Generalmajor Olaf Rye (1791-1849)

blev født den 16. november 1791 på gården Bø i Neder Telemarken, Akershus Stift; hans fader var major og bataljonskommandør i det telemarkske infanteriregiment, fra hvilken stilling han i 1812 erholdt afsked som oberstløjtnant. I april 1804 blev sønnen antaget som elev ved det norske landkadetkorps i Christiania, hvorfra han den 4. maj 1808 blev udnævnt til fændrik i det samme regiment, i hvilket faderen stod, således at der efter fuldendt eksamen tillagdes ham anciennitet fra 1. januar 1808. Ved sin ankomst til regimentet blev han ansat ved en bataljon, som holdt Brunlaugsnæs besat til forsvar mod englændernes landgang, og her forblev han indtil fredens slutning i Jönköping 1809, da regimentet marcherede til hjemstavnen.

Som ansat ved et nationalt kompagni, opholdt han sig, når tjenesten ikke fordrede hans nærværelse i distriktet, for størstedelen hos sine forældre; dog var han i årene 1810-14 hver sommer kommanderet til opmåling, og om vinteren tegnede og beregnede han de om sommeren gjorte opmålinger. Den 14. december 1809 forfremmedes han til premierløjtnant.

Da i januar 1814 entusiasmen for frihed og selvstændighed havde grebet enhver nordmands bryst, var det også Ryes ivrigste ønske at kunne bidrage sin skærv til fædrelandets forsvar. Med det Telemarkske Regiments 2. jægerdivision afmarcherede han mod slutningen af februar til den sydlige del af grænsen mod Sverige; han kommanderede her en jægerafdeling på 200 mand og deltog med stor hidsighed og ungdommeligt overmod i de fleste fægtninger, som forefaldt, navnlig ved Halfslund, på Rolfsøen, ved Rolfssund, ved Sannebro og ved Sannegård; overalt, hvor han kunne, søgte han lejlighed til at slås, omend overmagten var nok så stor, men disse skærmydsler kunne ikke føre til noget, og overenskomsten til Moss blev afsluttet. Han vendte derefter tilbage til Telemarken, dybt nedtrykt over det mislykkede forsøg på at forsvare Norges frihed og uafhængighed, og han besluttede straks at forlade militærtjenesten og tillige landet; ved sin hjemkomst i november 1814 indgav han derfor ufortøvet sin ansøgning om afsked. 

Efter mange omstændigheder og lang venten erholdt han endelig denne i midten af marts 1815, og allerede den 18. s.m. afsejlede han fra Larvik i selskab med sine venner, F. Schleppegrell og H. Helgesen. Det var først deres bestemmelse at gå i russisk tjeneste, men da undervejs prins Christian Frederik foreslog dem at gå i preussisk tjeneste og lovede dem anbefalinger til fyrst Blücher, forandrede de deres bestemmelse og afrejste til Lüttich, hvor fyrsten havde sit hovedkvarter; denne modtog dem med megen velvilje og lovede sin medvirkning til, at de kunne blive ansatte ved et regiment, som gjorde felttoget med; midlertidigt måtte de dog nøjes med en ansættelse ved det 3. rhinske Landeværnsregiment i Kohl. Den 5. juli modtoge de imidlertid den glædelige efterretning, at de straks skulle afgå til det 2. Armékorps, som stod hinsides Paris, og de ansattes nu alle ved det 5. westfalske Regiment, med hvilket de deltoge i erobringen af Philippeville og Rocroix. Dog allerede den 12. oktober fattede Rye den beslutning at søge sin afsked og indgav den 25. sin ansøgning, forinden han endnu havde underretning om, at han og hans to venner var blevet ansatte i den danske armé, Rye i det oldenborgske infanteriregiment. Efter at være fulgt med 5. westfalske Regiment tilbage til Tyskland, erholdt Rye den 19. december meddelelse om sin afsked af preussisk tjeneste, hvorhos medaljen for felttoget 1815 tildeltes ham. Han rejste nu til Antwerpen, hvor han meldte sig hos chefen for det danske hjælpekorps, prins Frederik af Hessen, der midlertidigt ansatte ham ved det fynske Infanteriregiment, som kantonnerede i omegnen af Valenciennes og Bouchain, og her forblev han, indtil han i april fik ordre til at rejse hjem; en ansøgning, som han havde indgivet om to års orlov af dansk tjeneste for at træde ind i den russiske Hær, var blevet afslået.

