Han var en nobel personlighed, åben og ærlig, trofast og pålidelig. Da han var blevet soldat, var han øjensynlig kommet i sit rette element, thi det tunge, der måske havde klæbet ved ham som student, var da som blæst bort. Han var en rask soldat og dertil det fornøjeligste menneske, man kunne tænke sig. Det var, som om alle de for ham nye savn og farer kun lærte ham det ene, selv at være frejdig og at meddele denne frejdighed til alle, der kom ham nær. På sin post i det nordre brohoved den 18. april blev han hårdt såret i underlivet af en granatstump. På en båre bragtes han op gennem den beskudte Sønderborg by. Her blev den ene af hans bærere dræbt, så den anden måtte lade ham stå midt på gaden, mens granaterne sprang omkring ham, og huse styrtede sammen til højre og venstre. Endelig kom to gardere, der bragte ham til ambulancen, hvor han var en af de sidst indbragte sårede.
Han førtes til Garnisonssygehuset i København og lå længe her med grundet håb om helbredelse og betragtede med glæde sine nye løjtnantsdistinktioner. Han havde jo deltaget i kampen som aspirant. Udnævnelsen til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve fik han den 30. maj. Han døde den 25. juni efter svære lidelser og begravedes den 30. juni på Frederiksberg Kirkegård.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 89
Danske krigergrave og mindesmærker (1)
Danske krigergrave og mindesmærker (2)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar