Tretten år gammel blev Hansen den 1. november 1845 kadet, gennemgik akademiet og afgik herfra den 31. juli 1850 til 10. Linjeinfanteribataljon som sekondløjtnant med anciennitet af 1. november 1849. Den 1. april 1857 sattes han à la suite og gennemgik nu højskolen. Den 1. oktober 1863 forlod han denne og ansattes ved 22. Bataljon, hvor han stod en måned. Den 1. november samme år ansattes han nemlig som adjutant ved 1. Infanteribrigade og i denne stilling deltog han i krigen 1864.
Hansen var af en høj og anseelig skikkelse, der passede godt for en krigsmand, hvad han også var med liv og sjæl. Han var en rask soldat og en flink kammerat, hvis sprudlende lune lyste ud af hans store spillende øjne. Han holdt meget af at sige brandere, men på Dybbøl kvaltes denne tilbøjelighed næsten helt af situationens alvor. Natten mellem den 17. og 18. april havde han tilbragt sammen med sin brigadechef, oberst Læssøe, under et halvtag. Da bombardementet standsede, styrtede brigadestaben ud; Hansen gav sig ikke engang tid til at tage huen på, som hans trofaste oppasser i sidste øjeblik trykkede på hans hoved. De styrtede afsted fremad og Hansen sendtes af brigadechefen straks til brigadens ene fløj. Her blev han såret; den anden adjutant, premierløjtnant Mygind, mødte ham under tilbagegangen, støttet af to mand og med lidt blod i Mundvigen. På spørgsmålet: ”Hvor såret?”, svarede Hansen: ”I brystet”. Han førtes til en dansk lægehytte, men faldt i fjendens hænder og førtes til Nybøl lazaret, hvor han døde den 23. april.
Hans lig førtes til hjemmet og begravedes den 30. april på Brenderup Kirkegård. På hans ligsten står foruden oplysning om hans navn:
For fjendtligt skud hans styrke måtte vige
i kamp for fødeland.
Blandt gruset af hans sunkne fædrerige
han faldt som tapper mand.
Kilder og henvisninger:
Axel F. Hansen: Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer. Høst, 1909. S. 85-86.
Danske krigergrave og mindesmærker
Ingen kommentarer:
Send en kommentar