I over 26 år tilbragte nu Rye i sin garnison Rendsborg et roligt liv, om hvilket der ikke er meget at berette; ved faderens Død 1818 foretog han en rejse til Norge, og senere besøgte han Frankrig et par gange; af jagten var han en ivrig elsker og hengav sig til denne beskæftigelse så meget, som omstændighederne ville tillade. Den 10. september 1817 udnævntes han til stabskaptajn, men først i august 1832 fik han kompagni; den 17. februar 1835 forbeholdtes der ham majors anciennitet, og den 23. maj 1840 blev han major i regimentet; ved omorganisationen i 1842 blev han udnævnt til oberstløjtnant og kommandør for 1. Linjebataljon, hvorved han fik garnison i København; den 28. juni 1840 var han blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Under opholdet i Rendsborg havde Rye været to gange gift med døtre af kaptajn ved det oldenborgske infanteriregiment N.F. Krabbe; hans første hustru døde 1824, efterladende en datter, som døde 1835; den anden hustru døde 1833, ligeledes efterladende sig et barn, som kun overlevede hende nogle måneder. Mod slutningen af 1842 giftede Rye sig tredje gang med en datter af kaptain og købmand i Varde P.H. Schultz; frugten af dette ægteskab var to sønner, hvoraf den ene døde spæd, mens den anden lever tilligemed enken.

Efter krigens udbrud i 1848 deltog Rye i spidsen for sin bataljon med megen berømmelse allerede i de første affærer; i træfningen ved Bov som også i slaget ved Slesvig var han stedse i første linje, udsættende sig for den hæftigste kugleregn, stedse opmuntrende og fremskyndende, ordnende og vejledende sine soldater; og efter tilbagetoget til Flensborg den 24. april ses vi Rye ved sin dygtighed og koldblodighed at bidrage sit til at standse den indtrådte forvirring. Under 24. maj udnævntes han til oberst efter allerede fra slutningen af april at være blevet benyttet som brigadekommandør; som sådan var han med i træfningen ved Nybøl den 28. maj og ved Dybbøl den 5. juni, i hvilken sidste træfning hans brigade havde en meget virksom andel og var hæftigt i ilden.

Den 13. september 1848 hædredes han med Dannebrogsordenens Sølvkors, og den 7. marts 1849 tillagdes der ham generalmajors karakter.

Mindesmærket på Ryes Plads i Fredericia blev afsløret i 1873.

Da ved felttogets begyndelse i 1849 Rye almindeligt betragtedes som en af de førere, der var bedst skikkede til at operere på egen hånd, erholdt han kommandoen over alle i Jylland tilbageblevne tropper, og der åbnedes således for ham en mere selvstændig virksomhed med hensyn til operationerne, især i tilfælde af, at hans korps måtte blive isoleret og nødt til for en overlegen fjende at trække sig tilbage op i Jylland. Denne opgave blev for ham kilden til forøget berømmelse.

Efter den 3. april at være gået over grænsen ind i Slesvig og have leveret de mindre fægtninger ved og i Haderslev trak han sig efter ordre tilbage til grænsen, indtil fjenden den 20. april tvang vore forposter til at opgive Kolding by; korpset indtog derpå en stilling bag Alminde-dalen, hvorfra det rykkede frem for under general Bülows kommando at deltage i slaget ved Kolding den 23. april; korpset havde her den opgave at passere Kolding Å ved Ejstrup og gøre den omgående bevægelse, på hvilken slagets plan i det væsenlige var grundet. Bevægelsen mislykkedes, og man fandt det rettest at afbryde kampen og trække sig tilbage; Ryes korps gik atter bag Alminde-dalen. Den 7. maj angreb fjenden vore stillinger, og da han var langt overlegen, måtte vore trække sig tilbage, Ryes korps mod nord, og nu begyndte det berømte tilbagetog, der især har skaffet Rye så hæderligt et navn i den danske krigshistorie.

Hans krigerbane skulle desværre snart få en brat ende. Under udfaldet fra Fredericia, i hvilket han efter ønske deltog og kommanderede den 5. Brigade, der rykkede frem langs stranden, blev han under sine bestræbelser for at hindre fjenden i at trænge frem til undsætning for Trelde-skansen dødeligt truffet. Hans hest var blevet såret og afgivet til den eneste, tilbageværende ordonnans for at ombyttes, og midlertidigt havde han fået en hest til låns fra Espingolbatteriet, af hvilken han må være faldet ned på det sted, hvor hans lig blev fundet, nemlig ved vejen, der fra den sydlige kant af Trelde Skov løber i vestlig retning. Efter de foreliggende oplysninger er hans fald ikke blevet bemærket på anden måde, end ved at enkelte have set en ældre officer styrte af hesten; antaget for en ganske anden officer, blev han tilfældigt fundet, men snart genkendt af løjtnant Carlsen, som for at forvisse sig om identiteten løftede ham op i sine arme og således hørte hans sidste rallen. Liget udviste, at han var faldet for en kugle, der var trængt ind igennem den nederste del af underlivet; et andet skudsår havde han i højre lår. Midt i den jubel, hvormed den store sejr blev hilset, vakte efterretningen om hans død den største sorg, ikke blot i hæren, men over hele landet.

