Ved krigens udbrud 1848 meldte han sig som frivillig og han ansattes ved 2. Jægerkorps, hvor han avancerede til overjæger. Under våbenhvilen gennemgik han en kommandoskole, hvorefter han den 10. marts 1849 udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennitet af 1. januar 1849 og ansattes ved 1. Reservejægerkorps. Den 19. august 1849 forsattes han på grund af sit gode forhold under krigen til linjen med anciennitet i linjen af samme dato. Under 26. august 1849 tillagdes der ham sammen med de andre under krigen udnævnte køjtnanter anciennitet af 30. april 1848. I 1850 forsattes han til 1. Forstærkningsjægerkorps og i 1852 til 4. Jægerkorps. Den 22. juli 1853 sattes han à la suite og beordredes til at forrette fire års tjeneste ved den vestindiske hærstyrke. Den 16. juli 1857 fik han premierløjtnants karakter og udnævntes den 21. oktober samme år til premierløjtnant, samt ansattes ved sin hjemkomst fra Vestindien den 26. oktober 1857 ved 5. Linjeinfanteribataljon, hvor han stod til krigen atter var for døren, da han den 1. oktober 1863 ansattes ved 10. Infanteribataljon som chef for 8. kompagni.
Under fjendens pludselige fremrykning over hele Dybbølstillingen natten til den 28. marts, 2. påskedag, kæmpede han tappert, idet han med et halvt kompagni gik frem mod Øster Dybbøl for sammen med fem delinger af forskellige kompagnier af 10. Regiment at kaste fjenden tilbage. Efter gentagne angreb lykkedes det også at kaste fjenden, men under denne kamp såredes han dødeligt. Det sagdes, at han forbød lægen at undersøge og forbinde såret og han døde i løbet af dagen. Han omtales i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 28. marts.
Han var en sjælden jovial og letbevægelig mand, i sit indre var han dog ikke så lidt af en melankoliker. Han var af et ildfuldt og noget hidsigt temperament, der i blandt andet engang i Dybbølstillingen gav sig udslag, idet han med sin stok gav en respektstridig artillerist ved Skanse nr. 1 nogle velfortjente slag over ryggen. Han kaldtes af kammeraterne ”Sorte Petersen”, muligvis fordi han havde sort hår og skæg, måske dog snarere som følge af, at hans ydre mindede om hans ophold i Vestindien. Under dette ophold havde han lært ganske mesterligt at gengive negersange og tit og ofte fornøjede han sine kammerater ved at give sådanne til bedste.
Han begravedes den 31. marts på Sønderborg Kirkegård. Han var ugift.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 155-156.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar