søndag den 29. maj 2022

Sekondløjtnant Hans Peter Carl Ernst Wilhelm Hjort (1835-1864)

fødtes den 20. december 1835 i Frederiksværk og var søn af herredsfoged i Løve Herred, justitsråd Siegfred Christian Frederik Hjort og hustru Elise Budde. Sin tidligste undervisning fik han i forskellige private institutter og skoler i Frederiksværk, Kalundhorg og Vordingborg. Efter endt skolegang ansattes han i 2 1/2 år på faderens kontor, herredsfogedkontoret i Løve Herred. Hans lyst stod til landvæsenet, og han fik nu sin uddannelse til landmand på Lerchenborg, hvor han de sidste tre år, før han blev soldat, var underforvalter.

På sessionen for 1858 blev han udskrevet til infanterist og gennemgik rekrutskolen ved 3. Linjeinfanteribataljon i Altona, lå til fast tjeneste og permitteredes om efteråret, efter eksercertidens slutning, som en af de fire bedste af kompagniets skytter. Han indkaldtes atter til tjeneste i januar 1859, men stillede for sig, indtil han om efteråret samme år selv mødte til tjeneste i eksercertiden.

Efter sin hjemsendelse blev han forvalter hos forpagteren af Ågård og Søgård ved Slagelse. Fra 6. juni 1861 til 10. februar 1862 gennemgik han reserveofficersaspirantskolen på Frederiksberg og udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve med anciennitet af 3. februar 1862.

Den 18. oktober samme år blev han ansat ved 1. Infanteribataljon, og med denne afdeling rykkede han ud under krigen. Ved Bustrup blev han såret i knæet den 3. februar og lagt ind i et hus. Da det ikke lykkedes at få ham ud herfra, faldt han i fjendens hænder og indlagdes på Rendsborg lazaret, hvor benet blev amputeret. Han led meget. Det fortjener at fremhæves, hvor meget omhu og kærlighed der vistes mod ham på sygelejet, og hvor værdigt og hæderligt man udførte hans ligbegængelse.

En from søster af en tysk orden sad den meste tid ved hans seng og var ham på alle måder til tjeneste og opvartning. Desuden fik han en dansk dragon til oppasser. Stiftsdame Blanche Huygens trøstede og oplivede ham ved samtale og læsning. De sidste dage, da han trængte til mere ro, fik han sit eget værelse. Han havde, mens han lå syg, flere opmuntrende besøg af rendsborgere, der havde fattet godhed for ham under hans tidligere garnisonsliv i byen. De tilbød ham forskelligt, men hans svar var: ”Al lindring, en syg kan ønske sig, har jeg her på lazarettet”. Han lå sammen med en dansk kammerat, løjtnant, grev Rantzow, hvem Hjort dagen før sin død overdrog at skrive den sidste hilsen til hjemmet.

Han døde den 26. februar og begravedes den 29. på Rendsborg Kirkegård.

Så kraftfuld, ung og kæk, han nylig stod,
ved sine tapre landsoldaters side.
Hans øje lyste af et frejdigt mod,
og hurtig flød det hede ungdomsblod:
’Han skulle jo for fædrelandet stride’.

Så varmt og trofast var hans hjertelag,
og skjult i brystet var en lønlig tanke:
’At vinde hæder under Danmarks flag
i kamp for fædrelandets skønne sag’.
Den bragte ofte hjertet til at banke.

For første gang, han stod i blodig dyst,
men ikke så man ham i kampen blegne.
Han førte sine frem med mod og lyst,
og af begejstring svulmed højt hans bryst,
til han på valen måtte blodig segne.

Nu hviler han, den unge helt, i fred.
I fangenskab han skulle døden finde.
For fædrelandet han så tappert stred,
og med tålmodighed han for det led,
men derfor skal og hædres højt hans minde.

J.S. 



Sekondløjtnant ved 1. Infanteriregiment Hans Peter Carl Ernst Wilhelm Hjort (søn af birkedommer Sigfred Christian Frederik H. og Elise Armgarde Budde), født 20. december 1835 i Frederiksværk, såret 3. februar 1864 ved Bustrup, død 26. februar på Rendsburg lazaret, begravet 29. februar på Rendsburg kirkegård. Ugift.

Kilder og henvisninger:

Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 92-93

Danske krigergrave og mindesmærker


Ingen kommentarer:

Send en kommentar