.jpg)
Løvenskjold blev ved oprørets udbrud ifølge sin hele karakter naturligt ledet til med fyrighed og begejstring at omfatte den danske sag, og denne følelse bevægede ham også til ved krigens udbrud at henvende sig til den danske regering med forlangende om at måtte indtræde i hæren; da dette på grund af, at han var en udlænding, blev ham nægtet, overvandt han denne vanskelighed ved at tilkøbe sig en fast ejendom i København. Løvenskjold indtrådte derpå som menig ved 10. Linjebataljon, med hvilken han afgik til Slesvig, hvor han deltog i fægtningen ved Bov og slaget ved Slesvig; navnlig i sidstnævnte kamp fik Løvenskjold lejlighed til at vise sig som en kæk og djærv soldat, blandt de første, når det gik fremad, og blandt de sidste, når det gik tilbage. Efter at hæren var kommet tilbage til Als, benyttede Løvenskjold den dér forhåndenværende, faktiske våbenhvile til et besøg i Norge, hvor han ved sin nærværelse forøgede den allerede hos den norske ungdom gærende lyst til personlig deltagelse i kampen. En del unge nordmænd fulgte med ham tilbage til Danmark, hvor han atter indtrådte ved sin bataljon; den 24. maj udnævntes Løvenskjold til sekondløjtnant i den danske hær, og som sådan deltog han med hæder i fægtningen den 28. maj. Her som ved tidligere lejligheder var han stedse der, hvor faren var størst, og viste stor uforsigtighed med hensyn til at udsætte sin person. Den 5. juni stod 10. Linjebataljon, som det vil erindres, i reserve i Stenderup, hvorfra den beordredes frem til understøttelse for de angrebne forposter. Skønt bataljonen snart efter atter blev beordret tilbage til Stenderup, forblev en del af et frempousseret kompagni, der var blevet indviklet i de retirerende forposters kamp, i første linie, og ved denne del befandt Løvenskjold sig. Kæden blev beordret tilbage, men Løvenskjold, der med sin sædvanlige fyrighed deltog i kampen, ville ikke straks opgive den efter hans formening gunstige stilling. Kort efter blev han ramt af en geværkugle i underlivet; han søgte endnu at holde sig oprejst, men efter nogle øjeblikkes forløb segnede han om. En af hans folk ville forblive hos ham, men Løvenskjold bød ham at ile tilbage og blev således liggende bag et hegn, hvor han kort efter blev fundet af de fremrykkende, hannoveranske tropper; en hannoveransk kaptajn tog sig af ham, og efter at være forbundet af en tysk læge transporteredes han først til Gråsten og senere til Flensborg, hvor han indlagdes på et lazaret. Transporten til dels på yderst ubekvemme vogne havde forøget Løvenskjolds lidelser; om sin tilstands håbløshed nærede han selv ingen tvivl og udtalte for flere tilstedeværende, at han følte døden nærme sig, og tillige det ønske, at en af hans brødre, der netop havde besøgt ham på Als, måtte blive tilstedet adgang til ham for at pleje ham. Dette ønske nåede dog den pågældende broder for sent, til at det kunne opfyldes; den 11. juni udåndede Løvenskjold, der, skønt mat og stærkt lidende i sine sidste øjeblikke, havde følt en levende glæde, da efterretningen om udfaldet af fægtningen den 5. juni nåede til ham gennem en privatmand, der besøgte ham på lazarettet. Hans lig bisattes i Flensborg, men førtes derfra til Sønderborg, hvor det udleveredes den 4. juli. Den påfølgende dag nedsænkedes det med stor højtidelighed og under almindelig deltagelse ved siden af de andre den 5. juni faldnes.
Løvenskjold var soldat i ordets smukkeste betydning. Med en sjælden kækhed og udholdenhed forenede han begejstring og fuldstændig hengivelse for den sag, hvorfor han kæmpede. Ved sin beskedne, fordringsfri optræden vandt han de foresattes som soldaternes venskab, og alle, som var kommet i berøring med denne unge, fyrige og ædle personlighed, delte af hjertet sorgen over hans tidlige bortgang med den store kreds af frænder og venner i hans fødeland. [Generalstabsværket]
* * * * *
Om den i fægtningen ved Dybbøl den 5. juni dødeligt sårede, men først den 11. næstefter afgangne, norske frivillige løjtnant Leopold Herman Severin Løvenskiold optager vi efter det norske blad Christaniaposten følgende efterretninger:
Løvenskiold var født på Fossum Jernværk den 31. marts 1813, og var yngste søn af daværende amtmand i Bratsberg amt, nu rigsstatholder i Norge, Severin Løvenskiold (født 1777) og grevinde Sophie Hedevig Knuth (født 1784, død 1819). Hans helbred var fra barndommen svagt. Tolv år gammel blev han indsat i Søkadetinstituttet i Frederiksværn, hvor han i begyndelsen gjorde hurtige fremskridt; men hyppige sygdomstilfælde og ulyst til søen nødte ham til i året 1831 at forlade instituttet. Han havde en livlig og opvakt ånd, og havde allerede da han forlod Søkadetinstituttet udbredt læsning; men stadigt bogligt studium i samme retning var ikke hans sag. De følgende år anvendte han først til forberedelse for universitetet, som han dog igen opgav, og beskæftigede sig senere med agronomi, i hvilken hensigt han i flere år opholdt sig ved landbrugsskolerne i Schleisheim og Mäglin. Efter igen at have tilbragt et par år i sit fædreland, begav han sig i høsten 1845 til Danmark. Vinteren 1847-48 tilbragte han i København, og da det slesvig-holstenske parti i marts måned 1848, efter den i København foregåede ministerforandring, oprettede en provisorisk regering for de to hertugdømmer, opfattede han med den ham ejendommelige fyrighed den begejstring som hos det danske folk vaktes ved den fare hvormed dette oprør syntes at true den danske nationalitet og den danske stats tilværelse. Da en dansk armé udrustedes for at undertrykke opstanden, tog han straks den beslutning at indtræde i arméen. Da den danske regering på den tid ikke optog udlændinge i hæren, blev hans andragende først afslået; men Løvenskiold var ikke den mand som lod sig standse af sådan hindring. Han tog skøde på et hus i København, og nu stod intet i vejen for opfyldelsen af hans ønske. Han indtrådte som soldat ved 2. kompagni af 10. Bataljon, hvis chef var nordmanden major Ræder. Den 30. marts svor Løvenskiold til fanen, og skrev samme dag til en broder i Norge, at han aldrig havde følt sig så tilfreds som nu, en stemning han til sit sidste føjeblik vedligeholdt. Den 2. april afgik han med sin bataljon over Fyn til Als, hvorfra han med den danske armé gik over til hertugdømmet Slesvig. Allerede i den for de danske våben lykkelige træfning ved Bov kom han i ilden, men beklagede sig i et brev til sin fader over, at omstændighederne ikke havde tilladt hans bataljon at tage virksom del i kampen. Men i slaget ved Slesvig den 23. april, hvor 10. Bataljon gjorde hårdnakket modstand imod den overlegne fjende, kom Løvenskiold i den hedeste ild.
Da kampen begyndte, var han syg og under lægebehandling, men lod sig ikke afholde fra at følge sit kompagni. Hans sidemand blev skudt straks i begyndelsen af affæren. Bataljonschefen og kompagnichefen blev begge sårede, og da flere officerer var blevet utjenstdygtige, førte Løvenskiold, efter ordre fra divisionschefen oberst Schleppegrell, to gange 20 til 30 mand frem i forreste række. Da 10. Bataljon omsider måtte trække sig tilbage for fjendens overmagt, var Løvenskiold den sidste der vendte tilbage til kompagniet, og blev derfor allerede anset som tabt. Han undgik kun fangenskab derved, at han med den sidste kugle han havde i behold skød eller sårede en fjendtlig officer, der i spidsen for et detachement opfordrede ham til at overgive sig. Løvenskiold blev til tak herfor hilst med en kugleregn, hvilken han efter sin egen fortælling kun som ved et under undgik.
