Premierløjtnant Anthon Emil Lodberg Eising (1826-1864)

fødtes den 12. marts 1826 i Ølby ved Struer, hvor hans fader, Peter Christian Eising, Dannebrogsmand, var lærer (1818-71). Moderen, Frederikke Helene Marie, var datter af distriktslæge Schwartz i Nykøbing Mors.

Som næstældste af fire brødre kom Eising, tolv år gammel, i Kolding Latinskole, hvorfra han 1844 blev student, rejste til København og fortsatte sine studier ved det teologiske fakultet. Her havde han det meget kummerligt og måtte, da han ikke fra hjemmet kunne få nogen videre hjælp, tjene til sit livs ophold ved at give undervisning samtidig med at han studerede. Da krigen 1848 udbrød, meldte han sig frivillig, blev såret ved Slesvig og taget til fange og ført til Stade, men senere udvekslet. Han stod ved 5. Linjeinfanteribataljon. 1849 tog han til København for at tage teologisk embedseksamen, hvilken han dog ikke fik, og vendte atter tilbage til hæren. Han blev nu sergent, og den 23. april 1849 deltog han i kampen ved Kolding, ved hvilken lejlighed han tog en mindre fjendtlig afdeling til fange og derfor den 9. september samme år belønnedes med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Den 26. oktober 1849 udnævntes han til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve, og den 25. august 1850 forsattes han til linjen med anciennitet af 1. november 1849. Han stod stadig ved 5. Bataljon. I 1850 såredes han atter; en kugle traf ham under næsen, bortrev nogle tænder og gik ud i nærheden af øret. Fra 1850-64 stod han ved 8. Infanteribataljon, og endelig den 25. marts 1864 kom han til 17. Regiment som kompagnikommandør. Den 5. maj 1861 var han blevet premierløjtnant. Den 13. april 1864, ved beskydningen af Dybbølstillingen, blev han truffet af en granatstump, der kvæstede begge ben neden for knæet, så det ene måtte amputeres. Han indlagdes på Augustenborg lazaret, men blodtabet havde været så stort, at han den 18. april afgik ved døden og blev begravet på Augustenborg Kirkegård den 20. april.

Feltpræst Hertz, der personligt kendte Eising, holdt ligtalen over ham, og følgende karakteristik skal i følge denne her fremsættes af ham: ”Han var fra barn af flittig, godt begavet og tørstede tidligt efter kundskab og belæring. Med hæder bestod han skolens og universitetets prøver og arbejdede flittigt, indtil hans kærlighed til friheden og fædrelandet tvang ham bort fra bogen og til at deltage med mod, nidkærhed og dygtighed i kampen. Han erhvervede sig sine foresattes agtelse og påskønnelse og sine kammeraters oprigtige venskab; herom vidner disses dedrøvelse ved hans bortgang. Sine undergivnes kærlighed havde han i høj grad. Han sørgede ikke alene for deres timelige fornødenheder, men også deres åndelige tarv lå ham på sinde, og at han har gavnet, derom vidner deres hengivenhed for ham. Men ikke alene var han nidkær og trofast i sin tjeneste, også som søn var han den kærlige, den trofaste. Sparsommelig, nøjsom og fordringsfri som få, sendte han af sine små indtægter mangen skærv til det fattige hjem, og mangen ven vil kunne fortælle om, hvor ofte hans hånd var åben for at hjælpe andre”.

Mindestenen over løjtnanterne Eising og Haxthausen blev rejst i 1937

Stenen står ved brohovedskansen på hjørnet af Dybbølgade og Sundgade

Premierløjtnant ved 17. Infanteriregiment Anthon Emanuel Lodberg Eising (søn af skolelærer og kirkesanger Peder Christensen E. og Frederikke Helene Marie Schwartz), født 12. marts 1826 i Ølby sogn, Ringkøbing amt, såret 13. april 1864 ved Dybbøl, død 18. april på Augustenborg lazaret, begravet 20. april på Augustenborg kirkegård. Ugift. 

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 55-56

Danske krigergrave og mindesmærker