Sekondløjtnant Peter Ferdinand Glud (1804-1849)

blev født i København den 4. april 1804. Faderen, der var typograf, døde, mens sønnen endnu var en lille dreng, og efterlod moderen i små kår, hvorfor hun var glad ved at få sønnen optaget i underofficerselevskolen. Herfra afgik han i 1820 og kom til tjeneste i Artilleriets staldetat. Senere gennemgik han den militære manege og var derefter i en række år en flink berider og meget søgt ridelærer. Han avancerede nu igennem de forskellige underklasser i Artilleriet og var ved krigens udbrud 1848 overfyrværker, dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. 

Da Artilleriet ved hærens mobilisering havde mangel på løjtnanter, blev han tilligemed flere kammerater straks udnævnt til sekondløjtnant, og som sådan rykkede han i felten med Batteriet Fuhrmann. I slaget ved Slesvig fik han lejlighed til særligt at udmærke sig, idet han med en deling af batteriet bestod en hårdnakket kamp mod det vest for Bustrup opkørte, meget overlegne, fjendtlige artilleri; endskønt han fik sine kanoner ilde tilredte og havde betydelig afgang blandt betjeningsmandskabet, opgav han dog ikke kampen, men vedblev at skyde med assistance af nogle infanterister, indtil han fik ordre til at trække sig tilbage. Sine døde begravede han på stedet; da han om aftenen fik en mild bebrejdelse af sin batterichef, fordi han ikke havde medtaget de dødes armatur, svarede han, at han syntes, det var rigtigst på højnordisk vis at jorde dem med sværdet ved siden. Batteriet Fuhrmann kom i 1848 ikke oftere i engagement med fjenden; i efteråret blev Glud kommanderet til København som lærer i en trænkonstabelskole, og hermed gik interen. I foråret 1849 rykkede han i felten med Batteriet Mossin; efter nogle yttringer, han lod falde ved afrejsen, havde han ligesom en Aanelse om, hvad der ville ramme ham, og da han nogle dage senere kørte op med batteriet på en mark i parkstillingen ved Middelfart, kastede hans kraftfulde, dengang i artilleriverdenen så velbekjendte hest Claus sig plat ned på jorden med ham, uden at han dog tog mindste skade; men han udbrød i det samme: ”Tænkte jeg det ikke nok, jeg kommer aldrig vel fra dette felttog”. Kort efter drog han med batteriet til Fredericia, hvor han indkvarteredes i Kastellet; den 6. juni om middagen, da han hvilede sig i sit kvarter, slog en 168 punds bombe ned igennem værelset og sprang nogle fod under gulvet, og under et kaos af sønderbrudte gulvbjælker, brædder og grus fandtes Glud med begge ben brudte foruden en mængde sår over hele legemet. Endnu samme dag overførtes han til Billeshave lazaret, hvor han udåndede den 17. juni.

Glud var ualmindelig kraftigt bygget, høj og bredskuldret, men noget korthalset og for en rytter temmelig korpulent. Som han var stærk af legeme, var han det også af karakter, og han besad en djærv og kraftig ånd. Han var meget afholdt af kammeraterne, og han var dem en pålidelig og fuldtro ven, der gav gode vink og råd.

Obelisken til minde om 74 danske krigere, der faldt i Treårskrigen 

og blev begravet på den gamle kirkegård i Østergade i Middelfart, 

blev rejst i 1866, men blev i 1933 flyttet til byens nye kirkegård 

på Kongebrovej, hvor de faldne fra 1864 var blevet begravet

Sekondløjtnant ved Artilleriet Peter Ferdinand Glud (søn af bogtrykkersvend Leonhard Ferdinand G. og Inger Thorkildsdatter), født 4. april 1804 i København (Frue), kvæstet 6. juni 1849 under Fredericias bombardement, død 17. juni på Billeshave lazaret, død 21. juli på Middelfart kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1149-1151

Løjtnant Glud. Vort Forsvar 1881, nr. 6.