Generalmajor Ryes Heltedød under Udfaldet fra Fredericia d. 6te Juli 1849.

Samtidigt kobberstik af ukendt kunstner.

Rye var en ægte kriger, der elskede soldaterlivet og krigen. Et hærdet legeme, en nøjsom natur, et mageløst mod og fuldstændig dødsforagt samt et sundt, praktisk blik satte ham, trods hans dog navnlig i tidligere tid noget fremtrædende tilbøjelighed til opbrusende hæftighed, i stand til i en sjælden grad at vinde og beherske sine undergivne. Han var mandig, ærlig og ligefrem af karakter, ofte opofrende for andre, altid kærlig og omhyggelig som ægtefælle og fader; også udenfor den militære virksomhed var han en praktisk og duelig mand, hvis ivrige foretagelsesånd viste sig på forskellig måde.

På Garnisonskirkegården i København hviler hans støv under et mindesmærke, sat ham af det korps, der bar hans navn; over hin plet på valpladsen, hvor han udåndede sit liv, rejstes der en høj, på hvilken en sten bærer indskriften: „Her faldt Olaf Rye den 6. juli 1849"; endelig er der ved hjælp af bidrag fra hele landet blevet rejst helten et Minde i Fredericia by, hvor en buste af generalen på en syv alen høj 
piedestal står som en af landets smukkeste, monumentale prydelser.

En gravhøj med jættestue på toppen blev rejst på Nordre Kobbelvej i 1858.

I hundrede år lå mindestedet på bar mark nord for Fredericia, 

men i dag omkranser villakvarterer gravhøjen.

Fra gravhøjen kan man gå ca. 200 meter bag villahaverne 

til stedet, hvor generalmajor Rye fandt døden i 1849. 

Dette sted er markeret med en granitpæl.

Generalmajor ved 5. Infanteribrigade Olaf Rye (søn af oberstløjtnant Mathias Andreas R. og Elisabeth Johanne Lind), født 16. november 1791 i Bø præstegjeld, Telemark fylke, Norge, faldet 6. juli 1849 ved Fredericia, begravet på Garnisons kirkegård i København. Gift 1. gang 2. oktober 1823 i Rendsburg med Frederikke Sophie Caroline Wilhelmine Krabbe (datter af major Niels Frederik K. og Wilhelmine Friderikke Wesenberg), født 23. april 1801 i Rendsburg, død 21. november 1824 i Rendsburg. Gift 2. gang 7. oktober 1832 med Jacobine Dorothea Amalie Krabbe (datter af major Niels Frederik K. og Wilhelmine Friderikke Wesenberg), født 12. november 1808 i Kolding, død 14. november 1833 i Rendsburg. Gift 3. gang 8. november 1842 i København (Garnisons) med Elise Henrikke Schultz (datter af fabrikant Peter Heinrich S. og Henrikke Morville), født 29. juli 1817 i Varde, død 28. april 1882 i København (Garnisons).

Kilder og henvisninger: 

Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1154-1160 [gengivet her]

L.J. Flamand: Slagene ved Fredericia og Idsted den 6. Juli 1849 og 25de Juli 1850 med Portraiter og Biografier af Generalerne, Bataillonscommandeurerne, samt de i de officielle Rapporter hæderligt omtalte Officierer osv. Kbh., 1853. S. 6-11.

Terje Dørumsgaard: Olaf Rye - generalen med det gode hjerte. 2017. 152 sider.

Nick B. Svendsen: Generals of the Danish Army in the First and Second Schleswig Holstein Wars 1848-50 and 1864 : Schleppegrel, Rye and du Plat. 2011. 322 sider.

P. Fr. Rist: Olaf Ryes Saga. Optegnelser, Dagbøger og Breve. Kbh., 1899. 276 sider.

Otto Vaupell: Generalerne Bülows og Ryes Levnetsløb. Kbh., 1892. 95 sider.

Otto Vaupell: Olaf Ryes Levnetsløb. Kbh., 1876. 48 sider.

Otto Vaupell: Skildringer af Ryes, Schleppegrells og Helgesens Liv. Kristiania, 1875. 88 sider.

Charles Beck: Generalmajor Olaf Ryes Tilbagetog gjennem Nörrejylland 1849. Kbh., 1863. 207 sider.

Otto Rasmussen: Olaf Rye - en norsk kæmpe. Krigshistorisk tidsskrift 1991, nr. 3, s. 3-16.

Kamma Varming: "De siger Rye er død!" En mosaik omkring Olaf Ryes fald ved Fredericia. Vejle Amts årbog 1974, s. 49-62.

Morten Eskesen: Olaf Ryes Hundredaarsdag 1791 - 16. November - 1891. Højskolebladet 1891, s. 1465-75.

Dansk biografisk Leksikon 

Danske krigergrave og mindesmærker (1)

Danske krigergrave og mindesmærker (2)