Sekondløjtnant Carl Jens Frederik Irminger (1838-1864)

fødtes den 18. november 1838 i Glückstadt og var søn af oberst i Infanteriet Johan Georg Henrik Irminger (død 1854) og hustru Agnete Kaalund. Den 1. april 1855 blev han kadet og gennemgik Landkadetakademiet, indtil han den 1. november 1856 afgik herfra som sekondløjtnant ved 1. Linjeinfanteribataljon. Her gjorde han nu tjeneste, til han den 1. april 1859 sattes à la suite og indtrådte som elev i højskolen. Den 1. april 1861 kom han atter til 1. Bataljon og stod her, til han den 24. januar 1864 blev adjutant ved 8. Infanteribrigade.

Fra 1. april 1863 og til han udkommanderedes i anledning af krigen havde han været elev i højskolens ældste klasse. Mens han stod ved 1. Bataljon med garnison i Rendsborg måtte man lægge mærke til ham. Sammen med bataljonens øvrige officerer var han på færde, hvor det i hine urolige og gærende tider galdt at overholde den lovlige orden og i al fald ikke tåle nogen tilsidesættelse af den respekt, som den danske soldat med rette måtte forlange. Det var måske her, at hans faste karakter, soldatens første dyd, ret udvikledes. 

Han var født soldat og kriger i sind og skind samt trods sin ungdom en helstøbt personlighed. Af sine samtidige kammerater var han sikkert den, der vil mindes længst, dels på grund af de nævnte egenskaber, dels på grund af sin originalitet i bedste forstand. Han havde stor lighed med den svenske konge Karl den 12. Da Irminger engang kom ind i en forsamling af officerer, hvor også en svensk officer var til stede, udbrød denne: ”Han liknar min lif och själ Karl den Tolfte paa ett haar”. 

Under krigen var det hans største glæde at færdes ude nærmest ved fjenden. Han befandt sig derfor ikke vel, da brigaden lå i Fredericia, mens Dybbøl bombarderedes. Derfor lynede også hans øjne, da brigaden førtes til Dybbøl og ordren kom, at 8. Brigade skulle komme kammeraterne til hjælp.

Den 18. april blev Irminger af brigadechefen, generalmajor Scharffenberg, sendt ud for at beordre nogle afdelinger frem; han stødte da på et kompagni, som havde mistet alle sine officerer, hvorfor han tog kommandoen over det og førte det frem med den dragne sabel hævet højt i hånden. Det var i denne stilling, han blev såret; kuglen gik ind under højre arm. Det siges, at han skal være blevet omringet, og at han på opfordring om at overgive sig skal have svaret: ”Aldrig!” Han holdt da ord; thi kun hans lig faldt i fjendens hænder. Han fremhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen hin mindeværdige dag.

Liget førtes til København og begravedes den 27. april på Garnisons Kirkegård.

Så ung, så kæk, han drog mod fjenden ud
at følge ærens, følge hjertets bud,
hans tanke var kun én, hans hjertes slag
kun slog for ét – for fædrelandets sag.

Han drog afsted foruden tvivl og ve,
hans kække blik kun kunne sejr se,
hans rene sjæl blot kunne et forstå
at retfærd her som hisset sejre må.

Hans hjerte brændte af begejstret mod,
hans våben tørsted efter fjendens blod,
og Fredericia ham blev for trang,
da han fra Dybbøl hørte våbenklang.

Jeg må afsted! Jeg kan ej dvæle her,
mens fare, kamp og sejr vinke der.
Jeg må afsted! Og så afsted han drog.
Ved Dybbøl ofred han sit hjerteblod.

Han kæmped tappert. ”Frihed eller Død!”
Begejstret fra hans unge læbe lød.
”Så længe jeg har våben i min hånd,
min frihed skal ej bære trællebånd”.

”Nej, sejr eller død”. Da sank han om,
ja, det var sejr, der trods døden kom!
Han havde sejret; modig, frejdig, stærk,
fuldendt han havde nu sit store værk.

Hvor han var bleg! Alt øjets ild var slukt,
men smilet var der lige kækt og smukt.
”Jeg gerne dør, når blot en fodsbred jord,
mit blod kan frelse”, var hans sidste ord.

Så døde han. Men Enkens tapre søn,
vi mindes vil med tak og stille bøn.
Ja, tapre danske svend, din dåd, dit navn
skal leve, trods din søvn i dødens favn.

J.F.

Mindestenen over løjtnant Irminger blev rejst i 1926.

Stenen står over for ejendommen Grønnekærvej 8, Dybbøl.

Ældre fotografi.

 

Sekondløjtnant ved 8. Infanteribrigade Carl Jens Frederik Irminger (søn af oberst Johan Heinrich Georg I. og Agnete Marie Kaalund), født 18. november 1838 i Glückstadt, faldet 18. april 1864 ved Dybbøl, begravet 27. april på Garnisons Kirkegård i København. Ugift.

Hans gravsted på Garnisons Kirkegård eksisterer ikke længere.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 101-103.