en søn af etatsråd, administrator ved Kreditkassen for Husejere i København, C.J. Holm, fødtes den 12. august 1827. Efter at han i en del år havde gået i Efterslægtselskabets Skole, bestemtes han efter eget ønske til at forberede sig til adgangseksamen ved den militære højskole, og han kom i den anledning først i professor Mariboes skole og senere i et privat kursus.
I sommeren 1844 underkastede han sig adgangseksamen til højskolen, og efter bestået oprykningseksamen to år senere trådte han ind i ingeniørafdelingen, hvis kursus dog ikke helt blev afsluttet, idet udbrudet af krigen i 1848 foranledigede, at ældste afdelings elever afgik til de specielle våben, uden at den sædvanlige afgangsprøve blev afholdt. Den 30. marts udnævntes han til sekondløjtnant i Ingeniørkorpset med anciennitet af 1. august 1846. Den 6. juni 1848 udnævntes han til premierløjtnant. Efter i nogen tid at være benyttet ved de befæstningsarbejder, som anlagdes om hovedstaden, afgik han i juni 1848 til det nørrejyske armékorps, hvor han ansattes som disponibel arbejdsofficer, men snart forsattes til feltingeniørtropperne. Hen imod efteråret sendtes han til Helgenæs for at arbejde på forskansningerne dersteds; her forblev han dog ikke længere end til i oktober måned, da han kom til Fredericia, hvor han forblev vinteren over, til dels beskæftiget med opmålingsarbejder.
I foråret 1849 benyttedes han ved anlægget af forskandsninger ved Gudsø, fik efter hærens tilbagegang til Fredericia kommandoen over en deling feltingeniører og var derefter beskæftiget dels med bro- og batterianlæg på Strib, og dels vekselvis med de andre ingeniørdelinger med tjeneste i Fredericia. Den 30. juni skulle han have været afløst for med sin deling at gå til Fyn til den sædvanlige rast af 4 dage; da det imidlertid erkendtes nødvendigt den dag at foretage et udfald for at demolere de af fjenden nord for fæstningen mod den østre landgangsbro anlagte værker, bestemtes det, at han med sin deling skulle tage del i Udfaldet. Netop som hensigten med dette vel var nået, og de sidste faskiner var antændte, blev han dødeligt såret af en geværkugle, der trængte ind i underlivet; han bragtes til Billeshave lazaret, hvor han udåndede den 2. juli, knap 22 år gammel.
Holm var anset for en lovende officer, hvis lyse forstand,
gode kundskaber og særlige anlæg for feltingeniørfaget spåede ham en god fremtid
i korpset; ved sin uforsagte og ufortrødne adfærd erhvervede han sig sine foresattes
velvilje og agtelse, ved sin jævne, honnette og ærlige karakter sine kammeraters
og undergivnes kærlighed; han virkede med lyst og iver i sit kald.
Premierløjtnant ved Ingeniørdetachementet Christian Ludvig Holm (søn af administrator Carl Jacob H. og Johanne Henriette Kierulff), født 12. august 1827 i København (Frue), såret 30. juni 1849 ved udfaldet fra Fredericia, død 2. juli på Billeshave lazaret, begravet 5. juli på Middelfart kirkegård. Ugift.
Kilder og henvisninger:
Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udgivet af Generalstaben. Schønemann, 1873-78. 2. Del: Krigen i 1849. S. 1146-1148
Ingen kommentarer:
Send en kommentar