soldatervise om ham. Den 24. maj 1848 udnævntes han til generalmajor, den 13. september s.å. til Kommandør af Dannebrog.
I 1849 kommanderede han 3. Brigade, der kæmpede ved Kolding og Gudsø og i slaget den 6. juli indlagt sig meget hæder. Schleppegrell blev fra slagdagen at regne benådet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Da felthæren om efteråret blev opløst, blev Schleppegrell først inspektør over infanteriet på Sjælland, men allerede den 15. oktober kommanderende general på Als. I de tre fjerdingår, han forblev i denne stilling, drog han ivrig omsorg for, at den ham underlagte styrke kunne møde vel forberedt ved næste sammenstød med fjenden, og han var selv på færde tidligt og silde for at overbevise sig om, både at øvelserne blev drevet, som de skulle, og at troppernes indkvartering, forplejning m.v. var så god, som forholdene tilstedede.
Den 16. juli 1850 drog han over til Slesvigs fastland, hvor hæren skulle samles syd for Flensborg. Han var nu kommandør for 2. Armédivision, bestående af 1., 2. og 5. Brigade, 4. Dragonregiment og tre batterier. Den 24. juli holdtes divisionen i reserve, og af dens afdelinger kom kun 13. Linjebataljon en kort tid i ilden; den 25. juli skulle 2. Division åbne angrebet samtidigt med sine tre brigader, og 1. Division danne reserven. Divisionen gik altså frem i tre kolonner, og Schleppegrell fulgte selv med den midterste (2. Brigade), der rykkede frem over Ovre Stolk. Størstedelen af kolonnen havde passeret landsbyen og var sendt imod passet mellem Isted Sø og Langsø, da 13. Liniebataljon på marchen gennem byen pludseligt blev angrebet i flanken. Schleppegrell havde lige ladet seks kanoner af Batteriet Baggesen, der var tildelt brigaden, beskyde den foran Grydeskov stående fjende fra en højde syd for Ovre Stolk, hvor han ligeledes selv holdt med sin stab og omtrent en eskadron. Han antog først, at sagen ikke var alvorligere end, at den kunne klares ved at sende en deling dragoner ind i byen, men da han snart måtte erkende, at den fjendtlige styrke var betydelig, og den brød frem på flere steder, vendte han batteriet om imod den og lod resten af eskadronen foretage gentagne attakker. Både rytteriet og artilleriet led her store tab; divisionsstabens officerer, af hvilke flere deltog i attakkerne, var tildels sårede og fangne, da også generalen blev ramt af en geværkugle i hovedet; en tid lang blev han liggende på valpladsen, indtil han, efter at hans hovedreserve under oberstløjtnant Henckel havde taget byen tilbage, blev fundet og kørt til Flensborg, hvor han den næste morgen kl. 3 udåndede på stadshospitalet. Den 28. juli blev han tilligemed størstedelen af de øvrige ved Isted faldne krigere stedet til hvile på Sct. Mariæ Kirkegård i Flensborg. Schleppegrell, Trepka og Læssøe, en underofficer og en menig blev som repræsentanter for de faldne båret til den store krigergrav, hvori de øvrige alt var nedlagte, og ved hvilken feltprovst Hammerich og dernæst superintendent Aschenfeldt talte hjertelige og gribende ord i overværelse af en mængde af de faldnes våbenbrødre og af den loyale del af befolkningen. Samme år lod kong Frederik VII sætte 51 mindesten på graven, hvor senere det danske folk rejste et monument, som nu desværre ikke findes mere dér. Schleppegrells medaljon var, tilligemed Læssøes, Kroghs og Helgesens, anbragt på fodstykket.
Schleppegrell var en høj, kraftigt bygget skikkelse, havde stærke lemmer og et jernhelbred. Af hans store, spillende øjne kunne man læse, hvor meget han hadede al langsomhed; han havde imidlertid en betydelig magt over sig selv, og under alvorlige forhold forstod han at holde sin utålmodighed i tømme, uden at han dog derfor blev mindre hurtig til at opfatte en situation eller tage en beslutning. Sine sorger beholdt han helst for sig selv; også deri viste hans selvbeherskelse sig, at han, selv hvor han mente at have grund til at være bekymret for fædrelandets fremtid, dog med den ham egne blanding af alvor og lune vidste at holde modet oppe hos sine omgivelser. Ubestikkelig retsindighed var grundlaget i hans karakter. Trofast, som han var i venskab, havde han på den anden side, når han havde fattet mistillid til Nogen, vanskelighed ved atter at frigøre sig derfor, som det så slående viste sig ved, at han til trods for alt, hvad der var kommet imellem, til sin død bevarede sin sympati for den preussiske hær og sin antipati for den svenske. I omgang var han gæstfri og selskabelig, i sit hjem en kærlig og omhyggelig ægtefælle og fader.
Mens han garnisonerede i Aalborg, havde han den 25. juli 1828 ægtet baronesse Johanne Jacobine Margrethe Juel, datter af major, baron C.F. Juel tll Lundbæk. Hun overlevede ham med tre sønner, af hvilke de to ældste blev officerer..JPG)
.JPG)
.JPG)
.jpg)
.JPG)
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1880-87. 3. Del: Krigen i 1850. S. 1485-1491. (Gengivet her).
L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 12-17.
Otto Vaupell: Skildringer af Ryes, Schleppegrells og Helgesens Liv. Kristiania, 1875. 88 sider.
Nick B. Svendsen: Generals of the Danish Army in the First and Second Schleswig Holstein Wars 1848-50 and 1864 : Schleppegrel, Rye and du Plat. 2011. 322 sider.
Otto Vaupell: Mindeskrift i Anledning af Schleppegrells Monument, afsløret i Aalborg 25. Juli 1880. Militært Tidsskrift IX, 1879/80, s. 451-463.
Axel Liljefalk: Dansk-norske Heltehistorier 1814-64. Kbh., 1896. S. 79-106: F.A. Schleppegrell.
Poul Hennings (medd.): Generalmajor Frederik Adolph von Schleppegrells Autobiografi (1840). Personalhistorisk Tidsskrift 6. Rk., Bd. III, 1912, s. 154-157.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar