.jpg)
1832 blev han student fra Odense Katedralskole og 1833 tog han filosofikum. 1834 tog han adgangseksamen til den kongelige militære højskole og afgik herfra 1838 som sekondløjtnant i artilleriet med anciennitet af 23. september 1834. Samtidig med at han forrettede tjeneste ved sit våben, gennemgik han generalstabsafdelingen og bestod afgangseksamen 1840. Faaborg blev premierløjtnant den 26. december 1841 og kaptajn og adjoint i generalstaben den 5. maj 1845.
Da krigen 1848 brød ud blev han adjutant ved overkommandoen og deltog i kampene ved Bov og Slesvig, hvorefter han blev stabschef ved kavalleribrigaden. Meget mod sit ønske kommanderedes han i september samme år til Vestindien som stabschef hos oberst Kæsemodel, der med en troppestyrke sendtes derud i Anledning af negeremancipationen. I juni 1849 kom han tilbage til Danmark og ansattes først i general Ryes stab; senere blev han stabschef ved generalkommandoen på Als. I 1850 var han souschef ved 2. Armédivision og deltog i slaget ved Isted.
Efter krigen var Faaborg ansat i forskellige stabe dels som souschef dels som stabschef. Han blev major den 22. juli 1853 og foretog 1855 en tjenesterejse på et år til Tyskland, Frankrig og Italien. Ved sin hjemkomst 1856 blev han stabschef hos arveprins Ferdinand, der var kommanderende general på Sjælland, men den 5. april 1858 udtrådte han af generalstaben og ansattes, idet han den 27. marts samme år var blevet oberstløjtnant, som chef for 4. Linjeinfanteribataljon. I sin nye stilling vandt han meget anseelse og blev 1862 med sin bataljon forlagt til Eckernførde, hvor han optrådte energisk under ofte vanskelige forhold.
Ved mobiliseringen 1863 blev han kommandør for 4. Infanteriregiment og fik den 22. december samme år obersts karakter. Den 9. marts fik han kommandoen over 4. Infanteribrigade og deltog som dens chef i Dybbøls forsvar, særligt i fægtningen den 17. marts. Efter våbenhvilens afslutning besatte brigaden nordlandet på Als med 6. og Kær halvø med 4. Regiment. Imod det sidste punkt rettede preusserne den 29. juni om morgenen deres angreb, og det faldt således i Faaborgs lod at gøre de første forsøg på at afværge dette. Med stor energi og uforfærdethed kastede han sig mod fjenden. Først såredes han i låret, men vedblev dog til hest at føre kommandoen, så fik han et strejfskud i foden og til sidst et skud gennem brystet. Han faldt i fangenskab og udåndede den 1. juli på Øster Snogbæk lazaret. Den 9. juli begravedes han på Dalum Kirkegård og kammerater rejste ham der en mindesten.
Den 27. november 1849 havde han fået Ridderkorset og den 13. april 1858 Sølvkorset. Den 20. november 1847 havde han ægtet Johanne Ida Mathilde von Scholten, født Kristensen, datter af major og redaktør Christian Kristensen og enke efter postkontrolør F. von Scholten.
I oberst Faaborg, der var soldat med liv og sjæl, mistede hæren en af sine dygtigste og mest populære officerer. Dog var det ikke alene her, at efterretningen om hans død vakte sorg, men også i den talrige kreds af venner, han ved sit bevægede liv havde vundet udenfor hæren.
Uden at være ualmindelig begavet, var Faaborg en mand, der vidste, hvad han ville, en mand, der med sjælden udholdenhed forfulgte ethvert mål, han havde sat sig, og endelig en mand med en højt udviklet pligtfølelse, hvilken også på den sidste kampdag lod ham være i spidsen for den lille skare med de ord: ”Nu fremad, alle danske mænd, om vi så alle skulle falde!” Faaborg havde tillige den gode egenskab at kunne vise overbærenhed på rette sted lige over for de yngre.
.jpg)
.jpg)
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 57-58
Ingen kommentarer:
Send en kommentar