Da den danske armé senere blev nødt til at trække sig tilbage til Als, benyttede Løvenskiold våbenhvilen til at gøre et besøg i Norge, hvor han for sidste gang genså sin familie. Efter to dages ophold i Christiania, i hvilke han havde set så mange beviser på den varme hvormed den hans hjerte så kære sag omfattedes af den studerende ungdom, gik han i de norske frivilliges selskab tilbage til København og derfra til sin bataljon.
Den 24. maj blev han udnævnt til sekondløjtnant. I den for de danske våben heldige affære i det sundevedeske den 28. maj førte Løvenskiold første gang som officer et halvt kompagni, og viste megen kækhed ved i spidsen for sine soldater at storme de levende gærder ved hvilke de fjendtlige skytter var dækket.
I disse forskellige fægtninger havde Løvenskiold ikke fået noget sår, uagtet hans uforsigtighed oftere udsatte ham for den yderste fare. Men i den træfning som den 5. juni fandt sted mellem Gråsten og Dybbøl blev vor helt, der ved den fjendtlige styrkes første anfald på den danske linje som anfører for en afdeling skarpskytter lå i forreste kæde, og vedblev at forsvare sin stilling efter at den øvrige del af kæden havde trukket sig tilbage, truffet af en musketkugle på kort afstand.
Han vaklede endnu 50 skridt, inden han segnede. Hans soldater ville bære ham med sig, men han ville ikke tillade dem dette, men opfordrede dem til at slå på fjenden. Han blev således liggende på valpladsen. Da de fjendtlige tropper rykkede over pladsen, fandt hr. de Vaux, kaptajn ved 5. hannoveranske Infanteriregiment, Løvenskiold liggende bag et levende gærde, truffet af en musketkugle, der var slået ind i den venstre side og gået gennem underlivet. (Efter en anden beretning var kuglen gennem den venstre side gået ind i ryggen.) Løvenskiold erklærede da, at han antog ikke at kunne leve længe, men at han rolig og fuldkommen tilfreds med sin skæbne så sit nære endeligt i møde, og nu blot havde det ønske, at hr. de Vaux ville bringe hans fader og brødre en hjertelig hilsen og et sidste lev vel. Efter at hr. de Vaux havde modtaget dette hverv, som han på den værdigste måde har udført, tillod fægtningens gang ham ikke længere at drage omsorg for den sårede; men han bestræbte sig dog, inden han forlod stedet, for at skaffe til stede en læge, af hvem Løvenskiold blev forbundet. En slesvigsk godsejer, der tidligere i Danmark havde kendt Løvenskiold, meddeler i et brev, at han den 5. denne måned, ved på landevejen i nærheden af Gråsten at møde en transport af sårede, blev opmærksom på, at en af disse ikke kunne udholde at køres. Ved at nærme sig vognen, gjenkendte godsejeren i den sårede Løvenskiold, der ytrede at han følte sin forestående død, men bad ham at skaffe sig lindring under sine lidelser, og besvor ham at bede en af hans brødre, der kort i forvejen havde besøgt ham på Als, om at komme til hans sygeleje. Slesvigeren tilbød at skaffe Løvenskiold pleje i sit hus, og tilvejebragte, da dette ikke af vagten kunne tilstedes, et leje for den sårede på Gråsten. Men da lægerne erklærede det nødvendigt, at den sårede bragtes til et lazaret, skaffede han en bekvemmere vogn, hvorpå Løvenskiold blev ført til Flensborg. Den såredes ønske om pleje af sin broder, hvorom også en brunsvigsk artilleriofficer efter hans ønske har underrettet denne, kunne på grund af hans kort efter indtrufne død ikke opfyldes. En mand der gentagende havde besøgt Løvenskiold på lazarettet har meddelt, at han ikke nok som kunne rose den behandling han der nød, og at han i begyndelsen havde håb om bedring. Han var meget mat; men da den besøgende fortalte, at de danske havde holdt sig kækt og forsvaret deres stilling ved Sundeved, glinsede hans øjne af den sidste glæde han nød i denne verden. Løvenskiolds lig er bisat i Flensborg, men vil rimeligvis senere blive bragt til Sønderborg, for at han kan hvile ved siden af de der jordfæstede, den 5. juni faldne danske krigere.
Leopold Løvenskiold besad meget af hvad der danner krigeren: et fyrigt, ubetvingeligt, næsten eventyrligt mod, megen udholdenhed og nøjsomhed, fuldkommen opofrelse for den idé han havde hengivet sig til; ved sit jævne, fordringsløse væsen indtog han soldaten, hvis yndling han var, og hans usædvanlige sikkerhed i skydning gjorde også mere end en almindelig soldats tjeneste. At han ikke var en karakter af den dagligdags slags, beviser til fulde den omstændighed, at han var den første nordmand som gjorde mere end opsende ønsker for den idé der nu har en så inderlig plads i den nordiske ungdoms hjerter.
Han faldt som en mand, og hans minde vil bevares. Om Løvenskiolds begravelse meddeler Berlingske Tidende følgende underretning fra Sønderborg under 5. juli: Løvenskiolds skønt smykkede kiste ankom hertil i går. Under hans lidelser har fjenden behandlet ham med omsorg og venlighed, ligesom hans lig med omhu bragtes fra Flensborg her til byen. Han havde nemlig før sin død ytret det ønske, at han gerne ville hvile ved siden af sine den 5. juni faldne våbenbrødre, som vi her jordede med stor højtidelighed. For en time siden begravede vi liget af vor hengivne norske ven. Den for fjenden fra Dybbøl bortflygtede danske provst Carstens holdt en smuk ligtale over ham. Byens og omegnens unge damer havde skænket hans smagfulde kiste et rigt blomsterflor. En skøn laurbærkrans fra Ulkebøl præstegård slyngede sig om røde og hvide roser på kistelåget. Flere embedsmænd, og alle militære som var til stede og tjenestefri, fulgte med i toget, der sluttedes af en stor del af underklasserne; de norsk-svenske frivillige bar liget fra kirken til graven, hvor de ofrede deres tabte landsmand deres varme afskedstårer. Det var hen imod aften, og solens stråler kastede gennem træerne sit røde skær over den åbne grav og over de duftende kranse på højene som gemmer vore faldne brødre, ved hvis side Løvenskiold havde kæmpet, ved hvis side han her ville blunde. En stor mængde folk, af begge køn, af alle samfundsklasser, dannede en tæt kreds om denne plet, om disse grave, hvor pantet på dansk troskab, mod og hengivenhed var trygt forvaret i det fælles moderlige skød. Mængden stod længe og stirrede med stille vemod på disse friske høje, som om man der i håbet så sædekornet nedlagt hvoraf en bedre fremtid skulle spire og begrunde Danmarks ære.
I Berlingske Tidende har hans fader ladet indrykke følgende kundgørelse: ”Med glæde genså jeg i afvigte maj måned min nu salige søn Leopold Løvenskiold, gennemtrængt af erkendtlighed og hengivenhed for det ædle danske folk, begejstret for Danmarks, for Nordens store sag, og faderen delte gerne sønnens ædle følelser. Han kæmpede ridderligt, han ofrede sit liv for denne sag, og mens faderhjertet bløder over denne elskede søns tab, er det en trang for dette hjerte at bevidne dets dybe erkendtlighed til alle som i livet har vist min nu salige søn bevågenhed og venskab, som i døden have hædret hans minde. Christiania den 14. juli 1848. Løvenskiold, rigsstatholder i kongeriget Norge”.
Også over Løvenskiold er i sommerens løb udkommet et veludført portræt fra det ovennævnte etablissement. [Nekrologiske Saml.]
.jpg)
.jpg)
.JPG)
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1867-71. 1. Del: Krigen i 1848. S. 1330-1333
Nekrologiske Samlinger. Udgivet af H.P. Selmer. Reitzel, 1848-52. 1. Aargang [1848]. S. 98-103
Danske krigergrave og mindesmærker (1)
Danske krigergrave og mindesmærker (2)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar